Tilbageblik.”Revolution for friheden”–nederlaget i Spanien 1939

Schweizeren Paul Thalmann’s selvbiografi  ”Revolution for friheden” fortæller om hans eget og Clara Thalmann’s engagerede liv som rådssocialister.

I maj 1937 kæmper de på de libertæres side mod byens sikkerhedsapparat, som ledes af det spanske kommunistparti (PCE).  

Kort efter bliver Paul og Clara anholdt af PCEs hemmelige tjeneste SIM (Servicio
de Información Militar) og overført til det inofficielle fængsel ”Puerta del Angel” ...

• * De interne opgør indenfor den antifascistiske lejr
  * Det spanske kommunistpartis specielle fængsel for libertære og venstresocialistiske militsfolk  

Barcelona 1937 

Indledning 
Livet i det offentlige rum er i løbet af det sidste halve år blevet synligt forandret. Den katalanske del af kommunist-partiet ”Partit Socialista Unificat de Catalunya” (PSUC) har udviklet sig til et magtfuldt parti og undertrykker konsekvent dets kritikere og modstandere.
Folk i civilt tøj dominerer atter gadebilledet og militsernes karakteristiske blå overalls er ikke længere så hyppige at se. Sortbørshandel blomstrer overalt i byen og foran levnedsmiddelforretningerne danner der sig lange ventekøer. 

På fronten

Clara og Paul tilslutter sig militsen fra det venstresocialistiske parti ”Partido Obrero de Unificación Marxista” / POUM – Arbejder- partiet for den marxistiske enhed. ( se artikelserien anden del ).

Paul blev hilst velkommen, mens Clara
blev afvist, da kvinderne efter de nye bestemmelser ikke længere måtte kæmpe med våben i hånd.
Da Pauls POUM-enhed var i færd med at underlægge sig den regulære hær, forlod han atter militsen og vendte tilbage til Barcelona den 1. maj 1937.

”Amigos de Durruti”

Under Pauls ophold ved fronten, lærte Clara forskellige anarkister at kende, deriblandt medlemmer af ”Amigos de Durruti”. (1)  
Den anarkistiske oppositionsgruppe blev dannet i starten af 1937 efter Durruti døde under ikke helt opklarede omstændigheder, mens Madrid var belejret af Franco-tropperne i november 1936.
Hen imod slutningen af april 1937 nåede spændingerne mellem kommunisterne og anarkisterne nye højder. Det kom stadig oftere til fysiske sammenstød mellem PSUC og anarkosyndikalisternes  ungdomsorganisation.

”For hvert mord på en af deres medlemmer og for hvert overfald på deres lokaler hævnede de unge anarkister sig ved at angribe kommunistiske funktionærer og stalinisternes kaserner. ”
(Paul Thalmann: ”Revolution für die Freiheit”, side 190)

For at de-eskalere situationen forsøgte folkefrontsregeringen forgæves at organisere en fælles 1. maj demo i byen. Situationen eskalerede mellem den 4. og 8. maj 1937 og det kom til heftige konfrontationer mellem stalinister på den ene side og anarkister, trotskister og venstresocialister på den anden.
Gnisten leverede de PSUC ledede sikkerhedsstyrker fra Guardia Civil (paramilitær politienhed) og Guardia de Asalto (byens politienhed), da de stormede telefoncentralen i Barcelona, der var besat af CNT (Anarkosyndikalistisk fagforeningsføderation).
Anarkisterne reagerede omgående med en generalstrejke og der blev bygget barrikader i gaderne. Barcelonas arbejderkvarterer sluttede op bag anarkisterne, mens stalinisterne kontrollerede byens centrum. (2) Det venstresocialistiske POUM stillede sig på anarkisternes side.  

Flere socialrevolutionære militsafdelinger var på vej fra fronten til Barcelona for at deltage i kampen mod stalinisterne.
Disse blev dog angrebet af det republikanske luftvåben og tvunget til at vende om. På samme tid trak regeringen i Valencia tropperne væk fra fronten for at sende dem til Madrid. 
Til støtte for ”Generalitat” - regeringen i Katalonien sendte den republikanske regering under ledelse af højresocialdemokraten Juan Negrín Lopez – tæt allieret med kommunistpartiet – to flådeskibe med Guardia de Asalto – enheder, som overtog den militære kontrol med Barcelona.
Anarkisterne veg tilbage og forlod barrikaderne. CNT's ledelse forblev på trods af mange protester fra bevægelsens basis i folkefrontsregeringen, mens de anarkistiske militser systematisk blev afvæbnet. (3)

Anholdt af kommunistpartiets sikkerhedsfolk

Da Clara og Paul efter maj-opgøret forsøgte at forlade Spanien med et fransk skib, blev de anholdt ved en irregulær kontrolpost fra PCEs efterretningstjeneste SIM (Servicio de Inform-ación Militar) og overført til det inofficielle fængsel ”Puerta del Angel”.
I fængslet blev de afhørt, først af russere og derefter af tyskere, for derefter at blive anbragt sammen i en celle...

Paul Thalmann beretter:

" Vi blev ført ind i en stor bygning ikke langt fra havnen og videre gennem en korridor til en terrasse i baggården. Der gik et dusin folk rygende og hviskende frem og tilbage. Med forbavselse og blandet glæde genkendte vi Michel Michaelis og et antal af hans kammerater fra Pina (en lille by ved Ebro-floden, aut.info).

”Ohh, I er også nået hertil?”, hilste Michel på os.

- ”Hvem har egentlig anholdt jer og os?” spurgte vi tilbage.

- ”Russerne, GPU*, vi har allerede været her i 8 dage uden forhør. Der er mindst 300 fanger i huset, vi har knap nok set halvdelen af dem. Hvis ikke FAI befrier os herfra, kommer vi aldig fri.” * (russisk hemmeligt statspoliti, forløberen for KGB, aut.info)
- ”Hvad er det for en bygning?”

- ”Den hedder ’Puerto del Angel’ (Englenes port) og tilhører en spansk greve.”  

               ___________________________________________________

”Spansk domstol”, hånede jeg, ”De er da tysker, ved siden af Dem sidder en russer, og de andre ser ligeså ’spanske’ ud som De gør!”

Clara og jeg kiggede på hinanden; nu har de altså fået fat i os. Vi fik ikke tid til at overveje vores situation, for der kom en bred, korpulent mand med en knust boksernæse og opfordrede Clara til at følge med ham.
Skønt han anstrengte sig for at tale korrekt spansk, var hans russiske accent umiskendelig. Michel svarede bekræftende på mit spørgsmål og sagde at alle fangerne var enige om,
at ”bokseren” var den ledende agent.

Efter der knap var gået et kvarter vendte Clara tilbage - ledsaget af ”bokseren” . Høfligt åbnede han døren for Clara og lod hende gå forrest ud på terrassen.
Da hviskede hun til mig uden at fortrække en mine: ”Brochure – nej!” Nu var det min tur. Bag et langt bord sad fem mænd, som stirrede tavst på mig.
En endnu ung mand, markant ansigt og tyndt hår tog ordet. Han ledte forhøret på tysk og var uden tvivl af tysk afstamning.

”Kender de en Franz Heller?”
- ”Før jeg svarer dem, vil jeg vide, hvilken myndighed jeg står over for”, svarede jeg ham. Han blev nervøs, ”bokseren”, der sad ved siden af ham, hviskede ham noget i øret.
- ”De står for en spansk domstol, vi har bemyndigelse til at forhøre mistænkelige personer.”
- ”Spansk domstol”, hånede jeg, ”De er da tysker, ved siden af Dem sidder en russer, og de andre ser ligeså ’spanske’ ud som De gør!”
- De blev røde i hovederne og talsmanden slår den knyttede hånd mod bord-pladen og brøler vredt: ”Deres frækheder vil ikke hjælpe Dem, hr. Thalmann, vi skal nok finde ud af, hvad De bedriver i Spanien.”
- ”Jeg er parat til at forklare mig ved en regulær spansk domstol, ved en kommunistisk partidomstol har jeg ikke til hensigt at afgive nogen som helst erklæring.”
- ”Vi kan også føre forhandlingen på spansk, jeg gentager for Dem, at vi repræsenterer det spanske folk her.”
- ”Det ændrer intet på sagen, vi er schweiziske journalister og kræver øjeblikkelig løsladelse.”
- ”Hvad tænker De om folkefronten?” spurgte bokseren pludseligt. ”Min mening om det, vil jeg til hver en tid præsentere for hvilken som helst regulær spansk domstol.”
- ”Er De trotskist?”, spurgte formanden. ”Jeg er journalist og protesterer mod vores uretmæssige anholdelse.”

Efter et kort forhør ledsagede ”bokseren” mig tilbage til terrassen. Kun Clara var der – helt alene. Hun var blevet forhørt på en lignende måde, havde protesteret og krævet at komme i kontakt med den schweiziske konsul.
Efter kun et par minutter kom to vagtfolk og førte os gennem en sal, der fungerede som soverum for vagtmandskabet. Ved enden af sovesalen åbnede de en dør.

Vi trådte ind i et rummeligt værelse, vores ”celle”. Vores ”celle” var både stor og komfortabel. Møbleret med en bred seng, to stole og et bord, samt en gammel
smukt modelleret kommode. (...) 

- Hvor i helvede var vi ? Hvad var det for et mærkværdigt hus?
Clara, nysgerrig som altid, åbnede skufferne i den gamle kommode og rodede i rundt i dem.
Foruden et par slidte eksemplarer af ”Don Quijote” på spansk fandt hun en silkedug frem, der tilsyneladende tjente som alterdug i husets kapel. Vi formodede derfor, at værelset var den tidlige huspræsts logi.
Henved klokken syv fik vi vores mad, en tyk rissuppe med et stort stykke brød.

Talrige spørgsmål pressede sig på. Hvorfor lod de os være sammen i disse næsten feudale omgivelser med seng og det hele? Hvordan skulle vi forholde os? Hvad kender de til vores holdninger og vores engagement? Hvem sidder ligledes fastholdt her foruden vores bekendte, som vi allerede havde truffet på terrassen?
Højst sandsynligt vidste kommunistpartiets parti politi ikke noget præcist om vores politiske aktiviteter, vores papirer var i enhver henseende neutrale og de havde ikke fundet noget mistænkeligt i vores sager.

De famlede altså stadig i det uvisse og ville måske ikke risikere at lave nogen fejl, før de havde fået et mere klart billede af os.
Længe talte vi om problemet ved en for- ventet adskillelse og vi blev enige om, at vi givetvis ville reagere med en fælles sultestrejke. (...)

                         ___________________________________________

”Hej sanger, er du tysker?” -  ”Jeg er tysk kommunist, 
  længe leve Stalin.”

Om morgenen var det tilladt at gå ned på toilettet i stueetagen. Her kunne man også få en hurtig snak med de andre fanger.
Skønt det i princippet var forbudt, ignorerede de spanske vagter det som regel. 

Blandt fangerne var stort set alle nationer og politiske retninger repræsenteret – spaniere, tyskere, franskmænd, belgier, jugoslaver, italienere, polakker. De tilhørte enten det venstresocialistiske POUM, de anarkistiske organisationer, det spanske socialistiske parti, eller også de italienske maksimalister.

• ”Hold din kæft, din idiot!”

Der var også nogle vaskeægte stalinister, som hele tiden bedyrede troskab til deres store leder. Et eksemplar af denne slags kom vi på mærkværdig vis til at stifte bekendtskab med. Fra en lysskakt lød der en af dagene tyske revolutionære sange op til os. Vi kunne ikke se sangeren. Da han holdt inde et øjeblik, råbte jeg opad gennem skakten:

”Hej sanger, er du tysker?”
- ”Jeg er tysk kommunist, længe leve Stalin.”
- ”Nå, hvorfor er så her, hvad har du forbrudt dig imod?”
- ”Intet, det skyldes udelukkende nogle nederdrægtigheder fra fraktionelle elementer.  Jeg kommer snart ud herfra. De svin har anbragt mig i en celle lige ved siden af  latrinen, jeg bliver næsten kvalt af det her. Men trods alt
vil vi sejre, med Stalin som leder.” 

Hans hyldester til Stalin var ikke uden komik, men blev af andre fanger mødt med vrede. Fra forskellige sider blev der råbt ned i skakten:
”Hold din kæft, din idiot!”
En nat blev jeg hentet til forhør. Den tyske forhørsleder hilste grinende på mig med ordene: ” ’Trotz Alledem’, Herr Thalmann.” Han gjorde det klart for mig, at han ude- mærket vidste besked om mig. ”
Trotz Alledem” var jo titlen på månedstidsskriftet , der blev udgivet af de schweiziske trotskister, og som jeg havde været med til at stable på benene.

”De var altså tre år i Sovjetunionen, ikke sandt?”. (...) ”De er jo forfatteren til brochuren ”For en arbejderrevolution i Spanien”, som bliver fordelt her. Som De ser, er vi godt informeret."
- ”Jeg har intet at sige til det, i dette forum nægter jeg ethvert udsagn.” 

Sultestrejken

De førte mig tilbage. Jeg var knap tre minutter i værelset sammen med Clara, før
tre agenter stormede ind og på trods af vores fysiske modstand slæbte hende bort.
Derpå startede jeg som aftalt en sultestrejke.
Fra de andre fanger erfarede jeg, at Clara var blevet indespærret på fjerde sal i et enkeltværelse. Også hun var gået i sultestrejke. Ud over vand indtog jeg intet. De første to dage var det forholdsvis nemt. Derefter begyndte sulten at gøre sig pinende bemærkbart.
GPU–folk der var underrettet om sultestrejken forsørgede os med herlig suppe, pærer og vindruer. (...) De efterfølgende dage svandt ind som i en rus, svimmelhed tvang mig til at døse det meste af tiden liggende på sengen.

Fængselsvagten der overbragte og afhentede måltiderne både hos Clara og mig, blev åbenbart bearbejdet af Clara, for han udleverede i smug hendes selvrullede cigaretter, som jeg udfoldede for at læse hendes budskaber. Hun var svag,men ved godt mod.  

_________________________________________

"Jeg blev forskrækket. Wolf, Trotskis sekretær fra Norge! Havde GPU allerede opdaget hans identitet?..."

En dag, mens jeg døsede hen på sengen, hørte jeg tyske lyde nede fra fællesskabs-cellen. Jeg ud af vinduet:

• ”Er der nogle tyskere her?”
  - ”Ja, her er Stautz, jeg er journalist” rungede det som svar. Jeg sagde mit navn, da vi flygtigt kendte hinanden.
  - ”Er du den eneste tysker her og hvorfor er du blevet anholdt?”
  - ”Anholdelsen må være en mis-forståelse, journalisten Wolf er også blevet anholdt sammen med mig.” 

Jeg blev forskrækket. Wolf, Trotskijs sekretær fra Norge! Havde GPU allerede opdaget hans identitet?
For at skabe mig vished herom, tog jeg noget senere et par trin ned til toilettet. På vejen ned kiggede jeg gennem et lille vindue med udsigt over en del af fællesskabs cellen.
Jeg så Wolf gå uroligt frem og tilbage og gjorde tegn til ham.
Han kom hen til vinduet og jeg hviskede til ham: ”Pas på! Vi er i et GPU-fængsel, om en times tid kommer jeg herhen igen”. Han nikkede og genoptog sin rundgang. I mit værelse skriblede jeg med blyant på et stykke papir ordene: ”OBS, casus belli din kone med pas udfærdiget i H.”

Trotskij befandt sig på dette tidspunkt i den lille by Hönefoss, og det vidste GPU. Erwin Wolfs norske kone Hjørdis Knudsens pas var, som jeg blev bekendt med, da jeg mødte hende første gang, udstilet i Hönefoss. (4)
Viste hun sit pas frem, for at spørge efter hendes mand, måtte det være nemt at afsløre Wolfs sande identitet bag hans dæknavn.
                ________________________________________

• ”De har givet en fange en meddelelse, det vil få konsekvenser!”

På trods af fangevogternes brok i forrummet og et par utålmodige spark, gik jeg efter en times tid igen neden under og det lykkedes for mig at overrække Wolf min seddel. Fem minutter senere styrtede en vagtsoldat ind i mit værelse og råbte ophidset på spansk: ”De har givet en fange en meddelelse, det vil få konsekvenser!” Jeg trak på skuldrene og lod som om, jeg ikke forstod det sagte.

Jeg kunne ikke falde i søvn. Hvad vil de nu foretage sig? Hvad vil der ske med Wolf? (Fra fangerne fik jeg senere at vide, at Wolf nåede at smide sedlen i toilettet, før vagterne kunne få fat i den).

Vi var nu på ti’ende dag i sultestrejke. Ifølge fængselsvagten, ”budbringeren”, var Clara nu meget svag og hun blev ofte hentet til natlige forhør. (...)  
         ________________ 
    Den baskiske by Guernica
    - bombet af tyske nazier den 26. april 1937:

Efter ankomsten til Frankrig dannede Paul og Clara Thalmann sammen med spanske og franske anarkister og tyske rådssocialistiske immigranter en autonom antifascistisk resistancegruppe i Paris.
_______________

I de sidste leveår boede Paul og Clara Thalmann i landkommunen ”Serena” i Provence. Stedet blev indtil deres død et internationalt mødested for libertære aktivister fra hele verden.

Paul døde 16. marts 1980. Clara døde 27. januar 1987.

 (Oversat af al. og ikh / autonom infoservice)

1) Intro til ”Amigos de Durruti”
* - en kommentar af Daniell Markussen :

"Amigos de Durruti" var en anarkistisk oppositionsgruppe, som var modstander af militariseringen af militserne og CNT/FAIs støtte til den antifascistiske folkefrontspolitik.
Gruppen kæmpede for bevarelsen af milits-systemet og for et revolutionært opgør med den antifascistiske folkefront.
- 'Amigos de Durruti' bestod af folk fra for-skellige dele af den anarkistiske bevægelse og en stor del var eller havde været ved fronten i de anarkistiske militser (primært "Columna de Hierro" og "Columna de Durruti"). Gruppen udgav avisen "El Amigo del Pueblo", som blev gjort illegal.

"Towards a Fresh Revolution" blev udgivet af Jaime Balius - der var sektretær for Amigos de Durruti" og direktør af "El Amigo del Pueblo"  - i januar 1938. Teksten er det nærmeste, man kommer et politisk program for gruppen og indeholder en plan for, hvordan "Amigos de Durruti" mente, at den anarkistiske revolution i Spanien kunne genvinde sit initiativ og gennemføres. "Towards a Fresh Revolution" regnes også for at være én af de grundlæggende tekster indenfor den platformistiske/anarkokommunistiske tradition.