”En nationalistisk feber raser i Brasilien”

________________

INTERVIEW med folk fra redaktionen af det situationistiske tidsskrift SINAL de MENOS (”Minustegnet”) fra Sao Paulo.

” Den første protestbølge kom mellem februar og april i år i byen Porto Alegre og var vendt mod byudviklingspolitiken i forbindelse med forberedelserne til fodbold VM 2014. Protesten blev båret af en heterogen sammensætning af partiorienterede venstrefløjsfolk, anarkister, studentergrupper, m.fl.

• Protestbevægelsen ændrede dog karakter. På initiativ af de etablerede medier blev en radikal venstreorienteret bevægelse forvandlet til en almen protest mod korruption.
• Kravene om demokratisering af samfundet og alle de kapitalismekritiske elementer i de oprindelige protester opløstes i det blå... ”

Sinal de Menos: Den første protestbølge kom mellem februar og april i år i byen Porto Alegre og var vendt mod byudviklings- politiken i forbindelse med forberedelserne til fodbold VM 2014. Protesten blev båret af en heterogen sammensætning af partiorienterede venstrefløjsfolk, anarkister, studentergrupper, m.fl.

- I starten af juni tilspidser situationen sig i São Paulo, da ”Bevægelsen for gratis offentlig transport” (MPL) krævede et prisnedslag i billetprisen på 20 centavos (50 øre). 

- Protestbevægelsen ændrede dog karakter. På initiativ af de etablerede medier blev en radikal venstreorienteret bevægelse forvandlet til en almen protest mod korruption. Angrebsmål var nu først og fremmest PT (Regeringspartiet Partido dos Trabalhadores, Arbejdernes Parti. Politisk socialdemokratiseret.aut-info), der identificeres som indbegrebet af ’venstrefløjspolitik’ i Brasilien idag.
            ________________________

”Samtidig forsøger store dele af den radikale venstrefløj at organisere sig – mod PT som regeringsparti, mod højrefløjen, mod stat og kapital” 

- Kravene om demokratisering af samfundet og alle de kapitalismekritiske elementer i de oprindelige protester opløstes i det blå. Prisforhøjelserne på offentlig trafik var ikke længere et tema. Forbindelsen til bevægelsen ”Vores ret til byen” blev kappet. De prekære levevilkår for arbejderne i storbyerne var heller ikke tema længere. 

- Hvad der så reelt sker i protest- bevægelsen, er svært at sige. De reaktionære og  konservative medier fortsætter deres hetzkampagne mod hele venstrefløjen.

- Samtidig forsøger store dele af den radikale venstrefløj at organisere sig –  mod PT som regeringsparti, mod højrefløjen, mod stat og kapital. Vi fra ”Sinal de Menos” ser det som vores  opgave at radikalisere kapitalisme- kritikken og protestbevægelsens krav.

- Men der  ligger absolut en latent fare i udbredelsen af reaktionære tendenser indenfor  protestbevægelsen samt i mediernes populistiske hetz mod PT og mod socialister og libertære i det hele taget. 
            ______________________

”I  modsætning til ”det arabiske forår” eller til protesterne i Tyrkiet, kæmper man  i Brasilien ikke mod et autoritært regime, men mod en venstrefløjsregering, der  fuldstændig har mistet forbindelsen til sin basis” 

• Sådanne scenarier kender man fra Tyrkiet, fra Grækenland, fra Spanien og fra ”det arabiske forår”. Ligner protesterne hinanden? 

Sinal de Menos: I krisetider spiller den globale kapitalisme en rolle overalt. Men protesterne i Brasilien har meget lidt til fælles med ”det arabiske forår”. Der er heller ikke nogen særlige paralleler til begivenhederne i Græken- land eller Spanien.

- I modsætning til ”det arabiske forår” eller til protesterne i Tyrkiet kæmper man i Brasilien ikke mod et autoritært regime, men mod en venstrefløjsregering, der fuldstændig har mistet forbindelsen til sin basis. Og i modsætning til protest- bevægelserne i Sydeuropa, så problematiserer protesterne i Brasilien ikke en økonomisk krise. Brasiliens økonomi præges i øjeblikket af opsving og relativ lav arbejdsløshed. Alt i alt er bevægelsen dog meget langt fra at være antikapitalistisk.

• Findes der systemforandrende perspektiver i protestbevægelsen i Brasilien? Kan bevægelsen radikalisere sig?

Sinal de Menos: Selvom protestbevægelsen har skiftet sit fokus til ”kamp mod korruption” og på sin vis dermed har neutraliseret bevægelsens antikapitalistiske perspektiver, så mener vi stadig, det er muligt at radikalisere modstanden. Det kommer an på, om system antagonistiske perspektiver vinder fodfæste. Vi får se.

_________________________

”Der raser uden tvivl en nationalistisk feber, som først og fremmest har revet den upolitiske middelklasse ungdom med sig”

• Det er iøjnefaldende, at mange protesterende påberåber sig stat og nation og at de fremherskende farver ved demonstrationerne er de samme som det brasilianske flag: Grøn og gul.

Sinal de Menos: Der raser uden tvivl en nationalistisk feber, som først og fremmest har revet den upolitiske middelklasse ungdom med sig. Nogle kalder det for

”Grøn-gul-fascisme”,en nationalisme der iøvrigt propaganderes af mainstream-medierne:

- Mens TV kanalerne viser billeder af masserne, der stolt synger nationalsangen, så drager nyfascistiske bander bevæbnet med knive gennem gaderne, brænder røde faner af, truer venstreorienterede og banker dem ud af demonstrationerne hvis de kan. Ikke et ord om det kan læses i mainstream-medierne.

            _____________________

”Krav om en stærk stat bliver stadig mere højlydte...”

• Er der alligevel et håb? Eller er ”praksis stadig udsat på ubestemt tid”, sådan som Adorno (1) allerede hævdede for 50 år siden?

Sinal de Menos: Praksis er forsøget på at gennembryde de tingsliggjorte strukturer. Men sålænge der ikke findes en klar organisering af protesterne, så er den radikale praksis, der sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved systemet, udsat på ubestemt tid.

Vi skal dog ikke glemme, hvordan protesterne er opstået. Nemlig af den progressive bevægelse ”Vores ret til byen”. Man kan stadig håbe, at denne bevægelse bliver stærkere igen, organiserer sig og dermed etablerer en radikal praksis.

Men iøjeblikket er der større sandsynlighed for, at konservative kræfter vil sætte sig igennem i protestbevægelsen. Krav om en stærk stat bliver stadig mere højlydte. Nogle kræver sågar, at militæret griber ind mod korruptionen i den politiske magtelite.

Paradoksalt nok styrer dele af bevægelsen dermed offensivt direkte mod sin egen afmagtelse og undertrykkelse. For den radikale venstrefløj gælder altså på flere fronter parolen: Kampen fortsætter –nu!