”Street Fighting Years”: Tariq Ali fra det bombehærgede Vietnam

• VIETNAM – krigen og befrielsen

Den 1. maj 1975 undertegnede den sydvietnamesiske general Dương Văn Minh kapitulationen. På dette tidspunkt var de fleste medlemmer af det korrupte marionetregime under ledelse af præsident Nguyen Văn Thieu flygtet sammen med deres amerikanske allierede.

• FNL-partisan dukker op fra den ca. 20.000 km lange labyrintiske "HoChiMinh sti", der forbandt Nord- med Sydvietnam:

"Dagen før min afrejse til Prag blev jeg inviteret til ”Bertrand Russel Peace Founda- tions” lokale. Her sagde Ralph Schoenman i sin egenskab af foundations direktør (-og Tariq Alis ven og kammerat i Vietnamsolidaritetsbevægelsen, aut.info), at de havde brug for mig som deltager i et rejsehold til Nordvietnam.

- Rejseholdet havde til opgave at foretage observationer på stedet i forbindelse med et planlagt internationalt krigsforbrydertribunal om krigen i Cambodia og Vietnam. Jeg skulle tage et fly direkte fra den tjekkiske hovedstad til Vietnam og mit ophold ville vare nogle uger. Jeg erklærede mig straks indforstået med formålet. Fra Vietnam skulle jeg også skrive udførlige reportager for tidsskriftet TOWN.  
(Tariq Ali var på dette tidspunkt en af organisatorerne bag den engelske solidaritets-bevægelse ”Vietnam Solidarity Campaign” – VSC, aut. info.) 

Ankomst i Hanoi,
januar 1967

- Fra Phnom Penh i Cambodia til Hanoi er der fem timer med fly. I disse dage var der kun en eneste flyrute til den nordvietnamesiske hovedstad. Med en flyvemaskine fra en noget mysteriøs organisation ved navn ”International Kontrolkommission” (ICC).
Kommissionen var blevet dannet i 1962 for at overvåge brud på våbenhvileaftalen i Laos og havde Canada, Indien og Polen som medlemmer. Den eneste nyttige funktion af denne organisation var den regelmæssige flyforbindelse mellem den laotiske by Vientiane og så Hanoi i Nordvietnam. (..)

• " I bygningens indre var der lys, dog blev det afskærmet
  af sorte gardiner. En påmindelse om at den vietnamesiske hovedstad ikke var sikker for USAs B-52 bombefly"

- Hanoi var dykket i mørke, da flyet lagde an til landing. Der var intet at se. Pludseligt, lige før maskinen rørte jorden, blev lufthavnens spotlights tændt for at lette landingen. Umiddelbart derefter blev belysningen slukket igen.
Vi var ankommet til Hanoi.
I flyvemaskinen slukkedes lyset og vi sad tavse i den mørklagte maskine. Dørene blev åbnet - udenfor var alt buldermørkt.
Da mine øjne havde vænnet sig til mørket, så jeg gennem flyets vindue en gruppe af skygger, der bevægede sig hen imod os. I flyets indre tændte de deres lommelygter for at kunne identificere os og afkrydse os på en liste med vores navne. Derefter trykkede vores værter hjerteligt vores hænder og hilste os velkommen i Vietnam.
Chaufførerne ved limousinerne af russisk fabrikat bragte os fra lufthavnen til Hanois centrum. De var ligesom vores ICC-piloter yderst rutineret i at kunne se i mørke. Og de formåede at undgå de værste huller på vejen.
Ved omkring 21-tiden ankom vi til hotel ”Réunification” (Hotel ”For Genforeningen”), I bygningens indre var der lys, dog blev det afskærmet af sorte gardiner. En påmindelse om at den vietnamesiske hovedstad ikke var sikker for USAs B-52 bombefly. (...)

• " I enhver af vores værters udtryksmåde, indtil de
  mindste detaljer, fornemmede vi den uudtalte varsel
  om, at befolkningen og landet befandt sig i krigstilstand "

- Hotellet var en bygning i fransk kolonistil, fra tiden før den første verdenskrig. Den var generøst anlagt og vores værelser var rummelige. Møblerne var forblevet intakte, især de gamle store himmelsenge. Vi vaskede os, spiste og skålede på hinandens vel og takkede dernæst vores værter, hvorefter vi forberedte os på den næste dag.
Før vi trak os tilbage til vores værelser, viste de os hotellets beskyttelsesrum og op-fordrede os høfligt til omgående at søge dertil i tilfælde af advarselssignaler. I enhver af vores værters udtryksmåde, indtil de mindste detaljer, fornemmede vi den uudtalte varsel om, at befolkningen og landet befandt sig i krigstilstand. 

• Hanoi, d. 26. januar 1967

- Den næste dag blev vores rejsegruppe opdelt. (...). Franskmanden dr. Béhar, ameri- kaneren Carol Brightman og jeg blev taget med til den sydlige del af Nordvietnam, til provinserne Ninh Binh og Than Hoa. Derhen, hvor bomberne falder ned som regnen i monsuntiden.
I den følgende periode under mit ophold i Vietnam har jeg dagligt skrevet beretninger i dagbogen. Nogle notitser gjorde jeg sent om natten og supplerede dem den efter- følgende dag. (...)
I aften skal vi tage til Syden. P. og V. (to vietnamesiske tolke) har sagt til os, at vi skal pakke en rejsetaske. Vi vil kun være undervejs om natten. Om dagen er det for farligt og da vi bliver kørt i en gammel sovjetisk militærbil, kunne vi let blive mål for bomber. P. siger, at det selv om natten ikke er sikkert at være undervejs, fordi de nye infrarøde instrumenter også kan synliggøre folk i mørket. (...)
Efter et besøg på en udstilling om slaget ved Dien Bien Phu i 1954, bragte man os i til et lille rum, hvor oberst Ha Van Lau ventede på os. Han var omtrent 40 år, alvorlig, ingen ven af opstyltet jovialitet – og ligefrem. Han informerer os om krigssituationen og starter sit foredrag med følgende ord:

”De er godt informeret om Vietnam. Mit problem består så i at forklare dem
situationen sådan, at de kan bruge det til noget. Det er min hensigt at fremme
deres forståelse. Før jeg fortsætter, vil jeg vove den påstand, at det vietnamesiske
folk vil blive den sejrende part i krigen mod USA – imperialisterne.”

- Hans rolige fremtoning var overbevisende og havde en smittende virkning. Han talte i to timer, uden at jeg mistede min koncentration, skønt at han talte vietnamesisk og P. skulle oversætte alt til engelsk. Yderst nyttigt for udførlige notitser.

• "Denne krig er en krig mellem befolkningen og USA,
  der har skabt sig et marionetregime som det finansierer"

Ha Va Lau forklarede os landets yngre historie og baggrunden for USAs intervention. Derefter problematiserede han argumentet om, at USA skulle have grebet ind til fordel for den ene part i borgerkrigen:

” Mange tror måske på dette, men det passer ikke. Når vi taler om, at der hersker borgerkrig, så betyder det, at et folk har gjort oprør for at styrte en regering, som folket ikke længere har tillid til. Men Diem-administrationen har på ingen måde udgjort en regering.* Krigen er USAs værk. Saigons hær består af kollaboratører og lejesoldater, som man i de fleste lande kan købe for penge. Denne krig er en krig mellem befolkningen og USA, der har skabt sig et marionetregime som det finansierer. Også Diems efterfølgere blev omhyggeligt udvalgt af Washington. Det er derfor, at vi er så overbevidst om, at vi vil vinde.
Dette marionetregime har ingen samfundsmæssig basis. I 1964 stod vi foran den afgørende militære sejr. USA burde have trukket sig tilbage på dette tidspunkt, de besluttede sig i stedet for at føre krigen med deres eget militær. Dette viste overfor hele det vietnames- iske folk, hvilken karakter denne krig har."
___________________________
* (Ngô Dình Diem indsætter sig selv som Sydvietnams præsident i 1955 og fungerer i en periode som USAs allierede mod det kommunistisk orienterede Norden. I 1963 blev han væltet af et buddistisk opør og henrettet. Efterfølger som præsident bliver eks-generalen Nguyen Văn Thieu. aut. info).

- Han smiler og siger: ”Mange små bække danner en flod”. Hans teser, som skulle vise sig at være rigtige, forklarer hans ufattelige optimisme. Han nævner de fem mål, som USAs politik forsøger at opnå:
For det første at knuse FNL-partisanernes og den nordvietnamesiske hærs hovedstyrker, for det andet at pacificere Sydvietnam, for det tredje at konsolidere marionetregimet og dets hær, for det fjerde at afskærme Sydvietnam og for det femte at føre en tilintet-gørelseskrig fra luften mod Nordvietnam. Ha Van Lau gennemgår samtlige fem mål og begrunder overbevisende, hvorfor ingen af disse mål vil blive realiseret. 

• 27. januar 1967

- Kort før mørkets udbrud kører vi ud af Hanoi. Jeg havde forestillet mig mennesketomme gader og en chauffør, der med høj hastighed befordrer os sydpå. Men jeg tog fejl. På gaden hersker en yderst travl og hektisk trafik.
Det ser ud til, at hele landet er undervejs. Vores bil får lov til at overhale nogle militær-konvojer, talrige lastbiler og små firmavogne.Sommetider, når broerne er ødelagt, bliver vores tempo tydeligt langsommere, fordi vi må vente i køen for at kunne krydse de provisoriske skibsbroer, som i al hast er blevet oprettet. Kun tre personer fra vores rejsegruppe tager ned til Syden - fordelt i tre forskellige biler.
Det forekommer mig at være et mærkeligt spild af ressourcer. Men vores tolk P. erklærer det som et sikkerhedsforanstaltning. Hvis der sker en bombetræfning, vil kun være en af os blive såret eller dø. ”Bedre en end tre” siger han og smiler. (..)

• 28. januar 1967

- Vi blev en dag mere i provinsen Ninh Binh. Modstanden her blev af amerikanerne vurderet som svag og af den grund valgte de i 1963 at afsætte kommandotropper fra helikoptere netop her. De blev allesammen omgående taget til fange af FNL-partisaner. 

• "I denne by er lægerne og sygeplejerskerne helte.
  At se til mens de arbejder og lytte til deres beretninger
  er en dybt respektafkrævende erfaring"

- Her findes 119 katolske kirker og en menighed med mindst 40.000 katolikker. Siden 1965 er fiskerbådene og kirkerne uophørligt blevet bombarderet. Jeg mødte en såret præst og så de beskadigede kirker. Jeg så de kvæstede børn. Det er et ubeskriveligt smertefuldt syn.
En fireårig dreng har mistet en arm og på trods af det, er han et glad gemyt. Hans mor fortæller os, hvordan den lokale skole en dag blev bombarderet og beskriver hjerte-skærende børnenes dødskampe. Imens hun taler og P. oversætter, græder Carol Brightman og jeg. Hvad skal man sige?
Sågar Thu Van, vores ukuelige kamerakvinde, som har filmet størstedelen af vores rejse, begynder at ryste og må sætte det tunge 16-millimeter-kamera ned på jorden, for at kunne tørre sine øjne. I denne by er lægerne og sygeplejerskerne helte. At se til mens de arbejder og lytte til deres beretninger er en dybt respektafkrævende erfaring.

- En ældre læge sagde til os: ”Her i dette område havde vi under den franske besættelse hospital til 3.000 mennesker. Samtlige senge var reserveret til rige folk. I dag har vi alene i Ninh Binh otte hospitaler og i en enhver nok så lille landsby et sundhedscenter. Ser de, derfor ved selv den mest upolitiske fattige vietnameser, hvad der vil ske, hvis vores land igen bliver besat”.

Vi forlader byen – igen om natten – for at fortsætte længere ned mod syd. (...) 

• 29. januar 1967

- Byen Than Hoa ligger i Nordvietnams største provins med samme navn.. Efter 1945 kunne fransmændene ikke generobre den, men til gengæld bombarderede de nådesløst området, fordi høstens overskud gik til forsyningen af general Vo Nguyen Giaps hær under belejringen af Dien Bien Phu.

Vi blev hilst velkommen af en repræsentant fra byens regeringskomite, som gjorde os opmærksom på, at vi må regne med det værste, for i øjeblikket gennemførte ameri-  kanerne massive bombeangreb her. ”Jeg håber, at de har sovet godt i nat”, sagde han ”fordi USA har den utilgivelige vane at vække os med deres bomber omkring klokken tre om morgenen.”

• Et nyt bombeangreb er startet og vores planlagte bybesigtigelse, der skulle begynde om eftermiddagen
  ved 14:30 – tiden bliver aflyst.

- Middagsmad klokken 12:30. Udemærket mad fra egnen. Pludselig er der en masse kurerer omkring os. Van Bang og formanden Nguyen Van Truong forlader bordet. Let rystede kommer de tilbage. Et nyt bombeangreb er startet og vores planlagte by-besigtigelse, der skulle begynde om eftermiddagen ved 14:30 – tiden bliver aflyst. Nu kan vi høre bomberne, der rammer ned i vores umiddelbare nærhed.
- Vi forsøger at overbevise Van Bang om at tage os hen til byens centrum, fordi vi derfra vil berette om hvad og hvorfor, der bliver bombarderet. Men vores ledsager afviser vores ønsker. Borgmesteren fra Thanh Hoa ser yderst bekymret ud.
To timer efter angrebet, tager vi ind til byens centrum. Vi skulle oprindeligt ved 14:30 tiden have aflagt et besøg i hospitalet. Ved 15-tiden blev hospitalet bombarderet. Flere patienter blev dræbt under det første bombeangreb .
Mens de blev båret ud af hospitalet til førstehjælp-stationen, kom så den anden angrebs-bølge og førstehjælp-stationen blev totalt ødelagt. Derudover blev der anvendt brand-bomber og vi så adskillige glødende ruiner.

• "Hendes bryllupsudstyr ligger spredt, halvejs brændt og flænset omkring på jorden"

- Fru Nguyen Thi Dinh var kommet rettidigt ud af hendes hus for derefter at se hendes hus med alt indbo brænde ned til grunden. Hun græder lydløst, da jeg talte med hende.

”Tror De, at jeg nogensinde vil kunne glemme det, som de gør mod os?
Aldrig, aldrig. De må blive straffet for det.”

200 boliger var blevet ødelagt. Dang Batao, lederen af Røde Kors på stedet, var blevet brændt levende. Også fru Ho Thi Oanh er død - nogle få uger før hendes bryllup. Hendes bryllupsudstyr ligger spredt, halvejs brændt og flænset omkring på jorden.

Efter vi har set ruinerne af byens hospital kørte vi omkring 3 km for at besigtige Rong-broen, hvis forsvarere havde skudt en del amerikanske fly ned. Broen er kendt i hele landet og der er blevet skrevet mange sange herom. Den bliver forsvaret af en gruppe bevæbnede unge kvinder. Jeg så hvordan de lå i skyttegravene og kiggede med alvorlige miner mod himlen.
- Den ansvarlige for det lokale borgerværn er en 18-årige pige, Ngo Thi Truyen, som allerede har deltaget i flere end 100 ”kampe”. Jeg mødte hende i en landsby i nærheden af broen. Det så ud til, at landsbyen kun var befolket af kvinder. Jeg fik at vide, at mændene var på ”en anden front”. Hun smilede genert, da vi blev præsenteret for hende. Men allerede i hendes første få sætninger udstrålede hun den sejrsoptimisme, som vi er stødt på allevegne.
- Åbenbart refererende til den officielle partilinje, men den er ligeså udbredt hos mange af de andre mennesker, vi tilfældigt mødte på vores rejse. De dagslange samtaler med vores tolk P. har overbevidst mig om den udbredte popularitet, som det vietnamesiske kommunistparti vitterlig har.
- Hvis partiet ikke havde en omfattende støtte i befolkningen, ville støtte til kampen mod USA ikke være mulig. Interessant er, at ikke et af de bombefly, som i dag var her, angreb broen, skønt den er et oplagt militært mål. Jeg vender følelsesmæssigt udmattet tilbage til vores skjulte nattelejr.

• 30.januar 1967

- I dag var den mest deprimerende dag. Jeg har set bombarderede skoler og hospi- taler. De var blevet direkte ramt. I havnebyen Hai Nan, ikke langt fra den stationerede 7. US-flåde, var alle huse ødelagt. Angrebet fandt sted for fire dage siden.

"Jeg var lige kommet hjem fra skolen og ville tage et bad,
da flyvemaskiner kom over havet. De fløj meget lavt og kastede mange bomber"

Jeg talte med Nguyen Thi Tuyen, en tolvårig pige, som havde mistet et ben. Hun beskrev, hvad der hændte:

”Jeg var lige kommet hjem fra skolen og ville tage et bad, da flyvemaskiner kom over havet. De fløj meget lavt og kastede mange bomber. Jeg tog min lillebror i hånden og løb til beskyttelsesrummet, men det var for sent. Et brudstykke af en bombe ramte ham i maven. Han døde i mine arme. Et andet brudstykke rev mit ben af. Vores hus er blevet ødelagt. Nu bor jeg hos noget familie. Kunne de venligst forklare mig, hvorfor de bombarderer os?”

Jeg mumlede noget. Hun svarede: ”De ser, hvordan jeg lider. Jeg hader dem, men nu kan jeg ikke engang tilslutte mig borgerværnet!” Hun sagde, hvis hun overlevede krigen, vil hun blive skolelærer. 

• 31. januar 1967

- Vi besøgte flere andre landsbyer i Tinh Gia. Endnu flere massakrer. Endnu flere grusomheder. Civile mål er foretrukne sigtekorn for USAs krigsstrateger. Det er ingen fejl eller ulykkestilfælde. Det er den systematiske og målrettede bombardering af en hel befolkning.

• "Hundredetusinder af disse bomber blev kastet ned
  over hele landet. Børnene var dem, det gik værst ud over"

- USAs militær anvender flere varianter af bomber. Deraf var den slags, der bliver indsat mod mennesker de værste. Der findes to særlige bombetyper, som vi fik vist overalt. På grund af dens udseende har de fået navnet ”Ananas”. En lille bombe på størrelse med en mindre annanas, der indeholdt 300 stålkugler. Når disse trænger ind i kroppen, er det meget svært at fjerne dem.
Dette havde til følge, at mange af ofrene enten døde eller blev alvorligt invalideret. Hundredetusinder af disse bomber blev kastet ned over hele landet. Børnene var dem, det gik værst ud over.

- Da jeg opholdt mig i Hanoi havde jeg haft en mærkelig fornemmelse, uden at jeg umiddelbart vidste hvorfor. Indtil jeg fandt ud af, at der ikke var nogen børn i byens gader. P. opklarede gåden ved at fortælle mig, at børnene var blevet bragt ud af byen til sikre områder i den mest nordlige del af landet.
Opbrud efter aftensmaden. Vi kører tilbage til Than Hoa, hvor vi indfandt os klokken 4 om morgenen. (...)
To uger senere forlod jeg Vietnam. Det var en prægende erfaring, som jeg aldrig vil kunne glemme. Kampene i landet havde endnu ikke nået deres højdepunkt, men jeg tvivlede ikke et øjeblik på, at det som jeg så, var den største modstandsbevægelse, som den imperialistiske magt nogensinde i dens beskidte historie er stødt på.  

• Guerillakamp mod USAs hær (Forstør ved at klikke på billedet)