Alle kvinder kender den, har hørt om den, bruger den – eller kender nogen, der har den stående i deres bogreol. ’Kvinde kend din krop’ er ikke bare en bog.
Bogen er et fænomen uden sidestykke. Nu er den udkommet for 5. gang og det er noget af en begivenhed.
Der var over 800 tilmeldte på Facebook og stuvende fuldt i Sjællandsgade Badeanstalt på Nørrebro, da gruppen bag bogen inviterede til fest for værket d. 15. november 2013. Masser af kvinder – unge og ældre, store og små, mørke og lyse – alle slags, samt et par mænd og enkelte børn fyldte badeanstalten til briste- punktet.
- Ingen tvivl om det: ’Kvinde kend din krop’ er også en succes anno 2013.
’Kvinde kend din krop’ er skrevet af 'redaktionskollektivet K.Vinder' med skiftende besætning. Bogen har sit udspring i Rødstrømpebevægelsen, hvor en mindre gruppe kvinder i sin tid besluttede sig for at lave en pjece om selvhjælp, skrevet af kvinder til andre kvinder.
-
Det startede i 1975
Projektet voksede og blev i stedet til en stor håndbog, som udkom i 1975 med titlen Kvinde kend din krop. Bogen var en politisk offensiv kritik af patriarkatet og tilmed aktivistisk anlagt. Den var født af en levende kvindebevægelse. Siden fulgte andre udgaver af bogen og indholdet ændrede karakter med tiden.
Tiderne skifter. Nye udgaver udkom således i 1983, 1992, 2001 og nu i 2013. Hvert årti i snart fyrre år har fået sin egen Kvinde kend din krop og afspejler tydeligt de store forandringer, der er sket i kvinders liv, i kvinders kroppe.
’K.Vinders Fond’
Men én ting har ikke forandret sig ved de skiftende udgaver. I bogens efterskrift står der bla.:
”Håndbogens tilblivelse har hver gang været et stykke kollektivt redaktionsarbejde ledet af K.Vinders Fond – en fond, der videregives fra redaktionsgruppe til redaktionsgruppe, og som gennem årene har støttet kvindepolitiske sager af humanitær og kulturel art. Samtlige indtægter fra bogsalget går ubeskåret til K.Vinders Fond. Faktisk er Kvinde kend din krop nok den eneste bestseller i dansk litteraturhistorie, som ingen bidragydere nogensinde har tjent en krone på – hverken skribenter, redaktører eller illustratorer.”
-
”Vi vil ikke have en bid af kagen. Vi vil ændre opskriften!”
'Kvinde kend din krop' er i sin 5. udgave en lige så omfattende håndbog, som forgængerne var. 527 sider alt i alt. Rigt illustreret og med et fyldigt stik- ordsregister. I forordet får læserne denne velkomst : ”Kære læser. Vi vil ikke have en bid af kagen. Vi vil ændre opskriften!” – og bogen lever fuldt ud op til formålet. Den er et glimrende, brugbart og nød- vendigt redskab i opskriftsforandringen.
Frem for alt er ’Kvinde kend din krop’ en håndbog. Den handler blandt andet om feminisme, krops- idealer, bryster, kusse, røv, hud, hår, menstruation, overgangsalder, kvindesygdomme, seksualitet, porno, prævention, abort, graviditet, fødsel, amning, fertilitetsbehandling, vold, voldtægt, arbejdsliv, køn og identitet. Hovedvægten er lagt på saglig og faglig information om kvindekroppen i alle livets faser. Skrevet i et enkelt og ligefremt sprog – uden omsvøb og fordomsfrit.
-
Feminisme og de 5 herskerteknikker
Men samfundet og den verden kvindekroppen lever i er også med. Således indledes bogen med et kapitel om feminisme og de 5 hersker- teknikker : Usynliggørelse, latterliggørelse, tilbageholdelse af infor- mation, dobbeltstraf og påførelse af skyld og skam.(1)
Det er en meget basal indføring i, hvad feminisme bla. kan handle om idag. Først og fremmest rettet mod unge kvinder,der vokser op i et samfund, hvor det hedder: ”Jamen vi HAR jo ligestilling – hvad er det egentlig, I er utilfredse med !?”
Køn og identitet
Bogens sidste kapitel ’Køn og identitet’ slutter af med at sætte spørgsmål tegn ved begrebet kvinde. Hvad er en kvinde? Hvordan gør vi op med de normer, som fortæller os, at der kun findes to køn? Hvordan udvider vi og sprænger rammerne for, hvordan vi tænker og gør køn idag? Kvinde kend din krop har taget queer-teorien til sig og skriver bla.:
”Queerteori har den grundlæggende tanke, at ting kan ændre sig og at man aldrig kan nøjes med at forklare noget med ’sådan er det bare’. Queerteori sætter
spørgsmålstegn ved, hvorfor ting er som de er, og på den måde kan teorien bruges som en politisk strategi. En strategi, der kan pege på, at alting ikke behøver blive ved med at være som det er,
bare fordi det er sådan lige nu. Det kan være en stor inspiration.” (2)
-
Helt nede på jorden, konkret og pragmatisk
'Kvinde kend din krop' fokuserer på det, der er det fælles for kvinder. Den er helt nede på jorden, konkret og pragmatisk. Det er en brugsbog, der kan læses af de fleste. Med masser af praktiske tips til, hvordan kvinder kan takle deres liv bedre og mere selvbestemt kan skabe deres egen opskrift på et godt liv.
Bogens grundtone er optimistisk og nydelseslysten. Det kan ikke undgås, at det smitter af.
(ikh/autonom infoservice)
_____________________________
'Kvinde kend din krop' udkommer den 28. november 2013. Udg. af Tiderne Skifter. 527 s.,ill. 299 kr.
- Noter
1) Læs om "De fem herskerteknikker", hos modkraft
2) Læs om Queer-teori hos leksikon.org
- LINKS
- Kvinde kend din krop på facebook
- DR P1 – Hør udsendelse fra 12.11.2013 om Kvinde kend din krop