Brasiliens nye præsident: ”Vi må bryde tavshedens mure omkring de blytunge år”

I oktober 2010 blev Dilma Rousseff, 63 år, valgt til Brasiliens præsident og er dermed første kvinde på den post. Dilma Rouseff var i 1960`erne aktivist i en byguerilla- gruppe, som kæmpede mod det USA-støttede brutale militærdiktatur i Brasilien. 

Hun er dermed – efter Uruguays præsident José Mujica, der tidligere var medlem af byguerillabevægelsen Tupamaros - den anden fra Latin- amerikas venstreradikale væbnede oprørsgeneration, der er blevet valgt som deres lands øverste repræsentant. 

”Mødrene fra Plaza de Mayo”

Et af de første politiske signaler Dilma Rousseff udsendte som præsident, var løftet om at igangsætte en undersøgelse af militærdiktaturets forbrydelser og de hundredevis af politiske fanger, der forsvandt i militærets torturfængsler:

” Vi må bryde tavshedens mure omkring de blytunge år”, erklærede hun. Under hendes første statsbesøg i nabolandet Argentina mødtes hun med ”Mødrene fra Plaza de Mayo”, hvis børn forsvandt under det argentinske militærdiktatur på grund af deres modstand mod regimet. 

”Sandhedskommisionen” mod militærets forbrydelser 

En ”sandhedskommission” i stil med den, som blev dannet i Sydafrika efter apartheidstatens fald, skal opklare skæbnerne af de flere hundrede forsvundne venstrefløjsaktivister, intellektuelle og borgerrettighedsforkæmpere, som forsvandt under militærdiktaturet i Brasilien. Dilma Rousseff’s forgænger, venstresocialdemokraten Ignazio ”Lula” da Silva, har i sin tid som præsident ikke udvist noget særligt engagement for menneskerettigheder og politiske fanger. Med Lula som præsident praktiserede Brasilien en udenrigspolitik, der som regel ignorerede brud på elementære menneskerettigheder i diktaturstater som f.eks. Iran og Libyen. Det er ikke Dilma Rouseff’s politiske linje.

"Mange af de tidligere torturbødler har fortsat deres karriere.."

Den brasilianske menneskerettighedsorganisation ”Tortura Nunca Mais” skriver i sit grundlag bla. : ”Den brasilianske stat bærer en historisk skyld overfor diktaturets ofre...Intet sydamerikansk land har beskæftiget sig så lidt med militærets forbrydelser, som det er tilfældet i Brasilien.”

En undersøgelse offentliggjort i landets medier bekræfter denne anklage. Mange af de tidligere torturbødler har, også efter militærdiktaturets fald, fortsat deres karriere i hæren og i politik. Ingen af dem er blevet retsligt forfulgt. Et af mange eksempler: En af de læger, der overværede torturen af de politiske fanger, er idag leder af en landskendt abortklinik.

Annulleret generalamnesti

Regeringen har nu igangsat en stort anlagt eftersøgning af de forsvundnes gravsteder. Antropologer fandt i februar i år en anonym massegrav i Sao Paulo og i Amazonas-området starter efterforskningen i august, efter regntiden. Disse undersøgelser skaber mærkbar uro blandt ledende kredse i militæret, som har fået annulleret den generalamnesti for ”alle politiske forbrydelser i militæret”, som de vedtog før deres fald. Skønt de ikke behøver at frygte retsprocesser pga. af forældelsesfristen, vil torturbødlernes navne og historien om disse forbrydelser bane sig vej til offentligheden og blive del af den kollektive historiske bevidsthed.  

La guerillera Dilma

Dilma Rousseff var som 22 årig tilmeldt på Det videnskabsøkonomiske Fakultet ved universitetet i den østbrasilianske metropol Belo Horizonte. På dette tidspunkt havde hun i tre år været aktiv i byens venstreorienterede væbnede modstand mod landets militærdiktatur.

Kupgeneral Emilio Medici

I ingen andre latinamerikanske lande holdt militæret sig så længe på magten som i Brasilien. I 1964 væltede en gruppe højreorienterede generaler landets venstrepopulistiske præsident Joao Goulart og først i midten af 1980’erne blev militærregimet tvunget til at træde tilbage. Af alle kupledere var general Emilio Medici den mest brutale leder af militærdiktaturet, der kastede landet ud i statslig terror mod civilbefolkningen. Tusinder af unge venstreorienterede brasilianere gik i undergrunden og tilsluttede sig den væbnede modstandskamp. De fleste af dem var studerende fra mellemlaget og inspireret af den cubanske revolution. Et par hundrede undergrundsaktivister drog – inspireret af Che Guevaras guerillastrategi (1) - dybt ind i Amazonas-området, hvor de ved Rio Araguaia opbyggede en guerilla. Militæret sendte kampfly og helikoptere mod guerillaen og bombarderede regelmæssigt store områder, hvor de formodede modstandslejrene befandt sig.

Den væbnede modstand 

Dilma Rousseff var 19 år, da hun i 1967 tilsluttede sig byguerillagruppen Arbejderpolitik (Politica Operaria – POLOP) i Belo Horizonte. Gruppen var en splittelse fra Brasiliens Kommunistiske Parti. Senere sluttede hun sig til den større guerillaorganisation ’Den væbnede revolutionære avantgarde - Palmares’ (Vanguarda Armada Revolucionária Palmares). Guerillaen overfaldt banker for at skaffe sig penge til køb af våben, bortførte ambassadører fra lande der støttede militærjuntaen, plyndrede supermarkeder og fordelte fødevarerne i de fattige i slumområder, angreb militære infrastrukturer og befriede politiske fanger. På trods af sympati tilkendegivelser i dele af befolkningen, udblev en revolutionær folkeopstand. ”Vi var isoleret, store dele af befolkningen ignorerede os. Vi har overvurderet befolkningens vilje til revolution” – således kommenterer en af Dilma Rousseff’s tidligere kampfæller, Jorge Durao, guerillaens dilemma.