Italien: "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden

L'unita delle lotte dei proletari!
L'unita delle lotte dei proletari!

I efteråret 1977 nåede Italiens autonome bevægelse sit højdepunkt:
Titusinder af  autonome fra hele landet deltog i a
ntirepressionskongres i Bologna, d. 23. - 25. september 1977. 

Mens mange autonome aktivister dannede eller tilsluttede sig væbnede grupper, kulminerede den legale del af bevægelsen i 1977 og blev en masse-bevægelse blandt ungdommen i Italien.

  • Den italienske autonome bevægelses historie og ”ups and downs” ...
Autonomia Operaia Genova
Autonomia Operaia Genova

Autonome strejkekampe og udenomsparlamentarisk oprør i Italien mellem 1967 - 1982 :

  • ”Autonomia Operaia” - mod stedfortræderpolitik og klassesamarbejde

Autonomibegrebet som kampstrategi opstod ifm. de italienske arbejdskampe mod den kapitalistiske omstrukturering og fornyelsen af produktionsapparatet. Men også i kampen mod fagforeningernes og de reformistiske arbejderpartiers mål- rettede klassesamarbejdspolitik.
Arbejderkomitéerne præsenterede deres medlemmer i samtlige samfundsrelevante spørgsmål og afviste partiets rolle som politisk stedfortræder/formidler. Hvad der fremkaldte heftige konflikter med især tillidsfolk fra kommunistpartiet PCI, der anså arbejderkomitéerne som en konkurrence til deres mangeårige monopolstilling.  

De basisdemokratiske  'Arbejderkomiteers'  demoblok
De basisdemokratiske 'Arbejderkomiteers' demoblok
  • Kampen imod de eksisterende produktionsforhold

Denne omfattende strategiske kritik – kaldt "operaisme" - kortlagde i sine analyser den kapitalistiske hverdags ødelæggelse af menneskelige værdier som kreativitet, omsorg, solidaritet, interkommunikative relationer m.v.

Operaismens konklusioner mundede ud i at propagandere nødvendigheden af en fuldstændig ødelæggelse af de eksisterende produktionsforhold og udvikling af en helt anden rationalitet i alle dele af samfundslivet. Operaismen slog igennem i de store arbejderkampe på Fiat-fabrikkerne og i talrige andre koncerner i årene 1968 / 1969.  

  • Vilde strejker, fysiske blokader og sabotage  
Arbejderkomiteernes demoblok i Milano
Arbejderkomiteernes demoblok i Milano

I denne periode tabte de store arbejderpartier - kommunistpartiet PCI og socialistpartiet PSI - enhver kontrol over de revolterende samle- båndsarbejdere, hvoraf det over- vældende flertal organiserede sig i fagforeningsuafhængige autonome basiskomitéer.  

Vilde strejker, fysiske blokader og sabotage kendetegnede arbejdernes direkte antikapitalistiske modstand.

Blandt de udenomsparlamentariske autonome strømninger var den operaistiske organisation Potere Operaio ("Arbejdermagt") med omkring 5.000 aktivister og den spontanistiske, venstresocialistiske organisation Lotta Continua ("Kampen fortsætter") med omkring 6.000 aktivister, de mest indflydelsesrige grupperinger i opbruddet mod det etablerede system.

  • "For afskaffelse af lønarbejde! For kommunismen!"

Generalstrejken den 25.september 1969, som var vendt imod kapitalen og de reformistiske partiers politisk-økonomiske udspil, viste de autonome basiskomitéers store indflydelse. Således dominerede Potere Operaio-blokkens kampparole: "For afskaffelse af lønarbejde! For kommunismen!" den store metalarbejderdemonstration i Torino med over 600.000 deltagere.

(Forstør ved at klikke på billedet): 

Men massefyringer af fagligt aktive, decentralisering af vigtige dele af produktionen og en voldsom udvidelse af isolerende hjemmeproduktion, samt fagbevægelsens succes med integration og  passivisering af mange arbejderbasiskomitéer bevirkede, at arbejderne langsomt mistede deres kampdynamik.
Dette resulterede i en afgørende svækkelse af den autonome strømnings politiske og aktionsmæssige indflydelse i Norditaliens fabrikker.  

Fra begyndelsen af 1970'erne koncentrerede de autonome sig om arbejdet i boligkvartererne og i det hele taget i reproduktionssfæren (kultur, sociale fællesskaber, uddannelses- og seksualitetsspørgsmål, etc.)

Dette område – boligkvarterene i stor- byerne – blev indtil starten af 1980'erne de italienske autonome strømningers kampterræn. Politisk spillede den antiimperialistiske solidaritet mod USA's krig i Vietnam og Indokina en stor rolle for modstandens internationalisering i disse år.    

  • 77-bevægelsen bliver til

Som konsekvens af magthavernes borgerlige krisepolitik opstod der i løbet af 1970'erne en ungdomsgeneration i Italien, som var socialt marginaliseret og politisk umyndiggjort. Omkring 1976-77 udviklede der sig blandt mange unge et stærkt protest- og modstandspotentiale, som knyttede an til tidligere års direkte aktioner og militante aktiviteter.

Den nye autonome bevægelse udgik nu fra byernes ungdomsmiljøer og fandt en fælles rytme i dens sociale oprindelses specifikke udtryksmåder.  


  • "Movimento Autonomia - 1977"
  • Således opstod:

* Autonomia Creativa , der bestod af ungdomsmiljøer i de proletariske forstæder til Italiens storbyer – især Rom, Torino, Milano, Napoli og Bologna. Dette miljøs aktiviteter gik ud på at tilegne sig deres livsbehov i kollektiv kamp.
- De gennemførte for eksempel tag-selv-aktioner i supermarkeder, gennemtvang gratis fælles besøg i biografer, i teatre, ved musikkoncerter etc. Autonomia Creativa oprettede over 50 radiostationer spredt over hele Italien.

* Autonomia Indiani Metropolitani, der fortrinsvis bestod af autonome  universitetsmiljøer, som udtrykte deres forbundethed med naturfolkene og udviklede aktiviteter omkring økologiske temaer, propaganderede for vegetarisme og praktiserede seksuelle frigørelsesforsøg / opløsning af kernefamiliestrukturen.

* Autonomia Organizatta, som
var den politiske og militante kerne i bevægelsen. Den var opdelt i mange strømninger, der organiserede sig i lokale og regionale basiskomitéer, autonome kollektiver og organisationer, forbundet i et fælles netværk.
Den største af flere hundrede autonome grupper og  organisationer var Autonomia  Operaia Organizatta omkring avisen "Rosso"  (det senere "Autonomia"), som talte omkring 6.000 aktivister. Mange af  aktivisterne kom fra organisationerne Lotte Continua og Potere Operaio, som var blevet opløst i den første halvdel af 70'erne.

  • Den autonome feministiske bevægelses demonstrationer 1977
    (Bologna, Rom, Milano):
  • Massiv statslig repression mod bevægelsen

I foråret 1977 eksploderer situationen i en længere- varende voldelig konfrontation mellem den samlede autonome bevægelse "Movimento-77" og statens politiapparat, som mange steder blev ledet af medlemmer af det socialdemokratiserede kommunistparti PCI.

Efter et overfald, hvor en gruppe fascister angreb en forsamling af strejkende studerende, organiseredes en antifascistisk demo. Den bliver angrebet af store politistyrker, der var bevæbnet med maskinpistoler, vandkanoner etc.

Ved denne demo var det første gang, at også aktivister fra de deltagende autonome grupper synligt viste skydevåben under en demonstration.

  • Konfrontationer med kommunistpartiets (PCI) partifunktionærer

Den 17. februar 1977 forsøgte den øverste fagforeningschef, Luigi Lama, der samtidig var en af PCIs leder, sammen med et par tusinde fagforeningsfolk at invadere det besatte universitsområde i Rom. For at "vise de autonome nogle rigtige arbejdere”.

I sin tale ved den lejlighed skældte han de forsamlede studerende – hvoraf de fleste var autonome – ud for at være "borgerlige provokatører". På et tidspunkt fik studenterne nok af alle de skældsord og smed fagforeningsbossen og hans 2-3.000 ordensvagter ud af universitetsområdet. Hermed var bruddet mellem PCI og den revolterende del af ungdommen en definitiv kendsgerning.

De efterfølgende dage udbrød en veritabel proteststorm i PCIs dagblad l'Unità imod fagforeningslederen Luigi Lama. Mange af protesterne kom fra PCI medlemmer, hvis sønner og døtre aktivt deltog i den autonome bevægelse.

  • Konfrontation mellem PCI-ordensvagter og autonomia aktivister i Rom, d. 17. februar 1977:

Den 11. marts 77 skød politiet uden synlig grund en autonom aktivist på Roms universitet. Dagen efter gennemførte de autonome grupper en demonstration, som resulterede i en kæmpe konfrontation mellem over 100.000 demonstranter og hele Roms politimaskine.

Natten før demoen blev der plyndret byens våbenforretninger og våbnene blev dagen efter brugt i konfrontationen med politiet. Resultatet var mange sårede på begge sider.

Over 300 kendte autonome aktivister blev i den næste tid fængslet, eftersom kommunistpartiets dagbladet L'unitá offentliggjorde deres navne og udpegede dem som ansvarlige for det voldelige sammenstød.

Samtidigt udløstes en landsdækkende repressionskampagne mod den autonome bevægelse: masseanholdelser, politistorm på og efterfølgende lukning af radio-stationer og bogcaféer, samt kriminalisering af autonome aviser fulgte i kølvandet på konfrontationerne.  

Særlig hårdt går det til i Bologna, hvis bystyre traditionelt er domineret af det kommunistiske parti (PCI). Her bliver bevægelsens caféer, musiksteder, sociale centre og private boliger ransaget og til dels smadret af politiet. Mange aktivister bliver udsat for konstant overvågning og personlige chikaner.

  • Bolognas store autonome miljø svarer igen med demonstrationer og militante aktioner: 

 ____________________ 

Movimento Autonomia's kongres i Bologna, september 1977

Som svar på statens massive repression, indkaldte den autonome bevægelse til en landsdækkende modstandskongres i  Bologna.  Omkring 100.000 aktivister fra hele Italien samledes i byen den 23. - 25. september 1977, for at diskutere og feste i 3 dage.

Da kommunistpartiets (PCI) bystyre forbød kongressen, gik store politistyrker  til angreb,... 

Den autonome bevægelses anti-repressionskongres i Bologna, d. 23. - 25. september 1977 (Forstør ved at klikke på billedet) :

Bologna, 25. september 1977: 'Movimento Autonomia' - antirepressionsdemo
Bologna, 25. september 1977: 'Movimento Autonomia' - antirepressionsdemo

Dræbte og sårede

Det PCI-dominerede bystyre forbød kongressen og forsøgte at opløse de efterfølgende demoer. Resultatet var 3 dages gadekamp med store politistyrker fra hele Norditalien, som bl.a. indsatte kampvogne og lette panserkøretøjer mod demonstranterne.

Nogle autonome blev dræbt (der  angives varierende tal mellem 2 – 11) og mange blev såret i disse kampe.  Bolognas indre by blev svært medtaget.

  • Civilpoliti fordeler gratis narkotika

Straks efter kampenes afslutning dukkede der gratis heroin op overalt på de steder, hvor den autonome subkultur holdt til. I flere tilfælde kunne uddelerne af narkoen afsløres som civilpoliti eller politistikkere. Især unge folk fra miljøets periferi i Bologna, Milano og Rom var modtagelige og blev senere junkier.  

I denne periode gik mange autonome under jorden.

 

  • Den væbnede autonomi

I årene 1977-79 fandtes der således over 200 væbnede grupper spredt over hele Italien. De fleste kom fra den efterhånden fragmenterede autonome bevægelse.  

Solidaritetshilsener til fangerne i en af de utallige retsprocesser mod de væbnede grupper
Solidaritetshilsener til fangerne i en af de utallige retsprocesser mod de væbnede grupper
  • 'Prima Linea'

Blandt de tre landsdækkende byguerilla bevægelser var den autonome byguerilla Prima Linea ("Den forreste linie") den tredjestørste gruppering, næst- efter den marxistisk-leninistisk orienterede Brigate Rosse - BR ("De Røde Brigader") * og den socialrevolutionære Nukleare Armate Proletari  - NAP ("Proletariske Væbnede Kerner").  

Begivenhederne udløste en permanent eskalationsspiral, som nogle år senere resulterede i indførelsen af statslig undtagelsestilstand, der for magthaverne skabte de nødvendige politiske, politimæssige og juridiske betingelser for at kunne smadre den revolterende autonome bevægelse.

* Se også autonom infoservice: 'Brigate Rosse' – una historia italiana"

  • Nogle af de større autonome publikationer fra dengang                   (Forstør ved at klikke på billedet):  
  • Fængslet og anklaget for "forberedelse af væbnet opstand mod staten"

Den 7. april 1979 blev 80 fremtrædende intellektuelle fra organisationen 'Autonomi Operaia Organizatta' fængslet.

Deriblandt filosofiprofessor Toni Negri og kendte operaister som Piperno og Scalcone (billede tv.)

De blev anklaget for "forberedelse af væbnet opstand mod staten" og forsvandt uden retssag flere år i fængsel. Myndighederne fandt en gammel lov frem fra Mussolini-tiden, som gav staten myndighed til at varetægtsfængsle subversive revolutionære i op til 9 år!

Derefter fulgte den ene kriminaliseringsbølge efter den anden. Statsapparatet svarede igen på den ydmygelse, det gennem mange år var blevet tilføjet fra den revolutionære udenomsparlamentariske modstand.

  • Systematisk kriminalisering af den autonome bevægelse

Omkring 20.000 revolutionære aktivister blev fængslet i årene 1979-82. 4.000 langtidsfanger – mest fra de væbnede grupper – fik tilsammen flere tusinde års fængsel! På begge sider var der flere hundrede døde. Tusinder af revolutionære flygtede i denne periode i eksil.

I 1982 var den autonome bevægelse i dens oprindelige form såvel som de fleste byguerillagrupper militært besejret og kriminaliseret af staten.

I dag findes der i de fleste store byer i Italien atter større autonome sammenhænge. De er organiseret omkring de såkaldte "Centri soziale" (aktivistcentre), som er udgangspunkt for antikapitalistiske, antiracistiske, feministiske og antikrigsaktiviteter og er koordineret via en netværkslignende struktur.

(claudio / autonomia Roma og al. / autonom infoservice)  

Autonomia-bevægelsen & subversiv modstand i 1970´erne: 
     kammerater, der faldt i kampen mod den italienske stat:  
Giuseppe Pinelli, Franco Serantini, Mauro Rostagno, Adelchi Argada, Saverio Saltarelli, Piero Bruno, Carlo Giuliani, Benedetto Petrone, Walter Rossi, Mara Cagol, Fabrizio Ceruso, Alceste Campanile, Giorgiana Masi, Giovanni Ardizzone, Valerio Verbano,Fausto e Iaio, Francesco Lorusso, Varalli e Zibecchi, Roberto Franceschi, Peppino Impastato, Roberto Scialabba, Cesare Pardini, Dax, Sole e Baleno, ...    

Bisættelse af 4 autonome aktivister, dræbt af statsmagten, Thiele, d. 13 april 1979:

 For italienskkyndige
 Interview med en kammerat fra de autonome kampe i 1970`erne: