Arrivederci "Il Manifesto"? Venstrefløjspressens sidste mohikaner

Europas sidste partiuafhængige, venstreradikale dagblad, det italienske Il Manifesto, er efter 41 år ved at smide håndklædet i ringen.  

Den 12. maj 2012 fremsatte Il Manifesto’s redaktion en længe frygtet salut til sine læsere: ”Et hårdt slag har ramt os ....”.
Heri meddeles det, at dagbladets printudgave højst sandsynligt vil blive indstillet. 

'il manifesto' blev grundlagt i kølvandet af Italiens 68-oprør. Initiativet kom fra en venstre- oppositionel fraktion indenfor det italienske kommunistparti PCI. Gruppen, der bestod af en del kendte venstrefløjsfolk, blev i Italiens ’hede efterår’ 1969 ekskluderet af partiet pga. såkaldt ’venstre-radikal afvigelse’ .

Et par år senere, i 1971, udgav de ekskluderede medlemmer omkring feministerne Rossana Rossanda, Luciana Castellina og Luigi Pintor dagbladet Il Manifesto som uafhængig daglig venstreorienteret informationskilde....

• 'il manifesto' –den europæiske venstrefløjs intellektuelle medieflagskib 

I 1969 blev magasinet Il Manifesto grund- lagt af en venstrefløjsfraktion indenfor Italiens kommunistiske parti (PCI). 
På et tidspunkt hvor PCI – det største kommunistparti i Vesten - fuldførte den politiske afstalinisering. Samtidig med, at partiet gav afkald på perspektivet om en revolutionær samfundsomvæltning.
PCI gennemgik en politisk tilpasningsproces og blev en fuldt integreret del af den borgerlige parlamentariske dagsorden. PCI blev således sammen med det japanske (!) og svenske kommunistparti en fremtrædende fortaler for den såkaldte ”eurokommunisme”.
Den venstrekommunistiske oppositionsgruppe 'Il Manifesto' omkring feministen Rossana Rossanda og partiveteranerne Luigi Pintor, Lucio Magri, Valentino Parlato, m.fl. tog initiativ til en publikation der senere blev til et dagblad  af samme navn.
'il manifesto' var båret af bevægelseskampe og dermed et informationsalternativ til såvel de borgerlige medier som til kommunistpartiets eget dagblad L’Unitá. 

• Dagbladet Lotta Continua

Nogle år efter fraktionens eksklusion fra PCI udkom Il Manifesto som dagblad i april 1971. Avisens hovedsæde var placeret i Rom. Det daglige oplag toppede i 1980’erne med omkring 45.000 solgte eksemplarer. Fra midten af 1970’erne fik Il Manifesto gennem nogle år en ’konkurrent’ i avisen Lotta Continua (Kampen fortsætter).
Denne avis blev udgivet af den venstresocialistiske organisation Lotta Continua og fungerede som dagblad og kommunikationsforum for de forskellige sociale og politiske bevægelser i Norditaliens industrizoner.
Så som den nye boligbevægelse, organiseringer af arbejdere uden faglig uddannelse fra Syditalien (Mezzogiorno) og af studerende og de socialt deklasserede, arbejdsløse unge. Lotta Continua, der på et tidspunkt havde et oplag på omkring 25.000, blev indstillet i 1982. (1) 

• Il Manifesto – point of no return? 

Et stort ”NO” pyntede Il Manifesto’s forside den 12. maj 2012 og forkyndte dermed, at den vægtige venstrefløjsavis højst sandsynligt tvinges til at lukke. Dagen efter denne meddelelse modtog redaktionen tusinder af solidaritetserklæringer fra læserne, samt fra andre dagblades journalister.
'il manifesto’s chefredaktør Norma Rangeri kommenterede på bladets internetside de statslige nedskæringer i mediestøtten med tilbagevirkende kraft. Hun betegnede dette som den ’politiske misgerning’, der forårsagede den berømte ’dråbe som fik bægeret til at flyde over’.
Norma Rangeri sagde bl.a.:

”Vi har i vores 40-årige historie oplevet en del kriser, men denne er den tungest vejende. Ikke mindst på grund af de ydre politiske omstændigheder, der resulterede i ’verdens mest forrykte forretningslukning’ ”.  

Italiens nuværende teknokrat-regering under ledelse af ministerpræsident Mario Monti (tidl. rådgiver for Coca Cola – koncernen og finansinstitutet Goldman-Sachs Group), har i starten af 2012 skærpet publikations- betingelserne for landets uafhængige presse.

Denne politiske afgørelse reducerer den samlede mediestøtte fra 175 millioner euro til 50 millioner euro – med tilbagevirkende kraft for finansåret 2011.
For ”il manifesto” betød dette, at den hidtidige årlige støtte på 3 millioner euro blev skåret ned til en million euro. Derfor var Il Manifesto allerede i februar 2012 tvunget til at indgive sin insolvens til myndighederne.

Bladets omkring 60 faste medarbejdere har siden da ikke fået udbetalt deres løn. En situation som det italienske journalistforbund FNSI har betegnet som ”helt uholdbar”.

• Venstrefløjskritik af 'il manifesto's økonomiske afhængighedsforhold

Radikale venstrefløjkredse har gennem årene ytret solidarisk kritik af  Il Manifesto’s afhængighedsforhold til den statslige subventionspolitik.
Denne kritik besvarede redaktionen med at henvise til de forvrængede forhold på det italienske mediemarked, hvor størstedelen af samtlige annonceindtægter kommer Berlusconis medieimperium til gode.

Italiens medielandskab er nu kommet endnu en skridt nærmere en total monokultur - domineret af Silvio Berlusconis mediekoncern.
(al/autonom infoservice) 
Links:  ”Il Manifesto’s” internetavis

      Noter

1) Såvel det italienske dagblad ”Lotta Continua” som det franske dagblad ”Libération” (grundlagt af kredsen omkring Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og folk fra den mao-spontaneistiske organisation "Gauche Prolétarienne") var inspirationskilde til det tyske venstreradikale basisinitiativ ”TAZ – Die Tageszeitung” i 1978. Både ”Libération” og ”TAZ” er imidlertid blevet til progressive mainstream-dagblade.

Der eksisterer idag kun meget få parti-uafhængige venstrefløjsdagblade i Europa. For eksempel det tyske dagblad ”Junge Welt”. Bladets internationale ressort og de historiske artikler bærer gennemgående præg af avisens fortid som det østtyske statsparti SEDs ungdomsforbund ”FDJ’s” organ.
Dertil kommer det norske dagblad ”Klassekampen”, der i en lang proces frigjorde sig fra dets maoistiske arv og idag fungerer som et progressivt, parti-ufhængigt medie med visse gammeldags traditionalistiske træk. Derudover findes der i Europa en del dagblade udgivet af diverse venstrefløjspartier, fortrinsvis kommunistiske partier, heriblandt dagbladet ”Arbejderen” i Danmark.