Natten til den 18. oktober 1977 døde tre kendte aktivister fra den vesttyske byguerillagruppe Rote Armee Fraktion (RAF) i et af Europas mest moderne højsikkerhedsfængsler,”Stammheim”. Under omstændigheder der den dag idag er uopklarede...
-
Hvad skete der denne nat?
I et interview fortæller Irmgard Möller, den fjerde RAF-fange, der som den eneste overlevede natten i Stammheim, herom:
"Det første jeg mærkede, var en stærk susen i hovedet, mens nogen åbnede mine øjenlåg ude på gangen under skærende neonlys. Der stod en masse mennesker omkring mig og rørte ved mig alle mulige vegne. Så hørte jeg en stemme sige: "Baader og Ensslin er døde" Derefter mistede jeg igen bevidstheden ... "
- Nyere undersøgelser tilbageviser statens "selvmord" - version
-
Billeder fra venstre: * Begravelsesdemo for de 3 døde RAF-aktivister
i Stuttgart * Den franske filosof Jean-Paul Sartre på besøg hos Andreas Baader i Stammheim *
Solidaritetsdemonstrationer med de politiske fanger foran Stammheimfængslet og i Berlin.
(Forstør ved at klikke på billedet):
- Hvad skete der denne nat i Stammheim-fængslet?
Det tyske statsapparat har på trods af opfordringer fra et bredt spektrum af samfundet ihærdigt nægtet at åbne de hemmelige arkiver for offentligheden.
Sålænge de statslige myndigheder forhindrer en frem-lægning af politiets og politikernes dispositioner ift. RAF-fangerne i Stammheim, sålænge vil mistanken om statsligt udført mord på
politiske modstandere bestå.
Især med Tysklands historie in mente...
Den 18. oktober 1977, knap 8 timer efter stormen på den af en gruppe palæstinensere bortførte flyvemaskine "Lands-hut" i Mogadishu, blev
Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra RAF's grundlæggergeneration fundet døde i deres isolationsceller i Stammheim, Europas mest moderne sikkerhedsfængsel.
Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller,var alvorligt såret efter flere knivstik i hjerteregionen. Hun overlevede og forblev fængslet indtil 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 år i fængsel.
Skønt den retsmedicinske undersøgelse af politiets "forordnede grunde" først ville starte ved 16-tiden om eftermiddagen, forkyndte en talsmand fra delstatsregeringen i Baden Würtenberg allerede om morgenen ved 9-tiden, at "fangerne i Stammheim har taget deres eget liv".
"Småtskårent skænderi" om dødsårsagerne....
Omkring klokken 14 erklærede Klaus Bölling, forbundsregeringens pressetalsmand overfor den samlede presse, at det drejer sig om "selvmord" og Willy Brandt, Social-demokratiets formand afviser under alle omstændigheder et "småtskårent skænderi" om dødsårsagerne....
Europas mest moderne højsikkerhedsfængsel ved navn ”Stammheim” i udkanten af Stuttgart:
Andreas Baader - skudt. Ifølge de kriminaltekniske under- søgelser foretaget af sporsikringen i forbundskriminalpolitiet (BKA) skulle Andreas Baader have skudt sig selv med en 18 cm lang pistol.
Ifølge BKA havde Andreas Baader placeret pistolen i midten af nakken, 3 cm over håransatsen - med en skud- kanal tydeligt over panden og hårgrænsen.
Ifølge BKA-rapportens analyse kunne skuddet kun være blevet affyret med en afstand på 30 - 40 cm mellem pistol-mundningen og indskudshullet. En sådan placering ville have krævet en årelang akrobatisk træning.
Derudover viste en laboratorie under-søgelse, at Andreas Baaders hænder ikke havde nogen segmenter af
krudtspor på sig, hvilket ville have været tilfældet, hvis han selv havde affyret pistolen.
Hverken de tre skud, der blev affyret i hans celle eller de tilhørende patronhylstre blev sammenlignet med pistolen i cellen.
Dette ellers obligatoriske rutinecheck er blevet "forsømt".
En vigtig "gerningssteds specifik" blod - og vævsprøve, foretaget af obducent professor Rauschke, skulle desuden på mystisk vis være "blevet væk".
Jan Carl Raspe - skudt. Heller ikke på Jan Carl Raspe kunne der konstateres nogle segmenter fra krudtspor. På pistolen, der blev fundet ved hans side, fandt man ingen blodspor, skønt det var synligt, at han døde af et nærskud mod tindingen.
Ifølge fængselsbetjentene blev Jan Carl Raspe fundet med pistolen i hånden, skønt det ud fra pistolens kaliber kan konstateres, at stødet ved et skud er så kraftigt, at det er helt udelukket, at
man livløs kan beholde den i hånden.
I en rapport fra delstatsparlamentet i Baden Würtenberg blev dette justeret af politiet til "pistolens position er uafklaret".
Den tredje og endelige version findes senere i statsadvokatens afslutningsrapport: "pistolen lå ved siden af hans højre hånd". Ifølge BKA-rapporten var der ingen fingeraftryk, hverken på Andreas Baaders eller på Jan Carl Raspes pistoler.
Skønt der ifølge retsmedicineren ikke var nogen spor af blod at finde på pistolerne, erklærede statsadvokaten at " våbnene var så indsmurt i blod, at det var umuligt at spore fingeraftryk".
Senere blev det til, at "blodet blev visket af våbnene" og derefter justeret til at "sporene blev forvisket, da pistolerne var blevet smurt ind et lag fedt". Det sidste blev så den endelige version, som forsynes med BKA-kommentaren: "Fingeraftryk kan ikke bevares på olierede våben".
Gudrun Ensslin - hængt. Gudrun Ensslin blev fundet hængt i et elkabel på hendes cellevindue. Ved forsøget på at tage hende ned, knækkede elkablet øjeblikkeligt. Hvorfor det ikke gik i stykker ved hængningen, var der ingen, som spurgte om i den officielle rapport.
Den obligatoriske "histamintest", som ellers altid foretages på mennesker, der har hængt sig, er blevet forberedt men aldrig gennem-ført.
Der blev heller ikke gennemført sporsikring af stolen, som Gudrun Ensslin skulle have benyttet eller af hendes fingernegle for at undersøge eventuelle voldelige hændelser forud. Der blev
konstateret sår på hendes ryg, i højre mundvig, på næsen, i hoved-bund og i venstre lyske.
Dette blev dog ikke nærmere undersøgt. Ligesom hos Andreas Baader måtte rets-medicinerne vente i 8 timer, før de fik adgang til Gudrun Ensslin`s lig.
Irmgard Möller - hårdt såret af knivstik. Irmgard Möller var alvorligt såret efter 4 knivstik i hjerteregionen. Et stik var 7 cm dybt. Knivstikkene stammede angiveligt fra en smørrebrødskniv. Et stik var så voldsomt, at det femte ribben næsten var knækket.
I statsadvokatens afsluttende beretning blev stikkene reduceret til 2-4 cm.
På den blodige kniv fandt man ikke Irmgards fingeraftryk. Hun fik senere hen ikke lov til at få hendes røngtenbilleder udleveret. De befinder sig ligesom andet vigtigt bevis-materiale i BKAs
arkiver.
- - Den officielle version ...
Ifølge BKA-efterforskninger skulle fangerne have fået indsmuglet deres våben af deres advokater og selvmordene skulle have fundet sted koordineret via et selvinstalleret kommunikationssystem mellem cellerne.
Begge BKA-påstande afvises prompte af Stammheimfængslets vagtpersonale, der betegner det som en "umulighed". Ifølge dem blev alle besøgende, inklusive fangernes advokater, kontrolleret "indtil underbukserne" og "fangernes celler underkastet hyppige og grundige ransagninger". Disse udsagn blev senere hen tilpasset BKAs påstande og fængselspersonalet fik forbud mod at udtale sig.
- .... og advokaternes version
RAF-advokaterne har en helt anden opfattelse af, hvad der skete i Stammheim-fængslet natten mellem d. 17. og 18. oktober 1977. De har ofte betonet, at der ikke fandtes nogen mulighed for hverken intern eller ekstern kommunikation. Fra den 6. september 77 blev enhver besøgskontakt afbrudt.
Fangernes celler blev lydisoleret og radioer etc. blev fjernet. Ifølge advokaterne er det også helt usandsynligt, at Andreas Baader og Jan Carl Raspe skulle kunne have skjult angiveligt indsmuglede våben.
Fra den 28. april 77 kunne ingen - heller ikke advokaterne - tale med fangerne uden skillevægge af panserglas mellem sig. Al post blev grundigt undersøgt. Flere gange om ugen blev der foretaget ransagning af cellerne og fangerne blev jævnligt flyttet rundt til andre celler.
____________________________
"Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!"
Nogle dage før dødsnatten blev der fra højtstående politisk side givet ordre til at indstille de natlige cellekontroller. Iflg. ugemagasinet Der Spiegel fra september 1997, fortalte et daværende socialdemokratisk parlamentsmedlem, at han dengang spurgte Helmut Schmidt, hvad grunden til denne afgørelse var.
Svaret var: "Hensyntagen til fangerne". På spørgsmålet om, hvem der gav denne ordre, var svaret: "Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!"
Den socialdemokratiske regering afviste de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne.
- "Eksotiske løsninger"
Det er ikke nogen hemmelighed, at den særlige krisestab, der blev nedsat af den daværende højresocialdemokratiske regering under RAFs bortførelse af arbejds- giverformanden Schleyer, diskuterede ”eksotiske løsninger” ifm. RAF-fangerne. Specielt dem i Stammheim-fængslet.
To dage efter at Schleyer blev bortført forslog ledende konservative politikere som Franz Josef Strauss og Filbinger, at man indførte ”dødsstraf for at bekæmpe terror- problemet”. I talrige medier fabulerede man om ”standret” med live-transmission i TV og ”lynjustits”.
_______________
Manifestation foran den tyske ambassade i København,
den 17. oktober 1997.
Arrangeret af de to autonome tidsskrifter "Propaganda" og "Autonomi" .
(se mobiliseringsplakaten for manifestationen i forlængelse af artiklen)
Episoden sættes i en større politisk og begivenhedsmæssigt sammenhæng i baggrundsartiklen: Rote Armee Fraktion - Den vesttyske byguerillagruppes historie (1970 - 1998)
_____________________
”Strømmen blev slukket”
- et interview med Irmgard Möller
Irmgard Möller var den eneste, der overlevede natten i Stammheim. Mens hun befandt sig i fængslet, var det strengt forbudt for hende at ytre sig om dette tema.
Efter hendes løsladelse i 1994 fortalte hun i et interview til den venstre orienterede journalist Oliver Tolmein for første gang, hvordan hun oplevede hændelserne i Stammheim.
- Lufthansa maskinen »Landshut«, som var blevet kapret af en palæstinensisk kommandogruppe blandt andet med det formål at kræve løsladelse af fangerne fra RAF, blev kort tid efter at Andreas Baader havde haft en samtale med en justitsembedsmand, stormet af tyske elitesoldater. Hørte du om det i løbet af natten?
Irmgard Möller: Nej, de sidste nyheder jeg kunne høre i fængselsradioen var kl. 22.00 eller 23.00.
- Blev fængselsradioen slukket derefter?
Irmgard Möller: Ja, senest kl. 23.00 blev den slukket.
- Gik du så i seng?
Irmgard Möller: Nej, jeg læste. Men det var ikke så enkelt. Før flybortførelsen gik der vagter rundt og indsamlede lyspærene hver aften. Bagefter, under perioden med total isolation, slukkede de simpelthen for strømmen. Jeg havde altså brug for stearinlys.
Pladespilleren fik jeg til at virke ved hjælp af batterier, det gik.
- Jeg ville under alle omstændigheder holde mig vågen for at kunne høre de første morgennyheder kl. 6.00. Men jeg var også fuldstændig overtræt og udkørt. Så gik jeg lidt frem og tilbage i cellen for ikke at falde i søvn. Men på et eller andet tidspunkt er jeg alligevel døset hen.
- Havde du i nætterne forinden også forsøgt at holde dig vågen?
Irmgard Möller: Ja. Jeg sov meget, meget lidt. Heller ikke om dagen, ingen middagssøvn eller noget som helst. Kropsligt var jeg totalt udmattet på grund af de mange sultestrejker i ugerne forinden, og fordi jeg ikke rigtig spiste fængselsmaden og heller ikke havde andet, fordi det var blevet os forbudt at købe frugt eller andre supplerende ting.
- Jeg havde overhovedet ikke flere reserver tilbage. Ret sent om natten råbte jeg på Jan (Carl Raspe). Jan var overfor mig, få meter borte på den anden side. Han hørte mig også og reagerede. Jeg ville prøve at finde ud af, hvad der skete. Bagefter lagde jeg mig under tæppet og faldt i søvn på et eller andet tidspunkt.
- Hvad skete der så?
Irmgard Möller: Det første jeg mærkede, var en stærk susen i hovedet, mens nogen åbnede mine øjenlåg ude på gangen under skærende neonlys. Der stod en masse mennesker omkring mig og rørte ved mig alle mulige vegne. Så hørte jeg en stemme sige: "Baader og Ensslin er døde".
- Derefter mistede jeg igen bevidstheden. Næste gang jeg kom til mig selv var flere dage senere på hospitalet i Tübingen. En statsadvokat stod ved siden af min seng og ville vide, hvad der var sket. Min forsvarer fik først lov til at se mig dagen efter. Fra hende hørte jeg så, at Jan også var død.
- Hun fortalte mig også, at det det bortførte "Landshut" var blevet stormet, og at alle fra "Kommando Martyr Halimeh", undtagen en kvinde (Souhaila Andrawes) var blevet skudt. I al den tid havde min advokat forgæves forsøgt at komme i kontakt med mig.
- Men når jeg i dag fortæller, hvad hun dengang berettede for mig – så gengiver det ikke samtalens virkelige karakter. Du må forestille dig, at efter mange uger med totalisolation, var hun det første menneske, jeg havde tillid til, som jeg fik kontakt med.
- Derudover var jeg alvorligt såret. Og vi havde lige præcis én time til vores samtale. Jeg lå på intensivafdelingen for brandsårsskadede, alt var dækket af kakler og fuldstændigt sterilt. Jeg var tilsluttet et gurglende apparat, havde vanvittige smerter, over det hele var der strissere. Selv lægerne på denne intensivafdeling i Tübingen blev overvåget nøje.
- Hvilke læsioner havde du helt præcist?
Irmgard Möller: Det vidste jeg på det tidspunkt ikke. Det har jeg først senere fået at vide af en læge, som jeg har tillid til. Ud af fire knivstik i brystet havde et ramt hjertet og flænset lungerne, som var løbet fuld af blod.
- I Tübingen måtte man skære mig op og lægge dræn ind for at suge væske fra sårene ud. Knivstikket var blevet udført med stor kraft og var syv cm. dybt. Kniven
må være blevet stoppet af ribbenene, for på et af dem var der et snit.
- Knivstikket skulle angiveligt være udført med en kniv, man normalt bruger til at smøre smør på brød med?
Irmgard Möller: Ja. Det eneste man fandt i min celle var en saks og en kniv. Andre ting var der ikke.
- Det tilhørte virkelig dig?
Irmgard Möller: Ja, det var del af det almindelige fængselsinventar.
- Var det en spids eller en rund saks?
Irmgard Möller: Det var ganske lille saks beregnet til at klippe i aviser med. Den var der heller ingen som talte om, fokus blev sat på den stumpe, lille kniv.
- Har du eller dine advokater overhovedet talt med nogen læger om, hvorvidt den kniv kunne have udført så dybt et stik, som du havde?
Irmgard Möller: Mine advokater har forsøgt at tale med læger og plejepersonale. Men de er altid stødt på lukkede døre. Hospitalets personale havde åbenlyst fået forbud mod at
tale med mine forsvarere. Enkelte sygeplersker har forsøgt at give informationer til mine advokater. Men det lykkedes sjældent.
- Personalet var bange. Og advokaterne var også nervøse. Dengang blev mange af vores advokater sat på anklagebænken, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at ville opklare noget. Jeg
har selv flere gang forsøgt at få fat i papirerne i min sag, men uden held.
Hvad er det sket med røntgenbillederne?
Irmgard Möller: Jeg har aldrig set dem. Mange år senere, da jeg stadig havde vanskeligheder med at trække vejret, ville fængselslægen i Lübeck låne disse billeder. Vi troede, at fra fængselslæge til fængselslæge ville det nok kunne lade sig gøre. Men vi tog fejl. De rykkede ikke ud med billederne.
- Hvornår fortalte du for første gang, hvad du oplevede denne nat i Stammheim?
Irmgard Möller: Først har jeg talt med min advokat om det, og så har jeg aflagt vidneudsagn til den parlamentariske undersøgelseskommisson.
- Har du regnet med, at de endnu engang ville forsøge at slå dig ihjel?
Irmgard Möller: Det kunne jeg i hvert fald ikke udelukke. Den måde jeg blev behandlet på havde til formål at få mig til at gå fra forstanden. Konstant overvågning, total kontrol. Det ville passe dem bedst, hvis de på et eller andet tidspunkt kunne fremvise en forrykt.
- For det var det, de ville bevise:
Kun sindssyge og forrykte tilslutter sig RAF og indleder en væbnet kamp mod systemet. Eller de prøvede at få mig til at påstå, at der var tale om selvmord. Det var måske også vigtigere for dem, end at jeg lå et eller andet sted som lig. Det troede jeg i det mindste dengang. Men den angivelige risiko for at jeg ville begå selvmord har justitsvæsenet brugt som påskud for at forbyde mig stort set alting.
- Jeg måtte ikke have noget som helst i min celle, ikke møde andre fanger, ikke slukke lyset – fordi det ville øge risikoen for, at jeg begik selvmord. Det var ubeskriveligt, og sådan stod det på i årevis, indtil 1980, hvor jeg så kom til fængslet i Lübeck.
__________________________
(Interviewet er et mindre uddrag fra et særnummer om Stammheim, som den tyske fangesolidaritetsorganisationen Rote Hilfe udgav i 1997. Oversat og løbende ajourført af folk fra autonom infoservice)
- Relateret. Dødsnatten i Stammheim: Ny undersøgelse fra 2011 tilbageviser statens version (offentliggjort d. 14. juni 2011)
Stuttgart, 17. oktober 1987:
Solidaritetsdemo med de revolutionære fanger med omkring 8000 deltagere
Ulrike Marie Meinhof. Journalist og en af RAFs grundlæggere.
Døde d. 9, maj 1976 under uopklarede omstændigheder i Stamm-fængsel.
København, den 15. + 17. oktober 1997:
Offentligt møde og manifestation, organiseret af Propaganda & Autonomi
