Forår 2002. Kapitalismen af i dag er underlagt en globalisering, som har forandret selve kapitalismens karakter. Begrebet ”globalisering ” dækker over en økonomisk og politisk omstrukturering af de kapitalistiske forhold, som allerede tog sit udgangspunkt i 1970`erne efter den økonomiske verdenskrise - den såkaldte ” olie-krise ”.
Der opstod en mængde nye teknologier og kommunikationsformer, som i løbet af kun 15-20 år har forandret de hidtidige produktionsforhold og samfunds-strukturer og skabt det, vi i dag betegner som det globale marked.
Den globaliserede kapitalisme afløser efterkrigstidens såkaldte ”fordistiske” kapitalisme model : En ”socialdemokratiseret” keynesiansk kapitalismemodel med samlebåndsbaseret masseproduktion, massekonsum, en stor statslig socialsektor, et institutionaliseret klassesamarbejde , mv. Altsammen indenfor nationalstatslige rammebetingelser.
Globalt agerende kapitalkoncerner
Globaliseringens kendetegn er først og fremmest en gennemgribende internationalisering af produktionen samt tilblivelsen af en transnational kapital, der har løsnet og fleksibiliseret sine traditionelle bånd til nationalstaterne.
Denne globalisering tog afsæt i en verden, som havde forandret sig hurtigt og meget radikalt efter Sovjetunionens sammenbrud. Da Sovjetstaten sank i grus og Berlin-muren faldt, forsvandt også den bipolare verdensorden. Væk var den verden, hvor det var magtbalancen mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen, som var altafgørende for den økonomiske og politiske udvikling.
I stedet for blev der i løbet af 1990’erne etableret en ny verdensorden med de tre blokke: 1) USA incl. dets handelskorridor NAFTA, 2) Japan/Yen-området og 3) Kærne EU og de nye EU-lande,
som de alt dominerende.
I dag udøver disse tre magtblokke tilsammen et uindskrænket
økonomisk, politisk og militært herredømme, vel at mærke under ledelse af USA.
En forandret, globaliseret kapitalstrategi
Den transnationale kapital har andre interesser, end kapitalen havde før i tiden.
I dag drejer det sig ikke om territoriale udviddelser i form af kolonier eller vedvarende militære annektioner.
Interessen gælder derimod ekspansionen af den neo-liberale markedsøkonomi til de sidste afkroge i verden , uhæmmet ”frihandel” samt skabelse af politiske forhold, som garanterer en sådan udvikling.
Egentlig er det et paradoks: Mens den transnationale kapital i sin adfærd på globalt plan fremmer opløsningen af de national-økonomiske sammenhænge, så er disse kapitalstrukturer samtidigt afhængige af det militære og organisatoriske ressourcepotentiale, som de enkelte stater eller statsblokke har!
Derfor oplever vi i dag en meget modsætningsfuld og konfliktorienteret proces mellem globalisering og regionalisering . Derfor er den globaliserede kapitalisme i dag præget af indbyrdes voksende økonomisk konkurrence mellem de tre magtblokkke USA, EU og Japan...
De internationale kapitalistiske institutioner
Den Internationale Valutafond , Verdensbanken, Verdens Handels Organisationen mv., er den transnationale kapitals nye regulerings-institutioner, der på vitale områder har erstattet nationalstaternes hidtidige funktioner.
Disse institutioner fungerer i stigende grad som instrumenter for en overordnet kapitalistisk koordinerings- og styringsproces. Med retningsgivende assistance fra de jævnlige strategiske koordinerings-topkonferencer som G-8, EU-topmøder, Nato-topmøder, Bilderberg-konferencen, etc.
Når institutioner som IVF , Verdensbanken og WTO forsøger at presse deres dagsorden igennem og diktere den globale udvikling, så sker det i forlængelse af den transnationale kapitals interesser.
Koncernledelserne har navne og adresser
Det er ikke nogen sammensværgelses teori, men et faktum at den transnationale kapital er styret af omkring 200 selskaber, ledet af 1.500 superrige mennesker, som tilsammen har en omsætning svarende til mere end en fjerde del af hele verdens produktion.
Omkring 168 af disse 200 koncerner har deres base i udviklede industrilande som USA, Japan, og EU-området. Enkelte af disse koncerner er større end mange af jordens lande.
De fem største, ledet af måske 40 milliardærer, har en produktion, som er større end Mellemøstens og Afrikas tilsammen.
I alt anslås det, at der findes 482 miliardærer, hvoraf de tre rigeste ejer værdier svarende til de 48 fattigste landes!
Såvidt om de økonomiske magthierarkier bag de internationale verdensorganisationer.
Feminiseringen af fattigdommen
Globaliseringen udvidder kløften mellem rige og fattige. Men denne kløft er ikke kønsneutral.
Fattigdom bliver i stigende grad et kvindeproblem. I dag er omkring 70% af jordens fattigste kvinder og deres børn. Det er en andel, som vokser i takt med, at globaliseringen skaber en feminisering af fattigdommen.
Iflg. FN’s fødevareorganisation FAO er der i de fattige lande i den såkaldte 3. verden omkring 841 millioner mennesker, som sulter. Det drejer sig først og fremmest om piger og kvinder.
I Rusland/Østeuropa er det især kvinder, som har mistet deres eksistensgrundlag efter den kapitalistiske markeds-økonomis indtog. 60% af alle erhvervsarbejdende kvinder i Rusland mistede deres job efter Sovjetstatens sammenbrud – de fleste fik aldrig et nyt. Tidligere tjente kvinder ca. 70% af mandsindkomsten, i dag kun 40%.....
I de vestlige industrilande udgør kvinder også en stigende andel af de fattigste. Således også i Danmark, hvor mænd i gennemsnit tjener 60.000 kr. mere om året end kvinder.
Nationalstatens forandring fra borgerlig socialstat til konkurrencestat
Samtidig med at kapitalismen ændrer karakter og den globale kapital overtager det økonomiske og politiske herredømme, så forandrer staterne sig. Der sker en grundlæggende forandring af forholdet mellem stat og kapital, således at nationalstaten i dag får en ny funktion.
De enkelte stater gennemlever i disse år en forandring fra at være en stat med nationale kapitalproduktioner og en decideret nationaløkonomi med mulighed for at regulere de sociale rammebetingelser til at være en stat, som konkurrerer med de øvrige stater om at skabe optimale betingelser for de transnationale kapitalkoncerners verdensmarkedsproduktioner.
I kampen for at tiltrække den globale kapitals investeringer har de enkelte staters regeringer indledt de neo-liberale korstog:
Arbejds- og levforhold de-reguleres, så arbejdskraften bliver så billig, villig og fleksibel som muligt. For at fremme markedsøkonomiens ekspansion på alle livsområder iværksættes en bølge af privatiseringer og nedskæringer af den offentlige sektor.
Politikerne taler så pænt om, at de sociale opgaver skal gives tilbage til civilsamfundet og familien. I virkeligheden betyder det, at en mængde omsorgsarbejde i disse år lægges tilbage på kvindernes skuldre – vel at mærke uden, at de får nogen form for betaling for dette merarbejde.
Nye former
Det kapitalistiske verdenssystem i dag har fået en helt ny form. De vigtigste elementer heri er produktionens internationalisering og den grundlæggende forandring af forholdet mellem borgerlig nationalstat og kapital.
Imperialisme i går ...
Hvis man definerer imperialismen som et system, hvor nationalt organiserede monopoler ved hjælp af de respektive stater gennemfører en ekspansionistisk interessepolitik, så kan man med ret sige, at imperialismen hører fortiden til!
Ligeledes er de velkendte analyser af udbytningsforholdene mellem de kapitalistiske metropoler og den økonomisk og politisk afhængige periferi af fattige lande ikke længere tilstrækkelige og ej heller brugbare for en forståelse af verden i dag.
Den kapitalistiske globaliseringsbølge har ført til sociale og territoriale forskydninger, som gør det vanskeligt eller umuligt at opstille en klar adskillelse mellem centrum (nord ) og periferi (syd).
I dele af periferien opstår således økonomiske vækstzoner, som er fuldt ud integreret i det kapitalistiske verdensmarked – som f.eks. i Kina, Indien og Sydøstasien. Samtidigt vokser zoner med stor social nød og elendighed som fattigdomsghettoer midt i de rige industrilande.
... og idag
Det er en lille gruppe af ”stærke stater”, som i dag udgør den transnationale kapitals politiske og militære rygrad. De sørger først og fremmest for de videnskabs-teknologiske og infrastrukturelle ressourcer, som den transnationale kapital har brug for.
Disse lande råder ligeledes over den militære teknologi, som gør dem istand til på globalt plan at gennemtrumfe de politiske og økonomiske forhold, som er nødvendigt for at sikre den internationale kapitals udbytnings – og udplyndrings-økonomi.
Det er lykkedes for denne lille gruppe af stater, at påtvinge store dele af verden deres doktrin om ”freedom and democracy ”. De har bevidst kombineret begreberne ”menneskerettigheder” og ”det frie marked ” i liberalkapitalistisk forstand.
I NATOs praksis er denne doktrin blevet anskueliggjort i al tydelighed: NATO indsættes som militært instrument for at true og gennemføre straffeaktioner mod såkaldte ”slyngelstater”.
NATO-militær kontrollerer den voksende flygtningestrøm, og nedkæmper hvis nødvendigt folkelige opstande. NATO tager part i etniske, sociale stridigheder, som truer de transnationale interesser.
Fordi der foregår en benhård konkurrence mellem de kapitalistiske magtblokke indbyrdes, er det så vigtigt for EU-staterne at opbygge deres egen fælles militære struktur – en mobil EU-hær som supplement til et NATO, der domineres af den økonomiske inter-imperialistiske konkurrent USA.
Dette sammenspil mellem den globale kapitals interesser og den lille gruppe af stærke stater, som politisk, økonomisk og militært sætter den globale dagsorden til fordel for den globale kapital – det er imperialismen af i dag.
Perspektiver for den globale modstand
Uanset hvilken rolle nationalstaterne indtager, stiller de sig ikke i modsætning til de kapitalistiske produktionsforhold, men er derimod en vigtig bestanddel heraf!
Marx og Engels beskrev staten som et overordnet organ, der organiserer kapitalisternes fælles interesser. Statens praksis ajourføres i overensstemmelse med de langsigtede interesser for den samlede (samfundsmæssige) kapital. Eventuelle modsætninger mellem staten og den enkelte kapitalists interesse, underordnes denne funktion til fordel for det kapitalistiske system som helhed.
Alligevel er der dele af venstrefløjen og anti-globaliseringsbevægelsen, som overser dette, når de af neoliberalistiske regeringerne kræver nationalstatslig ”demokratisk” kontrol med kapital – og finansmarkederne, kræver fair handelsvilkår, ”fair trade,” i forhold til de fattige lande, etc..
Modstand fra neden fører ingen vejne hen, hvis man kobler sig på sådan et illusionsskabende perspektiv!
En global modstand med gennemslagskraft må derimod udvikle sig helt uafhængig af statsinstitutionerne, være selvbestemt, udenomsparlamentarisk og globalt orienteret.
Det gælder en modstand mod vores reelle livsforhold, som hele tiden reproducerer de kapitalistiske undertrykkelsesforhold i vores hverdag. Det gælder en løbende refleksion af vores livsmønstre, af vores kønspolitiske og arbejdsmæssige praksis, af vores forbrugermønstre, af vores politiske perspektiver og af vores modstand.
Alle disse elementer må være en integreret del af vores emancipatoriske politik.
Hvis modstanden mod de eksisterende forhold udelukkende kommer til at dreje sig om økonomiske og overordnede politiske aktiviteter, så er vores kamp for et grundlæggende andet samfund med behovsorienterede og solidariske alternativer dømt til nederlag.
I bedste fald vil det tjene til forbedringer og fornyelse af det komplekse kapitalistiske system .
Vi ses til Bush-demoen imod USA’s og EU’s imperialisme !
- skrevet af folk fra autonom info-service.
Artiklen er en sammenskrivning og opdatering af nogle oplæg holdt på et offentligt møde arrangeret af en venstreradikal organisering i Roskilde i 2001