Rosa Luxemburg blev født d. 5. marts 1871 i den lille by Zamosc i Polen. Hun var en af den tyske venstrefløjs mest markante personligheder.

Den 15. januar 1919 om aftenen blev Rosa Luxemburg anholdt og henrettet af  højreekstremistiske frikorps-soldater. Hendes lig blev kastet i Berlins Landwehrkanal. 

• Hvem var Rosa Luxemburg og hvad kæmpede hun for?

Da Rosa Luxemburg blev ført ud gennem hotel Edens hovedindgang, ventede en højreekstremistisk frikorpssoldat ved navn Otto Runge foran døren. Den ansvarlige befalingsmand ved navn Petri havde umiddelbart før givet ordre til, at Rosa Luxemburg under ingen omstændigheder måtte nå levende frem til fængslet.

Da Rosa gik ud gennem døren, slog Runge hende to gange i hovedet, så hun sank om. Overløjtnant Vogel, der var ansvarlig for transporten, gjorde intet imod det. Soldaterne skubbede Rosa ind i vognen.

Da den kørte afsted, sprang en mand op bagfra og slog hende i hovedet med en tung genstand. Undervejs satte overløjtnant Vogel sin pistol mod Rosas hovede og skød.
Ved Landwehrkanalen stod en gruppe soldater. Vognen standsede og soldaterne smed liget af Rosa i kanalens mørke vand.

Således døde Rosa Luxemburg - en af den tyske venstrefløjs mest markante personligheder ....   

_________________

Fra Zamosc til Zürich
Rosa Luxemburg blev født den 5. marts 1871
i den lille by Zamosc i den russiske del af Polen. 

Nogle år efter hendes fødsel flyttede hele familien - en jødisk købmandsfamilie - til Warszawa. Her blev hun senere optaget på et pigegymnasium, som var åbent for elever med jødisk oprindelse.
Rosa voksede op i en tryg familiekreds, hvor der overvejende blev talt polsk, og hvor andre sprog, religioner og kulturer havde familiens store interesse.
Især det tyske sprog og litteratur spillede en central rolle i Rosa Luxemburgs ungdom. På trods af den strenge censur skaffede hendes frisindede far i al hemmelighed udenlandske aviser, som blev læst og diskuteret i hele familien. 

 

Den første illegale aktivitet

I gymnasietiden tilhørte Rosa Luxemburg en gruppe elever og studenter, som indgående læste de publikationer, der blev udgivet af det socialrevolutionære parti "Proletariat".
Partiet, der blev dannet i efteråret 1882 i Warszawa af den landskendte socialist Ludwik Warynskis, var marxistisk orienteret. "Proletariat" opfordrede til kamp mod borgerskabet og mod tsarismen og mente, at grundlaget for denne kamp måtte være en tæt alliance med arbejderklassen i andre lande, først og fremmest med det russiske proletariat.
Knust af den zaristiske politi - og justitsapparat
Partiet udgav i Polen undergrundsavisen “Proletariat” og i eksil i Schweiz avisene   "Przedswit”  (Morgengry) og “Walka Klas” (Klassekamp), der blev smuglet ind landet og solgt illegalt. 'Proletariat - partiet' blev i årene 1883/84 alvorligt svækket på grund af talrige fængslinger af dets aktivister. I 1886 blev partiet definitivt knust af den zaristiske politi- og justitsapparat.
I 1887/88 forsøgte unge polske socialister at genopbygge 'Proletariatpartiet' igen. Det var på dette tidspunkt, at Rosa Luxemburg som 17-årig sluttede sig til disse oprørsmiljøer.
Flugten til Schweiz 

I vintermånederne 1888/89 satte en ny kriminaliseringsbølge ind og Rosa Luxemburg måtte søge tilflugt på landet. I foråret 1889 krydsede hun illegalt grænsen og tog til Zürich. Beslutningen om at gå i politisk eksil var på ingen måde let, men hun opfattede det som et vigtigt skridt fremad i hendes emancipation som kvinde.

I hendes eget land var det ikke muligt for kvinder at gå på universitetet, men i Schweiz fik hun chancen og påbegyndte et studium på universitetet i Zürich.

Hun læste naturvidenskab, zoologi og nogle år senere nationaløkonomi. Hun havde en særlig interesse for den klassiske politiske økonomi og studerede de økonomiske teorier af bl.a. Adam Smith, David Ricardo og ikke mindst Karl Marx’s “Das Kapital”.

• Doktortitel for socialistisk afhandling

1897 afsluttede Rosa Luxemburg sit studium som doktor i offentlig ret. I den forbindelse skrev hun den 5.maj 1897 til Boris Kritshjewski - en russisk ven :

“...Iøvrigt kan De gratulere mig med min doktortitel, som jeg har erhvervet mig for to uger siden. Et interessant kuriosum: Jeg har skrevet en socialistisk afhandling om "Polens industrielle udvikling", og dette blev med stor ros anerkendt af professor Julius Wolf! Dette var et gaudium!”.

Julius Wolf var en anerkendt borgerlig nationaløkonom, universitetsprofessor og forfatter til en del politisk-økonomiske værker.

• Kampen mod reformismen

Politisk tog Rosa Luxemburg straks fat i den daværende kontrovers, som rasede indenfor det tyske socialdemokrati (SPD). Man diskuterede ivrigt partiets fremtrædende teoretiker Eduard Bernsteins bog “Socialismens forudsætninger”.

I denne bog fremførte han påstanden om, at kapitalismen havde forandret sig, frigjort sig fra sine krisetendenser og var inde i en fredelig og prospirerende udviklingsproces, som muliggjorde en forsoning mellem de hidtidige klassemæssige modsætninger.

Bernstein krævede, at Socialdemokratiet skulle opgive den revolutionære kamp for socialisme og istedet for satse på sociale reformkrav, der kunne forandre det kapitalistiske samfund i en socialistisk retning.

Socialdemokratiet stopper strejkebølge

I 1907 blev Rosa Luxemburg lærer i politisk økonomi på Socialdemokratiets centrale partiskole.
Hendes referencer strækker sig fra antikkens klassikere, til de væsentlige repræsentanter for den borgerlige nationaløkonomi, til samtlige socialistiske teoretikere fra de tidlige utopiske socialister til Marx, Engels, og frem til de daværende socialistiske sociologer, etnografer og kulturhistorikere.
Rosa Luxemburgs mange vidtfavnende og lærde foredrag danner grundlaget for hendes værk “Indføring i Nationaløkonomien”, som dog først udkom i 1924 - fem år efter hendes død. Værket forblev ufuldstændigt, da kun en del af forelæsnings manuskripterne blev fundet i hendes efterladenskaber.

I 1910 genopblussede strejker og demonstrationer. Først og fremmest for kravene om afskaffelse af den såkaldte tre-klasse-valgret og indføring af almindelig og ligeberretiget valgret for alle.

Socialdemokratiets kapitulation

I Berlin demonstrerede 100.000 mennesker for kravene og i talrige tyske byer i Kejserriget kom det til blodige konfrontationer mellem demonstranter og politi. For Rosa Luxemburg anskueliggjorde situationen,

"... at det var umuligt at forandre det preussiske valgsystem med parlamentariske midler. Kun direkte masseaktioner i hele landet kunne frembringe forandringer."

Men pludselig blev bevægelsen standset. Den socialdemokratiske partiledelse havde i en hemmelig rundskrivelse til partiets ansvarlige forbudt kampagnens fortsættelse.
Karl Kautsky, som på dette tidspunkt var partiets mest anerkendte teoretiker, vendte sig nu åbent mod Rosa Luxemburg og den offentligt førte diskussion om massestrejkernes rolle og perspektiver. Kautsky afviste ligeledes kravet om afskaffelse af Kejserriget og kampen for indførelse af republikken.

For at dæmpe venstrefløjens og arbejderaktivisternes kritik og oprør mod ledelsens udemokratisk gennemførte politiske retræte, appelerede de socialdemokratiske ledere til partiets enhed og til opslutning omkring bestræbelserne på at vinde det næste rigsdags-valg.  

• Feministen Clara Zetkin

Socialdemokratiets grand old woman - feministen Clara Zetkin svarede vredt på denne afsporing af klassekampen:

“For hvilken pris og på hvilket grundlag ønsker vi enhed? Vil vi have den, når vi går til højre på kompromissernes kviksølv...., eller vil vi have enhed på de principielle holdningers granitsten, som Socialdemokratiet indtil nu har stået på, og som det stadig vil forblive stående på, HVIS partiet vil være det, som det indtil nu har været: et politisk udtryk, en politisk organisation for den kæmpende, revolutionære arbejder- klasse!”

Den efterfølgende partikongres i Magdeburg gav ingen klar anvisning på og politiske vurderinger af de presserende spørgsmål. En generel usikkerhed om omfanget af uenighederne mellem partiets venstrefløj, midterfløj og højrefløj i kampen om den politiske kurs, samt frygten for splittelse, betød at partiet blev handlingslammet og ude af stand til at tage afgørende beslutninger om den politiske linje fremover.

• Rosa Luxemburgs imperialisme-analyse

På tærsklen til 1.Verdenskrig færdiggjorde Rosa sit økonomiske hovedværk om imperialisme, “Kapitalens Akkumulation - et bidrag til imperialismens økonomiske forklaring”. Den udkom i første omgang i 2000 eksemplarer på det socialdemokratiske forlag “Vorwärts” (Fremad) - og satte straks gemytterne i kog.

Rosa Luxemburg mente, at det vigtigste kendetegn ved imperialismens væsen var udbredelsen af kapitalens magtstrukturer fra de gamle, kapitalistiske kernelande til nye områder samt kapitalens indbyrdes økonomiske og politiske konkurrencekamp om disse områder.

I forlængelse heraf definerede hun imperialismen som politisk udtryk for kapital-akkumulationsprocessens realisering af ekstraprofitter (“surplusprofit”) og som udtryk for kapitalens bestræbelser på at underlægge sig resterne af de ikke-kapitalistiske miljøer og områder i verden. Hun beskriver denne proces på følgende måde: 

“Akkumulationen er ikke kun et indre forhold imellem den kapitalistiske økonomis industrigrene, men først og fremmest et forhold mellem kapitalen og det ikke-kapitalistiske miljø, hvori begge produktionens to grene delvis på egen hånd kan gennemføre akkumulationsprocessen uafhængig af den anden, hvorved deres bevægelser krydser hinanden og filtres sammen hele tiden. 
De indviklede relationer, som opstår heraf - forskellighed i tempo og i akkumulationsgangens retning hos begge sektorer, deres tingslige og værdimæssige sammenhænge med ikke-kapitalistiske produktionsformer - kommer ikke til udtryk i et eksakt skema...”

Lenins malplacerede kommentar

Rosa Luxemburgs beskrivelse af imperialismens menneskelige omkostninger, som hun er ene om at påpege, fik Lenin til at komme med følgende kommentar:

• “Beskrivelsen af negrenes lidelser i Sydafrika er skrigende, grel - og meningsløs. Og fremfor alt umarxistisk.”

På trods af en delvis massiv kritik fra andre marxistiske teoretikere som for eksempel den østrigske austromarxist Otto Bauer, rådskommunisten Anton Pannekoek, Nikolai Bucharin, Henryk Grossmann, etc., var Rosa Luxemburgs værk uden tvivl det mest radikale forsøg på en nyformulering og videreudvikling af kritikken af kapitalens system set i global målestok og i lyset af den ny tidsalder. Især hvad angår de ikke-kapitalistiske områders økonomiske effekt på kapitalens stabilitet.

Sådan vurderede de fleste venstreorienterede politiske kommentatorer Rosa Luxemburgs hovedværk. I over 100 anmeldelser alene i de socialdemokratiske medier blev hendes analyser gennemgående rost og anbefalet som kildemateriale for diverse skolingskurser i arbejderbevægelsen.

Den palæstinensisk-engelske revolutionære marxist Tony Cliff  (1917-2000) skrev om “Kapitalens akkumulation” i sin politiske Rosa Luxemburg biografi: "... Desuden er Rosa Luxemburgs bidrag til den marxistiske økonomiske analyse - om man er enig med hende eller ej - et af de vigtigste, hvis ikke det vigtigste siden Marx’s “Kapitalen."

• Højrefløjen overtager magten i Socialdemokratiet

På Socialdemokratiets partimøde for delegerede den 15.september 1913 udkæmpede Rosa Luxemburg en heftig kontrovers med stort set hele partiets ledelse og specielt med Karl Kautsky og højresocialdemokraten Philip Scheidemann. Denne kontrovers drejede sig om spørgsmålet om generalstrejken som offensiv kampform mod de tiltag der førte i retning af verdenskrigen.

Hun blev bl.a. støttet af feministen Clara Zetkin, Franz Mehring, Karl Liebknecht , Hugo Eberlein, m.fl.. Allesammen tilknyttet partiets venstrefløj. Sidstnævnte var søn af Wilhem Liebknecht, som sammen med August Bebel m.fl. grundlagde det tyske Socialdemokrati.

Venstrefløjens positioner samlede et stærkt mindretal på 142 delegerede.
Flertallet på omkring 333 delegerede stemte imidlertid for partiledelsens parlamentariske samarbejdspolitik med de tyske nationale kræfter.
Derudover stemte et flertal af de delegerede også imod venstrefløjens lidenskabelige modstand imod en fortsat finansiering af krigsoprustningen. SPD’s politiske højreskred blev yderligere bekræftet ved valget af højrefløjsrepræsentanten Friedrich Eberts og den moderate Hugo Haase som efterfølgere til partiformanden August Bebel, der var død kort tid forinden.

• Karl Liebknecht

Den 2. september 1914 stemtes der for anden gang for krigsbevillingerne og Socialdemokratiets venstrefløj håbede på, at de kritiske socialdemokratiske parlamentsmedlemmer denne gang ville stemme imod og dermed sige nej til krig. Men deres forudgående anstrengelser viste sig at være omsonst. 
Kun Karl Liebknecht stemte som det eneste parlaments- medlem imod krigsbevillingerne og imod krigen!

"Gruppe Internationale"

Dette modige skridt mod strømmen havde imidlertid en effekt i befolkningen. På denne måde gennembrød han diktatet om det “patriotiske fællesskab” og gav Tysklands spredte krigsmodstandere en stemme. Især unge social- demokrater følte sig repræsenteret af Karl Liebknecht.
Det var dem, som dannede basis for dannelsen af “Gruppe Internationale” indenfor Socialdemokratiet - forløberen til “Spartakusbund”. De udgav et marxistisk tidsskrift ved navn “Die Internationale”, der illegalt udkom i 5.000 eksemplarer.

Anholdt og fængslet

Den 18.februar 1915 blev Rosa Luxemburg anholdt og overført til kvindefængslet i Berlin, hvor hun afsonede den ene fængselsdom på et år og to måneder. Den 21.december 1915 fandt den tredje afstemning om fortsatte krigsbevillinger sted. Da var billedet allerede et andet.

Krigens barbari var blevet realitet, proletarerne slagtede hinanden for de respektive borgerskabs interesser. Det bevægede bl.a. kendte socialdemokrater fra partiets politiske midterfløj som Bernstein, Ledebour, Haase, m.fl. til at stemme mod den fortsatte økonomiske støtte til krigen. Derudover var mange af dem bange for, at Tysklands grænser var truet...

Myndighederne forsøgte målrettet at smadre de socialistiske krigsmodstanderes strukturer. Mange af de unge og mest aktive internationalister blev hurtigt indrullet i kejserhæren. Også Karl Liebknecht blev sendt til fronten.

Andre som Clara Zetkin, Franz Mehring, Poul Levi, Fanny Jezierska, Marta Rosenbaum, Hugo Eberlein, Käte Duncker, Wilhem Piek, Berta Thalheimer og mange flere blev anklaget for højforræderi og chikaneret for deres aktive medlemsskab i Gruppe Internationale. De gik under jorden, blev “alvorligt syge”, eller flyttede rundt i det kaotiske krigstyskland, og var derfor ikke til disposition for anklagemyndighederne.
                       ______________________ 
              “Socialdemokratiets krise”

I april 1915 skrev Rosa Luxemburg en pjece med titlen “ Socialdemokratiets krise”, som var et kritisk opgør med Socialdemokratiets politik. I denne pjece skitserede hun i et særskilt kapitel det internationale Socialdemokratis opgaver efter sammenbruddet af 2. Internationale.

Rosa Luxemburg analyserer i dette skrift verdenskrigens samfundsmæssige årsager. Specielt med fokus på den tyske imperialismes ansvar for krigens udbrud og forløb.
Lenin hilste Rosa Luxemburgs analyse, som hun skrev under hendes fængselsophold, velkommen.

Han kritiserede hendes imperialismeopfattelse, hendes antikrigsprogram m.v. - for derefter at afslutte med at betegne pjecen “Socialdemokratiets krise” som et "i det store og hele udemærket marxistisk arbejde”.

Bruddet med Socialdemokratiet

I begyndelsen af januar 1916 mødes ledende aktivister og repræsentanter fra krigsmodstanden for at diskutere et oppositionelt grundlag for venstrefløjen. Til dette møde samledes aktivister, hvoraf mange senere kom til at spille en vigtig rolle indenfor den kommunistiske bevægelse i Tyskland, indtil den blev smadret af det fascistiske terror-regime i 1933:
Bl.a. Käte Duncker, Hugo Eberlein, Wilhem Pieck, Johann Knief, Karl Liebknecht, Otto Rühle, August og Bertha Thalheimer, Rudolf Lindau, Frany Mehring, Ernst Mezer, Julian Marchlewski, Carl Minster, etc.
Der var enighed om, at grundlaget ikke absolut måtte sigte på så stor enhed som mulig, men derimod på optimal politisk klarhed. På trods af større kritiske diskussioner om bl.a. manglen på et mere konkret aktionsprogram, blev grundlaget vedtaget og offentliggjort i gruppens info-blad “Spartakusbrief nr. 2”.

Zimmerwald konferencen

Med dette internationalistiske grundlag deltog Bertha Thalheimer som repræsentant for “Gruppe Internationale” på en international konference i Schweiz - den såkaldte “Zimmerwald-konference”.  

Konferencen, som russiske revolutionære, deriblandt Lenin, Trotskij, Radek og Kollontai, havde taget initiativ til, skulle danne grundlag for en ny Internationale: Den senere Kommunistiske Internationale - Komintern, eller 3. Internationale.

• "Gruppe Internationale" (senere "Spartakusbund")

Den 27. januar 1916 tog “Gruppe Internationale” navnet “ Spartakus” og startede udgivelsen af “Politische Briefe” ( Politiske Breve ). Gruppen blev hurtigt kendt som “Spartakusgruppe”, den senere organisation “Spartakusbund”.
Gruppen knyttede kontakter til mange sympatiserende grupper og enkeltpersoner i de fleste større tyske byer og Spartakusgruppens publikationer og løbeseddelaktioner bredte sig således hastigt over hele landet.
_________________________

Anti-krigsdemonstrationerne

I februar 1916 blev Rosa Luxemburg løsladt fra fængslet. Hun blev modtaget af omkring 1.000 kvinder fra venstrefløjen, der havde organiseret en velkomstdemonstration for hende. I et brev til Clara Zetkin, den 6.marts 1916, beskrev hun hendes glæde over denne modtagelse :

" Du har sikkert hørt, hvordan jeg blev modtaget af vores kvindelige kammerater. Det var over tusinde, og de kom også i stort antal hjem til mig for at trykke min hånd.... Du vil kunne forstå, hvordan jeg føler det, når jeg ser alt dette..."

Straks efter hendes løsladelse sluttede hun sig atter aktivt til Spartakusgruppens aktiviteter. Den 1.maj 1916 forberedte og organiserede Spartakusgruppen dens første masseaktion mod krigen. De mobiliserede til en fælles kamp med parolerne:

“Fred, frihed og brød!”, “Ned med folkemordernes forbrydelser !”,
“Ned med de ansvarlige krigsforbrydere, krigschauvinister og krigsprofitører!”

Novemberrevolutionen i Tyskland

Den 8.november 1918 blev Rosa Luxemburg atter sat fri. Samme dag væltede et nyligt dannet arbejder- og soldaterråd monarkiet i delstaten Baden-Würtenberg.
Dette var begyndelsen til enden på det monarkistiske militærdiktatur i Tyskland. Den 3.november startede revolutionen i Tyskland med 40.000 matrosers opstand i Kiel.
Siden bredte oprøret sig til alle hjørner af det krigsforarmede Tyskland. Dagen efter sin løsladelse deltog Rosa Luxemburg i en anti-krigsdemonstration i Breslau. Hun blev straks genkendt, hilst hjertelig velkommen og inviteret til at holde en tale. Alle var glade for krigens afslutning.

Det uafhængige Socialdemokrati, USPD, lagde sig ikke fast på nogen defineret retning og forsøgte diffust og forgæves at mægle mellem de to politiske poler: 
De revolutionære arbejdere i og omkring Spartakusbund og højresocialdemokraterne.

Alt imens flere og flere monarkistiske og militaristiske kredse under ledelse af reaktionære officerer reorganiserede sig og specialiserede sig i væbnede overfald på venstreorienterede demonstrationer, møder, avissælgere og strejkende arbejdere.
De trykte tusindevis af plakater, hvorpå de opfordrede til at myrde socialistiske agitatorer. Især koncentrerede de deres mordpropaganda om Spartakisternes ledere Rosa Luxemburg.

     ___________________________
"Ned med Ebert-Scheidemann-regeringen!"

Som led i nedkæmpelsen af arbejderoprøret afsattes Berlins politipræsident Emil Eichhorn - der tilhørte venstrefløjen i det uafhængige socialdemokratiske USPD - fordi han kategorisk nægtede at besvare demonstrationerne med politirepression.

Mere end 100.000 arbejdere demonstrerede på opfordring af KPD / Spartakusbund og USPD mod denne fyring af politipræsidenten Eichhorn.
Strejkernes omfang tog til. Der blev dannet et revolutionært aktionsudvalg med 33 repræsentanter fra samtlige oprørscentre. Karl Liebknecht, Georg Ledebour og Poul Scholze blev valgt som oprørets talsmænd. Hovedparolen var "Ned med Ebert-Scheidemann-regeringen!" .

Skepsis hos KPD

KPD var dog skeptisk overfor denne parole, da de frygtede, at det kunne afholde mange moderate socialdemokrater fra at deltage i de revolutionære, antikapitalistiske bevægelser. Ikke mindst da USPD stadig væk havde en yderst uklar politik:

På den ene side deltog partiet aktivt i opstanden, på den anden side forsøgte de at komme overens med den højresocialdemokratisk ledede overgangsregering. (En historisk analogi til mensjevikkernes samarbejde med den borgerlige Kerenskij-regering i Rusland i foråret 1917).
__________________

Forbrydelsens strateger

Alt imens oprøret bredte sig, forberedte SPD's ledere - med rigsværnsminister Gustav Noske i spidsen - sammen med kejsertro officerer fra den kollapsede tyske hær en blodig nedslagtning af af januaroprøret.

Den 8 januar startede den militære kamp mod massernes politiske generalstrejke. I de efterfølgende, til dels væbnede konfrontationer blev hundredevis af arbejdere dræbt, såret eller forsvandt i fængslerne. En del af de tilfangetagne blev skudt og afleveret i byens lighuse.

I sin biografi skriver den tidligere moderate SPD-formand og siden hen radikaliserede USPD-tilhænger Hugo Haase om situationen i Berlin januar 1919:

"Den hvide terror hærgede i et omfang, som kun kunne sammenlignes med tilstandene i Rusland under det tsaristiske regime. (...) Ebert og Scheidemann, der ophøjede sig selv til lovlighedens redningmænd, gav soldaterne som de havde sat sammen med gamle officerer, deklasserede underofficers-elementer og bourgois-sønner frit løb. De, som rabiat havde råbt op om den» bolsjevistiske terror "udøvede eller tolererede de mest barbariske udskejelser...!"

Forfulgt og jaget skiftede Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht konstant deres opholdssted, som revolutionære proletarer og sympatisører organiserede for dem. På hemmelige møder og i oprørets medier anklagede de kontrarevolutionens og de ansvarlige politikeres angreb på arbejderklassens ytrings- og aktionsfrihed.

"Modstandens æstetik"

Peter Weiss - tysk socialistisk eksil- forfatter i Sverige - beskriver i sit værk : "Modstandens æstetik" situationens dramatik i de sidste uger af Rosa Luxemburgs liv :

" Dannelsen af rådsstrukturer var sket for tidligt, kun et mindretal af arbejder-klassen stod bag Spartakus' krav. Flertallet lod sig føre bag lyset med løfter om en sikker eksistens, så snart produktionen atter var igang. Tidsfristen var alt for kort til, at oplysningen også havde kunne nået ud til og overbevise denne del af arbejderne. (...) Det var borgerskabets krig mod arbejderklassen, en krig af mindretallet, mod det svage og forblændede flertals kæmpende avantgarde. Og vi - sagde min far - gjorde det samme som Rosa Luxemburg gjorde: 
- Vi reagerede spontant, hun gjorde det ved hendes klare syn, hun forblev på deres side, hvis daværende vej var fejlagtig og som alligevel havde retten på sin side(...).
Vi var fanget i vores ønsketænkning om at være et eksempel for andre. Intet forkert udfra sagens kærne, men forfejlet i valget af tidspunktet. Først i bestemmelsen af det rigtige tidspunkt - sagde min far - vises forståelsen af den historiske materialisme ... " 

• "Orden hersker i Berlin"

Den 7., 8., 11. og 13. Januar 1919 trykte KPDs dagbladet "Rote Fahne" Rosa Luxemburgs artikler: 
"Hvad gør arbejderlederne ?", "Forsømte pligter", "Ledernes Svigt" og "Korthuset".
Samtlige artikler var en refleksion over det manglende lederskab og et fatalt tøvende organisationsapparat i forbindelse med de bitre erfaringer og spildte kræfter siden den 9.november.
Den 14.januar 1919 skrev Rosa Luxemburg sin sidste artikel i "Rote Fahne":

"Orden hersker i Warszawa! Orden hersker i Paris!
Orden hersker i Berlin!
Sådan løber meldinger fra "ordenens" vogtere hvert halve århundrede fra det ene centrum for den verdenshistoriske kamp til den anden. Og de jublende "sejrherrer" mærker ikke, at en "orden", som periodisk må opretholdes ved hjælp af blodige nedslagtninger, uophørligt går sin historiske skæbne, sin undergang i møde. Hvad har denne sidste "Spartakusuge" i Berlin været, hvad har den bragt, hvad har den lært os?
Endnu midt i kampen, midt i kontrarevolutionens sejrshyl må de revolutionære proletarer aflægge regnskab over det, der er sket, de må måle begivenhederne og deres resultater med den store historiske målestok. Revolutionen har ikke nogen tid at miste, den stormer videre - over endnu åbne grave, over "sejre" og "nederlag" - mod sit store mål. At følge dens retningslinjer og dens veje bevidst er den første store opgave, som kæmperne for den internationale socialisme står overfor. " ....  

                    __________________________________

"Hvordan vurderes nederlaget i denne såkaldte "Spartakusuge" ...? Var det et nederlag, der udsprang af den stormende revolutionsenergi og situationens utilstrækkelige modenhed, eller skyldtes det aktionens svaghed og halvhed? Begge dele! Denne krises dobbeltkarakter, modsætningen mellem Berlins arbejderbefolknings stærke, beslutsomme, offensive optræden og Berliner ledelsens ubeslutsomhed (- Her menes konkret de venstresocialdemokratiske tillidsmænd og USPD-ledelsen, kommentar af al.) ængstlighed og lunkenhed
er denne seneste episodes særlige kendetegn." 

                     _____________________________________

"... Arbejderbefolkningen er det afgørende, de er den klippe på hvilken revolutionens endelige sejr skal bygges. Arbejdernes oprør stod på højdepunktet, de har gjort dette "nederlag" til et led i kæden af historiske nederlag, som er den internationale socialismes stolthed og kraft. Og derfor vil den fremtidige sejr blomstre frem af disse "nederlag".

                   _______________________________________
"Orden hersker i Berlin! Tåbelige bødler! Jeres "orden" er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen tordnende rejse sig op» og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang : Jeg var, jeg er, jeg bliver!" 

 

"Skudt under flugtforsøg..."

Den 15. januar om aftenen, dagen efter offentliggørelsen af denne artikel af Rosa Luxemburg - blev hun og Karl Liebknecht anholdt og likvideret. Rosa Luxemburg blev allerede hårdt såret skudt i en vogn, hvorefter hendes lig blev kastet i Landwehrkanal. Karl Liebknecht blev beordret ud af en anden vogn, hvorefter han blev skudt "under flugtforsøg".

Dagen efter skrev den borgerlige presse: "Karl Liebknecht skudt under flugten, Rosa Luxemburg dræbt af folkemængden ..."

Den 25. januar 1919 blev Karl Liebknecht begravet sammen med 31 andre revolutionære fra Spartakusbund. Rosa Luxemburgs lig blev først fundet den 31.maj 1919 i Landwehrkanal. Over 100.000 mennesker deltog i begge begravelser, som blev magtfulde protest demonstrationer for Berlins revolutionære arbejdere. 

Kontroverserne om Rosa Luxemburgs politiske ansvar for årsagen til og følge-virkningerne af arbejderbevægelsens splittelse er aldrig blevet afsluttet.

Fra den officielle partikommunistiske side blev Rosa Luxemburgs "fejlagtige vurderinger" stillet overfor Lenins parti-konceptionelle positioner.

Kritikken fra denne side var først og fremmest, at hun ikke langt tidligere havde forceret venstrefløjens brud med det socialdemokratiske parti og dermed forceret dannelsen af det kommunistiske parti.

"Socialdemokratisk afviger"

Hun blev også kritiseret for ikke at have indrømmet partiet af den nye type en vigtigere rolle og for at have overvurderet massernes selvaktivitet og spontanitet. (Efter staliniseringen af kommunistpartierne mistede kritikken på Rosa Luxemburg ethvert grundlag. Hun blev fremstillet som "socialdemokratisk afviger" og  "trotskist" - de af hendes skrifter, som var oversat til russisk, blev taget ud af distributionen i Stalins Sovjetunion).

"Fanatisk revolutionsromantiker"

Socialdemokraternes ledere derimod beskyldte Rosa Luxemburg for at have splittet den socialdemokratiske bevægelse ved at danne det politiske og organisatoriske grundlag for tilblivelsen af det kommunistiske parti. De socialdemokratiske ledere opfattede Rosa Luxemburgs kritik som udtryk for en "fanatisk revolutionsromantiker", som har mistet enhver forbindelse til realiteten... 
Sådanne politisk-ideologiske præmisser blokerede for og besværligggjorde en fordomsfri tilgang til Rosa Luxemburgs tanker for generationer af aktivister på venstrefløjen.

                             ________________________________

1968 - generationens forhold til Rosa Luxemburg

• "Vidtfavnende, udogmatisk og dialektisk tænkende marxist"

Først 68-bevægelsens udogmatiske revolutionære fløj genopdagede Rosa Luxemburg som det, hun var: en vidtfavnende, udogmatisk og dialektisk tænkende marxist. 

• DDR-bureaukratiets omgang med Rosa Luxemburgs værker

Den årlige mindedemonstration for Rosa Luxemburg blev indført af den østtyske parti – og statsledelse i 1949. Således forsøgte DDRs bureaukrati at udgive sig som Rosa Luxemburgs autentiske politiske arvtagere. Realiteten var dog en helt anden:
I forbindelse med Rosa Luxemburgs 80 års fødselsdag i 1962 udkom hendes samlede værker på DDRs statslige forlag. Vel at mærke renset for alle de dele af hendes produktive virke, som bare i ansats kunne blive opfattet som en forudset kritik af det østtyske bureaukrati. For at forebygge enhver kritik af DDR-regimet blev Rosa Luxemburgs udgivne værker ovenikøbet forsynet med et 140-siders forord skrevet af DDRs daværende statspræsident Wilhelm Piek, samt af Lenin og af Stalin. (Sidstnævnte lod hendes værker forbyde i Sovjetunionen).
I dette forord blev Rosa Luxemburg kritiseret for sine ”grundlæggende fejl” og ”vild-ledende opfattelser”. Dette hindrer dog ikke alskens Stalin tilhængere samt dogmatiske leninister og maoister, i at tage initiativ til og deltage i fejringen af Rosa Luxemburg ved den årlige mindehøjtidelighed og demo i Berlin.

• Det er bla. holdninger som dette, der direkte stred imod de stalinistiske systemer i Østeuropa og Kina:

Rosa Luxemburg skrev således i sit skrift til den russiske revolution 1917:
"... at det er udelukket at tale om demokratiske forhold fra neden uden en helt uhæmmet presse – , organisations - og forsamlingsfrihed"  og hun konkluderer at ”.... Frihed kun for tilhængere af regeringen, kun for medlemmer af et parti, hvor taltstærkt det end er, er ingen frihed. Frihed er altid frihed for anderledes tænkende.”  

links

• Socialistisk Bibliotek:
  Rosa Luxemburg - arkiv 
• Rosa Luxemburg - idé og handling på facebook 
• Rosa Luxemburg Stiftung - "Rosa Luxemburg und die Revolution in Deutschland"  

* Paul Fröhlich: Rosa Luxemburg - idé og handling. Udgivet på Forlaget Solidaritet

* Rosa Luxemburg: Breve fra fængslet. Forlaget Solidaritet 

* Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976

* Rosa Luxemburg: Kapitalens akkumulation, udgivet på forlaget Rhodos

* Toni Liversage: Røde Rosa, Vindrose 1994

* Tony Cliff: Rosa Luxemburg - en politisk biografi, Politisk Revy, 1972

* Det autonome kvindetidsskrift Courage nr. 5-1995, Rosa Luxemburg

* Nogle af hendes artikler er oversat til dansk og findes bl.a. på leksikon.org  

* Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, udg. af Clara Zetkin og Adolf Warski, Berlin (VTVA)

* Poul Levi: Zwischen Spartakus und Sozial-demokratie, Frankfurt 1969

* Frederik Hetmann: Rosa L. udg. på Beltz & Gelberg-forlag, Frankfurt 1987

* Christel Neusüss: Die Kopfgeburt der Arbeiterbewegung oder Die Genossin bringt alles durcheinander

* Annelies Larschitza: Rosa Luxemburg : Im Lebensrausch, trotz alledem AtV, Berlin 2000