I takt med globaliseringen af produktionen har arbejderklassen i de såkaldte ”Newly Industrialized Countries” – Brasilien, Mexico, Tyrkiet, Kina,
Malaysia, Indien, Sydafrika, m.fl., fået en strategisk position.
Flere arbejderkampe i disse lande har med strejke – og blokadeaktioner
fra neden opnået bedre arbejdsvilkår og højere lønninger. Udenom de traditionelle og kompromissøgende fagforeningsapparater.
- Spørgsmålet er i hvilket omfang strejkekampene ’fra neden’, med afsæt i dele af Latinamerika, Asien og Afrika, også breder sig i EUropa. Og dermed kan blive en central forbundsfælle i de sociale bevægelsers og prekariatets (fragmenterede-) kampe ...
- Magthaverne ”normaliserer” kapitalens krise
Det kapitalistiske system har, i de 8 år der er gået siden den globale krises start, ikke formået at genvinde sin ”legitimitet”. Tværtimod er EUs og EUROens diktatoriske konstruktion blevet synliggjort for de fleste.
Således er der indenfor EU blevet gennem- ført en koordineret krisepolitik, som i tæt samarbejde med fagforeningsbureaukratiet forsøger at ”normalisere” situationen.
(Et eksempel fra DK: Regeringens nyligt vedtagne dagpenge-deregulering er sket i tæt samarbejde med det centrale LO-bureaukrati. På bekostning af mennesker med usikre arbejdsforhold eller helt uden lønarbejde).
Via de statsbærende medier skabes der et strømlignet billede af økonomisk og social fremgang inden for EU. Dette på trods af 11 procent arbejdsløse indenfor EU- området og et stadigt stigende antal af mennesker med usikre arbejds- og levevilkår.
På globalt plan arbejder såleds over 75 procent af samtlige lønarbejdere under prekære arbejdsforhold. (Kilde: Den Internationale Arbejdsorganisation – ILO).
-
Arbejdskampe banede vej for folkeoprøret
Allerede før den globale kapitalistiske krises udbrud i 2007 var der startet en verdensomspændende strejkebølge, som i første omgang toppede omkring 2010.
De efterfølgende opstande i det nordlige Afrika (mashreq), blev for størstedelens vedkommende blodigt knust og transformerede sig til borgerkrige.
Disse strejker indledte den første store offensive kampcyklus i de nye fabrikker. Arbejderkampene førtes som regel udenom de institutionaliserede kontrol-organisationer opnåede væsentlige lønforhøjelser og havde en afsmittende virkning:
- Storstrejkerne i det kinesiske ”Perleflodsdelta” i 2004 fandt sted på højdepunktet af det økonomiske boom.
- I Vietnam, Cambodia, Bangladesh, Bahrain, mv. strejkede arbejdere i større kollektive kampe og lammede delvist landenes nøgleindustrier.
- I Iran strejkede buschauffører på trods af massive trusler fra de teokratiske magthaveres side. (Det var første gang siden 1979 i forbindelse med folkeoprøret mod shah Reza Pahlavis diktatoriske regime).
Denne globale strejkebølge nåede i 2010 sit højdepunkt – midt i den økonomiske verdenskrise. Strejkerne skabte således grundlaget for omfattende sociale oprørs- bevægelser, der nogle steder mundede ud i en folkeopstand. Uden strejkerne i Tunesiens kemiske industri og massestrejkerne i den ægyptiske tekstilbranche i byen Mahalla, ville det næppe være kommet til oprøret i disse lande.
- ’Food Riots’ og direkte aktioner
En sådan bølge af masseprotester på gaden, strejker og opstande på globalt plan er aldrig set før og kan, uden fare for overdrivelse, sammenlignes med de historiske opbrud i Europa i 1948, 1917 og 1918 eller 1968.
Masseprotesterne vendte sig mod den herskende uretfærdighed, mod krig og korruption.
Der var såkaldte ”Food Riots” mod prisstigninger på fødevarer, opstande for reelt demokrati, strejker og direkte aktioner mod arbejdsgivere, generalstrejker mod sparepolitiken, etc. Masseaktionerne var gennemgående militante og kollektivt organiseret.
En karakteristisk kampform, der bredte sig til hele Middelhavsregionen og til USA (billede tv.), var desuden besættelserne af offentlige pladser, hvor der i fællesskab blev organiseret debat- og beslutningsplenaer, folkekøkkener, opbygning af forsvarsgrupper, kontakt – og materialeudvalg, kønspolitiske fora, etc.
-
En global ensartet arbejderklasse
På baggrund af stagnerende vækstrater i de gamle industrimetropoler blev en del passiv kapital overført til de såkaldte BRICS-stater: Brazil, Russia, India, China og Southafrica. (1) I disse lande lever i dag over 40 procent af verdens befolkning og råder – med undtagelse af Rusland – over en ung fremadstræbende arbejderklasse.
Disse stater var i første omgang ikke blevet ramt af den kapitalistiske verdenskrise. Men netop her, hvor kapitalen havde udkåret nye områder for uhæmmet profitakkumulation, udviklede der sig massive, militante arbejdskampe fra neden.
I disse lande opstod der, på trods af kulturelle og politiske forskelle, en påfaldende ensartet arbejderbevægelse, som formåede inden for ganske kort tid at tilkæmpe sig omfattende lønforhøjelser og bedre arbejdsvilkår.
- Fælles kampformer på tværs af kulturelle skel
Mange af disse strejker har en fælles nævner:
- Kampene foregår i de centrale brancher i de respektive lande.
- Strejkerne finder gennemgående sted i virksomheder, der agerer multinationalt.
- De strejkende har i udpræget grad konflikter med de eksisterende fagforeninger – og søger derfor enten til andre, mere militante, kompromisløse fagforeninger eller også danner de deres egne basisorganiseringer.
- Ofte bliver disse arbejderstrejker ikke blot angrebet af statens væbnede organer – politi og militær, men også af virksomhedsledelsernes private vagtværn.
- På den anden side reagerer de strejkende i stigende grad med modangreb på repræsentanter fra koncernledelserne samt på organiserede grupper af strejkebrydere.
(Se også: Steven Colatrella: In Our Hands is Placed a Power, hos libcom.org ).
________________________________
“Den globale udflytning af produktionen skabte ingen nye arbejderklasser. Men den gav store dele af arbejderklassen en ny strukturel magt” (Steven
Colatrella).
Med andre ord: Ansatte der gør kollektiv modstand mod deres virksomhedsejere på et nationalt plan, udfordrer koncernen på det globale marked.
- Afslutningen på den socialdemokratiske æra
I de fleste lande har lønarbejderne og den organiserede arbejderklasse vendt ryggen til et nedadgående Socialdemokrati, der har forladt sit oprindelige reformorienterede grundlag, der plæderer for forbedringer af arbejdernes vilkår indenfor kapitalismens rammer.
De fleste Socialdemokratier fungerer idag som teknokratisk styrede mellemlagspartier der indretter sig på den neoliberalistiske konkurrencestats rammebetingelser. Denne politiske deroute for Socialdemokratiets keynesianske samfundsmodel (2) er først og fremmest et resultat af den konstante udhuling af den offentlige sektor og af den sociale deregulering, der startede i 1980´erne og førte til en markant adskillelse mellem brede dele af befolkningen og staten.
- Kompromisløs klassekamp
Globaliseringen har sat arbejderklassen i de semi-industrialiserede lande i en strategisk position.
Arbejderne har kollektivt tilegnet sig kamp- erfaringer, som gør dem istand til at tilkæmpe sig bedre løn – og arbejdsforhold udenom de traditionelle hierarkisk organiserede, klasse-samarbejdende fagforeninger.
Det er for tidligt at opfatte disse militante arbejdersektorer som et nyt ”revolutionært subjekt”, som brede lag af lønarbejdere kan genkende sig i.
Men kampenes kompromisløshed peger på en ny udvikling. Den handler om arbejdere, der kæmper for fælles krav uden at udgrænse nogen. De lader sig ikke standse af fagforeningernes kompromisholdninger, de koordinerer deres kampe på tværs af landegrænserne – og sidst men ikke mindst viger de som regel ikke tilbage for hårde konfrontationer med statsmagten.
Tiden vil vise, om regimerne i de semi-industrialiserede lande kan holde stand mod en kæmpende arbejderklasse, der koordinerer sine kampe med de sociale bevægelser.
- Fallit for den pro-statslige venstrefløj
De fleste parlamentariske venstrefløjsstrømninger reagerer på denne udvikling med en såkaldt ”neo-keynisiansk” position, idet de med en række krav til staten forsøger at genoprette den borgerlige velfærdsstat.
Denne del af venstrefløjen, som kun kan tænke sig en samfundsforandring via staten og det borgerlige parlament, har allersenest med SYRIZAs politiske nedtur i Grækenland, fået anskueliggjort denne strategis endelige fallit. (3)
- Den revolutionære venstrefløj
De venstreradikale, antistatslige spektra – herunder anarkister, venstrekommunister og autonome af forskellig antiautoritær observans – har i de seneste år satset på radikaliserede bevægelsers opstandslignende revolter.
De sidste ti års socialrevolutionære revolter som for eksempel i Grækenland i 2008, folke- opstanden i Iran 2009, de arabiske opstande,
Indignados-bevægelsen i Spanien, Occupy Wallstreet (i New York og Hong Kong), Gezi-park-oprøret i Tyrkiet, bybevægelsen "Stuttgart-21", mv. er alle stødt på en
omfattende statslig repression, der kun kan gennembrydes med massive arbejderstrejker i produktionen og i den offentlige sektor. På sigt er alliancer
mellem sociale revolter og arbejderkampe derfor af yderst vigtig strategisk betydning.
(ikh. og al. / autonom infoservice, efteråret 2015 / ajourført 27. april 2017)
Noter
1) BRICS står for begyndelsesbogstaverne i de fem stater: Brazil, Russia, India, China og Southafrica. Betegnelsen BRIC blev i 2001 lanceret af den amerikanske investment-bank Goldmann Sachs og i de senere år udviddet med S / South Africa.
2) Keynes tillagde i modsætning til sine forgængere (de neoklassiske økonomer) efterspørgslen efter varer og tjenester en afgørende betydning. Den effektive efterspørgsel, der udspringer fra husholdningernes forbrug og virksomhedernes investeringsplaner, er bestemmende for produktion og beskæftigelse. Keynesiansk teori ser derfor manglende efterspørgsel som hovedårsagen til stor arbejdsløshed. I forlængelse heraf afvises det, at en reduktion af lønniveauet isoleret set kan løse arbejdsløshedsproblemet, så længe efterspørgslen er for lille. Markedsøkonomierne mangler selvregulerende (pris)mekanismer, der kan stabilisere efterspørgslen, og en aktiv (statsinterventionerende-) økonomisk politik vil derfor kunne bidrage til at mindske arbejdsløsheden.
3) Det vigtigste eksempel herpå er dog stadig væk den chilenske folkefront ”Unidad Populars” forsøg på at transformere de kapitalistiske samfundforhold via parlamentet og staten i 1973: CHILES 11. september: Historien om et USA-støttet blodigt militærkup .