EU - OUT OF CONTROL - en venstreradikal analyse

 Koncernernes lobbyister i første liga

Flere og flere af de lovforslag, der vedtages i Folketinget, har deres oprindelse i Brüxelles eller Strasbourg. De vigtigste spørgsmål i økonomiske og finanspolitiske anliggender er i årevis blevet afgjort på EU-plan. Andre områder som udenrigspolitik, arbejdsmarkeds - og retspolitik bliver i stadig større omfang underlagt EUs vedtagne retningslinjer.

Hver gang EU-kommisionerne vedtager vigtige beslutninger, sætter de store koncerners lobbymaskine deres dagsorden igennem. Koncernerne har således sat deres afgørende fingeraftryk på politiske tiltag som: *valutaunionen/indførelsen af Euro'en, * dereguleringen af finansmarkederne, * privatiseringen af den offentlige sektor, * forceringen af genteknik og atomkraft, * kommercialiseringen af uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet, etc. I alle disse centrale politiske EU-vedtagelser spillede de store koncernes lobby en afgørende rolle.

 Hvem er koncernernes lobbyister i EU?

De mest indflydelsesrige lobbyorganisationer på EU-plan er "Industriens runde bord" - ERT ( European Roundtable of Industrialists) og "Den europæiske finanssektors runde bord" - EFR ( European Financial Services Round Table). Disse to altdominerende kapitalistiske lobbystrukturer fremlægger - sammen med andre erhvervsorienterede lobbyorganisationer - initiativer, som i vid udstrækning bestemmer EUs politik.

"Industriens runde bord" ( ERT) består af 47 ledere fra en række transnationale koncerner. Den overordnede målsætning for ERT er at støtte udviklingen af  de europæiske storkoncerner til globalt dominerende størrelser. Da loobyistorganisationen blev dannet i 1983, deltog foruden koncernledere også EUs kommissærer for finanspolitik, forskning og industri. I 1985 vedtog ERT et strategipapir, som satte fokus på de væsentligste hindringer for koncernernes virken og man foreslog omkring 50 foranstalninger, hvis formål var at nedbryde barriererne for handel og investeringer. Kun få måneder efter ERT havde fremlagt dette strategipapir, offentliggjorde EU-kommissionen en såkaldt

"Handlingsanvisning for en europæisk foreningsproces", der næsten ordret overtog ERTs forslag.

ERTs centrale interesse i 1990'erne var skabelsen af en stærk europæisk fælles valuta og udvidelsen af EUs marked til de østeuropæiske lande. Som bekendt har industrilobbyen sat sig igennem med deres projekter:

• - Ved hjælp af Maastricht-kriterierne og en uafhængig centralbank blev EU forpligtet til en restriktiv penge - og finanspolitik.
• - De østeuropæiske lande måtte underkaste sig et radikalt desocialiserings- og privatiseringsprogram.

EUs Lissabon-strategi fra 2000 bærer ligeledes koncernernes og erhvervsorganisationernes tydelige fingeraftryk. Ved hjælp af denne strategi skulle EU i året 2010 fremstå som det mest "konkurrencedynamiske og videnskabsteknologiske økonomiske område i verden".

"Den europæiske finanssektors runde bord" ( EFR ) blev oprettet af de store europæiske banker i 2001. Det erklærede formål er at skabe et fælles indre marked for en privatiseret servicesektor til fordel for eksempelvis europæiske pensionsfonde/finanskoncerner. Forudsætningen herfor er en privatiseret ældreforsorg på EU-plan.

Det andet sværpunkt i denne mægtige finanslobbys arbejde er at forhindre, at der foretages reguleringer i såvel den sociale sektor som på arbejdsmarkedet indenfor de enkelte EU-lande, der kunne reducere finanskoncernernes profitmuligheder. Det resulterer for eksempel i, at EU-kommissionen ikke kun nægter at indføre generelle retningslinjer til gavn for forbrugerne, men ligefrem annullerer tilkæmpede forbrugerrettigheder i enkelte lande som for eksempel i Danmark, Sverige og Østrig. Noget tilsvarende sker med nedbrydning af faglige rettigheder så som strejkeretten og i forhold til arbejdsmiljølovgivningen.

Den danske regerings ivrige politiske deltagelse i dereguleringen af arbejdsmarkedet og privatiseringen af den offentlige service samt skabelsen af stadigt mere retsløse tilstande for arbejdsløse, er de nationale segmenter af denne prokapitalistiske EU-politik. Altsammen mere eller mindre åbent støttet af Socialdemokratiet.

    EUs kontrol med finansmarkedet udøves af  - finansindustriens folk

Efter den globale finanskrise forlød det fra alle hjørner af EU, at finansmarkedernes "selvregulering" er mislykkedes og at man må oprette en  finanskontrol på EU-plan. Hvem husker ikke Fogh-regeringens skuespilagtige pro-EU mediestunt i denne forbindelse? Realiteten bag kulisserne ser dog ganske anderledes ud. EU-kommissionen nedsatte en "ekspertgruppe" på 8-personer, som skulle udarbejde     retningslinjer for en EUropæisk kontrolstruktur. Ifølge det tyske dagblad Frankfurter Rundschau består denne gruppe næsten udelukkende af repræsentanter fra finanssektoren med tilknytning til "Den europæiske finanssektors runde bord" - EFR:

Formand for "kontroludvalget", Jacques de Larosiére, er tidligere ledende manager for et stort europæisk bankkonsortium (BNP Paribas), Otmar Issing er rådgiver for investmentbanken Golman Sachs, Onno Ruding er rådgiver for Citigroup-bankkoncernen og Rainer Masera er tidligere forretningsfører hos den internationale finans- og bankkoncern Lehman Brothers i Italien...

 Dette er på ingen måde et enestående eksempel, men anskueliggør koncernernes indflydelse på EUs politik :

• Kommissionspræsidenten José Barrosos officielle rådgiver i energi- og klimaspørgsmål, Peter Sutherland, er formand for energikoncernen BP.
• EUs udviklingskommissær Louis Michels rådgiver er Etienne Davignon som er ledende medlem af  "Den europæiske finanssektors runde bord" og vicepræsident for en stor el- og vandkoncern ("Suez"). Iøvrigt den samme koncern, som går forrest i bestræbelserne på at privatisere vandet i de fattige lande i Afrika og Asien...

     EU-kommissionerne som kapitalens politisk lovgivende organ

Forholdet mellem EU-kommissionerne og kapitalorganisationernes lobbyister må betegnes som en interessesymbiose: Mens EU-kommissionen er afhængig af udspillet fra koncernernes interesseorganisationer, har lobbyisterne på den anden side vitale interesser i et samarbejde med EU-kommissionerne, som kan gennemføre kapitalvenlige rammebetingelser i form af lovgivning. Som det fremgår af de nævnte eksempler forfordeler EUs lovgivende og juridiske instanser systematisk koncernernes interesser. Mens andre interesseorganisationer som fagforeninger, forbrugerorganisationer, kvindeorganisationer, klimapolitiske bevægelser etc. kun sjældent slår igennem med deres EU-politiske forslag.   

 EU-parlamentsmedlemmer og koncernlobbyisternes hvervekampagner

Som medlem af EU-parlamentet bliver man bombarderet med invitationer og brevforsendelser med positioneringer, råd og forslag fra koncerner og erhvervsorganisationer. Deriblandt også krav om ændringer i foreliggende lovudkast og vejledning i, hvordan man bør stemme. For lobbyister er det vigtigt at dyrke den personlige kontakt til det enkelte parlamentsmedlem. Derudover findes der et utal af fora, hvor EU-parlamentarikere og koncernrepræsentanter mødes.

Et af de mange lobbyistfora er "European Business Parliament Scheme", der bryster sig med at have organiseret møder mellem 28 transnationale koncerner og EU-parlamentarikerne. For et års medlemsskab til en pris af 15.000 Euro ( ca. 105.000 kr.) tilbyder forummet koncernerne direkte kontakt til parlamentsmedlemmerne i form af f.eks. fælles middage, virksomhedsbesøg, udlandsrejser mm. Fornyligt kom det frem, at koncerner der er medlemmer af  lobbyistagenturet "European Business Parliament Scheme" - deriblandt Microsoft, Telefonica, Unilever - ganske gratis kunne bruge EU-parlamentets kontor- og infrastruktur. Det gik så langt, at lobbyisterne fik en officiel e-mail fra EU parlamentet stillet til deres rådighed. Først da dette kom frem i EU-kritiske medier, blev denne subventionering af koncerninteresser brat afsluttet. For med al sandsynlighed at fortsætte mere diskret. Business as usual...