Intro til kapitalismens univers

I en tidligere artikel har vi beskrevet nogle af de centrale begreber der, illustrerer casinokapitalismens univers idag. (1)
Nu går vi et skridt tilbage for at forklare de mere grundlæggende egenskaber i selve den kapitalistiske produktionsmåde. 

• Tag dig en stærk kop kaffe eller et krus the – og kast dig ud i Marx’s metode til forståelse af kapitalismens funktionsmåde.

+ Video:
* Robert Kurz: Den globale kapitalistiske krise (på tysk) 
* Ernest Mandel: 'Debate on State Capitalism'  
* David Graeber: ReThinking Resistance: Smashing Bureaucracies and Classes

                        _______________________

” ... Reformkampen er vigtig, men støder også samtidig gang på gang mod sine grænser. Kan man for eksempel forestille sig nogen varig løsning på de økologiske problemer i et system, hvis hovedproces er endeløs og ekspanderet akkumulation? Hovedstødet må rettes mod den globale kapitalisme som system.” 
Curt Sørensen (2)  

• Hvad kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde? 

Kapital & kapitalisme

Kapital er enhver værdi, som tilføjes merværdi. Kapital eksisterer derfor ikke kun i det kapitalistiske samfund, men i alle samfundsformationer der er baseret på ’simpel vareproduktion’. 
Kapitalen har sine rødder flere tusind år tilbage og er derfor meget ældre end den kapitalistiske vareproduktions ca. 250-årige eksistens.
Den kapitalistiske produktions måde er den første form for social organisering, hvor kapitalen ikke er begrænset til rollen som mellemled/profitør mellem ikke-kapitalistiske produktionsformer - altså den såkaldte ’simple vareproduktion’.
I den kapitalistiske produktionsmåde overtager kapitalen produktionsmidlerne og trænger dermed direkte ind i selve produktionen.

            _________________

Kapitalismens centrale kendetegn er

• At lønarbejderen er adskilt fra hendes produktionsmidler. Dette er den grund-læggende betingelse for eksistensen af et kapitalistisk system.
• Koncentration af produktionsmidlerne i form af monopoler under kontrol af en enkelt social klasse: Borgerskabet.
  Denne koncentration forudsætter en stadig revolutionering af produktions-midlerne, som bliver stadig mere komplicerede. Som regel kræves der
  derfor en stor startkapital for at kunne igangsætte en storindustri.
• Fremkomsten af en social klasse som ikke har andre eksistensmuligheder end at sælge sin arbejdskraft eller/og sin kreativitet/viden til ejere af produktionsmidlerne.  Hvad der kendetegner flertallet af den lønarbejdende klasse - såvel i Danmark, i EUropa som på globalt plan - er ikke de forskellige aflønningsniveauer, men først og fremmest det forhold, at lønarbejderne er afskåret fra produktionsmidlerne og at deres indkomst er utilstrækkelig til, at de kan arbejde for sig selv.
  De er med andre ord afhængige af at kunne sælge deres arbejdskraft til ejerne af produktionsmidlerne.

Den globaliserede kapitalistiske produktion idag :

Karl Marx førte alle væsentlige kapitalistiske fremtrædelsesfænomener tilbage til værdi-loven.
For at markedsmekanismerne skal give almengyldige resultater,  forudsættes et princip for byttehandelen, som kan forklare priserne og deres udsving / forandringer.
I den klassiske nationaløkonomi var prisen på en vare en afledning af værdien, som
igen var bestemt af den samfundsmæssige arbejdstid, der er nødvendig for at kunne fremstille varen. Der var ingen grund til at opponere mod dette forklaringsmønster, som ikke udelukkede at der kunne eksistere særlige tilfælde, hvor prisen ingen relation har til arbejdstiden.

Marx accepterede arbejdsværditeorien som den ”bedste tilnærmelse” til de faktiske vurderingsforløb, som ligger til grund for priserne. Værditeorien er afgjort ikke en pristeori i den neoklassiske økonomis forstand, hvor prisen fremkommer som krysningspunktet mellem en udbuds - og en efterspørgselskurve. I den marxistiske økonomi er ’pris’ og ’værdi’ vidt forskellige.   

                                                     _________________________________________

” Værditeorien er nødvendig for forståelsen af udbytning, magt og kulturel dominans i det kapitalistiske samfund. Den invalideres ikke (’sættes ikke ud af kraft’, aut.info), fordi arbejdsstyrken har ændret karakter og fordi flere og flere samfundsområder er blevet underkastet kapitalen, tværtimod. Misforståelsen opstår, tror jeg, fordi man opererer med et substantialistisk værdibegreb (’ingenting har sin værdi i sig selv, men altid kun ved sine relationer

til alt’ aut. info). Værdi er et teoretisk begreb, der gør det muligt at gennemtrænge udvekslingen på markedet og afdække processen af udbytning og tilsløringen af denne. Det kan den neoklassiske pristeori ikke. Den kan ikke se udbytningen, fordi den ikke har et begreb herom og fordi den iøvrigt naturali- serer historie og samfund”
(Curt Sørensen)  

_________________________________________

• Forældet? En ideologisk konstruktion? 

Hvilken rolle spiller Marx’s værdilære i de økonomiske videnskabsteorier idag?

Hos mange borgerlige økonomer - og ligeledes hos en en del marxistisk orienterede økonomer - har der fæstnet sig en forestilling om, at arbejdsværdilæren godt nok er blevet udviklet af borgerlige økonomer, men idag kun spiller en rolle indenfor marxismen.

Den moderne borgerlige teori er ifølge main-stream holdninger ”forlængst kommet frem til langt mere holdbare teorier” – og for visse marxistiske strømningers vedkommende bliver arbejdsværdilæren stemplet som en "ideologisk konstruktion"...

Marx tager udgangspunkt i, at varer har det til fælles, at de er blevet fremstillet gennem arbejde. Tøj, brød, sko etc. bliver fremstillet af arbejdende mennesker bag maskiner.
Disse konkrete fremstillingsprocesser er dog ikke nogen fælles værdikriterier, fordi den konkrete arbejdsproces er lige så forskellig som den fremstillede vares brugsværdi. Abstraherer vi bort fra forskellen mellem de konkrete fremstillingsmåder, er der det ”abstrakte arbejde” tilbage.
Den tid som anvendes til dette abstrakte arbejde er således kriteriet for dettes værdi. (Dette bliver noget nemmere at håndtere, da netop arbejdsprocesserne i den højt- eknologisk udviklede kapitalistiske arbejdsproces bliver tilsvarende standardiseret).

Sammenhængen mellem arbejdsintensiteten og profitmaksimeringen beskriver Marx i sit hovedværk ”Das Kapital, bind 3” (Marx Engels Werke 25, side 207, tyske udgave) på følgende måde:

" Omfanget af udbytning af arbejdet afhænger på en given arbejdsdag af arbejdets gennemsnitlige intensitet – og af den givne intensitet i arbejdsdagens længde. Størrelsen af merværdiraten afhænger af udbytningsgraden af arbejdet og af den givne helhedsvolumen af arbejdskraftens omkostninger (variabel kapital) bestemmes størrelsen af merværdien og dermes størrelsen af profitten." 

Anderledes forholder det sig med arbejdskraften. Dens værdi bliver bestemt af værdien af dens reproduktionsbetingelser - inklusiv tilkæmpede landvindinger som resultat af klasse-kampe bestemt af styrkeforholdet mellem lønarbejdere og arbejdsgivere. Hvad der tæller i den kapitalistiske produktions-proces er ikke arbejdskraftens værdi, men dens brugsværdi, det levende arbejde.
Denne skaber i produktionsprocessen (se næste afsnit) en ny værdi, som er større end den kapital/lønsum, der oprindeligt er investeret i arbejdskraften. Den kapital-andel som er investeret i arbejdskraften betegnes som variabel kapital.

• Fra det sociale merprodukt til merværdien  

Når en arbejder (producent) udfører merarbejde, producerer hun/han et socialt merprodukt.

Det er den del af samfundets produktion, der produceres af lønarbejdere, men tilegnes af virksomhedsejeren, uanset hvilken form dette sociale merprodukt måtte antage. Hvad enten det drejer sig om naturalier eller varer beregnet til salg.

MERVÆRDIEN er ifølge Marx  penge- formen af det sociale merprodukt. Når virksomhedsejeren tilegner sig den del af samfundets produktion – ”merproduktet” udelukkende i pengeform, anvendes betegnelsen ”merværdi” i stedet for "merprodukt”. Værdi kan ikke måles i sig selv men kun i form af penge. 

• Spørgsmålet er så, hvordan det sociale merprodukt opstår?

Det opstår som resultat af en gratis tilegnelse, dvs. virksomhedsejerens gratis tilegnelse (”uden betaling”) af en del af de producerendes produktion. Det samfunds-mæssige merprodukt i pengeform. Det vil sige pengeformen af den del af producent-ens produktion, som han/hun afstår til ejeren af produktionsmidlerne / virksomheden, uden at modtage noget til gengæld.
Det foregår gennem bytteprocessen, ligesom alle vigtige funktioner i det kapitalistiske samfund foregår via bytterelationer: Kapitalisten køber arbejdskraften
af arbejderen, og til gengæld for dennes løn, tilegner virksomhedsejeren sig hele den producerede mængde / produktion. Altså hele den nyproducerede værdi, som er indføjet i værdien af denne produktion.  

  Læsepause ...?  

• Kapitalens tvang til akummulation

Kapitalisterne står i et konstant  konkurrence-forhold til hinanden. Dette gør profitmaksimeringen og kapitalakkumulationen nødvendig, ellers kan den enkelte kapitalist ikke klare sig i konkurrencen. Jagten efter merprofit er den drivende kraft bag hele den kapitalistiske produktionsmåde.
( kapitalens ”tvang til akkumulation”).

Enhver kapitalistisk virksomhed tvinges af konkurrencen til at prøve at opnå større profit. For dette er den eneste måde, hvorpå den til stadighed kan forbedre sin teknologi og arbejdsproduktivitet. Derfor er alle firmaer tvunget til at styre i denne retning.  

Deraf udspringer virksomhedsejerens / managementets behov for at udfritte et maksimum af merværd af de ansattes arbejde.

De vigtigste instrumenter til dette er løn- reduktion, forhøjelse af antal arbejds-timer, intensivering af arbejdet gennem rationaliseringer og øjet arbejdspres. Dette indebærer, at det der en periode var en 'produktivitet over gennemsnittet', ender på det nye produktivitets gennem-snit, hvorefter merprofitten simpelthen fosvinder ...
Hele den kapitalistiske produktions-mådes strategi udspringer af dette ønske hos enhver virksomhed om at opnå en produktivitetsvækstrate, der ligger
over branchens / markedets gennemsnit – for dermed at skabe sig en merprofit.

Dette fremprovokerer en konkurrencebevægelse, som får merprofitten til at forsvinde i kraft af den gennemsnitlige produktivitetsrates konstant stigende tendens.
Dette er ifølge Karl Marx mekanismen i profitraternes tendens til fald - og fører fra et bestemt tidspunkt i den kapitalistiske udviklingsproces til en en generel nedgang i vækstraten og dermed til de kendte kapitalistiske krisecyklusser.

__________________________________________

(Se for eksempel den marxistiske økonom Henryk Grossmanns analyser herom på wikipedia)

Dette bliver stadig mere present via automatiseringen af produktionen gennem højteknologiske processer og den dermed forbundne reduktion af levende arbejde (arbejdskraften) i selve produktionsprocessen. Akkumulationsprocessen er samtidig en kapitalkoncentrationsproces, som tenderer mod at koncentrere det kapitalistiske verdensmaked på færre og færre mennesker.

• Kapitalistiske kriser

Marx forudsagde, at kapitalismen, efter at den engang hurtigt havde udviklet sam-fundets produktivkræfter, ville blive nødt til at styre disse, og at produktivkræfternes videre eksistens ikke kun ville medføre krise – og stagnationsperioder, men også ødelæggelse af kapitalen selv...

Kapitalistiske kriser opstår som regel i form af stagnation i den kapitalistiske produktion. Årsagerne kan være mange. Grundlæggende skyldes det under-konsumtions - / overproduktionskriser (Se nedenfor).

Der hersker stor uenighed desangående indenfor venstrefløjen. Kriserne, hvor dybt- gående de end er, fører ikke automatisk til det kapitalistiske sytems endeligt. 
Det kræver en revolutionær forandrings-proces fra neden, båret af den overvejende del af befolkningen i regionen, samt en forandring af styrkeforholdet på globalt plan. Div. borgerlige og socialdemokratiske regeringer foranlediger som regel, at staten dæmper sådanne periodiske kriser, som formindskes til recessioner.  

For eksempel ved at sørge for en socialforsikring / arbejdsløsheds-understøttelse eller lignende, for at forhindre omfattende revolter som resultat af masseafskedigelser og manglende  købekraft.
Samtidig er det med til at skabe en arbejdsløshedsreservehær, der bidrager til de-regulering af hidtil tilkæmpede arbejds – og leveforhold for store dele af befolkningen. Kombineret med forskellige former for borgerlige eller også statsautoritære system-stabiliserende krisepolitikker og statslige interventioner af forskellig båndbredde.

For eksempel i form af subventioner til finanssektoren, skattelettelser til kapital-virksomheder, protektionisme, mv. Alt dette som vi idag er vidne til i de kapitalistiske metropoler...  

• Forskellige krisetyper

Indenfor venstrefløjen er der forskellige opfattelser af årsagerne til de tilbage-vendende kapitalistiske kriser. Nogle mener, krisernes årsag ligger i hhv. ’underkonsumtion’ / ’overproduktion’ .

• Derudover er der andre
  teorier, for eksempel

* ”Disproportionalitetseorien” : Kapitalens uduelighed til at skabe ligevægt mellem produktionsmidler og konsumtions-midler. Teorien repræsenteres bl.a. af den østrigsk fødte, tyske marxistiske økonom, social- demokraten Rudolf Hilferding (Han døede efter tortur i Gestapo-fængslet i Paris i 1941).

* ”Overakkumulationskrisen” går ud på at en "utilstrækkelig merværdiproduktion" er årsagen til de kapitalistiske kriser,  mente  den østrigske marxist Otto Bauer (3) 

Tilhængere af  'underkonsumtionsteorien’  (deri- blandt Rosa Luxemburg og Paul Sweezy ) mente, at årsagen til de tilbagevendende kriser må søges i kapitalens øgede organiske sammensætning, der resulterer i, at en øget købekraft til erhvervelse af produktionsmidlerne stiger stærkere end massernes købekraft.

Derfor forbliver en del forbrugsvarer usælgelige. ”Når den ophobede rigdom i toppen af samfundet bliver reinvesteret og drypper nedad, skabes mere efterspørgsel. Sker det ikke, svækkes købekraften og en underforbrugskrise forstærkes. Det er denne paradoksale situation, hvor økonomien holder sig flydende og omfordeler via en svimlende gældsætning og kapitalakkumulation, der skaber destruktion af samfund og af byerne” -  David Harvey, amerikansk marxist (4)

Ernest Mandel (1923-1995)

Den fremtrædende marxistiske teoretiker og agitator Ernest Mandel  mente, at begge krise-fænomener betinger hinanden: Imens tidligere økonomiske kriser i deres kerne var kriser, der var kendetegnet ved mangel på fødevarer, så er de karakteristiske træk i den kapitalistiske produktions kriser en overproduktion af varer og en over-akkumulation af kapital. 

Den “grønne kapitalisme“ er en stærk eks-panderende, kapitalakkumulerende branche på verdensmarkedet. Den benytter sig af markedsøkonomiske instrumenter med kapitalinnovative egenskaber.
At udvikle en klimavenlig produktion kræver et radikalt opgør med hele den eksisterende produktionsmåde. Et folkeligt oprør der baner vejen for decentral nystrukturering af en behovsorienteret, økologisk produktion...

(ikh. og al. / autonom infoservice)  

Relateret

autonom infoservice 

• Diskurs. Hvad var Sovjetunionen for et samfund? Hvad gik der galt og hvorfor?  (første del) 
• Diskurs. Hvad var Sovjetunionen for et samfund? Hvad gik galt - og hvorfor? (anden del)