Tidsdoku. "Revolution for friheden"

Paul Thalmann’s selvbiografi ”Revolution for friheden” fortæller medrivende om hans eget og Clara Thalmann’s politisk engagerede liv som venstreradikale rådssocialister i en turbulent tid i Europa.

Bogen er en levende og veldokumenteret illustration af de kampe, venstrefløjen har ført i den første halvdel af det sidste århundrede.

Efter 2. Verdenskrig grundlagde Paul og Clara Thalmann landstedet ”Séréna” i periferien af den franske middelhavsby Nice. Stedet blev et internationalt samlingspunkt for både unge og gamle venstreradikale og libertære socialister.

• Her er et udpluk af deres historie som Paul Thalmann skildrer den.
  

Denne artikel har vi på grund af længden – og for ikke at trætte læseren, opdelt i tre dele:

• 1. del: Indtryk fra Sovjetunionen i 1920’erne, fraktionskampene og eksklusionen fra kommunistpartiet
• 2. del: På fronten i den spanske borgerkrig og kampen mod stalinismen
• 3. del: Den antifascistiske modstand i Frankrig og grundlæggelsen af landstedet ”La Séréna” i Provence

Paul Thalmanns politiske engagement starter som ung, militant fagforeningsaktivist i Basel i Schweiz. Han deltog som ungdomsdelegeret ved Kommunistisk Internationales kongresser i 1922 og 24 og var efterfølgende på et længere ophold på arbejder- universitetet i Moskva omkring 1928.

Hans indtryk fra denne tid fik ham til at tilslutte sig den anti-stalinistiske venstreopposition. I 1936 deltog han i den spanske borgerkrig sammen med sin kone Clara Thalmann.

De blev medlemmer af  ”Bataillons de Choque” fra det venstresocialistiske, anti-stalinistiske  parti ’Partido Obrero de Unificación Marxista’ (POUM) og deltog senere i den anarko-kommunistiske gruppe ”Amigos de Durruti” på Aragon-fronten i kampen mod Francos militær.

Efter Francos sejr deltog de begge i en international libertær-socialistisk ”Résistance” – gruppe imod den tyske fascistiske besættelsesmagt i Paris.

"Med udbruddet af den russiske revolution tog krigens forløb en afgørende vending: Konturene af sammen- bruddet i det tyske kejserrige og i habsburgermonarkiet blev tydeligere og tydeligere for hver dag.

De, der sympatiserede med den russiske revolution samlede sig og tog langsomt form som Socialdemo- kratiets venstrefløj.Presset af arbejdernes tiltagende radikalisering blev kravene fra det faglige aktionsforum ”Oltener Aktionskomitee“ , der organiserede ledende socialdemokrater og fagforeningsledere, mere tydelige og aktionsmåderne mere radikale. Der blev bla. mobiliseret til generalstrejker.

De venstreradikale erobrer talerstolen

I april 1918 organiserede det faglige ”Arbeiterbund” en manifestation på Basels centrale markedsplads. Hele pladsen var fyldt med demonstranter, der lyttede til talerne. Vi, fra den revo- lutionære faglige ungdom ”Jungburschen”, pressede os sammen omkring de vejende røde faner. Efter socialdemokraten Friedrich Schneiders temperamentfulde tale, steg ‘Mamie‘ fra ’Jungburschen’ på talerstolen. Dette var ikke havde arrangørene ikke forudset, og de forsøgte at forhindre det. Der opstod tumultagtige scener, da vi unge krævede, at ’Mamie’ skulle få lov til at tale.

"Til Casino! til Casino!”

På trods af larmen lykkedes det ’Mamie’ at trænge igennem med sin opfordring til den forsamlede menneskemængde: Lad os demonstrere gennem byen! Flere hundrede, overvejende unge, tog opfordringen til sig og marcherede syngende gennem Basels centrum. På et tidspunkt lød råbene:Til Casino! til Casino!” Dette var en kendt restaurant, hvor spekulanter, bankfolk og kredithajer plejede at mødes.

Foran restauranten klatrede Joggi Herzog fra ”Jungburschen” op på en vejbommert, trak sit ur ud af tasken og råbte: Vi giver spidsborgerne tre minutter til at forlade lokalet, derefter vil det blive stormet!” Jubel og tilråb ledsagede dette ultimatum.

I Casino bag de store glasruder betragtede borgerne forbavset og fornøjet det usædvanlige skuespil ude på pladsen og anede ikke, hvad der ventede dem. Alt imens forsamlingen blev stadig større og vreden mere truende.

En sten fløj gennem luften og smadrede en rude i glasfacaden. Dette blev signalet til en regn af sten, der ødelagde hele vinduesfronten. Opskræmt trak borgerne sig panikagtigt tilbage til de bageste rum. Lige lidt hjalp det, vrede demonstranter fyldte restauranten.

Der udspandt sig vilde håndgemæng, borde og stole gik itu, restaurantens store lysekrone blev bombarderet med alle mulige genstande. Indenfor få minutter blev det mondæne Casino slået til pindebrænde. Politiet kom for sent, de pressede den vrede menneske-mængde tilbage og afspærrede området. Ved hjælp af politistikkere fandt de frem til Joggi Herzog, udnævnte han til ”bagmanden” for optøjerne og han dømtes som den eneste til nogle måneders fængselstraf.”

____________

Paul Thalmann:

Moskva 1922

Den socialistiske ungdomsbevægelse havde mistet mere end halvdelen af sine op til 5000 medlemmer, da jeg overtog funktionen som ungdomssekretær. Vores månedsmagasin ”Neue Jugend” formåede kun at overleve med løbende tilskud fra kommunistpartiet (Kommunistische Partei der Schweiz – KPS, se note 1).

Der kunne ikke være tale om en regulær betaling for sekretariatsarbejde og jeg meldte mig som arbejdsløs. Den ugentlige støtte jeg modtog, udgjorde så min sekretærløn. Som ungdomssekretær blev jeg automatisk medlem af centralkomitéen i det kommunistiske parti og lærte på denne måde partiets ledende folk, der kun bestod af mænd, at kende.

• Min rejsekammerat fra Italien

I oktober 1922 blev jeg sendt til Moskva som delegeret til kongressen i 'Kommunistisk  Ungdoms Internationale' (sådan hed det efter bevægelsens tilslutning til den 3. Internationale – Komintern). Under mine rejseforberedelser, dybt bevæget af tanken om at skulle se det revolutionære Rusland med egne øjne, blev jeg præsenteret for en italiener, som skulle rejse til Moskva med vigtige informationer om situationen i sit hjemland.

I Italien havde fascisterne  taget magten under ledelse af den tidligere socialist Mussolini, arbejderpartierne og fagforeninger blev forfulgt, deres aktiviteter meget indskrænket og senere helt forbudt. En hemmelig detaljeret beretning om de tungtvejende tilstande havde han indsyet i sit flotte slips for at overbringe det til den italienske partileder Amadeo Bordiga (billede tv.). Han havde ingen pas eller andre ID-papirer. (...)

• En besværlig rejse

Den som i disse år valfartede til Moskva, måtte i Berlin opsøge Kominterns ”Vesteuropæiske kontor” (WEB) i Feurigerstrasse. Her fik man instruktioner om rejsens videre forløb, de illegale fik udstedt falske pas, der blev udbetalt rejsepenge og strømmen af rejsegrupper blev koordineret.

Her mødte jeg for første gang Willi Münzberg og Leo Flieg, der begge havde en fremtrædende funktion i Ungdomsinternationalen. Sidstnævnte optrådte aldrig i offentlige sammenhænge, han udførte sit arbejde med fabelagtig nøjagtighed og med stor bravour ryddede han de talrige hyrdler af vejen for de delegerede. Inden for få timer fik min italienske rejsekammerat således et godt pas, hvormed han kunne passere de baltiske grænser og Polen.

Leo Flieg var det, som senere faldt under betegnelsen ”apparatjik” (bureaukrat / partifunktionær). Han agerede i baggrunden, opfyldte alle de missioner Moskva betroede ham. Han fik ingen tak for det. Leo Flieg forsvandt ligesom tusinder af andre i årene under de store udrensninger i Rusland.

De lettiske grænsebetjente med deres operetteagtige uniformer mødte de rejsende med udsøgt fjendtlighed og chikanerede dem med alle tænkelige finesser, velvidende at størstedelen bestod af kommunistiske delegerede. Togene var i en trøstesløs tilstand: Forkommne, rustne, beskidte og uden vinduer. Hvæsende, prustende, ildspyttende raslede toget gennem natten. Det var november, over den vide slette fejede en isnende nattevind og lod samtlige rejsende ryste af kulde på trods af deres vinterfrakker .. (...)

Store flokke af børn, hvis tøj var slidt og beskidt, erkendte med det samme udlændinge og omringede en for enten at modtage nogle penge eller for at stjæle, hvad de kunne. Farligt blev det, når børnene optrådte i større bander, som ikke holdt sig tilbage med voldelige angreb.

Tog man efter nogle dages ophold ud over bykernen, så opdagede man, at Moskva var en kæmpe landsby, hvoraf halvdelen bestod af almindelige træhuse. Udenoms- kvarterene havde snævre veje og gader og hvis det regnede, så vadede man i slam til anklerne.

• Moskva i starten af 1920'erne (Forstør ved at klikke på billedet):  

Den tredje kongresdag blev åbnet af Grigorij Zinovjev (billede tv.)  Præsidenten for Internationalen og formand for Leningrads sovjet var en noget korpulent mand med en fæl ansigtsfarve og tæt krushår. Hans tynde stemmelag var noget forstyrrende, men når han kom i sving, formåede han at rive publikummet med sig.

Tilstede var omtrent 800 delegerede. Bagved kunne almindelige partimedlemmer følge debatterne. Hoved- sproget var russisk, tysk, engelsk og fransk, de vigtigste taler blev simultant oversat til alle fire sprog.

Længe før Trotskij (billede tv.) trådte frem på talerstolen, trængte de delegerede sig fra gangene ind i salen, for rettidigt at sikre sig en siddeplads. En tale af ham var en begivenhed.

Skaberen af Den Røde Hær, som afsluttede borgerkrigen med sejr, stod på højden af sin popularitet. Da Trotskij kom, udbrød en jubelstorm. Med sit sorte hår tilbagestrøget, sin pincenez på næsen, sit  fipskæg fremadrettet og klædt i en sort uniformjakke (”litewka”), ventede han, indtil ovationen var ophørt.

Trotskij talte frit på et udemærket fransk til de delegerede og kiggede kun sjældent på sine notater. I salen befandt sig de delegerede fra det franske kommunistiske parti med bl.a. Marcel Cachin og Frossard. I store træk skildrede Trotskij situationen i Frankrig, analyserede partierne og kritiserede skånselsløst den mangelfulde politik fra ’Parti Communiste Français’.

Med bidende ironi kritiserede han partiets leder Marcel Cachin for hans social-chauvinistiske politiske holdninger. Trotskij kritiserede bl.a. Cachin for hans rolle som den franske regerings repræsentant, der opfordrede Italien til at indtræde i 1. Verdenskrig på de allieredes side. Han kom også ind på, hvordan Cachin i navn af den franske regering overbragte penge til chefredaktøren af det socialistiske partiblad  ”Avanti” – Benito Mussolini - for at sætte fut i krigspropagandaen i overensstemmelse med det nationale borgerskab.

I åndeløs stilhed lyttede kongressen til disse udredninger fra den store retoriker. Alle tilstedeværende opfattede det som en af kongressens ubestridte højdepunkter. Svaret fra Marcel Cachin var noget mere end ynkeligt, og han udtalte til de delegerede, at han fremover ville holde sig fra sådanne politiske forseelser i den proletariske internationalismes navn.

• Fra Martin Andersen-Nexø til Big Bill Haywood

Her spadserede folkekommissær Anatolij Lunatjarskij med den danske forfatter og kommunist Martin Andersen-Nexø, Nikolaj Bukharin diskuterede lidenskabeligt med tyske delegerede.

Lev Kamenev, Lenins stedfortræder på Folkekommissærernes råd (regeringen) og Aleksej Rykov (folkekommissær) spadserede op og ned af gangen.

Den rødskæggede Karl Radek (medlem af bolsjevikkernes ledelse) vandrede fra gruppe til gruppe og affyrede vittigheder og indhentede infos om dit og dat. Mikhail Tomskij (formanden for den røde faglige Internationale – Profintern) underholdt sig i et hjørne med den amerikanske syndikalist Bill Haywood fra ’Industrial Workers of the World’ (IWW).

(...)

_____________

Moskva 1924
Efter Lenins død

Den 22. januar 1924 dumpedes oplysningen om Lenins død. Vi havde længe kendt til hans sygdom, men nyheden overraskede os nu alligevel. (...)

• De interne magtkampe tager form

Som sædvanligt åbnede Grigorij Sinovjev Kominterns 5. kongres. Han holdt en mindetale for Lenin, som der blev lyttet til i tavshed.

Derefter drog de delegerede over til Den Røde Plads for at defilere forbi mausoleet, hvor lederen af den russiske revolution lå balsameret. Det var tydeligt, at mange delegerede ikke brød sig om denne personkult, der var så uværdig overfor den idé, som den døde havde kæmpet for. (...)

Siden 1922 var der sket afgørende forandringer indenfor bolsjevikpartiet. Magt- kampen om positionen som Lenins efterfølger viste allerede sine tydelige tegn. Trotskij, partiets anden store personlighed, men uden bolsjevistisk tradition, stod overfor den gamle garde af bolsjevikker, som ville holde ham ude fra regerings- politikkens vigtige poster.

Partiets kæmpeapparat blev behersket af troikaen Stalin-Zinovjev-Kamenev, uden at det blev tydeligt for de udenlandske iagttagere eller den politisk gennemsnitligt  interesserede russer. Stalin forblev på kongressen usynlig.

• Kontroverser omkring den "tyske oktober" i 1923

Kunne man i 1922 endnu håbe på, at de nye stormfulde begivenheder ville tilføre en tyske revolutionære situation nye gnister, så var håbet i 1924 endegyldigt begravet. Hele debatten på den 5. Verdenskongres var en lang afskedskoncert, adresseret til den tyske revolution. (...)

Situationen i Tyskland var på ingen måder revolutionær. Flertallet af befolkningen stod bag den socialdemokratiske regering, der krævede ro og orden. Fagforeningerne og det socialdemokratiske parti - SPD ville ikke have noget at gøre med revolutionære eksperimenter.

I denne klassepolitisk defensive situation pressede Kominterns ledelse i Moskva det tyske kommunistparti (KPD), med Heinrich Brandler og August Thalheimer i spidsen, til at indlede den ”tyske oktober” i 1923 og bevæbne de kommunistisk orienterede arbejdere i Sachsen og Thüringen.

Socialdemokratiet lod de sporadisk opståede kampe nedkæmpe af det mobiliserede rigsværn. KPD- ledelsen afblæste opfordringen til opstand, allerede før kampene var gået rigtigt igang. Informationerne om det nåede imidlertid for sent til Hamburg, hvor den lokale KPD-afdeling allerede havde startet opstanden. I tre dages heftige barrikadekampe blev de isolerede Hamburger kommunister nedkæmpet.

Ethvert kritikforsøg blev opfattet som et angreb på det glorrige bolsjevistiske parti og selv den mindste antydning af kritik blev blokeret.

Takket være Zinovjevs centrale position, lykkedes det hans tilhængere at placere sig i toppen af partiet og neddæmpe enhver opposition.

Med parolen som ”bolsjevisering af partiet” skabtes præmisserne for ensretningen og man lagde grundlaget for den korrupte underkastelse af de kommunistiske partier.

En ægte, frit reflekterende diskussion blev umuliggjort på Kominterns kongres. Blandt de få delegerede der turde at gå imod strømmen var den 70-årige tyske delegerede Clara Zetkin.  Hendes indflydelse i KPD var på det tidspunkt kun af symbolsk karaktér.

Men der kunne ikke ses bort fra hendes tætte venskab med Rosa Luxemburg, hendes årtier lange kamp for kvindernes frihedsrettigheder og hendes rolle som medgrundlægger af  det revolutionære Spartakusbund. Hende var det tilladt at sige, hvad andre ikke måtte eller ikke turde sige:

Hendes tale var en skarp kritik af de russiske og vestlige ledere af kommunist- partierne og hun advarede mod forsøg på at efterligne  Oktoberrevolutionen 1917 ved at kopiere bolsjevikkernes politik og dermed frakende de særegenheder og konkrete betingelser, som gjaldt i andre regioner og lande.

På trods af at hendes tale blev mødt med stort bifald, forblev hendes stemme en røst i ørkenen.

• På arbejderuniversitet i Moskva

I årene 1925 til 1928 blev jeg tildelt en studieplads ved det nydannede universitet for ”Nationale Mindretal i Vesten” i Moskva. Universitetets betegnelse var helt misvisende: Der fandtes ingen såkaldte ”Nationale mindretal i Vesten” -  at betegne bulgarere, jugoslavere, rumænere og andre som nationale mindretal var intet andet end udtryk for storrussisk politik.

Det kommunistiske parti i Schweiz fik tildelt tre pladser per år. Jeg fik en af disse. Snart efter ankomsten til Moskva blev vi kørt til universitetet og indlogeret i en kæmpe sovesal med 40 senge. Det normale studieforløb på universitetet varede fem år.

De første to år blev vi undervist i russisk sprog, historie og litteratur. Den tysk- sproglige afdeling af universitet bestod fortrinsvis af folk fra tyske kolonier i Sibirien, Kaukasus og den tyske Volgarepublik. Lærerne eksaminerede os, der kom fra Vesten i merværditeorien, grundrenten og den dialektiske materialisme. Vores svar var åbenbart tilfredsstillende for dem, for vi fik lov til at springe de første to årgange over og begynde på tredje årgang. Vores fag var foruden russisk, matematik, biologi, arbejderbevægelsens historie, Sovjetøkonomi, politisk økonomi og dialektik, samt materialistisk historieforståelse. (...) 

• Den parti-interne opposition bliver smadret

Kampen om magten tilspidsede sig og rykkede nærmere dens dramatiske afslutning. Stalins apparat begyndte at sætte det hemmelige politi (GPU) ind mod partimedlemmer på den mest brutale vis.  

___________________

(*** Kommentar af folk fra autonom infoservice: Disse politiorganer - Tjekaen, senere GPU, NKVD - blev sat ind i forbindelse med undertrykkelsen af venstreradikale, anarkister, rådssocialister, etc. allerede efter Oktober-revolutionen. Men dette blev Paul Thalmann og hans kammerater først senere klar over, i takt med deres kritiske reflektioner og personlige erfaringer i kampen mod de autoritære strukturer, der opererede i socialismens navn.).

• Tumaltagtige scenarier med fysiske angreb på venstreoppositionen

Efteråret 1927 fandt der en sammenkomst sted i Kreml, hvor ledende organer i Kommunistisk Internationale mødtes. Dette blev den sidste gang, hvor lederne af partiets opposition optrådte offentligt med deres egen stemme. Jeg deltog sammen med de to andre schweiziske delegerede som observatører.

Det herskede ingen tvivl om, at resultatet af mødet var blevet tilrettelagt på forhånd: Den russiske opposition, som havde fået tilslutning fra de tidligere ledende bolsjevikker Zinovjev og Kamenjev, skulle dømmes og tilintetgøres på internationalt plan. Dette blev tydeliggjort ved den yderst begrænsede taletid for oppositionelle talere samt direkte fysiske angreb på dem i tumaltagtige scenarier.

Nikolay Bucharin, der havde overtaget KOMINTERNs formandspost efter Sinovjevs fald ledte angrebene fra det stalinistiske flertal. Som den eneste kunne Leo Trotskij, på trods af hujen og brølen, genneføre sin korte tale. Omkring talerstolen samlede sig en flok oppositionelle, der sloges med flertallets stormtropper.

• Fik kastet en bog i hovedet

Trotskij talte som altid i klare vendinger og præsenterede med ihærdighed oppo- sitionens alternative politiske ståsted. Han demonterede  analytisk modstandernes argumenter og advarede mod den igangværende bureaukratiske degenerering af partiet.

Ved afslutningen af hans tale kastede Jaroslawskij – formanden for ”de gudsløses bevægelse” en bog mod Trotskij og ramte ham i hovedet. Sarkastisk bemærkede den blødende Trotskij: ”At læse og forstå kan I tydelig nok ikke, derfor benytter I bøgerne til kasteskyts.” De andre oppositionelle taler gik under i larmen fra Stalintilhængernes brøleorgier.

• Fhv. tilhængere af tsaren indsluses i oppositionens rækker - og "afsløres" efterfølgende

Stalin forstod at plante stikkere i oppositionens rækker. For det meste forhenværende hvidgardister, som forlængst havde tilsluttet sig det sejrrige statsparti, men hvis reaktionære fortid akribisk blev fastholdt i arkiverne. 

På Stalins ordre blev disse stikkere på planlagte tidspunkter og under stor hurlumhaj senere anholdt og deres kontrarevolutionære fortid blev afsløret i de partikontrollerede medier. På denne måde blev partimedlemmer og befolkningen manipuleret til at tro, at oppositionen i al hemmelighed samarbejdede med den reaktionære pro-kapitalistiske kontrarevolution. Sådanne kneb kunne oppositionen næppe sætte noget op imod.

• Oppositionens demonstrationsblok bliver voldsomt opløst af GPU

I en kæmpedemo, der marcherede gennem Moskva hen til Den Røde Plads løftede større grupper af demonstranter pludseligt bannere med oppositionens paroler og råbte slogans. Trotskij , Radek, Zinovjev, Kamenjev og andre kendte repræsentanter fra partiets opposition stillede sig på en altan for at holde  tale.

Der udbrød heftig tumult og voldsomme konfront- ationer, da store politienheder omringede de oppositionelle grupper og pressede dem ud af demonstrationen ind i sidegaderne.

Huset, hvorfra oppositionens ledere talte fra, blev omringet og afspærret af politiet og efterfølgende blev oppositionens folk i huset anholdt af GPU. Oppositionen var blevet knust. Der bredte sig en kapitulationsstemning. Trusler og anholdelser førte til, at mange forlod oppositionens rækker.

Efter denne offentlige optræden af oppositionen turde Stalin endnu ikke at ekskludere de kendte oppositionelle fra partiet, istedet for blev de ligesom under tsaren, forvist til Sibirien, hvor de blev overvåget døgnet rundt."

________________________

Paul Thalmann forlod Sovjetunionen desillusioneret efter nogle års ophold i landet og kort tid efter blev han ekskluderet fra det kommunistiske parti i Schweiz. Han tilsluttede sig sammen med andre kammerater den rådskommunistiske opposition i Schweiz og arbejdede som journalist på forskellige venstrefløjsaviser. I den forbindelse mødte han Clara Ensner, senere Thalmann.

(Skildringen er oversat af  ikh. og al. / autonom infoservice, fra den bogen Clara und Paul Thalmann: ”Revolution für die Freiheit”, 398 sider, udgivet af Trotzdem-Verlag 1974).