Boganmeldelse: BZ historier og et egotrip

Lad os sige det direkte: Der er mange problematiske og forkerte udsagn i Øvigs bog.

Man kan sagtens læse bogen alligevel, alene fordi de personlige skildringer fra de deltagende bz’ere på sin vis formidler et billede af en broget bevægelse, sådan som den faktisk var:

Hvor fællesskabsfølelse, selvværd og indbyrdes solidaritet oplevedes side om side med uskønne brudflader og personlige nederlag.
De mange fotografier illustrerer en fascinerende opbrudsstemning på forskellig vis - vittigt og uhøjtideligt ...

- af nogle autonome

”Magthavernes tanker er til hver en tid de herskende tanker”

- Dette citat af Karl Marx passer ganske godt på udgivelsen af Peter Øvig Knudsens nye bog:

BZ. Du har ikke en chance – tag den! Et familiedrama. Sider: 624. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2016.

Alle har naturligvis ret til at skrive om samfundsmæssige begivenheder og revolter. Alle har også ret til at skrive om bz-bevægelsen. Men spørgsmålet er, hvor relevant og under hvilke omstændigheder historien skrives.

Det er et gennemgående træk i Peter Øvig Knudsens 624 sider tykke bog om bz-bevægelsen, at han elegant skøjter hen over den samfundsmæssige baggrund for, at bz-bevægelsen opstod og fik en altdominerende rolle i 1980´ernes oprørske ungdomsmiljø.

Hans vage kritik af socialdemokraternes elendige boligpolitik, der skaber grundlag for den senere neoliberale yuppieficering (gentrificering), negligerer således bz-bevægelsens udgangspunkt. Således skriver Øvig for eksempel

”Ved senere saneringer på Vesterbro og resten af Nørrebro er kommunen da også gået mere lempeligt til værks og har i stedet oftere renoveret de gamle bygninger.”

At dette rent faktisk betød ekstremt forhøjede huslejer, som mange af de oprindelige beboere ikke havde råd til, ligger tilsyneladende udenfor Øvigs tankegang. På denne måde afpolitiserer han den vidtfavnende, samfundskritiske bz-bevægelse, der kæmpede for retten til byen og reducerer den til et livstilsfænomen for utilpassede unge.

Iøjnefaldende er også hans åbenlyse sympati (grænsende til medlidenhed) med det angiveligt så ”underlegne” politikorps, der er oppe imod de ofte ”militært overlegne bz’ere” (Jvnf. et interview-citat fra Søndags Politiken, d. 25. september 2016).

En absurd påstand i sig selv. Men denne opfattelse står i vejen for en afbalanceret gengivelse og forklaring af de ofte eskalerende konfrontationer mellem et oprustet politiapparat og bz-miljøet. Bortset fra bittesmå ”kritiske” pip om politiet, så bliver bz’erne i bogen fremstillet, som dem der er de voldelige. Og det uanset om det så handlede om at forsvare deres bosteder eller deres ytringsfrihed via demonstrationer.

”Jeg, BZ og RAF”

Bogen er i sin fortællestil levende og læsevenligt konciperet. Handlingen bevæger sig på tre niveauer:

de deltagende bz’eres egen historie,
forfatterens dagbogsagtige skildring af hans kvaler med de bz’ere der ikke har lyst til at medvirke i hans projekt
de autonome sammenhænges bidrag til "militariseringen" af bevægelsen.

Den del af bogen, der beskæftiger sig med forfatterens anstrengelser for at finde aktører til projektet, samt hans egen oparbejdning af sin fortid hos Pol Pot / Khmer Rouge – vennernes ’Kommunistisk Arbejderparti’ - KAP springer vi over, da der er skrevet mange udmærkede kommentarer om dette fra vidt forskellige vinkler.

Dertil denne bemærkning: Når Øvig i sin bog nævner navne på tidligere bz’ere, der udtrykkeligt har sagt, at de IKKE vil medvirke i bogen, er det helt forkasteligt. Uforståligt er det, at et velrenomeret forlag som Gyldendal lod det passere...

BZ-aktivisternes egne skildringer og oplevelser er efter vores mening den mest interessante del af bogen. Uden dem ville projektet være reduceret til et ligegyldigt foretagende.

De tidligere bz’ere, der i bogen ærligt og hudløst fortæller deres personlige historie, har det til fælles, at de gennemgående tilhører den ikke-militante fløj - eller/og har distanceret sig fra denne.

At tidligere aktivister i sociale militante bevægelser fortæller deres egen historie til offentligheden er ikke et ukendt fænomen og har ofte stået i forlængelse af en bevægelses nedgang.

De mest opsigtsvækkende selvbiografiske fortællinger i denne kategori er vel de italienske ”dissociati”, som i 1980´erne deltog i den militante autonomi-bevægelse eller de væbnede grupper, og senere skabte megen uvenskab blandt tidligere forbundsfæller, fordi de fortalte deres personlige historie og tildels angrede i al offentlighed.

Den slags fortællinger har der altid været delte meninger om, ikke mindst fordi de ofte var forbundet med offentliggørelse af vanskeligt verificerbare interne uenigheder og magtkampe. Dette bliver forstærket, når rammerne er en fragmenteret bog, som de medvirkende ikke har nogen indflydelse på.

De autonome

I kapitlet ’De Autonome’, samt et par andre steder i bogen, forsøger Øvig at koble autonome sammen med RAF. Her er han ude, hvor han ikke kan bunde. Mens bz’ernes egne skildringer og forfatterens uautoriserede korrespondence med bz’ere, der ikke vil deltage i hans bog foregøgler en vis autencitet, så afslører skildringen af de autonome hans fuldstændige forud- sætningsløshed ift. temaet.

Ser man bort fra nogle personificerede røverhistorier om tegneserier, David Bowie sange, varm kakao og højtlæsning af ”Jonathan Livingstone Havmåge” i kollektivet hos den ”hårde kerne” i Ryesgade, så er forfatteren her på bar bund.

Postkassen som "gerningssted"

Øvigs tese om at bz’ernes militante fløj med autonom selvforståelse havde et tæt samarbejde med RAF er efter vores mening blot en gengivelse af PETs målrettede mediestunt, der havde til formål at skabe distancering i den sympatiserende del af befolkningen. (En slags ”Counter Information Program” a lá Olsen Banden).

”Beviset” er ifølge forfatteren en postkasse i opgangen i det bz’atte hus i Ryesgade 58.

Postkassen fungerede i en periode som kontakt- og abonnementsadresse for et forbudt autonomt tysk tidsskrift ved navn Radikal. Bladets ”forbrydelse” bestod i at offentliggøre aktionserklæringer og diskussionsoplæg fra alle mulige venstrefløjs- sammenhænge, deriblandt fra byguerillagrupperne.

Da autonome aktivister i Danmark under ingen omstændigheder ville acceptere to standarder i forhold til ytringsfriheden og ikke fandt sig i, at den tyske stat ville foreskrive, hvad folk måtte læse eller ej, blev der i Ryesgade etableret dette kontaktsted under dæknavnet ”Internationale Grüne” / ”International Grøn Forening”. Til postkassen med dette navn blev der sendt såvel abbonnementspenge samt alskens aktionserklæringer til bladet Radikal.

(Forstør ved at klikke på billedet):

Peter Øvig overtager som trofast PET-proselyt den oplagsbefordrende tese, at ”de indkomne midler (altså abonnementspengene) ubeskåret gik til at støtte RAF i Vesttyskland” (se side 402).

Med PETs iboende observationsiver lykkedes det at ”opsnappe et brev”, som en aktionsgruppe fra ”Revolutionäre Zellen” (et militant decentralt netværk) havde sendt til kontaktadressen for at blive trykt i Radikal.

Øvig triumferer veloplagt over ”beviset” for sin tese og fastslår:

”Brevet indeholdt en såkaldt ”kommandoerklæring” fra RZ om et bombeattentat, som gruppen havde udført få dage tidligere.” (...) ”PET konkluderede, at forbindelsen mellem de militante BZ’ere i Ryesgade og de tyske terrorister ”åbenbart ikke alene drejede sig om finanseringen af terrororganisationen, men også om et mere direkte samarbejde”. (...) Ydermere havde PET fra deres tyske kolleger fået oplyst, at RAF og RZ aldrig overlod den type arbejde til løsere tilknyttede sympatisører, men kun til ”den egentlige terroristiske inderkreds”. (se side 403)

Samarbejde med RAF ?

At Øvig tilskriver de autonome kredse ”et samabejde med RAF”, afslører ganske godt forfatterens udvidenhed om såvel RAFs strategi som om undergrundsarbejdets sikkerhedsmekanismer. Der var på intet tidspunkt noget, der bare antydede et samarbejde med RAF, når man bortser fra diverse oversættelser i autonome publikationer som Fingeren, Autonomt Info og Autonomi og samt debatmøder om temaet.

Faktum er, at der i Danmark ikke har været nogen attentater mod hverken repræsentanter af det militær-industrielle kompleks eller mod politikere og embedsmænd, heller ingen bombesprængninger, og heller ingen kidnapninger.

Stigmatisering af fangesolidaritet

PETs hjemmestrikkede opspind om et angiveligt samarbejde mellem autonome og RAF havde primært det formål at stemple alle som terrorister, hvis de protesterede mod den langvarige totalisolation (den såkaldte sensoriske deprivation) af den vesttyske stats fængslede politiske modstandere fra byguerillagrupper og sociale bevægelser. (1)

Peter Øvig genbruger dette gamle ”bevismateriale” fra PETs arkiver til at peppe den ellers lidt tandløse del af hans skildring lidt op med opspind om en bz-autonome-RAF/RZ-connection.

Øvigs udvidenhed kommer også tydeligt frem, når han blander ”Revolutionäre Zellen” sammen med terroristen Ilich Ramírez Sánchez med dæknavnet ”Carlos” / Sjakalen”. Det lyder selvfølgelig opsigtsvækkende og genkendeligt, men er ikke desto mindre forkert. For det var kun en meget lille kreds fra en af flere RZ-grupper, der samarbejdede med Carlos. De fleste RZ-aktivister vendte sig resolut imod dette.

Anti-imperialistisk kongres i Frankfurt januar 1986

Uvidenheden slår til igen, når Øvig omtaler den anti-imperialistiske kongres i Frankfurt am Main, januar 1986 (se side 539). Hvis han havde lavet lidt research, ville han vide, at den adviserede samarbejdsproces mellem større dele af den autonome bevægelse i Vesteuropa og diverse guerillaorganisationer ikke blev til noget, da det viste sig, at holdningerne til politisk strategi og konkrete handlingsmåder var for langt fra hinanden. (Interesserede kan se en længere reportage om kongressen i Frankfurt i tidsskriftet ”Politisk Revy” fra foråret 1986).

Endnu en fakta fejl:

Øvig nævner på side 541 vores tidsskrift ’Autonomi’, der udkom i perioden 1988 til 1998. Han citerer et nummer fra februar 1989, der angiveligt skulle indeholde en beskrivelse af det årlige træf i de bz’atte huse i Hafenstrasse/Hamburg. En ligegyldig røverhistorie der aldrig har stået i vores tidsskrift. Forveksling eller rent opspind?

Hvilken historie?

Der er mange flere problematiske og forkerte udsagn i Øvigs bog, end dem som vi har fremhævet her. Man kan sagtens læse bogen alligevel, alene fordi de personlige skildringer fra de deltagende bz’ere på sin vis formidler et billede af en broget bevægelse, sådan som den faktisk var:

Hvor fællesskabsfølelse, selvværd og indbyrdes solidaritet oplevedes side om side med uskønne brudflader og personlige nederlag. De mange fotografier illustrerer opbrudsstemningen på forskellig vis - vittigt og uhøjtideligt.

Så mangler der bare bevægelsens egen historie. Hvis BZ-bevægelsen vil videreformidle dens erfaringer til nye generationer, så må bevægelsens mange forskellige aktører selv (!) stå for et sammendrag af deres subjektive oplevelser og vurderinger på godt og ondt, og forsøge sig med ajourførte konklusioner. Det er kun på den måde, at man fyldestgørende kan reflektere bevægelsens udviklingsforløb. Der er ingen andre, der kan gøre dette – hverken velmenende historikere og journalister, egocentrerede forfattere eller statens/politiets efterretningsvæsen.

'BZ BOG - FÆLLESMØDE's forum og BZ-portalen - er en god start.

( Nogle autonome omkring autonom infoservice)

Note

1) At det på trods af PETs og visse mediers skræmme-kampagne alligevel lykkedes at stable solidaritets-demonstrationer og solidaritetskampagner på benene var en latent torn i øjet på PET og de reaktionære politiske kredse herhjemme.

Selv større dele af den etablerede venstrefløj stod måbende overfor disse solidaritetstilkendegivelser. Det skal dog nævnes, at der også var en del folk – heriblandt offentligt kendte kulturelle personligheder (ingen nævnt – ingen glemt!), der trodsede denne skræmmekampagne ved at erklære sin protest imod de politiske fangers vilkår i tyske fængsler.

______________

Relateret

autonom infoservice