Palæstinas venstrefløj

• Palæstinensiske og jødiske kommunister skilles

I 1943 kom det til den længe ventede splittelse af PCP: De palæstinensiske PCP-medlemmer identificerede sig med den arabiske nationalbevægelse, som vendte sig mod den europæiske kolonialisme. Den jødiske del af PCP krævede derimod en tættere orientering til det jødiske samfund i Palæstina. Efter splittelsen bibeholdt de jødiske kommunister navnet PCP, mens palæstinenserne dannede "Liga for den nationale befrielse".

I den følgende periode formåede "Ligaen" at udvide sin basis med et større antal palæstinensere, og blev den bærende kraft i opbygningen af de palæstinensiske fagforeninger. "Ligaens" holdning overfor proklamationen af staten Israel i 1948 var præget af Sovjetunionens accept af opdelingen af Palæstina i to suveræne stater. Dermed fjernede "Ligaen" sig fra dets tidligere målsætning om en fælles palæstinensisk stat for jøder og palæstinensere. Oprettelsen af staten Israel adskilte imidlertid "Ligaen" geografisk i to dele.

• Rakah i Israel

Mens de medlemmer af "Ligaen", der befandt sig på Vestbredden tilsluttede sig det jordanske kommunistparti, besluttede de palæstinensiske kommunister indenfor israelsk statsterritorium at tilslutte sig det omdannede israelske kommunistparti, Maki. I 50'erne fik det israelske kommunistparti omkring 15-20 procent af samtlige stemmer fra palæstinenserne, der levede i Israel. De fleste palæstinensere stemte i denne periode på andre arabiske lister, som var forbundet med pro-zionistiske partier - f.eks. det venstreorienterede arbejderparti Mapam.

I 1965 splittedes kommunistpartiet igen på basis af alvorlige interessekonflikter mellem jøder og palæstinensere. En fraktion bestående af anti-zionistiske palæstinensere og jøder dannede den "Nye kommunistiske liste" - Rakah - som hurtigt blev et af de mest indflydelsesrige partier blandt de omkring en million palæstinensere, svarende til omkring 15-16 procent af Israels samlede befolkning.

Rakah var et af de få partier i Israel, som havde et ikke-zionistisk program. Rakah betragtede ikke zionismen som det jødiske folks nationale befrielsesideologi, men derimod som et magtinstrument for imperialistiske interesser.

Efter splittelsen fra det gamle jødisk dominerede israelske kommunistparti Maki, anså flere og flere palæstinensere Rakah som deres parti. I takt med denne stigende tilslutning til et palæstinensisk domineret, anti-zionistisk kommunistparti, mistede de forskellige arabiske lister deres oprindelige indflydelse til fordel for Rakah. Rakah spillede en vigtig rolle i kampen for at forsvare den million palæstinensere, der levede i Israel som et diskrimineret mindretal.

Rakahs avis al-Ittihad (Unionen)

- var i lang tid den eneste arabisk-sprogede avis, som beskæftigede sig med palæstinensisk kultur. I overensstemmelse med Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten accepterede Rakah et samarbejde med "progressive, realistisk tænkende", zionistiske og religiøse kræfter med etablering af en bred "fredsfront" for øje. En politisk orientering, som Rakah også i dag prioriterer.

Kontakt til guerillaen

De palæstinensiske guerillaorganisationer undgik i lang tid enhver kontakt med de israelske kommunister. De anså dem for at være tilhængere af FN's delingsplan af 1947, og mente, at de med deres parlamentariske arbejde i Knesset bidrog til at legitimere staten Israel.

I lang tid anså de palæstinensiske guerillaorganisationer derfor et samarbejde med Rakah for at være ensbetydende med at opgive kampen for befrielsen af hele Palæstina.

Først i 70'erne knyttedes på initiativ af Sovjetunionen de første kontakter mellem PLO og Rakah. Fra 1977 mødtes også repræsentanter fra den palæstinensiske venstrefløj med Rakah for at drøfte de "taktiske samarbejdsmuligheder".

PFLP anså Rakahs afvisende holdning til zionismen og det imperialistiske projekt i området som en fællesnævner for et muligt samarbejde. På trods heraf er forholdet mellem de palæstinensiske befrielsesbevægelser og Rakah forblevet distanceret. De konkrete strategiske uenigheder kom tydeligt frem ved den første Intifada i 1987-88.

Da PFLP og andre forsøgte at bære "stenenes opstand" ind i selve Israel, og Intifada-aktivister i nogle byer og landsbyer hejste det palæstinensiske flag, kritiserede Rakah disse aktiviteter og distancerede sig fra denne strategi.

Ved de sidste to parlamentsvalg fik venstrefløjsalliancen mellem Rakah og Hadash (som er en samling af en række mindre venstrefløjsgrupperinger, inkl. det israelske kommunistparti Maki og uafhængige progressive fredsaktivister) fem mandater i Knesset. Af de i alt 120 parlamentsmedlemmer i det israelske Knesset er 13 palæstinensere.
Rakah er meget aktiv i fredsbevægelsen, der kræver øjeblikkelig tilbagetrækning fra de besatte områder, og er en vigtig politisk kraft for de palæstinensere, der lever i Israel.

• Fra Den Palæstinensiske Nationale Front (PNF)...

De palæstinensiske kommunister i de besatte områder, der organiserede sig i det jordanske kommunistparti, arbejdede i 50'erne og 60'erne ihærdigt for at udbrede kampen mod den israelske besættelse, mod ekspropriering af palæstinensernes land og mod etableringen af de israelske bosættelser.

I 1968 tog de palæstinensiske kommunister initiativ til dannelsen af en national front: "Komiteen for national solidaritet", som blev grundlagt i Nablus. Den israelske regering erkendte straks faren ved sådan en tværpolitisk sammenslutning, og deporterede mange af de deltagende aktivister til de arabiske nabostater.

Repressionen kunne dog ikke helt eliminere komiteerne, og i 1973 dannedes Den Palæstinensiske Nationale Front - PNF.
Den bestod foruden af kommunisterne, af arabiske nationalister, af repræsentanter fra de palæstinensiske guerillagrupper, af forskellige kvinde- og studentergrupper samt af fag- og erhvervsforeninger.

De palæstinensiske kommunister anså PNF for at være Vestbreddens og Gazas regering. PNF skulle præsentere et alternativ til de hidtidige traditionelle feudale magtstrukturer blandt palæstinenserne og samtidig fungere som bindeled til PLO i eksil. PNF skulle på ingen måde fremstå som en konkurrence til PLO.

I overensstemmelse med Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten skulle det jordanske kommunistparti via PNF støtte de "realistiske kræfter" i PLO for at vinde dem til en to-stats-løsning på konflikten i Palæstina. Dette forehavende var ikke bare politisk yderst ømtåleligt, da PLO udtrykkeligt kæmpede for befrielsen af hele Palæstina, men besværliggjordes også af, at den israelske stat kriminaliserede enhver kontakt til PLO, som Israel anså for at være "terroristisk".

I 1978 blev PNF afløst af "Komiteen for den nationale ledelse", som politisk og socialt var endnu bredere sammensat og også indbefattede traditionelle klanledere.

I 1982 forlod de palæstinensiske kommunister det jordanske kommunistparti og genoplivede det gamle Palæstinensiske Kommunistiske Parti (PCP). Deres nye aktionsprogram markerede en markant forandring af deres hidtidige alliancepolitik. PCP's strategi for fremtidige befrielseskampe var nu baseret på det palæstinensiske proletariat som den centrale revolutionære kraft.

PCP mente imidlertid også at såvel kvindernes aktive deltagelse i kampen for palæstinensisk selvstændighed som opbygningen af en enhedsfront af samtlige progressive kræfter, var forudsætningen for en succesrig strategi.

Udfra disse overvejelser deltog PCP i april 1987 for første gang i PLO's nationalrådsforsamling, og har siden da været tilsluttet PLO. Da den første Intifada brød ud i december 1987, dannede kommunisterne sammen med al-Fatah [1], PFLP, DFLP - og i Gaza også sammen med den islamisk-fundamentalistiske organisation Jihad al-Islami [2] - den hemmelige "Forenede Nationale Ledelse" af Intifadaen (UNLU), for bedre at kunne koordinere opstanden. Mens PCP i Gaza samarbejdede med fundamentalisterne i Jihad al-Islami, optrådte partiet paradoksalt nok samtidigt meget konsekvent imod den største fundamentalistiske organisation i Palæstina: Hamas [3] .

• ...til Det Palæstinensiske Folkeparti (PPP)

Ligesom de fleste kommunistiske partier af stalinistisk observans, gennemgik PCP efter Sovjetunionens sammenbrud en smertefuld oparbejdning af dets historie, og herefter fulgte et resolut brud med partiets stalinistiske fortid. Resultatet var en demokratisering af partiets strukturer, hvilket skete parallelt med udarbejdningen af et nyt program og navneforandring til "Det Palæstinensiske Folkeparti" - PPP (Hizb ash-Sha`b al-Filastini).
Navneforandringen skulle også udadtil vise viljen til nybegyndelse. PPP's generalsekretær Bashir al-Barghuti kommenterede denne forandring således:

"Da vores parti i 1982 blev gendannet, måtte vi bibeholde navnet kommunistisk for at bevare kontinuiteten for det palæstinensiske kommunistiske parti, der blev dannet i 1920. Dette viste sig dog som et urealistisk forehavende.
Som kommunistisk parti havde vi måtte koncentrere os om sociale spørgsmål. For os er det imidlertid kampen for vores land, som står i forgrunden. Vi behøver først et land, før vi kan føre en social kamp for socialpolitiske rettigheder".

Samfundsmæssige forandringer er ifølge PPP kun mulige indenfor rammerne af en nationalstat. Aktuelle modsætningsforhold i kønspolitiske eller i klassepolitiske spørgsmål må ifølge PPP underordnes den nationale befrielseskamp. Også partiets hidtidige socialistiske perspektiver er nu rykket ud i en fjern fremtid: "Marxismen er ikke længere vores grundorientering. Vi tager udgangspunkt i arven fra den arabiske revolution, menneskehedens arv og de dele af marxismen, som tjener vore formål" (al-Barghuti).

Ikke alle medlemmer er indforstået med denne nye politiske kurs. I januar 1992 danner udbrydere den "Demokratiske Koalition", som forener to hidtidigt meget forskellige fløje: Mens den ene fløj forlod partiet, fordi PPP's ledelse forkastede leninismen, kritiserede den anden fløj PPP's program for ikke at være tilstrækkeligt reform-orienteret.

I 1996 blev PPP's generalsekretær al-Barghuti udnævnt som industriminister af den palæstinensiske selvstyreforvaltning. Allerede et år senere trak han sig dog tilbage pga. alvorlig sygdom.

• Abna`l-Balad (Landets Efterkommere)

Abna`l-Balad er en mindre bevægelse, som i 1970 blev dannet i Israel af arabiske nationalister, trotskister og tidligere medlemmer af det israelske kommunistparti Rakah. Bevægelsen, som udtrykkeligt erklærer sig åben for alle trossamfund, organiserer også en del anti-zionistiske venstreorienterede jøder. Abna l`Balad, der ligesom Rakah juridisk er forhindret i at være medlem af PLO, anser alle palæstinensere, som bor indenfor den såkaldte "grønne linje", dvs. i israelsk territorium, for at være en uadskillelig del af det palæstinensiske folk med PLO som dets legitime repræsentant.

Bevægelsens omdrejningspunkt er kampen for lige rettigheder for alle etniske minoriteter i Israel. De opfatter sig som "palæstinensernes stemme i Israel", en stemme som ikke må glemmes i forbindelse med fremtidige konfliktløsninger i Palæstina. Abna`l-Balad afviser ethvert forsøg på at "israelisere" palæstinenserne i Israel. I et interview i PFLP's avis "al-Hadaf" den 1. november 1992 udtalte en repræsentant fra Abna`l-Balad, at: "...Vi er ejerne af dette land, som er besat af en politisk konstruktion ved navn Israel, og vi vender os kategorisk mod betegnelsen "Israels arabere".

Målet for bevægelsen er en fælles sekulær (ikke-religiøs) stat, hvor palæstinensere og israelere lever sammen i fredelig sameksistens uden zionisme og racisme. Abna`l-Balad afviser en palæstinensisk delstat på Vestbredden og i Gaza som den endelige løsning, da en sådan "løsning" "...ikke vil kunne efterkomme kravet om ret til tilbagevenden for de mange palæstinensiske flygtninge".

Abna`l-Balad boykotter det israelske Knesset, da der ifølge bevægelsen ikke findes de nødvendige anti-zionistiske alliance-partnere for et eventuelt parlamentarisk arbejde der. Bevægelsen står særlig stærk blandt palæstinensiske studerende og blandt ungdommen i Israel. Dens ugeavis "an-Raya" (Banneret) har et oplag på op til 5.000 eksemplarer.

Abna`l-Balad er kendt for deres meget militante demonstrationer mod det israelske repressionsapparat. I de talrige palæstinensiske strejker og generalstrejker mod den israelske stat indtager bevægelsen en vigtig og militant rolle. Denne politiske praksis har givet bevægelsen mange sympatisører blandt især yngre palæstinensere, der ser Abna`l-Balad som en ukuelig modstandsbevægelse i Israel. Alliancepolitikken med f.eks. Rakah er ifølge Abna`l-Balad meget vanskelig, da partiet "er mere optaget af dets eget parti-image frem for enheden." (citat fra Democratic Palestine, juli-august 1990).

Abna`l-Balad afviser Oslo-aftalen som kapitulation, og betegner den som produkt af israelsk-amerikanske interesser. Den israelske regering opfatter Abna`l-Balad som PLO's 5. kolonne, og er særlig repressiv overfor dens medlemmer. Mange af de kendte folk fra Abna`l-Balad har været anholdt og fængslet i op til 14 måneder. Lige i øjeblikket, mens den israelske militærmaskine vælter ind over Vestbredden, bliver der holdt nøje kontrol med alle kendte aktivister fra den palæstinensiske venstrefløj i Israel.

_______________

ANDEN DEL:

• PFLP OG DFLPs HISTORIE OG POLITIK

De to vigtigste organisationer på den palæstinensiske venstrefløj er Folkefronten til Palæstinas Befrielse - PFLP og den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse - DFLP. Begge bevægelser, som siden 1969 organisatorisk er gået hver sin vej, har deres rødder ved det amerikanske universitet i Beirut. Her dannede arabiske studenter og intellektuelle i 1930`erne kulturcirklen "al-Urwa al-Wuthaq" (Det Uopløselige Bånd).

I kølvandet af palæstinensernes fordrivelse og dannelsen af staten Israel i 1948, hvilket araberne kalder for "Nakba"- katastrofen, udviklede denne kulturcirkel sig hurtigt til et arabisk nationalistisk debatforum. De arabiske progressive intellektuelle på Beiruts universitet anså zionismen for at være en eksistentiel fare for hele den arabiske verden.
Flertallet af disse arabiske intellektuelle mente, at nederlaget ikke blot var en palæstinensisk tragedie, men at det i ligeså høj grad var et militært og politisk nederlag for alle de arabiske feudal-samfund. Løsningen kunne derfor kun være, at de arabiske lande gennemgik en borgerlig revolution, der kunne skabe grundlæggende forandringer af samfundsstrukturen i såvel material, åndelig som moralsk henseende.
Forudsætningen for at denne fornyelse kunne finde sted var udvikling af selvkritik, de arabiske staters enhed, afskaffelse af de feudale strukturer samt adskillelse mellem stat og religion.

Da det arabiske borgerskab, i modsætning til dets pendant i Europa, kun spillede en underordnet rolle i den arabiske verden, måtte de nødvendige samfunds-forandringer finde sted under ledelse af den progressive arabiske elite. For at opnå reel indflydelse måtte denne elite samles i velorganiserede organisationer og partier.

Det var med andre ord elitens avantgardeparti, der skulle være primus motor i en grundlæggende samfundsforandring. Parallelerne til Lenins koncept for det bolsjevistiske "parti af ny type" var umiskendelige. Denne partiopfattelse dannede senere grundlaget for såvel PFLPs som DFLPs strategi og organiseringsmåde.

• Arab Nationalist Movement - ANM

I begyndelsen af 1950 dannede arabiske studenter hhv. "Den arabiske nationalistiske ungdom", som arbejdede for arabisk enhed og "Modstands-komiteen imod en fred med Israel" . Deres illegale avis "athTha´r" (hævnen) udkom i op til 15.000 eksemplarer.

Disse to organisationer var kernen i Arab Nationalist Movement - ANM ( Den Arabiske Nationale Bevægelse), som blev dannet i 1952. De senere ledere af PFLP, George Habash og Wadi` Haddad, der begge to arbejdede som læger, stødte fra kulturcirklen til ANM og blev noget senere ledende aktivister i bevægelsen.
De første år af ANMs levetid stod helt i tegn af opbygningen af en effektiv og disciplineret organisation, som var istand til at udvikle en mangfoldig modstand mod det militært overlegne Israel. ANM udviklede med stor energi en modstandskultur blandt den palæstinensiske befolkning.
Bevægelsen gennemførte politisk skoling, alfabetiseringskampagner i flygtninge-lejrene, opbygning af sundhedsklinikker, etc..

• Gamal Abdel Nasser

I 1952 overtog en gruppe uafhængige officerer under ledelse af Gamal Abdel Nasser magten i Ægypten. Da Nasser som svar på et israelsk angreb på Gaza i februar 1955 startede en guerillakrig mod Israel, udløste han stor begejstring hos ANM. Nationaliseringen af Suezkanalen i juli 1956 og

Sovjetunionens våbenleverencer forankrede ideen om en arabisk enhed i store dele af den arabiske verdens befolkning. Denne eufori forskrækkede de gamle arabiske feudal-herskere, som nervøst skuede til destabiliseringen af deres hidtidige uindskrænkede magtpositioner. Jordans kong Hussein forsøgte at inddæmme denne bevægelse ved at arrestere samtlige kendte ANM-aktivister. Mens mange af de senere PFLP-aktivister bliver fængslet, nåede Georg Habash at flygte til Damaskus, hvor ANM oprettede deres hovedkvartér.
I 1959 dannede ANM en militær fløj, som militært var underordnet den ægyptiske hær. I 1963 udkæmpede ANM en guerillakrig mod de britiske koloniherrers besættelse af Sydjemen og hjalp Dhofars befrielsesfront i kampen mod det feudale sultanstyre i Oman.

• De første guerilla-aktioner

Ved ANMs nationalkongres i 1962 blev den årelange ulmende konflikt mellem en ny socialistisk venstrefløj og den klassiske borgerlige nationalisme afgjort til fordel for socialisterne. Deres talerør blev "al-Hurriya" (Friheden).
Fra dette tidspunkt var ANMs orientering "Enhed, frihed, socialisme og tilbage-erobring af Palæstina". Under ledelse af Habash og Haddad opstod nu de første guerilla-kommandoer, der uafhængigt af Ægypten, gennemførte mindre aktioner i de besatte områder. De fleste aktiviteter var på dette tidspunkt dog begrænset til opbygning af en infrastruktur ved at smugle våben ind i Palæstina og anlægge våbendepoter.

• PLO dannes

På den arabiske ligas topmøde i Kairo i januar 1964 besluttede de forsamlede statschefer på initiativ af Ægyptens Gamal Nasser at danne Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation - PLO.

Som formand for den nydannede organisation udnævnte Nasser en forhenværende diplomat i Syriens og Saudi-Arabiens tjeneste, Ahmad ash-Shuqairi. Han indkaldte i maj 1964 til PLOs første Palæstinensiske Nationalkongres, der vedtog et palæstinensisk nationalcharta med PLOs målsætninger. Kongressen besluttede oprettelsen af en palæstinensisk befrielseshær.

ANM hilste dannelsen af en fælles befrielsesorganisation velkommen. Dens dominerenende venstrefløj mente, at det nydannede PLO skulle udvikles til en fælles revolutionær, palæstinensisk organisation, som var legitimeret via valg, finansielt uafhængig og som skulle have sin basis blandt palæstinenserne i flygtningelejrene og prioritere guerilla-aktiviteterne.

PLO som helhed var dog langt fra disse målsætninger. Kongressens sammensætning var på dette tidspunkt slet ikke repræsentativ i forhold til den palæstinensiske befolkning. De omkring 400 delegerede kom overvejende fra borgerskabet og den feudale klasse. De havde derfor kun få kontakter til palæstinenserne i flygtningelejrene.
Mange af de venstreorienterede delegerede blev desuden forhindret i at deltage i PLOs dannelse. De fik ingen indrejsevisa til Østjerusalem, som på dette tidspunkt var underlagt de jordanske myndigheders administration. Blandt de afviste var bla. den kendte palæstinensiske forfatter og daværende ANM-medlem Ghassan Kanafani.

• PLOs væbnede fløj 

Den nydannede militære fløj af PLO, kaldet PLA, blev integreret i det regulære militær fra Syrien, Ægypten og Irak. Derudover var PLO finansielt afhængig af de arabiske staters regimer. De arabiske statsledere havde imidlertid ingen interesse i at være fødselshjælpere for en selvstændig og suverænt agerende repræsentant for det palæstinensiske folk.
Tværtimod regnede de arabiske statsledere med, at de ved hjælp af PLO kunne kontrollere og tilpasse de autonomt agerende, uberegnelige palæstinensiske grupper og kanalisere deres aktiviteter ind i deres egne magtpolitiske rammer.

Yassir Arafats "al-Fatah" forsøgte, ligesom ANM, forgæves på PLOs kongres at trænge igennem med kravet om en opprioritering af den væbnede kamp for Palæstinas befrielse. Al-Fatah-fløjen kritiserede samtidig PLOs afhængighedsforhold til Ægypten og varslede en konsekvent kamp for et selvstændigt PLO.  

Skønt al-Fatah havde mange af de samme politiske vurderinger som ANM, lå organisationens grundholdninger langt fra den palæstinensiske venstrefløjs positioner: 

• Mens al-Fatah tilstræbte en national strategi, som ikke skelnede til de sociale modsætninger i den palæstinensiske befolkning, så orienterede ANM sig udfra de eksisterende sociale klasseskel og socialrevolutionære perspektiver.
• Mens al-Fatah anså Palæstinas befrielse som forudsætning for en enhed i den arabiske verden, så mente ANM lige modsat, at den arabiske enhed samt grundlæggende samfundsforandringer var forudsætningerne for Palæstinas befrielse.
• Mens al-Fatah tilstræbte en palæstinensisk stat, anså ANM endnu en arabisk statsdannelse for at være overflødig.

Disse grundlæggende uenigheder har indtil idag præget forholdet mellem al-Fatah og venstrefløjen indenfor PLO.

 

• PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse)

I Juni-krigen 1967 vandt Israel en knusende sejr over de indbyrdes konkurrerende og dårligt udrustede arabiske hære. Dette forandrede hele Mellemøstens hidtidige geopolitiske landskab: Israel havde med erobringen af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem nu besat de sidste rester af palæstinensisk territorium. Nye flygtningestrømme bredte sig ind i nabostaterne.
Præsident Nasser mistede efter nederlaget hans hidtidige image blandt mange arabere. Nasser stod ikke længere som garant for palæstinensernes sag. Den sporadiske guerillakrig, som de palæstinensiske frihedskæmpere ("fedayin") havde påbegyndt i starten af 60´erne, blev nu også af de arabiske stater anset for at være et egentligt alternativ.
Dermed var der skabt det politiske, ideologiske og ikke mindst det militære rum for en selvstændig palæstinensisk befrielseskamp mod Israel. Efter det første chok var overvundet mødtes ANM-ledelsen i juli 1967 . Samtlige deltagere var nu klar over, at de arabiske stater i lang tid fremover ikke ville være istand til at vinde over det israelske militær, som de vestlige stater havde udstyret med moderne våbenteknologi og militær know-how.
ANMs forskellige fløje var enige om, at de småborgerlige arabiske regimer, hvortil de nu også regnede Ægypten, aldrig nogensinde ville eller kunne befri Palæstina. De konstaterede, at tiden var moden til den "væbnede folkekamp i den arabiske verden", under ledelse af revolutionære organisationer og af de proletariske lag i Palæstinas flygtningelejre.

Situationen i Palæstina tvang PFLPs militære ledelse til at slå sig ned i Jordan, men efter konfrontationerne med de jordanske magthavere i september 1970 (8) flyttede PFLPs ledelse til Libanon og Syrien. De arabiske stater, hvorfra palæstinensiske angreb mod Israel udgik, lagde i tidens løb stadig større hindringer i vejen for aktionerne. De palæstinensiske befrielsesbevægelsers tilstedeværelse blev en højst forstyrrende indenrigspolitisk faktor for de respektive arabiske regeringer. Dette var årsag til løbende politiske og militære konflikter mellem arabiske landes militær og palæstinensernes væbnede fløje.

Denne nye situation krævede en politisk og organisatorisk omgruppering: Den 11.december 1967 dannede guerillagrupperne tilknyttet ANM - "Ungdommens hævn" og "Tilbage-vendingens helte", samt Ahmad Jibrils gruppe "Palæstinensisk Befrielsesfront" og den palæstinensiske sektion af ANM, den nye organisation : "Folkefronten for Palæstinas Befrielse" - PFLP (al-Gabah as-sa biya li-tahrir Filastin).

• George Habash blev frontens formand

Den første eufori blev imidlertid hurtigt bremset af uenigheder mellem de forskellige politiske fløje. Ahmad Jibril, som var tidligere officer i den syriske hær kritiserede, at organisationen prioriterede de teoretiske diskussioner højere end den militære praksis. I september 1968 forlod han derfor PFLP og dannede "Folkefronten for Palæstinas befrielse - generalkommando", PFLP-GC (se nedenfor).
Senere skete endnu en splittelse, da den tidligere såkaldte "progressive fløj" i ANM omkring Naif Hawatmeh forlod PFLP. Hans gruppe tog konsekvensen af en årelang intern konflikt med ANMs såkaldte "historiske fløj" omkring Habash. Hawatmeh-fløjen kritiserede PFLP-flertallet for ikke at have den rette forståelse af marxisme-leninisme.

• Uenigheder om væbnet modstandskamp

PFLP splittedes tidligt bla. pga. personlige konkurrenceforhold mellem først og fremmest Habash og Hawatmeh. Men det var også politiske uenigheder om forholdet mellem den væbnede kamp og en avantgardistisk organisations rolle, der førte til splittelsen.
Habash-fløjen var inspireret af den kubanske, kinesiske og vietnamesiske revolution, og mente, at den væbnede kampstrategi var et middel til at mobilisere de palæstinensiske og arabiske masser. Hawatmeh-fløjen derimod var indstillet på først at opbygge en avantgardeorganisation som forudsætning for den væbnede kamps succes.

Uenigheden tilspidsede sig i starten af 1969 i den grad, at det kom til væbnede konfrontationer mellem de to fløje. Konflikten blev først afsluttet efter at Yassir Arafat greb ind.

DFLP - Den Demokratiske Folkefront til Palæstinas Befrielse - DPFLP

I februar 1969 dannede gruppen omkring Naif Hawatmeh "Den Demokratiske Folkefront til Palæstinas Befrielse" - DPFPL. I 1974 forandrede organisationen navn til "Den Demokratiske Front til Palæstina Befrielse" - DFLP. Et stort antal ledende aktivister gik sammen med Hawatmeh ud af PFLP - heriblandt hele redaktionen af PFLPs hidtidige partiavis "al-Hurriya" (friheden), der siden hen blev DFLPs officielle partiavis.

 

PFLP beklagede denne udmeldelse af partiet

PFLP beklagede denne udmeldelse af partiet, som kostede organisationen en del erfarne aktivister. PFLP begyndte omgående at opbygge et nyt ugentligt tidsskrift - "al-Hadaf" (målet), som indtil idag har været organisationens talerør. På grund af økonomiske problemer udkommer "al-Hadaf" nu kun hver 14.dag.

Dannelsen af PFLP i december 1967 markerede afslutningen på en lang vej fra en radikal arabisk-nationalistisk bevægelse til en organisation, som baserede sin poltik på et socialistisk op anti-fascistisk grundlag. I en længere periode opfattede PFLP sig selv som en "småborgerlig, revolutionær-demokratisk organisation" på vej til at blive et kæmpende marxistisk-leninistisk parti. Målet var at blive et avantgardeparti, der kunne føre an i kampen for Palæstinas befrielse.

Ved PFLPs 2.kongres erklærede partiet sig som marxistisk. Samtidig slog kongresdeltagerne fast, at de opfattede marxismen-leninismen som et levende politisk analyse-redskab, der intet havde at gøre med den "dogmatiserede og stivnede" socialismeopfattelse, som de arabiske landes kommunistpartier stod for.

På 20-årsdagen for PFLPs dannelse i 1988 erklærede George Habash, at PFLPs transformation til et marxistisk-leninistisk parti nu var afsluttet. Næste mål var at integrere partiet i et fælles arabisk, kommunistisk parti. Dannelsen af en forenet, central ledelse sammen med DFLP i oktober 1993 og bekendtgørelsen af et fælles " program for den nationale frelsesfront" i juni 1994, blev de første skridt i denne retning [4] .

PFLPs strategi indtil idag
PFLP bygger sin politik på tre søjler : Palæstinensisk selvstændighed, Pan-arabisme og en udogmatisk form for marxisme Således afviste PFLPs 5 nationalkongres i 1993 de dogmatiske marxismefortolkninger ved at henvise til et citat fra Goethe : " Grå, mine venner, er alt teori, grøn er derimod livets træ", for derefter at præcisere deres holdning på følgende måde:

"... De arabiske marxister m/k står for udfordringen at udvikle en teori, som er i overensstemmelse med vores egen omverden. At fastholde dette princip er forudsætningen for at kunne oversætte marxismens væsen til den konkrete politiske, økonomiske og sociale virkelighed i den arabiske verden." (al-Hdaf.nr. 1148 - 1151, maj - juni 1993).

PFLPs stategiske grundlag har altid været befrielsen af HELE Palæstina samtidig med en grundlæggende samfundsforandring af de arabiske reaktionære regimer. Hvis Israel tvinges til at levere de besatte områder tilbage, vil det iflg.
PFLPs opfattelse kun være en første etappe i befrielsen af Palæstina og de arabiske landes befolkninger.
Hermed adskiller PFLP sig grundlæggende fra såvel DFLP, der går ind for en to-stat-løsning som fra al-Fatah, der har et tæt samarbejdsforhold til de arabiske regeringer. Al-Fatah, som ifølge PFLP hovedsagligt repræsenterer det palæstinensiske borgerskab, har således aldrig blandet sig i de arabiske magthaveres indenrigs-politiske anliggender - og som regel afstemmer Yassir Arafat sin politik med de skiftende alliancer blandt den arabiske verdens magthavere.
Da flertallet af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden har været fastboende i området i generationer og foretrækker en to-stats-løsning, har PFLP ikke den store opbakning i denne del af Palæstina. Det har de til gengæld i Gaza, hvor 75% af palæstinenserne er flygtninge. Halvdelen af dem lever i stor elendighed i flygtningelejrene. Det er her intifadaen tog sit udgangspunkt og det er her, PFLPs position for befrielsen af hele Palæstina har sin største tilslutning.

• Den væbnede strategi

Internationalt blev PFLP kendt for sine spektakulære aktioner i 60´erne og 70´erne. PFLP gennemførte således en række flykapringer med det formål at skabe international opmærksomhed omkring palæstinensernes situation. Den mest kendte og succesrige aktion blev gennemført af en PFLP-kommando under ledelse af en ung palæstinensisk kvinde, Leila Khaled, den 23.juli 1968.
Et israelsk El Al-fly blev kapret på vejen fra Rom til Tel Aviv og PFLP kommandoen overtog kontrollen. PFLP udløste dermed et chok i Israel og formåede at tvinge den israelske stat til forhandling.
Efter lange forhandlinger udvekslede Israel en gruppe fængslede palæstinensiske politiske fanger med de bortførte israelere. Op gennem 70`erne iværksættes et utal af flybortførelser. En del af disse flykapringer gennemføres som fælles aktioner mellem PFLP-medlemmer og europæiske og andre arabiske anti-imperialister. De fleste af disse aktioner mislykkedes og kostede såvel civile som aktivister livet [5] .

Situationen i Palæstina tvang PFLPs militære ledelse til at slå sig ned i Jordan, men efter konfrontationerne med de jordanske magthavere i september 1970 [6] flyttede PFLPs ledelse til Libanon og Syrien.
De arabiske stater, hvorfra palæstinensiske angreb mod Israel udgik, lagde i tidens løb stadig større hindringer i vejen for aktionerne. De palæstinensiske befrielsesbevægelsers tilstedeværelse blev en højst forstyrrende indenrigspolitisk faktor for de respektive arabiske regeringer.
Dette var årsag til løbende politiske og militære konflikter mellem arabiske landes militær og palæstinensernes væbnede fløje. Allerede efter PLOs tilbagetrækning fra Beirut i 1986 blev antallet af kommando-aktioner mod Israel formindsket. Med afvæbningen af de palæstinensiske organisationer i Libanon i starten af 90`erne blev de væbnede angreb mod den israelske besættelsesmagt yderligere reduceret.

PFLP har siden sin grundlæggelse gennemført et utal af guerillaaktioner mod israelske mål. Såvel i selve Israel som på globalt plan : Mål for PFLPs aktioner var bla. den israelske hærs infrastruktur og militærpersoner, industrielle mål, handelsvirksomheder, offentlige biografer og restauranter. I slutningen af 70èrne indstillede PFLP sine aktioner udenfor Palæstina .

I dag afviser PFLP væbnede aktioner mod civile samt mod israelske institutioner udenfor Israel. Derimod fastholder PFLP-kommandoer væbnede angreb mod besættelsmagten, inkl. israelske bosættelser. PFLP mener, at likvidering af stikkere og kollaboratører er legitimt. F.eks. skød en PFLP-kommando i 1986 borgermesteren i Nablus, Zafir al-Masri, som var indsat på posten af Israel. Ifølge PFLPs ledelse har deres væbnede guerilla-struktur, "Røde Ørn" (an-Nasr al-Ahmar), gennemført 61 militære angreb alene i perioden 1991- 1994.

Fornyligt dræbte en PFLP-kommando den mest rabiate minister i Sharons regering, Rehavam Zeevi, som offensivt propaganderede for, at Israel skulle annektere samtlige palæstinensiske områder og fordrive landets palæstinensiske beboere.

• Demokratisering af PFLP

For PFLP var sammenbruddet af de post-stalinistiske regimer i Østeuropa ikke et nederlag for den marxistiske socialisme, men snarere en politisk fallit for et system, hvis bureaukratisk stivnede marxisme-leninisme-doktrin ikke havde formået at forny sig. PFLP mente, at det var mangel på demokrati i parti og statsstruktur, som var en af hovedårsagerne til sammenbruddet.
Denne erkendelse samt organisationens tilpasning til den basisorienterede palæstinensiske intifada i december 1987, dannede grundlag for en demokratisering af de hierarkiske strukturer, PFLP havde udviklet i løbet af sin 20-årige eksistens. Således vedtog PFLPs nationalkongres i 1993 en rotationsordning for samtlige af partiets ledelsesorganer, inkl. formandsposten.
Partiet åbnede op for diskussioner og beslutningsprocesser udgående fra partiets basis. 60% af partiets hidtidige ledelse blev udskiftet via demokratiske valg. Det var fortrinsvis aktivister fra de besatte områder med forbindelse til intifadaen, der hermed kom ind i ledelsen. Samtidigt blev eksisterende uenigheder indenfor partiet offentlig-gjort i PFLPs avis "al-Hadaf". PFLPs "grand old man", George Habash, nedtonede sin dominans og trak sig tilbage til rådgivende funktioner.

• DFLP

"Den Demokratiske Folkefront til Palæstinas Befrielse" - DFLP (al-Jabha d-Dimukratiya li Tahrir Filastin), opstod i 1969 som resultat af den allerede nævnte  splittelse i PFLP. Stridighederne skabte en stor kløft mellem de to ledende organisationer på den palæstinensiske venstrefløj.
Der er mange ligheder mellem PFLP og DFLP , men der er også vigtige politiske forskelle. Ligesom PFLP går DFLP ind for at vælte de arabiske, reaktionære regimer, bevare enheden i PLO og betoner nødvendigheden af en væbnet kampstrategi. Ligesom PFLP afviser DFLP enhver kontakt med pro-zionistiske kræfter. Perpektiverne er også fælles, når det drejer sig om fremtiden efter befrielsen. DFLPs mål er således udviklingen af en " Folke-demokratisk arabisk Union", hvori en fremtidig palæstinensisk stat indgår. Alligevel er uenighederne med PFLP af stor betydning :

I modsætning til PFLP mener DFLP, at en alliance med den israelske arbejderklasse er tvingende nødvendigt for en revolutionær proces i hele Palæstina. Det var derfor ikke tilfældigt, at det var DFLP, som var den første palæstinensiske organisation indenfor PLO, der optog forbindelse med en israelsk, venstresocialistisk organisation - MATZPEN (kompas).
En anden væsentlig forskel er DFLPs vægtning af den væbnede kamp, som ifølge organisationen forudsætter en kæmpende masseorganisation. På trods af nogle opsigtsvækkende guerilla-aktioner, som DFLPs væbnede fløj "Røde Stjerne" (An-Najm al-Ahmar) tog ansvar for, har organisationen altid prioriteret politisk basis-arbejde i palæstinensiske fagforeninger, kvindeorganiseringer og erhvervs-organisationer.

DFLP har siden 70`erne været tilhænger af en to-statsløsning. På parti-kongressen i september 1994 bekendte DFLPs delegerede sig endegyldigt til princippet "Land mod fred med Israel" og sagde dermed ja til en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden.
Dog på betingelse af, at den israelske hær trækker sig tilbage bag linierne af den 4.juni 1967, at det "arabiske Jerusalem" bliver hovedstad i den palæstinensiske stat og at samtlige flygtninge principielt får mulighed for at vende tilbage. Under disse betingelser erklærede DFLP sig parat til at deltage i forhandlingerne med Israel.

• "Stenenes opstand" - intifadaen 1987

Selv om den væbnede kamp mod besættelsesmagten stadigvæk spiller en vigtig rolle for PFLP, er dens strategiske betydning dalet. Andre kampformer er kommet til og der er opstået nye udtryksformer for militant modstand. Først og fremmest under indflydelse af "stenenes opstand "- den første intifada, der startede i december 1987. Ifølge PFLPs strategi skal de væbnede aktioner supplere intifadaen, men må ikke erstatte den.

Intifadaen 1987 markerede uden tvivl et vendepunkt i den palæstinensiske befrielsesbevægelses historie. Den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza tog styringen af den palæstinensiske modstand og organiserede det daglige liv i fælles demokratiske strukturer. Mediernes billeder af stenkastende børn og unge, der gik til angreb mod bevæbnede soldater fra den israelske besættelsesmagt, skabte stor sympati for den palæstinensiske sag i verdensoffentligheden.

På baggrund af intifadaen har PFLP siden slutningen af 80`erne givet det politiske og sociale arbejde højeste prioritet.

Den palæstinensiske modstands centrum skiftede med intifadaen fra Tunesien og Syrien til de besatte områder i Palæstina.
I kølvandet af intifadaen fortsatte PLOs ledelse på internationalt plan sin diplomatiske kamp for oprettelse af en palæstinensisk mini-stat på Vestbredden og i Gaza. Al-Fatah og PFLP var repræsentanter for de to divergerende hovedstrømninger indenfor PLO :

Mens Al-Fatah så intifadaen som et pressionsmiddel til at tvinge Israel til forhandlingsbordet mhp. oprettelse af en palæstinensisk stat, så håbede PFLP, at intifadaen kunne tvinge Israel ud af de besatte områder - uden forhandling og uden indrømmelser til den israelske besættelsesmagt.

• Spirer til en palæstinensisk stat ?

På initiativ af Al-Fatah proklamerede Det Palæstinensiske Nationalråds 19. forsamling den 15.november 1988 " Dannelsen af en palæstinensisk stat på Palæstinas jord med Jerusalem som hovedstad".
På trods af store uenigheder støttede PFLP og DFLP dette forslag for at bevare enheden i PLO. Over hundrede lande - deriblandt samtlige arabiske stater med undtagelse af Syrien, samt mange lande i Afrika, Latinamerika og Asien, anerkendte denne nye palæstinensiske stat, som på dette tidspunkt var " uden territoriale magtbeføjelser".

De eneste, som protesterede imod denne dannelse af en palæstinensisk stat var foruden Syrien, de palæstinensiske islamisk-fundamentalistiske organisationer Hamas (Islamsk Modstandsbevægelse ) og al-Jihad al Islami (Islamsk hellig krig ). Dermed profilerede disse to organisationer sig overfor de palæstinensiske flygtninge som de "sande" repræsentanter for Palæstinas sag.
I modsætning til de palæstinensere, der lever i Palæstina ( "Dakhil" ) følte de palæstinensiske flygtninge i eksil ("Kharij") sig ikke tilgodeset ved denne proklamation.

På trods af PFLPs og DFLPs store aktivitetsniveau i intifadaen, lykkedes det for de to islamisk-fundamentalistiske hovedorganisationer at fremstille sig selv som de mest konsekvente kæmpere for hele Palæstinas befrielse.
Hamas islamiske program går bla. ind for militante selvmordsangreb på jøder, for fysiske angreb på venstreorienterede "gudsbespottere" og for angreb på palæstinensiske feminister.

Men den opbakning Hamas har i den palæstinensiske befolkning skyldes først og fremmest, at Hamas har udviklet sociale netværk, sundhedsklinikker og skoler etc., som er livsvigtige for de fattigste palæstinensere. De økonomiske midler til disse initiativer kommer hovedsagligt fra Iran, Saudi-Arabien og Golfstaterne.

Hamas islamisk-fundamentalistiske program har for tiden en betydelig større ind-flydelse blandt de radikale dele af den palæstinensiske befolkning end PFLPs og DFLPs socialrevolutionære målsætninger. [7]

____________

TREDJE DEL:

• PALÆSTINAS KVINDER

I begyndelsen af 1900-tallet opstod de første palæstinensiske kvindeforeninger. Medlemmerne var først og fremmest kvinder fra det kristelige borgerskab i de større byer. Deres aktiviteter var frem for alt at yde socialt hjælpearbejde for fattige familier samt at forbedre pigers muligheder for uddannelse.

Efter 1. Verdenskrig tog den zionistiske indvandring til, og en palæstinensisk nationalbevægelse blev grundlagt for at forsvare palæstinensernes interesser. Det var denne nationale kamp, den palæstinensiske kvindebevægelse tog sit udgangs-punkt i. De aktive palæstinensiske kvinder kæmpede mod det zionistiske herre-dømme, men ikke mod den patriarkalske undertrykkelse.

I 1921 blev Palestinian Women's Union (PWU) dannet i Jerusalem. Denne kvindeunion skulle koordinere kvindernes aktiviteter indenfor den nationale bevægelse. Men kvinderne arrangerede også anti-zionistiske demonstrationer på egen hånd. Med sådanne aktiviteter rykkede PWU voldsomt ved de herskende normer for kvindelig adfærd. Forargelsen var så stor, at PWU efter to års trusler og politisk pres blev nødt til at opløse sig som organisation.

• Den første kvindekongres

I 1929 samledes 300 kvinder til den første arabiske kvindekongres i Jerusalem. Herefter opstod kvindeorganiseringer i en lang række byer. De fordelte løbesedler, sendte protestnoter til den britiske mandatmagt og demonstrerede mod den zionistiske undertrykkelse.

Den palæstinensiske kvindebevægelses første dødsoffer blev Fatima Ghazal, der blev dræbt under en kvindedemonstration i 1932. Det var nu ikke kun byernes kvinder, der var politisk aktive. Palæstinensiske bondekvinder deltog også i modstanden.

De forsynede rebellerne i bjergene med våben og mad, tog sig af de sårede og udførte kuréropgaver. Men da den store palæstinensiske opstand 1936-1939 blev knust militært, trak kvinderne sig for en tid igen tilbage til det sociale arbejde.

Da staten Israel blev proklameret i 1948, opstod der i kølvandet på de store flygtningestrømme mange sociale problemer, som kvindeforeningerne tog sig af. De oprettede skoler, sygehuse, børnehjem for forældreløse piger mv.
De fleste kvindeforeninger var domineret af borgerlige kvinder, som ønskede en palæstinensisk stat, men på ingen måde var ude på at ændre kønsroller og bryde med de herskende kønsnormer og tabuer.

• Kvinderne og den palæstinensiske venstrefløj

I 1965 grundlagdes General Union of Palestinian Women (GUPW) som en del af den nationale befrielsesorganisation PLO. GUPWs opgave var dels at mobilisere kvinder til den nationale befrielseskamp dels at være officiel repræsentant for Palæstinas kvinder ved diverse internationale kvindekonferencer.

Selv om GUPW ikke satte de store spørgsmålstegn ved kvindesyn og kønsroller i det palæstinensiske samfund, så banede de vejen for den nye generation af feminister, som organiserede sig i slutningen af 70'erne.

I 1978 dannedes Women's Work Committee (WWC), som var uafhængig af andre politiske organisationer. Kvinderne bag WWC var venstrefløjsaktivister, mange af dem sympatiserede med DFLP. I WWC mødtes palæstinensiske kvinder fra alle klasser og lag, og efter ganske kort tid blev der oprettet en lang række WWC-afdelinger i landsbyer, i storbyer og i flygtningelejre.

WWC var basisdemokratisk organiseret og henvendte sig først og fremmest til kvindelige, palæstinensiske lønarbejdere. Lige fra starten betonede WWC, at de kæmpede mod en tre-dobbelt undertrykkelse: Som palæstinensere, som lønarbejdere og som kvinder.

Igen og igen advarede WWC mod at underordne kvindekampen den nationale kamp og mod at gentage kvindernes bitre erfaringer fra den algeriske revolution. Netop Algeriet havde vist, at kvindernes deltagelse i den nationale kamp og befrielseskampens sejr ikke automatisk ville betyde ligeberettigelse mellem kvinder og mænd.

• Den nationale kamp splitter kvindebevægelsen

Det blev alligevel den nationale kamp, som blev den alt afgørende faktor for kvindeorganiseringerne. I takt med den tiltagende fraktionering af den nationale befrielsesbevægelse voksede også modsætningerne indenfor kvindebevægelsen.

I landsbyer, hvor Fatah var dominerende politisk, var kun kvinder fra Fatah aktive; i kvarterer hvor PFLP og DFLP var særlig stærke, var kun kvinderne herfra aktive.
I begyndelsen af 1980'erne var splittelsen af  Women's Work Committee (WWC) fuldendt. 

Organisationer som PFLP, DFLP, det kommunistiske parti PCP og al-Fatah opbyggede deres egne kvindekomitéer, der organisatorisk set var selvstændige, men i praksis var forkæmpere for deres respektive partiers program. Under intifadaen i 1987 organiserede også Hamas-kvinder sig i egne grupper.

Denne splittelse i fraktioner svækkede den palæstinensiske kvindebevægelse. Det var ikke kvindernes interesser, som stod i forgrunden for aktiviteterne, men derimod de politiske målsætninger blandt de guerilla-organisationer, hvor det var mænd, som traf beslutningerne.

Det var sjældent, at patriarkatet og dets ideologiske, sociale og juridiske udtryksformer stod til diskussion blandt kvindekomitéerne.
Nationale mål holdt kvindebevægelsen fastlåst. Heller ikke de tre venstreorienterede kvindekomitéer med tilknytning til PFLP, DFLP og PCP (det nuværende Palæstinensiske Folkeparti, PPP) tematiserede kvinders rolle i det palæstinensiske samfund generelt.

Istedet kæmpede de indenfor fagforeningerne for kvindelige arbejderes rettigheder: For ligeløn, barselsorlov, for løn under sygdom og oprettelse af børnehaver i fagforeningernes regi.

Derudover arrangerede kvindekomitéerne demonstrationer mod den israelske besættelsesmagt og organiserede sultestrejker til støtte for de politiske fanger. Bl.a. PFLP etablerede særlige guerillaenheder kun for kvinder, men dette forsøg på at inddrage et større antal kvinder i den væbnede kamp blev aldrig til andet end et kortvarigt eksperiment.

• Intifadaens kvinder

Det var intifadaen i 1987 - "Stenenes opstand" - som skabte grundlæggende forandringer i den palæstinensiske kvindebevægelse.
I denne intifada var det ikke kun kvindekomitéernes aktivister, men palæstinensiske kvinder i alle aldre og fra alle klasser, som deltog i modstanden mod den israelske besættelsesmagt. Tusindvis af kvinder blev under intifadaen 1987 politisk aktive for første gang i deres liv.

De ledede demonstrationer, byggede barrikader, smed med sten og fordelte flyers.
Kvindekomitéer, folkekomitéer og beboerkomitéer fik en tilstrømning, som i styrke og dynamik overgik alt, hvad der var set indtil da.
Den israelske besættelsesmagt forsøgte at standse denne udvikling med massiv repression mod aktive kvinder. Razziaer i kvindekomitéer, i børnehaver og i kooperativer var dagligdags fænomener ligesom anholdelser, brutale sexistiske forhørsmetoder og seksuel tortur. Mange af intifadaens kvindelige aktivister blev underlagt mangeårig husarrest eller forsvandt i de israelske fængsler. Den israelske repression havde sin virkning. I intifadaens 3. år var f.eks. beboerkomitéerne næsten fuldstændigt knust, og kvindebevægelsen havde dermed mistet en meget vigtig platform i offentligheden.

• Hamas angriber kvindebevægelsen

Men de aktive kvinder mødte også repression fra dele af det palæstinensiske samfund. Den islamiske Hamas-bevægelse vandt mere og mere fodfæste blandt den palæstinensiske befolkning, som var frustreret over intifadaens udvikling. Som det første gik Hamas til angreb på kvindebevægelsen.

Allerede i intifadaens første år dukkede der Hamas-graffitier op, som opfordrede palæstinensiske kvinder til at bære tørklæde - den arabiske hijab. Især i Gaza, hvor Hamas var stærkest, blev kvinder, som gik på gaden uden tørklæde regnet for at være spioner og kollaboratører, og der blev kastet både tomater og sten på dem. Selv børn og unge deltog i disse angreb - opildnet hertil af Hamas-propagandaen.

Kvindekomitéerne pressede intifadaens forenede ledelse (UNLU), hvor både al-Fatah, PFLP, DFLP og PCP var repræsenteret, til at fordømme angrebene på aktive palæstinensiske kvinder. I perioder blev der indsat patruljer til at beskytte kvinderne i særligt farlige områder. Men det var og blev kun halvhjertede initiativer.

Frygten for Hamas var for stor, og den værdi man tillagde kvindekampen, var for lille. Flere og flere kvinder blev hjemme og vovede sig ikke længere udenfor, og dermed mistede intifadaen en stor del af sin slagkraft. På baggrund af denne udvikling findes der blandt palæstinensiske kvinder idag meget forskellige vurderinger af intifadaens betydning for kvindebevægelsen.

Mange kvinder oplevede intifadaen 1987 som en fiasko, fordi deres personlige situation blev forværret i takt med, at de reaktionære og kvindefjendske kræfter blev stærkere. Andre kvinder betoner imidlertid, at intifadaen 1987 trods alt fik åbnet mange kvinders øjne for kilderne til deres undertrykkelse.
I kvindekomitéerne diskuteres nu ikke længere kun den nationale kamp for befrielse, men også demokrati, hierarkier og organisationsprincipper indenfor palæstinensisk politik står på dagsordenen.

• "Familiens ære"

Palæstinensiske kvinder er begyndt at beskæftige sig med temaer som seksuelt misbrug og voldtægt. Bl.a. kvindebevægelsen al-Fatar er gået til kamp mod de såkaldte »æresdrab«. Der hersker i det palæstinensiske samfund en udbredt accept af, at det er i orden at dræbe en kvinde, hvis hun med sin adfærd har krænket "familiens ære".

For de palæstinensiske kvindeaktivister har det ikke været let at kaste lys på sådanne områder. Seksuel vold mod kvinder og piger er et absolut tabu i det palæstinensiske samfund, hvor kvinders seksuelle kontakt udenfor ægteskabet krænker hele familiens ære - også selvom det er sket mod hendes vilje.

Alligevel er det lykkedes for palæstinensiske kvindeaktivister at etablere en telefonrådgivning for mishandlede kvinder og at afholde konferencer, hvor kvinder i al offentlighed beretter om seksuelt misbrug i familien og seksuel chikane på arbejdspladsen.

• Det patriarkalske, palæstinensiske selvstyre

Efter Oslo-aftalen og »fredsprocessen« blev det diplomatiets tid i Palæstina, og græsrødderne, inklusiv kvindekomitéerne, mistede betydning.
Selvstyremyndighederne under Arafat oprettede autoritære og patriarkalske strukturer.

Over 90 procent af alle poster i regering og forvaltning blev besat med mænd. Blev myndighederne kritiseret for dette, argumentere de med, at der ikke fandtes kvalificerede kvinder til opgaverne. Kvindebevægelsens svar var at offentliggøre en liste på 2.500 kvinder, som udfra deres kvalifikationer meget vel kunne komme i betragtning til poster i såvel regering som forvaltning.

I takt med at selvstyremyndighederne blev etableret, blev kvindebevægelsen institutionaliseret og mistede sin aktivisme. Myndighederne oprettede et udvalg for kvindespørgsmål, der bl.a. arbejder for, at ligestilling mellem kvinder og mænd nedfældes i den palæstinensiske forfatning. Et kvindecentrum for juridisk rådgivning og hjælp har i et større studie analyseret alle love for kønsforskelle.

Resultatet var nedslående: Kvindelige ansatte kan uden videre fyres, hvis de gifter sig eller bliver gravide. Arbejdsmarkedslovgivningen gælder slet ikke for de typiske kvindeerhverv.
- Lige løn for lige arbejde er ren fremtidsmusik for palæstinensiske kvinder.
- Hvis en kvinde dræber sin mand i jalousi, kan hun risikere dødsstraf.
- Hvis en mand dræber sin hustru af samme grund, behøver han ikke frygte nogen straf.

Hvornår og hvordan der bliver rettet op på sådanne og andre uligheder mellem kvinder og mænd i det palæstinensiske samfund, står hen i det uvisse. Lige nu er såvel kvinder som mænd allermest optaget af at fordrive Sharons forblændede soldater, der i denne tid myrder løs og spreder frygt, rædsel, sorg og vrede i de palæstinensiske områder.

___________________________________ 

• Bemærkning til artiklen om de palæstinensiske kvinders historie

Den palæstinensiske kvindebevægelse er i dag meget opsplittet og fragmenteret. Der findes feministiske grupper som er mere eller mindre tilknyttet PFLP og DFLP eller er helt uafhængige som Lesbiske feministiske strukturer som Aswat, eller feministiske grupper på progressive universiteter som Birzeit-universitetet.
Feminismens gennembrud under den første intifada i slutningen af 80`erne er blevet indæmmet og undertrykt af Hamas men også af miljøer omkring al-Fatha - bevægelsen. En decideret repressionsbølge mod feministiske strukturer findes først og fremmest der, hvor de islamsistiske fundamentalister står stærke - i Gaza.

____________________________ 

Kvinde/feministiske/organisationer
- ASWAT ("voices") er den eneste queer organisation i Palæstina
- Palestinian Union of Women Workers
- SocialistFeminist Organisation.
- Women`s Centre for Legal Aid and Counseling
- Palestinian Center for Human Rights
- Media & Gender Department
- Institute of Modern Media, Al Quds University

Interessant artikel til dette tema:
- Lisa Hajjar: Between a Rock and a Hard Place: Arab Women, Liberal Feminism and the Israeli State

 

____________

FJERDE DEL:

• DEN PALÆSTINENSISKE VENSTREFLØJS FORGRENINGER

PFLP-Generalkommando
Folkefronten for Palæstinas befrielse - generalkommando, PFLP-GC (al-Jabha sh-Sha`abiya li-Tahrir Filastin-al Qiyada l-Amma), er først og fremmest kendt for sine spektakulære væbnede aktioner.

Organisationens forløber var den »Palæstinensiske befrielsesfront« - PLF, som dannedes i 50'erne af Ahmad Jibril, der på dette tidspunkt var officer i den syriske hær.

I 1965 var PLF i nogle måneder del af Yassir Arafats al-Fatah. I 1968 var PLF med til at danne PFLP. Men som følge af uenigheder med PFLPs formand George Habash, forlod Jibril-gruppen organisationen, og dannede PFLP-GC.

PFLP-GC var medlem af PLO indtil 1984, hvor de blev ekskluderet. PFLP-GC tilhører til den pro-syriske fløj i den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Organisationen betegner sig selv som marxistisk-leninistisk. Deres mål er at ophæve den israelske stats status og skabe et frit Palæstina, hvor folk med forskellige religioner har mulighed for at leve side om side. Ifølge lederen af PFLP-GC, Fadil Shruru, ser organisationen ingen principielle problemer i forholdet mellem palæstinensere og jøder. De anser derimod zionismen for at være kernen i konflikten.

I 1976 deltog organisationen i den syriske intervention i Libanon. Denne intervention var direkte vendt mod den daværende venstreorienterede palæstinensisk-libanesiske alliance. I 1983 kæmpede PFLP-GC sammen med al-Fatah-oppositionen under ledelse af Abu Musa imod Yassir Arafat.

Deres forhold til PLO-flertallet er derfor meget anspændt. I februar 1997 beretter den palæstinensiske dagsavis »al-Quds al-Arabi« om fængslingen af nogle aktivister fra PFLP-GC. De blev beskyldt for at have planlagt attentater på ledende Fatah-funktionærer i den palæstinensiske selvstyre-administration. PFLP-GC afviser dog dette som en fuldstændig forkert beskyldning.

PFLP-GC er én af de få palæstinensiske grupper, som Syriens magthavere giver tilladelse til at forberede og udføre kommando-aktioner mod Israel udfra libanesisk territorium. Forholdet mellem Syrien og PFLP-GC har dog altid været afhængig af de yderst foranderlige politiske stemningsskift i regionen.

Mange venstreorienterede palæstinensere kritiserer organisationen for dens tætte samarbejde med den libanensiske islamisk-fundamentalisiske bevægelse Hizbollah og for deres stærke afhængighedsforhold til det syriske regime.

PFLP-GC har gennemført en del opsigtsvækkende aktioner. Bl.a. lykkedes det for dem at tage nogle israelske soldater til fange og senere udveksle dem med en række palæstinensiske politiske fanger. Deriblandt Hamas´ åndelige leder sheik Yassin. I en anden aktion fløj nogle guerillakæmpere fra PFLP-GC med svæveflyvere fra Libanon ind i det nordlige Israel, hvor de dræbte seks israelske soldater, før de selv blev dræbt.

Mange palæstinensere husker denne begivenhed som det, der udløste den første intifada i 1987. Det var PFLP-GC's radio »al-Quds«, som var denne intifadas vigtigste kommunikationsmedie. På trods af en vis popularitet i de besatte områder, har organisationen ingen nævneværdige aktiviteter i Gaza og på Vestbredden. Deres basis findes i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og i Syrien. PFLP-GC har aldrig opnået en tilsvarende indflydelse blandt palæstinenserne som al-Fatah, PFLP eller DFLP.

• Palæstinensisk Befrielsesfront - PLF

Den Palæstinensiske Befrielsesfront - PLF (Jabha t-Tahrir al-Filastini) blev dannet i 1977 efter en splittelse fra Ahmad Jibrils PFLP-GC. Grunden til denne splittelse var, at PFLP-GC støttede Syriens militære intervention i Libanon. Interventionen var til fordel for de trængte, højreorienterede maronitiske falangister og vendt imod den venstre-orienterede libanesisk-palæstinensiske alliance.

En marxistisk fløj omkring henholdsvis Tala`et Yaqub og den nu afdøede Abu l-Abbas kritiserede derudover, at islam fik stadig større indflydelse på PFLP-GCs program, og at de socialistiske idéer forsvandt. En væsentlig del af kritikken gik også på Jibrils diktatoriske ledelsesstil.

PLF har en marxistisk selvforståelse og kæmper for en progressiv, demokratisk stat i hele Palæstina, hvori alle indbyggere - inklusive jøderne - efter en eliminering af staten Israel, lever sammen i fordragelighed og gensidig tolerence. PLF anser zionismen for at være en ekstrem form for racisme, der kun overlever i Israel på grund af massiv støtte fra USA. PLF mener, at USA bruger Israel som brohoved for egne imperialistiske interesser i regionen.

Som overgangsløsning støtter PLF en palæstinensisk statsdannelse på ethvert befriet område i Palæstina. PLF anerkender ikke staten Israel og accepterer ikke nogen forhandling med denne stat.
Da en revolutionær løsning ikke er på dagsordenen, anser PLF det for nødvendigt at kæmpe på flere planer samtidigt: Med væbnede aktioner og en bevidst mediestrategi vil PLF vinde verdensopinionen for palæstinensernes sag. Gennem FN vil de skabe pres på Israels befolkning.

I begyndelsen af 80´erne delte organisationen sig pga. uenighed i holdningen til al-Fatah. Mens den ene fløj under Tal´at Yaqub støttede oprøret mod al-Fatah i 1983 og flyttede gruppens hovedkvartér til Damaskus, støttede Abu l-Abbas Yassir Arafat-fløjen og åbnede sit hovedkontor i Gaza.

Begge fløje er medlem af PLO. Abu l-Abbas-fløjen har til og med en repræsentant i PLOs øverste myndighed - den såkaldte eksekutivkomité.

Skønt PLF er en mindre organisation, nyder den stor respekt blandt den palæstinensiske befolkning på grund af dens opsigtsvækkende aktioner. Den mest kendte aktion fra en PLF-kommando var kapringen af det italienske krydstogtsskib Achille Lauro i 1985. Skibet havde 427 passagerer og en besætning på 80 mænd og kvinder med sig.

Under denne aktion blev en amerikansk-jødisk turist dræbt. PLFs aktion var et medievirksomt svar på et israelsk bombefly-angreb på PLOs hovedkvarter i Tunis. Dette luftangreb kostede 75 mennesker livet - herunder 20 civile tunesere.

PLFs aktion skabte stor offentlighed omkring palæstinensernes sag, og gjorde organisationen meget populær. Det lykkedes dog ikke at omsætte denne popularitet til en nævneværdig forøgelse af organisationens medlemsskare.

• Demokratisk Palæstinensisk Alliance - Fida

Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmuk i Damaskus var 1991 skueplads for en langvarig politisk konfrontation indenfor DFLP. Yassir Abd Rabuh, daværende medlem af DFLPs ledelse, havde fra 1988 til 1990 en nøgleposition i forbindelse med forhandlingerne mellem PLO og USA.

Dermed udviklede Abd Rabuh sig mere og mere til en personlig rådgiver for Yassir Arafat og blev efterhånden mere enig med Arafat end med sit oprindelige organisatoriske bagland i DFLP.

Inspireret af udviklingen i Østeuropa kritiserede Abd Rabuh og hans meningsfæller DFLPs mangel på demokrati og organisationens hierarkiske strukturer. Da DFLPs flertal afviste denne kritik, forlod Yassir Abd Rabuhs gruppe organisationen, og dannede den Demokratiske Palæstinensiske Alliance (Fida).

Fida opfatter sig som et demokratisk, venstreorienteret parti, der har brudt med DFLPs traditionelle marxistisk-leninistiske positioner. Fida afviser den demokratisk-centralistiske organisationsmodel som elitær og autoritær. Fida forsøger et udvikle politiske og organisatoriske alternativer som ifølge organisationen »bedre svarer til den palæstinensiske realitet«.

Fidas centrale politiske anliggende er via forhandlinger med Israel at komme til en retfærdig fredsaftale. Partiet støtter Yassir Arafats diplomatiske kurs. Eneste betingelse for fortsatte forhandlinger med Israel er omgående stop for nye bosættelser. Mange venstre-orienterede kritiserer Fida for, at de ikke kræver bosættelserne opløst i de besatte områder, og for at de ikke anvender begrebet »zionisme«.

På grund af dens meget moderate politiske holdninger er Fida den første palæstinensiske organisation, som de israelske myndigheder officielt har tildelt en legal status i de besatte områder.

Idag er Fidas leder Yassir Abd Rabuh kultur- og informationsminister i Yassir Arafats palæstinensiske selvstyreadministration.

Udfra konkrete erfaringer med den israelske besættelsesmagt er Fidas oprindelige forhandlingsvenlige politik med tiden gået på kritisk distance:

* »... Forhandlingerne vil ikke resultere i noget som helst, da nye israelske regeringer simpelthen ikke er interesseret i at realisere det, som vi har forhandlet os frem til med den forrige regering...«. 
* (Abd Rabuh i Middle East International, nr.562, 7.11.97)

• Palæstinensiske Socialister - as Sa`iqa

Den vigtigste repræsentant for strømningen af ikke-marxistiske socialister er »Folkebefrielses-krigens avantgarde«, bedre kendt under navnet as-Sa`iqa (Lynet). Organisationen har sit hovedkvartér i Damaskus.
Bevægelsen blev dannet i slutningen af 1967 som en palæstinensisk sektion af det syriske Ba´ath-parti Ba´ath: I 1947 dannede syrerne Michel Aflaq og Salah ad-din al-Baitar i Damaskus det »Arabiske Socialistiske Parti for Genopvækkelse« - Ba´ath. Under deres studium ved Sorbonne i Paris kom de i berøring med marxistiske og andre socialistiske ideer, som de forbandt med elementer af den arabiske nationalisme og islam.
Derfra opstod en ny ideologi: ba`athismen. Dens program baserer på: enhed, frihed og socialisme. På trods af en overfladisk lighed med socialismens grundlag, er ba´athisme det diametralt modsatte. Således går den ind for privat ejendomsret i produktionsmiddelsektoren og for underordning af klasseforholdene under den nationale arabiske stats interesser. Ba´ath betragter "socialisme som et redskab for en intensivering af produktiviteten" (Sadam Hussein). Ba´ath er et pan-arabisk projekt og har derfor sektioner i mange arabiske lande. I både Syrien (1963) og i Irak (1968) er Ba´ath-partiet ved magten. .

Dens militære fløj kaldes »Den palæstinensiske revolutions ørne« (Nusur ath-Thaura al-Filastiniyya). As-Sa`iqa har lige fra starten af været medlem af PLO. Partiets program er næsten identisk med dets syriske søsterpartis program. As-Sa`iqa opfatter den palæstinensiske befrielseskamp som del af den pan-arabiske revolution. Dvs. vejen til Palæstinas befrielse går via arabisk enhed under ledelse af Syrien.

På denne vej er den væbnede kamp den eneste realistiske strategi. As-Sa`iqa mener, at en sekulær, demokratisk palæstinensisk stat, hvor alle religiøse retninger lever i fredelig sameksistens, kunne være en overgangsløsning indtil den tilstræbte arabiske enhed er en realitet.

As-Sa`iqa er modstander af enhver form for to-statsløsning i Palæstina, "...fordi Palæstina er del af den arabiske nation (...) i den historiske fortid har der aldrig eksisteret en palæstinensisk stat. Palæstina er del af Syrien!" (Citat fra as-Sa`iqas formand Issam al-Qadi i et interview med Michael Lüders, forlaget Fackelträger).

Skønt as-Sa`iqa talmæssigt set er en af de stærkeste medlemsorganisationer blandt de palæstinensiske befrielsesorganisationer, så står deres vigtige militære rolle i modsætning til deres ringe politiske betydning. I de fleste palæstinensernes øjne er as-Sa´iqa blot et politisk instrument for den syriske regering. Det fremgik meget tydeligt af as-Sa`iqas rolle i den libanesiske borgerkrig.

Her kæmpede partiet i første omgang på den libanesisk-palæstinensiske venstrealliances side - mod de højreorienterede kristne-maronitiske militser. Men efter ordre fra Syrien skiftede as-Sa`iqa i marts 1976 fra den ene dag til den anden over til modstanderens lejr. At kæmpe mod palæstinensere var helt uacceptabelt for as-Sa`iqas egne medlemmer og mange forlod partiet for at tilslutte sig andre palæstinensiske grupper.

For as-Sa`iqa betød det store frafald af medlemmer, at organisationen måtte gennemgå en længere genopbygningsfase. Samtidigt hermed mistede as-Sa`iqa sin palæstinensiske karakter. I 80´erne var omkring 70 procent af partiets medlemmer således syrere.

As-Sa`iqa har indtil idag bibeholdt sin pro-syriske kurs, og agerer stadigvæk i tæt overensstemmelse med den skiftende syriske udenrigspolitik. Ligesom Syrien afviste as-Sa`iqa Oslo-aftalen og nægter at deltage i det »nationale dialog forum«, som Yassir Arafat har taget initiativ til . I dette forum føres diskussioner mellem bl.a. al-Fatah, Hamas, DFLP, PFLP, Fida etc.

• Arabisk Befrielsesfront

Den Arabiske Befrielsesfront - ALF (Tabha t-Tahrir al-Arabi) blev dannet i april 1969 på initiativ af det irakiske Ba´ath-parti og som en reaktion på det pro-syriske al-Sa`iqa. Ifølge ALFs formand Abdelrahim Ahmad repræsenterer organisationen, der er medlem af PLO, den eneste autentiske ba´atisme, hvis legitime ledelse regerer i Irak.

ALF accepterer en palæstinensisk delstat på Vestbredden og i Gaza som en overgangsløsning på vej til en fuldstændig befriet, sekulær og demokratisk palæstinensisk stat, hvor alle - inklusiv jøderne - har de samme rettigheder.

Der lever kun ganske få palæstinensere i Irak, og der findes heller ingen palæstinensiske flygtningelejre i landet. Af den grund har ALF aldrig opnået den samme betydning i Irak som as-Sa`iqa har i Syrien, skønt ALF modtager massiv økonomisk og militær støtte fra den irakiske regerings side.

• Palæstinensisk folkekampfront - PSF

En af de ældste og samtidig mindste organisationer i PLO er Den Palæstinensiske Folkekampfront - PSF, hvis formand er Samir Ghusa. PSF blev dannet i juli 1967, kort efter de arabiske stater havde lidt nederlag i juni-krigen. PSF hører til de få palæstinensiske organisationer, som blev dannet i de områder, Israel besatte i 1967.

PSF koncentrede i lang tid sit politiske virke i Gaza og på Vestbredden.
Den 24. december 1967 gennemførte PSF sin første militære aktion i Bet Lahm (Bethlehem). Senere opbyggede PSF et netværk af militære træningslejre i Jordan. Folkekampfronten er ifølge egen politisk selvforståelse ikke en marxistisk, men en demokratisk, national organisation, hvis teoretiske grundlag er inspireret af den videnskabelige socialisme.

PSF ser det som sin hovedopgave at kæmpe mod besættelsesmagten og befri Palæstina. Først derefter er det muligt at udvikle specifikke samfundsformer. PSF kæmper for et demokratisk, sekulært Palæstina for alle folkeslag og mener, at det er zionismens undertrykkende, reaktionære karakter - og ikke jødernes religion - som er konfliktens samfundsmæssig årsag i Palæstina.

PSFs formand Samir Ghusha har været arbejdsminister i Yassir Arafats selvstyre indtil august 1998. En parti-intern uenighed om demokratisering og fornyelse af de politiske perspektiver har i løbet af 90´erne ført til en splittelse af organisationen. Mens Samir Ghusas fløj i PSF agerer udfra Gaza, er den anden fløj flyttet til Damaskus.

 ___________

FEMTE DEL:

• DEN PALÆSTINENSISKE VENSTREFLØJ OG OSLO-AFTALEN

Fredskonferencen i Madrid den 30. oktober 1991 mellem PLOs ledelse og det israelske socialdemokrati Mapai endte uden synlige resultater. Resultatløs blev også de efterfølgende ti forhandlingsrunder i Washington.

Derfor var overraskelsen stor, da PLO og det israelske socialdemokrati efter lange og hemmelige forhandlingsmøder i Oslo, 13. september 1993 offentliggjorde en fælles overenskomst - den såkaldte "Declaration of Principles".

Hovedpunkterne i denne aftale var oprettelsen af et begrænset palæstinensisk selvstyre i de besatte områder Gaza og Ariha (Jeriko). Desuden midlertidig etablering af en palæstinensisk autonom central-administration samt en gensidig anerkendelse. Inden 1996 skulle forhandlingerne forsætte og behandle samtlige vitale spørgsmål vedrørende situationen i Palæstina.

Først og fremmest afklaring af den fremtidige status for de besatte områder samt Østjerusalem, løsning af flygtningespørgsmålet for de omkring 1.233.000 palæstinensere, der lever som flygtninge i de besatte områder [8] og endelig en grænsetrækning mellem staten Israel og det fremtidige palæstinensiske statsterritorium.

I den såkaldte Oslo-II-aftale besluttede PLO og Israel den 9. august 1995 i Oslo, at Israels militær skulle trække sig tilbage fra flere steder i de besatte områder Israel etablerede med sin differentierede tilbagetrækningsmodel et kompliceret forvaltningssystem i Palæstina og umuliggjorde udviklingen af en fungerende, sammenhængende samfundsstruktur i de palæstinensiske selvstyreområder. De palæstinensiske selvstyreområder består således af:
De såkaldte A-zoner - små tætte zoner omkring de store palæstinensiske byer. De udgør 18 procent af Vestbredden, og er under suveræn palæstinensisk kontrol. Dertil kommer de såkaldte B-zoner, som dækker de noget større landdistrikter og er under delt israelsk-palæstinensisk kontrol.
Endelig er der de såkaldte C-zoner, der udgør 60 procent af Vestbredden, og som er under fuldstændig israelsk kontrol. [9] . Resultatet blev et geopolitisk »kludetæppe«, som gjorde det umuligt at udvikle en sammenhængende palæstinensisk infrastruktur.

• ...og alliancen med fundamentalisterne

De palæstinensisk-israelske forhandlinger i Oslo styrtede PLO ud i sin historisk set dybeste krise. Allerede 9. oktober 1993 vendte en »Alliance af Palæstinensiske Kræfter« (Tahaluf al-Quwa l-Filastiniya) sig til offentligheden med en fælleserklæring, der afviste Oslo-aftalen.

Alle kendte oppositionsgrupper samledes i denne alliance [10] . Januar 1994 præsenterede alliancen et fælles program, hvori de opfordrede til kamp mod aftalen med Israel, og fremhævede det palæstinensiske folks nationale ret til sit land i fulstændig uafhængighed. Palæstina-problemet er et palæstinensisk og islamisk anliggende, udtalte alliancen, og understregede, at løsningen ligger i fortsat væbnet kamp og en videreførelse af »jihad«.

Skønt alliancens organisationer stadig væk anså PLO for at være det palæstinensiske folks legitime repræsentant, undsagde de samtidigt PLO-ledelsen enhver legitimitet. Alliancen erklærede, at de ville boykotte samtlige instanser og institutioner, som er med til at omsætte Oslo-aftalen til praksis i de palæstinensiske områder. Derudover opfordredes til boykot af valg til de selvstyrende organer og til at nægte ethvert samarbejde med de institutioner, hvor Yassir Arafats al-Fatah deltager. (PFLPs avis al-Hadaf, nr.1175, 23.1.1994).

Erklæringen var tydeligt præget af de islamisk-fundamentalistiske kræfters ind-flydelse, og dette vakte forundring blandt den internationale venstrefløj - især i kvindebevægelsen. Indtil da havde især PFLP og DFLP altid advaret mod en islamisk-fundamentalistisk dominans - især fra Hamas.

Ledende medlemmer af PFLP og DFLP havde utallige gange slået fast, at deres kamp for en ikke-religiøs, demokratisk, palæstinensisk stat var uforenlig med Hamas´ forestillinger om et fremtidigt Palæstina. Af netop denne grund opstillede PFLP og DFLP flere gange sammen med Al-Fatah på fælles lister, f.eks. ved valg til studenterparlamentet.

Dette forandrede sig dog efter forhandlingerne i Madrid. Den største del af venstrefløjen mente, at kampen imod tilnærmelsen mellem den israelske stat og de palæstinensiske politiske ledere var vigtigere end de ideologiske uenigheder med de islamiske fundamentalister. Ifølge PFLPs ledende personlighed George Habash er den mest presserende opgave at sørge for, at USAs delingsplan for Palæstina mislykkes.

• Feministiske protester

Mange af de palæstinensiske feminister, som var aktive i PFLP og DFLP, forlod disse organisationer i protest mod deres samarbejde med fundamentalisterne. De ville ikke acceptere, at deres kamp mod kvindeundertrykkelse blev ofret til fordel for nationale interesser. Uenighederne indenfor

»Alliancen af Palæstinensiske Kræfter« brød ud mellem PFLP, DFLP og fundamentalisterne, da det blev klart, at alliancen ikke formåede at påvirke Yassir Arafats forsoningskurs overfor Israel.

Da højrefløjen i Israel, under Netanjahus Likud-dominerede blok, vandt valget, mente venstrefløjen, at det nu var blevet nødvendigt med enhed blandt alle palæstinensiske kræfter, inklusiv Al-Fatah, for at danne modvægt mod højreskredet i Israel. Dette førte til brud mellem de dominerende fundamentalistiske kræfter i alliancen og PFLP samt DFLP.

• Det palæstinensiske selvstyre

Indtil den israelske hærs angreb på Vestbredden for nylig og den systematiske ødelæggelse af palæstinensernes infrastruktur, har selvstyret administreret et geografisk "kludetæppe". Det var vanskeligt at færdes mellem de forskellige små selvstyre-områder uden at være udsat for chikane ved de mange israelske »grænse«-checkpoints. Levestandarden for palæstinenserne er siden slutningen af 90´erne sunket mærkbart, og især i Gaza kæmper befolkningen en daglig økonomisk eksistenskamp.

Mens Israel og palæstinenserne løbende har forhandlet om palæstinensernes selvbestemmelse, om flygtningenes og Jerusalems status, har de skiftende israelske regeringer fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden.
Fra 1993 til i dag er antallet af bosættere steget fra 100.000 til 200.000. Israel har udviklet sit eget omfattende system af såkaldte bypass-roads, et USA-finansieret vejnet, der har delt Vestbredden i dusinvis af små områder, som palæstinenserne er fanget i.

• Det palæstinensiske selvstyres bureaukrati

Under disse betingelser, som er blevet forværret katastrofalt efter Israels militære angreb de sidste uger, har Yassir Arafat opretholdt sit autokratiske mini-regime. Der falder ingen afgørelser i selvstyreadministrationen uden hans samtykke. Korruption, opportunisme og rygklapperi florerer uhæmmet.

Palæstinensiske medier, såvel den trykte presse som tv- og radiostationer, der beretter om misforholdene, kæmper konstant mod forsøg på censur. Redaktionerne får instrukser om ikke at formidle oppositionelle og kritiske politikeres og intellektuelles meninger. Journalister og redaktører, som handler imod selvstyre-administrationens henstillinger, risikerer anholdelse, voldelige overfald og anden chikane.

Den palæstinensiske venstrefløj står idag i opposition til såvel al-Fatahs bureaukratiske, udemokratiske og korrupte magtpolitik samt til de islamisk-fundamentalistiske strømninger med ekstremt kvindefjendske og reaktionære, arkaiske holdninger. Resultatet er blevet, at venstrefløjen fører en opslidende kompromis-politik i spændingsfeltet mellem begrænset samarbejde med og kritik af det palæstinensiske selvstyre.

Idag står venstrefløjen midt i den anden intifada, som på mange måder adskiller sig fra intifadaen i 1987. Al-Fatah har i efteråret 2001 udstedt forbud mod PFLPs væbnede fløj og fængslet ledende PFLP-aktivister på baggrund af PFLPs attentat mod den israelske turistminister.

Forholdet mellem de to organisationer er derfor tydeligt rystet. Det afholder dog ikke aktivisterne fra de to organisationer i at kæmpe sammen mod den israelske besættelsesmagt.

Om den palæstinensiske venstrefløj formår at genvinde tidligere tiders indflydelse er uvist. Det afhænger i høj grad af, om den i praksis endelig vil prioritere kampen for kvindernes frigørelse, om den i realiteten vil være de palæstinensiske flygtninges stemme, og om den konsekvent vil bekæmpe brud på menneskerettigheder, korruption og magtmisbrug indenfor det palæstinensiske selvstyre.

Ikke mindst afhænger det af, om venstrefløjen kan tegne anti-kapitalistiske fælles perspektiver for en retfærdigt fred og for en fredelig sameksistens mellem israelerne og palæstinenserne. Enten i én fælles palæstinensisk føderation eller i to opdelte statsstrukturer.
_________

Litteraturliste

• Helga Baumgarten: The PLO in the Palestinian Uprising , Nasser, Bir Zeit Universitetet, 1990.
• John Bunzl: Israel, Palästina, Klasse, Nation und Befreiung im Nahostkonflikt, Junius-Verlag,Hamburg 1990
• Rita Giacaman: Palestinian Women and Development in the Occupied West Bank, Bir Zeit 1982
• Rita Giacaman: Reflections on the Palestinian Womens Movement in the Occupied Territories, Bir Zeit 1994
• Elisabeth Coleman: Mitgekämpft, doch nicht gewonnen. Palästinensische Frauen, Überblick nr.4, 1995
• George Habash: Krise der palästinensischen Revolution. aus: Dar al-Farabi,1985
• Gerrit Hoekmann: Zwischen Ölzweig und Kalaschnikow, Unrast-Verlag 1999
• - Itimad Musa: The War against Palestine, Democratic Palestine, nr. 43,jan/feb.1991
• John Amos: Palestinian Resistance, Pergamon, New York 1990
• Edward Said: Zionismus und palästinensiche Selbstbestimmung, Klett-Verlag, Stuttgart

Litteratur om Palæstina på dansk

________________________________

Artiklerne er oprindelig skrevet i 2002 af folk fra autonom infoservice,  rådgivet af palæstinensiske kammerater

• * Palæstinas tragedie - En gennemgang af Israel-Palæstina konfliktens historie, skrevet af nogle autonome

Noter 

[1] al-Fatah er PLOs mainstream. Dannet i slutningen af 50`erne i Kuwait. Al-Fatah er en uafhængig, palæstinensisk national befrielsesbevægelse. Dens væbnede fløj er Al-Asifa (orkanen). Al-Fatahs mål er oprettelsen af en sekulær, demokratisk stat i Palæstina, hvor alle religioner side om side kan leve sammen i fred. Bevægelsen, som udgør flertallet i PLO, bygger på en national enhed af palæstinenserne og tager ikke højde for de indbyrdes sociale klasseskel. Al-Fatah betragtes af den palæstinensiske venstrefløj som en konservativ politisk repræsentant for det palæstinensiske borgerskab. De tidligere eksisterende progressive fløje har forlængst forladt organisationen. I dag står uenighederne indenfor al-Fatah mellem de, som tilstræber et ét-parti-statssystem og de, som går ind for en slags borgerlig-demokratisk struktur i en kommende palæstinensisk stat. Al-Fatah anser en to-statsløsning som den mest realistiske strategi. I slutningen af 90`erne havde organisationen en tilslutning på omkring 43 % af palæstinensrne i de besatte områder, på trods af at omkring 62,7% af palæstinenserne samtidigt betegnede selvstyremyndighederne for korrupte...

 

[2] Jihad al-Islami (Islamsk Hellig Krig) .I omkring 20 år udgjorde den palæstinensiske venstrefløj rygraden i den intern-palæstinensiske opposition mod al-Fatahs dominerende rolle i PLO. Denne rolle har de islamisk- fundamentalistiske organisationer nu overtaget. Jihad al-Islami, som er en splittelse fra muslimbroderskabet, opfatter sig ikke som massebevægelse, men som en "avantgarde af den islamiske revolution". Gruppen består hovedsagligt af dannede unge palæstinensere fra proletariske sociale forhold. Deres store forbillede er den iranske Ayatollah Khomeini, som døde i 1989. Skønt Jihads medlemmer er fra den sunnitiske trosretning i Islam, orienterer organisationen sig til de shiitiske magthavere i Iran og får betydelig økonomisk støtte derfra. Jihad al-Islami har taget ansvar for en stor del af de aktuelle selvmordsattentater mod israelske civile og soldater. Jihad anser zionismen for at være et brohoved for det ugudelige Vesten.

 

[3] Hamas - Islamisk Modstandsbevægelse ( betyder på arabisk "begejstring") har eksisteret i omkring 15 år og er i løbet af denne tid blevet den største konkurrent for den palæstinensiske venstrefløj i Gaza og på Vestbredden. Samtidigt er Hamas en farlig modstander for Israel, idet organisationen kan mobilisere et stort potentiale af aktivister, der er villige til at gennemføre selvmordsaktioner. Paradoksalt nok gav det israelske sikkerhedsapparat midt i 70`erne økonomisk støtte til Hamas og andre islamiske fundamentalister (f.eks. Ikhwan-broderskabet) Dette gjorde Israel for at skabe en modvægt til PLO og for at svække den palæstinensiske venstrefløj. Da pan-arabismen mistede sin tiltrækningskraft og den islamiske revolution sejrede i Iran, radikaliserede de islamiske kredse sig og fik stor indflydelse i dele af den palæstinensiske befolkning. Stik mod de israelske strategers vurderinger, angreb Hamas nu ikke bare venstreorienterede aktivister, men vendte sig i kølvandet af intifadaens udbrud også mod Israel selv.
Med et udbredt socialt netværk og et militant og sammentømret modstandsmiljø præsenterer Hamas sig som et attraktivt og aktionistisk fællesskab overfor den palæstinensiske ungdom. På mange højere læreanstalter får Hamas flertal ved valg til studenterparlamentet. På seks ud af syv universiteter er Hamas således den dominerende politiske kraft.
I modsætning til Jihad, gennemfører Hamas også aktioner mod personer og institutioner, som gælder for at være venstreorienteret. Overfald på kvinder uden slør og på kendte feminister, samt på venstrefløjs-demonstrationer er daglige fænomener. Hamas skelner ikke mellem jøder og zionister og deres forhold til PLO er meget uberegneligt og omskifteligt. Hamas væbnede formation " Brigade martyrer Izz ad-Din al-Qassam " har taget ansvaret for de fleste nyere selvmordsattentater mod jødiske civile.

 

[4] Oprindeligt blev "Frelsesfronten " etableret i midten af 80´erne for at organisere de, som var i opposition til PLO-flertallet og Arafats kurs. Organisationerne bag "Frelsesfronten" var : PFLP-GC, al-Saiqa, samt nogle mindre palæstinensiske organisationer. Alle var de politisk orienteret til Syrien. PFLP tilsluttede sig denne PLO-opposition og udløste dermed en heftig intern strid indenfor organisationen.

 

[5] Især i 70'erne havde PFLP tætte kontakter til byguerillaorganisationer som Tupamaros (Uruguay), IRA og ETA, RAF, Revolutionäre Zellen - rz , og 2.Juni-Bewegung i Vesttyskland , Brigate Rosse i Italien, Japans Røde Hær. etc. Mange af aktivisterne fik i PFLPs træningslejre en mindre militæruddannelse. Mange af PFLPs aktioner i udlandet gennemførtes sammen med aktivister fra bl.a. disse revolutionære organisationer.

 

[6] I september 1970 angreb kong Husseins beduinhær de palæstinensiske organisationer for at drive dem ud af Jordan. PLO var på dette tidspunkt blevet en ukontrollerbar og velorganiseret bevægelse i landet, som truede kong Husseins magtpositioner. Både Israel og USA støttede kong Hussein med militærteknologi og know-how. Den jordanske hær bombarderede de palæstinensiske flygtningelejre og myrdede tilfangetagne palæstinensiske fedayin på stedet. Ifølge palæstinensiske kilder blev omkring 20.000 palæstinensere, hvoraf de fleste var , dræbt af den jordanske hær, mens de arabiske stater passivt så til. Kun Syriens ba`ath-parti prøvede forgæves at komme de trængte palæstinensere til undsætning. Derefter flyttede PLOs hovedkvartér og guerillaorganisationer til Libanon.

 

[7] Det politiske styrkeforhold blandt palæstinenserne i de besatte områder er målt i en undersøgelse fra 1997/98 og oplysningerne kan derfor være relativt forældede, men er som tendens interessant nok : Ifølge en meningsmåling foretaget af det " Palæstinensiske centrum for studier og forskning", ville Yassir Arafat ved et direkte præsidentvalg i Palæstina få 62 % af stemmerne, mens Hamas kanditat shejk Yassin kun ville få 2,6 % af stemmerne. Det overraskende er, at omkring 44% af Hamas tilhængere ville stemme på Arafat som præsident. Ved et palæstinensisk parlamentsvalg ville stemmerne iflg. undersøgelsen have fordelt sig på følgende måde : Al-Fatah: 43 %, Hamas: 11,9%, PFLP: 4,1%, Jihad: 2.1%, PPP: 1%. Samtidigt mente hele 62,7%, at den palæstinensiske selvstyre-administration var korrupt...

 

[8] Palæstinensiske flygtninge i og udenfor Palæstina i forhold til det samlede indbyggertal: Vestbredden 1.150.000, Gaza: 795.000, Israel 785.000 (nu knap under en million), ialt ca. 2 730.000, heraf flygtninge 1.232.403. Antal palæstinensere, der lever i eksil: 3.435.000 ( idag næsten 4 millioner) - heraf udenfor den arabiske verden: 450.000 (Oplysningerne er fra Center for Policy Analysis on Palestinian, 1997).

 

[9] Selvom A-, B- og C-zonerne var tænkt som en overgangsordning, er de nu blevet permanente, og Israels ledelse har opbygget et omfattende, bureaukratisk system af tilladelser og begrænsninger for palæstinenserne der bevæger sig fra A til B til C og ind i Israel. (Jeff Halper i pjecen »Menneskerettighederne i Palæstina«, Mediefabrikken 2001).

 

[10] Bestående af:  PFLP, DFLP, PFLP-GC, As-Sa`iqa, Fatah-Intifada, PLF, PSF, Hamas, Jihad al-Islami.