'Brigate Rosse' – una storia italiana

Den 16. marts 1978, bortfører De Røde Brigader formanden for partiet 'Democrazia Cristiana' Aldo Moro. Formålet er at slå en kile i den truende koalition mellem den parlamentariske højre - og venstrefløj.

Regeringen afviser de revolutionæres krav om anerkendelse af dem som politisk opposition. Bortførelsen ender efter 55 dage med Aldo Moros død den 9. maj 1978.

• Hvem var de Røde Brigader? 
• Beretning fra Prospero Gallinari, der deltog i bortførelsen af Aldo Moro 

" Vi var 10 personer: En arbejder fra Breda, en tekniker fra Siemens, en landmand, en pædagog, en håndværker, to løsarbejdere, en student, en arbejdsløs og jeg. Ti almindelige mennesker mellem 20 og 30 år. 

- Det var vores mål at sætte gang i en revolutionær proces – en social og politisk kamp, der havde ulmet gennem længere tid. Vi betragtede dette stort anlagte angreb på den italienske stat som et vigtigt skridt i en løbende revolutionær proces."

• (Aldo Moros politiske projekt var også kommunistpartiet PCIs. Et projekt, som De Røde Brigader (BR) og den autonome   bevægelse bekæmpede med alle midler. BRs parole var: Angrib statens hjerte! autonom infoservice)

”Vi ville ikke bare forhindre dannelsen af en koalitionsregering, vi ville indlede en langsigtet krig med det mål at erobre magten, den første fase bestod i et direkte angreb på det vigtigste parti i efterkrigstidens Italien. "
Således skildrer Prospero Gallinari i 2011, to år før sin død, i TV-kanalen Arte sammensætningen af og de politiske mål for BRs ”Kommando Via Fani”, som den 16.marts 1978 bortførte Aldo Moro og dræbte hans 5 livvagter. 55 dage efter endte bortførelsen med Aldo Moros død.
Efter en afhøringsproces dømte ”Kommando Via Fani”  Moro til døden. Den 9. maj 1978 blev hans lig fundet i et bagagerum i en bil parkeret i Roms historiske centrum.  

• Hvorfor skulle Aldo Moro dø ?

Svaret på dette spørgsmål er politisk. Udenfor det folkefængsel, hvor BR-kommandoen havde anbragt Moro, var der mange politiske kræfter, som ikke havde den ringeste interesse i, at Moro kom fri. I såvel italienske som internationale politiske sammenhænge var han en ubekvem figur.

Det var disse hardlinere, der satte sig igennem. Deres devise var: "Ingen forhandling med terrorister, koste hvad det". Denne linje blev støttet af både kristdemokraterne, kommunisterne og de forskellige statslige instanser, der ikke ville vige en milimeter.

• Den manglende eftergivenhed overraskede først og fremmest 
  bortførerne fra BR:

"Med hvert et brev, hvert et komminique, hver en telefonsamtale med familien håbede vi på at sætte noget i bevægelse", udtaler Valerion Morucci "dengang vidste vi ikke, at der ikke var noget at sætte bevægelse i ".

BR Var parate til at udveksle Moro
med en af  organisationens politiske fanger

Gennem Franco Piperno, som var medlem
af den autonome operaistiske organisation "Potere Operaio“, forsøgte man at etablere kontakt til BR, der erklærede, at de var paratetil at udveksle Moro med en af BRs politiske fanger.
I en sidste telefonsamtale med Moros familie sagde Mario Moretti, talsmand af BRs aktions-kommandoen, at Brigate Rosses til slut havde accepteret en symbolsk gestus:

" Et højtstående medlem af Kristdemokraterne skulle offentligt erklære
parathed til at overveje kravene fra BR. Det var den politiske anerkendelse,
som BR forlangte til gengæld for at løslade Aldo Moro.Men følgerne af denne anerkendelse ville formodentlig på mange planer skabe så meget ravage, at elimineringen af en førende poltitiker syntes at være det ”mindste onde." 

• Fantasifulde sammensværgelsesteorier 

Der er flere "alternative versioner" i omløb omkring Aldo Moro sagen. Det skyldes uden tvivl, at det stadig ikke er fuldstændig opklaret, hvad der skete i de 55 dage i Rom. Der er stadig mange huller, uklarheder, forsvundne eller forfalskede dokumenter og bevidste eller ubevidste forviskning af spor. 

Fordi uigennemsigtighed får sammensværgelsesteorier til at blomstre, eksisterer der nu versioner for stort set enhver anskuelse, alt efter hvilken politisk betydning man tillægger begivenheden. 
Særligt et spørgsmål dukker op igen og igen: Har BR handlet helt på egen hånd? Det står imidlertid fast: Intet er bevist indtil videre. Også den tredje parlamentariske undersøgelseskommission, der begyndte sit arbejde i 2015, kunne udover et par detaljer ikke fremvise nogen nye erkendelser og bekræfter i grunden de tidligere BR-aktivisters version. (1)

Den historiske kerne i BR, der blev dannet i Milano i 1970, var anklaget i en spektakulær retsproces der havde været igang i to år i Torino på det tidspunkt, hvor Aldo Moro bliver bortført.
De ikke-fængslede medlemmer af den væbnede guerilla udøver en række anslag på personer, der identificeres som symbol på kontrarevolutionen:
Dommere, arbejdsgivere, fængselsvagter, reaktionære journalister mv. bliver skudt i
benene af BR-aktivister.
En skræmmemetode der fik betegnelsen gambizzazioni – skud i benene. Klasse-fjenden og særlige repræsentanter for statsapparatet skulle ikke uden konsekvenser slippe fra deres ugerninger.

         Note

1. Fra den daværende kreds omkring ‚Autonomia Operaia‘, som var i politisk opposition til BR, stammer mange seriøse undersøgelser, der har sat sig for
   at muliggøre en reel historisk oparbejdning af denne tids sociale og politiske konflikter, for dermed at kunne begribe den væbnede venstrefløj og den kontekst, den opstod ud fra.
   Forfattere som f.eks journalist Andrea Colombo ("Un affare di Stato. Il delitto Moro 40 anni dopo", 2018), den tidl. BR-aktivist Paolo Persichetti med bloggen »insorgenze« samt Forlaget Derive Approdi er nogen af dem, som med deres arbejde har bidraget til at udrydde de vilde rygter om angivelige bagmænd, der kun er baseret på enkeltes udsagn og indicier.
   Forfatterne til bogen "Brigate Rosse" (Derive Approdi, 2017) har som de første fået tilgang til dokumenter, som sikkerhedsapparterne har måttet overgive til statsarkivet, da deres status som statshemmeligheder blev ophævet i 2014.

(Forstør ved at klikke på billedet):  

Den væbnede kamps strategi sejrede i starten af 60'erne en del steder i vidt forskellige dele af verden og opnåede vigtige og synlige sociale landvindinger.

Cuba blev befriet, flertallet af Algeriets befolkning tvang den franske kolonialisme ud, Vietnams befrielseshær kæmpede ukueligt mod verdens stærkeste imperialistiske magt - USA. I lande som Angola, Rhodesia (i dag: Zimbabwe) blev der ført guerillakamp. I Sydafrika, Argentina, Bolivia, Uruguay, Brasilien, etc. udvikledes der byguerilla aktiviteter.

Den væbnede kamps strategi var således vidt udbredt og prægede en del steder modstanden mod de herskende samfundsforhold.
I imperialismens periferi var det fortrinsvis bjergene, som var guerillaens kampterræn.
I selve metropolerne var det byernes anonyme strukturer og det politiske netværk.

_____________

Væbnet kamp i Italien

I Genua opstod i oktober 1969 den første væbnede byguerillagruppe "22. Oktober", som direkte politisk reaktion på de samfundsmæssige brydninger i 1968/69. Gruppens mål var at "udløse en revolutionær partisankrig".

Denne gruppe bestod af såvel gamle partisaner fra Italiens store antifascistiske modstandsbevægelse "La Resistenza" og skuffede aktivister fra kommunistpartiets - PCI's ungdoms-organisation.   

Det skete i de år, hvor ikke kun det politiske establishment men hele det italienske samfund frygtede dramatiske udviklinger: Attentater, spændingens strategi – fra statskup til borgerkrig, alt kunne tænkes. 
Det er frem for alt årene med Autonomia Operaia, de besatte fabrikker, 77-bevægelsen og militante demonstrationer, hvor der blev skudt med skarpt og byguerillaens aktioner. 

Også GAP søgte at knytte an til La Resistenzas modstandstradition og stod politisk for en såkaldt foco-guerillakoncept. (En strategi, som går ud på via væbnede angreb at gøre magthaverne usikre og skabe gro-bund for en generel folkeopstand. Che Guevara var denne strategis mest kendte protagonist). 
'22. Oktobergruppen' blev på et tidspunkt GAP's væbnede gren i byen Genova. Den største del af gruppens aktivister blev efter en del bankrøverier og sabotageaktioner mod statslige institutioner anholdt og dømt til flere års fængsel.   

_____________ 

Byguerillaorganisation
Brigate Rosse (1970-89)
Udsprunget af den militante arbejderbevægelse i 1960'erne. I 1980'erne splittet op i en række mindre fraktioner, der en for en blev nedkæmpet af den italienske statsapparat.

Den drivende kraft i besættelserne er de norditalienske arbejdere, som er fortrolige med de udenoms-parlamentariske kampformer, og som åbent kæmper imod profit-maksimerende lønarbejdsforhold.

Staten lader militæret gå i position, men tøver dog med at angribe de besatte og barrikaderede fabriks-områder, der er udsmykket med røde faner.
Til sidst giver arbejdsgiverne efter og opfylder betingelsesløst arbejdernes krav. 
Året 1973 bringer det definitive brud mellem PCI og størstedelen af de aktivt kæmp-ende arbejdere: Erfaringerne fra Mirafiori har spredt idéen om autonome basis-strukturer, baseret på åbne arbejderforsamlinger som beslutningsfora. 
Dette står i absolut opposition til PCI's hierarkiske organisation, og brudfladerne mellem PCI og modstandskomitéerne fra neden breder sig hurtigt over hele Italien.  

Kommunistpartiets reformistiske strategi

På samme tid drager PCI den diametralt modsatte politiske konklusion:
På baggrund af militærkuppet i Chile i september 1973 konkluderer PCI's ledelse, at den direkte kamp er umulig, og kommunistpartiet propaganderer fra nu af et "historisk kompromis", dvs. en regeringskoalition med det regerende kristelige demokratiske parti.
En konservativ samlingskoalition med forskellige indbyrdes konkurrerende politiske centre, der kun holdt sammen af magtpolitiske grunde. (Partiet blev efter afsløringer af ledelsens systematiske korruption og omfattende kriminalitet i 90'erne totalt fragmenteret).  

• Den økonomiske krise og den revolutionære venstrefløj

Fra 1973 forandrer situationen sig radikalt. Den begyndende krise med stigende inflation, arbejdsløshed og udstødning af socialt svagt stillede grupper fører til, at
nye modstandsmiljøer vokser frem og resulterer i store  omgrupperinger på den revolutionære venstrefløj.
De gode erfaringer med med autonome kampstrukturerfører til en krise i de større venstrefløjsbevægelser til venstre for PCI. Den venstremarxistiske, operaistiske organisation "Potere Operaio" (Arbejdermagt) og det venstresocialistiske, spontane- istiske bevægelsesparti "Lotta Continua" * (Kampen Fortsætter) opløser sig. 

* ("Lotta Continua" var i en periode Venstresocialisternes / VS's venskabs-organisation i Italien).

Autonomia Operaia

Nogle af deres medlemmer danner et legalt agernde organisationsnetværk i de spirende autonome aktivistmiljøer i Italiens storbyer: Autonomia Operaia  - den organiserede Arbejderautonomi. 
Andre autonome kredse gå i gang med at opbygge omkring 1974 den væbnede autonome byguerilla Prima Linea. ("Frontlinjen"), for at kunne sætte noget imod statens repressionspraksis.
Prima Linea udgør et landsdækkende net-værk af byguerillaceller, som oprindeligt udspringer fra Lotta Continuas ordens-vagtgruppe og som få tilslutning fra mange autonome aktivister. Prima Linea koncentrerer sig først og fremmest på væbnede aktioner mod statens repressionsapparat. I slutningen af 70'erne bliver bevægelsen knust i en blodig konfrontation med statsapparatet.  

• Den parlamentarisk orienterede venstrefløj

De mere traditionelle, leninistiske organisationer som Avantguardia Operaia, og den venstresocialistiske udbrydergruppe fra PCI - Il Partito di Unità Proletaria (PDUP) - orienterer sig derimod parlamentarisk institutionelt som "valgalternativet til PCI" og opgiver ethvert perspektiv om en revolutionær forandringsproces fra neden. Som følge heraf spillede de heller ingen rolle i den store revolte i årene 1977 og frem til 1980. 

• Revolten og statens repression

I året 1977 kulminerer revolten blandt ungdommen på universiteterne og i storbyerne. Mere end 100.000 aktivister, organiseret i et væld af autonome strukturer revolterer mod deres sociale og politiske umyndiggørelse.

De kæmper for selvbestemte livsformer og generelle samfundsforandringer - og bliver så mødt med omfattende kriminali-sering og repression fra statsmagtens side. Mange steder er PCI-politikere direkte ansvarlige for den til dels blodige nedkæmpelse af de unges revolte.
 (Se  "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden, autonom infoservice, februar 2017 ).

• "Guerilla diffusa"

Repressionen fører til at illegale, væbnede kampformer i stort omfang tages i brug, mens legale masseinitiativer næsten er umuliggjort. Politiet går så langt, at de ved nogle demonstrationer begynder at skyde med maskinpistoler i knæhøjde mod demonstranterne, hvorved mange bliver såret. (Det skete bl.a. den 21. april 1977 i Rom).
Nogle autonome grupper håber på at kunne forhindre bevægelsens opsplitning ved at tilspidse den militære konfrontation med systemet.  

Regeringen vedtog i samarbejde med PCI en hel del repressive paragraffer, som erklærede undtagelsestilstanden for en ganske normal situation. Bevægelsens svar var - på trods af utallige splittelser - en uforbeholden solidaritet med den væbnede, subversive bevægelsesmodstand.

• 1977: Omkring 3000 væbnede aktioner

Alene i 1977 gennemførtes omkring 3.000 væbnede aktioner.
Også i årene 1978 og 1979 gennemførtes i stigende omfang væbnede aktioner. 
Det skønnes, at der i de disse år fandtes omkring 300 væbnede lokalt eller regionalt agerende grupper i hele Italien, samt tre store byguerilla organisationer: Brigate Rosse, Prima Linea og NAP (Nuclei armati prolertarii / Proletariatets væbnede kærne, som opstod udfra de store fængselsrevolter).
Ældre organisationer som De Røde Brigader får i kølvandet af den massive statslige repression i en periode stor tilslutning fra tidligere aktivister i den autonome bevægelse. Andre dele af den autonome bevægelse danner den føderal organiserede Prima Linea. *

__________

* Væbnede regionale grupper der var tilknyttet den autonome byguerilla Prima Linea:
Lotta Armata per il Comunismo, Brigate Comuniste Combattenti, Squadre Operaie Combattenti, Ronde Armate Proletarie, Squadre Operaie Armate, Reparti Proletari dell'Esercito di Liberazione Comunista, Potere Proletario Armato, Gruppi Armati Proletari, Reparti Comunisti Combattent, Squadre Proletarie Territoriali, Comitati Comunisti Combattenti, Guardie Proletarie Territoriali, Azione Rivoluzionaria, Ronde Proletarie Tiburtino, Proletari Organizzati per il Comunismo, Collettivi Studenti Operai dei Castelli Romani, Ronde Proletarie, Squadre Proletarie di Combattimento-Esercito di Liberazione Comunista, mv. 

• BR's bortførelse af Aldo Moro

I marts 1978 bortfører De Røde Brigader de kristlige-demokraters formand Aldo Moro, for at slå en kile ind i den truende store koalition mellem den parlamentariske højre - og venstrefløj. (PCI's strategi om et "historisk kompromis" med borgerskabets partier).
Statsapparatet afviser de væbnede revolutionæres krav om anerkendelse af deres fanger som politiske, og bortførelsen ender efter 55 dage med Aldo Moros død. Derefter følger den ene kriminaliseringsbølge efter den anden og i årene 1979-1982  var over 20.000 revolutionære aktivister i fængsel.
I 40.000 processer dømmes de til mere eller mindre langvarige fængsels straffe. Tusinder af revolutionære flygter i disse år fra Italien i eksil, til andre europæiske lande eller til f.eks. Nicaragua og El Salvador, hvor de deltager i kampen mod diktaturene.

De Røde Brigader er den modstandsgruppe, som holder længst ud mod repressionen. Indtil begyndelsen af 80'erne gennemføres et væld af aktioner mod statens repræsentanter i militæret, justits, og politivæsenet, mod korrupte politikere og industriledere.
Samtidigt påbegyndes en omfattende diskussion om organisationens fremtidige politiske/militære perspektiver og funktion.   

(Skrevet af folk fra 'autonomi kollektivet' til leksikon.org. i 2001 og løbende ajourført til autonom infoservice). 

• Sangen om kammerater fra den italienske militante venstrefløj, der faldt i kampen mod staten:

Litteratur og kildemateriale

• Giorgio Galli nella "Storia del Partito Armato" (1986)
• Stefan Seifert Lotta armata, Edition ID-Archiv
• Mario Moretti, Intervista di Carla Mosca e Rossana Rossanda: Brigate Rosse - Una storia italiana, Anabasi editore. 1992
• Renato Curcio: Mit offenem Blick. Zur Geschichte der Roten Brigaden. Ein Gespräch mit Mario Scialoja. ID-Verlag
  

• Italien: Zyklus, Zusammensetzung/Bewaffneter Kampf „Reihe Texte“ , München 1989
• Peter Chotjewitz: Die Bankräuber aus der Barriera , Trikont, München 1971
• Henner Hess ”Angriff auf das Herz des Staates....“ Bd. 1 + 2, Frankfurt 1983
  På dansk:
• Korrespondence mellem folk fra autonomi-kollektivet og Giovanni Senzani (Politisk fange fra BR-Napoli), offentliggjort i forskellige udgaver af tidsskriftet Autonomi i 1990’erne.
  

Relateret
autonom infoservice:

• Fabriksabotage og byguerilla i Italien - refleksioner og erfaringer

• Kvinder mellem væbnet militans og bevægelseskampe
• Forskellige artikler om Byguerillaens historie i forskellige lande 
• Tidsdoku. "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden 

"De var De Røde Brigader" (1:2).  
DR-K, mandag, den 22. og 29. juli 2013.
Fransk dokumentar fra 2009.

Denne fransk producerede dokumentar udsendelse om Aldo Moros bortførelse, går langt ud over temaet og lader aktørerne fra Brigate Rosse selv tale i en begivenhedsrig tidskontekst.
En informerende skildring af denne tid især i  førstedelen. Skønt den godt kunne have været  mere kronologisk og mindre episodisk i fremstilling af BRs historie... (se DRKs filmarkiv).