Vladimir Putins nye fornemmelser for Stalin

Fra venstre: Voroshilov, Molotov, Stalin, Nikolai Yezhov (leder af det hemmelige politi NKVD,1936 til 1938) - han blev henrettet i 1940 og derefter bortcensureret ...

• Halvhjertet opgør med Stalin

Om morgenen den 6. marts 1953 udgik følgende bekendtgørelse fra Kreml til offentligheden: Stalin er død !

Efter et par uger var der ikke længere spor af sorg at se i offentligheden. Derimod var det en følelse af lettelse, der gik gennem befolkningen, da Stalins efterfølgere hastigt gik i gang med at reducere den afdøde diktators skikkelse og fjerne nogle af de mest forhadte træk i hans magtudøvelse.

At Stalins tidligere forbundsfæller i parti- og statstoppen gik i distance til ham var alment kendt, længe før de i februar 1956 besluttede åbent at anklage Stalin for hans ugerninger i de senere år af hans liv. Demonteringen af Stalin legenden startede kort tid efter diktatorens død. Hans navn dukkede nu mere og mere sjældent op i de sovjetiske medier og årtiers bastante persondyrkelseskult omkring Stalins person forsvandt som dug fra solen.

Taktikken – hvis det var en – at lade Stalin glide ned i glemsel og i stedet for ophøje den ”kollektive leninistiske ledelse” sluttede brat på kommunistpartiets 20. partidag. Den første siden Stalins død. Den 24. februar 1956 holdt partiets sekretær Krustjov i en lukket partiforsamling en sensationel anklagetale mod Stalin. (1)

Opgøret blev dog begrænset til personen Stalin og hans nærmeste trofaste forbunds-fæller. Anklagen mod Stalin for hans uhyrlige forbrydelser indebar ingen demokratisering af det sovjetiske samfund.
Heller ingen rehabilitering af de mange kriminaliserede og henrettede oppositionelle venstreorienterede, libertære revolutionære, intellektuelle, kunstnere og andre samfundskritikere. Reformerne nøjedes med at neddæmpe repressionsniveauet og foretage visse kosmetiske forbedringer.

 ________________

"Småborgerlig lighedsfetish" (Stalin)

Stalins død faldt tidsmæssigt sammen med en stigende social utilfredshed i det sovjetiske samfund. Efter årtier med samfundsmæssige polariseringer og årtier, hvor størstedelen af befolkningen havde ydet enestående præstationer i samfundsopbygningen, var der i tiden omkring Stalins død indtrådt en udbredt passivitet i befolkningen, som nu så yderst skeptisk på stats –og partiledelsens propaganda om den ”sejrrige socialismes triumftog”.

Stalin igangsatte ”opbygningen af socialismen i ét land”, hvis grundlag både var massernes begejstring og repressionen mod dem, hvilket til stadighed skabte sociale spændinger.
Befolkningen blev således aflønnet højst forskelligt for deres engagement i opbygningen af socialismen. De sociale differenceringer skabtes bevidst som motor for en indbyrdes konkurrerende produktivitet.
Det var på ingen måde en sen opfindelse af Gorbatsjovs tilhængere. Derimod fandt perestroikaen sit direkte forbillede i Stalins utrættelige kampagne mod den ”småborgerlige lighedsfetish” og blev startskuddet på overgangen til oligarkernes fremkomst.

_______________________________

Velhavende bureaukrater – fattige arbejdere

Da man i slutningen af 1920`erne indførte femårs-planerne i Sovjetunionen, blev de bolsjevistiske idealer om social lighed kastet over bord. Stalin selv førte det agitatoriske angreb:

• ”Uravnilovka (et ringeagtende udtryk for lighedsgørelse, anm. af forfatterne) opstår ud af bondementaliteten, mentaliteten om en lige fordeling af alle goder, mentaliteten af den primitive ”bondekommunisme”. Uravnilovka har intet med den marxistiske socialisme at gøre.” (2)

Tidligere beslutninger om begrænsning af partifunktionærers indtægter blev allerede forandret i 1929 – og i 1934 helt slettet. (3) En af de ledende stalinistiske parti-funktionærer, den senere udenrigsminister Molotow, erklærede på Sovjetunionens 7.sovjetkongres, februar 1935 at

”Den bolsjevistiske politik kræver en konsekvent kamp mod lighedstilhængere, som klassefjendens komplicer, som elementer, der står fjendtlige overfor socialismen”.

__________________________________

”Alment gældende lønfastsættelseslov”

Den såkaldte ”alment gældende lønfastsættelseslov” af 17. juni 1920, ifølge hvilken arbejdere, som overskred de fastsatte akkordnormer ikke kunne tjene mere end 100% af den oprindelige løn, blev afskaffet.
På den anden side blev loven om, at aflønningen af akkordarbejderen ikke måtte være under 2/3 af den normale løn ligeledes ophævet. Alle de regler og love, der stod i vejen for indførelsen af forskellige lønskalaer, blev således ophævet og løndifferentieringen udviklede sig i hastigt tempo.
I løbet af 1930’erne voksede bureaukraternes lønpræmier voldsomt. Dette stod i en skærende kontrast til arbejderklassen, som oplevede store fald i deres indkomst. Således tjente en virksomhedsingeniør i 1937 1500 Rubel om måneden, direktøren 2000 Rubel og en fagarbejder 200-300 Rubel.

I disse år indførte regeringen en mindstelønsgrænse på 110 Rubler månedligt for akkordarbejdere. Flertallet af arbejderne tjente lige akkurat dette beløb. Foruden høje lønninger modtog bureaukraterne desuden personlige præmier, afhængigt af hvor meget de enkelte virksomheder oversteg den planlagte produktionsnorm.(4)

________________________

Nogle var mere værd end andre…

De sociale forskelle indenfor det sovjetiske samfund kom også til udtryk i pensionssystemet, der opdelte pensionister i privilegerede og underprivilegerede – lige så eftertrykkeligt som i ethvert kapitalistisk system. Når en soldat - som oprindelig enten havde været arbejder eller offentligt ansat - døde, modtog de pårørende en pension på mellem 52,5 Rubler og 240 Rubler om måneden.
Ikke-arbejdere fik mellem 40-90 Rubler. Beboere i landlige områder modtog som regel kun 80% af disse beløb i pension.
Pårørende til en falden officer fik 1.920 Rubler om måneden , mens pårørende til en arbejder som omkom ved en arbejdsulykke højst fik udbetalt 200 Rubler i månedspension. Derimod fik pårørende fra de stats- og partibureaukratiske lag store summer ved et familiemedlems død.

Følgende eksempel er taget fra Kommunistpatiets centralorgan ”Prawda”, af den 4. April 1951:

• ”Da M.F.Vladimirskij- som var en repræsentant i den øverste sovjet - døde, fik hans enke en ekstraudbetaling på 50.000 Rubler og en livspension på 2.000 Rubler, hans søster fik en livspension på 750 Rubler om måneden…”.

Pressen var i Stalins tid fyldt med sådanne notitser. For flertallet af sovjetborgere, som levede under fattige kår, må sådanne informationer have lydt som den rene hån i forhold til deres egen situation. (5)

__________________

Hierarki på fabrikkerne

I de første år efter Oktoberrevolutionen 1917 var det fagforeningerne, som bestemte lønudviklingen. Senere, i den såkaldte NEP-periode, hvor planøkonomi blev blandet med privatøkonomiske initiativer, blev de økonomiske vilkår fastlagt ved forhandling mellem fagforeninger og virksomhedsledelse.
Med indførelsen af fem-års-planerne blev forholdene i de enkelte virksomheder mere og mere hierarkiseret til fordel for virksomhedslederne i samarbejde med den statslige administration.

Det nye ledelsessystem blev meget nøjagtigt fastlagt i en officiel håndbog og var et fundamentalt opgør med det bolsjevistiske forsøg på i de første år efter Oktober-revolutionen at udvikle arbejderkontrol og demokrati blandt de ansatte i de enkelte virksomheder - under partiets opsyn/kontrol.

I de nye bestemmelser fastslås det, at

• ” Enhver virksomhed har en leder, virksomhedslederen, som er udstyret med en altomfattende afgørelseskompetence, og derfor er fuldt ud ansvarlig for alt… Denne en-mands-kontrolfunktion indbefatter den strikte afgrænsning mellem administrationen på den ene side og parti- og fagforenings-organisationen på den anden.
  Denne klare afgrænsning er gældende på samtlige planer i den industrielle ledelse. De løbende opgaver når det gælder opfyldelsen af planen er alene administrationens sag. Afdelingens chef, virksomhedens leder, formanden af en industrisektor, har fuldgyldig afgørelsesret, hver på sit området. Partiet og fagforeningerne må ikke blande sig i virksomhedsledernes dispositioner.” (6)

________________

Fagforeninger af navn

Under Stalin ophørte fagforeningerne helt med at fungere som arbejderklassens kollektive interesseorganisation. De gjorde rent ud sagt intet for arbejdernes interesser. Alene den kendsgerning, at der gik 17 år mellem den 9. og 10 fagforeningskongres (1932 – 1949) vidner om fagforeningernes fravær i perioder med store forandringer i arbejderklassens arbejds- og levevilkår. Således blev 7-timers arbejdsdagen – et resultat af Oktober-revolutionens sociale landvindinger - igen afskaffet.
Der blev indført et præstationskapløb, som pressede den enkelte arbejder til at forøge sin arbejdsindsats, den såkaldte ”Stachanov-bevægelse”.
Omkostningerne var ofte nedbrydning af arbejdernes helbred. Der indførtes en masse repressive love, der stavnsbandt arbejderne til deres arbejdsplads.

Da fagforeningerne efter 17 år igen mødtes til en fælles kongres i 1949, viste det sig, at de på ingen måder længere repræsenterede arbejderne. Ifølge fagforeningernes dagsavis ”Trud” af den 23. april 1949, var 41,5% af de delegerede partiansatte funktionærer, 9,4% teknikere og kun 23,5% arbejdere. Ved den forrige kongres i 1932 udgjorde andelen af arbejdere 84,9%.

Fagforeninger som statens forlængede arm

I mellemtiden var fagforeningerne direkte blevet omfunktioneret til stats- og parti-bureaukratiets forlængede arm. Allerede i 1933 udtalte en af de ledende sovjetiske fagforeningsledere sig imod arbejderselvforvaltningen og for en hierarkisk ledelsesstruktur:

• ” Den korrekte bestemmelse af lønnen og ledelse af arbejdskræfterne kræver, at industriens top og de tekniske direktører bliver udstyret med denne kompetence. Det er dikteret af nødvendigheden af at indsætte en enkelt autoritet for at garantere virksomhedsledelsens økonomisk effektivitet…De (”arbejderne”, anm. af forfatterne) må ikke forsvare sig mod deres regering. Det ville være helt forkert. Det ville betyde, at presse administrationen ud. Det ville være en venstreopportunistisk konfusion at afskaffe den individuelle autoritet og blande sig i forvaltningens opgaver. Det er presserende nødvendigt at gøre op med det en gang for alle.” (Fagforeningsavisen ”Trud”, den 8. Juli 1933).

____________________________________________________________

Fra kontrol og social repression…

Fra begyndelsen af 1930’erne var det ikke længere muligt for arbejdere at rejse rundt i landet eller skifte arbejdsplads uden tilladelse fra myndighederne. I 1932 indførtes således et internt pas system, som gav myndighederne fuld kontrol over folks færden.(7)

Allerede et par år før var det blevet forbudt for virksomheder at beskæftige folk, som havde forladt deres tidligere arbejdsplads uden virksomhedsledelsens tilladelse.
( Dagbladet ”Iswestija”, fra den 17. 12. 1930).

• I 1931 indføres virksomhedskontrolbøger for transportarbejdere

I 1938 var kontrolbogen lovpligtig for samtlige arbejdere i Sovjetunionen. Den revolutionære socialist Victor Serge beretter i hans erindringer om denne kontrolforanstaltning:

• ” Arbejdspasset blev afleveret på arbejdspladsens kontor. Ved ethvert skift til anden beskæftigelse blev grunden herfor indskrevet i passet. Jeg har kendt arbejdere, som blev fyret bare fordi, de havde nægtet at aftjene deres ”frivillige” ekstra arbejdsindsats (selvfølgelig uden nogen betaling) på deres arbejdsfrie dage og som fik skrevet ind i deres pas: ”Fyret på grund af sabotage mod produktions-planene…”

Den 15.11.1932 blev der indført en lovbestemmelse, som gjorde fravær fra arbejds-pladsen uden driftig grund til fyringsgrund. For det meste var en sådan fyring også forbundet med at miste sin bolig, hvis denne var tilknyttet til arbejdspladsen. Dette ramte især industri- og minearbejdere.

Den 4.12.1932 udstedte folkekomissariatet og centralkomitéen en lovbestemmelse mod ”sygdomsfraværet” , der yderligere strammede arbejdsvilkårene for de ansatte.
Denne gang blev fødevaredistributionen, der var tilknyttet fabrikkens område og andre nødvendige livsfornødenheder stillet under fabriksdirektørenes direkte kontrol .

Fra den 26. juni 1940 kulminerede repressionen i, at arbejdere som uden tilstrækkelig grund blev væk fra arbejdet risikerede at blive dømt til tvangsarbejde ”indtil 6 måneder og med en reduktion af lønnen på 25% ”. 

• I dag en ven - i morgen en klassefjende

Indpiske, polarisere og gennemryste. Det var søjlerne i bureaukratiets politikforståelse under Stalins ledelse. For at garantere at det sovjetiske civile samfund sluttede op bag bureaukraternes skiftende politik og vilkårlige forordninger, måtte den enkelte sovjetiske borger føle en konstant eksistentiel trussel. Repressionen minimerede således i en periode enhver form for kollektiv modstand eller protest.

Under disse forhold skabtes den kollossale produktive fremgang i Sovjetstaten. Fra at være et tilbagestående landbrugsland med ”halvasiatisk produktionsmåde” ( jvnf. Karl Marx’s analyse af det russiske samfund under tsaren 55 år før) blev landet forandret til en moderne industristat. En industristat, der stort set afskaffede analfabetisme og garanterede befolkningen de sociale grundfornødenheder.

Vækstraten i produktionsmiddelsektoren kunne få enhver kapitalist til at falde hen i sværmeri. Men prisen for dette var umenneskelig.

Stalins tese om, at klassemodsætningerne i socialismen tvangsmæssigt skærpes blev til en slags ”selffilling prophecy”. Således blev enhver reel, formodet eller opfundet opposition til Stalins aktuelle linie automatisk stemplet som ”klassefjendsk” og ”forræderisk”.

Oppositionelle kom og forsvandt – mest i fangelejrene – potentialet af såkaldte ”klassefjender” var uudtømmeligt. Hvem der den ene dag måske repræsenterede Stalins politik, kunne den næste dag allerede være sunket ned som ”borgerskabets spytslikkende lakaj”. Desto mere flydende grænserne mellem ven og fjende var, desto mere urokkeligt fremstod dogmet om den ”aldrig sovende klassefjende”. På denne måde legitimerede et indbyrdes mistroisk og magtpolitisk konkurrerende stats- og partibureaukrati sin konstante terrorvirksomhed.

• Terrorens ofre

En skildring af den stalinistiske terror, i hvis forløb blandt mange andre Lenins gamle kampfæller og medorganisatorer af Oktoberrevolutionen blev dømt til nakkeskud i surrealistiske skueprocesser uden forsvar (12) ville sprænge denne artikels ramme. Interesserede læsere henvises til litteraturlisten nedenfor. Der findes i dag meget afvigende tal om den stalinistiske terrors ofre.

For at undgå unødvendige spekulationer gengiver vi tal, der er taget fra arkiverne hos den sovjetiske efterretningstjeneste KGB i 1990. Det er tal, som med stor sandsynlig- hed er alt for lave, men de illustrerer alligevel terrorens ufattelige omfang i Stalin-tiden.

____________________

Ifølge KGBs arkivmateriale blev 786.098 personer dømt til døden på grund af ”kontrarevolutionære forbrydelser”og henrettet i tidsrummet fra 1930 til 1953. Blandt de dømte var næsten hele den gamle garde af bolsjevikker, heriblandt flertallet af den sidste kommunistiske partikongress hvori Lenin deltog.

KGB nævner, at mellem 1930 og 1953 blev 3,8 millioner mennesker dømt til fængselsstraf af politiske grunde. De reelle tal er dog væsentligt højere, idet der administrativt blev afsagt utallige fængsels- og lejrstraffe uden nogen rettergang og egentligte domsafsigelser.

De russiske myndigheder, som i dag er beskæftiget med forskellige rehabiliterings- spørgsmål, skønner at omkring 20 millioner mennesker blev ofre for stalinismen. Hvor mange af dem, der omkom i fængslerne, i det hemmelige politis torturkældre eller i arbejdslejrene er uvist. Udfra skildringerne fra de overlevende må det antages, at en stor del ikke har overlevet Stalintidens fængsler.

Ukendt er også det nøjagtige antal af ofre for det stalinistiske bureaukratis tvangs-forflytningsprogrammer af hele folkeslag fra den ene til den anden del af Sovjetunionen. (13) 

• Anti-fascister udleveres til Hitler-Tyskland

Ofre for stalinismen blev desuden et stort antal vesteuropæiske kommunister og revolutionære fra andre politiske strømninger, som i 1930’erne flygtede fra fascismen og statslig repression i eksil til Sovjetunionen.
Der var f.eks. omkring 1500 østrigske revolutionære, deriblandt 750 efterlyste medlemmer fra den venstresocialdemokratiske ”Schutzbund”, der flygtede efter nedkæmpelsen af arbejderopstanden i februar 1934, til Sovjetunionen. Af disse forsvandt senere omkring 200 (andre kilder: 400) i Stalins fængsler og GULAG / arbejdslejre.

30 østrigske antifascister blev skudt af  den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKDV mens 47 antifascister direkte blev udleveret til de tyske fascister, til Gestapo (Geheime Staats-polizei) i 1940 i forbindelse med Stalin-Hitlerpagten.

De omkom i forskellige koncentrationslejre. Heriblandt den kendte østrigske arbejderleder og medlem af det østrigske kommunistparti KPÖ, Franz Koritschoner. Han blev myrdet i koncentrationslejr Ausschwitz, den 9. juni 1941. (Kilde: Det østrigske kommunistparti KPÖs arkiv  )  

________________

Stalins arvtagere

Den bureaukratiske, autoritære statslige 'socialismemodel' overlevede sin grundlægger i hele 37 år. Stalins efterfølgere har liberaliseret systemet, men aldrig demokratiseret det. Den ”levende kreativitet” blandt befolkningen, som mange af de russiske revolutionære de første år efter oktoberrevolutionen forventede, skulle blive drivkraften bag en basisdemokratisk, selvforvaltet socialisme, fik aldrig en chance.

Det var det sidste, det poststalinistiske nomenklatura a la Khrutsjov, Bresnjev, Gorbatschov og alle de andre magtpolitiske epigoner tænkte på.

• Neoliberalistiske fællesskaber

Med udgangspunkt i en lov fra 1986, som de facto tillod privat ejendom - skjult som ”andelsvirksomhedsøkonomien” - udbyggede bureaukratiet og de længe eksisterende mafiose forretningskredse omkring statspartiet deres fremtidige tilværelse som kapitalejere, ejendoms- og børsspekulanter.

Istedet for at vende tilbage til de i 1917 fremherskende visioner om frivillige og solidarisk forbundne produktionsfællesskaber, opstod neoliberalistiske fællesskaber til hvidvaskning af akkumulerede sortbørspenge.
Mens de vestlige ”demokratiske” meningsdannere fremstillede bureaukratisme og socialisme som synonymer, fuldførte bureaukratiet en kapitalistisk transformation af den sovjetiske autoritære statssocialisme.

Bureaukratiet brugte perestroikaen til at fremme sine egne interesser. Store dele af de tidligere parti-og statsbureaukrater forvandlede sig fra forvaltere og profitører af det bureaukratiske ”socialistiske” Sovjetsamfund til forvaltere af den private markedsøkonomi.
Det civile samfund formåede ikke at danne en modpol til den kapitalistiske restaurering af Sovjetunionen. Stalinismens umyndiggørelse og afpolitisering lod befolkningen tilbage i en social og individuelt opsplittet eksistenskamp. 

_________________

Den nye Stalin-kult

70 år efter Stalins død bliver hans virke vurderet som positivt af omkring 1/3 af den russiske befolkning. Hvor paradoksalt det end lyder, så har dette ikke ret meget at gøre med de ”socialistiske grundværdier”, men snarere med Stalin som patriotisk faderfigur.
Statsmanden, der repræsenterer den storrussiske idé og grundlæggeren af den russiske supermagt. Tsaren, som bar titlen generalsekretær.

Nostalgien bygger især på Stalins rolle under 2. Verdenskrig, hvor han forsonede og forenede Sovjetunionens mange folkeslag i den ”Store krig for Fædrelandet” i kampen mod fascismen.
Putins alliancepartner i nationalismens navn

Ud fra denne nationalpatriotiske tydning er også Gennadij Sjuganov, formanden for den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, blandt dem, der i dag hylder Stalin som den ”mest betydningsfulde generalsekretær nogensinde”...
Nemlig som repræsentant for ”bolsjevismens” nationalbureaukratiske ideologi, der reddede Rusland fra de revolutionære internationalistiske bolsjevikker. 
Et sådant 'kommunistparti' er for Vladimir Putin og hans aktuelle krigsførelse mod Ukraine en velkommen alliancepartner ....

(al., ikh. / autonom infoservice 2003, justeret i 2023)

Noter

1) Partimedlemmerne fik hurtigt indholdet af Krustjov tale at vide gennem de organisatoriske partikanaler. Derefter spredtes det over hele landet. En autentisk tekstudgave, som én af de østeuropæiske regeringer modtog, landede via omveje i det amerikanske udenrigsministerium og blev i juni 1956 frigivet til offentliggørelse. (kilde: Robert V. Daniels: The Conscience of the Revolution).

2) Stalin, citeret efter Z.M. Chernilovskys ”Stats- og retshistorien“ ( Moskva 1949).

3) Den russiske revolutionære Leo Trotskij kritiserede Stalins bureaukratiske magtapparat i hans skrift ”Den forrådte revolution” ved at anklage det for at fremme den sociale ulighed som forudsætning for opretholdelse af kontrollen med befolkningen. Trotskij mente, at bureaukratiet fremmede uligheden for at garantere systemets permanente reproduktion: ”Grundlaget for bureaukratiets magtudøvelse er samfundets mangel på forbrugsgoder og den heraf opståede kamp alle mod alle.”
Selv ved opnåelse af en betydelig større materiel produktion forringede bureaukratiet hverken sin autoritære magtudøvelse eller den sociale ulighed i det sovjetiske samfund. For nu gjaldt det ifølge Trotskij at sikre ”et mindretal betydelige privilegier og bruge uligheden som indpiskning for at presse befolkningens flertal til store præstationer: Dette mente han var grunden til, at væksten i produktionen i det stalinistiske Sovjetunionen ikke udviste socialistiske, men i stedet for borgerlige samfundstræk.
4) L.A. Bronstein und B. N. Budrin: "Planlægning og Regningsvæsenet indenfor den motoriserede transport“ Moskva 1948,side 150 (kilde: Tony Cliff: Statskapitalisme i Rusland, en marxistisk analyse fra 1955)

5) Genindførelsen af klasseforskellene i arveretten var ligeledes del af det stalinistiske bureaukratis indkomstdifferencieringspolitik. Ifølge Tony Cliffs analyse fra 1955 var en vigtig faktor i de store sociale forskelle de lovmæssige forandringer i forhold til arvet ejendom. I revolutionens tidligere dage blev efter en lov af den 27.april 1918 alt arvegods, der oversteg mere end 10.000 rubler konfiskeret.
Dette skete i ånden af det Kommunistiske Manifest, der som centralt krav i forbindelse med overgangen fra kapitalisme til socialisme fastskrev afskaffelse af arveretten. Nogle år senere blev lovgivningen radikalt ændret og i 1929 eksisterede der allerede en arve-beskatningstabel, som gik fra under 1000 rubler til over 500.000 rubler.

6) E.L. Granowski und B.L. Markus : "The Economics of socialist Industry", Moskva 1940

7) Fra dette tidspunkt var det ulovligt at skifte bopæl uden myndighedernes tilladelse. I.I.Evtikhiev und V.A. Vlassov: "Forvaltningsret i Sovjetunionen“, (Moskva 1946), side164 og 418.

8) Fra materialesamling af love og forordninger af arbejder- og bonderegeringen, 1932, nr. 84, Afsnit 516 (russisk udgave).

9) D.J. Dallin und B.I. Nikolaewski: "Forced Labour in Soviet Russia" (London 1948), S.153. Se også : "Arbeiter oder Ausgebeutete, Das System der Arbeitslager in Sowjetrußland", München 1948.

10) Supplement til forordningen fra Rådet af folkekomissærer i USSR og af det Kommunistiske Partis(b) centralkomité, nr. 127 af den 17.01.1941 (fotokopi fra : Universal Press for the American Council of Learned Societies, New York 1950. Kilde: Tony Cliffs marxistiske analyse fra 1955.

11) Marie Nielsen: ”Revolution. Artikler om parti, klassekamp og kvindekamp. Udg. Af Tiderne Skifter, 1975. S.248

12) Se Isaac Deutschers nærmere beskrivelse af hændelserne i hans biografi om Stalin, Berlingske Forlag 1949.

13) Oplysningerne om terrorens ofre er taget fra det østrigske kommunistpartis, KPÖs hjemmeside.

14) Det østrigske kommunistparti - KPÖs arkiv: "KPÖ und Stalinopfer" 

+ Interview med KPÖs fhv. formand Walter Baier om bl.a. stalinismens forbrydelser. i det østrigske dagblad Der Standard, 26-09-2009. 

• (Forstør ved at klikke på billedet) 

______________

Litteraturforslag

- Isaac Deutscher: Stalin – en politisk biografi, udg. På Berlingske Forlag, 1949
- Robert V. Daniels: The Dynamics of Soviet Politics og The Conscience of the Revolution, 1962, American Historical Association
- Michael Reimann: Die Geburt des Stalinismus, Europäische Verlagsanstalt,1979.
- Georg Moltved: Lenin – en biografi, Rhodos
- Leo Trotskij, biografi i to bind, 1971, Rhodos
- Marie Nielsen: Revolution, artikler om parti,klassekamp og kvindekamp, 1975, forlaget       Tiderne Skifter
- Victor Serge: En revolutionærs erindringer, bind 1+2, forlaget Politisk Revy 1976/77
- Leo Trotskij: Den forrådte revolution. - Hvad er Sovjetunionen og hvor styrer den hen?       Borgens forlag, 1960.
- Tony Cliff: Staatkapitalismus in Russland, 1955 (findes også på engelsk)
- Ernest Mandel: Sovjetunion - Statskapitalisme eller bureaukratiseret overgangssamfund – en marxistisk kontrovers (RSF-publikation)
- Kurt Jacobsen: Moskva som medspiller, Forlaget Tiden, 1987.
- Kai Moltke: Mordet på Komintern, forlaget Fremad, 1976.
- Stalins gengangere, Gyldendal, 1970.
- Ole Sohn: Fra Folketinget til Celle 290, Vindrose, 1994.
- Mette Fanø, Inge Kongsgaard Hansen og Eva Lykke Pedersen: Brikker til en musikalsk mosaik – musiksociologiske aspekter.
Udgivet af Danmarks Biblioteksskole,1984.

- Nadeshda Joffe: "Rückblende" - Mein Schicksal - Mein Leben - Meine Epoche       (Memoiren), Arbeiterpresse Verlag, 1997

 - KOMINTERN : Dokumente und Protokolle der Kommunistischen Internationale,           Politladen-Reprint, Erlangen, 1973.

** Robert Cohen: Roman. Exil der frechen Frauen, Rotbuch, Berlin, 2009