Philippinernes revolutionære venstrefløj

Venstrefløjen på Philippinnerne er Sydøstasiens socialt bedst forankrede revolutionære bevægelse. Skønt den for længe siden har mistet tidligere tiders politiske indflydelse og ikke længere formår at sætte den politiske dagsorden i landet.

Den vigtigste årsag til at venstrefløjen på Philippinerne er blevet svækket, er den yderst sekteriske kurs, som det philippinske kommunistparti CCP af maoistisk observans, har ført overfor andre venstrefløjsstrømninger.

• En kort gennemgang af venstrefløjens historie
•  ”Who is who” på den philippinske venstrefløj

DE FØRSTE ÅR

Det philippinske kommunististparti CCP blev dannet i 1968 og dets væbnede fløj, New People’s Army (NPA), startede guerillakrigen i foråret 1969. (1)

I 1973 tog CCP initiativ til sammen med 12 andre venstrefløjsorgani- sationer at danne National Demo- cratic Front of the Philippines (NDFP).

Fælles for organisationerne bag fronten var, at de mente at en legal og fredelig mobilisering med bevidsthedsmæssigt og socialpolitisk engagement ikke var tilstrækkeligt til at kunne overvinde Marcos-diktaturet. Istedet for satte de alle kræfter ind på at organisere den væbnede kamp. Folk fra alle lag sluttede op om New People’s Army og der opstod et væld af guerillafronter, der hurtigt bredte sig ud over hele landet.

New People’s Army - “verdens hurtigst voksende venstrefløjsguerilla”

Den 21. september 1972, udråber den philippinske præsident Ferdinand E. Marcos militær undtagelsestilstand i den sydøstasiatiske østat, som idag har over 92 millioner indbyggere. Han begrunder det med ”nødvendigheden af at inddæmme den kommunistiske undergravende virksomhed ” i landet.

Da Marcos blev væltet i foråret 1986, var Philippinernes kommunistiske parti’s guerillaorganisation New Peoples Army (NPA) med omkring 30.000 fighters blevet til ”verdens hurtigst voksende venstrefløjsguerilla”. NPA opererede i 60 af Philippinernes 73 provinser.

På grund af heftige interne stridigheder samt statslig oprørsbekæmpelse, er kommunistpartiets indflydelse siden da blevet betydeligt svækket. Men regeringen i Manila har på intet tidspunkt formået at knuse hverken CCP eller partiets guerillabevægelse. 

Et folkedemokrati a la Mao Zedong's kina

Strategien var – inspireret af Mao Zedong’s skrifter om guerillakrig - at Marcos-diktaturet skulle nedkæmpes med en kombination af væbnet folkekrig i baglandet og massiv militant modstand i byerne.

Dette skulle munde ud i oprettelsen af en folkedemokratisk republik á la Folkerepublikken Kina (Mao Zedong / Lin Piao / Zhou Enlai – perioden). På denne måde ville ifølge CCP de ”semi-feudale, semikapitalistiske produktions- forhold” kunne revolutioneres under ”folkets kontrol”. Dette folkedemokrati skulle gøre op med den forhenværende kolonimagt USAs kontol over landet og dermed gøre en ende på det herskende feudalregime på Philippinerne.

Fatale fejlvurderinger

Kombinationen af denne anti-imperialistiske, anti-feudale og anti-dikatoriske koncept mobiliserede større dele af befolkningen på Philippinerne. National Democratic Front of the Philippines (NDFP) præsenterede igennem lang tid en reel alternativ samfundsmodel for mange mennesker.

Historiens ironi var, at den demokratiske front tabte en væsentlig del af sin opbakning under de turbulente dage i februar 1986, da diktatoren Marcos blev væltet og måtte flygte i eksil til Hawai.

Fronten blev på dette tidspunkt selvforskyldt placeret i en rolle som statist, fordi den ikke ville anerkende de åbenlyse forskelle indenfor de konkurrerende borgerlige fraktioner. Således mente de, at det præsidentvalg, der blev udskrevet efter Marcos’ fald i februar 1986, var uvedkommende. De betegnede det som en ”larmende teaterforestilling” og opfordrede befolkningen til boykot.

”Modmagt fra neden”- strategien

Med genindførelsen af (formelle) borgerlige demokratiske rettigheder og forfatningslove, vendte nogle af de landskendte venstrefløjspersonligheder sig bort fra den Nationaldemokratiske Front.

De var af den opfattelse, at arbejdet for en grundlæggende politisk og social transformation indenfor ”de nu opståede demokratiske frirum” havde overflødiggjort den væbnede kamp.

De mente, at der ikke længere var behov for en ”erobring af stats- strukturerne” i takt med styrkelsen af den ”nationaldemokratiske revolution”. Istedet for måtte befolkningen støttes i deres bestræbelser på at forandre deres livsbetingelser – først og fremmest ved at skabe en modmagt fra neden, der kunne afsætte storgodsejere, lokale warlords og de traditionelle og korrupte levebrødspolitikere.

Tilhængerne af den position at politiske forandringer kun kan udvikles vedvarende via ”modmagt fra neden”, konstituerede sig som radikaldemokrater (Popdems). De placerede sig med deres systemtranscenderende observans således imellem den systemantagonistiske Nationaldemokratiske Front og den borgerlige reformpolitik fra de philippinske socialdemokrater (Socdems).

Interne brydninger

De fleste af de organisationer, der i 1973 deltog i dannelsen af den Nationaldemokratiske Front, forblev i alliancen. Skønt konflikter om bevægelsens strategi og politiske visioner ulmede lige under overfladen.

Sociale programmer var for de fleste ikke længere kun et redskab for mobilisering, men tilmed et konkret bidrag til bekæmpelse af fattigdommen og til social transformation. Denne udvikling udkrystaliserede i et begrænset omfang en politisk mangfoldighed, som mange iagttagere vurderede som en konstruktiv udvikling for en bevægelse, der i mange år havde været præget af et et-dimensionalt program uden pluralistiske meningsbrydninger. Til dels betinget af sikkerhedsforanstaltninger på grund af repressionen under Marcos-diktaturet og til dels på grund af centralistiske bestræbelser på at præsentere et homogent politisk mål udadtil.

Præsident Corazon Aquinos ”totale krig” mod Den Nationaldemokratiske Front

Denne politiske udvikling indenfor den Nationaldemokratiske Front faldt tidsmæssigt sammen med, at præsident Corazon C. Aquino i 1987 udråbte den ”totale krig” imod den. Udløst af presset fra nogle højre- orienterede kupforsøg. Dette besværliggjorde diskussionerne om de politiske uenigheder indenfor fronten.

En ny bølge af repression fejede hen over landet. Således blev samtlige NGOer (Non Goverment Organisations) ligesom under Marcos-diktaturet forfulgt som ”kommunistiske frontorganisationer” og de, der anvendte begreber som ’menneskerettigheder’ blev mistænkeliggjort med risiko for at blive kriminaliseret som ”subversive” og ”venstreradikale”.

Skuffelsen over udviklingen i Nicaragua og Namibia

To andre samfundsmæssige forhold bidrog yderligere til medlemstabet for Den Nationaldemokratiske Front: Globaliseringen betød, at nationalstaten mistede betydning og der herskede samtidigt udbredt skuffelse over den samfundsmæssige udvikling i lande, hvor nationale befrielsesbevægelser havde erobret den politiske magt: De nye magthavere i såvel Nicaragua som i Namibia udviklede bureaukratiske ambitioner og var langt fra at realisere social retfærdighed og demokrati for den brede del af befolkningen. Dette førte til en udbredt skepsis overfor en ”national” og socialistisk samfundsproces.

Nyt strategipapir udløser heftige debatter og talrige splittelser

I starten af 1990’erne brød de politiske uenigheder, der længe havde ulmet under overfladen, ud i et åbent opgør. Uenighederne gik

på, om ikke de ændrede rammebetingelser og en dybtgående analyse af disse måtte føre til en ændring af den politiske strategi?

Et strategipapir med betegnelsen ”Reaffirm Our Basic Principles and Rectify Our Errors” (”Bekræft vores grundprinciper og korriger vores fejl”) offentliggøres i 1992 under pseudonymt forfatterskab.

Dette papir, som mange mener er skrevet af kommunist- partiets første formand José Maria Sison, får en central betydning for diskussionerne. I strategipapiret erkendes mange af bevægelsens fejltagelser – for eksempel ”urensningsaktionerne”. Derimod blev frontens avantgardeambitioner ikke rokket ved. Det samme gjaldt visionen om ”en langvarig folkekrig” der anså som den ægte transformation af det philippinske samfund.

______________

Kommunistpartiets fraktioner

Mange aktivister erklærede sig efter lange diskussionsproccesser uenig med strategipapiret af vidt forskellige grunde og forlod Den Nationaldemokratiske Front.

• Disse aktivister fik betegnelsen Rejectionists (RJ, tilbagevisere). Ud fra denne kritiske CCP-strømning dannedes et mangfoldigt spektrum af partier, grupperinger og organisationer.
• De som tilsluttede sig strategipapiret kaldes siden da for Reaffirmists (RA) ”bekræftere”. Der indledtes en ”korrektionsproces” indtil der på et tidspunkt opstod den ”fornyede” front.

I det videre forløb blev NGO’ erne og de hidtidige alliancer ramt af en splittelses – og sammenslutningsbølge, der ikke mindst også drejede sig om logistik, kontorinventar, bank-konti, pengegivere samt kontrol over basisorganisationerne, som man tidligere havde samarbejdet med.

Rejectionists –fløjens medlemmer, hvoraf en hel del var medansvarlige for de parti-interne ”udrensninger” vendte sig bort fra CCP, ofte uden forvarsel,

for at koncentrere sig om en borgerlig akademisk karriere eller også for at engagere sig i de nydannede NGO’er som borgerrettighedsaktivister.  

Det politiske virvar ...

I kølvandet af de politiske fragmenteringer opstod der indenfor næsten alle samfundsmæssige interesseområder så som bondeorganisationer, fagforeninger og kvindeforbund op til fem parallelle organisationer, hvis analyse af situationen som regel var ret ens, men havde forskellige målsætninger og opererede med forskellige strategier - eller fulgte forskellige ”politiske ledere”.

... og internationale solidaritetsgrupper

De globale solidaritetsgrupper blev efter opsplitningen opfordret til at tilslutte sig én bestemt strømning i dette uoverskuelige politiske virvar. I de fleste europæiske lande nægtede solidaritetsgrupperne at følge disse opfordringer, der særlig kom fra Reaffirmists, der nu udgjorde CCPs og NPAs suveræne ledelse.

”Internationale konference for marxistisk-leninistiske partier og organisationer”

Da de fleste solidaritetsgrupper fortsat ønskede åbenhed overfor hele den phillipinske modstands spektrum, ledte Reaffirmists efter nye partnere. I Danmark er samarbejds- partneren via den ”Internationale konference for marxistisk-leninistiske partier og organisationer”, APK - Arbejderpartiet kommunisterne. (3)

På Philippinerne er Reaffirmists i de fleste regioner langt stærkere socialpolitisk og organisatorisk forankret i befolkningen end CCP-oppositionen Rejectionists, hvis højborg er hovedstaden Manila.

Konkurrerende parti-lister 

AKBAYAN - "peoples power – movement”

På bagrunden af regeringens opstilling af partilister og ved direkte valg i 1995, grundlagde Popdems, nogle faglige grupper, sociale bevægelser, feminister, bøsser, transer og lesbiske, borgerretsinitiativer, samt enkeltpersoner fra Rejectionists og dele af den socialdemokratiske venstrefløj en partiliste ved navn AKBAYAN (”borgeraktion”). Siden 1998 har alliancelisten været repræsenteret i parlamentet. Ved sidste valg i 2010 fik Akbayan to parlamentsmandater. 

BAYAN MUNA

Reaffirmists - fløjen afviste i første omgang at deltage i valget, men da de så, hvor succerig AKBAYAN var, valgte de i 2001 at deltage med deres egen ny partliste BAYAN MUNA (”folket/nationen først”) og fik tre parlamentsmandater. Ved det efterfølgende valg opstillede BAYAN MUNA med en valgalliance med forskellige lister af interesse- organisationer og vandt samlet set syv parlamentsmandater.  

Konkurrencen mellem de forskellige venstrefløjsvalglister skærpede også fjendtligheden mellem blokkene. Disse er ofte ledsaget af gensidig infight, fornærmelser og rygtesmædekampagner. I nogle tilfælde kom det sågar til fysiske konfrontationer. Flere ledende personligheder fra AKBAYAN blev i perioden 2001 – 2004 myrdet af NPA.

På trods heraf er det de statslige sikkerhedsstyrker og lokale warlords, der fortsat udgør den største fare for venstreorienterede aktivister: Således omkom mellem 2001 og 2010 over 1100 aktivister, først og fremmest fra CCPs spektrum.

Religiøse grupper vinder ind på traditionelle venstrefløjsområder

De interne konflikter absorberer vedvarende megen energi og svækker i det hele taget kampen for et retfærdigt samfund. Mange basisbevægelser er gået i distance til venstrefløjsblokkene, da de føler sig instrumentaliseret.

Dertil kommer, at socialpolitiske og anti-imperialistiske temaer , der ellers traditionelt tages op af venstrefløjen, delvis er blevet overtaget af religiøse bevægelser eller af den populistiske højrefløj på Philippinerne. Den venstreorienterede philippinske journalist og sociolog Randy David kommenterer det således:

” Fordi vi er uduelige til at erstatte vores dogmatiske marxistisk-leninistisk vokabular med et tidssvarende og fordi vi er så opsplittet, kan disse religiøse grupper med betydelig større succes mobilisere menneskene. Venstrefløjen mister betydning, fordi den nægter at orientere sig til den nye realitet.”

Kort gennemgang af Philippinernes radikale venstrefløj 

Den radikale venstrefløj på Philippin- erne er stadig den vigtigste af sin art i Sydøstasien. Skønt den for længe siden har mistet tidligere tiders politiske indflydelse og ikke længere formår at sætte den politiske dags- orden i landet.

Den vigtigste årsag til at venstrefløjen i Philippinerne er blevet svækket, er den yderst sekteriske kurs, som det philippinske kommunistparti CCP med maoistisk observans,      har ført overfor andre venstrefløjsstrømninger. Spørgsmålet om aktionsenhed og en konstruktiv, fredelige debatkultur er mere påtrængende end aldrig før.

Den philippinske maoismes krise har skabt et frirum

Det maoistiske philippinske kommunistparti CCP var det eneste parti, som reelt var i stand til at organisere modstanden mod Ferdinand Marcos’ militærdiktatur i 1970’erne. Alene af den grund har det kunnet præge en hel generation af aktivister. Således er flertallet af de aktuelle venstrefløjsstrømninger på Philippinerne fremkommet af dette parti. Alle blev stillet overfor den samme udfordring: De var bestræbt på at fastholde de revolutionære traditioner samtidigt med en grundlæggende forandring af den politiske og programmatiske arv fra CCP.

Den philippinske maoismes krise har skabt et frirum for en alternativ venstrefløjspolitik, der virker demokratisk såvel indadtil som udadtil, forholder sig loyalt overfor sociale bevægelser og kæmper for anerkendelse af landets etniske mindretals selvbestemmelsesret, etc.  

_________________________

WHO IS WHO på den philippinske venstrefløj?

Den philippinske venstrefløj rummer et stort antal organisationer og strømninger, som kan deles i tre politiske”familier”: 

• Det kommunistiske parti CCP. Skønt partiet er svækket, forbliver det den vigtigste og bedst væbnede undergrundsorganisation. CCP har efter splittelsesårene i 1993 udviklet en yderst sekterisk kurs. Partiet leder New Peoples Army og den Nationaldemokratiske front , samt et betydeligt netværk af legale kræfter, de såkaldte “reaffirmistas“ (’bekræftere’, da de har bekræftet den i 1968 fastlagte ideologiske og organisatoriske orientering). Tilbageviserne – de såkaldte”Rejectionists” (RJ). Her drejer det sig om en stærk mindretalsstrømning fra CCP, som har tilbagevist partilinjen fra 1968 og krævet en ny positionering.. I 1993/94 gik fløjen ud af CCP og udviklede en praksis, der forsøger at forbinde undergrundskampen med legal valgalliance-politik. 
• Marxistisk og leninistiske partier I hovestaden Manila har splittelserne fra CCP ført til dannelse af det såkaldte ”folkemagtparti” (PLM) og af Arbejdernes Parti (PM). I Visayas-regionen opstod Revolutionære Philippinske Arbejdere (RPM-P) og i Mindanaos centrale region Revolutionære Arbejderparti – Mindanao (RPM-M, som er siden 2003 sektion af 4.Internationale (SAPs søsterparti). Det marxistisk-leninistiske Parti (MLPP) opstod af en sen splittelse i centrum af øen Luzon. Dertil kommer en del mindre ml- organisationer. 
• Den uafhængige marxistiske og socialistiske venstrefløj. Forskellige marxistiske strømninger der aldrig har været del af CCP. De har overvejende sammensluttet sig i og efter 1986 til den venstresocialistiske organisation BISIG. Sidstnævnte spiller en vigtig rolle i det legale venstrefløjsparti ”borgeraktion” AKBAYAN (en slags enhedsliste), hvor der også findes nogle minoritetsgrupperinger der kommer fra CCP. Venstreorienterede bøsser, transer og lesbiske er ligeledes aktive i AKBAYAN og har givet den en kønspolitisk identitet. Listen har et par parlamentsmandater. I det fælles plenum kaldet ”massekamp” (LnM) samles alle organisationer udenfor CCP. Men denne koalition ligger pt. i dvale. 

( al/autonom info-service)

______________________________

Med artiklen om den philippinske venstrefløj indledes en serie om markante venstrefløjs- størrelser verden over. Herunder også en artikel om venstrefløjens divergerende fascisme-analyser, samt en om den revolutionære, venstresocialistiske tradition og indflydelse indenfor den europæiske venstrefløj.