Diskurs. Hvad var Sovjetunionen for et samfund? Hvad gik der galt og hvorfor?

Et par gange om året begiver vi os ud i samfundsrelevante teoretiske diskurser.

På baggrund af 100-året for Oktoberrevolutionen sætter vi fokus på Sovjetunionen:

• Hvad var Sovjetunionen for en samfundsmæssig størrelse:

* kapitalistisk?
* statskapitalistisk?
* degenereret arbejderstat?
* bureaukratisk kollektivistisk? 
* statssocialistisk? * 
   - eller ...??   

* I denne første artikel (to dele) gennemgår vi venstrefløjens vidt forskellige vurderinger af Sovjetunionens samfundsmæssige karaktér. For dermed at formidle en bedre forståelse for fremtidige alternative samfundsformationer.

* I en efterfølgende baggrundsartikel vil vi så gennemgår den venstrekommunistiske / rådssocialistiske oppositions historie. Dens ups and downs efter Oktoberrevolutionen indtil den blev smadret af det stalinistiske regime.

                            Tag dig en stærk kop kaffe/the og gå i gang :)  

For os der på vidt forskellige måder kæmper for grundlæggende andre samfundsforhold - uden udbytning, umyndiggørelse og diskriminering - er debatten om Sovjetunionens karakter af central betydning. 
Tilhængere af socialistisk teori og praksis er nødt til at beskæftige sig med det kolossale fejlslagne forsøg på at skabe et socialistisk samfund. 

• Sovjetunionen var det første forsøg på at oprette et efterkapitalistisk samfund. For socialister af forskellig observans er det derfor afgørende, hvordan man forholder sig til dette eksperiment.                                           

Mange, først og fremmest de mere ortodokse kommunister,  har i lang tid haft den holdning, at Sovjetunionen upåagtet alle mulige mangler og modsætninger ift. den klassiske marxisme, udgjorde en ”reelt eksisterende socialisme”. 
Ved siden af denne mainstream marxisme fandtes der en  heterogen venstrefløj, som allerede i tilblivelsesfasen af Sovjetunionen afviste dens socialistiske karaktér. 

I det følgende vil vi gennemgå grundtrækkene i de forskelligartede vurderinger af Sovjetunionen. I en noget kompakt form, ledsaget af relevante litteraturhenvisninger, der vil give mulighed for en mere detaljeret orientering. Til inspiration og selvstændig meningsdannelse. 

- folk fra autonom infoservice, august 2017 - 

To vidt forskellige strømninger på venstrefløjen – den østrigske austromarxisme og dele af den europæiske rådskommunisme - kom tidligt til den vurdering , at Sovjetunionen var en kapitalistisk stat.

Allerede i 1921 skrev den østrigske venstresocial-demokrat Otto Bauer: ”Det er en kapitalistisk økonomi som vi ser genopstå: en kapitalistisk økonomi som bliver styret af det nye borgerskab”. (1)  
Den kendte tyske rådskommunistiske teoretiker Otto Rühle skrev i samme periode: ”Den russiske revolution var og er en borgerlig revolution, ikke mere eller mindre: Dens markante socialistiske indslag ændrer intet væsentligt på dette”. (2)

Fælles udgangspunkt for disse venstrefløjsstrømninger var, at de havde den samme opfattelse af forløbet af historien: At ethvert samfund gennemgår et antal stadier, uden at det kan overspringe bare en eneste etappe.  
Efter denne opfattelse følger der efter feudalismen, i ethvert land uden undtagelse, kapitalismen og deraf opstår forformer for socialisme. Konklusionen gik ud på, at bolsjevikkerne godt nok brød med det feudale tsaristiske system, men ikke formåede at skabe socialistiske rammer. Derfor var der kun logisk at konstatere: det nye russiske samfund var kapitalistisk.

Kritisk bemærkning: Denne tidlige vurdering understreges af talrige begivenheder, der peger på en centralistisk repressiv styreform. Det kom bla. til udtryk i en militarisering af arbejdsprocessen, der ikke er i overensstemmelse med socialistiske, emancipatoriske principper. At dette pr. refleks så blev gjort ensbetydende med en kapitalistisk produktionsmåde, var en teoretisk kortslutning.

På baggrund af bolsjevikpartiets vedtagelse af den ”Ny økonomiske politik” (NEP), som delvis fungerede med markedspolitiske metoder primært i landbrugssektoren, blev det for eksempel tilladt bønderne at sælge korn på markedet, imod at de betalte skat til staten. NEP, der blev anvendt 1921 – 1928, resulterede således i en fordobling af produktionen i perioden 1922 til 1923 og nåede i 1926 op på førkrigs-niveauet.   
Men NEP havde en stærk negativ side: Det øgede klasse-skellet ved at styrke de rige bønder (”kulakkerne”) og kapitalistiske spekulanter, de såkaldte "NEP-mænd", der tjente penge på handelen mellem by og land.

• Rådskommunisten Anton Pannekoek og venstreradikale Amadeo Bordiga

Denne foranstaltning satte igen debatterne om Sovjetunionens kraktér igang. Således fremkom tesen om "rekonstruktionen af kapitalismen" fremført af den kendte hollandske rådskommunist Anton Pannekoek (1873-1960) og af Amadeo Bordiga (1889-1970), italiensk venstrekommunist og en af grundlæggerne af Italiens kommunistiske parti - Partito Comunista d'Italia i 1921. 
Af nævneværdige organisationer repræsenterede det tyske rådskommunistiske KAPD (Kommunistische Arbeiter Partei Deutschlands) denne tese om Sovjetunionens kapitalistiske restauration. Stærkt inspireret af  Anton Pannekoek. 
(KAPD blev dannet i 1920 ud fra en splittelse fra kommunistpartiet KPD, og havde i starten ca. 80.000 medlemmer. KAPD gennemgik en hel del splittelser og resterne af partiet blev kriminaliseret af nazierne efter 1933). 

Maoisterne

Den maoistiske opfattelse af Sovjetunionen som et konkurrencekapitalistisk system har sin oprindelse i den kinesisk-russiske konflikt i 1960´erne.
Fra omkring 1967 antog Kinas kommunistiske parti den opfattelse, at kapitalismen var genindført i Sovjetunionen. Det tog dog nogle år før vestlige pro-maoistiske intellektuelle forsøgte at fundere dette teoretisk.

I Skandinavien udgav den svenske journalist Nils Holmberg i 1974 bogen ”Fredelig kontrarevolution”. (3)
Heri forsøgte han teoretisk at underbygge det synspunkt, at der allerede under Stalin,
som efter Holbergs / maoisternes opfattelse praktiserede socialisme, etablerede sig et bureaukratisk lag indenfor staten og partiet, og kun Stalin forhindrede disse lag i at overtage magten. 

Da Stalin døde i 1953 var der ingen, der kunne standse det. Bureaukratiet brugte statsapparatet til i hurtigt tempo at indføre kapitalistiske forhold: Arbejderklassen blev adskilt fra produktionsmidlerne og var dermed ikke længere den herskende klasse, men blev atter til lønarbejdere.

Kritisk bemærkning: Spørgsmålet er så, hvorfor der i årene efter oktoberrevolutionen og særlig under Stalin i følge maoisterne ”ikke fandtes nogen udbytning”. Ifølge forskellige undersøgelser havde de strukturelle arbejdsforhold i Sovjetunionen siden omkring 1930´erne næsten ikke forandret

sig. Alle disse år havde arbejderne produceret et merprodukt (altså overskuddet / surplusprofiten som bliver tilbage af produktionen efter reproduktions-omkostninger  for arbejdskraften), som de ikke havde mulighed for selv at administrere.
Derudover er ikke alle udbytningsforhold per definition kapitalistiske. Historien kan frem-vise mange former for ikke-kapitalistisk udbytning, så som slaveri og afhængigheds-forhold.

Charles Bettelheim

Et mere avanceret analytisk udsagn fra denne kant finder man i økonomen Charles Bettelheims flerbinds værk ”Klassekampen i USSR” (Uddrag heraf kan interesserede læse på dansk i ”Bulletin fra International Studiegruppe, Nr. 7 – 1983” og vist også i nogle udgivelser fra Forbundet Socialister / 1971-1983 ).
Ligesom Nils Holmberg antog Charles Bettelheim, at der skete et fredeligt statskup i Sovjetunionen, men han forsøger at indordne det i en større sammenhæng. Bettelheim mente, at i slutningen af 1920´erne foranledigede den nye politisk kurs en ekstrem hierarkisk-centralistisk industrialisering, der foregik på basis af landbrugets tvangskollektivisering.

Denne noget overfladisk betragtede "socialistiske" statskapitalisme frembragte i realiteten den samme sociale ulighed med de samme samfundseliter som kapitalismen. Selve kærnen i produktionsforholdene er ifølge Bettelheim baseret på de enkelte virksomheders interne konkurrence og arbejdernes adskillelse fra produktionsmidlerne.
Således blev kampen mellem de socialistiske og prokapitalistiske kræfter senest med reformerne i 1965 afgjort til de sidstnævntes fordel. Her fik de sovjetiske virksomheder fra de statslige planlægningsorganer et større selvstændigt råderum:

Investeringerne blev derefter ikke længere bestemt af den overordnede plan, men af de enkelte virksomheders direktion. Planen blev på den måde reduceret til at fungere som ledsager under markedsforhold. (4)

Kommunisterne havde ifølge Charles Bettelheim forsømt at mobilisere imod denne udvikling (”... som kineserne havde gjort under kulturrevolutionen”), hvori det nye borgerskab blev mere og mere magtfuldt og via de økonomiske reformer i slutningen af 1950´erne og frem til 1960´erne blev den kapitalistiske restauration af Sovjetunionen en realitet.

( I 1977 gik Charles Bettelheim af som formand i den fransk-kinesiske venskabs-forening. Han gjorde det i protest mod den forandrede politiske kurs efter Mao Zedongs død i 1976, ledet af Deng Xiaoping. Bettelheim betegnede dette som kontrarevolution).

Kritisk bemærkning: Fra et marxistisk standpunkt er værdiloven og deraf følgende tvang til akkumulation om- drejningspunktet for den kapitalistiske produktionsmåde - og ikke virksomheds administratorernes kontrol med produktionen.   
De enkelte virksomheder kunne også efter reformerne i 1965 ikke selvstændigt fastsætte priserne, lønningerne og produkternes art. Produktionsmidlerne havde ikke vare- karaktér, kunne ikke blive handlet frit og cirkulerede derfor ikke på en kapitalistisk måde. Reformerne betød altså ikke, at overskuddet/profitten blev til den drivende kraft for økonomisk vækst. Der var således ikke tale om konkurrence i kapitalistisk forstand. Det samme spørgsmål som til Nils Holmberg må stilles til Bettelheim, Jaques Sapir og maoisternes teori om Sovjetunionen:

- Hvad er den væsentlige forskel på den stalinistiske (”socialistiske”) og den poststalinistiske (”kapitalistiske”) fase?
- Ud fra hvilke kriterier kan man erkende dette kvalitative omslag?

• Sovjetunionen – statskapitalistisk? 

Tony Cliff ...

En helt anden tilgang præsenterer den britiske marxistiske teoretiker Tony Cliff. Ifølge ham transformerede Sovjetunionens bureaukrati sig allerede omkring 1930 til et nyt borgerskab. (5) 
Siden da gik samtlige bestræbelser ud på at forcere industrialiseringen og akkumulere kapital. I denne proces opstod et omfangsrigt proletariat.
Denne tilblivelse af statskapitalisme så Tony Cliff som et højere udviklingsstadie end den vestlige kapitalisme. Han betegnede Sovjetunionen som

” ... den yderste grænse kapitalismen teoretisk kan udvikle sig til” og som ”et overgangstrin til socialisme hinsides den socialistiske revolution” (Tony Cliff: ”State Capitalism in Russia”).

Virksomhederne repræsenterede ingen selvstændig økonomisk enhed (som maoisterne / Charles Bettelheim påstod), men var integreret del af én stor Sovjetkapital.
Arbejdsdelingen indenfor virksomhederne adskilte sig kun i ringe omfang fra arbejds-delingen virksomhederne imellem. Disse blev ledet af et kollektiv af kapitalister, som bestræbte sig på at lede deres virksomhed så planmæssigt som muligt – en diktatorisk ledet planøkonomi.

Først gennem relationer til andre kapitalistiske virksomheder via verdensmarkedet, blev det tydeliggjort, at ”virksomheden Sovjet” er et kapitalistisk foretagende. Med andre ord: Sovjetunionen konstituerede sig som kapitalistisk gennem konkurrencen udadtil. 

Kritisk bemærkning: Det svage punkt i denne analyse er det faktum, at Sovjetunionen kun i meget ringe omfang konkurrer-ede på verdensmarkedet. Der var sågar perioder i stalinismens epoke, hvor der stort set ikke blev eksporteret noget som helst. 
Spørgsmålet er så, om det giver nogen mening at kalde Sovjetunionens statskapital for ”kapital”. Ifølge Marx’s ’kritik af den politiske økonomi’ er det konkurrencen, der er kapitalens væsenstræk, direkte udledt af værdiloven.  

... og Chris Harman, m.fl 

Tony Cliff og andre statskapitalistiske teoretikere som f.eks. Chris Harman forsøger at omgå den ovennævnte modsætning ved at påstå, at konkurrencen mellem Sovjetunionen og resten af verden ikke baserer på varer, men på brugsværdier i form af våben:

” Da den internationale konkurrence overvejende antager en militær form, ytrer værdiloven sig i praksis i det modsatte, nemlig som eftertragtningen ift. brugsværdier.” (Tony Cliff: ”State Capitalism in Russia”).
Her henvises bl.a. til den permanente våbenøkonomi, som kulminerede i atomvåben-kapløbet mellem USSR og USA i koldkrigsårene. 

Sovjetunionens nedgang og sammenbrud krævede et skift i argumentationen for Toni Cliff og Co.. Deres udgangspunkt at statskapitalismen var mere avanceret end den private markedsøkonomiske kapitalisme havde i 1940 en vis berettigelse, da Sovjetøkonomien af forskellige grunde viste sig at være mere dynamisk end Vestens.
Da det viste sig, at det økonomiske system i årene 1985-91 styrtede sammen, for tolkede Chris Harman omvæltningen som en ”kapitalistisk akkumulationskrise, der tvang bureaukratiet til at ændre dets fremgangsmåde. (6) 
Statskapitalisme-tilhængere fastholdt teorien om at Sovjetunionen var et kæmpe kapitalistisk foretagende.

• Sovjetunionen - bureaukratisk kollektivistisk? 

Tanken om at Sovjetunionen havde udviklet en af Marx ikke forudset produktionsmåde med et bureaukrati som herskende klasse blev allerede udførligt beskrevet i et værk af italieneren Bruno Rizzi (1901-1985). Bogen blev udgivet i 1939 med titlen ”Verdens bureaukratisering”  (”La bureaucratisation du monde”).  
Her forsøgte han at forklare den internationale udvikling (stalinisternes kontrarevolutionære politik i Spanien, fascismens gennembrud, ”New Deal” i USA, den over-hængende krigsfare) med tesen om, at der findes en historisk lang periode mellem kapitalisme og socialisme, som han betegnede som ”bureaukratisk kollektivisme”:

Statsbureaukratiet ejer produktionsmidlerne og den samfundsmæssige rigdom som helhed. Det er derfor en kollektiv herskende klasse i modsætning til borgerskabet, der består af enkelte udbyttere.
Udbytningen forlader iflg. Rizzi den enkeltes domæne og går over til at blive en kollektiv udbytning. Arbejdskraften bliver ikke købt af  kapitalisten men monopoliseret af staten. Lønningernes højde bliver fastlagt via planen, dvs. fra toppen af bureaukratiet.

I bureaukratisk kollektivisme er udbytningen en statslig funktion, som samtidig organiserer undertrykkelsen. En sammensmeltning af den politiske og økonomiske magt. Han anså den bureaukratiske kollektivisme for at være direkte forform for socialismens fremtidige produktionsmåde – på samme måde som de første klassesamfund var direkte efterfølgere af ”urkommunisme”.

Robert Brenner, m.fl.

Sovjetunionen som et førkapitalistisk stadie Foruden en del andre marxistiske teoretikere der var tilhængere af ”bureaukratisk kollektivisme” – tesen (7), indtager historikeren og økonomen Robert Brenner (1941-) en fremtrædende rolle.
Han opfattede – fuldstændigt forskelligt fra de andre fortalere for ”bureaukratisk kollektivisme” tesen,  snarere Sovjetunionen som et førkapitalistisk og ikke et postkapitalistisk samfund. (8)

Den ikke-kapitalistiske bureaukratiske herskende klasse tilstræber at maksimere hele det samfundsmæssige merprodukt, for desto større merproduktet er, desto lettere kan de herskende magtstrukturer realisere deres mål (- hvad end dette måtte være). For at realisere maksimale resultater er bureaukratiet tvunget til at udnytte arbejdsdueligheden af hver eneste arbejder for at optimere mængden af varer og tjenesteydelser (”output”).

Bureaukratiet havde derfor ingen interesse i eksistensen af en reservehær af arbejdsløse. Dette resulterede i en vis binding til produktionsmidlerne. Og da der ikke fandtes et reelt arbejdsmarked, er arbejdskraften sådan set ingen vare som under kapitalistiske produktionsforhold.

Brenner ser Sovjetunionen som en førkapitalistisk samfundsformation, der først og fremmest modtager sin dynamik fra dens kapitalistiske omgivelser, som tvinger det herskende bureaukrati til at reinvestere og akkumulere merproduktet. Samtidig er denne akkumulationsproces strukturelt afdæmpet.

- Dels fordi de enkelte produktive enheder (virksomheder) og deres ledere ikke havde personlige motiver for at tilfredsstille efterspørgslen innovativt og produktivt.

- Dels fordi arbejderne ikke bestemmer over merproduktet og ikke kan blive fyret.

Da konkurrencen på såvel det militære som det politiske plan med det kapitalistiske Vesten til stadighed skrider fremad, og i sidste konsekvens er afhængig af den økonom-iske produktivitet, er reformerne nødvendige. Da disse reformer i Sovjetunionen ikke gav nogen nævneværdige resultater, ville der kun være to fremtidsmuligheder: kapitalisme eller demokratisk socialisme.

Kritisk bemærkning: Robert Brenner anser Sovjet- økonomien for at være en yderst kortvarig produktions-måde. Men hans definition af Sovjetunionen som et slags feudalsamfund, kan ikke forklare den meget dynamiske økonomiske vækst i Sovjetunionens første 40 årige levetid.
Når man så kendetegner bureaukratiet som en herskende ’klasse’, som tilhængerne af bureaukratisk kollektivisme-tesen gør, så mangler der en forklaring på, hvordan en sådan klasse efter Oktoberrevolutionen kunne have konstitueret sig - på hvilket økonomisk grundlag?
Den nye herskende ’klasse’ vil i dette tilfælde først være opstået efter erobringen af den politiske magt?

Følger vi marxismens klassedefinition, så ændrer revolutioner de eksisterende klasse-forhold og deres respektive magtrelationer, men skaber ikke nogen ny klasse.
I Sovjetunionen lagde bureaukratiet forhindringer i vejen for det social-økonomiske system ved at forfølge sine egne interesser.

Et af de vigtigste kendetegn i Sovjetunionen var netop det umulige i at forene disse sær-interesser med en optimal økonomisk vækst. Resultatet var en permanent krisetilstand, der til sidst førte til sammenbruddet.

(Skrevet af folk fra autonom infoservice)

_______________

Notat af autonom infoservice                                                  På grund af længden har vi delt artiklen i to dele.

• En degenereret arbejderstat (Leo Trotskij) / bureaukratiseret  overgangssamfund? (Ernest Mandel, m.fl.)
• Et statssocialistisk samfund? (Pierre Naville, Rudolf Bahro, Robert Kurz, m.fl.)
• Et ”ikke-system” (- fra nyere analyser v. den britiske autonome gruppe ”Aufheben”, Hillel Ticktin, m.fl..)
  Anden del af artiklen

(Forstør ved at klikke på billedet):