________

INDHOLD

• 1968-revolten og RAF
• Rote Armée Fraktions historie
• Kodeord: "Mendocino"  - bortførelsen af arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer
• DEBAT. Et svar til journalisten A. Sørensens kritik af vores RAF - artikel i leksikon.org
• 2006: Efter den væbnede kamp. To tidl. RAF-medlemmer - Ella Rollnik og Roland Mayer, der begge har været mange år i fængsel  fortæller om deres refleksioner og diskussioner i en terapikreds i Hamburg, hvor der deltog tidligere medlemmer af  byguerillagrupperne RAF og '2. juni-bevægelsen'. 

(Forstør ved at klikke på billedet):   

FORHISTORIEN

         "Intet fredeligt bagland for imperialismen"

Hensigten hermed var at deltage konkret i en radikal forandring af de sociale
og politiske forhold. Vesteuropa skulle ikke længere være et fredeligt bagland for imperialismen. Hvilke politiske udtryksformer en  sådan modstand skulle antage, måtte afhænge af de konkrete, specifikke betingelser og samfunds-mæssige forhold i de enkelte lande. 

Vietnamkongressen betonede udtrykkeligt, at revolutionær og militant modstand var en legitim kampform i fremtidige strategier mod magthavernes krigsmaskineri. Vietnam-kongressen var et meget repræsentativt udtryk for den politiske stemning, der prægede store dele af protestbølgen i 1968. Kongressen  blev afsluttet med en antiimperialistisk demonstration gennem Vestberlin. Titusinder gik på gaden og råbte med knyttede næver: "Ho, Ho, Ho Chi Minh!" 

• Enden på den fælles udenomsparlamentariske front

I slutningen af 1968 viste det sig imidlertid, at den udenomsparlamentariske opposition (Ausserparlamentarische Opposition, APO) løb ind i politiske begrænsninger. Det var ikke muligt at besvare statens repression og mediernes hetzkampagner med en fælles politisk modstand. De politiske udgangspunkter og perspektiver var for forskellige.

Da studenten Benno Ohnesorg blev dræbt af en politimand under en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlevi`s besøg i Berlin den 2. juni 1967 og da en højre-ekstremist skød bevægelsens mest kendte talsmand, Rudi Dutschke, ned på åben
gade i Berlin den 11. april 1968, bidrog det til både radikaliseringen og splittelsen af 68- bevægelsen.  

• "March gennem institutionerne"

Dele af 68-bevægelsen valgte den såkaldte «lange march gennem institutionerne». Nogle af disse tidligere aktivister er faktisk nået helt op i magtens toppositioner 
( - for eksempel fhv. forbundskansler Gerhard Schröder, fhv. krigsminister Rudolf Scharping, fhv.udenrigsminister Joschka Fischer, fhv. økologiminister Jürgen Trittin og sundhedsminister Ulla Schmidt, den nuværende ministerpræsident af delstaten Baden-Würtenberg Winfried Kretschmann, m.fl.) 

Andre lagde deres kræfter i dannelsen af pseudo-leninistiske partier, der hver især refererede til bestemte politiske afsnit i Kommunistisk Internationale - KOMINTERN`s historie. De såkaldte "K-grupper" (K`et stod for kommunisme). 

• "Sponti-bevægelsen" 

Størstedelen af  68-bevægelsens aktivister bestod af store ungdomsmiljøer i Berlin, Frankfurt, Heidelberg, Hamburg og München. Ofte med udgangspunkt i besatte huse
og kulturcentre - den "første generation af  husbesættere". Disse brogede miljøer, de såkaldte "spontis", udgjorde den militante del i Vietnam-demonstrationerne.
De dannede lokale solidaritetskomitéer med Black Panthers i USA og komitéer, som
hjalp amerikanske soldater, der deserterede fra militærtjenesten ved de amerikanske baser i Vesttyskland. De organiserede solidariteten  med de latinamerikanske revolutionære, dannede anti-Nato-grupper, grundlagde feministiske kvindegrupper, autonome mødesteder, caféer, m.v. 

• Et væld af selvorganiseringsstrukturer  

                       _____________________________________

• Byguerillagrupper i Vesttyskland

Udfra dette brogede miljø opstod på den ene side den autonome bevægelse (5) i Tyskland, og på den anden side de væbnede, illegale grupper:

• Det marxistisk orienterede Rote Armee Fraktion - RAF (1)
• Den anarkistisk-spontanistisk orienterede 2.juni-bevægelsen (2) 
  Gruppen opstod i januar 1972 og var en sammenslutning af forskellige militante anti-autoritære grupper i Berlin. Opløses i 1980. En mindre del tilslutter sig derefter RAF.
  

• Byguerilla - netværksstrukturen Revolutionäre Zellen - RZ (3) , blev dannet  i 1973. RZ-gruppernes overordnede  selvforståelse var venstreradikal, autonom. Opløses i perioden 1991-1993.

• Kvindeguerillagruppen Rote Zora (4) Indtil 1984 var de organiseret i "kvindesammenhænge i RZ". Rote Zora, der betegnede sig selv som  feministiske internationalister, manifesterede sig første gang med en militant aktion i 1984.  Rote Zoras sidste aktion går tilbage til 1995. 
  

________________
Rote Armee Fraktion - RAF

RAF’s selvforståelse var i sin grundlæggerfase et avantgardistisk byguerillakoncept. Meget inspireret af den latinamerikanske guerilla-foco. (Che Guevaras guerrila-koncept). Det indebar, at RAF ved eksemplets magt forsøgte at vise, at systemet var sårbart og derigennem ville organisationen inspirere til en antagonistisk modstand mod systemet.
RAF opfattede sig som en del af den antiimperialistiske front på globalt plan, og RAF’s aktioner tog for det meste udgangspunkt i internationale begivenheder. RAF’s illegale struktur og kollektive samlivsform var en principiel beslutning.

______________
Revolutionäre Zellen / RZ

RZ blev dannet i begyndelsen af 70’erne som en politisk og organisatorisk
autonom guerilla, der prøvede at knytte sine aktioner an til de konkrete bevægelses-kampe. De var hemmeligt organiseret i autonome netværksstrukturer og deres aktivister var ikke illegale men anonyme. RZ-aktivister var således aktive i de daværende udenomsparlamentariske bevægelser: 

Den 14. maj 1970 blev Andreas Baader – en kendt aktivist i det uorganiserede modstandsmiljø – befriet fra fængslet, hvor han afsonede en dom for sammen med andre aktivister at have påsat en brand i et varehus i protest mod Vietnamkrigen og den tyske befolknings ligegyldighed. Fra et bibliotek, som han havde fået lov til at besøge, blev han befriet ved en væbnet aktion.

   ____________________

"Koncept BYGUERILLA"

Et år efter befrielsen af Andreas Baader udkom i april 1971 RAF-teksten, “Koncept Byguerilla”. Heri skriver RAF: ... at den væbnede kamp nu må og skal starte, fordi der uden den ikke vil eksistere nogen mulighed for en antiimperialistisk kamp i metropolerne:

• “Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer, eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet.”

Repressionsparagrafferne

De fleste RAF-aktivister forsvandt i nogle måneder til Palæstina for at få militær træning hos PFLP i Jordan. Allerede ved tilbagekomsten til Tyskland blev flere RAF- aktivister anholdt og idømt 4-6 års fængsel for at have deltaget i befrielsen af Andreas Baader og "for medlemskab af en kriminel forening".

Statens anklagemyndighed brugte i den forbindelse straffeparagraffen § 129, som allerede i  kejserriget og senere under fascismen (1933-1945) blev brugt mod arbejder-bevægelsen. Senere tilføjedes § 129 a, som også skulle kriminalisere offentliggørelse af erklæringer og sympatitilkendegivelser med den militante modstand. 

________________ 

"Om den væbnede kamp i Vesteuropa"

I juni 1971 udgav RAF sit andet skrift: "Kollektiv RAF: Om den væbnede kamp i Vesteuropa". Teksten er maskeret med et omslag med titlen "Strassen-verkehrsordnung" ("Trafiksikkerhedsbestemmelser"). Bogen blev jvnf. § 129a erklæret for illegal og beslaglagt.

I denne periode patruljerede der konstant omkring 3.000 maskinpistolbevæbnede politifolk på motorveje og ved centrale vejkryds i og omkring storbyerne. Deres opgave var at kontrollere alle såkaldt mistænkelige personer, biler, boliger etc. Fængslinger fandt sted i stort omfang - med lemfældig henvisning til de før nævnte repressionsparagraffer.

• Isolationsfængsling og de første døde

Samtlige RAF-aktivister, som fra nu af blev anholdt, blev automatisk anbragt i total isolation i de nybyggede isolationsfængsels-afdelinger. De blev udsat for såkaldt "sensorisk deprivation", hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver sanselig fornemmelse. I samme periode blev de første aktivister fra RAF  dræbt af politiet - Petra Schelm, Georg von Rauch, Thommy Weisbecker.  
I forbindelse med en konfrontation i Hamburg mellem RAF-aktivister og politiet blev også de første politi-folk skudt.
I denne tilspidsede atmosfære sætter statsapparatet ind med målrettede misinformations-kampagner. Således lægger civile politiagenter for eksempel en bombe i en bagageboks på Hamburgs banegård. Den blev umiddelbart efter "opdaget" af politifolk og i medierne fremstillet som "RAF-aktivitet". RAF reagerer med det samme og betegner det som en politistatslig provokation! Andre eksempler på desinformation er forgiftning af drikkevandet, som staten beskylder RAF for at stå bag.

• Maj 1972: RAF's anti-imperialistiske kampagne

I 1972 skærpede USA krigen mod det vietnamesiske folk ved systematisk at bombardere civile mål. Militæret bombarderede digerne og udlagde miner i havnene i Nordvietnam. RAF angreb med det som baggrund den 11. maj 1972 hovedkvarteret for US-militærets 5.korps i Frankfurt og den 24. maj samme år, hovedkvarteret for US-Army i Heidelberg.
RAF placerede nogle bilbomber inde på militærbasernes område. Ved disse aktioner
døde 5 US-soldater og mange blev såret. En efterfølgende RAF-erklæring kommenterede aktionerne på følgende måde:

• "For disse militære strateger, der planlægger udryddelsen af vietnameserne, skal Vesttyskland og Vestberlin ikke længere være et sikkert bagland. De må vide, at deres forbrydelser mod det vietnamesiske folk har skabt dem ihærdige fjender, og at der ikke længere vil være nogen steder i verden, hvor de kan føle sig i sikkerhed for angreb fra revolutionære guerillaenheder!"

FNL - den vietnamesiske befrielsesbevægelse - hilste RAF's aktioner velkomne i deres aviser og takkede dem for deres konkrete internationale solidaritet.

RAF's antiimperialistisk orienterede fase afløstes imidlertid langsomt af en ny kampagne mod statens repressionsapparat, hvilket omkring 1975 resulterede i en yderst defensiv  "befri-byguerilla-guerilla" - strategien.

• Anti-repressionskampagnen

RAF indledte i 1972 en anti-repressionskampagne med en række sprængstofattentater mod politihovedkvartererne i Augsburg og München, mod en aktiv forbundsdommer med nazistisk baggrund og mod mediekoncernen Springer i Hamburg.
Ved sidstnævnte aktion blev 17 arbejdere såret, fordi politiet ignorerede flere telefon-opringninger fra aktionsgruppen og undlod at advare og iværksætte de nødvendige evakueringer. RAF ytrede i denne forbindelse politisk selvkritik over at have begået den fatale fejl at lade aktionens udgang afhænge af politiets vilje til hurtig handling.

• Anholdelsen af  RAF-kernen

I juni og juli 1972 blev de fleste af RAFs grundlæggere anholdt: Andreas Baader, Holger Meins, Jan Carl Raspe, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Brigitte Mohnhaupt, Irmgard Möller, Klaus Jünschke og Gerhard Müller. Alle blev med det samme underkastet total isolation. Amnesty International betegnede denne isolation af RAF-fangerne som "hvid tortur".

• 25 procent af de adspurgte sympatiserede med RAF 

I samme periode gennemførte det tyske ugemagasin Der Spiegel i samarbejde med meningsmålingsinstitutet Allensbach to rundspørge, som dokumenterede, at omkring 25 % af de unge under 30 år på dette tidspunkt sympatiserede med RAF's aktioner og mål. Dette på trods af mediehetz og den massive kriminalisering af alternative informationer om gruppen.

(De detaljerede tal fra ovennævnte meningsmåling, foråret 1971: *82 procent kendte betegnelsen RAF *18 procent tilkendte RAF politiske motiver * 25 procent af borgerne under 30 år havde sympati overfor RAF * 10 procent ville give RAF-folkene ly. I vinteren 1972 gennemførte meningsmålingsinstitutet Allensbach den samme meningsmåling engang til - med forbløffende resultat: * Nu tilkendte hele 40 procent RAF politiske motiver og kun 28 procent mente, at de var kriminelle).

• RAF-medlem Holger Meins dør

1973-74 var præget af et bredt spektrum af RAF-angreb fra den nye generation af RAF-aktivister. De gennemførte en del bankrøverier, bombeangreb mod den israelske handelsafdeling og mod USA’s handelsrepræsentation og justitsinstitutioner.

Den socialdemokratiske regering – først under Willy Brandt og senere under Helmuth Schmidt – godkendte på dette tidspunkt enhver politimæssig stramning under henvisning til den “nødvendige terroristbekæmpelse”.

_________________

Den 9. November 1974 døde Holger Meins – en kendt 68- aktivist og RAF-medlem – under en sultestrejke. Det viste sig i forbindelse med en efterfølgende undersøgelse, at den ansvarlige læge bevidst lod Holger Meins dø.

De fleste tyske storbyer var efterfølgende præget af demonstrationer og militante konfrontationer med politiapparatet. Vreden og sorgen over Holger Meins’ død satte sig spor i mange aktivister.

• AntiTorturkomiteer  (Anti-Folter-Kommiteen)

Der blev overalt i landet dannet komitéer mod tortur i solidaritet med de kæmpende revolutionære fanger. Fra disse komiteer stammer også den nye generation af RAF-aktivister. I 1975-76 er RAF’s aktioner næsten udelukkende koncentreret om at kæmpe for forandring af de revolutionære fangers fængselsbetingelser.

I denne periode bliver en del højtstående dommere og justitsembedmænd angrebet. F.eks. gennemfører RAF et bombeattentat mod Hamburgs justitssenator Ulrich Klug, og likviderer justitskammerpræsidenten, Günther von Drenkmann.

• 200 fængslede aktivister fra og omkring RAF

Siden 1972 var omkring 200 personer blevet anholdt og fængslet, mistænkt for at være medlem eller aktive sympatisøre af RAF. Det er først i løbet af 80'erne, at situationen for de revolutionære fanger forbedres en smule i og med, at der sker en delvis sammen-lægning i små grupper.
RAF-aktivisterne har været i fængsel mellem 6 og 25 år under helt umenneskelige betingelser. For alle fangerne gælder det, at deres helbred er blevet uopretteligt ødelagt og nedbrudt som følge af den årelange isolation.

(Siden 2011 er alle fanger fra RAF løsladt). 

• Angrebet på den tyske ambassade i Stockholm

Den 24. april 1975 angreb en RAF-kommando, "Kommando Holger Meins", den
tyske ambassade i Stockholm. Kravet er  omgående løsladelse af  26 RAF-fanger.
Den daværende socialdemokratiske regering under Helmut Schmidt afviser straks
enhver forhandling med ambassadebesætterne. Samtidig besætter politifolk stue-
etagen i ambassadebygningen. RAF-aktivisterne svarer igen ved at skyde en ambassadefunktionær.  

Pga. et uheld detonerede en monteret bombe i ambassaden, og det kostede en RAF-aktivist (Ulrich Wessel) samt en diplomat livet. I samme øjeblik stormede svensk politi og tyske antiterrorspecialister ambassaden.

Én af RAF-aktivisterne - Siegfried Hausner - blev alvorligt såret og blev på trods af lægeprotester fløjet til Tyskland, hvor han døde få dage efter. 4 andre RAF-aktivister blev idømt livsvarigt fængsel for deltagelse i denne aktion. De blev alle løsladt i løbet af 1990`erne.

• Ulrike Marie Meinhofs død  
  - vrede demoer og aktioner  i hele Vesteuropa

Den 9. maj 1976 blev Ulrike Meinhof, kendt journalist i oprørsårene i 60`erne og en af RAFs grundlæggere, fundet død i sin celle i Stammheim-fængslet. Den officielle version lød på selvmord. Men de mange modsætninger i og fejl ved de to officielle rapporter tyder på, at Ulrike Meinhof blev myrdet i sin celle.

Hendes død resulterede i store militante demonstrationer over hele Europa - bla. i Frankfurt, Hamburg, München, Freiburg, Paris, Lissabon, Zürich, Amsterdam, Rom, Stockholm og Athen.

I København tog Rødstrømpebevægelsen og enkelte medlemmer fra VS/ Venstre- socialisterne initiativ til en mindedemonstration for Ulrike Meinhof. Nogle hundrede aktivister gik fra kvindehuset til den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro.
I Berlin deltog omkring 6.000 demonstranter i  begravelsesoptoget og demoen for Ulrike Meinhof.

• Arbejdsgiverformanden og eks-nazifunktionæren Hanns Martin Schleyer bortføres

Den 7. april 1977 indledte RAF en kampagne for at befri de fængslede aktivister. RAF likviderede Siegfried Buback fra Vesttysklands øverste anklagemyndighed. Den 30. juli 1977 dræbte en RAF-kommando præsidenten for Dresdner Bank, Jürgen Ponto. Han var repræsentant for den tyske finanskapital og havde en fortid som nazist.

Senere fortalte RAF-medlemmer, at planen oprindeligt var at bortføre bankdirektøren Jürgen Ponto for at udveklse ham med fanger fra RAF. Men Ponto kom i håndgemæng med hans bortførere og blev skudt i den tumult, som opstod. 

Den 5. september 1977 bortførte en RAF-kommando så Hanns Martin Schleyer, som på dette tidspunkt var formand for den vesttyske arbejdsgiverforening. Han havde netop  afsluttet en overenskomst, der betød store økonomiske tab for Tysklands arbejdere i bi-lindustrien. Derudover havde han allerede før naziernes magtovertagelse i 1933 været aktivt medlem af  nazipartiet NSDAP. 

• RAF's krav var løsladelse af 11 fanger fra RAF

Den socialdemokratiske Schmidt-regering var lige fra starten  af indstillet på under ingen omstændigheder at acceptere kravene. Regeringen dannede herefter en stor og en "lille krisestab", der i denne periode fungerede som Tysklands hemmelige regering. Udenom samtlige parlamentariske kontrolinstanser. Uafhængige parlamentarikere betegnede denne fremgangsmåde som et "informelt, tidsbegrænset statskup".
_________________
***  Se længere nede: "Operation Medocino" med mere udførlige infos om bortførelsen af Hanns Martin Schleyer.

• PFLP-kommando bortfører tysk charterfly

Den 13. oktober 1977 bortførte en palæstinensisk kommando fra PFLPs væbnede fløj det tyske charterfly "Landshut" over Mallorca. Meningen var at lægge yderligere pres på den vesttyske regering.

Aktionen blev koordineret med de RAF-medlemmer, som efter bortførelsen af Schleyer straks delte sig op. En del af  gruppens medlemmer fløj til Bagdad, hvor de blev modtaget af palæstinensiske fedajiin fra PFLP, der tilbød dem organisationens operative støtte.

Mens RAF-delegationen i Bagdad hilste planerne om flybortførelsesaktionen velkommen, distancerede RAFs grundlæggere i Stammheim sig fra aktionen, så snart de fik kendskab til den. Deres skriftligt formulerede kritik blev dog gemt væk af  Stammheim-fængslets direktør og blev derfor først kendt i offentligheden mange år senere.

Flybortførernes krav var løsladelse af de 11 fanger fra RAF samt løsladelse af to palæstinensiske aktivister, der var fængslet i Tyrkiet. Efter fem dages flyvning fra den ene lufthavn til den anden, måtte flyet nødlande i Mogadishu i Somalia.Her blev det stormet af det vesttyske anti-terrorkorps GSG-9. Tre af de fire palæstinensiske flybortførere blev dræbt på stedet. Det var den 18. oktober 1977, 40 minutter over midnat.

            _____________________ 

• Døden i Stammheim

Den 18. oktober 1977, knap 8 timer efter stormen på "Landshut" i Mogadishu, blev Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra RAF's grundlægger generation fundet døde i deres isolationsceller i Stammheim, Europas mest moderne sikkerheds-fængsel.

Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller,var alvorligt såret efter flere knivstik i hjerteregionen. (Hun overlevede og  forblev fængslet indtil 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 år i  fængsel).

Skønt den retsmedicinske undersøgelse af  politiets "forordnede grunde" først ville starte ved 16-tiden om eftermiddagen, forkyndte en talsmand fra delstatsregeringen i Baden Würtenberg allerede om morgenen ved 9-tiden, at "fangerne i Stammheim har  taget deres eget liv".

Omkring klokken 14 erklærede Klaus Bölling, forbundsregeringens pressetalsmand overfor den samlede presse, at det drejer sig om "selvmord" og Willy Brandt, Social-demokratiets formand afviser under alle omstændigheder et "småtskårent skænderi" om dødsårsagerne....

• Hvad skete der i Stammheim?

- Andreas Baader: skudt. Ifølge de kriminaltekniske undersøgelser foretaget af  sporsikringen i forbundskriminalpolitiet (BKA) skulle Andreas Baader have skudt sig selv med en 18 cm lang pistol. Iflg. BKA havde Andreas Baader placeret pistolen i midten af nakken, 3 cm over håransatsen - med en skudkanal tydeligt over panden og hårgrænsen.

Ifølge BKA-rapportens analyse kunne skuddet kun være blevet affyret med en af- stand på 30 - 40 cm mellem pistolmundningen og indskudshullet. En sådan placering ville have krævet en årelang akrobatisk træning.

Derudover viste en laboratorie undersøgelse, at Andreas Baaders hænder ikke havde nogen segmenter af  krudtspor på sig, hvilket ville have været tilfældet, hvis han selv havde affyret pistolen. Hverken de tre skud, der blev affyret i hans celle eller de tilhørende patronhylstre blev sammenlignet med pistolen i cellen. Dette ellers obligatoriske rutinecheck er blevet "forsømt". En vigtig "gerningssteds-specifik" blod- og vævsprøve, foretaget af obducent professor Rauschke, skulle desuden på mystisk vis være "blevet væk".   

- Jan Carl Raspe: skudt. Heller ikke på Jan Carl Raspe kunne der konstateres nogle segmenter fra krudtspor. På pistolen, der blev fundet ved hans side, fandt man ingen blodspor, skønt det var synligt, at han døde af et nærskud mod tindingen.

Ifølge fængselsbetjentene blev Jan Carl Raspe fundet med pistolen i hånden, skønt det ud fra pistolens kaliber kan konstateres, at stødet ved et skud er så kraftigt, at det er helt udelukket, at man livløs kan beholde den i hånden. I en rapport fra delstats- parlamentet i Baden Würtenberg blev dette justeret af politiet til "pistolens position er uafklaret".

Den tredje og endelige version findes senere i statsadvokatens afslutningsrapport: "pistolen lå ved siden af hans højre hånd". Ifølge BKA-rapporten var der ingen fingeraftryk, hverken på Andreas Baaders eller på Jan Carl Raspes pistoler. Skønt der ifølge retsmedicineren ikke var nogen spor af blod at finde på pistolerne, erklærede statsadvokaten at " våbnene var så indsmurt i blod, at det var umuligt at spore fingeraftryk".

Senere blev det til, at "blodet blev visket af  våbnene" og derefter justeret til at "sporene blev forvisket, da pistolerne var blevet smurt ind et lag fedt". Det sidste blev så den endelige version, som forsynes med BKA-kommentaren: "Fingeraftryk kan ikke bevares på olierede våben"

- Gudrun Ensslin blev fundet hængt i et elkabel på hendes cellevindue. Ved for- søget på at tage hende ned, knækkede elkablet øjeblikkeligt. Hvorfor det ikke gik i stykker ved hængningen, var der ingen, som spurgte om i den officielle rapport. Den  obligatoriske "histamintest", som ellers altid foretages på mennesker, der har hængt sig, er blevet forberedt men aldrig gennemført.

Der blev heller ikke gennemført sporsikring af stolen, som Gudrun Ensslin skulle have benyttet eller af  hendes fingernegle for at undersøge eventuelle voldelige hændelser forud. Der blev konstateret sår på hendes ryg, i højre mundvig, på næsen, i hovedbund og i venstre lyske. Dette blev dog ikke nærmere undersøgt. Ligesom hos Andreas Baader måtte retsmedicinerne vente i 8 timer, før de fik adgang til Gudrun Ensslin`s lig.

- Irmgard Möller: hårdt såret af knivstik. Irmgard Möller var alvorligt såret efter 4 knivstik i hjerteregionen. Et stik var 7 cm dybt. Knivstikkene stammede angiveligt fra en smørrebrødskniv. Et stik var så voldsomt, at det femte ribben næsten var knækket.

I statsadvokatens afsluttende beretning blev stikkene reduceret til 2-4 cm. På den blodige kniv fandt man ikke Irmgards fingeraftryk. Hun fik senere hen ikke lov til at få hendes røngtenbilleder udleveret. De befinder sig ligesom andet vigtigt bevis- materiale i BKAs interne arkiver. 

• Den officielle version...

Ifølge BKA-efterforskninger skulle fangerne have fået indsmuglet deres våben af deres advokater og selvmordene skulle have fundet sted koordineret via et selv- installeret kommunikationssystem mellem cellerne.

Begge BKA-påstande afvises prompte af Stammheimfængslets vagtpersonale, der betegner det som en "umulighed". Ifølge dem blev alle besøgende, inklusive fangernes advokater, kontrolleret "indtil underbukserne" og "fangernes celler under- kastet hyppige og grundige ransagninger". Disse udsagn blev senere hen tilpasset BKAs påstande og fængselspersonalet fik forbud mod at udtale sig.

•  .... og advokaternes version

RAF-advokaterne har en helt anden opfattelse af, hvad der skete i Stammheim-fængslet natten mellem d. 17. og 18. oktober 1977. De har ofte betonet, at der ikke fandtes nogen mulighed for hverken intern eller ekstern kommunikation. Fra den 6. september 77 blev enhver besøgskontakt afbrudt.

Fangernes celler blev lydisoleret og radioer etc. blev fjernet.  Ifølge advokaterne er det også helt usandsynligt, at Andreas Baader og Jan Carl Raspe skulle kunne have skjult angiveligt indsmuglede våben.

Fra den 28. april 77 kunne ingen - heller ikke advokaterne - tale med fangerne uden skillevægge af panserglas mellem sig. Al post blev grundigt undersøgt. Flere gange om ugen blev der foretaget ransagning af cellerne og fangerne blev jævnligt flyttet rundt til andre celler.

• Afvisning af de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne

Nogle dage før dødsnatten blev der fra højtstående politisk side givet ordre til at indstille de natlige cellekontroller. Iflg. ugemagasinet Der Spiegel fra september 1997, fortalte et daværende socialdemokratisk parlamentsmedlem, at han dengang spurgte Helmut Schmidt, hvad grunden til denne afgørelse var.

Svaret var: "Hensyntagen til fangerne". På spørgsmålet om, hvem der gav denne ordre, var svaret: "Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!"  Den social- demokratiske regering afviste de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne.

• Lille krisestab med "eksotiske løsningsforslag"

Under Schleyerbortførelsen er det den "lille krisestab", som regerer i Vesttyskland. Denne lille gruppe af  politikere, BKA-ledere, efterretningstjenester og statsadvokater under ledelse af forbundskansler Helmut Schmidt bestemmer over landets skæbne. Udenom parlamentet og de sædvanlige parlamentariske beslutningskanaler udsteder de order og retningslinjer til løsning af krisen.
I denne forbindelse opfordrede Schmidt på et møde i gruppen den 8.september 77 til, at man diskuterede "eksotiske løsningsforslag".

Senere kom det frem, at de forsamlede i fuld alvor diskuterede muligheden for at " true terroristerne med konkrete repressalier mod deres familier" og "at afskaffe artikel 102 i Grundloven, der lyder: "Dødsstraffen er afskaffet" og at "skyde personer, som kræves presset fri af gidseltagerne". Ingen af disse eksotiske foranstaltninger blev vedtaget . Dog mener en del af RAF-fangernes advokater, at sådanne vanvittige intentioner banede vejen for hændelserne i Stammheim.

Dagen efter Andreas Baader, Gudrun Ennslin og Jan Carl Raspe omkom i Stamm- heimfængslet, blev arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer den 19.oktober 1977 fundet skudt i bagagerummet på en Audi 100 i Müllhausen ved den belgiske grænse. Forsynet med en kort erklæring fra en RAF-aktionsgruppe.  

            ________________________________

• Den antiimperialistiske front i Vesteuropa

Efter RAF-grundlæggernes død i Stammheim og alt hvad der fulgte efter, skete der en tydelig forandring af RAF's politiske praksis. RAF indledte i begyndelsen af 80'erne sin 3. kampfase:

I den 3. politiske kampfase forsøgte RAF at opbygge en fælles guerillafront i Vest- europa - sammen med grupper som Action Directe i Frankrig , Brigate Rosse og Unione Combatente i Italien samt De Kæmpende Kommunistiske Celler / CCC i Belgien.

Målet var at skabe en fælles modstandsfront sammen med andre kæmpende bevægelser og grupper. Som led i denne proces blev der i januar 1986 afholdt en anti-imperialistisk kongres i Frankfurt.

Her mødtes mange autonome og anti-imperialistiske kræfter fra hele Vesteuropa, deriblandt en del bz'ere og autonome fra Danmark (bla. fra det nuværende autonom infoservice. Deres beretning fra kongressen kan læses i Politisk Revy, foråret 1986).

Aktivisterne mødtes for at diskutere perspektiver for fremtidens modstand.

Men holdningerne var meget delte og en fælles forståelse kom der ikke ud af det. Resultatet af bestræbelserne på at skabe en samlet anti-imperialistisk front i Vest- europa mislykkedes.

Mange autonome aktivister var alt for decentralt organiseret og politisk orienteret på 'delspørgsmålskampe' , til at kunne og ville indgå i en sådan fælles front. På den anden side var RAF - sympatisørerne alt for ensidigt orienteret til den væbnede strategi som den helt centrale, politisk bestemmende faktor.

•  "Attentatspartiet"

RAF foretog derefter en strategiskift ved alene at koncentrere sig på en guerilla-koordineret aktionsenhed som i praksis stort set kun omfattede den franske byguerilla Action Directe.

For at fastholde en fælles strategi konstruerede RAF-spektrummet en analyse af imperialismen, som ikke tog højde for de inter-imperialistiske konkurrenceforhold ("Imperialistisches Gesamtsystem"). Dette affødte omfattende kritiske debatter indenfor hele den anti-imperialistiske bevægelse i Vesteuropa.

I denne fase var RAF's væbnede angreb rettet mod repræsentanter for det militær-industrielle kompleks. RAF likviderede bl.a. topchefer, topdiplomater og Nato-strateger, som var placeret i toppen af det imperialistiske magthierarki. I autonome kredse blev RAF i forhold til denne aktionsstrategi noget ironisk kaldt "attentats- partiet".

           _____________________________

• Marts 1998:
  RAF afslutter sit projekt

Efter den anti-imperialistiske bevægelses tilbagegang i begyndelsen af 90'erne, og efter at samtlige revolutionære byguerillagrupper i Europa havde opløst sig selv, erklærede RAF sit projekt for afsluttet. I RAF's opløsningserklæring (6) gennemgår aktivisterne selvkritisk RAF's historie.

Hovedårsagen til at RAF måtte opløse sig som byguerilla, var at gruppen ikke formåede at fornye dets modstandsprojekt efter den imperialistiske nyordning af verden i kølvandet af østlandenes sammenbrud.

Dertil kom at RAF manglede en politisk legal organisation, der kunne have fungeret som bindeled og som politisk korrektiv i forbindelse med forandringen af de samfundsmæssige betingelser. Derudover spiller det vesttyske statsapparats særlige repressive udfoldelsesmuligheder en rolle, fordi de muliggjorde en omfangsrig repression mod oppositionelle venstreorienterede uden at forårsage en bredere protestbølge fra befolkningens side.

RAFs erklæring om deres opløsning som er skrevet i februar/marts 1998
og offentliggjort i april samme år, kan læses på dansk i det autonome tidsskrift AUTONOMI, nr.41/42, som er udgivet i november 1998. (Kan læses på mange større bibliotekers arkiver). På internettet kan erklæringen læses på tysk her  
og på engelsk .  

Noter

1. RAF's selvforståelse var i starten et avantgardistisk byguerillakoncept. Meget inspireret af den latinamerikanske guerilla-foco (Che Guevaras guerillakoncept) og Tupamaros i Uruguay. Det indebar, at RAF ved eksemplets magt forsøgte at vise, at systemet er sårbart. Dermed ville de inspirere til antagonistisk modstand mod systemet. RAF opfattede sig som en del af den antiimperialistiske front på globalt plan, og gruppens aktioner tog for det meste udgangspunkt i internationale begivenheder.
   RAF's illegale struktur og kollektive samlivsform var en principiel beslutning. Organisationens sidste aktion var rettet imod det nybyggede superfængsel i Weiterstadt, som blev sprængt i luften (27.marts 1993). RAF opløste sig formelt i marts 1998.
2.  2. juni-bevægelsen. Navnet stammer fra 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg blev skudt af en politimand ifm. en demonstration i Berlin. Bevægelsen var præget af det politiserede proletariske subkulturmiljø i Vestberlin. Organisationen var en sammenslutning af forskellige grupper og kollektiver og baseret på illegale celler og legale kontakter.
   Dens militante og særdeles vittige aktioner mod banker, politikere, mod politiet og fængselsvæsenet, etc. var i bevægelsens begyndelsesfase populært samtalestof blandt Vestberlins befolkning. Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 80`erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel. * Se også Ralf Reinders / Ronald Fritzsch: "Gespräche über Haschrebellen, Lorenzentführung, Knast" , Berlin/Amsterdam 1995, hos NADIR-Archiv
3.  Revolutionäre Zellen - RZ blev dannet i begyndelsen af 70'erne som en politisk og organisatorisk autonom guerilla, der prøvede at knytte sine aktioner an til de konkrete bevægelseskampe.
   De var hemmeligt organiseret i autonome netværksstrukturer og deres aktivister var ikke illegale men anonyme. RZ-aktivister var således aktive i de daværende udenomsparlamentariske bevægelser: den militante antikrigsbevægelse, den store bevægelse mod udviddelsen af NATO-lufthavnen «Startbahn-West» omkring Frankfurt, antiracistiske kampagner i 80`erne, etc. 
   * Se også "Die Früchte des Zorns" , Edition ID-Archiv im IISG (Hg.) Texte und Materialien zur Geschichte der Revolutionären Zellen und der Roten Zora Edition ID-Archiv, Hamburg/Amsterdam 1993, hos NADIR-Archiv. 
4.  Rote Zora var en feministisk kvindeguerilla, som udviklede sig udfra RZ-strukturerne. Rote Zora gennemførte nogle spektakulære og succesrige aktioner i solidaritet med kæmpende arbejderkvinder i Sydkorea, og bidrog med deres angreb på den tyske tekstilkoncern Adler til, at kvinderne i Adlers afdelinger i Sydkorea vandt deres strejkekamp.
   Rote Zora blev desuden kendt for sine militante kampagner mod kvindehandel og sexturisme, mod §218 abortlovgivningen i Tyskland og ikke mindst mod gen- og reproduktionsteknologiens strateger og magtcentre.
5.  Autonome bevægelse. Indtil slutningen af 70`erne var autonom i den vesttyske bevægelse synonym med betegnelsen "sponti-bevægelsen"/spontanisme. Først i slutningen af 70`erne blev betegnelsen autonomi/autonom som strategi og kollektiv betegnelse overtaget af den italienske autonome bevægelse.
   (Se de forskellige artikler herom i rubrikken "AUTONOME" her på hjemmesiden).  

Det er mandag d. 5. september 1977.

Tidligt om morgenen ved sekstiden, forlader Hanns Martin Schleyer sin villa
på Ginsterweg 17 i Stuttgarts rigmandskvarter. Udenfor havelågen venter en Mercedes. Schleyers privatchauffør hilser og kører ham i hurtigt tempo til lufthavnen. Schleyer stiger straks ombord på sit privatfly af typen "Falcon",
der denne efterårsmorgen bringer ham nordpå til Köln.

• "Bossernes boss"

Her venter chauffør Heinz Marcisz. Parat til at køre Schleyer til sit kontor ikke langt fra byens centrum. Hanns Martin Schleyer har travlt. Som formand for den vesttyske arbejdsgiverforening leder han de aktuelle overenskomstforhandlinger med fagforbundenes repræsentanter.

Sammen med metalbranchens virksomhedsejere forbereder han netop de næste træk i afslutningsfasen på de forhandlinger, som har været særlig hårde dette år. Den 62-årige Hanns Martin Schleyer er ikke blot formand for den vesttyske arbejdsgiverforening. Han beklæder tilmed posten som formand for den vesttyske industris landsforbund og er desuden   betyrelsesmedlem i bilkoncernen Daimler-Benz. Ikke uden grund har han fået tilnavnet " bossernes boss".

For RAF var Schleyer et oplagt mål. En kapitalist som i billedbogen: Magtfuld, hensynsløs og hård overfor fagforeningernes krav og desuden med en kulsort fortid som organiseret nazist i Hitlers Tyskland. (1) 

Irmgard Möller fra RAFs grundlæggergeneration begrunder mange år senere i et interview, hvorfor valget netop faldt på Schleyer, da man i sommeren 77 planlagde den store aktion, der skulle befrie de fængslede RAF-folk: 

"Schleyer var organiseret i nazisternes parti NSDAP og modtog guld æres- medaljen for "gamle partiveteraner" og højtstående SS-officerer. Schleyer repræsenterede så udpræget den ubrudte kontinuitet mellem det national-socialistiske Tyskland og efterkrigstidens Forbundsrepublik....Han var en mand, som var kendt for sin hets imod fagforeningernes krav om medbestemmelse". (2)

_____________

Sommeren 1977 var en hektisk tid for de 20 - 25 medlemmer af RAFs indre kærne, der endnu ikke var fængslet. De arbejdede på højtryk med at forberede bortførelsen af Schleyer. Aktionen "Big Raushole" skulle befri de fænglsede RAF-grundlæggere og for alvor bevise gruppens slagkraft. Den mest opsigtsvækkende aktion i gruppens historie var under opsejling.

Det var presserende. De fænglsede kammerater ( Andreas Baader, Gudrun Ennslin, Jan-Carl Raspe og Irmgard Möller) der opholdt sig i samme isolationsafdeling i højsikkerheds-fængslet Stammheim i Stuttgart havde i hemmeligt udsmuglede notater utålmodigt presset på for "endelig at få gang i aktionen!"

______________

Den 18. juli 1977 lejer en ung kvinde med dæknavnet "Lottmann-Brückler" en lejlighed i et højhuskompleks i Erfstadt-Liblar 20 km sydvest for Köln. Omtrent 30 kørselsminutter fra det sted, hvor Schleyer skal bortføres. Lejligheden, der er på 77 kvm, skal tjene som "folkefængsel".
Den er udvalgt udfra to vigtige betingelser: Huset har en underjordisk garage med direkte adgang til lejligheden via en elevator. Den ligger i et fuldstændigt anonymt højhuskompleks - tæt ved en udkørsel til motorvej.

I løbet af august diskuterer RAF-aktivisterne aktionens forløb. De fordeler rollerne og går i gang med de praktiske forberedelser som observation og logistik. Der skal bla. bruges to automatrifler, en maskinpistol og et repetergevær samt skudsikre veste og en walkie-talkie. Det ligger altsammen parat i de hemmelige underjordsdepoter, gruppen har anlagt spredt i øde skovarealer. 

______________

Den 5.september 1977. I ugevis har RAF-aktivisterne observeret ruten mellem Schleyers kontor og hans lejlighed i Köln, hvor han plejer at overnatte på hverdage.

Denne dag skal bortførelsen finde sted. En observatør bliver posteret direkte ved Schleyers kontor i nærheden af arbejdsgiverforeningens bygning. En anden bliver placeret på halvvejen, for via walkie-talkie at give kommandogruppen  besked når Schleyer har passeret. Kommandogruppen består af  4 RAF-aktivister.

• Kodeordet er "Mendocino"

Kodeordet er "Mendocino", en  populær popsang den sommer. Da Schleyer sent om eftermiddagen forlader sit kontor og lader sig køre til sin lejlighed i byens vestlige kvarter Köln-Braunsfeld, er RAF-observatørene på pletten. Det er som sædvanlig chaufføren Marscisz, der sidder bag rattet i Schleyers Mercedes. Bag dem følger en civil politibil med tre politibetjente. Det er en tid, hvor højtplacerede folk fra magtens eliter tildeles  personbeskyttelse, hvis man fra politiets side har vurderet dem som mulige mål for RAF-aktioner. Hanns Martin Schleyer er en af  dem.

__________

Kl. 17:18 ringer telefonen i Café Stass, hvor de fire RAF-folk fra kommandogruppen har slået sig ned med kaffe og kager. Caféens ejer tager telefonen. "Er her en Herr Müller tilstede ?" spørger han ud i lokalet. En aktivist rejser sig og tager telefonen. "Mendocino", siger en stemme i den anden ende af røret. "Mendocino", svarer aktivisten tilbage og giver dermed signal til aktionens start. De fire bryder op.

Få hundrede meter fra Schleyers bolig parkerer de deres hvide folkevognsrugbrød på fortovet ved hjørnet af en tilstødende gade til Vincenz-Statz-Strasse, hvor Schleyer og hans ledsagere om et kort øjeblik vil passere forbi.
En aktivist placerer deres anden bil, en gul Mercedes, i gaden med bilens bagside vendt mod kørebanen. To andre hiver en blå barnevogn ud af folkevognsrugbrødet. I barnevognen har de gemt to automatrifler. De triller den langs fortovet i retning af den gule Mercedes på den anden side af gaden. De foregiver at være et ungt forældrepar, som lavmælt taler med hinanden. De standser op og venter.

__________

Kl. 17:27 ser de bilerne komme. En aktivist starter motoren.Ved siden af ham ligger et storkalibret repetergevær. Ikke langt derfra venter en anden RAF fighter. Han bærer en sportstaske, hvori der ligger en maskinpistol af polsk fabrikat. Marcisz kører forrest med Schleyer. I bilen bagved sidder den 41-årige politimand Reinhold Brändle bag rattet.
På bagsædet hans kollega, den 24-årige Helmut Ulmer.
Hans pistol ligger skudklar i hans skød, en maskinpistol ligger ved hans fødder. Ved siden af ham sidder den 20-årige politibetjent Roland Pieler. De er ved at være fremme. Da de når til enden af Vincenz-Statz-Strasse, glider pludseligt en gul Mercedes baglæns ud på vejen. Næsten samtidigt ruller en barnevogn fra den anden side af fortovet ud på kørebanen.

__________

Klokken er 17:28 Marcisz formår ikke at undvige og presser bremsen i bund. Politimanden bagved når ikke at reagere og ramler bagfra ind i Schleyers bil. I dette øjeblik bryder helvede løs. RAF-kommandoen åbner ild på fuld tryk.

I et senere interview fortæller en af de mere perifere aktivister fra RAF, Peter-Jürgen Boock, i hans mange og meget fantasirige bogudgivelser, at "...det lød som  `the big bang`. Det var helt afsindigt støjende. Det skyldes, at vi benyttede to Heckler & Koch - rifler uden støjdæmpere til denne aktion."
Dette var dog i overensstemmelse med andre RAF-aktivisters anonymiserede skildringer: På ganske få sekunder blev der ifølge politiets sporsikringsafdeling affyret 30 skud alene fra disse rifler.

• Aktionen 

Politibetjenten Helmut Ulmer på bagsædet i politibilen skubber døren op og besvarer ilden med sin maskinpistol. Han når akkurat at affyre 8 skud, før han bryder sammen gennemhullet af RAF-folkenes kugler. Hans kollega ved siden af når lige at stige ud af bilen og affyre tre skud med sin pistol, før også han bliver dræbt.
En RAF-aktivist var sprunget op på politibilen og havde tømt hele repetergeværets magasin i retning af politibetjentene. Inden der er gået et minut, er hele spektaklet ovre og der er bomstille. De tre politmænd er døde og Schleyers chauffør Marcisz så alvorligt såret, at han forbløder på stedet. Schleyer selv er uskadt.

Tidligere tiders heftige diskussioner i RAF om legitimiteten af at dræbe sagesløse mennesker er ikke længere relevante. En RAF-aktivist, som i dagene inden aktionen havde anmeldt sine betænkeligheder er blevet udskiftet.

 Schleyer bliver trukket ud sin vogn og slæbt hen til det ventende folkevognsrugbrød. En tiårig dreng bliver ifølge en jornalist fra ugemagasinet DER SPIEGEL (sept 1977) øjenvidne til aktionen. "Kom hurtigt, de indspiller en film!", råber han til naboen.

________

Klokken 17:33 ringer et andet øjenvidne til politiets alarmnummer 110. "Her er folk, som skyder med maskinpistoler. Der er flere sårede og døde", råber en tydeligt ophidset stemme gennem røret. To minutter senere ankommer den første politibil til stedet.

________

Omkring 17:36 etableres der kontrolvejspærringer i en radius af 15 kilometer omkring gerningsstedet. Den største efterlysningsoperation i Forbundsrepublikkens historie er gået igang.

På dette tidspunkt ligger Schleyer på bunden af det hvide folkevognsrugbrød. En RAF-aktivist har givet ham en beroligende indsprøjtning. I rasende fart suser folkevognsrug-brødet over  fortorvene, indtil det når en tæt befærdet bilvej, hvor det indordner sig i trafikkens anonymitet.
I en underjordisk garage på vejen skifter bortførerne køretøj. En af Tysklands mest indflydelsesrige mænd smides som en sæk kartofler ind i bagagerummet og RAF-kommandoen kører uantastet til højhusboligen i Erfstadt-Liblar, en forstad til Köln.

I det hvide folkevognsrugbrød efterlader de en første aktionserklæring, som politiet finder samme aften:

"Til forbundsregeringen. De skal sørge for at undlade alle offentlige efterlysnings- foranstaltninger - ellers skyder vi Schleyer med det samme, uden at det kommer til forhandlinger om hans løsladelse."   - RAF - kommando Siegfried Hausner (3)

_________

Ved 18-tiden bliver den socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt informeret om bortførelsen af Schleyer. Også Forbundskriminalpolitiet BKA bliver underrettet og BKA-chefen Horst Herold bryder straks op fra sit opholdssted i Sydtyskland. Omkring midnat indfinder han sig i Forbundskanceliet i Bonn. På vejen dertil udsteder han via biltelefonen de første ordrer.

Han er overbevidst om, at RAF-folkene ikke ville risikere at støde ind i en af politiets kontrolposter og derfor ikke har krydset Rhinen. Herold giver således ordre til, at efterlysningen koncentrerer sig om forstæderne omkring Köln. Især de anonyme boligkomplekser i nærheden af  tilkørselsveje til motorveje. Alle lejligheder, som er blevet udlejet indenfor det sidste halve år og hvis husleje og el-regninger altid afregnes kontant, skal kortlægges. Politichefen Horst Herold kendte udemærket de elementære regler for "konspirative boliger".

Samme aften modtager Forbundskansler Helmut Schmidt politichefen på kanslerkontoret. Horst Herold foreslår, at man henholder bortførerne med den klassiske forhalingstaktik med at kommunikere så meget som overhovedet muligt med dem. Dermed håbede han, at de ville få en masse indtryk, som politiets computere kunne bearbejde og som i sidste ende ville føre dem frem til RAF-kommandoens skjulested. (4)  Schmidt erklærede sig indforstået.

• "Folkefængslet"

En times tid efter midtnat bliver Schleyer hentet ud af bagagerummet og bragt op til lejligheden i højhuset i Erfstadt-Liblar. Bedøvelsen er aftaget og han er tydeligt rystet, men kan selv gå. Uden indvendinger følger han alle bortførernes ordrer. Han placeres på en madras ved siden af en stor seng. Under sengen ligger en  skjult en mikrofon, som RAF-folkene har forbundet med en båndoptager i køkkenet. Den er hele tiden tændt og optager således alle Schleyers ytringer. På et senere tidpunkt vil de forhøre Schleyer og udfærdige protokoller. Fjernsynet er tændt hele tiden.

_________

Klokken 21:30 ser de Forbundskansler Schmidt i den  statslige TV-kanal ARD: "Mens jeg taler her, lytter også de skyldige gerningsmænd med fra deres skjulested. I dette øjeblik vil de  fornemme en triumferende magtfølelse. Men de skal ikke tage fejl. På længere sigt har terrorisme ingen chance. Terrorismens modstander er ikke blot de statslige organer, men hele folket."

Ud på eftermiddagen den følgende dag finder en præst i den tyske by Mainz en konvolut fra bortførerene i hans postkasse. Den indholder et polaroid-billede af Schleyer, et personligt brev til hans familie, samt en en udførlig opremsning af betingelserne for, at arbejdsgiverformanden bliver løsladt:

      __________________________________________________

" Mandag den 5.9.77 har RAF-kommando Siegfried Hausner taget formanden for arbejdsgiverforeningen og for det tyske industriforbund, Hanns Martin Schleyer, til fange. Vi gentager endnu engang vores meddelelse til forbundsregeringen, som sikkerhedsorganerne har fortiet: Indstil øjeblikkeligt alle  efterlysningsforanstaltninger - ellers vil Schleyer blive skudt med det samme. Så snart efterlysningen er standset, sker Schleyers løsladelse under følgende betingelser:

RAF-fangerne: Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Jan-Carl Rape, Verena Becker, Werner Hoppe, Karl-Heinz Dellwo, Hanna Krabbe, Bernd Rössner, Ingrid Schubert, Irmgard Möller bliver løsladt i udveksling for Schleyer og rejser til et land, de selv har valgt . Günther Sonnenberg, som er syg på grund af skudsår, skal øjeblikkeligt løslades og hans anholdelsesordre ophæves. Günther skal sammenføres  med de 10 andre RAF-fanger og udrejse sammen med dem.

Fangerne skal onsdag kl. 8:00 om morgenen samles i Franfurts Lufthavn. De skal indtil deres flyafgang have  uhindret mulighed for at snakke sammen. Ved 10-tiden om formiddagen vil en af fangerne via en live-udsendelse på tysk TV  informere kommandoen om flyafgangens korrekte forløb. Som offentlig kontrol og som livsgaranti for fangerne under transporten skal fangerne - som vi vil foreslå dem - ledsages af  præsten Niemöller og af Payot, generalsekretær for den internationale føderation for menneskerettigheder ved FN  . Vi beder dem om at gøre alt for at fangerne ankommer med livet i behold til deres valgte sted.Naturligvis er vi også indforstået med et alternativt forslag fra fangernes side. Alle fanger får udleveret  100.000 DM.

 Denne erklæring, hvis ægthed bevises med det vedlagte billede af Schleyer og hans brev, skal offentliggøres i aften i TV-nyhederne klokken 20:00. Uforkortet og uforfalsket. Det konkrete forløb for Schleyers løsladelse fastlægger vi, såsnart vi har fået de løsladte fangers bekræftelse på, at de ikke bliver udleveret igen og at forbundsregeringen ikke udøver noget pres for en udlevering."    

             - RAF , Kommando Siegfried Hausner - (5)        ______________________________________________________________________

Lederne af Tysklands to store partier, Helmut Schmidt fra det regerende social- demokratiske parti SPD og hans konservative modpart Helmut Kohl fra den regeringsoppositionelle kristligdemokratiske Union CDU, enedes hurtigt om en hård kurs: De ville under ingen omstændigheder give efter for RAFs krav.  

NOTER og kilder 

1. Hanns Martin Schleyer blev i 1931 medlem af Hitler-Jugend. I 1933, da nationalsocialisterne kom til magten, blev han medlem af  nazisternes militære eliteenheder, SS (Sturmstaffel). Under krigen fungerede han i 1943 som leder af  præsidialbureauet for "industrieforbundet for de besatte provinser Böhmen og Mähren " i det daværende Tjekkoslovakiet.
   Hans arbejdsområde var den såkaldte "ariisering" og "germanisering" af industrien. Efter krigen klassificerede de allierede vestmagter ham som "medløber". 1951 starter hans lynkarriere hos bilkoncernen Daimler Benz i Stuttgart.
   kilde: Lutz Hachmeister: Schleyer, eine deutsche Geschichte, C.H.Beck Verlag, München, 2004 
2. Oliver Tolmein: Ein Gespräch mit Irmgard Möller über bewaffneten Kampf, Knast und die Linke, Konkret Litteratur Verlag, 1997 
3. Siegfried Hausner var  RAF-medlem og deltog i besættelsen af den tyske ambassade i Stockholm den 25.april 1975. Ambassaden blev stormet af  svensk politi, hvorved  RAF-aktivisten Ulrich Wessel dør. Alle andre personer, der opholdt sig i  ambassaden fik mere eller mindre alvorlige brandsår  pga. en eksplosion i bygningen. Den dødeligt sårede Siegfried Hausner blev, på trods af svenske lægers protester, fløjet med en militærhelikopter til Tyskland. Tre uger senere dør han i Stammheimfængslet ved Stuttgart. 
4. Bundes Kriminal Amt / BKA-chefen Horst Herold anvendte allerede på dette tidspunkt de første computertekniske muligheder. Allerede i 1972 installerede han i BKAs central i Wiesbaden det første "Informationssystem for politiet" (Inpol), som bliver udbygget og fungerer helt frem til 2003, hvor systemet blev udskiftet. Inpol koordinerede BKA med politiet fra de enkelte forbundslande.
   De håndskrevne kladder til tykke efterlysningsbøger blev elektroniseret. I april 1975 blev der via Inpol efterlyst 160.000 personer, omkring 100.000 bortkomne biler, 25.000 legitimationspapirer og 20.000 våben. Informationsplatformen blev dagligt kontaktet af  70.000 brugere indenfor statsapparatet. Ved siden af Inpol fandtes der et specielt efterlysningsdata arkiv, der omfattede: personer, institutioner og genstande - først og fremmest koncentreret omkring tema-komplekserne terrorisme og narko.   
5. Texte und Materialien zur Geschichte der RAF, ID-Verlag Berlin, 1997 og texte: RAF, Verlag Bo Cavefors, Schweden 1977  

Den 19. marts 2008 bragte Weekendavisen en forsidehistorie med kritik af en del artikler i det venstreorienterede leksikon.org . Anne Sørensen blev i den forbindelse citeret af bl.a. venstrefløjsportalen modkraft for kritik af vores leksikonartikel om RAF.
Men i hendes kritik anfører hun ikke et eneste relevant modargument. Hun manipulerer udsagn og tager dem ud af den rette sammenhæng – eller også forstår hun simpelthen ikke, hvad det drejer sig om.  

Nogle eksempler:

            ____________

• ”En beslægtet gruppe som Revolutionäre Zellen beskrives som om de `ikke var illegale, men anonyme`. Men de var i høj grad illegale” (citat fra Anne Sørensen).

- Vi fremstillede i artiklen forskellen mellem RAF og de Revolutionære Celler på følgende måde: Mens RAF-medlemmer frivilligt ud fra principielle overvejelser valgte et liv i illegaliteten som forlængelse af deres strategiske koncept, så forblev RZ-medlemmerne legale. De gik ikke i undergrunden, men var aktive i de forskellige bevægelser. Når de som RZ-aktivister gennemførte aktioner var det selvfølgelig fuldstændigt adskilt fra deres legale aktiviteter. Anne Sørensen har ingen anelse om RZ`s strategi om anonym clandestinitet og hun anvender istedet for et juridisk kriterium, der ikke er istand til skelne mellem de forskellige koncepter for politisk aktivitet.  

            _____________

•  Anne Sørensen forsvarer den statslige version om Ulrike Meinhofs "selvmord" uden på nogen måde at reflektere selve tilblivelsen af  selvmordstesen ... 

- Meddelelsen om Ulrike Meinhofs "selvmord" blev videreformidlet af den daværende statssekretær Horn fra delstaten Baden Würtenberg`s Justitsministerium. Han udsendte en pressemeddelelse via Süddeutscher Rundfunk (Sydtysk Radio) og den blev derefter overtaget af samtlige medier.

Ifølge pressemeddelelsen, som blev udsendt d. 9. maj 1976 omkring kl. 09.20, var der tale om ”selvmord ved hængning”. På dette tidspunkt havde ingen læger endnu tilset Ulrike Meinhofs lig...
Faktum er, at de medicinske undersøgelser, der blev ledet af professor Joachim Rauschke fra den retsmedicinske afdeling i Stuttgarts sundhedsforvaltning, ifølge lægerapporten først blev påbegyndt kl.9:25 ...
Hele forløbet af selve undersøgelsen var præget af uenigheder og modsætninger. Mens justitsapparatet og regeringen fastholdt deres oprindelige version, opstod der mellem lægerne indbyrdes faglig uenighed om hændelserne. Nogle læger mente, at der var stærke indicier for, at der ikke kunne være tale om selvmord.
Deres tvivl blev støttet af advokaterne - deriblandt den senere socialdemokratiske justitsminister Otto Schilly. 

________________

Anne Sørensens kritik af vores fremstilling af RAFs bortførelse af Hanns Martin Schleyer:

• ”Når artiklen fortæller om likvideringer af tyske direktører, begrunder man det meget med, at de var tidligere nazister, og gør det så retorisk, at mordene fremstår som retfærdiggjort. Det er meget betænkeligt. I øvrigt spillede de myrdedes nazifortid dengang ingen stor rolle for RAF. Det er en efterrationalisering.” (citat: Anne Sørensen)

- Nu er det jo ikke os, som bortførte Schleyer og derfor kan vi ikke se, hvorfor vi skulle ”retorisk retfærdiggøre” denne aktion? Det eneste som vi har gjort, er at fortælle om RAFs begrundelse for bortførelsen og dokumentere den sideløbende med uddrag af forskellige aktionserklæringer med kildeanvisninger. Det drejer sig heller ikke om ”flere tyske direktører” (Anne Sørensen) men konkret om arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyers fortid (se fodnote).

Faktum er, at RAF-kommandoen der bortførte ham, HAR dokumenteret taget stilling til hans fortid og det HAR været bevæggrunden for at vælge ham frem for andre kendte folk fra erhvervslivet. ( Skønt at nogle tyske karriereforfattere påstår det modsætte). Også i den efterfølgende offentlige debat ifm. Hanns Martin Schleyers bortførelse spiller hans fortid som aktiv nazist en væsentlig rolle.

Irmgard Möller fra RAFs grundlæggergeneration begrunder i et interview, hvorfor valget netop faldt på Schleyer, da man i sommeren 77 planlagde den store aktion, der skulle befri de fængslede RAF-folk:

” Schleyer var organiseret i nazisternes parti NSDAP og modtog guld æresmedaljen for ”gamle partiveteraner” og højtstående SS-officerer. Schleyer repræsenterede så udpræget den ubrudte kontinuitet mellem det nationalsocialistiske Tyskland og efterkrigstidens Forbundsrepublik. (...) Han var en mand, som var kendt for sin hets imod fagforeningernes krav om medbestemmelse” (Kilde: NDR-journalist Oliver Tolmein: Ein Gespräch mit Irmgard Möller über bewaffneten Kampf, Knast und die Linke, Konkret Litteratur Verlag, 1997).

           ______________

• ”Artiklen overdriver også den almindelige befolknings støtte til RAF-folkene ved at fejlcitere en meningsmåling fra dengang. Det er med til at bidrage til en heltegørelse af vesttysk terrorisme.” (citat: Anne Sørensen).

- I den oprindelige udgave af vores leksikon artikel skrev vi, at der ifølge en omspørgsel foranlediget af det tyske ugemagasin DER SPIEGEL var omkring 15% af de adspurgte tyskere, som sympatiserede med RAF.

I den ajourførte udgave af vores RAF-artikel , præciserede vi denne omspørgsel ved at fremhæve, at der ifølge Der Spiegel var 25 % af de unge under 30 år, som på dette tidspunkt sympatiserede med RAF. Dette på trods af mediehetz og den massive kriminalisering af alternative informationer om gruppen.

De detaljerede tal fra ovennævnte meningsmåling, foråret 1971: *82 procent kendte betegnelsen RAF *18 procent tilkendte RAF politiske motiver * 25 procent af borgerne under 30 år havde sympati overfor RAF * 10 procent ville give RAF-folkene ly.

Ni måneder senere gennemførte meningsmålingsinstitutet Allensbach den samme meningsmåling - med forbløffende resultat: * Nu tilkendte hele 40 procent RAF politiske motiver og kun 28 procent mente, at de var kriminelle. (kilde: Der Spiegel i samarbejde med Allensbach, foråret 1971 og vinter 1972).

            __________________

• Anne Sørensen kritiserer os for, at vi gennemgående kalder RAFs medlemmer for ”aktivister”, ”RAF-medlemmer” eller bare ”RAF-folk” og ikke ”terrorister”. (Hun mener, det er udtryk for en ”apologetisk stil”).

- Vi har principielt undgået i artiklen at kalde RAF-medlemmer for ”kammerater” , ”terrorister”, ”forbrydere” ”afpolitiserede kriminelle” ”Stasi-medløbere”, etc. Vi ønsker, at læserne får et informationsmæssigt grundlag, der gør dem istand til selv at bedømme ud fra en afbalanceret, venstreorienteret vinkel.

Vi mener for eksempel ikke at journalisten Peter Wivels stærkt ideologiserede fremstilling af RAFs historie tjener dette formål. Den formidler først og fremmest en ideologiseret, statslig version af historien som er tilpasset til den aktuelle terrorismedebat. Åbenbart er det det, som også Anne Sørensen ønsker.

Vi har ikke tænkt os sende denne kommentar til Weekendavisen, da vores artikel om RAF kun er ét segment af Anne Sørensens kritik, der i virkeligheden sigter på et frontalangreb på de resterende venstreorienterede instanser som for eksempel leksikon.org.

______

Note
om Hanns Martin Schleyer

Hanns Martin Schleyer blev i 1931 medlem af Hitler-Jugend. I 1933, da national- socialisterne kom til magten, blev han medlem af nazisternes militære eliteenheder, SS (Schutzstaffel). Under krigen fungerede han i 1943 som leder af præsidialbureauet for ”Industriforbundet for de besatte provinser Böhmen og Mähren ” i det daværende Tjekkoslovakiet.
Hans arbejdsområde var den såkaldte ”ariisering” og ”germanisering” af industrien. Efter krigen klassificerede de allierede vestmagter ham som ”medløber”. 1951 starter hans lynkarriere hos bilkoncernen Daimler Benz i Stuttgart. (kilde: Lutz Hachmeister: Schleyer, eine deutsche Geschichte, C.H.Beck Verlag,München,2004)
_________________________

* Venstrefløjsportalen modkraft: Politisk forargelse over venstrefløjsleksikon 
* indymedia.dk: "Dagbladet Politiken's røverhistorier om Ulrike Meinhof " - en diskussion mellem nogle autonome og Politikens journalist Peter Wivel (desværre udgået)

_____________________   

Efter den væbnede kamp

Beretninger af to RAF-aktivister fra en terapi-kreds mellem politiske fanger og psykologer

I det følgende beretter Gabrielle Rollnik, tidl. medlem af den anarko-spontanistiske "2.juni-bevægelse", og Roland Mayer, tidl. RAF-fange, om en terapikreds bestående af forhenværende politiske fanger fra militante venstrefløjsgrupper og en gruppe psykoterapeuter.

I 1996 organiserede Amnesty International et offentligt møde med psykoterapeuten David Becker. Mødet fandt sted på universitetet i Hamburg. David Becker havde som psykoterapeut arbejdet med tidligere politiske fanger i Chile. De politiske fanger i Vesttyskland, altså også jeg, kendte til dette arbejde, som Becker har beskrevet i sin bog "Uden had ingen forsoning". 

Balint-gruppen dannes

På det tidspunkt hvor mødet i Hamburg fandt sted, havde jeg levet fire år i frihed efter at have været 15 år i fængsel, dømt for medlemskab af 2. juni bevægelsen og for deltagelse i diverse aktioner. I to år havde jeg arbejdet som pædagog på et børne- og ungdomshjem i bydelen St. Pauli i Hamburg. For første gang siden jeg blev løsladt var jeg forelsket, hvilket var noget af et under for mig. Jeg var begyndt atter at leve. Mit liv havde igen fået mening og gav mig glæde.

Jeg gik til mødet med Becker sammen med min ven. Vi havde begge læst Beckers bog i fængslet og kunne genkende mange af de chilenske kammeraters beskrivelser af deres problemer efter, at de var blevet løsladt. ( ... ) Aftenen forløb helt anderledes end forventet. Vi mødte "den anden fraktion" af RAF fanger, som vi havde et noget forstyrret forhold til. Min ven hørte til gruppen af RAF fanger, der havde været fængslet i Celle og som de øvrige RAF fanger i 1993 distancerede sig fra i et offentligt brev.

På det tidspunkt havde jeg været fri i et år. Jeg besøgte jævnligt de RAF kvinder i Lübeck fængslet, som jeg havde tilbragt de sidste tre år af mit fangenskab sammen med og forsøgte at diskutere denne splittelse, som jeg mente var forkert. Med det resultat at jeg selv blev lukket ude af kredsen. ( ... )

Nu var der igen gået to år. Jeg havde lært de tidligere RAF fanger fra Celle personligt at kende. K.H. var stadig væk persona non grata, og her på mødet med David Becker mødte vi nu alle sammen hinanden. Det handlede om følgevirkningerne af vold og tortur, følgevirkningerne af vores tid i fængsel, som vi havde defineret som isolationstortur. Uafhængigt af hinanden var vi mødt op på dette offentlige møde.

Vi havde gjort erfaringer med tortur og vold i vores tid i fængsel. Psykoterapeuten Volker Friedrich's tale om bla. isolationen af de politiske fanger i Vesttyskland opmuntrerede os.
_____________
Det offentlige møde resulterede i en række møder med psykoterapeuter fra forskellige skoler, der alle var parate til at beskæftige sig med og diskutere fængselsbetingelserne og deres følgevirkninger for de politiske fanger i Vesttyskland. Hvis jeg husker det rigtigt, tog en af de tidligere fanger på det første af disse møder kontakt til Angelika Holderberg og Volker Friedrich, psykoterapeuter fra Balint-institutet i Hamburg, og spurgte, om de var parate til at danne og ledsage en gruppe, der ville beskæftige sig med følgevirkningerne af fængselsbetingelserne for de politiske fanger i Vesttyskland.
______________
Jeg gik ind i denne gruppe med forestillingen om at få skabt en diskussion med de andre tidligere fanger, fordi det var det eneste forum, hvor vi kunne/måtte tale med hinanden, og derudover videnskabeligt kunne dokumentere, at de fængselsbetingelser, vi havde været underkastet, var tortur.
Derudover håbede jeg at kunne finde muligheder for helbredelse og hjælp til at bearbejde torturens følgevirkninger, der skabte problemer for os i hverdagen i livet "udenfor". Jeg håbede, det måske også kunne lette vejen til friheden for de andre, der endnu var i fængsel på det tidspunkt.
For mig var det derudover vigtigt at opnå en samfundsmæssig anerkendelse af vores kamp i fængslet og implicit også af guerillakampen. Hermed skulle der sættes fokus på det samfundsmæssigt set nødvendige forsøg på ud fra '68 oprøret at ændre uacceptable samfundsforhold.

• Fortrængninger og modsætninger

I de ca. seks år "Balint-gruppen" eksisterede, udviklede diskussionen sig anderledes, end jeg havde forventet. Bearbejdet blev skuffelser ift. hinanden, vi blev bevidst om en del fortrængninger; vi talte om spørgsmål, der i fængselstiden var blevet lagt låg på, vi huskede atter deres indhold. ( ... )

Grunden til at RAF og den væbnede politik slog fejl var, at vi ikke formåede at udvikle de frigjorte relationer til hinanden, som vi ville og som muligvis var tilstede i de væbnede grupper til at begynde med. Interne modsætninger i gruppen var ikke så almindeligt og blev heller ikke tolereret, de blev udgrænset uden diskussion. Dermed stagnerede denne politik og skabte en verdensanskuelse, der var domineret af nogle enkelte.
___________________
Det tiltrak ikke kun mennesker, der så et håb i os og vores kamp. Det tiltrak også apologeter, der følte sig vel i et rum uden modsætninger og som udnyttede det til egen fordel. Alle væbnede grupper har haft svært ved at omgås med interne modsætninger: En bestemt linje sætter sig igennem; der gennemføres aktioner, som ikke kan trækkes tilbage. Det gør det svært at sætte spørgsmålstegn, da det er en evig kilde til forusikring, som ingen ønsker og alle helst undgår. Resultatet er en række fortrængnings- og undertrykkelsesprocesser.

Nogle af disse processer blev afdækket på weekend møderne i "Balint-gruppen". Gruppens deltagere havde henholdsvis i fængslet og udenfor gjort mange forskellige erfaringer med disse processer, og det blev alt sammen lagt åbent frem til diskussion. Når K.H. fastslog, at der ikke havde eksisteret venskaber indenfor RAF, så var det naturligvis som at kaste sten mod den glatte facade på vores overbevisning, som var, at det personlige og det politiske måtte være en enhed.
Tidligere mente jeg, at venskab kun kunne opstå og udvikle sig ud fra en politisk enighed. Blev man uenige, måtte venskabet ophøre. Sådanne mekanismer var udbredt i mange politiske grupper i 70'erne. ( ...)

Disse første diskussioner fik fronterne til at tø lidt op. Man kunne beklage, at der ikke fandtes venskaber på tværs af forskellige politiske vurderinger, eller man kunne sige, kun den fælles politiske kamp skaber venskabet, hvis den ikke findes, er venskabet meningsløst og værd at bryde. I de diskussioner, vi førte, talte vi om, hvorledes de enkelte havde stillet sig selv til rådighed for kampen og var blevet nødt til at afskære sig selv fra dele af deres personlige følelser, behov og længsler.

Denne diskussion blev afbrudt af en del af de tidligere fanger. De ønskede ikke at tale om egne fejl, de ønskede ikke at kritisere vores egen politik, men ville hovedsagligt beskæftige sig med statens reaktion på guerillaen - især ift. fængselsbetingelserne. ( ... )

• "Vi sprang for langt - og faldt"

Jeg tror, at den væbnede kamp i begyndelsen var præget af håbet om befrielse via og i selve denne kamp. Sådan oplevede jeg i hvert fald min tid i 2. juni bevægelsen. Disse befriende momenter holdt bare ikke i længden, og de var, som jeg ser det idag, også forgiftet af grundlæggende forkerte vurderinger.

Når de befriende momenter fra den væbnede kamps begyndelse ikke kunne holdes i live, skyldes det ikke kun subjektive mangler og uformåenhed blandt de enkelte, men dette nederlag havde også en historisk dimension: Tiden var ikke moden; vi sprang for langt og faldt.

Mens den væbnede kamps første generation fik næring fra 68-oprøret og studenterrevoltens teoretiske input, tilsluttede de efterfølgende generationer sig den væbnede kamp, mens bevægelserne var på tilbagegang og de kunne ikke herudfra finde inspiration til nytænkning og politisk perspektivering. De konserverede det, som fangerne i Stammheim havde udviklet af tanker om den væbnede kamp uden at tilføje ny indsigt på baggrund af egne erfaringer.

RAFs teori og praksis stivnede, tilbage blev kun den væbnede kampform, der markerede bruddet med det bestående, med den etablerede politik. Der manglede et politisk og socialt indhold, der kunne formidle emancipationen fra det gamle og det befriende i kampen for et nyt samfund. Desto mere rigidt holdt man fast i kampformen, der forkom til den rene militarisme. Dette skal forstås som selvkritik, da jeg også bærer min del af ansvaret for denne udvikling. ( ... )

• I friheden forsvandt vores sammenhold

Efter jeg blev løsladt, blev jeg meget skuffet over, at det ikke var muligt at danne en politisk gruppe sammen med de andre tidligere politiske fanger.
Det var ikke bare det, at vi var spredt ud over mange byer i Tyskland, men vi havde også forskellige politiske interesser. Vi havde udviklet forskellige livskoncepter. I friheden blev det sammenhold, vi havde skabt i vores fælles kamp i fængslet, til ingenting i løbet af nulkommanix.

Fængselstiden var et interim, som vi alle var kommet igennem med forskellige håb og dog med forventning om en fælles nybegyndelse. Men efter vores løsladelse havde det vist sig, at der hverken personligt eller politisk kunne skabes basis for en sådan nybegyndelse. I virkeligheden havde vi fejlet langt tidligere. Men i fængslet kunne vi kun overleve ved at kæmpe sammen mod systemet, mod særbetingelserne og isolationen. Fælles modstand var forudsætningen for at overleve og ikke miste sig selv. (...) I fængslet blev vi holdt sammen af kampen og vores antagonistiske position til systemet.

Men vi var udenfor samtiden og historiens puls. Da vi atter blev sat fri midt i samtiden og blev aktiv del af historien, faldt vi fra hinanden, som en magnetisme der efter mange år nu var sat ud af kraft.

2. juni bevægelsen sluttede som væbnet projekt, da det stod klart, at vores aktioner ikke fik udbredt tilslutning og ikke blev videreført af andre. RAF ville ikke slutte. For dem drejede den væbnede kamp sig om "at blive menneske", om at ophæve den kapitalistiske deformering af samfundet og af de menneskelige relationer.

Skønt RAFs koncept politisk set havde lidt nederlag og ikke vandt nogen indflydelse i befolkningen, så var denne kamp alligevel eksistentielt tiltrækkende for mange.

Også for mig. I fængslet var det muligt at udleve denne eksistentielle indstilling, der for os som kollektiv var målestok for enhver handling og gav os styrken til ikke at bryde sammen i isolationen. Dette var muligt at udleve, så længe vi ikke blev konfronteret med verden udenfor. Udenfor fængslet måtte det falde fra hinanden, fordi der så manglede den materielle basis, som havde eksisteret for en tid: den væbnede kamp, illegalitet, modstanden i fængslet.

• At vinde fodfæste i livet

"Balint-gruppen" var nødvendig for at vi kunne anskue vores historie på anden vis end blot bekræftende. Her fandt de politiske diskussioner sted, som var mulige for os at gennemføre efter vores tid i fængslet: Vi måtte konfrontere os med os selv, for det var kun os, der med den fælles baggrund og de ens erfaringer kunne sætte spørgsmålstegn ved os og vores kamp. Vi ville endnu ikke have været åben for kritik udefra. ( ... )

For mig personligt drejede det sig også om at lade de sider af min person, som jeg havde afskåret mig fra i fængslet, vokse igen: følelser, interesse for andre mennesker, mine egne behov. ( ... )
Efter fængslet var jeg tvunget til at konfrontere mig selv med realiteten - også mht. mig selv og mine evner til igen at vinde fodfæste i dette liv. Jeg måtte kæmpe for ikke at falde ned i en fortvivlende følelse af total meningsløshed.

Jeg ville igen have kontakt med alle livets facetter, og hver dag måtte jeg tilegne mig en forståelse af meningen med disse anstrengelser. Vores kamp havde været eksistentiel; i denne form havde den nået sit slutpunkt og kunne ikke fortsættes, men den havde givet mit liv mening i over 20 år. Efter fængslet var der til at begynde med bare ørken. Det var tilmed en vanskelig problematik at skulle begynde "at leve på ny" i en tid, hvor jeg selv var ved at blive ældre. Jeg var 28 år, da jeg blev fængslet for anden gang. Jeg var 42 år, da jeg blev løsladt.
___________________
Da er nybegyndelse vanskelig. Møderne i "Balint-gruppen" havde for mig en ledsagende funktion i denne nye livsproces; ud fra en diskussionssammenhæng med mennesker, der havde den samme historie som jeg. At kunne tale om os selv, vores følelser i fængslet, om det vi endnu ikke havde kunnet sige - det var den chance, vi fik i denne gruppe.

En af de vigtigste erkendelser for mig var, at udueligheden til at omgås med mod-sætninger, var det der først og fremmest var årsagen til nederlaget for vores politik. ( ...) Diskussionerne i gruppen har hjulpet mig til at forstå, hvorfor vi fejlede og de har gjort det muligt for mig at give slip på den indstilling, at netop min vurdering er den mest rigtige. Som individer går vi vore egne veje ; måske har gruppen også gjort det muligt, at vi kan skilles uden dårlig samvittighed og uden bebrejdelser mod den/de andre, som har andre prioriteter end en selv.

- April 2006. Gabriella Rollnik, tidl. medlem af 2. juni-bevægelsen,
var 15 år i fængsel.

 Note

• 2. juni-bevægelsen (hvis navn stammer fra 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg blev henrettet af en politimand i Berlin), var præget af det proletariske ungdomsmiljø i Vestberlin. Organisationen var baseret på illegale celler og legale kontakter. Dens militante, populistiske og særdeles vittige aktioner mod banker, politikere, mod politiet og fængselsvæsenet, etc. var i bevægelsens begyndelsesfase populært samtalestof blandt store dele af Vestberlins befolkning. Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 80`erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel.
  Gabriele Rollnik: "Ingen angst for nogen" - et interview med den tidl. aktivist fra 2.juni-bevægelsen, hos autonom infoservice.
  

_______________________ 

Efter den væbnede kamp

• "At kunne strides..."
  - af Roland Mayer, tidl RAF-aktivist

Det som først og fremmest motiverede mig til at deltage i møderne i "Balint-gruppen" var, at jeg havde et personligt og politisk håb om, at det ville være muligt at overvinde de fjendskaber og den sprogløshed, der var opstået efter splittelsen mellem RAF-fangerne. Jeg troede på, at vi kunne føre en diskussion om de gjorte erfaringer og det mislykkede projekt RAF. ( ... )

Dette håb blev hurtigt knust - og på trods heraf var det rigtigt at fortsætte møderne.

Efter næsten syv år med denne gruppe er det vigtigste spørgsmål for mig: Hvorfor kom jeg til disse møder igen og igen?

På trods af heftige stridigheder, på trods af vanskeligheder med overhovedet at kunne tale sammen, på trods af de mange sårede følelser, der hele tiden blev tema i samtalerne, på trods af at det var sejt og omstændeligt, på trods af udmattelsen bagefter og på trods af de mange skuffelser.

Jeg blev ved i håbet om, at det på et eller andet tidspunkt alligevel ville være muligt at reflektere over RAFs politik, der har været så godt som bestemmende for hele mit liv og stadigvæk er det. Måske ikke ubetinget i denne gruppesammenhæng, men så med denne gruppe som udgangspunkt. 

Måske var det også netop pga. alle besværlighederne og anstrengelserne, at jeg blev ved? Men måske var det også, fordi jeg blev så oprørt over alt det, der kom for dagens lys? Måske var det kun fordi, det hele tiden var dette spørgsmål, som stod tilbage i rummet: Var det det hele?
___________________ 
Måske fordi jeg var foruroliget over den erkendelse, at det tydeligvis var gruppens struktur, de sårede følelser, ødelæggelserne, destruktionen og til sidst atomiseringen af fangegruppen og de tidligere RAF-fanger, der var hovedtema i diskussionerne.

RAFs historie er historien om en gruppe, der havde sat sig for at omvælte forholdene i Vesttyskland, og som stillede sig skulder ved skulder med befrielsesbevægelserne i den såkaldte 3. Verden.

Altsammen ud fra den præmis, at forholdene her kun kan ændres med militær vold, med brug af våben og ud fra illegaliteten. Et centralt udgangspunkt for RAFs struktur var, at kun i bruddet med legaliteten og de hidtidige relationer kan kimen til nye relationer opstå og relationerne indenfor gruppen intensiveres.
Det var forbundet med følelsen af et omfattende opbrud; det drejede sig ikke kun om en politik mod de bestående samfundsforhold, men det skulle være et nyskabende opbrud på vej mod nye strukturer, forhold og menneskelige relationer i det hele taget. ( ... )
Det er et faktum, at tilsyneladende alle tidligere og nuværende RAF-fanger er traumati-seret. Men det indrømmes kun som politisk statement ift. oplevelserne i fængslerne, i isolationen. Traumatiseringen er imidlertid tre-dobbelt: Ift. fængsel og isolation, ift. de personlige relationer i RAF og indenfor gruppen af fanger samt ift. erfaringerne og oplevelserne efter løsladelsen.

Det eksistentielle i disse traumatiseringer kom tydeligt frem i "Balint-gruppen"s møder, hvor mange brød helt sammen eller var lige ved det.

Vi brød alle sammen op og tilsluttede os RAF ud fra en følelse af at være ensom og fremmed i efterkrigstidens Tyskland, i en æra præget af Adenauer, Schumacher, Kiesinger og Brandt. Naturligvis var RAF udadtil et politisk-militært projekt. Men indadtil, og det var for de fleste lige så vigtigt som det politiske, var RAF også kimen til et socialt projekt.
___________________
Bestemmende var følelsen af at være del af et meget stort opbrud. Såvel på globalt plan som i Vesttyskland. Det var ikke bare os, som forestillede sig udbredte diskussioner om militant og væbnet politisk kamp - det var en realitet. For mig var "Balint-gruppen" også et forsøg på at reaktivere øjeblikke i denne opbrudsfølelse. Men det lykkedes ikke. Traumatiseringen forhindrede det. Den såede mistro er for stor. Fællesskabsfølelsen er væk.

• Tilbageblik: "Det totale nederlag"

Det politisk-militære projekt indstillet. De personlige relationer til næsten alle tidligere kammerater ødelagt. Allerede nu, kun 10 år efter at projektet RAF officielt blev erklæret for slut, er det yderst omstændeligt, hvis overhovedet muligt, at rekonstruere facts og forløb.

Nederlagets dimension fremgår tydeligst af de personlige relationer.
Der er ingen kontakt mellem de, som i årene 1970-1990 betegnede sig selv som "Fanger fra RAF". Der findes diverse smågrupper, som ikke engang hilser på hinanden. Ligegyldigt hvilket tema det måtte dreje sig om, så er det ikke muligt at ytre fælles holdninger hertil. Der har været mange forskellige forsøg på en fælles oparbejdning af årene i RAF.

• Det har aldrig været muligt at komme til en fælles vurdering
  af RAFs historie.

Tværtimod blev udueligheden til at tale med hinanden, udueligheden til diskurs og refleksion blot cementeret i disse forsøg. Hvor er det småtskårent, at det pga. angivelige politiske differencer ikke engang har været muligt efter afslutningen af projektet RAF at lave et fælles initiativ for de tidligere RAF-aktivister, der stadig er fængslet.

Resultatet heraf: At være et levende dementi på det, man hævder at kæmpe for - identitet, suverænitet, autencitet.
For mig er det foreløbige resultat af de mange år i "Balint-gruppen" dobbelt: På den ene side og først og fremmest, at jeg har skabt nye relationer til enkelte i gruppen. På den anden side, og lige så vigtigt, at jeg har fået et friere syn på vores historie, på RAFs historie og på RAF-fangerne.
Et blik der ikke er bestemt af sårede følelser og cementerede meninger. Det var også befriende, fordi det var muligt at tale om nogle af de mange tabuer. ( ... ).

Resultatet var også en erkendelse af, at gruppen havde nået sit slutpunkt. Der opstod ikke nogen ansats til perspektiver for videre diskussioner eller sågar praksis. For så vidt er det ikke lykkedes at transcendere erfaringer og læreprocesser. Det retrospektivt tilegnede har meget lille betydning for nutiden, skønt man ikke skal undervurdere det, at vi i årenes løb har tilegnet os evne til at strides uden straks at tillægge modparten intentioner om udslettelse eller lign.

PS. Denne tekst er kun et fragment. Den dækker på ingen måde det, som jeg erfarede i gruppen. ( ...)
______________________
Hvorfor er teksten så blevet sådan?

Simpelthen fordi nederlaget er det afgørende moment i RAFs historie. Og først og fremmest: Fordi det stadig er tabu at sige det. Det slemme er ikke nederlaget, det uudholdelige er, hvordan vi omgås med det. Selvfølgelig - hvad er mere svært? Men det undskylder ikke denne ødelæggende tavshed. Det er også uudholdeligt, fordi det ikke behøvede at være sådan.

Projektet RAF er mislykkedes, meget var forkert, meget kan ikke undskyldes. Alligevel var forsøget rigtigt. Og nogle erfaringer ville måske være værd at bruge i forbindelse med nye projekter.

  - August 2005, Roland Mayer, tidl. RAF-medlem, var 12 år i fængsel -                     
(Roland Mayer var i starten af 1990´erne i København for at deltage i forskellige autonome debatmøder, bl.a. i det autonome bogcafé Zapata, Blågårdsgade 12 , København - Nørrebro). 
_________________
Kilde: "Nach dem bewaffneten Kampf - ehemalige Mitglieder der RAF und der 'Bewegung 2. Juni' sprechen mit Therapeuten über ihre Vergangenheit". Psychosozial -Verlag, 2007. Hamburg. 
(Kapitlerne er oversat og redigeret af folk fra autonom infoservice).

• * Døden i Stammheim - stadig uopklaret
• * Dødsnatten i Stammheim: Ny undersøgelse tilbageviser statens version 
• * Kvinder mellem væbnet militans og bevægelseskampe  

    ________________________

LITTERATUR

• Texte der RAF. Dokumente 1972-1994. Udgivet af ID-Archiv,1997. 400 sider
• "Stammheim", af den hollandske RAF-advokat Pieter Bakker Schut. Udgivet af Rote Hilfe. 688 s."Ein ganz normales Verfahren". Prozesserklärungen, Briefe und Texte zur Geschichte der RAF, af Birgit Hogefeld (fængslet RAF-aktivist). Udgivet af Edition ID-archiv, 1996. 192 s.
• Croissant Affæren: Et lærestykke i demokratisk terror, Informations forlag, 1978
• Finn Barlby, Væbnet Kamp, Tiderne Skifter,kbh.1973
• Peter Brückner,red.: Ulrike Meinhof og de tyske forhold, Tiderne Skifter ,kbh.1977
• "Die Früchte des Zorns",Texte und Materialien zur Geschichte der Revolutionären Zellen und der Roten Zora, Bd. I+II,.ID-Archiv,1993, 797 s. Findes online.
• "Deutschland, Deutschland unter Anderem", essays af Ulrike Meinhof. Udgivet af Wagenbach Verlag, 1996. 160 s.
• Gudrun Ensslin: "Zieht den Trennungsstrich jede Minute", Briefe aus dem Gefängnis, Konkret Litteratur Verlag, 2005
• Der Tod Ulrike Meinhofs: Bericht der Internationalen Untersuchungskommission, reprint,Unrast,1979
• "RAF - das war für uns Befreiung", Ein Gespräch mit Irmgard Möller. Udgivet af Konkret Literatur Verlag, 1997. 270 s.
• Die Bewegung 2.Juni, 1995, Edition ID-Archiv, 182 s.
• Autonome in Bewegung, 2004, Geschichte der autonomen Bewegung, Assoziation A, 408 s.
• Feuer und Flamme, Zur Geschichte und Gegenwart der Autonomen, af "Geronimo", Edition ID Archiv, 243 s.
• Stefan Aust: Der Baader Meinhof Komplex, Spiegel Buchverlag, 1998
• Jutta Dithfurt: Rudi und Ulrike, Geschichte einer Freundschaft, droemer Verlag 2008
• Jutta Dithfurt: Ulrike Meinhof - die Biografie, Ullstein Verlag, 2007
• Klaus Stern & Jörg Herrmann: Andreas Baader - Das Leben eines Staatsfeindes, dtv- 2003
• Willi Winkler: Die Geschichte der RAF, Rowohlt Berlin, 2007
• "Debat om RAF's historie og politik - hvordan videre ?" Autonomi-debat INFO, serie, sommer 1996, Udgivet af Autonomi-kollektivet.
• Derudover har det autonome tidsskrift AUTONOMI siden starten i 1988 kontinuerligt oversat RAF's erklæringer og forskellige debatindlæg og kommentarer om RAFs politik (- se bibliotekernes tidsskriftarkiver).