Feminisme – en intro

-     af autonom infoservice / femi-redaktionen

Feminismen er død! Feminismen har sejret! Som begreb har feminismen til alle tider været genstand for strid. Hun er en uregerlig størrelse, der stritter i mange retninger.

• Her et forsøg på en begrebsafklaring, som sætter fokus på kernen i det hele.

”There is only one solution – feminist revolution!”.  Det var det, vi råbte i kor, da ’Feministisk Aktion’ gik brostenene varme i de københavnske gader i 1990erne.

I dag vil nogle sige: Feminismen er død, afpolitiseret og udvandet til ingenting. Andre vil sige: Feminismen har sejret, den har vundet indpas på alle planer, i alle institutioner og organisationer – med ’gender mainstreaming’ har feminismen erobret sin plads og blevet del af den samfundsmæssige konsensus.

Begge udsagn er betegnende for den aktuelle situation i Danmark. Men befrier os ikke for spørgsmålet:

• Hvordan kan det være, at vi skal til vores nabolande Tyskland og Sverige for at høre feminister råbe slagord i gaderne?

En reflektion er derfor påkrævet. Et afsæt kunne være en begrebs-afklaring. Derfor denne intro til feminisme begrebet.

                             ______________________

• Hvad er feminisme?

Feminisme er et flertydigt begreb. En samlebetegnelse for historisk og aktuelt meget forskellige positioner og strømninger. Selve ordets herkomst er der forskellige opfattelser af.

Nogle betragter ordet feminisme som en afledning af det latinske ord femina, kvinden. Andre ser det som en ideologisk ”isme” som så mange andre ”ismer”. Men uanset den lingvistiske vurdering, så er det egentlig ikke muligt at tale om feminisme som en enhed.

Der er snarere tale om feminismer: I nyere tid blandt andet radikal feminisme, statsfeminisme, økofeminisme, sort feminisme, socialistisk feminisme, anarka- feminisme, postfeminisme, cyberfeminisme, queerfeminisme ja sågar konservativ feminisme.                                                                                                                    Disse feminismer har meget forskellige udgangspunkter og perspektiver. Fælles for dem alle er, at de lægger vægt på kvinden som aktør, som handlende væsen. Således er begrebet feminisme blevet en betegnelse for en bevægelse, som har kæmpet for politiske og praktiske forbedringer af kvinders livsvilkår – som har taget initiativ til kampagner og aktioner for at gøre opmærksom på kønshierarkiernes uretfærdigheder.

• Tilbageblik

Begrebet feminisme opstod formodentligt under den franske revolution. Det bliver således brugt i forbindelse med retsprocessen mod Olympe de Gouges (1748 – 1793), som i protest mod den nye franske forfatning skrev ”Erklæring om kvindens og medborgerindens rettigheder”.

I 1892 var hun med til at organisere den inter-nationale ’Feministiske kongres’ i Paris – og med denne kongres blev begrebet for alvor slået fast i den europæiske offentlighed.

Dog var det forbundet med forskellige opfattelser af begrebets indhold og mål- sætning. For nogle var feminisme ensbetydende med en egalitær koncept ud fra den betragtning, at kvinder og mænd er lige meget værd og derfor bør være ligeværdige i alle henseender.

Andre mente, at den feministiske kamp måtte tage udgangspunkt i den ’naturlige difference’ mellem kvinder og mænd og at fokus måtte være kampen for at kvindlige og mandlige egenskaber tillæges lige stor samfundsmæssige værdi.

• Bourgeoisiets damer og arbejderklassens kvinder

Den mest markante splittelse i den tidlige kvindebevægelse var imidlertid mod- sætningerne mellem den borgerlige og den proletariske kvindebevægelse, som med hver deres feministiske perspektiver kæmpede i hver sin retning og til tider sågar mod hinanden.  

Store dele af den proletariske kvindebevægelse, hvis frontfigurer bla. var Clara Zetkin og herhjemme Marie Nielsen, forbandt deres feministiske kamp med socialistiske og revolutionære samfundsperspektiver.

De borgerlige kvinder kæmpede for at erobre plads indenfor de givne rammer og de var ikke til sinds at afgive privilegier til underklassen. Forenet blev de to strømninger til dels i kampen for kvinders stemmeret. Men kun til dels – for stemmeretsbevægelsen, der i starten af 1900 tallet satte sit præg på mange europæiske lande var heller ikke en entydig størrelse.

I England hvor stemmeretskampen udviklede sig særlig radikalt, herskede der til tider uforsonlighed mellem på den ene side de moderate suffragister, som søgte at få indført stemmeret til kvinder via apeller og petitioner til parlamentet og på den anden side de militante sufragetter, som erklærede mandssamfundet krig og brugte sabotage, bombeanslag og street riots for at tvinge mændene til at give kvinderne stemmeret.

______________________________

Relateret: autonom infoservice:  'Herstory: Sufragetternes guerillakrig i England' 

I 1949 udgav den franske filosof og forfatter Simone de Beauvoir sit berømte værk ” Det andet køn”. Det blev en af grundstenene for den emancipatoriske kvindebevægelse i efterkrigstidens Vesteuropa.

Beauvoirs eksistentialistiske tilgang til ’kvindespørgsmålet’ kan læses som en fundamental afmystificering af de mandlige myter om kvindekønnet. Fra hende stammer den berømte sætning: ”Man fødes ikke som kvinde, det er noget man bliver gjort til”.

Med ”Det andet køn” beviser Simone de Beauvoir, at ’kvinden’ er patriarkatets konstruktion. Bogen hører idag til blandt klassikerne i den moderne feminisme. Anno 2016 er den stadig genstand for diskussioner og hed debat.

• Separatistisk feminisme

Med den nye kvindebevægelse, som opstod i kølvandet af 68-oprøret fik feminisme-begrebet en kraftig opblomstring. Nogle gik på gaderne med parolen ”Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp”.

Andre dyrkede det kvindelige tydningsunivers og den kvindlige forbundethed med naturens kræfter.

Feminister af alle slags kaldte hinanden for ’søster’ - og fælles for alle var kampen for at gøre det private til en politisk sag. Vejen til befrielse skulle være autonom – det vil sige selvbestemt og uden ind- blanding fra partier, organisationer og mænd.

Da alle erfaringer viser, at i kønsblandede sammenhænge bliver kvinder undertrykt, overset, diskrimineret og marginaliseret forenede mange af tidens feminister sig i kampen for kvindefrirum.

Kvindehuse, kvindecaféer, kvindekrisecentre, kvindetidsskrifter, kvindefestivaller, kvindehøjskoler, kvindelejre og meget mere opstod overalt. Feminisme blev i vid udstrækning ensbetydende med separatisme. Denne feminisme er der ikke meget af tilbage idag.

Alligevel vækker de få eksisterende kvindefrirum idag ofte vrede blandt anti-feminister og uforståenhed hos de fleste. Separatismen provokerer stadig...

• Lesbiske feminismer

Langs 70ernes kvindebevægelse ud- viklede der sig samtidigt en lesbisk bevægelse, hvis feminisme bla. gik ud at synliggøre lesbianisme som et politisk valg truffet for at praktisere modstand mod det patriarkalske herredømme.

Politisk lesbianisme er ligesom feminisme en samlebetegnelse for adskillige og forskellige strømninger.

Fællesnævner er et radikalt opgør med  tvangsheteroseksualiteten samt kravet om, at den feministiske diskurs ikke blot tilføjer lesbianisme som et andet vedhæng, men at den justerer sit eget grundlag, således at det lesbiske perspektiv er med hele vejen igennem.

Idag har queer teoriens fokusering på kritik af heteronormativiteten udløst intense diskussioner om, hvorvidt dette begreb er med til at integrere og udvande den lesbiske feminismes erkendelser. Foruden denne diskurs er feminismen idag præget af debatter om temaer som racisme og sexisme, prostitution/sexarbejde, vold i par- forhold, transgender og transseksualitet.

Det er i 1980erne, at de akademiske debatter om feministiske teorier, der på den ene side fokuserer på det ’kvindlige’ og på den anden side sætter spørgsmålstegn ved kønsdikotomien kvinde/mand, når deres højdepunkt.

På basis af kønsforskningen i USA blev sammenhængen mellem det biologiske køn (sex) og det socialiserede køn (gender) samt det seksuelle begær (desire) under- søgt og diskuteret intenst.

Queer teorien, der udviklede sig fra USA i begyndelsen af 1990erne går ud fra, at kønsmæssig og seksuel identitet ikke er naturgivent, men er noget der konstrueres i sociale og kulturelle processer. Køn er ikke noget, man har fordi man er født med det. Køn er noget man gør, noget man performer og konstant reproducerer via ens handlinger. 

Med udgangspunkt i metoder og erkendelser fra dekonstruktivisme, poststruktural- isme, diskursanalyse og gender studies forsøger queer teorien at analysere seksuelle identiteter, magtformer og normer. Med det formål at dekonstruere dem – at nedbryde dem.

Queer feminismens ultimative frontfigur er den amerikanske kønsforsker Judith Butler, der i sin banebrydende bog ” Gender trouble” fra 1990 leverer en grundlæggende kritik af den feminisme, der bygger på ’kvinder’ som kategori.

I modsætning til den klassiske feminisme, handler queer feminismen ikke om kampen for kvinders rettigheder men snarere om at sætte spørgsmåls- tegn ved kønskategorierne kvinde/mand, fordi selve tankegangen i disse kategorier reproducerer kønshierarkierne og er selve grundlaget for sexistisk undertrykkelse.

Med samfundets inddeling af mennesker i 2 køn, konstrueres og fastholdes magtforholdene. Først når den uendelige performative kønsinddeling bliver brudt op, kan magthierarkierne nedbrydes. Det er i høj denne queer diskurs, som præger radikal feminisme anno 2016.

• Økofeminisme

Økofeminsterne, som også er en feministisk faktor idag, argumenterer helt anderledes. Begrebet økofeminisme opstod i starten af 1980erne på baggrund af de globale økonomiske og økologiske katastrofer. Økofeminister postulerer en ’naturlig’ forskel på kvinder og mænd og mener, der eksisterer en særlig forbundethed mellem kvinder og naturen.

Økofeminismen går ud fra den antagelse, at der eksisterer 2 køn og drager paralleller mellem patriarkatets undertrykkelse af kvinder og det kapitalistiske systems udplyndring af naturen.

Kvinder føler sig tættere knyttet til naturen pga. deres evne til at føde børn. Derfor tilskrives kvinder særlige egenskaber som omsorgsfølelse, moderfølelse og kommuni- kationsevner. Netop disse egenskaber gør kvinder prædestineret for at kæmpe for naturen som er grundlag for liv og udvikle løsninger på de globale, økologiske, økonomiske og sociale problemer.

Økofeministerne kæmper for basisdemokratisk livsproduktion i modsætning til kapitalistisk vareproduktion. Kendte personligheder fra den økofeministiske strømning er blandt andet Vandana Shiva (Indien) og Maria Mies (Tyskland).

• Cyberfeminisme

Cyberfeminismens rødder kan spores tilbage til begyndelsen af 1990erne. Den handler om at skabe et feministisk modsvar til den mandlige dominans i computer-teknologiens og internettets univers.

I september 1997 løb ”1. cyberfeministist international”  af stablen ifm. den internationale kunstudstilling Dokumenta X i Kassel. Siden har bevægelsen udviklet sig i mange retninger. Cyberfeminisme bygger ikke på en fælles feminismeteori, den er snarere en praksisform.

Cyberfeminister af forskellig obervans har bla. det til fælles, at de afslører forestillingen om internettet som en kønsneutral zone som en utopi uden relation til virkeligheden. Internettet er medskaber af den globale realitet på alle planer og der er mange feministiske kampe at kæmpe her.
En af nutidens særligt profilerede cyber-feminister er den engelske Laurie Penny, som med sin blog og sine bøger har sat fut i den samfundskritiske feminismediskurs.

• Hun skriver bla. i sin nyeste bog ”Sex, lies and revolution” fra 2014:

” Vi skal ikke kun plædere for vigtigheden af kvinders selvstændige indkomst, men også for at de får mulighed for at udfolde deres ønsker og potentialer. Neoliberalismen prøver at bilde os ind, at hele vores identitet skal kredse om lønarbejdet. Jeg mener, at den menneskelige identitet er langt mere mangfoldig. Derfor må vi også tale om feminisme på en langt mere omfattende måde ...” 

__________________________

(autonom infoservice / femi-redaktionen)

* Tidens feminismer

* Da Feministisk Aktion gik på gaden

* ”Angsten for frihedens gys” af Ingrid Strobl

* Triple opression – update

* Laurie Pennys blog

* "Sex,løgne og revolution" - et interview med en radikal feminist