34 år efter bombeattentatet ved Oktoberfesten i München har statsadvokaten nu taget sagen op igen.
”Jeg har i dag taget initiativ til, at efterforskningen genoptages”, udtaler statsadvokat Harald Range i dag, d. 11. 12. 2014 i Karlsruhe.
Bomben, der om aftenen den 26. september 1980 eksploderede ved hovedindgangen til den ugelange populære ølfest ”Oktoberfest” i München, kostede 13 mennesker livet. 200 blev såret. Mange af dem blev handicappede for livet.
- Det italienske spor – Natos hemmelige ”Stay Behind” grupper
”Hidtil ukendt vidne" ...?
Angiveligt har et ”hidtil ukendt vidne” leveret oplysninger, der muligvis kan føre politiet på sporet af gerningsmændene. Vidnet forklarer, at hun allerede i 1980 underrettede efterforskerne om sin viden, men at de ikke interesserede sig for den dengang. ”Vi vil undersøge alle nye tilgange til sagen dybtgående” lover statsadvokaten nu.
Hvad skete der d. 26. september 1980?
Ifølge det tyske TV-program ”Frontal 21”, der blev sendt på TV-kanalen ZDF d. 25. marts 2014, så har den tyske efterretningstjeneste Bundes Nachrichten Dienst - BND (1) nu åbnet deres arkiv om bombeanslaget.
Journalister finder i arkivet dokumenter, som belægger, at tyske neonazier fra den paramilitære ”Wehrsportgruppe Hoffmann” (2) har mødtes med italienske fascister fra den hemmelige pro-Nato gruppe "Gladio" (”stay behind”) i de libanesiske fascisters "Falanges" militærlejr AQURA i Libanon.
Mødet skulle have handlet om "mulige anslag i BRD (Vesttyskland) og Italien”.
Kort tid efter dette møde sprængtes en bombe på Bolognas hovedbanegård, den 2. august 1980. Det kostede 85 mennesker livet.
Ved Münchens store traditionelle Oktoberfest den 26. september 1980 sprængtes endnu en bombe. Det resulterede i 13 dræbte og over 200 sårede, 68 meget alvorligt.
Parlamentsvalget stod for døren og den daværende bayriske ministerpræsident, den konservative hardliner Franz Josef Strauss, proklamerede på en international pressekonference samme dag, at bombeanslaget måtte tilskrives den radikale venstrefløj.
Kort efter blev denne påstand gjort til skamme. Medierne berettede, at den formodentlige gerningsmand, en ung studerende med navn Gundolf Köhler, havde en højreradikal baggrund.
Således stod han i forbindelse med den forbudte paramilitære nazigruppe ”Wehrsportgruppe Hoffmann”. Verfassungsschutz – den tyske pendant til PET - havde i tiden før forbuddet af dem,
infiltreret denne nazibande med agenter.
Nu er der en chance for, at sagen - efter 34 år - bliver genoptaget. (se kilderne nedenfor).
De fremkomne dokumenter fra efterretningstjenesten BND dementerer de officielle politiundersøgelser fra delstaten Bayern's efterretningstjeneste, som havde
fastslået at bombemanden Gundolf Köhler var alene om sagen.
- De konservatives valgflæsk
Allerede dagen efter eksplosionen var pladsen foran indgangen til ølfesten blevet ryddet op. Selv hullerne i
asfalten, som bomben havde skabt, var i nattens løb blevet udbedret igen. Forretningen på festen i den bayriske hovedstad skulle rulle videre, som om intet var hændt.
Toppolitikere fra det bayriske konservative statsparti Christlich Soziale Union (CSU) benyttede lejligheden til at beskylde landets liberale intellektuelle for
"meddelagtighed i den venstreorienterede terror”.
CSU-politikere hævdede, at anslaget var udført af den daværende byguerillagruppe Rote Armee
Fraktion (RAF).
Skønt at det var velkendt, at anslag mod sagesløse festdeltagere på ingen måde svarede til RAFs selvforståelse og praksis.
På trods heraf stillede medierne sig villigt til rådighed og lod de konservative politikere iscenesætte deres påstande om, at RAF stod bag attentatet mod den populære oktoberfest.
Uklarhed om bombemanden
Noget senere blev beskyldningerne
mod RAF og venstrefløjen erstattet med informationer af en helt anden slags: Bombemanden, den 21-årige Gundolf Köhler fra den lille bayriske by
Donau-eschingen, havde dokumenteret kontakt med nazierne i den paramilitære ”Wehrsportgruppe Hoffmann”.
Gundolf Köhler omkom selv ved anslaget, da bomben sprang for tidligt. Undersøgelser kunne påvise, at det var ham, som var den sidste person, der havde holdt bomben i hånden, før den
eksploderede.
Da det ikke længere kunne skjules, at venstrefløjen intet havde at gøre med attentatet, forsøgte de CSU-orienterede medier i Bayern at fremstille Gundolf Köhler som
ene gerningsmand.
Det bayriske kriminalpoliti havde til lejligheden dannet specialgruppen ”Sonder-kommission Theresienwiese”, som flere måneder senere bekræftede denne tese:
- Gundolf Köhler, der på gerningstidspunktet studerede geologi på universitetet i München, har alene bygget bomben, transporteret den og aktiveret den. Punktum. Derefter blev sagen i 1982 afsluttet af Forbundsadvokaturet og arkiveret.
Dette officielle undersøgelsesresultat, som de statslige myndigheder dengang kom frem til, gør sig stadig gældende. På trods af det faktum, at vigtige spor er blevet ignoreret og at såvel overlevende øjenvidner og deres advokater samt engagerede journalister og fagforeningsfolk siden hen har krævet en genoptagelse af sagen.
- Øjenvidners udsagn
I de 57 sagsakter, som det bayriske kriminalpoliti udfærdigede, eksisterer der ifølge ugemagasinet Der Stern en masse henvisninger til mulige medgerningsmænd og andre indviede. Forskellige øjenvidner har uafhængigt af hinanden berettet, at de kort før eksplosionen så Gundolf Köhler sammen med andre personer ved gerningsstedet.
Et øjenvidne udtalte dengang til politiet, at hun havde set Köhler nogle dage før, i nærheden af gerningsstedet sammen med flere andre personer i en bil med kende-tegnet for byen Donaueschingen, hvor både hun selv og bombemanden stammer fra. Hun så dem bakse med en tung genstand i en hvid plastikpose. Mændenes adfærd fortolkede hun som en slags ”generalprøve” før anslaget.
_____________________________________
- ”Indsluset provokatør fra Verfassungsschutz”
Umiddelbart før anslaget skulle Gundolf Köhler ikke langt fra ølfestens hovedindgang have været involveret i
en heftig diskussion med to mænd i olivengrønne militær-jakker.
Vidnet til denne episode var Frank Lauterjung, som ifølge ugemagasinet Der Stern’s citater fra politiets protokoller, var helt sikker i sin sag: ”... som bøsse lagde han mærke til
især Gundolf Köhlers udseende, som han syntes godt om”.
Hvad politiet dengang ikke nævnte eller vidste, var, at Frank Lauterjung allerede som ganske ung var organiseret i det højreekstreme ungdomsforbund ’Bund
Heimattreuer Jugend’, hvor han fungerede som ”Standortführer”. (se billederne nedenfor)
Senere blev Frank Lauterjung ekskluderet af ungdomsforbundet, da hans kamp-fæller mistænkte ham for at være en ”indsluset provokatør fra
Verfassungsschutz”. Om dette er korrekt, er der intet belæg for. Faktum er, at han kort tid efter meldte sig ind i 68-oprørets organisatoriske centrum: "Sozialistischer Deutscher
Studentenbund" – SDS... (Kilde: Der Spiegel, 13. september 2010).
Frank Lauterjung døde i 1982 i en alder af 38 år.
- Kriminalpolitiets efterforskning forhindres ’ovenfra’
Kriminalpolitiets undersøgelser blev ifølge journalisten Ulrich Chaussy, forfatteren til bogen ”Oktoberfest – ein Attentat”, bremset af den øverste chef for politiets efterretningstjeneste i Bayern Hans Langemann.
I samme øjeblik politiet havde fundet frem til de første fakta om gerningsmanden, videregav topchefen dem til sladdermagasinet Quick (tysk pendant til det danske "Se og Hør").
Timer før de første vage informationer om bombemanden nåede ud til offentlig-heden, sværmede et stort antal af Quicks medarbejdere ude for at interviewe Gundolf Köhlers bekendtskabskreds. To af Köhlers tætteste forbindelser: Studenten ”W.” og gartneren ”K.”, blev indviet af Quick-bladets journalister i politiets forehavender, før de blev kontaktet af dem.
Som de formodentligt vigtigste vidner i forbindelse med kortlægning af baggrunden for bombeanslaget havde de derfor megen tid til at forberede sig på politiets besøg. Ifølge forfatteren Ulrich Chaussy ødelagde politiets efterretningstjeneste dermed ganske åbenlyst ”den eneste brugbare ansats for at opklare baggrunden for anslaget”.
__________________________
De først seks dage efter bombeanslaget forhørte kriminalpolitiet Gundolf Köhlers nære politiske venner og hans forbindelser til nazimiljøet. Blandt andet kom det frem, at Gundolf Köhler og hans ven ”K.” sammen havde ledt efter gamle granater på Verduns fransk-tyske slagmarker fra Første Verdenskrig.
- Den paramilitære nazigruppe ”Wehrsportgruppe Hoffmann”
Sporene fra Gundolf Köhler fører også til forskellige folk fra den forbudte para-militære nazigruppe ”Wehrsportgruppe Hoffmann”. Her finder politiet en stor mængde våben, som nazierne samstemmende angiver at have købt hos en skovfogedmester ved navn Lembke.
Det lykkes for politiet at opspore et stort hemmeligt våbendepot i Lüneburger Heide ved byen Uelzen. På et areal så stort som 125 fodboldbaner opspores ialt 31 depoter med bl.a. 156 kilo sprængstof, 230 sprængsatser, 50 anti-tankskyts, 258 hånd- granater og 13.520 patroner af forskellig kaliber. Materialet stammer gennemgående fra den vesttyske forbundshær, hvor der hvert år forsvinder større mængder våben. (Kilde: Der Spiegel, d. 9.11.1981).
- Forbudt i januar 1980
Karl-Heinz Hoffmann’s Wehrsport-gruppe var i januar 1980 blevet forbudt og opløst af forbundsindenrigsministeriet som forfatningsfjendtlig organisation. Knap 8 måneder før attentatet i München.
Den dengang 42-årige velhavende nazist Hoffmann havde i årevis fra sit slot Ermreuth i Franken organiseret unge fyre og enkelte kvinder til sin nazigruppe.
Gruppens ideologiske grundlag baserede på nazistisk nostalgi koblet med paramilitære øvelser i fantasiuniformer. Hoffmann angiver i forbindelse med hans anholdelse efter anslaget på oktoberfesten, at han kun havde et ”flygtigt bekendtskab” til Gundolf Köhler. Efter to dags forhør bliver Hoffmann atter løsladt.
- Gundolf Köhler og ”Wehrsportgruppe Hoffmann”
I et interview i ugemagasinet Der Spiegel, november 1981, præsenterer Hoffmann sig som en af myndighederne forfulgt person. Da Journalisterne hentyder til de våben, som politiet fandt hos hans tilhængere i forbindelse med ransagelser efter bombeattentatet og spørger om hans mening hertil, svarer Hoffmann ved at henvise til, at myndighederne netop havde forbudt ham at organisere og kontrollere denne personkreds: ”... otte måneder efter forbuddet kan jeg ikke gøres ansvarlig for eventuelle ulovligheder begået af selvsamme personer...”.
Wehrsportgruppens indtægskilder. Ifølge oplysninger fra den daværende bayriske statssekretær Franz Neubauer til det bayriske delstatsparlament i foråret 1979, blev Hoffmanns ’Wehrsportgruppe” finansieret af en sponsorkreds, der omfattede omkring 400 personer. Derudover ydede Hoffmann-gruppen vagt – og sikkerhedstjenester for velstående sympatisører. Ifølge magasinet Quick skulle nazigruppen i slutningen af 1970’erne haft månedlige udgifter på 9 - 10.000 DM ( 36 - 40.000 kr.).
- Franz Josef Strauss: ”Værneøvelser er i sig selv ikke strafbart”
Den daværende bayriske ministerpræsident Franz Josef Strauss holdt i en årrække hånden over nazigruppen og udtalte bla.: ”Værneøvelser er i sig selv ikke strafbart”. Dette gjorde nu ikke indtryk på Hoffman, der på en pressekonference i november 1980 sagde:
- ”Herr Strauss propaganderer i valgperioder en politik med hjælp fra nationale kræfter, han stimulerer dem og henkaster et par kønne fraser. Efter valget forråder han dem igen."
Hoffmanns selviscenesættelse som ”offeret” fastholder han den dag idag. Dog afviser han kategorisk den verserende opfattelse, at anslaget i München blev gennemført af en enkelt person.
Se interviewet med den tidl. nazileder af "Wehrsportgruppe Hoffmann" Karl Heinz Hoffmann. Produceret i 2010 af filminstruktøren Marc Burth:
- Verfassungsschutz agentens tvetydige rolle
Ugemagasinet Der Stern og andre medier afslørede efter bombeanslaget i München, at Hoffmanns ”Wehrsportgruppe” var massivt infiltreret af agenter fra Verfassungsschutz. Den mest central placerede politi undercover var Walter Ulrich Behle, som i oktober 1980 ledsagede nazilederen Hoffmann til Syrien. Noget beruset pralede politiagenten om attentatet i München overfor en tunesisk barmand i Damaskus.
- "Tuneseren"
Tuneseren henvendte sig senere under et ophold i Paris i marts 1981 til den tyske ambassade og berettede om hans oplevelse med de to tyskere. Han bekræftede derefter sit udsagn for repræsentanter af det tyske forbundsadvokatur og det bayriske kriminalpoliti og citerede Verfassungsschutzagentens udsagn til ham i baren i Damaskus: ”... Ja, derfor kan jeg ikke vende tilbage til Tyskland, fordi det var os selv.”
- Det italienske spor – Natos hemmelige ”Stay Behind” grupper
Umiddelbart efter attentatet modtog forskellige tyske dagblade i München aktionserklæringer fra højreorienterede aktionsgrupper i Bologna. Heri bekendte de sig til attentatet i München.
Det Grønne Partis ’grand old mand’, parlamentarikeren og advokaten Christian Ströbele mener, at dette spor er værd at genoptage i en påkrævet ny undersøgelse. (Der Spiegel, 13.09.2010).
Schweizeren Daniele Ganser, historiker og forskningsekspert i hemmelige tjenesters praktikker, foreslår at opmærksomheden henledes på en mulig forbindelse mellem Lembkes våbendepoter i Lüneburger Heide og Natos ”Stay Behind” – grupper fra militæralliancens hemmelige undergrundsstruktur "Gladio". (3)
- Undergrundsnetværket "GLADIO"
Gladio blev dannet i al hemmelighed af NATOs øverste kommandostruktur i koldkrigsperioden og havde til opgave i tilfælde af et sovjetisk militærinvasion at organisere undergrundskampen i Vesteuropa. Dette kom først frem i offentlig-heden i 1990, da Gladio blev afsløret i Italien.
Efter pres fra juridisk, politisk og journalistisk side, måtte den daværende ministerpræsident, kristdemokraten Giulio Andreotti bekræfte eksistensen af dette militære undergrundsnetværk.
___________________
- Bombeattentatet på Bolognas hovedbanegård
I årene fra 1969 til 1980 var Italien præget af adskillige bombeanslag på banegårde, tog og på bypladser. Ifølge
oficielle oplysninger døde ialt 245 mennesker ved sådanne bombesprængninger i det offentlige rum.
Over 600 mennesker blev såret. Alene ved anslaget på ventesalen i Bolognas hovedbanegård den 2. august 1980 omkom 85 mennesker, mens nogle hundrede blev
såret. (4)
Som det senere blev dokumenteret, skulle attentatet henlede til venstrefløjen for at påvirke det forestående
valg og forhindre venstrefløjens forventede valgsejr.
Anholdte medlemmer af højreradikale og fascistiske grupperinger udtalte sig senere til politiet, at de var blevet støttet af et inter- nationalt netværk, som
blev koordineret af stærkt højreorienterede kredse indenfor NATO.
Meget tyder på, at ”Stay Behind”/Gladio – medlemmer havde ledt efter en "banebrydende beskæftigelse", eftersom den sovjetiske invasion ikke blev til noget.
Ifølge forfatteren Daniele Ganser burde denne viden om den iscenesatte terrorisme foranledige en grundig undersøgelse af samtlige terroranslag, der var vendt mod civile mål i denne periode. (Jvf. Danielle Ganser bog ”NATO's Secret Armies: Operation GLADIO and terrorism in Western Europe” Contemporary Security Studies, 2005, New York).
Oplysninger om mødet mellem de tyske og italienske nazier i Libanon belægger endnu engang, at den officielle udlægning af hændelsen er forkert, idet det hævdes, at bombeattentatet i München var en højreekstremistisk enkeltmands gerning.
Disse nye oplysninger, kombineret med presset fra kritiske medier kan betyde, at sagen bliver genoptaget.
I dette tilfælde vil der med al sandsynlighed komme en del hidtil ukendte facts frem, som vil belyse forgreningerne mellem nazistiske strukturer og deres forbindelse til militære og politiske
kredse.
(al./autonom infoservice)
Kilder
- ZDFs program “frontal-21”
- Süddeutsche.de: Neue Hinweise zum Oktoberfest-Attentat Zweifel an der Einzeltäterthese
- Die Zeit.online: Verübte eine rechte Terrorgruppe das Attentat auf das Oktoberfest?
- Süddeutsche.de: Fragen über Fragen
Noter
- Bundesnachrichtendienst (BND), tysk efterretningstjeneste for udenlandske affærer, med domicil i byen Pullach i delstaten Bayern. BND er ved siden af Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) og Amt für den Militärischen Abschirmdienst (MAD) en af de tre tyske efterretningstjeneste.
- Artikler om "Wehrsportgruppe Hoffmann", opkaldt efter gruppens grundlægger Karl-Heinz Hoffmann, kan læses på indymedia-de og wikipedia.de
- Baggrundsinfos om Gladio på dansk.
-
Valerio Fioravanti og Francesca Mambro, medlemmer af den fascistiske organisation ”Nuclei Armati Rivoluzionari” (NAR), blev i november
1995 dømt for at have "medvirket til anslaget på Bolognas banegård". Dommen lød på livsvarigt fængsel. NAR er en splittelse fra den langt større fascistiske organisation "Ordine Nuovo".
Frimurernes stormester Licio Gelli og to højtstående officerer fra den italienske militære efterretningstjeneste Sismi idømtes bøder for bevidst sabotage af efterforskningen. Bagmændene og deres strukturer blev aldrig undersøgt i denne retssag...
__________
Litteratur
- Ulrich Chaussy: "Oktoberfest – ein Attentat”, Luchterhand Literaturverlag (1989)
- Tobias von Heymann: “Die Oktoberfest-Bombe”, Nora-Verlag (2008)
- Rainer Fromm: Die „Wehrsportgruppe Hoffmann“: Darstellung, Analyse und Einordnung: ein Beitrag zur Geschichte des deutschen und europäischen Rechtsextremismus. Frankfurt a.M. (1998)
-
Daniele Ganser: NATO. Geheimarmeen in Europa. Orrel Füssli-Verlag 2008. ISBN-3280061067