EUROPAS progressive MEDIER: Hvordan står det til i Frankrig og Italien?

• Del 2

ITALIEN

Den italienske venstrefløj er ikke kun forsvundet fra parlamentet men stort set også fra kioskerne på gaden. Venstrefløjens orienteringskrise har sat sit præg på landets venstrefløjs- medier.

FRANKRIG

De franske medier, der står til venstre for det socialdemokrati- serede dagblad Liberation, er for det meste parti – og organisations- aviser. Uafhængige aviser med anti-autoritær tradition som Charlie Hebdo, COFD og med visse forbehold Le Monde diplomatique hører til de få undtagelser i landets medieskov.

Krisen for de venstreorienterede traditionsaviser i landet er ligeledes et udslag af Italiens økonomiske situation, særligt ift. de prekære arbejdsbetingelser for redaktører, grafikere og frie journalister.

I denne sammenhæng står også de drastiske forringelser af de statslige støtteordninger for såvel partiaviser som uafhængige medier, som blev indført under Silvio Berlusconi og den efterfølgende Monti-regering. Resultatet var, at mange aviser og

publikationer måtte indstille deres virke.

De relevante diskussioner og alternative informationer på venstrefløjen findes i dag først og fremmest hos internet- medierne fra den udenomsparlamentariske, venstre- radikale fløj. Det er i disse medier de sociale kampe har fået deres forum.   

                _____________

Venstrefløjsdagblade

*IL Manifesto. Det venstreradikale dagblad blev grundlagt i 1969. I første omgang som månedsblad derefter som dagblad. Initiativtagere var venstre- marxistiske dissidenter fra det tidligere kommunist- parti PCI.

Sidste år gennemlevede Il Manifesto den værste krise i bladets historie, og det sluttede med en insolvenserklæring og efterfølgende sanerings- bestræbelser. Af de 67 redaktører blev 26 fyret. Halvdelen af de resterende 41 redaktionelle medarbejdere er på tvunget deltid.

Gæld, lavt oplagstal og tilpasning til den digitale medieverden er ikke det eneste problem for det nye Manifesto. Den mest graverende forandring er opløsningen af Il Manífestos kollektive andelsejerskab, der blev afløst af en andelsforening med traditionelle hierarkiske strukturer og en personlig bidragsfinansiering på 1000 Euro pr. medlem.

Disse forandringer har resulteret i, at flere af Il Manifestos grundlæggere som Rossana Rossanda, Valentino Parlato, og kendte journalister som forhenværende chefredaktører Gabriele Polo og Mariuccia Ciotta, m.fl. har forladt bladet. Et alvorligt slag for Manifesto at miste journalister, der i den italienske offentlig- hed bliver opfattet som garant for en uafhængig og kritisk journalisme.

I hendes sidste artikel i Il Manifesto kritiserede avisens grundlægger og landskendte feminist Rossana Rossanda for eksempel, at bladet i de sidste år har mistet sit eget politiske ståsted:  

” Identiteten og Manifestos formål svarer ikke længere til dens tidligere oprindelse, men uden at bekende sig til forandringerne. Ligeledes er vores søgen efter en kritisk marxistisk positionering forsvundet – også her uden nogen eksplicitte begrundelser. (...) Så længe chefredaktionen og redaktionskollektivet ikke klat udtaler sig for et brudt med avisens historie, er Il Manifesto politisk og moralsk forpligtet til at definere sig i relation til avisens oprindelige idégrundlag."

Hvordan det nye Il Manifesto vil forholde sig redaktionelt til de aktuelle politiske brydninger, der f.eks. kommer til udtryk ved Beppe Grillos ”Fem stjerne-bevægelse” (1)  er endnu uvist . Den nye politiske konstellation kunne være en ny chance for Il Manifesto til at definere sig på ny som et bevægelsesorienteret, uafhængigt venstrefløjsmedie.

Il Manifestos oplag er i de sidste år faldet fra knap 30.000 dagligt solgte eksemplarer til nu omkring 16.000 eksemplarer.

• Il Manifestos internetside  

* Liberazione. Venstrefløjsdagblad, der blev dannet i 1991 som organ for venstrefløjspartiet Rifondazione Comunista – PRC (en politisk pendant til Enhedslisten). For Liberazione startede den politiske og økonomiske krise i perioden fra 2006 - året der var præget af stor optimisme, da Rifondazione Comunista fik 9 procent af stemmerne og partiets sekretær Fausto Bertinotti blev valgt som præsident for Parlamentets deputerkammer – og frem til 2008, hvor partiet som del af regnbuealliancen slet ikke opnåede en plads i parlamentet.

Dette år startede de interne konflikter, der endte med, at ledelsesgruppen omkring Fausto Bertinotti og Nichi Vendola forlod partiet. Sidst nævnte dannede det økologiske venstrefløjsparti Sinistra Ecologia e Libertá. Den nye ledelse omkring Paolo Ferrero overtog det stærkt forgældede partidagblad. Den nye ledelse gennemtrumfede en ny redaktionel kurs for Liberazione: Fra at være en åben avis overfor de sociale bevægelser, miljøet omkring Centri Sociali (kultur – og socialcenterbevægelsen), det radikaliserende queer-miljø samt den nye generation af feminister blev avisen nu mere og mere et talerør for partiet.

Denne udvikling førte til en åben konflikt mellem dele af redaktionen og partiledelsen og resulterede i fyringen af chefredaktøren. Samtidig skærpedes den økonomiske krise, og redaktionsledelsen fyrede samtlige frie medarbejdere. Da intet kunne standse den konstante nedgang i oplaget, blev dagbladet reduceret til 5 dage om ugen og lønningerne tilsvarende reduceret. Konflikten mellem dele af journalisterne og den nye chefredaktion kulminerede i en strejke, der endte med, at de strejkende medarbejdere sagde op og forlod avisen. I starten af 2012 besluttede Rifondazione Comunista’s ledelse at indstille avisen og fyre samtlige resterende 40 journalister.

I starten af 2013 udkom Liberazione igen som online-avis. Den fungerer i dag mere eller mindre tydeligt som valgkampsorgan for den lille partialliance ”Rivoluzione Civile”, som det stærkt fragmenterede Rifondazione Comunista er en del af.

• Liberazione's internetside

* IL REFORMISTA Et venstreliberalt dagblad der kom i klemme mellem mediemonopoler og en interessekonflikt omkring en af Silvio Berlusconis partifæller, den forhenværende parlamentariker Antonio Angelucci. Hans forlag udgav foruden Il Refomista også dagbladet Libero med redaktionel nærhed til den højrepopulistiske Lega Nord. Ifølge medievurderinger er Libero mere profitabelt, hvorfor Angelucci indstillede det venstreorienterede dagblad og beholdt det højreorienterede. 

    _________________________

Venstrefløjspublikationer og internetsider

* Pubblico. Dagbladet er først og fremmest et projekt iværksat af den progressive TV-journalist Luca Telese, som sidste år forsøgte at lave et nyt uafhængigt dagblad for et venstreorienteret publikum. Allerede efter tre måneder måtte projektet opgives igen.

*Terra. Månedsmagasin, udgivet af det lille progressive økologiske parti. Blev indstillet i starten af 2013.

* CARTA. Et meget udbredt tidsskrift der opstod i starten af 1990´erne i sammenhæng med den globaliseringskritiske bevægelse. Carta blev på grund af økonomiske problemer indstillet i 2010.

• De vigtige diskussioner og radikale bevægelsers internetfora er først og fremmest:

* Uninomade er et teoretisk analytisk internetmedie, lavet af et postoperaistisk kollektiv. UNINOMADE (flersprogligt)

* Dinamopresser opstået i kølvandet af de aktuelle sociale kampe fra studenterbevægelsen. Mediet er samtidig et forum for venstreradikal strategidebat. Links: dinamopress

* L’Humanité. Er et venstrefløjsdagblad med et oplag på omkring 70.000 eksemplarer. Før 1999 kaldte L´Humanité sig ”Organ af det franske Kommunistiske Partis centralkomité”. Endnu tidligere var L´Humanité, der blev grundlagt i 1904, det klassiske socialdemokratis avis.

Siden 1999 kalder L´Humanité sig ”Dagbladet der står Kommunistpartiets ideer nær”. L´Humanité kan efter eget udsagn kun overleve ved hjælp af statslige økonomiske støtteordninger.

• Links: l’Humanité

___________________

Til venstre for Parti Communiste Français (PCF), råder alle politiske strømninger over deres egen publikation med oplagstal varierende mellem et par tusinde til op mod 10.000 eksemplarer. 

Ugeavisen Lutte Ouvriére - LO (arbejderkamp) udgives af det lille traditionsrige trotskistiske parti af samme navn. LOs politiske historie går helt tilbage til 1939 med dannelsen af Union Communiste og udmærker sig ved en konspirativ organisationsstruktur. LOs aktiviteter er indtil idag næsten udelukkende orienteret til virksomheds - og fagforeningsarbejde. links: Lutte Ouvriere

Det bevægelsesorienterede Nouveau Parti Anticapitaliste (Ny Antikapitalistisk Parti) udgiver ugeavisen Tout est á nous (Alt tilhører os). Titlen henviser til en kampsang fra den tidlige arbejder- bevægelse.

NPA er resultat af en samling i februar 2009 mellem forskellige venstrefløjsgrupperinger,  4.Internationales franske sektion Ligue communiste révolutionnaire - LCR (med dens ugeavis Rouge) og partiuafhængige venstrefløjsaktivister.

• Links: Tout est a nous  (NPA)

* Le Monde libertaire. Er en ugeavis og  tæt forbundet med Fédération Anarchiste.

•  Links: Le Monde Libertaire   

* Alternative Libertaire. Er et månedsmagasin der udgives af den libertær-kommunistiske organisation af samme navn.

• Links: Alternative Libertaire 

* Le Monde diplomatique. Er den mest kendte venstre- orienterede månedsavis med et oplag på omkring 200.000. Avisen tegner to redaktionelle tendenser: en venstreorienteret, bevægelses- orienteret fløj og en nationalistisk-keynesiansk gruppering omkring avisens general- direktør Bernard Cassen.

• links: Le Monde Diplomatique 

* Charlie Hebdo. Er en uafhængig ugeavis med en stærk anti-autoritær tendens. Dens forløber i 1970´erne var mere anarkistisk positioneret. I dag er de radikale holdninger ikke længere tilstede, hvis man bortser fra Charlie Hebdos skarpe antiklerikale profil.

I 1999 kom det til en splittelse i Charlie Hebdos journaliststab, da den daværende chefredaktør Philippe Val støttede NATOs Kosovo-krig.

• links: Chalie Hebdo

De journalister der forlod avisen i vrede, grundlage noget senere månedsavisen*COFD (”Hvad man skal sige, hvad man skal ødelægge, hvad man skal fremme”). Avisen der holder til i Marseille, er kendt for sine beretninger om den socialrevolutionære samfundsudvikling i Maghreb-området og er tæt forbundet med arbejdsløshedsbevægelsen.

(al./autonom infoservice)

• Første del af artikelserien om Europas medier: EUROPAS MEDIER – HVORDAN STÅR DET TIL?
• Tredje og sidste del af artikelserien handler om medierne i UK, Spanien og Rusland. Coming soon.

Note

1) Se artiklen ”Rend-mig-i-røven” – bevægelsen blev tredjestærkeste kraft i Italien

Relateret

Læs også Arrivederci "Il Manifesto"? Venstrefløjspressens sidste mohikaner, hos autonom info-service