Tidsdoku. ”Lad os føre kampen ind i magtens centrum!”

Rusland under zar Nikolaj d. I. var et brutalt monarki.   
De to socialrevolutionære bevægelser "Narodniki" (Folke-
venner) og "Narodnaja Volja" (Folkets vilje) rystede det zaristiske magtapparat med deres opstande og målrettede attentater.

• De anarkistiske og marxistiske cirklers uenigheder i Rusland
  førte til splittelsen af den kæmpende undergrundsbevægelse. 

”At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dags- aktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden ”

Isaac Deutscher (1907 - 1967) revolutionær og historiker

_____________________

Situationen i Rusland omkring 1830 under Nikolaj I – i folke-munde også kaldet ”strisserzaren” - var en af de mest brutale monarkier overhovedet.

• 90 procent af Ruslands daværende befolkning var livegne.

På Nikolaj I's tid havde landet – uden Polen og Finland – ca. 50 millioner indbyggere. Befolkningen var sammen-sat af ca. 500.000 adelige, som ejede 25 millioner livegne - slaver der måtte arbejde for dem. De var simpelthen deres ejendom, som de kunne udbytte, sælge, give væk som gaver, misbruge seksuelt, prygle, mv.

Foruden de 25 millioner der blev ejet af adelen, kom der endnu 20 millioner livegne, der var zarfamiliens. De arbejdede således på de store statslige godser og på zarfamiliens private besiddelser.

Magten var koncentreret på få megarige familier. 80 procent af de russiske gods- ejere havde i gennemsnit kun 8 ”sjæle” , som de kaldte deres livegne. De var for- armede og tangerede på  fattigdomsgrænsen. Imens de omkring 1500 rige adelige storgodsejere rådede langt over 2000 livegne hver.

Dead Souls

Den berømte russiske forfatter Nikolai Gogol

har med sin roman ”Døde sjæle” skrevet sig ind i verdenslitteraturen ved at beskrive disse livegnes
liv på en socialsatirisk måde (billedet tv.).
Selvfølgelig var livegne ikke allesammen under -
kastet brutale behandlinger. Mange behandlede deres livegne relativt humant – med en slags patriarkalsk omsorg. Uanset hvad, så var de livegne absolut retsløse.

25 års værnepligt
Deres status kunne blive ophævet, hvis de livegne blev indrullet i militæret. Her måtte de så til gengæld gøre tjeneste i 25 år. Som følge af at det russiske militær var en ekstremt brutal hær, overlevede de allerfleste livegne ikke den 25-årige værnepligt.

Dekabristerne blev grundlagt efter sejren over Napoleon i 1815. De var inspireret af  og ofte i familie med de mere oplyste dele af den europæiske kultur og kom konstant i konfrontation med magthaverne.

Dette kulminerede i en opstand, hvor over tre tusind af dem blev skudt af zarens kanoner foran Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Over tusind af dem blev anholdt, nogle blev hængt og de fleste forvist til livslangt tvangsarbejde i Sibirien.

• "Massiv repression mod alt og alle, der ikke forholdt sig konforme"

Under Nikolaj I var der på Ruslands uni-versiteter knap 3000 studerende, der udelukkende stammede fra adelen. Sønner af borgere, bønder, soldater og købmænd, samt præster og jøder blev kun sjældent tilladt adgang til universiteterne.
Zarens forsøg på at holde alle sociale, kulturelle og videnskabelige fremskridt fra det europæiske udland nede, indebar ekstrem repression mod alt og alle, der ikke forholdt sig konforme. Dette gjaldt også russere, der var involverede i de samfundsmæssige begivenheder i Europa.

• Et typisk eksempel er anarkisten Mikhail Bakunins skæbne:

Efter nedkæmpelsen af opstanden mod Friedrich August II i 1849, hvor Bakunin (1) stod sammen med bl.a. den tyske  komponist Richard Wagner på barrikaderne i Dresden, krævede zar Nikolaj d. I  Bakunin samt andre russiske revolutionære udleveret.                                                            De østrigsk-ungarske myndigheder der anholdt  Bakunin og i første omgang dømte ham til døden, reagerede prompte og udleverede ham og andre fængslede revolutionære til Rusland.

Her blev Bakunin indespærret i den berygtede Peter-Pauls fæstning, hvor han blev lænket til murene i sit fangehul. Først i 1857 – 9 år senere - blev han benådet og for-vist til Sibirien, hvor hans fætter var generalguvernør. Tre år senere lykkedes det for Bakunin at flygte fra Sibirien til Vesteuropa.  

• Dresden 1849

Hans lærer var en oplyst intellektuel som hadede militæret. Alexander og hans kone – en prinsesse fra Tyskland - læste sammen Ivan Turgenjevs roman ”Notater af en jæger”, der handler om en russisk livegens skæbne. (Sammen med de yngre Dostojevskij og Leo Tolstoj var Turgenjev den mest kendte russiske forfatter i anden halvdel af det 19. århundrede).
________________
I 1861 ophævede zar Alexander II livegen skabet trods  storgods-ejernes  samlede modstand.
Alexander II mildnede censuren, ophævede forbuddet mod udenlandsrejser, løslod mange af de politiske fanger, deriblandt nogle af Dekabristerne, der havde overlevet 30 års tvangsarbejde i Sibirien. Også digteren
Dostojevskij, der var forvist til Sibirien måtte vende tilbage.
Det vigtigste problem var afgjort livegenskabet. Ved en forsamling blandt det
øverste lag af adelen erklærede den ny zar, at man ikke skulle vente, indtil
bønderne afskaffede livegenskabet ved hjælp af en opstand fra neden.

Der blev iværksat en kommission, der foretog de nødvendige forberedelser til ophævelsen af livegenskabet, for de 45 millioner russere. I 1861 ophævede zar Alexander d. II livegenskabet, med stort besvær pga. storgodsejernes samlede modstand.

• Via gæld, renter og statslige skatteopkrævninger, havde situationen alt i alt ikke forandret bøndernes vilkår.

Den bragte bønderne formelt juridisk deres frihed, men tvang dem samtidig i ny afhængighed. Da en frigivelse uden landreform var meningsløs, blev det bestemt,
at bønderne skulle købe jorden fra godsejerne. 
En ekspropriation af storgodsejerne, som den spredte radikale opposition havde forestillet sig, blev det ikke til. Zaren ville for enhver pris undgå en indenrigspolitisk konflikt, der kunne have resulteret i en opstand fra landets mægtige konservative adel og kirken. 
Via gæld, renter og statslige skatteopkrævninger, havde situationen alt i alt ikke forandret bøndernes vilkår. Sult, sygdom og opslidende arbejde under katastrofale sociale forhold fortsatte uformindsket...

• De russiske landsbyfællesskaber ”Obstjina” (på dansk: "kommune")

Særegent for det russiske samfund var landbrugets organisering. I en tusindårig tradition har bønderne i fællesskab dyrket jorden. Nu hvor livegenskabet var op-hævet, vendte de tilbage til disse traditioner.
Bønderne havde kollektiv brugsret over jorden de dyrkede - vel og mærke under statsadministrationens kontrol. Som regel repræsenteret af det lokale politi og distriktstjenestemænd.

• Fremkomsten af en radikal studenterbevægelse udenfor myndighedernes kontrol

Alexander II’s reformer udløste en mærk-bar forandring i Ruslands storbyer – især Sankt Petersborg og i mindre grad i Moskva og Kiev. 

Åbningen af universiteterne svarede ikke kun til kravene om lighed for alle lag i samfundet, men var derudover en objektiv økonomisk nødvendighed. Rusland var som før nævnt, langt bagud i udviklingen, i forhold til de øvrige europæiske magter på stort set alle områder.

På kun få år, tredobledes antallet af studerende. Magthaverne havde dog ikke regnet med, at universiteterne med denne åbning også begyndte at genspejle de samfundsmæssige forhold udenfor. På ganske kort tid opstod der en antiautoritær studenterbevægelse udenom statens kontrol.

Dertil kom et andet uventet "problem": 

Kvinder indtog universiteternes forelæsninger – først som tilhørere og efterhånden som aktive studerende. I disse år skete der et opbrud i den unge generation, som modsatte sig de gældende moralforestillinger.

Unge par begyndte med at leve i forhold sammen, enten i parforhold eller også i kommuner (altså kollektiver), de skiftede partnere og praktiserede sexuelle friheder med kønnenes ligeberettigelse.           
Midt i den victorianske puritanisme
der herskede over Europa, stod studente-miljøerne i Ruslands storbyer nu pludseligt i spidsen for frigørelsesbestræbelserne.  

Liberaliseringen af den russiske stat rystede også den strengt hierarkiske familieorden, hvori det mandlige overhoved – med zaren som forbillede – herskede despotisk.
Mange unge kvinder indgik på dette tids-punkt ”fiktive ægteskaber” med  ligesindede mænd, for at kunne udfolde sig frie og uafhængige.

Denne emancipatoriske karaktér af bevægelsen var ikke til at overse, men det var, i modsætning til de senere revolutionære i 1870´erne hovedsagligt en individuel frigørelse.

• Første attentatforsøg mod zaren 

Den 4. april 1866 (juliansk kalender) skød studenten Karakasov (billede tv.) - medlem af en hemmelig obskur gruppe "Ishutin" (Helvede), på zaren, som gik spadserende i en park ved floden Neva. Skuddet ramte forbi, Karakasov forsøgte at flygte, men blev anholdt. 
Skønt hans kammerater fra gruppen Ishutin afviste hans planer, blev gruppen optrevlet og sendt til livsvarigt tvangsarbejde i Sibirien. Karakasov blev offentligt hængt den 3.oktober 1866.
Da rygterne om tortur af de anholdte kom frem, organiserede studenterne forsamlinger og offentlige manifestationer i storbyerne. Disse blev mødt af demonstrationer, der forsvarede zaren.  Studenteraktivisten, den senere anarkist Zemfir Ralli beretter, at var farligt på dette tidspunkt at sige noget dårligt om zaren i fabrikkerne og fattigkvartererne.

Tiden efter attentatet betød afslutningen på reformerne. Alexander II indledte under pres fra den højre adelstand en tiltagende repressiv kurs. Indenrigsministeren Murajev – kendt for at have nedkæmpet den polske opstand 1863, skærpede politiets kontrol og censur. Hans personlige had gjaldt intellektuelle som betegnede hans foranstaltninger som ”hvid terror” (russisk: rusyj = Magten).

________________________

Forskellige forløbere af narodniki-bevægelsen

• Netsajev’tisterne 

Sergej Netsajev var en ung russisk revolutionær - og ifølge historiske kilder - med en "tvivlsom og hensynsløs" personlighedskaraktér. 

I 1869 var Netsajev del af radikale studentercirkler i Petersborg. Han kom pga. sit praleri i myndighedernes søgelys og tog til Zürich. 
Samtidig modtog den unge revolutionær Vera Sassulitsj
( - der senere blev verdenskendt for hendes attentat på Petersborgs brutale byleder, general Trepow i 1878) et ”udsmuglet brev fra fængslet”, hvori Netsajev fortalte om sin anholdelse.
I de efterfølgende protester mod denne antagede
fængsling, blev Vera Sassulitsj og hendes søster Katharina anholdt og dømt for
subversive holdninger til henholdsvis et og to års fængsel).

Det hele endte med, at Bakunin og en anden fremtrædende anarkist (Orgarjev), opdagede, at Netsajev havde stjålet vigtige breve og dokumenter fra dem, hvorefter de brød med ham.

Karl Marx benyttede lejligheden til at diskreditere Bakunin i 1. Internationale
med henvisning til hans forbindelser til  ”kriminelle fantaster” som Netsajev.

• Levende begravet i zarens fængsel

Netsajev blev efter krav fra Rusland i 1872 udleveret fra Schweiz og dømt til 20 års fængsel. Han blev sat i lænker og anbragt dybt nede i de underjordiske celler af Peter-Paul-fæstningen, hvor han den 21, november 1882 fuldstændigt afkræftet døde...

• Fritscher’ne  / ”tanterne”
  -  Zürich i starten af 1872

Der var i Zürich omkring 100 russiske studerende kvinder. De fleste havde kort hår og mørke solbriller og altid en smøg ved hånden.

Ifølge den russiske revolutionær Vera Figners selvbiografi "Natten over Rusland", (udgivet i 1928), ville de russiske studerende derved udtrykke deres uafhængigheds bestræbelser.

De boede i fællesskaber og tog initiativ til indsamlinger for Pariser-kommunens (2) fanger, for strejkende arbejdere, for de russiske emigranter, for den igangværende revolte i Spanien, ... 
I sommeren samme år (1872) kom Bakunin og en anden russisk revolutionær (Lavrov) til Zürich for at hverve for deres ideer. De russiske migrant-kredse blev splittet i to fraktioner, som højlydt skændtes med hinanden. 
De fleste "Fritscher" / "tanter"  tilsluttede sig Bakunin og hans teser om nødvendige revolutionære direkte aktioner. 

"Tanterne" startede studiekredse om socialismens idégrundlag, fra bl.a. Charles Fourier, Pierre-Joseph Proudhon, Etienne Cabet, Luis Blanc, mv.                                                        Gennem informanter fik de russiske myndigheder kendskab til de subversive aktiviteter fra de russiske kvindelige studerendes side.
Reaktionen kom prompte: I sommeren 1873, kom der en meddelelse fra de russiske myndig-heder, der meddelte, at ingen eksamener fra universitet i Zürich ville blive anerkendt i Rusland.                        _____________

Tilbage til Rusland. 

På dette tidspunkt var de første aktivist-grupper fra "Tanterne" ifærd med at vende tilbage til Rusland for at tilslutte sig kampen mod zarvældet. Da det kom til bruddet mellem Marx-tilhængere og Bakunin-tilhængere, tilsluttede de fleste sig uden betænkeligheder til føderalisten Bakunin.

Samtlige medlemmer af "Tanterne" tog i grupper tilbage til Rusland, hvor de gik i undergrunden og tilsluttede sig den socialrevolutionære undergrundsbevægelse NARODNIKI (Folkevenner).

• Narodnikerne  

Bevægelsen blev til i midten af 1860´erne. De fleste var intellektuelle, mange sønner og døtre af den lave adel - få sågar fra højadelen. De tog på landet for
at leve sammen med bønderne i landsbyfællesskaberne og for at lave agitation for den anarkistiske variant af socialisme. Nogen tog som læger ud til bønderne (som f.eks. Vera og Lydia Figner, Sophia Perovskaja, m.fl.) 

De fleste lærte dog et håndværk – som snedker,
smed, skomager, osv. Parallelt hertil gennemførte nogle specielle grupper attentater på særligt fremstående personer af zarens politiapparat og forvaltningen.

De befriede fængslede medlemmer (som f. eks. den  unge Pjotr Kropotkin i 1876) og gennemførte praktisk fangesolidaritet med kammerater, der var blevet forvist til tvangsarbejde i Sibirien.  

• 1500 aktivister fra Narodniki i fængsel

I en rapport fra 1875 skrev zarens justitsminister grev Pahlen, at der fandtes et net af revolutionære celler og enkeltpersoner i samtlige af landets 37 provinser. Omkring 1874/75 havde politiet anholdt og fængslet omkring 1500 medlemmer af Narodniki.

Ifølge forskellige kilder fandtes der på dette tidspunkt omkring op til 3000 aktive Narodnikier. I forhold til Ruslands størrelse og befolkningstal, et ganske lille antal, men i forhold til de tidligere revolutionære grupper og sammenhænge, var dette en revolutionær massebevægelse. 
De fleste Narodnikier var meget unge – 16, 17, 18 år gamle. Var man over 20 år, gjaldt man allerede som ”gammel, garvet aktivist”: 

• I efteråret 1876  dannedes forbundet ”Jord og Frihed” (russisk: ”Semlja i Volja”)

I modsætning til Narodnikierne, var den nye organisation ikke opbygget på føderative principper. Den var centralistisk
i sin organisationsform.

Derudover var forbundet ”Jord og Frihed” ikke særligt fokuseret på bønderne, men betonede istedet for nødvendigheden af
at opbygge celler i hæren, i forvaltningen,
i  landborådene, i den akademiske embeds- stand og blandt studenterne.

Disse sektorer var alle berørt af myndig-hedernes censur og overvågning og umyndiggørelse. Senere kom også de første spæde forsøg på at vinde indpas i fabrikkerne , hvor der herskede ufatteligt hårde arbejdsbetingelser.

De vesteuropæiske revolutionæres ideer ophørte allerede fra 1876 med at have nogen som helst indflydelse på den russiske revolutionsbevægelse. Denne var siden fuldstændigt selvstændig og havde sin egen udtryksform og retning.                    Heller ikke de revolutionære i eksil havde længere nogen betydning for det revolutionære Rusland.  Den litterære virksomhed og forlagsdriften med tidsskrifter, løbesedler og vægaviser havde nu sine hemmelige centre i selve Rusland.

_________________________

(Først i starten af 1900-tallet skulle migrantcirklerne atter få en betydelig indflydelse på begivenhederne i Rusland. En særlig betydningsfuld rolle havde migrantavisen Iskra (gnisten) omkring de senere mensjevikker / bolsjevikker:  Plekhanov, Vera Sassuslitj, Lenin, Axelrod, Trotskij, Martov, Potresov, ... ). 

SPLITTELSEN

Jord og Frihed's levetid blev kun kort, da organisationen blev splittet i 1879 i spørgsmålet om at blive ved med at gennemføre parallelle attentater mod personer fra magtapparatet. 
Flertallet mente, at det var nødvendigt at presse repressionsapparatet til ind-rømmelser ved hjælp af straffeaktioner mod særligt brutale politiledere, fængselspersonale, distriktsguvernører og betalte stikkere. Hovedformål var at henrette zaren som den øverste instans af al herre-dømme. Et mindretal omkring Georgi Plekhanov fastholdt det politiske arbejde uden væbnede aktioner.

__________________________

Georgi Valentinovich Plekhanov var en ledende skikkelse i ”Jord og Frihed” . Han emigrerede efter forbundets splittelse til Schweiz, hvor han tilsluttede sig  marxistiske positioner indenfor 1. Internationale, der som bekendt blev splittet i 1872 i  en flertalsfløj omkring Karl Marx og Friedrich Engels og et antiautoritært mindretal omkring Mikhail Bakunin.                        Plechanov blev den mest fremtrædende teoretiker blandt de russiske marxistiske emigranter, der grupperede sig omkring avisen ISKRA. Han blev i 1903 efter splittelsen af det "Al-russiske Socialdemokratiske Arbejderparti"  ledende mensjevik.

• ”Narodnaja Volja” (Folkets vilje)

Det kom til splittelse og kontrahenterne gik på en fredelig måde hver til sit. Mens mindretallets nye organisation ”Sort Omfordeling” (= omfordeling af den sorte jord) hurtigt forsvandt igen, blev den i august 1879 dannede ”Narodnaja Volja” den altdominerende revolutionære undergrundsorganisation.
Bevægelsen blev knust af statsapparatet ved hjælp af en i 1881 oprettet moderne og berygtede sikkerhedstjeneste, som gik under betegnelsen ”Ochrana”.

• Forberedte en ny væbnet kampcyklus

Organisationen, hvis ledelse kaldte sig ”eksekutivkomitéen”, gik straks i gang med at forberede den væbnede kamp.

I perioden efteråret 1880 til foråret 1881 koncentrerede organisationen sig på propaganda – og organisationsarbejde. De genopfriskede tidligere kontakter i hæren og opbyggede en militær afdeling, ledet af aktivister, der som regel var officerer i zarens militærapparat.

Organisationen oprettede hemmelige trykkerier og boliger i Skt. Petersborg , Odessa, Moskva og andre storbyer. Narodnajas stærkeste basis var i Skt. Petersborg blandt studerende og håndværkere.

Efter en kort periode af konfusitet havde stats-apparatet igangsat en massiv forfølgelsesjagt imod alle og enhver, som formodedes at have subversive holdninger.  Politistikkere som den tidligere revolutionære veteran Sergej Degájef hjalp politiet med at optrævle de clandestine logistiske strukturer i organisationen (trykkerier, boliger, kontakter) og den indre personkreds omkring Narodnaja Volja.

Mange blev dræbt i direkte ildkamp med politiet ved deres anholdelser, nogle begik selvmord ifm. opsporingen. De fleste blev anholdt og hængt (som for eksempel Lenins ældre bror Uljanow, Aleksandr Iljitsh), eller forsvandt og døede af sult og prygl i fængslerne.

Vera Figner (billedet tv.), var 30 år da hun i 1883 blev anholdt og dømt til døden. Dommen blev senere omgjort til livsvarigt tugthus. I 1904 - efter hun havde været levende begravet i 20 år i Schlüsselburg Fæstningen - blev hun løsladt. 

De 5 medlemmer af Narodnaja Volja, der blev anklaget for mordet på tsaren, blev offentligt hængt den 3. april 1881. Deriblandt ikonet af de russiske revolutionære – den 28 årige Sophia Perovskaja.   _______________________

Billede th. : Tre af de fem dødsdømte Narodnajaer der deltog i attentattet mod Alexander II.  (Fotografiet er fra en russisk filmproduktion) 

• Først i 1890´dukkede der i for-bindelse med  strejker i byens fabrikker, atter en ny generation
  af revolutionære op.

I kølvandet heraf, dannedes det social-revolutionære parti. Mange af dem, der kom tilbage fra Sibiriens arbejdslejre og de få overlevende, der kom ud af zarens fængsler, tilsluttede sig dette parti, hvor der samledes mange anarkister og rådssocialister.

Senere splittedes det Socialrevolutionære Parti i to dele: I et flertal med en parlamentarisk orientering og en militant mindretalsfløj. Sidstnævnte blev eksluderet af partiet den 27.oktober 1917, pga. deres støtte til bolsjevikkerne på den 'Al-russiske Sovjetkongres' , der afsatte den provisoriske regering. 

I december deltog de Venstresocialrevolutionære i den bolsjevistisk dominerede nye regering ”Folkekommisærenes Råd”. Partiet forlod i marts 1918 koalitionen, i protest mod bolsjevikkernes fredsaftale med det tyske kejserrige...

(Artiklen baserer på et oplæg som er holdt af al. fra autonom infoservice,
d. 15. februar 2017  på et offentligt møde, organiseret af "anarkistisk studie
- og debatgruppe" i Ungdomshusets bogcáfé "Barrikaden")

               _____

           Noter

          1. Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin (1814 – 1876)
               * Kort video-intro på tysk:

Links 
Anarkistiske bogcaféer

• Barrikaden 
• Bogcaféen Halmtorvet    

Relateret 
autonom Infoservice:                           

• Remember the Anarchists!  Anarkismen i Rusland omkring Oktoberrevolutionen 
• Tidsdoku. Den rådskommunistiske opposition omkring den russiske Oktoberrevolution