50 år siden: Portugals Nellike- revolution rystede Europas magthavere

Den 25. april 1974 blev det fascistiske diktatur i Portugal væltet.

Længe havde det ulmet i landets befolkning. Da en gruppe venstreorienterede officerer,
der var præget af krigen mod befrielses-bevægelserne i Angola, Mozambique og Guinea Bissau, i foråret 1974 gjorde oprør, tændte de en lunte, der blev til en vulkan i udbrud.      

________________

En personlig beretning

• Venstrefløjens forskellige grupperinger under revolutionen
  

______________________

Artiklen er skrevet af al. / autonom infoservice i 2011
og løbende ajourført. 

• Nedslag

" Vinduerne i den gammeldags spisesal på Hotel Højvang stod åbne på vid gab. Larmen fra Istedgade og den nærliggende hovedbanegård trænger ind i bygningen og fylder den med et fernis af liv.
Det er en lun forårsnat i København, anno 1974. Jeg har arbejdet et stykke tid som natportier i dette hersens hyggelige hotel, der forekom mig som et mikrokosmos af samfundets sociale lag. Hurtigt fandt nogle af kvarterets sexarbejdere ud af, at her var der en ung portier, som ikke tog det så nøje med husreglementet om, hvem der ikke måtte logere sig
ind i hotellets fine værelser.
Snart lignede denne kommen og gåen på hotellet en pendant til banegården tyve skridt derfra.
Det eneste tidspunkt, hvor husreglerne reelt trådte i kraft var, når hotellets ejer, en pedantisk men ganske sympatisk kvinde, præcis klokken 7 om morgenen entrede bygningen for at hilse på mig, kigge i regnskabsbogen og afhente nattens ikke så ringe indtægt.

José, anarkisten fra Portugal

Denne lune nat så umiddelbart ikke ud til at forløbe anderledes end alle de andre nætter. Jeg var ved at improvisere mit nattehvilested, gemt bag portierlogen, da hotellets død-irriterende ringeklokke anmeldte endnu en gæst.
Istedet for en af de uundgåelige sexarbejdere, drukkenbolde fra barene, eller dødtrætte turister stod der en hippiefyr med langt sort hår og grinede af min indrømmet ikke særlige engagerede velkomsthilsen.
Det viste sig, at fyren som hed José var fra Portugal og ville spørge, om man her kunne få et ’billigt-billigt’ værelse for en nat.

Han vakte min interesse, da jeg så en iøjenfaldende sort-rød stjerne på hans udslidte skuldertaske. Efter nogle drinks på hotellets regning havde vi sluttet venskab – José, anarkisten fra Lissabon og jeg, revolutionær socialist fra Wien.

José flyttede næste dag ind i mit kollektiv og blev boende et stykke tid i København. Ved hans afrejse aftalte vi, at jeg skulle besøge ham så snart fascisterne var fejet på historiens mødding. Et år senere, april 1975, stod jeg og fire andre fra mit daværende VS-kollektiv på peronen i Lissabons banegård og ventede på José og hans kammerater... "

• Nedslag

I 1910 sluttede monarkiet i Portugal. Det Republikanske Parti, der blev grundlagt forud for monarkiets fald, udråbte den 5.oktober samme år republikken Portugal.
Situationen derefter var præget af kampe mellem konkurrerende politiske magtcentre.
I de næste 16 år havde Portugal ikke mindre end 45 regeringer, 8 præsidenter og 26 kupforsøg.
I 1926 forsøgte en gruppe stærkt højre-orienterede officerer, under ledelse af økonomen António de Oliveira Salazar, sig med et nyt militærkup. Denne gang lykkedes det.
De nye magthavere propaganderede dannelsen af ”den nye stat” (”Estado Novo”).
Modellen var Benito Mussolinis fascistiske Italien med sine kooperativistiske og autoritære strukturer.
Enhver politisk opposition til regimet blev kriminaliseret og fængslerne fyldtes med dissidenter. Salazar-regimet holdt sig officielt ”neutralt”, såvel overfor den spanske borgerkrig som i 2. Verdenskrig, for ikke at bringe landets relativt stabile økonomiske situation i fare.

• 1 procent af jordejerne ejede halvdelen af al jord i landet

Landet havde en ekstrem klassemæssig polarisering. Således kontrollerede
omkring 1 procent af jordejerne halvdelen af al jord i landet. Ud af den million portugisere, som var knyttet til landbruget, var halvdelen landarbejdere uden
egen jord. Det var dem, som efter fascismens endelige fald i 1974, stod i
spidsen for jordbesættelserne.

Igennem 1960’erne og 70'erne blev dele af landets landbrug nedlagt og antallet af beskæftigede i landbrugssektoren faldt til 28% af den samlede arbejdsstyrke. Den opståede arbejdsløshed resulterede i, at over en halv million portugisere immigrerede til de vesteuropæiske lande, hvor de som regel blev udnyttet som billiglånsarbejdere.

               _____________________________

• Frihedskampen i Portugals kolonier 

António de Oliveira Salazar døde i 1970. Året forinden havde han overladt magten til efterfølgerne Marcello Caetano (ministerpræsident) og statspræsidenten Americo Thomas. De varslede større frihed, men selv om enkelte af de mest fascistiske træk ved regimet blev mildnet, fortsatte undertrykkelsen af den politiske og kulturelle opposition.

Dette var signalet for de oprørske militære enheder, der var ledet af en gruppe venstre-  orienterede yngre officerer, den såkaldte ’kaptajnbevægelse’, senere kaldet ”De væbnede styrkers bevægelse” – MFA. (2)
I løbet af få timer bzatte oprørsstyrkerne alle vigtige statslige institutioner.

Kun få regeringsbygninger blev forsvaret af militære enheder, der var loyale overfor Caetanos fascistregime.
Da de indså, at der ikke ville komme nogen
til deres undsætning, overgav de sig efter
flere timers forhandlinger.
Om eftermiddagen erklærede Marcello Caetano sin tilbagetræden. Hans eneste betingelse var, at regeringsledelsen ikke overgik til en af de yngre antifascistiske officerer. Overgangsregeringens leder blev general António de Spínola. (3)
Caetano blev sammen med nogle ministre anholdt og nogle dage senere sendt til øen Madeira, hvor han blev stillet under husarrest.

• Politifolk skød ud af vinduerne på de ubevæbnede demonstranter

Dagen igennem var titusinder af glade folk på gaden, og soldaterne blandede
sig i dette berusende menneskehav. Alle udsmykkede sig med røde nelliker,
der netop havde højsæson på denne tid.
Deraf navnet 'Nellikerevolutionen'. Militærrevoltens bilanz: Fire dræbte demo-deltagere, der blev skudt foran det portugisiske hemmelige politis hovedkvarter,
da politifolk skød ud af vinduerne på de ubevæbnede demonstranter.
Ialt tog det 17 timer og 25 minutter at vælte et fascistisk regime, der havde terroriseret landet i 48 år. Dermed faldt Europas længstvarende men ikke sidste fascistregime. (4)  

 "Grândola vila morena,
 Terra da fraternidade, 
  O povo é quem mais ordena, 
  Dentro de ti ó cidade.
______________________            

  Grândola brune by,
  Landet af broderskab /
  søsterskab
  Folket regerer,
  i dig, oh by."
....

•  Fangerne bliver befriet

Dagene før den 1. maj 1974 blev det fascistiske hemmelige politis (PIDEs) fængsler åbnet og alle fanger hilst velkommen til friheden af tusinder af demonstranter. Oppositionelle og antifascistiske modstandskæmpere fra alle politiske strømninger vendte tilbage fra eksilet.
Deriblandt digteren og socialisten Manuel Alegre, antifascisten og folkesangeren Jose Afonso ('Grândola, vila morena' ), den kommunistiske veteran Alvaro Cunhal, som i over 12 år havde været fanget i PIDE’s torturfængsler, den senere social-demokratiske regeringschef Mario Soares - og utallige andre.
______

Lissabon, 1. maj 1974

Den 1.maj 1974 blev frihedens demonstration: Sammen med soldaterne demonstrer-ede hundredetusinder af portugisere og internationalister fra hele verden igennem Lissabons gader. Alene omkring Lissabons sportstadion, som siden da hedder "Estádio 1º de Maio“, fejrede hundredetusinder af venstrefløjstilhængere befrielsen fra dikaturet.
Denne dag lovede de hinanden at kæmpe for et socialistisk demokrati. Et løfte, som hurtigt skulle blive afløst af en situation med indbyrdes konkurrencekampe venstre- fløjsgrupperne imellem.
20 dage efter Caetanos fald, blev Spinola taget i ed som Portugals ny præsident. Hans holdninger var yderst modsætningsfulde. Mens han støttede nationaliseringen af bankvæsenet, nægtede han kategorisk at give frigive Portugals kolonier i Afrika.

José hilser på nogle aktivister, der står posteret udenfor indgangen til den lille café, der viser sig at være propfyldt med 30 til 40 aktivister fra antifascistiske kredse.
Vi presser os ind i den støjende mængde
af kaffedrikkende folk.
Vi bliver præsenteret for de nærmeste. Venlige alvorlige ansigter, unge mænd og kvinder.
Fra radioen drøner de sørgmodige Fado-sange. Da en ældre mand med næsten hvidt hår slukker for musikken, uddør samtalerne og der bliver bomstille i caféen. Den gamle antifascist taler ind-trængende til de forsamlede og efter et par andre ordfægterier, siver folk ud på gaden.
På vejen fortæller José detaljerne i de cirkulerende rygter om, at militante fascister fra det illegale ANP (National Folkeunion) vil demonstrere gennem arbejderkvarteret for at vise deres fortsatte eksistens.
Ifølge José plejer de at lægge deres hærgende demonstrationer gennem forskellige venstreorienterede kvarterer om formiddagen, hvor de er sikre på ikke at møde den store modstand, da de fleste beboere på dette tidspunkt er på arbejde eller andre steder i byen.  
I en stejl opadgående gade venter en del beboere og hilser os stille velkommen. Vi spredes i de omkringliggende husporte. Meningen er, at angrebet på fascistmarchen skal sigte mod deres faner og transportvogn, hvor man formoder de opbevarer våben og propagandamateriale.
Pludseligt er de her – nogle hundrede mand med en fortrop, der tydeligvis minder om kamptrænede middelalderlige soldater i civil, bærende på korte jernstænger og små fascistfaner. ”A baixo o communismo!” (Ned med kommunismen!) gjalder det fra ru stemmer.

• Konfrontation med militante fascister
  

Vi lader dem passere. De kigger fjendtligt, agressivt på folk i husporterne og råber sexistiske skældsord mod dem, mens de marcherer i hurtigt tempo fremad. Med ét bryder helvede løs over dem. Fra adskillige vinduer kyler folk – mest børn og ældre kvinder – blomsterpotter ned på fascisterne. Samtidigt bliver de angrebet fra begge sider og presset fremad.
Deres faner går itu, vognen bliver først punkteret, passagererne kylet ud og derefter tømt for al bagage. Nogle af de forreste bøller prøver at presse sig tilbage for at komme deres trængte bagtrop til undsætning, hvilket yderligere bidrager til, at marchkolonnerne opløses i kaos og derefter i vild flugt.

• ”A baixo o fascismo!” (ned med fascismen!)

Skarpt forfulgt af en sand folkelig tsunami, væbnet med fejekoste, stumtjenere, stænger, stole,... råbende og hvinende med knyttede næver: ”A baixo o fascismo!” (ned med fascismen!), ”viva a libertade!” (leve friheden!) og igen og igen: ”poder popular!” (folkemagt!).
I den anden ende af gaden kommer det til mere alvorlige sammenstød med en gruppe mindre panikdrevne fascister, der prøver en mere ordnet tilbagetrækning.
Her bliver udbyttet en bajonet, nogle megafoner, en fascistisk fane samt et par militærpistoler. 

               ________________________________
"Lissabon din herlige, elskværdige, smukke skikkelse..." 

Euforien kender ingen grænser. Beboerne posterer vagter i gaderne, derefter bliver der i en store sidegade opstillet borde og stole. Vin, vand, brød og oste kommer på bordene. Hyggen, flirten, latter og røverhistorier om dagens heltegerninger afløser snart den anspændte stemning i kvarteret.

Nogle musikere begynder at synge - 'Grândola, vila morena'. Mange stemmer i. "Lissabon din herlige, elskværdige, smukke skikkelse..." 

• Portugals kommunistiske parti (PCP)

PCP rådede som eneste venstrefløjsparti
over et landsdækkende illegalt erfarent parti-apparat med nogle hundrede aktivister i væbnede undergrundsstrukturer.
På trods af illegalitet og forfølgelse var partiet istand til at rekruttere tusinder af aktive medlemmer i arbejderkvartererne og blandt de fattige landarbejdere på storgodserne i Alentejo, et landligt område i det sydlige Portugal.
Denne integritet spillede så stor en rolle, at PCP på trods af sin stålsatte stalinistiske referenceramme ved det forfatningsgivende valg et år efter nellikerevolutionen i april 1975 opnåede over 12 procent af stemmerne. (Sammen med det græske KKE er de de eneste stalinistiske massepartier i Vesteuropa der ikke er faldet fra hinanden efter Sovjetunionens opløsning).

• Portugals socialdemokratiske Socialistiske parti (PS) blev dannet i eksil i Vesttysland af intellektuelle og studenter, der deltog i 68-bevægelsen og som til dels kom fra afsplittelser af kommunistpartiet.
  Portugals socialdemokrater, under ledelse af Mario Soares, blev ligesom det spanske socialdemokrati under Felipe Gonzales protektioneret og finansieret af det tyske socialdemokrati SPD under Willy Brandt. PS fik med næsten 38 procent af stemmerne et relativt flertal ved valget i april 1975, på trods af en betydelig mindre organisatorisk basis end kommunistpartiet.
• Portugisisk Demokratisk Bevægelse (MDP/CDE) var en antifascistisk front, der blev dannet som undergrundsbevægelse under Caetano-styret og i lange perioder fungerede som frontorganisation for Portugals kommunistiske parti. Fronten opstillede en del partiuafhængige antifascistiske fighters og fik ca. 4 procent af stemmerne.

•  Den antifascistiske, partiuafhængige
  ’Liga af den Revolutionære Aktion’   (LUAR), der i 1960´erne gennemførte  nogle opsigtsvækkende aktioner mod   Caetano-regimet.
  
• Den kommunistisk (PCP-) orienterede  ’ Væbnet Revolutionær Aktion’ (ARA).  
  
• De ”Revolutionære Brigader’ (BR) som blev dannet i 1970, hvis politiske parti var det ovenfor nævnte guevaristisk-trotskistiske PRP.

• Nedslag

"Trætte og tavse sidder vi i sporvognen efter at have besøgt en metalfabrik, som arbejderne har bzat i udkanten af Lissabon. Tankerne strejfer de forudgåede timer, da vi gik igennem de store gitterporte udsmykket med røde faner og snesevis af plakater fra diverse venstrefløjsgrupperinger.
I den kæmpestore kantine møder vi José og støder til de hundredevis af fabriksarbejdere, der er samlet for at drøfte de sidste dages hændelser. Skønt vi kun forstår nogle brudstykker af det, der bliver sagt, takket være José’s ihærdige oversættelse,er en stærk fornemmelse for diskussionens alvor nærværende for os alle.
Ejeren af den fabrik, arbejderne har bzat, er en kendt fascist, som umiddelbart efter d. 25 april flygtede til nabolandet Spanien. Derfra forsøger han at udrede trådene ved hjælp af hans kontakter til statslige embedsmænd og fascistiske bøller.
De har i bedste mafiosi stil givet arbejderne et tidsultimatum for enten at genoptage arbejdet i vante former og frivilligt opgive besættelsen - eller at skrubbe af fra fabrikkens område. Dette krav blev understreget med gentagne natlige besøg af fascistiske bøller, der overfaldt vagterne og pryglede dem halvt ihjel.
Da vi efter nogle timer igen forlader virksomheden, har arbejderne besluttet at bede væbnede soldater fra MFA om at deltage i natteholdets vagtværn. Da vi på tilbage-vejen igen passerer porten, bliver vi mødt med genkendelse og hilst med løftede knyttede næve af de smilende vagter.

• Maoisternes propagandastunt
  

Da sporvognen på vejen tilbage rumler forbi en stor hal, hvis indgang er stopfyldt med folk, der holder en megastor transparent fra det pro-albanske parti MRPP frem, vågner José op af dagdrømmeriet og fore-slår straks, at vi aflægger et besøg hos maoisterne. 
Da vi vil undgå mistænkeliggørelse tager vi vores badges, som signaliserer sympati til andre venstrefløjsstrømninger af vores jakker.
José glemte godt nok sin anarkosyndikalistiske stjerne på baskerhuen, men pyt, ingen lagde mærke til det. Da vi sagte trænger igennem mængden foran indgangen til den store hal, har vi alle sammen en mærkelig fornemmelse, som øjeblikkeligt bliver bekræftet:
Det viser sig, at den kæmpe store hal er helt tom ! Kun udsmykket med en masse sidetransparenter. ”Hvor er masserne blevet af?”, spørger vi forbløffet. ”Jo, ser I, de findes slet ikke”, svarer José og griner skelmsk.
MRPP-maoisterne fabrikerede således hver fyraften det samme stunt for at suggerere overfor det arbejdende folk, der trætte kommer kørende forbi på vej hjem fra industri-bæltet, at proletariatets revolutionære parti kan mobilisere masserne.
Jeg var så perpleks over det jeg så, at jeg tog venligt imod en MRPP-badge med Mao-emblem, som en agitprop aktivist hjælpsom og smilende anbragte på min jakke. Det grinede vi meget af senere hen.

           _______________

• Konturene af dobbeltmagt
  

Dagene og ugerne fløj afsted. Den ene demonstration afløser den anden. I disse dage fremkom en dobbeltmagtsituation, hvor et mobiliseret befolkningsflertal endnu ikke var istand til at overtage den endelige udformning af samfundet, mens de borgerlige overlevende magtstrukturer var for svage til at afslutte den igangværende revolutionære proces.

Afsked med Portugal

Så kom tidspunktet for vores afrejse. Min ven, anarkisten José, og hans kammerater står igen på peronen og vifter med en sort-rød fane, indtil den fortoner sig i det fjerne, og vi er på vej mod nord. José så jeg aldrig mere, men nogle af hans venner mødte jeg igen i Bologna på autonomia-kongressen ... 

EPILOG

Situationen blev mere og mere eksplosiv. Kommunistpartiets og den revolutionære venstrefløjs aktiviteter på gaden, i fabrikkerne og på kasernerne intensiveredes og konflikten med den politiske højrefløj og reaktionære militære kredse, der langsomt kom sig over chocket fra aprildagene, voksede fra dag til dag.
I denne situation forsøgte venstre-fløjen at dæmme op for den ekstreme opsplitning og grundlagde i sensommeren 1975, en paraplyorganisation ved navn ’Folkets Enhedsfront’ (FUP) med deltagelse af de fleste landsdækkende venstrefløjs-organisationer og talrige sociale bevægelser. Ledsaget af en alliance på militært
plan mellem de revolutionære strømninger indenfor MFA.         

• Opslidende stridigheder indenfor venstrefløjen
  

Denne politiske alliance holdt dog kun ganske kort tid, før stridighederne accelererede igen – især mellem kommunistpartiet PCP og de maoistiske strømninger. PCP blev kort tid efter smidt ud af ’Folkets Enhedsfront’, som
derefter blev omdannet til ’Revolutionær Enhedsfront’ (FUR).

Den nye alliance uden PCP havde til formål at ”styrke, udbrede og koordinere folkemagtens organer”, for at udvikle et reelt alternativ til både højrefløjens bestræbelser på at genetablere et autoritært regime og Socialdemokratiets igangværende opbygning af en borgerlig parlamentarisme a la ”Model Deutschland”.  

I denne periode afløser den ene provisoriske regering den anden og hver gang rykker regeringspolitikken et skridt nærmere mod ”normalisering” i retning af ordnede borgerlige-parlamentariske rammer. Således forsøgte den 6. provisoriske regering lovmæssigt at tilbagekalde de omkring 500 kollektiviseringer af de store godser i syden og de omkring 380 fabriksbesættelser i byerne (kilde: libcom.org).
Dette blev besvaret med store mobiliseringer på gaden, og forhindret på falderebet
af den parlamentariske modstand fra både kommunistpartiet og fra venstresocial-demokratiske krafter.  

• De væbnede styrkers bevægelse (MFA) udkrystalliserede
  sig i løbet af 1974/75 i forskellige konkurrerende fløje:

En venstrefløj omkring oberst Otelo de Carvalho og oberst Vasco Goncalves med militærenheden COPCON (operativ kommando for fastlandet), som aktivt intervenerede på landarbejdernes side ved besættelser af godserne og ved arbejdernes overtagelse af fabrikkerne. De havde udarbejdet et program, som gik ind for ”skabelse af et klasseløst samfund igennem en proces med aktiv deltagelse af befolkningen”.
Denne fløj arbejdede tæt sammen med den revolutionære venstrefløj, særligt det guevaristiske PRP og MES.

En midterfløj omkring admiral Pinheiro de Azevedo, som blev støttet af social-demokraterne og dele af den borgerlige fløj.
En antikommunistisk fløj under ledelse af ”ni-mandsgruppen” indenfor miliæret, med bl.a. major Melo Antunes og oberstløjtnant Eanes”. ( Gruppen spillede en vigtig rolle i opgøret med de revolutionære dele indenfor MFA, efter den 25. november 1975).

• Venstrefløjens sidste offensiv

Den revolutionære venstrefløj, PCP og de revolutionære krafter i militæret svarede på den parlamentariske højredrejning med en generalmobilisering for at beholde initiativet i udviklingen.
Den 12. november 1975 belejrede titusinder af demonstranter den forfatningsgivende forsamling for at kræve ”en regering af den revolutionære enhed, som forpligter sig til et aktionsprogram, der er blevet gennemdiskuteret i de forskellige folkemagtsorganer”. Den grundlov, som blev formuleret på dette tidspunkt var tydeligt præget af disse socialistiske grundtanker.

• Styrkeforholdet forandres
  

På trods af en intakt mobiliseringsevne førte PCPs modsætningsfulde politik og den til tider overdrevne voluntarisme fra den revolutionære venstrefløj, til at venstrefløjen bevægede sig ind i en blindgyde.
Det endelige vendepunkt startede den 25. november 1975. Et par revolterende militære aktioner fra faldskærmsenheder og civile grupper, hvis årsager den dag idag er omstridte, blev efter nogle skærmydsler nedkæmpet og derefter brugt som påskud til en systematisk udrensning af de mest venstreorienterede officerer, deriblandt Otelo de Carvalho. Vejen til højredrejningen var dermed kridtet af.

• Valget i april 1976
  

Det efterfølgende valg til nationalforsamlingen i april 1976 gav godt nok den parlamentariske venstrefløj et samlet flertal. Det socialdemokratiske SP fik 35,4 procent, PCP og dets frontorganisation MDP fik tilsammen endnu engang 16 procent og den revolutionære venstrefløj fik knap 3 procent. Heroverfor stod den samlede højrefløj med 41 procent af stemmerne.
Den generelle højreoffensiv samt det internationale pres - især fra Vesttysklands højresocialdemokratiske fløj under ledelse af Helmuth Schmidt - pressede social-demokraten Mario Soares til at danne en mindretalsregering uden om den øvrige venstrefløj. To år senere og et par regeringskriser rigere, dannede Socialdemokratiet i foråret 1978 en koalition med det konservative kristligt-demokratiske parti CDS.  

_______________

Resten er hurtigt fortalt:

I slutningen af 1970´erne var de fleste af revolutionens landvindninger, dvs. jord-reform, selvforvaltede landbrugskollektiver/kooperativer og arbejderkontrol med produktionsvirksomheder, etc. blevet udvandet eller helt udraderet.
Dette var en af de centrale betingelser, de internationale kapitalinstitutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, og forskellige bankkonsortier stillede til gengæld for finansiel støtte i landets skrantende økonomi.
____________________________

(Beretningen er skrevet af al./autonom infoservice til modkraft i 2011 og genoptrykt / lidt ajourført her på siden). 

_____

Relateret

• Socialistisk Bibliotek

 * Nellikerevolutionen i Portugal 25 april 1974 
- en artikeloversigt over temaet

• autonom infoservice

Update. * Portugal: Venstrefløjen som harmløs støttepude for Socialdemokratiet (15. september 2018) 
* Fulde rettigheder til Portugals immigranter (31. marts 2020)