Statsterror mod sociale bevægelser i Indien

Ifølge indiske aktivister er Indien idag præget af en ikke-proklameret und- tagelsestilstand.

I statens sigtekorn kommer alle, som protesterer mod de statslige investeringsplaner og hastigt bevilgede indust- rielle storprojekter, som regeringen misvisende betegner som ”udviklings- projekter”.  

Protesterende aktivister fra bondebevægelsen, oprørske slumbeboere, arbejdere, fiskere, etc. bliver socialt diskrimineret og fængslet, mens kritiske journalister, læger, kunstnere, videnskabsfolk ofte bliver anklaget med opfundne lovovertrædelser.

• Som regel bliver samfundskritisk engagement bragt i forbindelse med de landløses væbnede grupper, der opererer i de østlige dele af landet og som Premierminister Manmohan Singh betegner som den ”største trussel for det indiske demokrati”.

I september 2012 beretter anti-atomkraftaktivister fra den syd- indiske by Koodankulampå et offentligt møde i New Delhi, at deres regionale bevægelser har alt ialt 55.795 retssager på halsen.

3600 atomkraftmodstandere bliver konkret anklaget for at ”føre krig mod staten”. Imod 3200 andre er der blevet indledt retsundersøgelser om deres angivelige forsøg på ”folkeforførelse”.

Fra 1970´ernes undtagelsestilstand .... 

Den officielt forkyndte undtagelses- tilstand fra juni 1975 til august 1977 under premierminister Indira Gandhi markerede for mange afslutningen på det parlamentariske borgerlige demo- krati i Indien. Eksperimentet med en såkaldt ”blandet økonomi” (1) blev i denne periode skrinlagt og regeringen transformerede landet til et samfund baseret på den privatkapitalistiske økonomi.

Love blev illegalt vedtaget og forfatningen tilpasset. Alt uden nogen form for parlamentarisk kontrol.

Ifølge Amnesty Internationals oplysninger blev 140.000 politiske modstandere af systemet fængslet dengang og menneskerettighederne blev sat ud af kraft. Medierne blev censureret samtidig med, at lederkulten omkring Indira Gahdhis person nåede surreale højder. Indien var ifølge historikeren Ramachandra Guha på dette tidspunkt ved ”at blive varigt optaget i kredsen af verdens diktaturer” (2)

Afslutningen på undtagelsestilstanden og det regerende Congress-partis valgneder- lag i 1977 vækkede også på Indiens brogede venstrefløj nyt håb om demokratisering af institutionerne som etappe mod grundlæggende andre samfundsforhold.

Partierne og diverse forbund som forsvarede den afsluttede undtagelsestilstand, deriblandt Indiens Kommunistparti der fungerede som politisk halehæng til Congress- partiet, blev total diskrediteret i befolkningen lang tid herefter.

... til dagens statsrepression

Det er fortrinsvis det indiske mellemlag, der allerede før den erklærede undtagelsestilstand i 1975 var den stor profitør af den parlamentariske demokratisering. Det er dette lag, der idag opfatter ethvert demokratisk tiltag i Indien som hæmsko for sine egne økonomiske perspektiver og af den grund er Singh-regeringens reelle kernevalgere.

I årevis har de centrale myndig- heder benyttet sig af en retorik, der sidestiller politisk opposition og militant modstand med den maoistisk inspirerede guerilla- bevægelse (”Naxaliterne”).

Dette har resulteret i en udbredt accept af såvel politiets som justitsapparatets forfølgelse og kriminalisering af de sociale bevægelsers aktivister i flæng, idet disse stigmatiseres som ”maoistisk guerilla”.Denne fremgangsmåde tjente som retfærdiggørelse af fængslingen af 200 Adivasis (3), der i august 2007 bz’ atte en plantage i Chengara i forbundsstaten Kerala i forbindelse med deres krav om statslig tildeling af jord, der kan dyrkes.

Modstanden mod militærets hærgen

I de nordøstlige delstater Manipur og Nagaland kæmper regionale bevægelser for ophævelse af ”Armed Forces Special Powers Act” (AFSPA) der giver hæren særrettigheder i de områder, der er klassificeret som ”urolige”. Hvert eneste år bliver tusinder af mennesker myrdet af disse specialenheder, som rutinemæssigt erklærer deres ofre for ”væbnede oprørere”.

I Kashmir-provinsen, hvor den indiske hær kontrollerer stort set hele det samfunds- mæssige liv, antager ifølge talrige menneskeretsforeninger overgrebene et omfang, der langt overgår undtagelsestilstanden i 1970´erne. 

De sidste måneders mange anholdelser og statsligt iscenesatte hets- kampagner synliggør et repressivt statsapparat med nul-tolerance overfor såvel kritiske stemmer som oppositionelle aktiviteter.

Typiske eksempler på dette er vidt forskellige hændelser som: 

• Fængslingen af over 100 arbejdere fra Maruti-Suzuki’s fabrikker i den nordindiske by Manesar i forbundsstaten Haryana. De fængslede arbejdere bliver mistænkt for at have myrdet en af fabrikkens managers.

• En straffesag om ”folkeforførelse” mod karrikaturtegneren Aseem Trived på grund af offentliggørelse af en regeringskritisk karrikatur i medierne 
• Politiets nedskydning af en demonstrant under en protest- aktion mod atomkraftværket i Koodankulam i den sydlige forbundsstat Tamil Nadu. 
• Statens illegale oversvømmelse af 30 landsbyer i forbindelse med bygningen af Omkareshwar-dæmningen i den centrale forbundsstat Madhya Pradesh 
• De systematiske hindringer for nationale og internationale medierepræsentanter, samt regeringsdikteret lukning af flere hundrede websites.

Protester mod stålkoncern

Anti-Posco-bevægelsen, der siden 2005 har været aktiv mod Phoang Steel Company’s (POSCO) etabler- ing af et stålværk i forbundsstaten Odisha, beretter om talrige fiktive beskyldninger og omkring 2000 anholdelseskendelser imod lokale landsbybeboere.

POSCO er verdens tredjestørste stålproducent og er med 12 milliarder amerikanske dollars den største udenlandske direkte investor i Indiens historie. Fordi POSCO sammen med atomkraftværket i Koodankulam er Singh-regeringens prestigeprojekter, frygter Anti-Posco – og anti-atomkraftaktivister i den nærmeste fremtid yderligere repressive tiltag med fingerede anklager og efterfølgende kriminalisering.

• Pogrom mod muslimsk mindretal

I den vestlige forbundsstat Gujarat regerer siden 2002 det stærkt højreorienterede folkeparti BJP under ledelse af Narendra Modi. Her holdes hundredevis af mennesker fra det muslimske mindretal i fængsel med fiktive anklager som begrundelse. Nogle har været i fængsel i op til 10 år – siden det tidspunkt, hvor ultranationalistiske hinduer startede massive pogromer mod delstatens muslimske mindretal.

Noter

1)    ”Blandingsøkonomien“ bestod i at nøgleindustri som sværindustri, minedrift, transport, kommunikation og energi blev nationaliseret. Andre økonomiske sektorer som konsummiddel- sektoren og landbruget derimod var underlagt privatkapitalistisk økonomi. 

2)  Blog af Ramachandra Guha: “India was Indira, Indira was India”  

3)   Adivasi: Omkring 8,2 procent af Indiens samlede befolkning på ca. 1,2 milliarder mennesker, tilhører de indigene stammer. De betegner sig selv som Adivasi, skønt de indbyrdes har forskellige etniske rødder. Den indiske forfatning anerkender mere end 600 af de indigene stammer, som i embedsmandsprog kaldes ‘scheduled tribes’. Adivasi står for de flestes vedkommende udenfor det hinduistiske kastesystem og er på trods af visse mindretalsrettigheder socialt stærkt diskrimineret. Adivasi lever primært i Indiens nordøstregionerMizoram, Nagaland, Meghalaya, Arunachal Pradesh, Manipur, Tripura, Sikkim og i de øst- og centralindiske forbundsstater Jharkhand, Chhattisgarh, Orissa und Madhya Pradesh.           

4)    Naxaliternes historie. Den maoistisk orienterede Naxalit-landguerillabevægelse blev grundlagt i 1967 i kølvandet af en bondeopstand mod storgodsejere i den vestbengalske landsby Naxalbari. To vigtige organisationer spillede en afgørende rolle i Naxalitbevægelsens mest intense kampfase i årene mellem 1967 og 1972: Den partiopbyggende organisation ”All-India Coordination Committee of Communist Revolutionaries” (idag opløst), og det mere bevægelsesorienterede og væsentligt talstærkere Communist Party of India - Marxist-Leninist. I slutningen af 1970’erne led Naxaliterne en række hårde organisatoriske tilbageslag. Mange af deres medlemmer blev fængslet eller dræbt. Først i løbet af 80’erne lykkedes det for forskellige nye grupper at rekonstruere bevægelsens indflydelse blandt småbønder, studerende og Adivasis. Omkring 20 Naxalitorganisationer udkrystalliserede sig i to strategiske hovedstrømninger: En legalt arbejdende, der deltog i regionale valg og en, der knyttede bevægelsesaktiviteter sammen med guerillastrategien.