Geneve: Omkring 5000 i vred protest mod WTO – ministerkonference

For præcist 10 år siden formåede omfattende protester at sabotere WTO-mødet (World Trade Organi- sation) i Seattle november 1999. ”The Battle in Seattle” blev begyndelsen på en ny æra for den globale modstand mod neoliberalismens hærgen.

I år er det den mondæne schweiziske by Geneve, der danner rammen om WTOs minister - konference, som finder sted fra den 30. november til den 2. december 2009.  

Tusindvis af vrede demonstranter fyldte igår byens gader for at protestere mod de globale sociale og økonomiske følgevirkninger af WTOs politik. I Geneves indre by gik større grupper af demonstranter til angreb på banker og luksusforretninger og biler blev sat i brand. Politiet svarede igen med at pumpe boligkvarterene fuld af tåregas.

  • Øjenvidneberetning om demonstrationsforløbet lørdag d. 28. nov. 2009.  
  • Billeder fra demonstrationen  
  • Baggrundsinfos om WTO

Det var en blandet demonstration, der lørdag d. 28. november 09 drog gennem gaderne i Geneve. Den bestod bla. af organisationer som Attac, det schweiziske parti De Grønne, venstrefløjspartiet Solidarité samt større blokke af klimaaktivister og en sort anarkistisk-autonom blok. De ca. 4 – 5.000 demonstranter bevægede sig gennem den indre by ud til konferencecentret i byens periferi.

Grupper af demonstranter angreb banker, smykkeforretninger, hotelindgange, etc. langs demoruten. Flere biler blev sat i brand. Den schweiziske delstats (kanton-) politi anvendte tåregas og vandkanoner  mod demonstranterne. Der blev også skudt gummikugler ind i demonstrationen. Ifølge politiets oplysninger blev 15 demonstranter anholdt. En 80-årig kvinde blev væltet i tumulterne og måtte en tur på hospitalet.

Demonstrationen opløses

I denne situation valgte demonstrationens arrangører formelt at opløse demonstrationen. I en pressemeddelelse betonede de dog, at demonstrationen var en stærk markering mod WTOs politik, der står for liberalisering af verdenshandelen og prisdumpning på bekostning af verdens fattige bønder. Organisatorene fordømte politiets brutale fremfærd og brud på elementære demokratiske rettigheder og opfordrede den schweiziske regering til at overvåge politiets overholdelse af de gældende love.

Sydkoreanske bonderepræsentanter afvist i lufthavnen  

Politiet bidrog allerede i forfeltet til en anspændt stemning ved at nægte indrejse til tre indbudte repræsentanter fra den sydkoreanske bondebevægelse. På trods af den schweiziske fagbevægelse Uniterre’s omgående protester fastholdt politiledelsen indrejseforbuddet. Den henviste til en afgørelse fra Berns myndigheder. Ifølge dem er de tre tilbageholdte bondeledere internationalt registreret som voldelige og har i forvejen indrejseforbud i adskillige lande.

 

”... banegårdspladsen og selve banegården var fuld af tåregas”

-  en beretning fra en demodeltager

 

” Demoen startede på Place de Neuve. Der var omkring 4000 deltagere. I midten af demoen gik en stor, sort blok. Allerede efter demoen var gået de første par meter, løb flere folk ud fra blokken – med hammere knuste de en hel del bankruder. På de følgende 500 meter knustes så godt som alt: Starbucks ( amerikanske kaffebarsimperium) , dusinvis af biler, busholdepladser, hoteller, smykkeforretninger, mange butikker, osv. ....Ved indgangen til Paqis-kvarteret blev bilerne ikke bare smadret med også brændt af. Politiet stoppede demoen med utrolige mængder af tåregas.  

Det varede ca. en time, før demoen samledes på ny. Nogle tusinde tog via banegården til det oprindeligt planlagte afslutningssted. De fleste drog derefter videre i retning af WTOs konferencebygninger, men blev stoppet af tåregas og vandkanoner. En enkelt banks ruder blev smadret undervejs. Ellers var området – i stil med de franske banlieue kvarterer – domineret af beboelseshøjhuse. Der var stort set intet andet.  

Demonstranterne fordelte sig i parken omkring banegården. Der var stadig væk en masse mennesker tilstede (deriblandt familier med børn), som lyttede til koncerten. Nogle demonstranter byggede barrikader. På et tidspunkt omringede politiet området og begyndte uden grund at pumpe massive mængder af tåregas ind i parken. Uden at sætte sig til modværge flygtede folk i retning af banegården, tæt forfulgt af politiet, som blev ved med at fyre tåregas af. Med det resultat at hele banegårdspladsen og selve banegården var fuld af tåregas. Rundt omkring på pladsen så jeg mange mennesker brække sig.

På dette tidspunkt var der kun få demonstranter tilbage, der råbte paroler mod politiet. Derimod kom mange migranter fra de omkringliggende boligkvarterer til og nu var det dem, som politiet lavede klapjagt på.  

Alt i alt: Omfattende, målrettet ødelæggelse udgående fra en stærk revolutionær blok, ufatteligt meget tåregas fra politiet samt solidaritet fra kvarterets migrantkids i kampen mod politiet...”

(shaggie og al. / autonom.info-service)

kilde: indymedia.ch
Billederne er fra indymedia.ch og div. schweiziske medier. 

Rosso / Controinformazione

Finance News Schweiz

Berner Zeitung. ch

Police clash with protesters at WTO in Geneve

 

Links  

indymedia.geneve

Anti-WTO – Schweiz

Action Autonome

Libertäre Aktion Ostschweiz

Autonome Gruppen Oberland     

 

WTO - En kort introduktion:

WTO startede sin virksomhed 1. januar 1995 som en udløber af den såkaldte Uruguay runde. Det var den sidste handelsrunde under ledelse af den hidtidige verdenshandelsorganisation GATT (General Agreement on Tariffs and Trade). Med dannelsen af WTO sker der det, at WTO får et relativt stort sekretariat med omkring 600 ansatte i Geneve.

Derudover får WTO øget kompetence, især på spørgsmålet om løsning af handelskonflikter via oprettelsen af et såkaldt ”Dispute Panel”

(Konfliktløsningspanel), forsynet med det overordnede konfliktløsnings-kontrolorgan : ”Dispute Settlement Body... Dette panel har kompetence til at træffe afgørelser, som medlemslandene (2009-status: 153) skal følge. Et enkelt medlemsland har ikke lov til at bryde handelsreglerne og det kommer under temmelig kraftigt pres, hvis det alligevel sker. ( Men som regel er der kompensationer og to standarder for de rige, imperialistiske lande...).

WTO’s øverste myndighed er ministerkonferencen. Landene sender deres handels-/udenrigsøkonomisk ansvarlige ministre til disse møder, der finder sted omkring én gang hvert andet år. Her fungerer det som et samarbejde af mellemstatslig form. Ministerkonferencens opgave er at udstikke rammer for kommende forhandlinger og opgaver. Et ”Generalråd” overvåger, at ministermødernes beslutninger føres ud i livet.

Reglerne er imidlertid temmelig komplicerede, og som regel agerer WTO-systemet i de rige industrilandes interesse. F.eks. hævede USA sin told på stål og stålprodukter i 2002. USA gjorde det under henvisning til, at den amerikanske stålindustri blev udsat for dumping, dvs. urealistisk lavt ansatte priser. I dette tilfælde tillader WTO-reglerne at indføre en beskyttelsestold. Noget lignende sker på agrarområdet til fordel for EU og USA. I modsætning til FN’s traktater, Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) vedtægter, eller flersidede miljøaftaler, kan WTO’s regler og afgørelser gennemtvinges vha. sanktioner.  

   __________________________________ 

Battle of Seattle, 1999

Linkbox med nyere og ældre artikler om demonstrationer mod WTO/Verdensbanken/IMF i Seattle 1999, der startede en ny bevægelse mod den kapitalistiske globalisering.
Tidsskriftcentret, 2009