Somalia mellem fundamentalisme og kampen for selvbestemmelse

- en øjenvidnerapport af Vagn Rasmussen*

 

"I mere end i ti år har Osama bin Ladens Al Qaeda forgæves forsøgt at etablere en operationel base i Somalia. Forsøget er slået fejl takket være Somalias ugæstfrie natur og den fjendtlige indstilling fra de lokale klaner i følge en ny rapport fra det amerikanske militær. Frygten for, at Somalia på Afrikas Horn, der har lette forbindelser til lands og ad søvejen, skal blive moden til at blive en base for Al Qaeda, har hidtil ikke vist sig. Al Qaeda har fundet mere fjendskab i Somalia, end det har fundet succes".

Den pågældende rapport var udarbejdet af Combating Terrorism Center på West Point i 2007 og er her gengivet efter Washington Examiner fra den l. maj samme år.

Men hvad Al Qaeda ikke formåede af egen kraft, er det lykkedes for USA, den vestlige verden og etiopierne at frembringe: En styrkelse af fundamentalismen i Somalia.

 

• Video: Vestlige firmaer tjener kassen på Somalias pirater

 

Al Shabab 

Den islamisk-fundamentalistisk oprørsgruppen Al Shabab kontrollerer i dag det meste af det sydlige og centrale Somalia, havnebyen Marka (90 km. fra Mogadishu) i den frugtbare Lover Shabelle region og Somalias tredje største by, havnebyen Kismayo 500 km. fra Mogadishu i den frugtbare Lower Jubba region. Den anden oprørsgruppe Hizbul Islam kontrollerer først og fremmest en del af Lower Shabelle og Hiiraan regionerne, og er til stede i mange andre regioner også nord for Mogadishu. Sammen kontrollerer de to grupper det meste af Mogadishu.  

Sikkerhedsfirma Black Water...  

Den somaliske regering kontrollerer kun nogle få områder omkring præsidentpaladset, lufthavnen og havnen, som ikke ligger langt fra hinanden. Her beskyttes den af tropper fra den Afrikansk Union mod de mange angreb, som finder sted med kortere og kortere mellemrum. I nærheden af præsidentpaladset finder man i øvrigt også hovedkvarterer for de private amerikanske sikkerhedsfirmaer, BlackWater og DynCorp.  

Dog - medmindre man skal opfattes somalierne som rene masochister, der ligefrem nyder at blive pint og plaget af en religiøs gruppe, hvis opfattelse af islam strider imod den normalt meget tolerante muslimske tro, som det store flertal i befolkningen går ind for, så må der være en anden forklaring på, hvorfor Al Shabab stadig synes at nyde en vis folkelig opbakning i et land, der formeligt stritter med våben.  

Der er mindst tre rimelige forklaringer:  

• For det første har Al Shabab været i spidsen for kampene imod de udenlandske besættelsesstyrker lige fra starten. 
• For det andet forsøger Al Shabab ligesom den anden oprørsgruppe, Hizbul Islam, at se bort fra de uenigheder, der er et resultat af den traditionelle opdeling af det somaliske folk i klaner. De er ”multi-klaniske”. 
• For det tredje og nok så væsentlige har Al Shabab og Hizbul Islam i de store områder, de kontroller, formået at skabe fred og sikkerhed. Man kan bruge sine mobiltelefoner på gaderne, man bliver ikke opkrævet penge ved checkpoints, som de eksisterede før, og man behøver end ikke at låse sin dør for at være sikker på at have sine ejendele i fred.

Dette står i skærende kontrast til de forhold, der hersker i de regeringskontrollerede områder af Mogadishu.

Et kort tilbageblik

 

Dannelsen af krigsforbryderregeringen  

Umiddelbart efter den 11. september 2001 anmodede USA og det meste af det internationale samfund Somalias fjendtlige nabostater i den regionale samarbejdsorganisation, IGAD, om at indkalde til en ny somalisk ”freds- og forsoningskonference” i Nairobi i Kenya. Men for at slippe for bøvlet med menneskerettighedsorganisationer og organisationer, der gik ind for demokrati, inviterede man kun traditionelle ledere af de somaliske klaner. De traditionelle ledere af de fire største klaner sendte hver 61 delegerede til konferencen, og de traditionelle ledere af de mindre klaner sendt i alt 31. Denne fordelingsnøgle, som kaldes 4,5 formlen, gik igen, da man efter mange måneders dyre forhandlinger, hovedsageligt betalt af skatteborgerne i EU, var nået frem til udpegelsen et parlament. 

 

Somalias parlament – en samling kriminelle og krigsforbrydere

 

Traditionel leder af en somalisk klan er ikke noget, man vælges til. Det er en titel, man arver, ligesom titlen som officiel statshoved i Danmark går i arv. For første gang i Somalias historie stod man altså med en helt igennem udemokratisk forfatning på ordre fra statsledere, der ved enhver given lejlighed hylder demokrati og de menneskelige rettigheder.

4,5 formlen åbnede også en ladeport for krigsherrerne, som var traditionelle ledere af denne eller hine klan eller sub-klan. Resultatet er blevet, at det somaliske parlament og den somaliske regering består af nogle af verdens værste krigsforbrydere og almindelig kriminelle.  

Og selvom parlamentet senere er blevet fordoblet fra 275 medlemmer til 550 - et af verdens største parlamenter - så er 4,5 formlen stadigvæk gældende, hvilket i praksis betyder, at endnu flere krigsherrer kan besmykke sig med titlen "parlamentsmedlem".  

Somalierne ville ikke acceptere dette forbryderparlament, som de var blevet prakket på af den vestlige verden. Først tilbragte parlament og regering omkring to år i Kenya, men da den kenyanske regering og de vestlige donorer til sidst blev trætte af at huse krigsherrerne på deres luksushoteller, blev de nærmest tvunget til at tage ophold i den landlige by Baidoa i Somalia nær den etiopiske grænse, så de kunne beskyttes af den etiopiske hær.

 

”Unionen af Islamiske Domstole”

 

I mellemtiden var en anden udvikling på vej i Mogadishu med oprettelsen af 15 domstole, der forsøgte at skabe lov og orden på basis af domme, der var baseret på en blanding af islam og gammel somaliske sædvaneret. Da USA øjnede en mulig fare, samlede man krigsherrerne i Mogadishu i en alliance med det smukke navn: Alliancen for Fred og mod Terrorisme.  

Det blev en af USA' s største fejltagelser i Somalia siden den mislykkede invasion i 1992. I protest mod USA' s leverancer af penge til de forhadte krigsherrer udbrød der i foråret 2006 en folkelig rejsning i Mogadishu, som i løbet af foråret 2006 bragte Unionen af Islamiske Domstole til magten i det meste af Somalia.

Stillet over for de islamiske domstoles store styrke, så USA ingen anden mulighed end at lade sin bedste allierede i Afrika, det etiopiske diktatur, angribe Somalia med mere eller mindre åbenlys hjælp fra USA.

Da det er Pentagon, der lagde kursen i terrorkrigen, så man udelukkende på sagens militære side, mens det faktum, at Etiopien havde været Somalias arvefjende siden midten af 1500-tallet, blev skubbet til side.

Angrebet, der var i strid med folkeretten og FN' s eget charter, var den 9. december 2006 blevet sanktioneret af et enigt sikkerhedsråd i FN, hvor Danmark også var medlem. Angrebet blev indledt den 29. december 2006, og Somalia blev dermed efter Afghanistan og Irak den tredje front i Bush's globale terrorkrig.

 

Åben opstand – og ubeskrivelig brutalitet

 

På en måde havde generalerne i Pentagon ret. Det var ingen sag for de veludrustede etiopiske elitetropper at løbe pjaltehæren fra de islamiske domstole over ende. Sammen med etiopierne kom regeringen nu endelig til Mogadishu - ridende på ryggen af etiopiske tanks, som for størstedelens vedkommende var blevet købt i "slyngelstaten" Nordkorea – for amerikanske penge.  

For de menige etiopiske soldater, som normalt ikke får løn, men forventes at leve af plyndringer af civilbefolkningen i de erobrede områder, må ankomsten til Mogadishu have stået som noget nær et paradis. Alt kunne plyndres, herunder Østafrikas største handelsplads Bakara marked i Mogadishu, hvor det vrimler med alt fra ædle metaller, over smykker, til elektronik, og som endda har sin egen våbenafdeling, hvor snart sagt alle våben kan købes.

 

700.000 somalier på flugt ud af Mogadishu

 

Men for befolkningen i Mogadishu var situationen knapt så lystig, og i månederne februar til april 2007 rejste den sig til en åben opstand. Opstanden blev nedkæmpet af de etiopiske tropper og regeringens militser (som heller ikke får løn). Hovedmidlet i nedkæmpelsen af oprøret var folkeretsstridige bombardementer af de civile områder. Amerikanske helikoptere, der kom fra søsiden, bombede med kemiske våben.  

I de sidste dage af oprøret måtte omkring 700.000 civile flygte ud af Mogadishu så hurtigt, at de end ikke nåede at begrave alle de døde. "Hvor de døde rådner i gaderne - Bush's terrorkrig fortsætter", lød overskriften på en artikel af den amerikanske journalist Chris Floyd. Ganske vist handler nedenstående video først og fremmest om den utrolige svindel, Verdensfødevareorganisationen lægger ryg til. Alligevel får man en fornemmelse af den elendighed, de flygtende fra massakrerne i Mogadishu fortsat befinder sig i. Se her

 

"Hvor er De Forenede Nationer? Hvor er den Arabiske Liga og den Afrikanske Union?

 

For rigtigt at vise, hvad der ville ske, hvis man ikke tillod plyndringerne at fortsætte, skar de etiopiske styrker struben over på nogle af dem, der var for svage til at flygte.

"Hvor er De Forenede Nationer? Hvor er den Arabiske Liga og den Afrikanske Union? Hvor er de humanitære organisationer? Hvorfor er de dødstille over for disse forbrydelser mod menneskeheden?”, spurgte en kvinde, hvis hus var blevet brændt af, i Sirdoon News den 10. november 2007.

Efter nederlaget for den åbne opstand gik oprørerne over til at benytte sig af en guerillataktik, hvilket bl.a. har betydet, at den stærke etiopiske hær på forsmædelig vis måtte trække sig ud af Somalia.

 

Det militære angreb på Somalia – en stor forbrydelse!

 

Blandt de ting, den vestlige presse i sin tid hævdede om de islamiske domstole var også, at de ikke var til at komme til en forståelse med. Men det var usandt – for at sige det mildt!

De islamiske domstole ville ikke forhandle med fremmede magter, men de ville godt forhandle med andre somaliere. Og også med den ”FN-støttede” overgangsregering.  

Faktisk blev der i efteråret 2006 gennemført to succesrige forhandlingsrunder mellem regeringen og de islamiske domstole og regeringen i Sudans hovedstad, Khartoum. Under de sidste forhandlinger enedes man endog om, at der skulle opbygges en fælles hær og politistyrker i Somalia.

En tredje forhandlingsrunde kneb det lidt mere med, for etiopierne havde sendt endnu flere tropper til den landlige by, Baidoa, hvor den isolerede og omringede regering holdt til.  

Den 21. december 2006 ankom EU-kommissæren for udvikling, Louis Michel, imidlertid til lufthavnen i Mogadishu fra Baidoa for at føre forhandlinger med blandt andre lederen af de islamiske domstoles råd, Sheik Aweys, som i dag leder Hizbul Islam. Efter forhandlingerne med Aweys sagde Michel til pressen, at han var ”meget lykkelig”, for begge parter var nu indstillet på en ny runde betingelsesløse forhandlinger i Khartoum.

En uge senere indledtes angrebet på Somalia!

 

Vil islamisterne forhandle i dag?

 

I stedet for en fred, som de vestlige lande faktisk også kunne have tolereret, kom der fire år med yderligere krige, med barbari og med utroligt mange ofre. 

Takket være invasionen har pendulet i Somalia bevæget sig endnu mere i retning af Al Shabab og Hizbul Islam - som bliver stadigt mere sekteriske. For ganske nylig forbød de radiostationerne i deres områder at spille musik, som man anser for ”u-islamisk”. Denne holdning mener man at kunne begrunde i sharia, som regeringen nu også erklærer, den vil indføre.

 

Hizbul Islam erobrer pirathovedkvarteret i byen Harardhere

 

(På den anden side er de i færd med at sørge for, at Somalia bliver befriet for pirater, som det også var tilfældet under de islamiske domstole. På den omkring 550 lange kyststrækning mellem Mogadishu og til den kenyanske grænse er der ikke rapporteret om et eneste piratoverfald siden oprørsgrupperne tog magten i disse områder. Og for nylig blev det ene af to pirathovedkvarterer i byen Harardhere (i Mudug regionen nord for Mogadishu), erobret af Hizbul Islam, som ganske givet også vil erobre det andet store hovedkvarter for pirater i Muduq, nemlig Hobyo.)

 

Somalias ret til selvbestemmelse

 

Det nødvendigt at indstille terrorkrigen i Somalia, som har vist sig blot at føre til yderligere lidelser, og lade somalierne selv løse deres egne problemer – uden nogen som helst indblanding udefra.

Belært af de dyre erfaringer med den etiopiske invasion og afsendelsen af de såkaldte afrikanske fredsbevarere, har de to grupper skærpet deres kurs. De vil ikke forhandle med regeringen så længe det, de kalder besættelsestropper fra den Afrikanske Union, er i landet. Og de vil heller ikke forhandle med de mennesker i regeringen, som har sendt bud efter dem og den etiopiske hær.  

Forsvinder de afrikanske styrker - og det er jeg temmelig sikker på, at de gør - så forsvinder også den eneste militære kraft bag regeringen. Og den vil ophøre med at eksistere. Når den sidste rest af udenlandsk indflydelse på denne måde er elimineret, har begge oprørsgrupper erklæret sig villige til at forhandle med alle andre somaliske grupper. 

Det kan godt være, de ikke mener det. Men efter min mening får mere fornuftige somaliere først en chance for at gøre politisk op med ekstremisterne, når den sidste udenlandske indblanding i Somalias interne forhold hører op. Til den tid vil oprørsgrupperne have mistet et vigtigt middel til at bevare deres folkelige opbakning, nemlig kampen mod de udenlandske styrker.

 

 

* Artiklen er skrevet af Vagn Rasmussen, aktiv i den danske afdeling af STS-International Solidarity. Artiklen er forkortet af autonom info-service og kan efter ønske mailes i dens fulde længde.