I den asiatiske del af Istanbul ligger bydelen Kadiköy-Yeldegirmeni. Her mødtes den marxististiske teoretiker Michael Hardt i maj i år med bz-aktivister fra kvarteret.
I det bz'atte sociale kulturcenter ”Don Kisot” diskuterede de den folkelige opstand mod de herskende repressive magtforhold i Tyrkiet.
- INTERVIEW med en Gezi-park aktivist om ’community organizing’ i Istanbul
- Det kom ikke som nogen overraskelse for aktivisterne i det bz’atte kulturcenter ’Don Kisot’, at Recep Tayyip Erdogan vandt kommunal-valgene i marts 2014.
Erdogan der har været premierminister i Tyrkiet siden 14. marts 2003 blev den 28. august 2014 valgt til landets præsident. Det er først og fremmest landbefolkningen, som har givet deres stemmer til Erdogan regeringen.
Dette på trods af at regeringen erklærede undtagelsestilstand i landet, da kampen for bevarelsen af Gezi-parken i Istanbul udviklede sig til en landsdækkende revolte imod den islamiserende, neoliberale regering.
Huse bz’at og omdannet til sociale centre
Aktivisterne fra de sociale bevægelser bag Gezi-parken har i længere tid diskuteret og overvejet, hvordan ”ånden af Gezi-opstanden” kunne omsættes i et samfundsmæssigt mobiliserende antikapitalistisk program.
De bygger videre på deres erfaringer med aktiv deltagelse, samarbejde og solidaritet mellem de forskellige grupper under Gezi-park oprøret, og de er i fuld gang med at etablere lokale kulturhuse og sociale mødesteder.
Det sociale kulturcenter ”Don Kisot” er et af disse samlingssteder for Gezi-park aktive. Kort
efter det tomme hus var blevet bz’at i januar 2014, blev der i nabo-kvarteret ”Caferaga” bz’at et andet hus til samme formål. Karakteristisk for husene er, at alle væsentlige beslutninger bliver
afgjort ved de lokale forsamlinger og i fælles konsens.
________________________
”Utilstrækkeligt kun at operere med horisontale strukturer” (Michael Hardt)
Efter et oplæg af Michael Hardt udspandt der sig en debat, hvori han sagde til aktivisterne, at han mener,
at det er utilstrækkeligt kun at operere med horisontale strukturer og at man somme tider behøver et system af delegerede. Denne udtalelse blev mødt med forundring blandt mødedeltagerne i ”Don Kisot”. Mange gjorde indsigelse mod den holdning, da de fleste har gode
erfaringer med basisdemokratiske processer og vil fortsætte ad denne vej med at udbrede disse alternative organisations – og beslutningsmodeller.
- INTERVIEW - med en Gezi-park aktivist om ’community organizing’ i Istanbul
Efter diskussionen med Michael Hardt bliver ”Baris” fra gruppen ”Müstereklerimiz” (”Fælleden”) interviewet af Hanna Schultes fra det tyske venstrefløjstidsskrift 'analyse
& kritik- ak, nr. 596 / 19. august 2014.
Baris som er aktiv i det bz’atte hus ”Caferaga-Solidaritet” i Istanbuls Caferaga-kvarter, fortæller om de nye organiseringskoncepter efter Gezi-park opstanden.
- Hvilke idéer ligger bag det sociale kulturcenter i Caferaga?
Baris: Vi bruger ikke bygningen som boligprojekt, men som et offentlig sted (”Mahalle Evi”), hvor folk fra
kvarteret kan mødes. ”Community organizing” er for mange af os et vigtigt omdrejningspunkt og vores succes kan måles i, om beboerne fra Caferaga deltager i de forskellige aktiviteter og tilbud i
det sociale center og om de selv kommer med initiativer på møderne.
- Vores gruppe, ”Müstereklerimiz”, er som de fleste andre fora opstået efter Gezi-park protesterne. Som mange andre plena måtte vi på et eller andet tidspunkt konstatere, at der kom færre og færre folk til vores forsamlinger. Med BZ-aktionen kunne vi genoplive vores struktur.
Fra kvarteret kom der øjeblikkeligt sympati og opbakning. 50 til 60 mennesker arbejder i dag kontinuerligt på huset og der kommer igen flere folk til vores møder.
- Hvordan opstod kvartersforsamlingerne i bydelen Kadiköy?
Baris: Bz’elsen af Gezi-parken sluttede den 15. juni 2013 med politiets brutale fordrivelse af demonstranterne fra parken. Dagen derpå ville de protesterende indtage parken på ny, men politiet trængte dem langt udenfor Istanbuls centrum. I den forbindelse blev medlemmerne af den tyrkiske fodboldfanklub Carsi fra Besiktas-Istanbul anholdt. Derfor bz’atte fodboldfans Abbasaga-parken i Besiktas-kvarteret og krævede, at de anholdte blev løsladt.
- Park bz’elsen resulterede i, at der to dage senere opstod debatfora overalt i Istanbuls parker. I
Abbasaga-parken forsøgte således op til 6000 folk at gennemføre en forsamling.
- Fremgangsmåden var demokratisk og kaotisk, men der kom færre og færre folk og mange af de store parkfora ebbede ud i løbet af august. Andre splittedes og gik hver sin vej.
- I to af de største parkfora begyndte grupper fra den traditionelle parti-orienterede venstrefløj at kontrollere det hele. På grund af disse gruppers dominans var der flere og flere ikke parti organiserede folk, som holdt sig væk. - Her i Kadiköy var der nogle, som havde fået nok af denne udvikling og som konsekvens grundlagde fem eller seks mindre fora – blandt andet Yeldegirmeni og Caferaga. De fleste folk i de små fora er ikke organiseret andre steder, fordi de har meget dårlige erfaringer med hierarkiske strukturer.
- Godt nok kommer der også enkelte partimedlemmer i de små fora, men så kommer de som enkeltindivider.
- Hvilke aktiviteter finder sted her?
Baris: Der organiseres møder, demonstrationer og fælles spisning. Der laves f.eks. byggeworkshops og engelsk undervisning. Vi har skabt muligheder for, at alle slags mennesker kan involvere sig aktivt på lokalt plan – også dem der ikke vil udsætte sig selv for politiets tåregasangreb på Taksim pladsen.
- I Kadiköy findes der et ret stort grønt areal, hvor myndighederne nu vil bygge en parkeringsplads. Vi har besat en del af området og etableret en fælles have for kvarterets beboere. Vi har også grundlagt en ny fodboldliga, der består af 13 klubber, hvor kvinder og mænd spiller på samme hold.
- Når der spilles om lørdagen kommer der alle mulige folk for at se på. Tit og ofte starter vi med en demo
- f.eks i solidaritet med de kæmpende tekstilarbejdere i Bangla Desh eller for at mindes den 15-årige Berkin Elvan, der blev skudt af politiet for nyligt. Vi er igang med at skabe en helt anden
sportskultur.
- Hvilken forbindelse er der mellem Gezi-park bevægelsen og de sociale centre, som lige nu er under opbygning?
Baris: Regeringen står for en neo- liberal byudviklingspolitik. Nye indkøbs- centre og gigantiske kontorpaladser ødelægger parker og grønne områder – sommetider sågar hele kvarterer. Gezi-park bevægelsen opstod som protest mod denne kommercialisering af det urbane rum – og blev til massiv modstand mod planerne om at bygge et kæmpe indkøbs-center, der ville udslette parken.
- Gezi-parken var et sted for alle. Den blev brugt af arbejdsløse, studerende, fattige, husmødre og ansatte af alle slags. Fordi alle disse forskellige mennesker sluttede sig sammen lykkedes det dem at tilkæmpe sig retten til parken. Planerne om et indkøbs-center blev skrinlagt.
- Det som vi oplever her i Kadiköy er en fortsættelse af de samme tendenser. Der kommer flere og flere
forretninger og barer. Vi frygter, at kvarteret omdannes til et shoppingområde, hvor relationerne mellem beboerne indbyrdes forsvinder.
- Hvad er fordele og ulempler ved basisdemokratiske organiseringer?
Baris: Som Michael Hardt sagde, så må vi skabe effektive strukturer, men uden ledere. Det er netop det, vi arbejder på. Vi har ingen ledelsesstruktur eller delegerede. Vi arbejder i små grupper.
Eksempel: Hvis tre mennesker fra Caferaga danner en aktionskomité, kan de fremsætte deres forslag på de ugentlige stormøder, hvor man træffer beslutninger efter konsensusprincippet.
- Det var på den måde der blev organiseret demonstrationer for at mindes folke-drabet på armenierne og de 301 dræbte minearbejdere, som omkom i Soma. Det var også fremgangsmåden som ligger bag de mange eksperimenter med byhaver.
Beslutningsprocesserne kan tage lang tid, men til gengæld lærer man hinanden bedre at kende i processen og dermed bliver det lettere at forstå hinanden.
- Har de sociale centre forandret den politiske kultur på venstrefløjen ?
Baris: Nej det tror jeg ikke, vi har formået. Den radikale venstrefløj i Tyrkiet er svag. Siden militærkuppet i 1980 har der ikke eksisteret stærke fagforeninger eller radikale studenterbevægelser.
- De fleste grupper er tilfredse med at have et par kammerater i fag-bevægelsen og et par på
universi-tetet. Indtil videre har planen været: Vi har tre folk der, hvordan kommer vi op på fem? Den radikale venstrefløj har intet perspektiv om masseorganisering. Man stiller sig slet ikke
spørgsmål som for eksempel: Hvordan kan vi forene alle studerende i aktion ift. en bestemt kampagne?
________________
”I beskæftiger jer jo kun med haver, med uvigtige spørgsmål, mens vi forsøger at vælte
regeringen”.
- I stedet forsøger de aktive kammerater at udbrede deres organisations politiske linje på universiteterne. Men viden må man skaffe sig lokalt.
- Det er kun de mennesker der lever her, som kender til problemerne i Caferaga og du kan ikke sidde i dit hovedkvarter i Besiktas eller Ankara og træffe beslut-ninger på disse folks vegne.
Mange venstreorienterede siger noget i retning af :
”I beskæftiger jer jo kun med haver, med uvigtige spørgsmål, mens vi forsøger at vælte regeringen. Men vores mål er intet mindre end selvorganisering i kvartererne."
_________________________
(Oversat fra tysk af ikh. og al. / autonom infoservice)
Links
- Det bz’atte hus Don Kisot’s hjemmeside & facebook
Relateret
Kommentar schreiben