Brasiliens usynlige flertal

Lutz Taufer, tidligere medlem af den tyske byguerilla Rote Armée Fraktion (RAF), har skrevet sine erindringer.

Hans vej går fra Freiburgs 68-bevægelse til Heidelbergs venstre-radikale antipsykiatri orienterede  ”Sozialistisches Patientenkollektiv” til RAFs ”kommando Holger Meins”. Sidstnævnte gennemførte den 24. april 1975 en aktion i den tyske ambassade i Stockholm. Formålet var at få løsladt 26 fanger fra byguerillaen. Ambassaden blev stormet af politiet og aktionen resulterede i døde på begge sider.
Efter sin løsladelse fra fængslet har Lutz Taufer i 10 år arbejdet som socialarbejder i brasilianske slumkvarterer, de såkaldte ”Favelados”.

• Vi bringer her Lutz Taufers interview med den
  kendte brasilianske forfatter Luiz Ruffato.  

  __________

INTERVIEW

Luiz Ruffato (56) skildrer i sine romaner slumbeboernes, arbejdernes og immigranternes hverdag. Hans kritik af det brasilianske klassesamfunds udgrænsning af de fattige er et gennemgående tema i hans litterære produktion.
(Interviewet er fra 2013)

• Lutz Taufer: En sort brasiliansk sociolog lavede engang et eksperiment: Han tog en gadefejers arbejdstøj på og placerede sig med hans kost foran hovedindgangen til universitet, hvor han arbejder til daglig.
  Universitetets rektor og hans kollegaer, som han ellers var på god fod med, gik forbi ham – uden at genkende ham. Han var simpelthen usynlig for dem. Hvad er de historiske årsager til denne usynlighed?

Luiz Ruffato: I Brasilien bliver du synlig, når du har penge. Det vedrører den del af de hvide, som længe har været rige. Størstedelen af brasilianerne har ikke denne synlighed. Alle dem der arbejder som gadefejere, portiers eller som tjenestefolk, alle disse mennesker som forlader deres bolig om morgenen, kører to eller tre timer med toget eller bussen til arbejdet og ved dagens ende igen kører to eller tre timer hjemad - de er ikke blandt de synlige.  
- På samme måde som de indigene folkeslag (”indios”), de som lever i ”favela’erne”, eller camperer langs vejen. Det er ikke overraskende, når en sociolog kunne anskueliggøre realiteten på den måde, du beskrev. Brasilianere ser kun ligesindede, og ligesindede betyder de hvide og de rige.    

                       _________________________________                             

”I Brasilien er uddannelse ikke en rettighed, men
  et privilegium og et magtudøvelsesinstrument”

Luiz Ruffato: I Brasilien er uddannelse ikke en rettighed, men et privilegium og et magtudøvelses- instrument. Dette har ikke forandret sig i de 28 år med demokrati.
Den rige del af befolkningen fastholder dette system, der giver dem alene adgang til at studere på de bedste skoler og universiteter - uden at betale noget studiegebyr.

- Det er for mig absolut ubegribeligt, at det offentlige uddannelsessystem i Brasilien er gratis for de rige. Den som ikke er rig og som vil gå på et universitet og ikke kan betale forberedelseskurserne, har kun mulighed for at gå på et privatuniversitet og skal betale for det.
- De rige har i Brasilien et offentligt universitet med formidabel kvalitet, mens de fattige tilbydes et universitet med en miserabel kvalitet, som de skal betale for. I Brasilien er uddannelsessystemet stadig væk et instrument til magtudøvelse.

Luiz Ruffato: Selvfølgelig. Brasilien er efter kapitalistiske kriterier et ’boomland’ med en økonomisk vækstrate, men der mangler for eksempel teknikere, læger og ingeniører. Selv efter kaptalistiske kriterier er det en tragedie:
Der mangler de nødvendige kvalifikationer til udviklingen af landet. For eksempel mangler mineraloliekoncernen Petrobras ingeniører af enhver slags. Der er simpelthen ikke uddannet nok af dem.

• Lutz Taufer: Under mit arbejde i favela’erne har jeg også gjort de frusterende erfaringer, at beboernes forslag,  know-how og viden ikke bliver brugt og værdsat. I forbindelse med den igangværende ”normalisering” af favela’erne,  fremstilles beboerne som et ’ubeskrevent blad’, som den offentlige sektor og turisme-industrien pådutter deres udviklingsfortolkning.
  Du skildrer i dine bøger de fattiges overlevelseskamp. Hvorfor har du gjort armod til dit gennemgåede tema?

Luiz Ruffato: Der er nogle ting, som altid har irriteret mig. Jeg er opvokset under meget fattige forhold. Min mor var analfabet, min far kunne dårligt nok læse og skrive. Alligevel havde jeg adgang til bøger.
- Det univers som jeg levede i, da jeg var 16-17 år var arbejdernes og  arbejderfamiliernes univers. Jeg kender denne verden meget godt. Da jeg senere studerede på universitetet, konstaterede jeg, at der i brasiliansk litteratur næppe fandtes en side, der handlede om arbejderne.

- Derfor har jeg fremlagt et forslag til refleksion over dette univers. Et samfund kan kun forstås, når alle områder er præsenteret i litteraturen. Billedet var ikke fuldstændigt, derfor har jeg ønsket at bidrage til en mere fyldestgørende fortolkning af det brasilianske samfund.
Det stod for mig lige fra starten af klart, at jeg ville indbringe arbejdernes univers og de fattiges univers i den brasilianske litteratur, uden dermed at simplificere den litterære kvalitet.
- Når der i Brasilien tales om de fattige, så bliver også sproget og psykologien simpel. Derfor ville jeg skrive med litterære ambitioner, for at kunne fremstille de mere komplekse og sociale sammenhænge.

• Lutz Taufer: Din roman “Der var mange heste”, er en collage hvori du giver immigranterne og de fattige en stemme. 

 Luiz Ruffato: I det brasilianske samfund finder ikke alle sociale lag en repræsentation. For eksempel findes der ingen sorte journalister.
Jeg har i 13 år arbejdet som journalist og jeg kan tælle på én hånd, hvor mange sorte journalister jeg har haft som kollegaer.
Min søn gik på en italiensk skole, sorte elever var der så godt som ingen af. Jeg kender ingen sorte læger, ingen sorte advokater, ingen sorte ingeniører eller forretnings- ledere. (...)

• Lutz Taufer: Spørgsmålet som jeg har hørt igen og igen i fattigkvartererne lyder: ”Hvem er det, som bestemmer her?”

Luiz Ruffato: Jeg har for nyligt offentliggjort en antologi om brasili- ansk politik,med titlen: ”Ved du, hvem du taler med ?”
I Brasilien bliver dette spørgsmål stillet for at skræmme en. De rige i Brasilien er alle venskabeligt forbundet med hinanden. Advokaten er vennen med ingeniøren, som er venner med politiledelsen, som er venner med præsidenten, som er venner med forbundsdommeren.
- Spørgsmålet er selve budskabet: ”Bliv ikke uvenner med mig”. Spørgsmålet bliver til stadighed benyttet til at skræmme.
Min drøm er, at dette spørgsmål en skønne dag ikke længere bliver stillet i Brasilien. Så vil vi måske været nået dertil, at vi har indført demokratiske forhold.

• Lutz Taufer: En af mine veninder, der arbejder som socialarbejder i et ungdomsfængsel, fortalte mig, at de indsatte unge mennesker, ikke havde skyggen af selvbevidsthed og at de manglende respekt for deres medmennesker. Hvordan skal man forholde sig til det? 

Luiz Ruffato: Selvbevidsthed kan man kun have, hvis man ved, hvilken placering man har i samfundet. Relationen mellem mig selv og den anden er kun mulig i et samfund, hvor jeg og den anden lever et selvbevidst liv.
Selvbevidsthed har noget med dannelse at gøre, selvbevidsthed er, når du genkender dig selv som et menneskeligt væsen i relation til andre.  

- Disse mennesker du omtaler er del af et økonomisk og socialt maskineri. Fordi de mangler selvbevidsthed er de reduceret til at være del af en produktionskæde, men de lever ikke som individer og kan derfor heller ikke forstå de andre som individer.  

- I min tale (I forbindelse med bogmessen i Frankfurt/M. i 2013, aut.info) har jeg nævnt, at alt det som i Brasilien er kollektivt anlagt, fralægger man sig ansvaret for. Efter mottoet: Jeg sørger for min egen familie, min bil, min hund, mit TV og når det fungerer, så rager alt det andet mig ikke en pind.

Luiz Ruffato: Disse protester er ikke så enkle at forstå. De startede som konkrete protester imod billetprisforhøjelser på den offentlige transport.
En absurd politibrutalitet førte til, at meget forskellige folk sluttede sig sammen for at imødegå politiets repression.
Fordi der ikke fandtes nogle fælles krav, uddøde protesterne. 

- Nu findes der igen protester, men med klare krav. Jeg vil formulere det sådan: Idag har vi i Brasilien en hel del presserende problemer, som forener mange mennesker.
For eksempel den elendige kvalitet i uddannelses – og sundhedssektoren. Manglende offentlig sikkerhed, korruption, etc.
- Det er temaer, der forener mange mennesker. Når protesterne tager udgangspunkt i disse uløste problemer, kommer der disse gigantiske demonstrationer ud af det.
- I Brasilien har vi alle forudsætninger for det fremskridt, som vi ønsker os. Vi har en stærk og mangfoldig industri, vi har et betydningsfuldt landbrug, vi har mineraler, vi har en ekstrem kreativ befolkning og en affektiv rigdom.
Det som vi mangler, er en politik som omfordeler rigdommen og gør Brasilien til et bedre og mere retfærdigt land. Vi må beslutte os for, om vi vil disse forandringer.
________________________

Lutz Taufer arbejder i dag i 'Weltfriedensdienst‘. 
( Interviewet er oprindelig bragt i det tyske ugeavis Jungle World Nr. 42, 17. Oktober 2013 oversat og forkortet af autonom infoservice).
_______
Relateret
autonom infoservice:
 "Brasilien: Generalstrejker, socialt oprør og en korrupt politikerkaste" (maj 2017)

 
Über Grenzen - Vom Untergrund in die Favela
ISBN 978-3-86241-457-4 | udkommet den juni 2017 | 288 sider, paperback på forlaget Assoziation, 19,80 €

 ___________________________

Interview med Lutz Taufer, om bz’else af den tyske ambassade i Stockholm, den 24./25. April 1975: