Kinas nye brogede venstrefløj og sociale bevægelser

Fra år til år vokser de sociale protester blandt Kinas trængte bønder på landet, mens arbejderstrejker stødt breder sig i storbyerne. Sidstnævnte lammede sidste sommer dele af Kinas bilindustri.

Kinas nye venstrefløjsintellektuelle har de sidste ti år skabt sig mere råderum og deres bøger har nået et bredt publikum. Dette kan lade sig gøre, sålænge de ikke direkte kritiserer den nuværende stats- og partiledelse i Kinas såkaldte kommunistiske parti...

• Hvem er disse nye venstrefløjsintellektuelle og hvad står de for ?
• Kina idag mellem økonomisk boom, klimakollaps og socialt oprør

Spirer til en uafhængig venstrebevægelse 

Midt i 1990’erne forandrede Kinas intellektuelle miljø sig mærkbart. De katastrofale sociale følgevirkninger af landets gennemgribende markeds- orienterede omstruktureringer i de såkaldte ” økonomiske zoner” samt den store recession i Asien i 1997 bidrog til fremkomsten af en ny samfundskritisk venstrefløj. Senest fra 2004 startede også ledende partifolk omkring Hu Jintao og Wen Jiabao at se udviklingen i 90’ erne fra en mere kritisk vinkel. Samtidig blev troen på staten som økonomisk regulator, set i lyset af kapitalismens aktuelle globale krise, stadfæstet blandt de kinesiske partiledere.

Kritiske refleksioner: Ja, kritik af stats – og partiledelsen: Nej!

I denne sammenhæng fik de venstreorienterede idéer større udbredelse. Deres intellektuelle repræsentanter fik mulighed for på legal vis at få udgivet litteratur i større omfang, sålænge de undgik direkte at kritisere Kinas nuværende stats – og partiledelse. Nogle dissidenter kritiserer dem derfor for at fungere som statsloyal, beregnelig opposition, der afsporer fra de centrale temaer: Manglende demokrati og sociale reformer for Kinas 700 millioner fattige...    

” Sålænge de kritiske intellektuelle ikke aktivt solidariserer sig med de sociale bevægelser, vil de ikke fremstå som en subversiv kraft i Kina.”   (Den unge Mao Zedong, da han i starten af 1920’ erne vendte tilbag fra Pekings universitet til Hunan-provinsen)  

Mellem Noam Chomsky og Antonio Negri

- 4 portrætter af de mest fremtrædende intellektuelle på Kinas nye venstrefløj

Wen Tiejun (født i 1959) er professor i kinesisk sprog og litteratur på universitet i Tsinghua. Han er den kinesiske variant af Noam Chomsky ( amerikansk sprogforsker og anarkistisk inspireret samfundskritiker) og meget populær blandt Kinas samfundsengagerede studerende. Det amerikanske magasin ’Foreign Policy’ placerer Wang Hui på plads 54 ud af verdens 100 mest indflydelsesrige intellektuelle.

Venstrefløjsmagasinet ”Dushu” – ”Læs!”

Fra 1996 til 2007 udgav Wang måneds- tidsskriftet ”Dushu” (”Læs”), som nåede et oplag på langt over 100.000 eksemplarer og i denne periode fungerede som den nye venstrefløjs vigtigste forum. Her diskuteredes løbende den sociale slagside af det kinesiske økonomiske boom og tidsskriftet bragte indlæg af den globale venstrefløjs kendte teoretikere som f.eks. Noam Chomsky, Jaques Derrida, Ernest Mandel, Luis Althusser, Jürgen Habermas, Antonio Negri, m.fl. Efter Wang Hui blev presset ud af redaktionen af parti- funktionærer, mistede magasinet sin klare politiske dissidens.

Anledning var hans meget omdiskuterede artikel ”Politikens afpolitisering fra øst til vest”, hvori Wang kritiserer Kinas kommunistiske parti CPC: Efter at kulturrevolutionen i Kina (1) mislykkedes og den 3. Verdens befrielsesbevægelser ikke nåede deres oprindelige mål, har neoliberalismens midlertidige sejr resulteret i”afpolitisering og teknokratisering af politiken og især af Kinas kommunistiske parti”.

Kritik af Vestens demokratiopfattelse

I Vesten har der også fundet en afpolitisering sted, da det hele først og fremmest drejer sig om repræsentation og IKKE om befolkningens aktive deltagelse i samfundsudviklingen. Wang kritiserer det afpolitiserede CPC for at være blevet ”partiet for eliterne og de velhavende”. I sine politiske teser tager han afsæt i teorier af blandt andet Antonio Gramsci og Louis Althusser. Wang forsvarer på ingen måde den maoistiske fortid, han mener, at afpolitiseringen allerede tog sin begyndelse med kulturrevolutionens blodige fraktions- og magtkampe. Hvad han fastholder er derimod den kinesiske revolutions idealer om social lighed og retfærdighed. Det er idealer, som han mener skal anvendes i kritikken af den neoliberale samtid.

”Forløbere for den globaliseringskritiske bevægelse”

Iflg. Wang begyndte det at gå rigtig rigtig galt i Kina omkring 1985. De økonomiske reformer og omfattende privatiseringer førte til korruption og berigede eliterne, fordi der manglede indflydelse og kontrol fra neden. Som følge af den voksende utilfredshed opstod bevægelsen omkring Den Himmelske Fredsplads i 1989 med krav om demokrati og social lighed. Bevægelsen blev knust militært og oprøret slået ned. Wang, som deltog i protesterne, blev idømt et års ”omskoling” i den fattige provins Shaanxi, langt fra den kinesiske hovedstad.

Efter at det kinesiske regimet havde knust protestbevægelsen tog privatiseringerne af de statsejede virksomheder for alvor fart op gennem 90’erne. Idag ser Wang de kinesiske protester fra 1989 som forløber for den globaliseringskritiske bevægelse, der udviklede sig efter protesterne i Seattle i 1999. 

Zhiyuan Cui (født i 1963) er professor i politik og management på universitetet i Tsinghua. Han vakte opsigt, da han for nogle år siden offentliggjorde sit manifest ”Liberal socialisme og Kinas fremtid”. Manifestet, som han ironisk nok kalder et ”småborgerligt manifest”, anser han som et alternativ til marxisme, socialdemo- kratisme og neoliberalisme.

Proudhons idéer

Hans kreative referencer er en sammenblanding af teorierne af Pierre-Joseph Proudhon, John Stuart Mill, James Joyes, samt Silvio Gesell: Han ser landsbyrådenes tildeling af brugsrettighederne til jorden til de enkelt bønder som en virkeliggørelse af den franske anarkist Proudhon’s idéer. Bønderne kan individuelt bearbejde jorden, som ejes af fællesskabet.

 Ifølge Cui har Proudhon tidligere erkendt, at privateje af jord udelukker en ny- fordeling, der tager højde for befolkningens vækst. Som andre intellektuelle repræsentanter for den nye venstrefløj er han derfor strikt imod privatisering af jord. Hvad industriproduktionen angår opfordrer han til, at arbejderne får kollektiv andel i virksomhedernes overskud, som til dels kan finansiere forskellige velfærdsfonde. Denne model ser han som væsentlig mere fleksibel og dynamisk end de ulige arbejdsmarkedsforhold i EUropa.

Wen Tiejun (født i 1951) er professor på landbrugsskolen for urban udvikling på folkeuniversitet i Beijing. I modsætning til de foregående tre personligheder opfattes han ikke som samfundsteoretiker, men som ”ekspert i praktiske erfaringer”. Wen Tiejun tilbragte i Maos tid over 11 år på landet og deltog i 1980’erne i mange eksperimenterende landbrugsmodeller, som delvis blev støttet af den kinesiske regering. Efter eget udsagn var han dengang radikal tilhænger af markedsreformer. Da han så, at det var bønderne, der betalte prisen med forarmelse og de-regulerede arbejdsforhold, ændrede han sin holdning.  

Wen Tiejun’s centrale argument er, at den vestlige kapitalakkumulerende model for ubanisering og industrialisering ikke kan anvendes i Kina, fordi landbefolkningen er så stor og landbrugsjorden kun udgør 12 procent af Kinas samlede territorium. Lande som Brasilien og Mexico har iflg. Wen Tiejun vist, at på trods af stigende indkomster, ekspanderende urbanisering og demokratiseringstendenser er den sociale opsplitning blevet endnu større og kløfterne mellem rige og fattige er blevet dybere. Hans konklusion er, at jorden i Kina ikke må privatiseres, da den er selve livsgrundlaget for landets bønder. De mange hundrede milloner småbønder i Kina er idag eksistentielt truet pga. den kinesiske regerings de-regulerende åbning til verdensmarkedet. Siden da er deres landbrugsprodukter i lighed med mange andre fra ikke-vestlige lande i en hård konkurrencekamp med de højt subventionerede landbrugsprodukter fra USA og EUropa.

Myndighedernes ”invitation til en kop the”

Eksemplerne Wang Hui, Wang Shaoguang, Cui Zhiyuan og Wen Tiejun, viser, at der på trods af et-partisystem og statslig kontrol med medier og forskning, eksisterer muligheder for venstreorienteret diskurs indenfor visse rammer. At de fire professorer går for at være repræsentanter for den radikale venstrefløj, viser samtidig, hvor svage de emancipatoriske kræfter blandt Kinas venstreorienterede endnu er.

Iøjenfaldende er det, at de ikke sætter spørgsmål ved selve søjlerne i den borgerlige stat: kapital, lønarbejde, vare, stat og nation. De kritiserer alene kapitalismens aktuelle og specifikke udtryksform - neoliberalismen. Men i betragtning af den kinesiske statssikkerhedstjenestes systematiske overvågning af kritiske intellektuelle og deres berygtede ”invitationer til en kop the”, som indebærer risiko for at miste ens frihed og lande i en genopdragelsesinstitution, så fortjener Kinas samfundskritiske intellektuelle al respekt.

Kina idag

”Hvert år dør 750.000 mennesker i Kina som følge af forurening”

Kinas turbokapitalisme med sin blinde økonomiske vækst har resulteret i store belastninger for mennesker og natur. Værst går det ud over de flere hundrede millioner ludfattige, vandrearbejdere (2), småbønder og små erhvervsdrivende i den subsistensøkonomiske sektor. Et forskningsinstitut under Verdensbanken har udregnet, at der hvert år dør omkring 750.000 mennesker i Kina som følge af forurening. 700 millioner har ifølge rapporten ingen tilgang til rent drikkevand. 75 procent af samtlige søer i landet og halvdelen af grundvandet er så alvorligt forurenet, at det må betegnes som "forgiftet". 60 store floder er ved at udtørre. Alle landets floder bliver massivt tilsmudset af industrispildevand og affaldsemballage fra husholdningerne. For eksempel medfører Kinas største flod Yangtse, på sin vej fra Tibet til det østkinesiske hav hvert år ikke mindre end 30 milliarder tons spildevand...

Allerede i 2001 fastskrev parti- og statsledelsen, at man indtil 2005 ville reducere svovldioxid-udslippet med 10 procent. I virkeligheden steg udslippet yderligere med 27 procent. Skønt der er blevet vedtaget et større antal love, der pålægger virksomheder skrappe økologiske rammebetingelser, som landets provinsguvernører skal sørge for bliver overholdt, så sker der ingenting.

Ifølge en række klimaforskere bliver kun omkring 10 procent af de gængse love om klimabeskyttelse reelt praktiseret i Kina. De gode intentioner går tabt på vejen gennem apparatet og virksomheds-ejere betaler hellere bøder end de investerer i ny klimavenlig teknologi. Dertil kommer, at mange lokale parti-funktionærer lader sig bestikke for at forbedre deres egen økonomiske status.

Korruption, fattigdom og folkelig modstand fra neden

Et typisk eksempel på magtmisbrug og korruption er byen Dujiangyan, som var et af de steder, der blev hårdest ramt af jordskælvet i den kinesiske provins Sihuan i 2008. Ifølge beretninger fra medierne i Hongkong kom det frem, at borgmesteren og de ansvarlige partifunktionærer lod sig bestikke af byggevirksomheder for at undgå kontrol med byggemateriale og gængse bevillinger i forbindelse med bygningen af skoler, hospitaler og børnehaver. Da jordskælvet satte ind, faldt disse bygninger sammen som korthus og begravede hundredevis af mennesker under sig. Alene på byens sygehus blev 300 patienter, læger og plejepersonale dræbt i ruinerne, fordi byggetekniske forordninger ikke var overholdt .

Pårørende til de dræbte organiserede protestdemonstrationer mod partilokalerne. Vrede landsbybeboere tilsluttede sig protesten og gik til angreb på offentlige bygninger. Kun med nød og næppe og ved hjælp af massiv politiindsats og en effektiv censur undgik Kinas magthavere en større opstand umiddelbart før de Olympiske lege i 2008.

51.000 større og mindre protestaktioner over hele Kina

Kinas magthavere har for længst indstillet sig på sådanne protester mod deres politiske innovationskurs, der på mange måder overgår den vestlige neoliberalisme i sociale polariseringer mellem fattige og rige. (2) Ifølge en dokumenteret undersøgelse i det amerikanske magasin "Foreign Affairs", blev der i 2005 gennemført omkring 51.000 større og mindre protestaktioner over hele Kina. Demonstrationerne samt riots, blokader og besættelser var som regel rettet mod resultatet af økologiske ødelæggelser, mod lokale partifunktionærers magtmisbrug og mod virksomhedsejernes udbytning. Demonstrationer er blevet så hyppigt et fænomen, at selv de statsligt kontrollerede medier bliver tvunget til at berette herom. De omtales ofte som "hændelser". (3)

Kilder og materiale på engelsk

Det engelske revolutionære venstrefløjsmagasin New Left Review:

• “East to West” i New left review, nr. 41 - 2006
• Zhang Yongle: »No Forbidden Zone of Reading? “Dushu” and the Chinese Intelligentsia«, i New Left Review, No. 49- 2008,
• Cui Zhiyuan: artikelsamling
• Wang Chaohua : One China, Many Paths (Verso 2003)
• Wang Hui: The End of the Revolution (Verso 2009), China’s New Order (Harvard University Press 2006),
• “Depoliticized Politics from Wang Shaoguang”: artikelsamling
• Wen Tiejun: “China’s Century-long Quest for Industrialization”  

Baggrundslitteratur

• Leksikon.org.: Kina
• Leksikon.org: Mao Tse-tung – en kort biografi
• The Chinese Revolution, by Peng Shu-tse, New York, Pathfinder Press, 1972
• Wang Fanxi: Erinnerungen eines chinesischen revolutionärs 1919 – 1949, ISP-Verlag, 1980