GADERUMMET - Historien om et selvforvaltet projekt

- INTERVIEW med tre aktivister fra Gaderummet

Gaderummet var et selvforvaltet, socialpsykologisk fristed for gadebørn / unge.

I flere år forsøgte kommunale politikere og repræsentanter fra den etablerede psykiatri at tilpasse dette projekt til de gængse normer. Striden endte med, at beboerne blev smidt ud af deres lokaler ved hjælp af politiet. Det skete for et års tid siden. Siden da har lokalerne stået tomme. 

• I et interview med autonom infoservice fortæller Kalle, Peter og Tina om projektets historie, konfliktens årsager samt venstrefløjens ligegyldighed eller direkte afstandstagen overfor Gaderummet.

_____________

I det følgende INTERVIEW med autonom infoservice fortæller Kalle, Peter og Tina om Gaderummet og genvordighederne med den etablerede psykiatri, kommunalpampere og en yderst vaklende venstrefløj.

______________

• Autonom infoservice: Hvordan kan det være, at en alliance bestående af repræsentanter fra den etablerede psykiatri, statsfunktionærer samt politikere med socialborgmester Mikkel Warming i spidsen så ihærdigt har engageret sig i at tilintetgøre Gaderummet? - Et lille selvforvaltet socialpsykologisk bokollektiv med et par hundrede tilknyttede mennesker med prekære sociale og psykiske problemer...

Peter: Ud fra et sagligt synspunkt og ud fra de resultater, som Gaderummet har opnået, giver det i hvert fald ingen mening. Det giver derimod meget god mening at se aktørerne som en alliance mellem forskellige politikere og fagfolk, der ønskede at komme af med Gaderummet. Der har været flere interesser på spil og man har lavet en aftale om Gaderummet bag om Gaderummet.

- Vi har gennem 2 år forsøgt at få et svar på spørgsmålet, men det er ikke lykkes at få et svar, der er sammenhængende eller som kan dokumenteres.  

            _________________________

• Enhedsliste-politikernes rolle i lukningen af Gaderummet

Kalle: Det har været noget af et mysterium at forstå, at venstrefløjen og først og fremmest Enhedslisten, som ellers er forkæmper for fristeder som Gaderummet, gik så aktivt ind i kampen for at lukke Gaderummet, hvilket skete i maj 2007. Vi har aldrig kunne få et klart eller sammenhængende svar fra Enhedslisten og heller ingen dokumentation, så vi kan jo kun ud fra det meget mærkelige forløb gisne om, hvorfor vi blev lukket.

- I starten begrundede Enhedslisten og Mikkel Warming udadtil beslutningen med, at der på trods af en ellers meget fin og rosende tilsynsrapport om Gaderummet, var 6 kritiske forhold på stedet. Gaderummet havde imidlertid omhyggeligt redegjort for disse ift. brugergruppen og det faglige arbejde.

- Det var meget mystisk, at vi nogle måneder før lukningen blev kontaktet af Rikke Lauritzen fra Enhedslisten, som også sidder i Socialudvalget. Hun gav til kende, at hun synes, Gaderummet havde svaret fint på kritikken i rapporten, og så pointerede hun, at hun virkelig ikke forstod, hvorfor Gaderummet skulle gøres til et problem i kommunen. Det var jo opløftende at høre, at der var forståelse for fagligheden i Gaderummet.

- Men kort tid efter stemte både hun og Mikkel Warming for en lukning af Gaderummet. Personalet blevet fyret og brugerne skulle spredes ud på andre institutioner, mens der skulle opbygges et nyt værested i lokalerne. Vi kunne absolut ikke forstå den kovending fra Enhedslistens side, og det kunne brugerne heller ikke. - De har lige siden skrevet flere breve til Rikke Lauritzen og Mikkel Warming, hvor de beder om en forklaring på, hvorfor de sagde at Gaderummet ikke er et problem og så bagefter stemmer for en lukning. Der er ikke kommet et eneste svar tilbage – man ignorerer brugernes e-mails.

           __________________________

• Socialdemokraterne i Socialudvalget

- Socialdemokraterne i Socialudvalget, med Thor Buch Grønlykke i spidsen, kørte i pressen hårdt mod Gaderummet op til lukningen og indledte i øvrigt et angreb på Mikkel Warming, som de beskyldte for at ”holde hånden over Gaderummet, som var et hjertebarn for Enhedslisten”. Derefter stemte Enhedslisten for en lukning, og det lugter langt væk af, at der er en sammenhæng. 

- Alle de år Gaderummet har eksisteret – siden 1996 - har det været helt åbent, hvordan vi har arbejdet og fungeret. Både kommunen, politikerne, embedsmændene og Socialministeriet har kendt og accepteret den måde, vi arbejdede på som fristed, så det kan ikke komme bag på dem en tilfældig dag i 2007, hvordan Gaderummet fungerer. Den kritik man bruger mod Gaderummet ligner mere et påskud for at få det lukket af andre årsager. 

• Enhedslistepolitikernes personangreb på Kalle - Gaderummets grundlægger

- Der er psykiatriske institutioner, hvor der sker dødsfald og hvor der er gevaldig kritik af både forholdene og ledelsen, men som alligevel ikke bliver lukket.

- Tag fx sagen om Tokanten – Tokanten blev ikke lukket, ledelsen blev heller ikke skiftet ud, tværtimod gik Mikkel Warming dengang på TV med fuld opbakning til Tokantens ledelse. Gaderummet har aldrig haft nogen dødsfald og ikke engang set skyggen af dokumentation for den kritik, Mikkel Warming kommer med, så det virker meget mærkeligt.

- Efter lukningen og i takt med at mange brugere skrev klagebreve til Mikkel Warming og også læserbreve, begrunder Mikkel Warming lukningen med, at det er mig som leder, der er problemet – at Gaderummet slet ikke skal lukkes, men at det bare er mig, der skal skiftes ud, fordi jeg har svigtet. Det siger han samtidig med, at han har lukket pengekassen, fyret personalet og smidt brugerne ud. Det giver ingen mening. Mikkel Warming har senere nævnt i pressen, at grunden til at Enhedslisten lagde stemmer til var, at jeg skulle have svigtet.

- Han har konkrete eksempler på svigt fra min side, og på et møde i Enhedslisten Nørrebro siger han på en brugers forespørgsel, at han havde fået nogen hen- vendelser om, at Gaderummet havde foretaget sig noget ”der var så meget ved siden af”, at han ikke længere kunne forsvare det. Hverken jeg eller andre i Gaderummet er blevet hørt om de påståede svigt, og det er ikke med i Socialudvalgets skriftlige beslutningsgrundlag.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at Mikkel Warming kommer med de beskyldninger. Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri, men hvis jeg har gjort noget galt uden at vide det, så vil jeg gerne vide det, så jeg forstår ikke, hvorfor Mikkel Warming ikke vil være åben omkring sine anklager.

          ________________________

• Gaderummets lokaler står tomme

- Men det er jo meget belejligt for Enhedslisten at gøre mig til problemet , og svine mig til med anklager for at retfærdiggøre deres lukning overfor baglandet. Det svarer bare ikke realiteterne, at det er mig som leder, der skal skiftes ud, og det er heller ikke rigtigt, at Gaderummet fortsætter som hidtil. Se bare, der er gået et år, siden vi blev ryddet og der er helt tomt i Gaderummets lokaler.

- Siden lukningen har brugere, personale, bestyrelse med deltagelse af Preben Brand, formand for Projekt Udenfor, bakket op om Gaderummet og forsøgt at komme i dialog med politikerne og ikke mindst Mikkel Warming. Man har forsøgt at få en fair forklaring og en løsning, men man har kategorisk afvist det hver gang.

Samlet set ligner det, at der er indgået en eller anden politisk studehandel, hvor Enhedslisten har lagt stemmer til lukning af Gaderummet for at få en anden vigtig mærkesag igennem. Det har 250 brugere så måtte betale prisen for.

          ____________________

• Den etablerede psykiatri

- Gaderummets faglige tilgang udfordrer jo psykiatrien i den forstand, at den for det første ikke hiver medicin frem som den første løsning på at løse et problem hos brugeren. Gaderummet udfordrer den måde psykiatrien arbejder på og gennem praksis stiller den spørgsmålstegn ved, om det psykiatrien gør og kan løser nogen som helst problemer, eller om det overhovedet er relevant i det enkelte tilfælde.

- Gaderummets arbejde, tilgang, resultater osv. taler for sig selv. Men det har tilsyneladende været lige meget i den her diskussion, og jeg tror, at repræsentanter fra psykiatrien har oplevet Gaderummet som en konkurrent ift. deres eget arbejde. Sådan har vi ikke set det, men i bakspejlet ser det sådan ud. Der findes jo også utallige eksempler på, at den etablerede psykiatri slår hårdt ned på små alternative projekter.

           _______________________

• Embedsmænd/Statsfunktionærer

- Jeg tror, at der har siddet nogle embedsmænd i kommunen, som vitterligt ikke har kunnet lide Gaderummet og den måde vi har fungeret på. De har måske været bekymret, fordi vi ikke fungerer som det etablerede, men det har også været helt tydeligt, at de ikke har brudt sig om, at vi konsekvent har talt brugernes sag og ikke sagt ja til kontroller, der går ud over brugerne eller fagligheden.

- Jeg tror, mange embedsmænd ikke har kunne forstå, hvorfor vi tog de kampe, hvorfor det var altafgørende for arbejdet med brugerne, og måske har de hørt det, vi har sagt som noget, vi sagde bare for at være på tværs – det var bare ikke tilfældet. Vi har måske virket besværlige for nogle embedsmænd, fordi vi ikke gjorde som de andre, men det gælder langt fra alle embedsmænd, de fleste havde vi et rigtig godt samarbejde med.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at nogle ledende embedsmænd har haft en interesse i at komme af med Gaderummet og har haft et stort ord at skulle have sagt ifm. Gaderummets lukning. Det har vi også fået bekræftet fra anden side.

- Da vi som et samlet Gaderummet så protesterede mod lukningen og blev ved med at arbejde og kræve en fair behandling, så tror jeg, at embedsmændene for alvor blev forargede over, at vi tillod os det, og ikke bare makkede ret og derfor satte de ekstra ind på, at Gaderummet skulle nedlægges.

- Det er også vigtigt at holde sig for øje, at de midler som Gaderummet fik, kom fra staten, fra Socialministeriet, kommunen administrerede så pengene – og med lukningen måtte kommunen beholde pengene til et andet projekt, som kommunen i højere grad selv kunne styre. Så det ligner, at også det har spillet ind.

         ______________

• "Hvad tænker du?"

Tina: Dette var del af en større plan om at få alle unge psykisk syge kontrolleret og pacificeret gennem medicinsk behandling. Det hele begyndte, da to ifm. et socialfagligt tilsyn med Gaderummet blev ”udpeget” som psykisk syge. Samtidig var hashpolitikken i Gaderummet den, at man ikke forbød unge at ryge hash og heller ikke skjulte ”det beskidte” (som hash-rygning!) bagerst i institutionen ved at definere situationen som ”ude af kontrol”.

- Her øjnede Mikkel Warming, i alliance med den etablerede psykiatri, en chance for at skabe orden gennem en ensretning af institutioner, hvor unge skal tvinges til instrumentelle aktiviteter og medicinsk behandling. Samtidig kunne en politiker med en dårlig position vinde stemmer.

Sjovt nok kommer Hr. Warming pludselig med en ”redningsplan”, som går ud på at lave hash-klubber og nye væresteder og lover bolig til alle hjemløse. Efter Gade- rummet er lukket! Han er igen en del af debatten. Et sammentræf? Hvad tænker du?

• Autonom infoservice: I tilsynsrapporten om Gaderummet udarbejdet af kommunens socialfaglige tilsyn konstateres følgende: ”Det er Gaderummets opfattelse, at det har hjulpet nogle af de unge at være uden medicin....” Udtalelsen bruges til at pålægge Gaderummet ikke at snakke medicin med dets brugere, før de har snakket med en psykiater. Hvordan har I taklet dette absurde påbud, som tydeligvis sigter på at fastslå den etablerede psykiatris behandlingsmonopol?

Peter: Da vi modtog tilsynsrapportens kritik forstod vi ingenting. Tilsynet har tilsyneladende ikke forstået Gaderummets faglige koncept, som jo var godkendt af kommunen, og det udmundede sig i krav, som stred fuldstændig mod det grundlag, Gaderummet var godkendt til.

Tilsynet vurderede vores socialpsykologiske arbejde gennem en socialpsykiatrisk vinkel og stillede på den baggrund krav, som ville betyde, at Gaderummet skulle ændre grundlæggende praksis og blive magen til de steder, vores brugere kom fra og som de overhovedet ikke kunne bruge til noget.

- Gaderummet har altid haft total åbenhed omkring, hvad der foregår og hvordan vi arbejder. Derfor ville vi ikke bare sige ”ja ja” til kommunens krav, for så at fortsætte som hidtil. Det holder ikke med en inderside og en yderside, der er forskellige fra hinanden. Den eneste vej vi kunne komme igennem var igen at redegøre omfattende for det faglige arbejde, for brugergruppen og stedet i forhold til tilsynets påbud, og derigennem opnå dialog og forståelse for hinanden.

- I vores omfattende redegørelse som svar på tilsynsrapporten skrev vi bla følgende om påbuddet: Citat fra svar på tilsynsrapporten ved Kalle B. Madsen, side 13: ”Nogle unge med psykiske lidelser bliver støttet i ikke at tage medicin. Det er Gaderummets opfattelse, at det har hjulpet nogle af de unge at være uden medicin”.

          _____________________________________

• "De har i Gaderummet modtaget en anden behandling..."

- Det er ikke Gaderummets opfattelse, at ”det har hjulpet nogle af de unge at være uden medicin”, fordi de ”bliver støttet i ikke at tage medicin”, som Tilsynet vil citeres for. Nej. Det er også ren cirkulær tale.

- Der er derimod tale om, at snesevis af unge gennem alle årene er trappet ned og ude af medicin, fordi de ikke kunne komme længere af den vej, hvor medicinen var ved at spise deres sidste rester af selvbestemmelse. Unge med prekære sociale forhold, hvis eneste behandling har været medicin, selvom de har ønsket noget andet, og hvor effekten var det forudsigelige drop-ud af uddannelse, arbejde mm. De har i Gaderummet modtaget en anden behandling, der har gjort dem i stand til at udvikle deres liv i social, psykisk og somatisk forstand.

- Mange unge har, inden de havner i Gaderummet, forgæves været rundt og søge psykolog eller en behandler af lignende art, men har ikke fundet noget – eller ikke haft råd. En læge har så typisk henvist dem til en psykiater, som til sidst tog over med en ren medicinsk behandling. Mange får det ikke bedre heraf, de må sygemeldes, hvorfor de igen og igen konsulterer læge og psykiater, og dosis og præparat forandres igen og igen. Typisk har dette kørt et par år, før Gaderummet involveres. Når lejlighed, venner og de sidste rester af socialitet grundlæggende er truet, så sker det, at én eller anden kommer slæbende med en person, der intet mere kan selv, som alle vil indlægge, men som ikke selv vil det – og her tager Gaderummet så over.

          ______________________________________

• "...opfattelsen var, at Gaderummet havde et divergerende syn på psykiatrisk behandling"

- Kommunen blev tilsyneladende meget fortørnede over vores svar, over at vi ikke bare sagde ”ja ja”. For kommunen handler det tilsyneladende om, at man bare siger ja, uanset indholdet. På et møde med kommunen blev vi spurgt, om vi ikke bare kunne sige ja, eller i det mindste bare sige ja til noget af det. Det var lige meget hvad, der skulle bare siges ja til et eller andet – en meget mærkelig måde at gøre det på, og det ville Gaderummet slet ikke  kunne rumme. På mødet redegjorde Gaderummet desuden for konflikten mellem påbuddet og det faglige arbejde/godkendelsen. 

- Det hjalp tilsyneladende ikke. Kommunen skrev i sine papirer, at Gaderummet ikke var samarbejdsvillig og opfattelsen var, at Gaderummet havde et divergerende syn på psykiatrisk behandling, en sort hvid holdning til medicin. Det blev sagt, at vi frarådede brugerne at tage medicin og det blev sagt, at Gaderummet fratog brugerne deres medicin.

Tina: Ved at fremhæve hvilket grundlag Gaderummet blev godkendt på og de forståelsesrammer, der gjorde stedet til den unikke praksis, det var: Et alternativ til medicinsk behandling! Ved at gøre det klart, at de unges ønske om ikke at tage medicin blev diskuteret og sagen ikke handlede om, at man modarbejdede den unge. - Hvis man ikke ønskede at tage medicin i Gaderummet, blev det ikke gennemført med tvang. Gaderummet ville modarbejde tvang og kontrol. Lytte til den unges ønske om medicinfri behandling. Ved ikke at lade andre styre Gaderummet og Gaderummets unge. Ved at give selvbestemmelse og brugerstyring og et frirum. Ved at give det, de unge ønskede. Og kæmpe deres sag.  

           ______________________________

• Det socialistiske patientkollektiv og Gaderummet

Autonom infoservice: Gaderummets udgangs- punkt og inspiration stammer bl.a. fra det venstreradikale patientkollektiv (Sozialistisches Patienten Kollektiv) i Heidelberg i 1970`erne. Det tager udgangspunkt i, at den psykisk syge er et produkt af samfundets socialpsykologiske tvangs- normer, som kun afhjælpes med alternative ikke-hierarkiske  socialiseringsprocesser. Altså en radikal afvisning af at det såkaldte psykisk syge menneske kan gøres ”rask” (= gnidningsløst tilpasset) igen ved at blive medicineret med psykofarmaka. Hvordan svarer denne ”anti-psykiatrikoncept” til Gaderummets overordnede socialpsykologiske praksis?  

Kalle: Sozialistisches Patienten Kollektiv (SPK) forbandt de to sider, det individuelle med det samfundsmæssige, det personlige med det kollektive, det normalpsykologiske med det psykopatologiske, og det videnskabelige med det politiske. SPK var ikke anti-psykiatrisk i sit sigte, men mere rettet mod en ikke-psykiatri for løsningen af psykiske problemer, som i deres egenart sås som socialt produceret gennem eksistensen af autoritære magtforhold.

- Vi prøvede med vores begreber fra den kritiske psykologi at formulere os ud i dette virksomhedsforhold, som SPK havde blottet i deres samtid for arbejdet med sociale og psykiske problemer. Frem for psykiatriens fremvisning af passive og skøre mennesker, når de har fået en standard psykiatrisk behandling med psykofarmaka, så trådte patienten bag masken frem.

- Personer ganske som dig og mig, men aktuelt ramt af andre arter af sociale begivenheder, der har stillet dem alene og taget pusten fra dem, og hvor man i tomrummet også kan tage den ydre samfundsverdens indvikletheder på sig og identificere dem med indre biografiske konflikter.

- SPK blev et handlende patientkollektiv og de har bestemt ikke sloges forgæves. De blotlagde med deres praksis, at behandling skal foregå med udgangspunkt i de berørtes præmisser, frem for alene på behandlerens præmisser.

De påpegede, at denne omvending af præmisser ikke kan gøres på baggrund af praktiseringen af en anden psykologi eller psykiatri, men må tage afsæt i den materielle side, i den genstand (problemet), praksisformen beskæftiger sig med og dennes mulige udvikling til arbejdsvirksomhed, og herudfra udlede de tilsvarende psykologiske former til et selvbestemmende greb om praksisformens bevægelse. ( Uddybes i Gaderummets positioneringsoplæg ”Terapi – et fælles problem om afmagt”).

           ______________________________________ 

Venstrefløjen - og alligevel kun en afsubjektiverende socialpolitik  

•  Autonom infoservice: Politikerne har prøvet at splitte Gaderummet indefra ved at identificere problemerne med dig, Kalle, personligt. Denne ledelsesskift-strategi er som bekendt ikke lykkedes, men på trods af jeres sammenhold, er I ved hjælp af politiet blevet smidt ud fra jeres ståsted. Hvorfor kom det overhovedet så vidt?  Hvorfor har venstrefløjsoffentligheden stort set været fraværende i forsvaret af Gaderummet, når den var så præsent i  forbindelse med Ungdomshuset? (En støtte som i det mindste har bidraget til, at der blev etableret det nye ungdomshus på Dortheavej).

Kalle: Venstrefløjens rolle i Gaderummets arbejde var reduceret til venstrefløjens medlemmer af Borgerrepræsentationen dengang i 2001-2003. De fleste var selv socialarbejdere i deres civile liv. Venstrefløjen før, er nærmest os selv på vores område.

- Der var ingen andre grupper, der lavede noget i retning af vores ”socialpsykologiske og individuel-terapeutiske arbejde”. På den måde var vi også sidste stop for psykisk kludder hos personer i andre grupper, som vi havde samarbejdsrelationer med. Med mindre den etablerede psykiatri – og betalingspsykologi – blev brugt, eller der blev fundet andre alternative veje.

Mange interessegrupper og uddannelsesinstitutioner begyndte også at bruge os foregribende på problemer, der opstod hos folk, de kendte, så de ikke kom ”posthume”, godt medicineret med et stort netværk slidt ned og kritisk berørt. Mange venstrefløjsgrupper brugte Gaderummets rådgivning, når der kom psykisk kludder ind i livet for enkeltindivider.

           ____________________

• Grupper i det autonome miljø

- Og så var der de grupper i det autonome miljø, hvor konflikten med Gaderummet dominerede så meget, at man end ikke satte sine ben samme sted. Enkelte der var på røven gjorde det så alligevel, men betonmuren mellem de to verdener blev ikke mindre konfliktfuld af den grund. Hvis en person fra de autonome grupper, som var i konflikt med Gaderummet, opsøgte Gaderummet for at få hjælp, var de nærmest samtidig på vej ud af deres gruppe. Hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere med en sådan selvbeskæftigelses logik, der lå i at søge hjælp.

- I det organisatoriske arbejde på venstrefløjen og i de fleste grupper her, var der en udpræget ”distance til det psykiske” og problemer hermed blev ofte betragtet som noget særlig pinligt og skamfuldt, der skulle løses i det skjulte. For det at se det i lyset eller indrømme dets eksistens, det gør ondt, det er uskønt eller det er svagt. I det autonome miljø var det nærmest som om, psyken slet ikke eksisterede. Når så psyken melder sig som problematisk og der ikke brydes med den skamfulde og privatistiske tilgang, så er der kun det etablerede social- og sundhedsmæssige system tilbage.

- Situationen var, at venstrefløjen og det autonome miljø i praksis passede sig godt ind i et ”endimensionalt socialpædagogisk paradigme”, hvor man skiller sig af med problematiske enkeltindivider i gruppen. De uddifferentieres til at finde behandling, ofte alene, og udenfor gruppen, og grundlæggende for fattigrøve altid gennem psykiatrien – hvor de så efter individuel behandling, kan vende tilbage til gruppen. Men gruppen er såmænd typisk altid gået videre og ønsker ingen genoptagelse af de, der har været i behandling.

- Blindheden i det endimensionelle socialpædagogiske paradigme betyder, at forskelle mellem unge bliver set gennem en opdeling af ”yderliggående og normal adfærd”, hvor yderlighederne hos de unge, såfremt de ikke inddæmmes og omformes, anskues som en adfærd, der ødelægger eller nedbryder den fælles norm og aktivitetsmidte for gruppen som sådan.

- Venstrefløjens håndtering af det sociale og sundhedsmæssige område, med ganske få undtagelser som Christiania og Thylejren, begrænsede sig til paroler i partiprogrammerne om bedre vilkår for psykisk syge, udstødte unge og andre svage grupper i samfundet. Den behandling de skulle have, var i indfaldsvinklen ganske den samme som højrefløjens, men som regel tilsat lidt selvgodhed. Det kritiske potentiale lå i de enkelte socialarbejderes kritiske tilgang til arbejdet – eller i fraværet heraf. - Teorier og praksisprojekter var, i overensstemmelse hermed, som renset for ”sags- mæssige” overvejelser om det, der binder individer sammen gennem samfund, men med et blik for normer, regler og rutiner, og deres afvikling gennem konflikt eller konsensus.