For 66 år siden, natten mellem den 13. og 14. februar 1945, bombarderede 796 bombefly fra Royal Air Force den østtyske metropol Dresden.
Dagen efter fulgte 311 amerikanske B-17 fly. Der blev kastet næsten 3000 tons bomber over den saksiske by ved Elbe floden. Dresden blev bombet sønder og sammen og mellem 18-25.000 mennesker blev dræbt under disse angreb.
Siden 1998 har kredse omkring nazipartiet NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) hvert år i februar måned marcheret igennem Dresden for at mindes ”forbrydelsen mod det tyske folk”. Sidste år samlede ”sørgemarchen” omkring 4000 nazier (2009: 6500) fra Tyskland og udlandet og er dermed den største af sin art i Europa.
I 2010 lykkedes det for en bred alliance af antifascister at forhindre nazierne i at marchere igennem Dresden. Venstreradikale antifascistiske miljøer samt en bred antifascistisk byalliance har også i år anmeldt moddemonstrationer og fysiske blokader af nazimarchen.
- NPDs ”sørgemarch igennem Dresden” baserer på naziernes krigspropaganda
- Et bredt spektrum af antifascister vil blokere naziernes march, deriblandt en gruppe antifascister fra Danmark
- Bonus: Interview med et tidl. medlem af NPD om partiets indre struktur og praksis
Naziernes ”bombeholocaust”-propaganda
I februar 2010 demonstrerede omkring 4000 nazier for at mindes de allieredes ”bombeholocaust” på Dresdens befolkning. Deres ”sørgemarch” var møntet på de "hundredetusinder af døde under det anglo-amerikanske terrorangreb" og på ”historieforfalskning og benægtelse af forbrydelsen mod det tyske folk”.
Naziernes "sørgemarch" i Dresden 2009
Citatet stammer fra NPDs ledende medlem Holger Apfel, som er parlamentsmedlem for nazipartiet i det saksiske delstatsparlament. (1) Et andet ledende partimedlem, Jürgen Gansel, fastslår i en radio-debat, at omkring "250.000 - 300.000 borgere i Dresden omkom mellem den 13. og 14. februar 1945”. Han betegner dette som ”bombeholocaust”.
Sidestiller bombardementet af Dresden med tilintetgørelsen af Europas jøder og sigøjnere
Bystyret i Dresden har i 2009 nedsat et historikerudvalg, som i en ganske ny undersøgelse dokumenterer, at der i virkeligheden omkom mellem 18.000 og 25.000 mennesker under bombardementerne i februar 1945. Dette foreløbige resultat stemmer ganske godt overens med byforvaltningens egne oplysninger umiddelbart efter bombardementerne. Naziernes propagandaministerium manipulerede med disse tal og hævdede, at antallet af civile omkomne var af en helt anden størrelsesorden - og at op til 350.000 civile var omkommet.
Det er disse propagandatal, NPD idag refererer til i deres forsøg på at omskrive historien ved at fremstille den tyske befolkning som offer og sidestille deres lidelser med tilintetgørelsen af Europas jøder samt sigøjnerne fra Sinti og Roma.
De allieredes strategi i slutfasen af krigen var at skabe demoralisering af nazi-værnemagtens relativt intakte civile bagland. Dette blev iværksat med massive bombeangreb på tyske storbyers infrastruktur og befolkning. Formålet var ifølge de allieredes strategiske vurderinger hurtigst muligt at afslutte den meningsløse fortsættelse af krigen, som resulterede i yderligere millioner af menneskers død, ødelæggelse af mange byer og store landområder.
I krigens sidste måneder døde der i gennemsnit dagligt 10.000 tyske soldater. Den sovjetiske Røde Hær mistede hele 800.000 soldater under befrielsen af de østlige dele af Tyskland. (2)
Februar 2010: Da nazimarchen blev stoppet af tusinder af antifascister
Sidste år, den 13. februar 2010, lykkedes det for den anti- fascistiske modstand med effektive blokadeaktioner at stoppe EUropas største naziopmarch med omkring 4000 deltagere.
Mellem 12.000 - 15.000 antifascister fra den brede alliance ”Dresden Nazifrei” og den venstreradikale autonome mobilisering ”No pasaran” kunne i fællesskab holde nazierne indespærret ved banegården i Dresden-Neustadt.
Det samme sted, hvorfra titusinder af jøder under krigen blev deporteret videre til naziernes tilintetgørelseslejre. De omkring 6-8.000 udstationerede politibetjente måtte sidste år kapitulere overfor antifascisternes blokader og de nægtede af ”sikkerhedsgrunde” at danne en korridor igennem byen for nazimarchen.
Efter at nazierne frustreret havde opløst deres forsamling, demonstrerede de to antifa-blokke i fællesskab til Albertplatz i det centrale Dresden. Den borgerlige lejrs anti-nazistiske ”fredskæde” et andet sted i Dresden, langt borte fra begivenhederne, omfattede yderligere 10.000 mennesker.
Omkring 500 nazier overfaldt på vejen til samlingspladsen det venstreradikale aktivitetscenter ”Conni” med sten og flasker. Det lykkedes dog ikke for nazierne at trænge ind i huset.
Mobiliseringen mod nazimarchen den 13. og 19. februar 2011
For nogle dage siden lykkedes det for nazipartiet NPDs advokater at få forvaltningsdomstolen til at ophæve et udstedt demonstrationsforbud mod den planlagte ”sørgemarch” den 13. februar 201. På denne dag mobiliserer nazierne til et fakkeloptog. Formodentligt fra et sted i indre by i retning af forstadskvartererne Gorbitz og Prohlis, der er kendetegnet ved deres relativt stærke højreorienterede miljøer.
Da denne march finder sted på en søndag aften og mobiliseringen ifølge tysk antifa-research kun foregår på regionalt plan, vil deltagerantallet blive væsentlige ringere end i ”sørgemarchen igennem Dresden” en uge senere, lørdag d. 19. februar 2011. NPD og organisationen ”Junge Landsmannschaft Ostdeutschland“ - JLO (3) er de officielle arrangører af „sørgemarcherne“.
Den 19. februar 2011 mobiliserer nazierne landsdækkende og regner med deltagende delegationer fra fascistgrupper fra EUropa, deriblandt fra de skandinaviske lande. (4)
En stor blok i demoen dannes af de organiserede militante nazistrukturer som ”Autonome Nationalisten” og ”Freie Kammeradschaften”. Sidstnævntes højborg er delstaten Sachsen med ca. 40 grupper og 1800 medlemmer (kilde: no pasaran.de)
No Pasarán!
Den venstreradikale antifa-alliance “No pasarán” og den noget bredere antifascistiske byalliance “Nazifrei – Dresden stellt sich quer”, planlægger ligesom sidste år fælles masseblokader mod nazimarchen den 19. februar. ”No pasarán”- alliancen mobiliserer antifascistiske strukturer, kollektiver og enkeltpersoner landsdækkende og udbreder flittigt antifascistisk modinformation:
Indtil nu er der blevet opsat omtrent 50.000 plakater, uddelt og postet nogle hundredetusinder flyers og en mobiliseringsavis med et oplag på 100.000 eksemplarer. Traditionen tro deltager også antifascister fra nabolandene i demoen mod naziernes ”sørgemarch”. Deriblandt et antifascistisk initiativ fra Danmark
Konservativ ”antifascisme”
Dresdens overborgmester Helma Orosz fra det konservative regeringsparti CDU opfordrer sammen med det konservative bystyre til, at man den 13. februar i protest mod nazimarchen samler sig mellem to broer, der fører fra indre by over Elbe-floden. Kilder fra den antifascistiske alliance betegner denne manifestation som ”tom symbolik”, da denne manifestation vil finde sted langt fra naziernes opmarch. Udover nogle velvillige medier vil ingen lægge mærke til denne manifestation...
Samtidigt hetzer de samme CDU-orienterede medier mod de kommende antifascist- iske blokadeaktiviteter. Mens politiledelsen varsler en konsekvent opløsning af de ”ulovlige” blokader, sender Dresdens myndigheder personlige advarselsbreve til kendte antifascister om ikke at deltage i ”ulovlig” blokadevirksomhed.
(autonom info-service)
NOTER
1) Ved delstatsvalget i 2004 opnåede NPD i nogle saksiske småkommuner 20-25 procent af stemmerne. I Sachsen som helhed 9,2 procent. Det var første gang i 36 år, at nazisterne blev repræsenteret i et tysk delstatsparlament. I 2008 tabte NPD dog igen omkring 40 procent af stemmerne og gik ned til 5,6 procent. De første kommentarer forklarede tilbagegangen med naziernes kommunalpolitiske mangel på socialt engagement, korruptionsdømte NPD-funktionærer samt de konservatives (CDUs) overtagelse af dele af NPDs indvandrerfjendtlige positioneringer.
Dertil kommer det faktum, at der kun findes et ganske marginalt antal indvandrere i Sachsen. I andre dele af Tyskland var tendensen den samme. Skønt det lykkedes for NPD og andre højreradikale, mindre splittergrupper som Republikanerne, PRO og den nu opløste Deutsche Volks Union, etc. at blive præsenteret i nogle byråd i småbyer som Erkelenz, Hückelhoven, Viersen (Niederrhein) samt i større byer som i Mönchengladbach, Dortmund, m.fl. , var det for dem ikke muligt at opnå en fraktionsstatus (ensbetydende med større politisk indflydelse og større økonomiske tilskud).
- Se iøvrigt interviewet med et tidl. medlem af nazipartiet NPD i forlængelse af artiklen.
2) Baggrundsartikler
- Autonom info-service: For 65 år siden: Nazi-rigets sidste dage
- Auschwitz på gaden – dødsmarcherne igennem Dresden (på tysk)
3) ”Junge Landsmannschaft Ostdeutschland” (JLO) er ungdomsforbundet for det højreradikale ”Bund der Vertriebenen” – BDV (Forbundet af fordrevne). En organisation af folk, der i slutningen af krigen flygtede fra deres hjemstavn i Østtyskland eller fra bosteder i de af nazierne kolonialiserede østområder. BDV og dens tilsluttede organisationer anser sig selv som ”krigens sagesløse offer” og kræver bl.a. økonomisk kompensation fra de østeuropæiske regeringer. ”Junge Landsmannschaft Ostdeutschland” har et tæt samarbejde med kredse fra nazipartiet NPD.
4) Forrige år overfaldt tyske og svenske nazier på en rasteplads en bus med ældre fagforeningsfolk, der var på vej hjem fra den antifascistiske demonstration i Dresden.
Uddrag af en artikel, vi skrev til indymedia.dk, den 17. februar 2009:
” En større gruppe nazier på vej hjem fra demonstrationen i Dresden overfaldt på en motorvejsrasteplads en rejsebus med ældre fagforeningsfolk, der havde deltaget i den store anti-fascistiske demonstration i byen. 5 fagforeningsfolk blev såret, deriblandt to alvorligt. Ifølge øjenvidner overfaldt tre svenske nazier en 42-årig fagforeningsmand fra IG-Bau så brutalt, at han måtte køres på hospitalet med kraniebrud. Formanden for det tyske landsforbund DGB (LO), Michael Sommer, opfordrede i forbindelse med disse hændelser regeringen til at forbyde nazisternes legale samlingssted NPD.
Overfaldet skete lørdag aften ved motorvejsrastepladsen Teufelstal på A-4 motorvejen i den østtyske delstat Thüringen. De omkring 80 fagforeningsfolk, der havde deltaget i anti-nazidemonstrationen i Dresden var med en DGB-rejsebus på vej hjem til Hessen, da de stødte på en gruppe på omkring 40 militante nazier. Nazierne startede med at råbe fornærmelser mod de faglige aktivister, som på dette tidspunkt stod omkring deres bus eller opholdt sig i cafeteriet. Derefter angreb 15 til 20 nazier fagforeningsfolkene. De som ikke nåede rettidigt i ly, blev slået og sparket. Mest alvorligt såret blev en 42-årig fagforeningsmand, der blev hevet ud gennem bussens halvåbne dør af tre nazier, der slog og sparkede ham i hovedet. Senere viste det sig, at det drejede sig om tre svenske nazier.”
- En øjenvidneberetning fra en af deltagerne, Michael Rudolph, fagforenings-formand fra DGB-regionen Nordhessen:
”... For nogle lykkedes det ikke hurtigt nok (at komme ind i bussen). Da løb 15 til 20 nazier hen mod kollegaerne og brølede: ”Antifa-Attack!”. Seks eller syv folk var stadig væk foran busdøren og nazierne slog løs på deres hoveder og kroppe. Buschafføren formåede at lukke døren, tre kollegaer nåede at redde sig ind i bussen, såret på hovedet og overkroppen. En kollega blev i sidste øjeblik hevet ud af bussen. Nazierne kastede tunge isklumper mod bussens dør, men den holdt stand. Derudover smed de flasker mod bussen. Tre nazier kastede kollegaen, som de havde hevet ud af bussen på jorden og sparkede ham brutalt. Imens dannede 10-15 andre nazier en halvcirkel omkring bussen.
Efter nogle minutter startede naziernes bus med at køre og samlede nazierne op. 4 nazier blev stående ved cafeteriet. Da bussen kørte afsted, ankom den første politibil og optog forfølgelsen..."
(kilder: Dagbladet Junge Welt, den 17. februar 2009 og den tyske TV-kanal ARD / Tagesschau.de)
Antifas støder på en gruppe nazier på vej til samlingsstedet:
Naziopmarch i Dresden 2010 indespærret af politiet og antifa-blokader:
" Vi henter Slesvig tilbage, derefter får de venstreorienterede en på kæften..."
- et interview med Uwe Luthardt, et tidl. medlem af nazipartiet NPD. Han sad i ledelsen af NPD i den østtyske by Jena. Efter tre måneder i ledelsen forlod han partiet. I en bog udgivet i 2009 fortæller han historien om partiets ledende politikere og den parti-interne pronazistiske konsens.
_______________________
Det tyske højreekstremistiske parti NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) er det legale samlingssted for alskens nostalgiske og militante nazier. NPD har på landsplan omkring 7000 medlemmer. NPDs hårde kerne består af gamle og yngre nazier, der udadtil forsøger at fremstå som pæne, konservative patrioter.
- Vi har oversat et udpluk af dette interview*, da NPD spiller en central rolle indenfor det vidt forgrenede højreekstremistiske spektrum over hele Europa. Mange af de voldelige nazioverfald på indvandrere, politiske modstandere og anderledes tænkende trækker spor til dette parlamentariske parti. Der er tale om brutale overfald på kendte venstreorienterede, på boligløse, handicappede, en anti-fascistisk politimand (1), alternative musiksteder, infocaféer, info-boder, m.m. Listen er lang.
- De er fornyligt trådt ud af NPD, men bor stadig væk helt åbent i deres hjemby. Er de ikke bange?
Uwe Luthardt: Jeg blev truet af min lokale partiforeningsformand: "Et ledelsesmedlem udtræder ikke af partiet, enten bliver man smidt ud eller man forsvinder". Jeg svarede, at jeg ved mere om ham end han om mig. Derefter var der ro. Folk som bare forlader partiet, får normalt store problemer og under mere uheldige omstændigheder vågner man op på intensivafdelingen på hospitalet.
- Medlemmer der går ud bliver altså truet?
Uwe Luthardt: Det forekommer, ellers ville der være endnu færre medlemmer. Stemningen er pt. ikke særlig god, man fornemmer, at partiet mangler penge til stort set alt.
- Hvad var der galt med deres partivenner?
Uwe Luthardt: Det var overhovedet ikke min verden. Når man kom til generalforsamling, så man først alle de der skinheads - med en sort sol eller andre nazi-symboler på armen. De havde drukket og kunne være ret provokerende. Når der ikke var nogle modstandere tilstede, sloges de med hinanden.
- Der var altså ikke ligefrem tale om noget "intellektuelt samvær"?
Uwe Luthardt: Mange i JN ( Junge Nationaldemokraten/JN) og "Kameradschaften" har en intelligenskvotient på niveau med min skostørrelse. De fleste har simpelthen en mislykket biografi: De går i hjælpeskoler eller de har afbrudt deres skole/mesterlære. Mange er alkoholikere, som ikke har andre steder at gå hen - og så er der bøllerne. I de enkelte lokalafdelinger er der højst tre til fem mænd, som har en ren straffeattest. Det er dem, som bliver sendt til pressen eller placeret i en info-bod.
- Hvad havde De umiddelbart håbet på ved at melde Dem ind i partiet?
Uwe Luthardt: At jeg kunne gøre noget for Tyskland. Et Stortyskland falder udenfor min tankegang. Pludseligt hed det, at vi henter Slesvig tilbage, derefter får de venstreorienterede en på kæften...
- Hvor får partiet sine penge fra?
Uwe Luthardt: Blandt andet fra musikarrangementer. Entréen koster jo en klækkelig sum. Og så naturligvis indtægterne fra "Das Fest der Völker" ("Folkenes fest"), som i 2007 indbragte knap 17.000 Euro ( 119.000 kr). ( ... )
NPD får desuden økonomisk støtte fra Sydamerika. Der er tale om bidrag fra nationaltsindede tyskere, som i længere tid ikke har været i Tyskland. De sender for eksempel et bidrag til en eller anden småvirksomhed. Derfra bliver det så videregivet til partiet. NPD-chef Udo Voigts indflydelse i partiet bygger ikke mindst på disse finansfolk fra Sydamerika. Det samme gælder for hans stedfortræder, advokaten Jürgen Rieder, som har rigtig gode kontakter dertil.
- Overfor medierne præsenterer NPDs funktionærer sig som højreorienterede demokrater. Man forsøger at undgå forfatningsfjendtlige ytringer. Hvor radikalt er partiet egentligt?
Uwe Luthardt: Målsætningen er genetablering af "Riget", hvor et nyt SA gør rent bord med anderledes tænkende. ( SA: Sturm Abteilung / Hitlers bøllekorps med 400.000 medlemmer. Efter 1934 mistede SA sin betydning. Kommentar af oversætterne)
- Gælder det også den mere moderate fløj?
Uwe Luthardt: Der findes ingen moderat fløj. De få stykker, der opfatter sig som sådan, har intet at skulle have sagt. Skolingen i omgang med medierne er ganske effektiv. Aktivisterne er klar over, hvordan de skal formidle stoffet. Det starter med en anordning om kun at mødes med ikke-partimedlemmer på neutrale steder. Det gælder for alle undtagen partiformanden, som målrettet kan præsentere besøgende for et kæmpestort, massivt skrivebord og partiets faner bagved.
I partihuset i Jena har der aldrig været nogen journalister. Det bliver ikke uden grund internt kaldt "det brune hus" . I kælderen er der mængder af SS-billeder. Der findes også et rum med våben. (SS: Schutz Staffel. Hitlers militære eliteenheder. Kommentar fra oversætterne).
- Det er altså bare en påstand, at det "Tredje Rige" slet ikke er noget tema i NPD?
Uwe Luthardt: Ren taktik. På denne måde vil man komme i kontakt med folk, som endnu ikke er klar over, at partiet ikke bare er stærkt højreorienteret, men endnu mere radikalt. Det drejer sig om at optræde respektabelt i offentligheden. Derfor ser partiledelsen helst, at medlemmerne har en ganske almindelig frisure og en ganske almindelig beklædning. Det er sådan nogen, man stiller i info-boderne.
- Risikerer man ikke at holde de militante nazistiske aktivister udenfor, når man præsenterer sig alt for borgerlig?
Uwe Luthardt: Nej, fordi alle er klar over, at dette er ren taktik. Flyers, plakater og deltagelsen i protesterne mod Hartz-IV - er bare skalkeskjul. "Vi smider udlændingene ud, så har tyskerne arbejde igen" - det er det essentielle i NPDs fremgangsmåde. Det er kun helt internt, man taler om "godsbanevogne".
- Menes der godsbanevogne som i det "Tredje Rige"?
Uwe Luthardt: Dem som man vil fragte politiske modstandere, jøder og udlændinge bort i, hvis man får flertallet i landet. Internt snakkes der åbenlyst herom, man synger også gerne nazi-sange som "Horst-Wessel-Lied" ("Idag har vi Tyskland, imorgen hele verden..." kommentar af oversætterne).
- Forholdet til "Kameradschaften" (Netværk af militante nazier. Kommentar af oversætterne) er på trods heraf ikke altid uden konflikter...
Uwe Luthardt: Absolut ikke. De "Frie Nationalister" lader sig ikke foreskrive noget og er skeptiske overfor partier. Alligevel lader de fleste sig benytte af NPD. De er partiets nyttige idioter på samme måde, som SA fungerede for NSDAP Jeg har tit sagt til dem: Se bare på SA's historie. Sådan vil det også gå med jer, når de kommer til magten. (NSDAP: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, nazipartiet, toppede med 7,5 - 8 millioner medlemmer i 1944. Kommentar af oversætterne).
- Hvornår opdagede De, at partiets interne kommunikation adskiller sig fra dets præsentation udadtil?
Uwe Luthardt: Ret hurtigt efter jeg kom ind i bestyrelsen. Det er heller ikke så svært, når man ser, at folk her hilser hinanden med udstrakt arm.
- Hvordan går det til, at aktivisterne i offentligheden strikt afholder sig fra sådan en forfatningsstridig adfærd?
Uwe Luthardt: Fodfolket har strenge ordrer om ikke at tale med mediefolk. Det sker også meget sjældent, at nogen taler over sig. Hvis dette alligevel sker, bliver vedkommende straks trukket tilbage fra offentligheden. Alle funktionærer har gennemgået den samme skoling. (...) Der findes internt skolingsmateriale, hvoraf det fremgår, hvordan hver enkelt skal forholde sig. Særlig ømt er naturligvis spørgsmål, der omhandler det "Tredje Rige". Derfor bliver svaret på spørgsmål som "Hvad siger de til Holocaust?" trænet grundigt.
- Hvilken politik drømmer NPDs ledere om?
Uwe Luthardt: De drømmer om Det Tyske Rige. De er helt overbevidst om, at de på et eller andet tidspunkt vinder et valg og at det så rigtig kan gå løs. Hvad der så vil ske, kan enhver tænke sig til.
_______________________________________________________
Kilde: Interviewet er offentliggjort i det tyske ugemagasin Der Spiegel og del af bogen: Christoph Ruf/Olaf Sundermeyer: "In der NPD - Reisen in die National Befreite Zone" Forlaget Beck'sche Reihe, januar 2009, 229 sider, 12,95 euro
Note
(1) Passaus politichef Alois Mannichl blev den 13. december 2008 stukket ned på hans bobæl i Fürstenzell (Bayern) af nogle skinheads. Han blev alvorligt såret, men overlevede med held attentatet. Forud for overfaldet modtog han flere dødstrusler fra nazier pga. hans modstand mod offentlige naziforsamlinger og hans støtte til kravet om forbud mod nazistrukturerne, deriblandt NPD. På NPDs officielle internetside har der i flere måneder kørt en personlig hetskampgne mod Mannichl. "Jeg lader mig ikke skræmme af højreekstremisterne", sagde han efter overfaldet til lokalavisen "Passauer Woche".