Det syriske regime under Assad-klanen klynger sig til magten med brutal militærindsats, fængslinger og tortur.
Det igangværende oprør mod regimet har nu også nået dele af de omkring 500.000 palæstinensiske flygtninge, der lever i Syrien fordelt på 12 flygtningelejre.
Lejrene har i årtier været under kontrol af væbnede palæstinensiske grupper som PFLP-GC (General-Command), al-Sa`iqa (Lynet) og Fatah al-intifada, der alle agerer som Assad-regimets forlængede arm.
- Folkeopstanden mod Syriens magthavere har inspireret palæstinenserne til eget opgør med årtiers umyndiggørelse og despoti i flygtningelejrene.
- Palæstinensernes situation
Af de omkring 23 millioner mennesker der bor i Syrien idag er omtrent 500.000 palæstinensere. De lever i 9 officielle flygtningelejre som Deraa, Hama, Homs, Jaramana, Khan Dunoun, Khan Eshieh, Neirab, Qabr Essit og Sbeineh, samt i 3 inofficielle flygtningelejre, der er deklareret som bykvarterer: Yarmouk, Ein el-Tal, Lattakia.
Flertallet af palæstinenserne i Syrien lever under kummerlige, prekære forhold.
I 60 år er de af den grund blevet støttet økonomisk af såvel FN-organisationen UNWRA (The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East) som af det syriske regimes GAPAR (General Administration for Palestine Arab refugees).
Assad-regimets kontrol - og splittelsespolitik
På trods af de socialt deklasserende forhold er palæstinensernes formelle status i Syrien bedre end i de fleste andre arabiske stater. Palæstinenserne bliver ikke, som for eksempel i Jordan, tvunget til at blive assimilerede som statsborgere. De nægtes heller ikke lige rettigheder med resten af befolkningen på grund af anden etnicitet – sådan som det er tilfældet i for eksempel Libanon.
Dette overskygges dog af det syriske regimes permanente bestræbelser på at splitte palæstinensernes organisatoriske repræsentationer og etablere egne regime-tro repræsentanter i disse.
Assads-klanens ”kædehunde”
Palæstinensernes modsætningsfulde holdning overfor det syriske regime har tradition og stammer fra langt tilbage i tiden. Især to historiske begivenheder har præget dette forhold: Syriens rolle under de interne stridigheder indenfor den palæstinensiske modstandskamp med udgangspunkt i de sene 1960’ere. Samt regimets rolle i borgerkrigen i Libanon.
Sålænge de enkelte palæstinensiske befrielsesorganisationers orientering var i overensstemmelse med Syriens magtpolitiske interesser i området, var de et kærkomment pressionsmiddel for Assad-klanens bestræbelser på at øge sin indflydelse i den arabiske verden.
Under streng kontrol
De syriske hemmelige tjenester sørgede for, at de palæstinensiske organisationer, der forblev i landet var under streng kontrol samtidig med, at deres ledere finansielt blev korrump- eret og indtil idag derfor fungerer som Assad-klanens politisk forlængede arm blandt palæstinenserne.
- ”Den syriske koalition”
Det drejer sig om en ”syrisk koalition” af ca. ti palæstinensiske hovedfraktioner. Deriblandt Islamisk Jihad og Hamas samt tre gamle ikke-religiøse palæstinenser organisationer:
- PFLP-GC (Folkefronten for Palæstinas befrielse – General Command) under ledelse af Ahmed Jibril, som splittede sig fra PFLP under George Habash i 1968. (1)
- Fatah al-intifada, en pro-syrisk afspaltning fra al-Fatah under ledelse af Abu Musa under den libanesiske borgerkrig i 1983. (2)
- ”Folkebefrielseskrigens avantgarde”, bedre kendt under navnet al-Sa`iqa (Lynet). Bevægelsen blev dannet i slutningen af 1967 som en palæstinensisk sektion af det syriske Ba´ath-parti.
Disse Assad-tro organisationer har i årtier modtaget logistisk og finansiel støtte, har mistet enhver form for uafhængighed og er idag totalt sammen-smeltet med Assad-regimets interesser.
Historisk og aktuelt bliver ”kædehundene” (palæstinensisk betegnelse af disse organisationer) sat ind mod palæstinensiske grupper, der er ubekvemme for regimet i Syrien. (Under borgerkrigen i Libanon imod PFLP, al-Fatah, de drusiske socialister, imod Libanons kommunistiske parti, etc.) Idag bruges de til at inddæmme enhver organisatorisk ansats til uafhængige basisinitiativer i flygtningelejrene.
- Særlig repressivt er forholdene i flygtningelejren Yarmouk
I de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien deler ”den syriske koalitions” organisationer magten mellem sig og kontrollerer lejrenes beboere. Særlig repressivt er forholdene i flygtningelejren Yarmouk – en sydlig forstad til hovedstaden Damaskus. Her er PFLP-GC den afgørende magtfaktor og det var her i juni 2011, den inter-palæstinensiske revolte startede.
Juni 2011: Assadregimets mediestunt: Dødsmarchen over Golanhøjderne
I juni 2011 sendte PFLP-GC unge folk fra flygtningelejren Yarmouk afsted til de israelsk besatte Golanhøjder.
I en meget opreklameret kampagne blev tusinder mobiliseret til ”marchen til Palæstina”. Under forsøget på at gennembryde afspærringerne blev palæstinenserne heftigt beskudt af den israelske hær. 32 forsvarsløse mennesker (- 31 palæstinesere m/k og en syrisk kvinde) blev dengang dræbt af israelske soldater og hundredevis blev såret. Da deres lig blev bragt tilbage, demonstrerede titusinder af palæstinensere i flygtningelejrene.
Massive anklager mod PFLP-GC
Deres vrede rettede sig dog først og fremmest mod Assad og de væbnede pro-syriske palæstinensergrupper. I Yarmouk samlede rasende beboere fra flygtninge- lejren sig foran PFLP-GC’s hovedkontor i Khalsa. Demonstranterne anklagede regimet og dets palæstinensiske repræsentanter for at have anvendt deres børn som kanonføde i deres politiske spil.
For de protesterende palæstinensere var turen til Golanhøjderne sidste sommer intet andet end et mediestunt med det formål at få afsporet offentlighedens fokus på de syriske magthaveres massive repression mod folkeopstanden i byerne.
De unge var blevet presset til at tage til Golan-højderne og begive sig ind i det israelske militærs skudlinje, udtalte de protesterende palæstinensere til medierne. Deres død er blevet taget med i købet af fraktionerne, særligt af ”Jibril-gruppen” , med det formål at aflaste Syriens magthavere.
Kun ved hjælp af Assad-regimets logistiske apparat var det muligt, at tusinder af demonstranter på trods af utallige vejspærringer, kontrolposter og krigshandlinger rundt om i landet, kunne nå fra Damaskus til grænsen.
De massive protester mod de pro-syriske væbnede palæstinenser- organisationer som PFLP-GC m. fl. er resultat af en årelang udvikling, der nu markerer et skift i den politiske bevidsthed for mange palæstinensiske flygtninge. En redaktionel kommentar i det panarabiske engelsksproglige dagblad al Hayat-Newspaper pointerer, at på baggrund af disse hændelser er Assad-regimets ”formelle propagandalogik” brudt sammen og mange palæstinenserne er blevet klar over, at modstanden mod et formelt ”anti-israelsk” syrisk regime ikke er ens- betydende med at være på Israels side.
- PFLP-GC’s bodyguards skød ind i palæstinensisk begravelsesoptog
Da repræsentanter fra de Syrien-finansierede palæstinenserorganisationer med billeder af Assad og regimets faner, ville deltage i begravelsesoptoget for de unge palæstinensere, der var blevet dræbt ved Golanhøjderne, blev de skældt ud og fysisk angrebet af hundredevis af demonstranter og de dræbtes pårørende.
Billederne af Assad blev revet itu og medlemmer af de væbnede fraktioner blev fysisk smidt ud af demonstrationen.
- ”Folket vil afmagte fraktionerne!”
Tusinder af palæstinensiske demonstranter råbte i den forbindelse solidaritetsparoler med den syriske opposition og imod lederne af de palæstinensiske pro-Assad organi- sationer. En af de paroler, der gik igen og igen var: ”Folket vil afmagte fraktionerne!” Protesten var først og fremmest rettet mod PFLP-GCs ledelses- klike omkring Ahmed Jibril. De blev udpeget som de ansvarlige for organiseringen og selve hændelsesforløbet på Golanhøjderne.
- Demonstranter bliver beskudt af PFLP-GCs folk:
Flere af deres ledende funktionærer fik bank og dette resulterede i, at PFLP-GCs bodyguards skød ind i mængden og dræbte 23 demonstranter og sårede mange andre. Kun med hjælp fra de syriske repressionsstyrker kunne funktionærer fra PFLP-GC og andre fraktioner evakueres bort fra de rasende palæstinensiske demonstranter.
PFLP-GC og de andre pro-syriske grupper er idag ved at miste kontrollen over flygtningelejrene og deres fremtid er tæt forbundet med Assad-regimets videre skæbne.
- Hemmelig syrisk-palæstinensisk mediegruppe
I de seneste år er der på trods af massiv repression opstået palæstinensiske basiskomitéer i flygtningelejrene.
I opposition til de Assad-styrede grupper, der arbejder tæt sammen med syriske oppositionsgrupper. I flere måneder har tusinder af palæstinenserne demonstreret i solidaritet med Homes og de mange andre syriske byer, der jævnligt bliver udsat for Assad-regimets militære angreb.
En af de talrige palæstinensisk-syriske modstandsgrupper arbejder i en hemmelig mediegruppe, der er organiseret i en landsdækkende netværksstruktur. Gruppen producerer løbende videos af demonstrationer, laver interviews med tidligere politiske fanger og med familier til de dræbte. Der diskuteres og analyseres - løbende vurderes situationen og udviklingen af den politiske modstandsproces.
- ”Vi forsøger at støtte syrerne, så meget vi kan”
En af de unge aktivister i mediegruppen, palæstinenseren ”Hasan”, fortæller i et interview på det tysksproglige uprising.blogsport :
”Det er første gang, at vi palæstinensere føler os som syriske. Ved denne Intifada handler det om hele Syrien, dvs. også om palæstinenserne (...) Vi har været med fra starten af. Det er vores pligt at give noget tilbage til landet. (...) Jeg har syriske venner, som er i fængsel og jeg kender syrere, der er blevet dræbt i denne opstand. Der er ikke ukendt for os fra Palæstina. Det sker lige foran vores husdør og fraktionerne kan ikke forhindre os i at tage ud på gaden. (...) Vi forsøger at støtte syrerne, så meget vi kan. Men vi har også vores egne kampe i lejrene - imod PFLP-CG og imod tavsheden fra andre palæstinensiske grupperinger, som vi ikke kan acceptere.”
__________________
HAMAS går i distance til Assad-regimet
Også den islamisk-palæstinensiske HAMAS-bevægelse (3) har imellemtiden erkendt tidens tegn. I lang tid havde HAMAS sit hovedkvarter i Damaskus. Dette er nu blevet rømmet.
I foråret 2012 fulgte flere enslydende politiske positioneringer fra bevægelsens repræsentanter vendt imod Assad-regimet. Således hilste HAMAS-lederen Ismail Haniya i en tale foran flere tusinder tilhørere ved al-Azhar-moskeen i Cairo i februar i år ”Syriens heroiske befolkning, der stræber efter frihed, demokrati og reformer” og ”Den syriske revolution er en arabisk revolution!”. (Hamas-leder Ismail Haniyya citeret efter presseagenturet Reuter ).
Endnu tydeligere ytrede sig Salah al-Bardaweel, en anden HAMAS-leder, til tusinder af tilhørere i den palæstinensiske flygtningelejr Chan Yunis (Gaza) :
"The hearts of the Palestinian people bleed with every drop of bloodshed in Syria.” Han rettede samtidig en politisk advarsel mod Assad-regimet: " No political considerations will make us turn a blind eye to what is happening on the soil of Syria."
Magtstrategiske forskydninger
Forholdene mellem den syriske regering og repræsentanter fra HAMAS-ledelsen er blevet nedkølet i takt med, at HAMAS tiltagende positionerede sig kritisk overfor Assad-regimets repressive metoder overfor oppositionens sociale og politiske reformkrav.
Da HAMAS-lederen Khaled Meshal, der levede i eksil i Syrien, ville overbringe en politisk erklæring fra den Arabiske Liga til Bashar al-Assad, blev han afvist. Kort efter måtte han forlade Syrien.
Hamas har ifølge politiske iagttagere tøvet længe og tilbageholdt deres kritik af Assad-regimet på grund af den strategiske alliance med Syrien imod Israel.
HAMAS deler ellers hverken fælles politisk ideologi eller trosfællesskab med Syriens magthavere.
I modsætning til Hisbollah i Libanon er frigørelsesprocessen fra Assad-regimet af den grund betydelig mindre kompliceret for HAMAS. Ikke mindst da sidstnævnte aldrig har afbrudt forbindelserne med de arabiske monarkier omkring Golfen.
Selv Saudi Arabien har HAMAS aldrig erklæret som modstander – på trods af dens alliance med Syrien og Iran. Ville det lykkedes for magthaverne i Riad på sigt at binde HAMAS til dens lejr, ville Syrien – og Iran – yderligere blive isoleret i regionen.
Derimod er bruddet med HAMAS forbundet med store riscici for det syriske regime. De palæstinensere i Syrien, der indtil nu i overensstemmelse med HAMAS, har forholdt sig neutrale og afventende overfor Assad-regimet, vil med al sandsynlig- hed nu engagere sig i konflikten på oprørets side.
Mange af palæstinenserne sætter deres lid til, at realiseringen af de af oppositionen krævede sociale og politiske reformer efter Assad-klanens fald også vil komme dem til gode.
- 21.juni 2012: Mordet på Hamas-lederen Abu Anas Nizar Jaith
Torsdag, den 21. juni 2012 blev en af de sidste HAMAS-ledere, der stadig opholdt sig i Syrien, myrdet. Mens den officielle reaktion fra HAMAS var en øjeblikkelig anklage mod den israelske efterretningstjeneste Mossad, så henledte en erklæring fra de syriske Lokale Modstandskomitéer (LCC) tankerne til en anden version:
_______________
Uddrag af en erklæring fra de syriske lokale modstands- komitéer (LCC),
- Damaskus, den 27.06.2012:
” I et yderligere forsøg på at drive en kile ind i forholdet mellem syrerene og palæstin- enserne, har regeringstropper og medlemmer af Shabbiha-militserne (4) myrdet HAMAS lederen Kmal Ghannajeh (’nome de guerre’: Abu Anas Nizar Jaith) i hans hus.
De torturerede ham til døde og forsøgte derefter at brænde huset han har boet i ned for at tilintetgøre beviserne på deres forbrydelse. De syriske lokale modstandskomitéer kondolerer overfor deres palæstinensiske brødre og søstre, som siden starten af den syriske revolution har kæmpet sammen med os. Vi fordømmer denne kriminelle handling mod palæstinenserne i Syrien.”
(al./autonom infoservice)
Noter
1) Se baggrundsartiklen Palæstinas venstrefløj af nogle autonome
2) Syriens rolle overfor palæstinenserne under borgerkrigen i Libanon: Da alt tydede på, at den Syrien-orienterede shiamuslimske AMAL-milits i 1987 i et heftig opgør med militserne fra Libanons kommunistiske parti og Walid Dsjumblats drusere ville tabe kampene, marcherede Assads hær ind i Libanon. Den palæstinensiske flygtningelejr Chatila ved Beirut, hvis beboere i 1982 var udsat for en massakre fra den fascistiske kristne falange-milits for øjnene af israelsk militær, blev i 1987 atter belejret. Denne gang af Syriens allierede - AMAL-militsen, der udsultede og beskød Chatilas beboere i nogle måneder, for øjnene af det syriske miltær.
3) Hamas - Islamisk Modstandsbevægelse ( betyder på arabisk "begejstring") har eksisteret siden 1988. Hamas er i løbet af denne tid blevet den største konkurrent for den palæstinensiske venstrefløj i Gaza og på Vestbredden. Samtidigt er Hamas en farlig modstander for Israel, idet organisationen kan mobilisere et stort potentiale af aktivister, der er villige til at gennemføre selvmordsaktioner. Paradoksalt nok gav det israelske sikkerhedsapparat midt i 1970`erne økonomisk støtte til Hamas og andre islamiske fundamentalister (f.eks. Ikhwan-broderskabet).
Dette gjorde Israel for at skabe en modvægt til PLO og for at svække den palæstinensiske venstrefløj. Da pan-arabismen mistede sin tiltrækningskraft og den islamiske revolution sejrede i Iran, radikaliserede de islamiske kredse sig og fik stor indflydelse i dele af den palæstinensiske befolkning. Stik imod de israelske strategers vurderinger, angreb Hamas nu ikke bare venstreorienterede aktivister, men vendte sig i kølvandet af intifadaens udbrud også mod Israel selv. Med et udbredt socialt netværk og et militant og sammentømret modstandsmiljø præsenterer Hamas sig som et attraktivt og aktionistisk fællesskab overfor den palæstinensiske ungdom.
I modsætning til Jihad, gennemfører Hamas også aktioner imod personer og institutioner, som gælder for at være venstreorienteret. Overfald på kvinder uden slør og på kendte feminister, samt på venstrefløjs-demonstrationer er daglige fænomener. Hamas skelner ikke mellem jøder og zionister og deres forhold til PLO er meget uberegneligt og omskifteligt. Hamas’ væbnede formation " Brigade martyrer Izz ad-Din al-Qassam " har taget ansvaret for de fleste nyere selvmordsattentater mod jødiske civile.
Hamas indgik med den andet store palæstinensiske organisation al-Fatah i 2011 en aftale om deling af magten frem til afholdelsen af et nyt parlamentsvalg i Palæstina. Aftalen bilagde i vid udstrækning konflikten mellem de to partier, der blussede op i 2006-08, hvor Fatah efter valgnederlaget til Hamas forsøgte at kuppe Hamas fra magten i Gaza.
4) Shabiha-militsen. Den berygtede Shabiha-milits, der fortrinsvis består af smuglere og gadebander, opererer uafhængigt af politi og de lige så berygtede syriske efterretnings- tjenester. Shabiha-militsen blev grundlagt i 1990´erne af de to brødre Fawas og Mundhir al-Assad, som er fætre til præsident Bashar al-Assad. Brødrene oprettede et regulært gangsterregime i den nordlige syriske havneby Latakia. De kontrollerede våben – og narkotikahandel samt importen af fortrinsvis russiske sexarbejdere til Syrien. Først i de senere år er deres magtbeføjelser blevet stækket.
Shabiha-militserne skaber frygt og rædsel i de oprørske byer og kvarterer. De bliver sat ind imod demonstranter, de prygler, voldtager, myrder og drager plyndrende gennem boligkvartererne. Deres dagsløn er omregnet ca. 240 kroner. De har en ’statslig licens’ til vold og plyndringer. Dette har tiltrukket nogle titusinder fra samtlige trosretninger – alawitter, sunniter, drusere, ... Shabiha-militserne gør det beskidte arbejde, dér hvor Assadregimets regulære hær ikke kan bruges: Til at forsøge at inddæmme opstanden med ufattelig brutalitet. Læs også baggrundsartiklen ”Assad-soldater tror de kæmper i Israel”.
Kilder:
- Flersproglige løbende infos og analyser på adopt-revolution.org
- Palestinian Pundit
- Hamas-leder Ismail Haniyya citeret efter presseagenturet Reuter
- Zur Positionierung der Hamas im Februar 2012 - ein Beitrag auf Telepolis
Relateret
Khalil Habash, syrisk aktivist, skriver i magasinet Socialistisk Information: " Assads diktatur: Syrien og den revolutionære proces – bidrag til en forståelse "