Kameramanden, der filmede sin egen død:
Soldaten rettede sin pistol direkte mod kameraet og skød. Projektilet fór gennem linsen og
ramte fotografen i øjet. Sådan døde den 33-årige svensk-argentinske fotograf Leonardo Henrichsen, den 29. juni 1973 i Santiago de Chile.
___________
To en halv måneder før det blodige militærkup i Chile den 11. september 1973 - ledet af general Augusto Pinochet ...
- Historien om kameramanden Leonardo Henrichsen
- Revolution & kontrarevolution i Chile og neoliberalismens fødsel
- MIR - Chiles venstreradikale bevægelse
- En modig fotografs død
Den 29. juni 1973, Santiago de Chile:
Den svensk-argentinske fotograf Leonardo Henrichsen løb med sit TV-kamera på skulderen ned ad gaden udenfor
præsidentpaladset ’La Moneda’. Han var igang med at filme et kupforsøg mod den folkevalgte præsident Salvador Allende.
En lastbil kommer susende og parkerer på tværs i gaden. En soldat springer ud af bilen og begynder straks at skyde op i luften. Henrichsen zoomer ind på soldaten, som retter sin pistol direkte
mod kameraets linse.
Råb, skud, kaos. Kort tid efter ligger Leonardo Henrichsen blødende på fortorvet, mens kameraet peger op mod en tom himmel. En soldat kaster sig over den sårede fotograf, griber kameraet og flår
film ud af det. Uvidende om at der i kameraet er et backup filmkammer med 6 minutters filmoptagelser fra de dramatiske begivenheder.
Leonardo Henrichsen dør på vej til hospitalet. Den chilenske journalist Eduardo Labarca, der var øjenvidne til
drabet, så hvordan soldaten smed kameraet i en affaldscontainer.
2 dage senere vendte Labarca tilbage til stedet og fandt kameraet intakt.
De filmrester, som lå uspolerede i
kameraet blev smuglet ud af Chile og vist på TV-kanaler rundt omkring i verden.
Leonardo Henrichsen blev hurtigt et symbol på kampen for ytringsfrihed og modstand mod datidens latinamerikanske militærdiktaturer.
Retssagen – 32 år senere, oktober 2005
32 år senere finder den chilenske journalist Eduardo Labarca frem til dokumenter, som afslører navne på militærfolk, der var involveret i drabet på Leonardo Henrichsen.
Labarca kontakter Henrichsens familie, som beslutter at lægge sag an mod korporal Bustamente – den hovedansvarlige for drabet på Leonardo.
Retsagen starter i oktober 2005. I første omgang afvises sagen som forældet. Familien til den dræbte fotograf anker dommen og appeldomstolen beslutter at genåbne processen mod Bustamente. Den 18. december 2007 dør Bustamente. Sagen lukkes.
- Revolution og Kontrarevolution i Chile
- ”Snarere før end senere vil der åbne sig store alléer, hvorpå det frie menneske vil gå mod opbygningen af et
nyt samfund…”
- Salvador Allende i en radiotale til det chilenske folk -
_________________________________
For 45 år siden borede datoen 11.september sig for første gang dybt ind i verdensoffentligheden.
Den dag i 1973 gennemførte Chiles militær et blodigt kup, der blev støttet af USA’s regering. Drømmen om en fredelig vej til socialisme var slået fejl.
Militærkuppet under ledelse af general Augusto Pinochet Ugarte, afsluttede en treårig periode med socialistisk politik i Chile.
Den blev afløst af et yderst brutalt diktatur, som ved hjælp af terror og målrettede brud på menneskerettig- hederne ødelagde de eksisterende demokratiske
institutioner.
Militærkuppet skabte forudsætning-erne for en økonomisk og social omstrukturering af hele samfundet.
- Neoliberalismens indtog
I 1975 indtog neoliberalismen Chile - som første land i verden. Fremtrædende ultraliberale økonomer som Milton Friedman og Friedrich von Haydek, de såkaldte ”Chicago Boys”, leverede idéerne til den senere så velkendte neoliberalist-iske samfundsmodel.
Der blev iværksat en storstilet privatisering af den sociale sektor, af hele uddannelsessystemet og af servicesektoren.
En hensynsløs de-regulering af de tilkæmpede faglige rettigheder, neutralisering af fagbevægelsen og ophævelse af al form for kontrol med markedskræfterne, gjorde Chile til et lukrativt sted for
multinationale koncerner.
_______________________
Milton Friedman: ”Chile er et økonomisk mirakel”
Pinochet-regimet viste dets velvilje ved at tilbyde Chiles råstoffer, først og fremmest kobber-industrien, til spotpriser og lokkede med billig og villig arbejdskraft verdensmarkedsproducenterne til Chile. Chile blev således neoliberalismens laboratorium.
”Chile er et økonomisk mirakel” , skrev Milton Friedman i det amerikanske magasin Newsweek i 1982. I virkelighedens verden er Chile indtil i dag præget af militærdiktaturets neoliberalistiske rovdrift.
Juntaens forbrydelser
- Mindst 3000 aktivister fra venstrefløjen blev myrdet under militærjuntaens regime, omkring 100.000 chilenere blev varetægtsfængslet og over 27.000 politiske fanger blev ifølge undersøgelseskommissionen "Valech" systematisk udsat for tortur.
- Mange af de kvindelige politiske fanger blev udsat for voldtægt og uhyrligt brutale sexistiske overgreb. En million chilenere blev drevet i eksil.
- Omkring 500 børn af gravide politiske fanger blev frataget kvinderne og givet til juntaens tilhængere. De fængslede mødre blev derefter myrdet.
- Retssagen mod Pinochet
Den 5. oktober 1988 tabte Augusto Pinochet et referendum, som skulle tillade en genopstilling til næste præsidentskabsvalg.
Den 11. marts 1990 blev Pinochet afløst som præsident af kristdemokraten Patricio Aylwin Azócar. Dette betød den officielle afslutning af militærdikaturet.
Den 11. marts 1990 blev Pinochet afløst som præsident af kristdemokraten Patricio Aylwin Azócar. Dette betød den officielle afslutning på militærdikaturet.
Først 11 år senere, i 2001, kom det til en retssag mod Pinochet. Processen blev trukket i langdrag på grund af hans dårlige helbred. Pinochet døde, før han kunne blive dømt for sine forbrydelser...
____________________________________
- Opbrudsårene - hvordan det hele begyndte
- UNIDAD POPULAR
Ved præsidentvalget d. 4. september 1970 fik venstrekoalitionen Unidad Populars kandidat Salvador Allende 36,4 procent af
stemmerne – og vandt dermed knebent over de to kandidater fra den indbyrdes splittede borgerlige lejr.
_____________
Unidad Popular (Folkets Enhed) bestod af et forbund af forskellige venstreorienterede partier:
- Allendes Socialistparti,
- Kommunistpartiet (Sovjetunionen orienteret),
- det progressive, borgerlige Radikale Parti,
- MAPU som er en venstreorienteret fløj der udskilte sig fra det kristdemokratiske parti,
- det venstresocialistiske Uafhængig Folkeaktion (API),
- det lille socialdemokratiske parti
samt venstreorienterede Kristne IC, der tilsluttede sig koalitionen noget senere.
Anspændt situation
Allerede på dette tidspunkt var den politiske stemning yderst anspændt. Venstrefløjen fik ved valget i september 1970 udviddet deres indflydelse langt ud over arbejderklassen og udover koalitionspartiernes traditionelle miljøer. Beboerkomitéer, kvindeorganisationer, sportsklubber og kunstnersammenslutninger deltog aktivt i politiseringen af chilenernes hverdag. Der opstod mere end 15.000 basiskomitéer, der aktivt støttede Unidad Popular.
- MIR - den venstreradikale bevægelse
Også den revolutionære venstrefløj til venstre for det ”reformistiske” Unidad Popular fik stor tilslutning fra storbyernes radikaliserede ungdomsmiljøer. Først og fremmest ”Bevægelse af det Revolutionære Venstre” - Movimiento de Izquierda Revolucionaria (MIR), blev et samlingspunkt for aktivister med venstreradikale holdninger.
”I månederne op til valget opstod et næsten uudholdeligt samfundsmæssigt pres. Situationen i Chile blev fra dag til dag stadig mere polariseret.. Konfrontationerne har i årenes løb taget til i intensitet. Enhver demonstration møder en moddemonstration, som ofte ender i politiets varetægt eller på sygehuset. Folk protesterer mod politirepressionen, oftest organiseret af venstrebevægelsen MIR …”
_______________________
- skriver en chilensk forfatter i bogen ”Allende – afslutningen på en æra” , om situationen omkring septembervalget 1970 i Chile.
- " That son of a bitch, that bastard!..."
Den 3.november 1970 dannede Unidad Popular regering og lagde ud med et program, som garanterede
demokratiske rettigheder samt individuel og social retsgaranti for alle. Regeringens målsætning var på demokratisk vis at ”bryde imperialisternes, monopolernes og agrarbaronernes magtudøvelse og
begynde opbygningen af et socialistisk demokrati”.
USA’s præsident Richard Nixon karakteriserede Allende som ”That son of a bitch, that bastard” på grund af
Allende-regeringens beslutning om at ekspropriere amerikanske koncerner i Chile.
Ved det efterfølgende kommunalvalg fik
Unidad Popular 50,8 procent af stemmerne og dermed et absolut flertal, mens de mere moderate højreorienterede kristdemokrater fik 26,2 procent og det ekstreme højre 22,4 procent.
______________
- Gennemgribende sociale reformer
På trods af lovmæssige hyrdler og massive blokader fra den parlamentariske
højrefløj, lykkes det Unidad Popular at gennemføre væsentlige forbedringer til fordel for det underprivilegerede flertal af chilenerne.
I venstrekoalitionens første år steg lønnen i gennemsnit med 34 procent og arbejdsløsheden faldt fra 8,3 procent til 3,8 procent.
Industriproduktionen steg omkring 12 procent og inflationsraten gik tilbage fra 34,9 procent til 22 procent.
Unidad Popular gik straks i gang med at gennemføre en
strukturel samfundsombygning og omfordeling af landets rigdomme. Chiles bankvæsen samt landets kobberminer blev således nationaliseret. Aktiemajoriteten havde indtil da været i hænderne på de to
amerikanske multinationale koncerner Anaconda Cooper Mining Cooperation og Kenne-cott Copper Cooperation.
Indtil midten af 1960`erne trak disse to koncerner omkring 5 milliarder
dollar nettogevinst ud af Chile. Svarende til omkring halvdelen af landets samlede formue. I 1972 blev den amerikanske telekommunikationskoncern ITT ekproprieret. Senere offentliggjorte
dokumenter belægger, at ITTs koncernledelse støttede højrefløjens kup med millioner af dollars.
- Et populært socialprogram
En af de vigtigste reformer i Unidad Populars korte regeringstid var påbegyndelsen af et kæmpe byggeprojekt
med mere end 100.000 billige boliger til de mange hjemløse, et omfattende gratis sundhedssystem for alle samt en alfabetiseringskampagne.
På det politiske plan skabtes der rådsstrukturer blandt småbønder og landarbejdere, som skulle håndhæve den vedtagne landbrugs-reform.
- Verdenskendt blev især uddelingen af en halv liter gratis mælk dagligt til hvert eneste barn under 15 år. 1,8 millioner børn fik hver dag tildelt gratis morgenmad og 680.000 børn fik hver dag et gratis middagsmåltid. Resultatet af disse initiativer var bla., at børnedødeligheden i 1973 faldt med omkring 20 procent.
- Højrefløjen på gaden
På baggrund af Unidad Populars
tydelige politiske og økonomiske succes i den første regeringsperiode, begyndte højrefløjen sin modoffensiv på gaden. Kvinderne fra de velhavende lag demonstrerede sammen med deres tjenestefolk
mod ”forsynings-problemer”.
Deres demonstrationer, de såkaldte ”tomme gryders protester”, knyttede an på reelle problemer. Lønforhøjelserne havde ført til voksende købekraft, der rakte ud over de hidtidige anskaffelser af
elementære fornødenheder.
- USAs blokade
USA’s målrettede blokade for vigtig import af færdigprodukter og reservedele udhulede vareudbuddet. Da forsyningskrisen i 1972 bliver alvorlig, starter de velhavende lag med systematisk at opkøbe og tømme butikker, supermarkeder og markeder. Dette skabte grobund for en sortbørshandel, som underminerede Unidad Populars priskontrol på grundernæringsmidler.
USAs boykot havde vidtrækkende konsekvenser: Chiles udenlandskreditter og bankkonti bliver spærret og de amerikanske kobberminekoncerner forsøger at få Chiles kobber-leverancer på det internationale marked beslaglagt som kompensation for, at minerne er blevet eksproprieret i Chile og koncernerne smidt ud af landet.
- Fascisterne i "Patria y Libertad"
Den ekstreme militante højrefløj startede i slutningen af 1971 en regulær volds – og terrorbølge. Næsten hver dag gennemførte de voldelige demonstrationer, væbnede overfald og sprængstofanslag. Målet var at skabe en spændingens strategi, som kunne munde ud i en militær magtovertagelse og oprettelsen af et autoritært nationalistisk regime a la Franco-regimet i Spanien.
Situationen kulminerede i sommeren
1973, hvor højreekstremisterne mellem den 23. juli og den 5. september gennemførte 1015 dokumenterede bombesprængninger mod venstrefløjen.
I spidsen af dette forgrenede spektrum af højre-ekstremistiske grupper stod den fascistiske organisation ”Fædreland og Frihed”(Partria y Libertad) med gode kontakter til stærkt
højreorienterede militærkredse. Deriblandt Pinochets sammensvorne, kupgeneralen Roberto Viaux.
- CIAs rolle
Talrige senere offentliggjorte dokumenter beviser, at CIA fra starten af saboterede Unidad
Populars socialisme-projekt. Blandt andet ved at finansiere højreorienterede virksomheds-ejere, kristdemokratiske politikere og reaktionære dagblade som f.eks. El Mercurio.
Mere end 8 millioner dollars pumpede USA’s regering, under ledelse af præsident Richard Nixon, ind i alskens højreekstreme kræfter i Chile.
Formålet var at forhindre ”at en ansvarsløs befolkning prisgiver deres land til kommunismen” (citat af den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry
Kissinger).
USA’s ambassadør og CIA-koordinator i
Chile, Korry, mente at man skulle sørge for at, ”der ikke kommer en eneste skrue eller møtrik igennem blokaden”.
Korry sagde desuden:
”Vi må gøre alt for at tilføje Chile og chilenerne de største afsavn og ofre for hurtigst muligt at opnå en accelerering af situationen, hvor det kommunistisk regime i Chile afdækker sine hårde sider.” ( Kilde: Det amerikanske senats undersøgelsesrapport af Nixon æraens rolle i militærkuppet i Chile: ”Alleged assassination plots…”. Kan findes via Google)
Senere offenliggjorte dokumenter dokumenterer, at CIA under Unidad Populars regerings-periode oprettede militære træningslejre i Panamas kanalzone for at undervise chilenske militærpersoner og ansatte i efterretningstjenesten DINA i torturpraktikker og hemmelig krigsførelse.
_______________________
- Modstanden i fabrikkerne og i boligkvarterene
I denne borgerkrigslignende situation forsøger Chiles arbejdsgivere i
oktober 1972 at erklære generalstrejke mod regeringen ved at lockoute deres ansatte, hvis de ikke frivilligt deltager i strejken. En vigtig rolle spiller de traditionelt meget højreorienterede
vognmandsvirksomheder, som er bærende kraft i Chiles varedistribution gennem det flere tusinde kilometer lange land. Arbejderne svarer igen med at besætte fabrikkerne og producerer videre uden
produktionsejerne.
Aktivisterne fra den venstreradikale bevægelse MIR er drivkraften i dannelsen af lokale
fabriksråd og i organiseringen af autonome beboerkomitéer. Disse er til dels bevæbnet for at modgå de jævnlige fysiske angreb fra fascistiske grupper og højreorienterede militære
kommandoraids.
Arbejdsgivernes strejke bryder sammen og Unidad Popular går styrket ud af konfrontationen.
Det efterfølgende parlamentsvalg i marts 1973 giver Unidad Popular en stor fremgang til næsten 44 procent, mens højrefløjen overalt går tilbage. Alligevel har højrefløjen som samlet potentiale
stadig væk flertallet i parlamentet, hvor de kristlige demokrater sidder med sine 28 procent og den ekstreme højrefløj med 21 procent.
Muligheden for at afsætte regeringen er dog udelukket pga. de stærke indbyrdes differencer blandt den parlamentariske højrefløj i vigtige strategiske spørgsmål.
Mens den ekstremistiske højrefløj arbejder hen imod et militærkup, er flertallet af den kristlige demokratiske fløj på dette tidspunkt stadig væk tøvende.
-
1,5 millioner mennesker organiserer sig
i selvforsvarskomitéer
I denne tilspidsede situation opfordrer Chiles faglige landsorganisation CUT sammen med socialistpartiet og kommunisterne til at danne selvforsvarskomitéer. En organisationsform, som den revolutionære venstrefløj har arbejdet for i årevis og som nu bliver et fælles anliggende. I slutningen af 1972 er omkring 1,5 milioner mennesker organiseret i sådanne komiteer.
I kølvandet af disse
mobiliseringer kom det til en hel del ”vilde” landbesættelser. Især fra Chiles indigene folk: Mapucho-indianerne (1). Desuden besættes en del fabrikker, hvis ejere åbenlyst
deltager i blokade aktiviteter mod Unidad Popular.
Disse udenomsparlamentariske aktiviteter er ikke velset hos dele af venstrekoalitionen ,specielt ikke i kommunistpartiets ledelse, som gerne vil have kontrol over aktiviteterne og styre dem efter
deres drejebog.
Derimod støtter aktivisterne fra MIR og andre venstreradikale og anarkistiske grupper disse besættelser, hvor de deltager aktivt og søger at udbrede de selvstyrede og koordinerede
organer.
-
Mord på regeringstro generaler og officerer
Den 29. juni 1973 laver stærkt højreorienterede grupper i militæret et første kupforsøg. Det mislykkedes, da regeringstro militærenheder og politikræfter forhindrer dette. Reaktionen kom omgående: Chiles forsvarsminister og øverstkommanderende af hæren, general Prats bliver myrdet af ”ukendte” gerningsmænd. Hans efterfølger bliver – Augusto Pinochet – som overtager kommandoen af hæren.
Mord på regeringstro generaler og officerer Kupmagerne har før myrdet regeringsloyale, progressive militærpersoner som general René Schneider, der blev henrettet på åben gade den 22.oktober 1970 og flådekommandanten Arturo Araya, som stod Socialistpartiet nær, samt andre højtstående officerer. Likvideringen af Prats og militærpersoner i hans omfelt tydede på, at et nyt kupforsøg var under opsejling.
I denne periode opfordrede MIR til at forberede en væbnet opstand som modsvar fra neden. Det chilenske kommunistparti svarede med
en plakatkampagne, hvorpå der stod:
” Nej til vold fra venstre og højre!” …
Også Fidel Castro rådede hans nære politiske ven Allende til at forberede det folkelige oprør mod den truende fare. Da en demonstration på omkring 1 million tilhængere af Unidad Popular samlede sig i Chiles hovedstad for at udtrykke deres støtte til Allendes regering, blev de sendt hjem igen for at ” afvente nogle forebyggende instrukser”, der bare aldrig kom…
- Det organiserede kaos
I slutningen af juli 73 startede vognmændene igen en strejke. Igen blev de – ligesom ved deres første langvarige strejke – støttet med ”strejkepenge” fra CIA og arbejds- giverforeningen. En strejkestøtte, som langt oversteg deres normale gennemsnitlige indtægt.
Den økonomiske situation blev konstant forværret og i august startede en stor del af højrefløjsoppositionen en ”mistillidskampagne” mod Allendes regering. De anklagede regeringen for at have forladt forfatningsgrundlaget. Samtidigt tilsluttede Chiles arbejdsgivere sig vognmandsstrejken.
- Kupmagernes dirty tricks
Salvador Allende reagerede med at udskrive en folkeafstemning om Unidad Popular-regeringens videre skæbne. Datoen blev oprindeligt fastlagt til den 10. september 1973. Dette initiativ overraskede kredsen bag de de hektiske kupforberedelser indenfor militæret.
De vidste, at gennemførelsen af en afstemning ville tilintetgøre ethvert legitimations- grundlag for deres kupplaner, uanset
afstemningens udfald. General Augusto Pinochet ringede personligt til Allende og fik ham overtalt til at udsætte afstemningen til et senere tidspunkt på ugen - ”af sikkerhedsgrunde”
...
Derefter var vejen fri for kupmagerne.
______
Kronologi
KUPPET DEN 11. SEPTEMBER 1973
- Klokken 4.30: Enheder fra flåden og luftvåbnet besætter strategiske punkter i de chilenske havnebyer Valaparaiso og Concepcion ( posthuse, kommunale bygninger, universiteter, partikontorer, radiostationer, virksomheder, broer, trykkerier, etc.). Samtlige registrerede venstreorienterede aktivister og funktionærer bliver anholdt. De, som er rubriceret som ”farlig”, bliver skudt på stedet.
- Klokken 7.30: Præsident Allende ankommer sammen med en gruppe væbnede aktivister fra socialistpartiet og fra MIR til regeringspaladset ”Moneda”. En hær af journalister venter foran bygningen på de kommende begivenheder.
- Klokken 8.00: Højreorienterede radiostationer bringer ”Militærregeringens proklamation”. Den indeholder præsidentens afskedigelse og en bekendt-gørelse om militær undtagelsestilstand.
- Klokken 8.30: Tanks omringer ”Moneda”. Opfordring til alle radiostationer om øjeblikkeligt at instille enhver selvstændig udsendelse. Opfordring til Chiles befolkning om at blive hjemme. Opfordring til præsident Allende om at overgive sig. Salvador Allende erklærer gennem radio ”Portales”, at han ikke agter at træde tilbage og at han vil forsvare det embede, som han er blevet valgt til.
- Klokken 9.00: Radio ”Portales” bliver bombarderet. Militæret melder lukning af samtlige radiostationer, som ikke er kontrolleret af dem. Som et dementi til militærets påstande, fortsætter radio ”Magellanes” sit virke. Den bringer præsi-dent Allendes sidste tale:
- Klokken 9.30: Et ultimatum fra militæret om at forlade regeringsbygningen inden klokken 11,00. I modsat fald vil bygningen blive bombarderet. Det forbydes arbejdere at forlade deres virksomheder. Ved overtrædelse af dette forbud trues der med øjeblikkelig skydning. Helikoptere kredser permanent over byens tage for at kontrollere samtlige bevægelser. Strategisk vigtige institutioner i hovestaden som avisredaktioner, partilokaler, banker, det tekniske universitet, ministerierne, fagforeningshuse, m.v. bliver angrebet af militæret og besat. Nogen gange bliver militæret mødt af heftig modstand, som de bruger timer og dage på at nedkæmpe. I Santiagos største fodboldstadion indretter militæret en koncentrationslejr for registrerede venstrefløjsfolk. Inklusive forhørs – og torturlokaler.
- Klokken 10.30: Præsident Allende afviser endnu engang tilbud om frit lejde til udlandet, i tilfælde af at han kapitulerer. (Mange år senere dukker en båndoptagelse op fra arkiverne, som beviser, at militærledelsen i tilfælde af Salvador Allendes kapitulation også ville have myrdet ham).
- Klokken 10.45: Nogle personer, deriblandt Salvador Allendes to døtre, forlader ”Moneda”.
- Klokken 11.00: Bombarderingen af ”Moneda” begynder. På samme tid bliver Allendes hjem angrebet.
- Klokken 11.30: Samtlige mediefolk bliver tvunget til at forlade området omkring ”Moneda”. Militærets forsøg på at storme regeringsbygningen mislykkedes på grund af den heftige modstand fra forsvarenes side.
- Klokken 12.00: Militæret erklærer et totalt udgangsforbud for hele hovedstaden fra kl.15,00. Enhver som misagter dette forbud vil blive skudt på stedet.
- Klokken 14.00: Indtagelsen af ”Moneda”.
- Klokken 16.00: Liget af præsident Allende bliver under store sikkerhedsforan-staltninger båret ud af ”Moneda” og transporteret bort med en militærhelikopter. De fleste tilfangetagne aktivister føres ud og henrettes på stedet.Der skal ikke være nogen overlevende øjenvidner til de konkrete hændelser omkring Allendes død.
- Klokken 19.00: Militærjuntaen, bestående af 4 generaler fra hærens overkommando, præsenterer sig på kanal 13 i det chilenske statsfjernsyn. Senere blev der oplæst forskellige støtteerklæringer fra arbejdsgiverforeninger og militærenheder.
- Dagene derpå
Den 12.september dannes en ministeriel regering, der udelukkende består af militærpersoner. Også dommerne er professionelle militærpersoner. USA og Israel anerkender omgående Chiles militærjunta, som Chiles legitime regering og opretter som de første diplomatiske forbindelser til kupmagerne.
Dagen igennem foretages der systematiske husransagelser, anholdelser og henrettelser på stedet. Alt sammen planlagt
lang tid i forvejen. Omkring 7000 venstrefløjsfolk bliver overført til det store nationalstadion.
Derfra deporteres mange til militærfængslerne på øerne Quiriquina og Selkirk. Mange forsvinder, henrettes på stedet eller bliver smidt i havet fra
militærhelikopterne.
- Victor Jara henrettes
Chiles kendeste folkesanger Victor Jara er blandt de, som blev henrettet den 16. september 1973 i dette stadion.
Før hans død brækkede soldater alle hans fingre enkeltvis, for at demonstrere deres had til hans guitarspil og umådeligt smukke poetiske sange med klare politiske udsagn.
- Pablo Nerudas begravelse
- Venstrefløjens sidste offentlige demonstration og tilkendegivelse i mange år.
Den 23. september 1973 døde Chiles store digter og forfatter Pablo Neruda på mystisk vis i en privatklinik i Santiago. På trods af den store repression og udgangsforbuddet samledes tusinder af folk med livet som indsats for at ledsage Neruda på hans sidste rejse.
- Væbnet modstand mod militærjuntaen
Den revolutionære venstrebevægelse MIR er den eneste organisation, som i nogle år efter
kuppet fortsætter en væbnet modstand i illegaliteten. I starten af 1980`erne dukker en anden byguerilla-gruppe op i Chile:
”Den patriotiske front Manuel Rodríguez”, FPMR, der gennemførte en lang række opsigtsvækkende væbnede aktioner. Gruppens mest spektakulære aktion fandt sted den 7. september 1986 med et
attentat mod general Pinochet. Han slap dog med lette kvæstelser.
- Der er idag stadig væk politiske fanger fra modstanden mod militærjuntaen i Chiles fængsler, skønt Pinochets gamle garde for længst er blevet historie...
(Artiklen er skrevet af al. / autonom infoservice i 2003 og let justeret i 2024)
_______________________________________
Den revolutionære venstrebevægelse / Movimiento de Izquierda Revolucionaria (MIR) i
dag (Forstør ved at klikke på billedet):
Santiago, d. 8. september 2019 : Mindemarch for de mange kammerater fra MIR der blev dræbt i kampen mod militærdiktaturet eller omkom i fængslerne:
autonom infoservice
Chiles revolutionære venstrefløjsbevægelse ’Movimiento de Izquierda Revolucionaria’ (MIR) forsøgte frem til 1973 at forcere folkemagt-strukturer fra
neden.
Efter det blodige militærkup under ledelse af general Augusto Pinochet den 11. september 1973 organiserede MIR den væbnede modstand.
Relateret
autonom infoservice
___________
Div. websites
-
libcom.org.: On the situation in southern Chile:
self-organisation of proletarians in the face of catastrophe, lumpen capitalists and state incompetence -
Colectivo Accion Directa: CHILE Y SALVADOR ALLENDE: 4 DE SEPTIEMBRE 1970 - 4 DE SEPTIEMBRE 2018
- MIR på facebook
Div. materiale
-
Forskellige Film om kuppet
-
Costa-Cavras ”Missing” - En fremragende spillefilm om Chile 1973 med Jack Lemmon i hovedrollen.
- Chiles historie på leksikon.org
