Diskurs. Hvad var Sovjetunionen for et samfund? Hvad gik galt - og hvorfor?

Her er så anden del af artiklen om venstrefløjens vidt forskellige vurderinger af det hedengangne Sovjetunionen.

Er der noget, vi kan drage lære af i forbindelse med fremtidige socialistiske samfundsvisioner? ...

____________
Var Sovjetunionen:
* En degenereret arbejderstat / * et
bureaukratiseret overgangssamfund?
* Et statssocialistisk samfund?
* Et 'ikke-system' ...

(Forstør ved at klikke på billedet):

___________________________

Første del af artiklen om Sovjetunionen er offentliggjort d. 9. august 2017:
”Diskurs. Hvad var Sovjetunionen for et samfund? Hvad gik der galt og hvorfor?”

Hvad var Sovjetunionen for et samfund?

_________________________________

- En degenereret arbejderstat / bureaukratiseret overgangssamfund?

I 1930’erne analyserede den russiske revolutionær Leon Trotskij (1) udviklingen af Sovjetunionen, som han betegnede som en degenereret arbejderstat.
Han mente, at fremkomsten af det stalinistiske bureaukratis diktatoriske regime kun kan forklares ved en nøjagtig analyse af selve bureaukratiets rolle i Sovjetunionen.

Trotskijs enorme førstehåndskendskab til landet bidrog til da- tidens dybere forståelse for de komplekse politiske og socio-økonomiske udviklingsforløb i landet.
Den fremtrædende marxistiske økonom Ernest Mandel har beskrevet Trotskijs position således (2):
” Trotskijs konklusion gik ud på, at begivenhederne i Sovjet-unionen hverken betød en genetablering af kapitalismen (heller ikke i form af ”statskapitalisme”), eller fremkomsten af en ny herskende klasse og en ny produktionsmåde.
- Han erklærede, at bureaukratiets diktatoriske magt bliver udøvet indenfor rammerne af et overgangssamfund midt mellem kapitalisme og socialisme og dette blokerer for samfundets udviklingsproces hen til socialisme. På den måde bliver de samfundsmæssige fremtrædelsesformer via bureaukratiseringsprocessen ekstremt forvrænget.

- Men dette har ikke frembragt nogen stabil, homogen ny herskabsstruktur med en selvstændig reproduktion. Bureaukratiet var således ikke i stand til at skabe nye produktionsforhold. Samtidig var det heller ikke i stand til at sikre en normal fungeren i de produktionsforhold, der var resultat af Oktoberrevolutionen, idet bureaukratapparatet konstant afsporede og forfalskede disse.
- Bureaukratiets specifikke magtposition og dets mang- foldige privilegier – først og fremmest på forbrugsområdet - var således i permanent konflikt med de nødvendige forudsætninger for en optimal økonomisk planlægning.
- Dette forklarer ifølge Trotskij også de vedvarende økonomiske kriser, som sovjetøkonomien blev ramt af. Kriser der kvalitativt var væsensforskellige fra kapitalistiske overproduktionskriser og som også forklarer den langsigtede gennemsnitslige vækstrate, der var betydelig højere end i den kapitalistiske verden." (Ernest Mandel)

Væsentlige forskelle på den sovjetiske produktionsmåde og den kapitalistiske produktionsmåde var ifølge Ernest Mandel (3) :                                             * - Virksomhedsledere eller andre privat- personer kunne hverken købe eller sælge produktionsmidlerne, råstoffer eller fabrikker.
* - Kapitalmarkedet, et banksystem der fungerer på basis af privat kapital og profit, eksisterede ikke i Sovjetunionen.
- * Virksomheder kunne ikke gå konkurs.
- * Der fandtes ingen korrekt regnskabsføring i de enkelte virksomheder før 1980’erne, da en målestok for de reelle omkostninger ikke eksisterede i Sovjetunionen.
- * Arbejderne var som regel blevet ”socialiseret” i kæmpeforetagender, der ikke kun sørgede for ’arbejde og brød’, men også for alle mulige forbrugsgoder, service tjenester, boliger, egne børnehaver, sågar sygehuse, skoler, feriecentre, mv.
Det blev indført af de enkelte virksomhedsledere for at kunne holde på arbejdskraften, uafhængigt af omkostningerne. Det var ikke sjældent, at der blev bygget hele byer og sågar regioner omkring de store virksomheder (kombinater).
Disse sociale indbindinger forhindrede og besværliggjorde mobiliteten i en ”fri” arbejds-styrke, hvilket har haft følgevirkninger indtil i dag.
- * Priserne blev i relation til sociale og økonomiske målsætninger fastlagt af plan- lægningsmyndighederne. Priserne afspejlede hverken produktionsomkostningerne eller forholdet mellem udbud og efterspørgsel.
- * Der fandtes ”ingen virkelige ejere”:
Bureaukraternes holdning svarede til den kendsgerning, at de hverken var kollektive eller private ejere af produktionsmidlerne. De producerede uafhængigt af enhver omkostnings-kalkulation, alene med det mål at bibeholde deres egne privilegier.
På den anden side rådede arbejderne ikke over nogen kontrol - og beslutnings-kompetance. Ansvarsløshed var prisen som blev betalt for denne slags fremmedgørelse.

Konklusion i Ernest Mandels analyse:

Produktionsmidlerne i det daværende Sovjetunionen havde ikke varekaraktér. Plan- lægningens mest karakteristiske træk var orientering til brugsværdiproduktion, i plan- sektorerne spillede penge kun en passiv rolle.
Til de tre af Trotskij anførte centrale elementer i et overgangssamfund med socialist- iske forformer: plan, marked og basisdemokrati, tilføjer Mandel et fjerde uundværligt grundelement - den radikale arbejdstidsnedsættelse. Dette som forudsætning for, at den arbejdende har tid og energi til overs til at deltage i direkte demokrati.

Kritisk bemærkning: Sammenbruddet i Sovjetunionen i 1991 bekræftede i høj grad Lev Troskijs advarende konklusion fra 1933: Bureaukratiets fortsatte hæmningsløse hærgen vil føre til en konstant stilstand i den økonomiske og kulturelle udvikling og det vil føre til massive sociale kriser og til et tilbagefald for hele økonomien til et tidligere stadium (regression).
Et par spørgsmål trænger sig på:

- Hvorfor skete sammenbruddet først så langt tid senere, end Trotskij og mange af hans kampfæller havde antaget ?

- Hvorfor kunne den bureaukratiserede planøkonomi klare sig igennem et halvt århundrede uden nogen form for arbejderdemokrati?

- Hvad var grunden til, at de overvejende dele af arbejderne i Sovjetunionen ikke gjorde modstand mod den efterfølgende overgang til kapitalisme? ...

__________

Statssocialistisk?

Omkring 1970’erne opstod en strømning indenfor venstremarxistiske kredse, der opfattede Sovjetunionen som et statssocialistisk samfund baseret på en gensidig udbytningsrelation.
Grundtesen i denne opfattelse leverede den tidligere trotskist Pierre Naville:

”Det er en kendsgerning at statssocialisme er en slags gruppering af kooperativer, der baserer på en række love, som er arvet af kapitalismen og som bliver centralt koordineret under tvang fra bureaukratiet.
Arbejderne er i en vis forstand deres ”egne kapitalister” og udbytter ”deres eget arbejde. På den måde reproducerer de en ulighed, som er så karakteristisk for de forhold, hvorunder værdiloven dominerer. Dette på trods af, at der ikke længere findes privatejendom til sikringen af reproduktion." (4)

Produktionens varekaraktér bliver begrundet med arbejdets lønarbejdsfunktion: Hvor der på den ene side findes lønafhængighed, dvs. udbytning af levende arbejde, må der på den anden side eksisterer ”kapital”.
Pierre Navilles konklusion er, at Sovjets økonomi er del af et globalt system, som er baseret på værdiloven og kapital-akkumulationen.
”Bestræbelser på at skabe voksende merværdi resulterer nødvendigvis i forsøg på at modvirke profitratens fald gennem en forandring af kapitalens organiske sammen- sætning* til fordel for den variable kapital. Dette er uundgåeligt - såvel under statssocialisme som under kapitalisme”. (4)
* (Konstant kapital svarer til udgifter til råvarer, maskiner, anlæg, altså produktionsapparat og variabel kapital er den del, som bruges til køb af arbejdskraft. aut.info.)

________________

Tilhængerne af statssocialisme tesen (5) mente, at der eksisterede en statskapitalisme uden en egentlig kapitalistklasse - hvor arbejderne via bureaukratiet blev sat i en gensidig udbytningskonkurrence. Den eneste forskel til kapitalismen er, at merværdien bliver kollektivt tilegnet – og ikke individuelt som under kapitalismen.

Fælles kriterier for statssocialisme-tilhængere:

Industrialiseringen tjener retfærdiggørelse af et system, hvor bureaukratiet udøver magten
Ved forsøget på at reproducere dets magtpositioner anvender bureaukratiet sit centrale magtinstrument, den del af merproduktet som flyder ind i akkumulations-fonden og udvider produktionen. Desto større akkumulationsfonden er, desto mere magtfuld og succesrig er bureaukratiet.
Presset fra den kapitalistiske omverden har ført til udvidelse af den militære del af statsapparatet. Dette implicerer også ekspansionen af det produktive apparat (”hardware”).

Kritisk bemærkning: Statssocialisme-tilhængernes tese om ”Den uundgåelige nødvendighed i at producere en voksende merværdi” er noget problematisk.
Ifølge Marx opstår ’nødvendigheden i stadigt voksende overskud’ som resultat af den økonomiske tvang til kapital-akkumulation.
Således udvindes kapital kun i form af de forskellige enkelt kapitalisters indbyrdes konkurrence. Det er altså selve konkurrenceforholdet, der skaber den tvangsmæssige ”stræben efter voksende merværdi” .

Der fandtes ikke nogen konkurrence i Sovjetunionen, da produktionsmidlerne var statsejendom. De sovjetiske, kinesiske – og andre økonomer har udarbejdet skemaer, som viste at en kontinuerlig vækst med en høj vækstrate er muligt ved en samtidig opretholdelse af forbrugsgodernes andel i produktionen som helhed.

_______________________

Sovjetunion som et ”ikke-system”

Et nyere bidrag til en bedre forståelse af Sovjetunionen kommer fra den britiske marxist Hillel Ticktin. (6)
Han har siden 1973 offentliggjort en del artikler herom i det af ham grundlagte tidsskrift ”Critique” .

Hans analyse går ud på, at sovjetsamfundet var et ”ikke-system”. Ifølge Ticktin var der ikke tale om en planøkonomi, men snarere en ustabil konstruktion uden samfundsmæssig dynamik. Således blev den økonomiske proces administrativt og på improviseret vis koordineret, uden at ledelsen reelt havde styr på en overordnet udvikling.
Der var tale om en organiseret og administrativ økonomi, hvoraf størstedelen ikke var kontrolleret af nogen. I det omfang økonomien blev mere og mere kompliceret, voksede også uoverskueligheden for eliten:

”Desto mere intens og kompleks økonomien er, desto længere blev kæden af beslutningsprocesser.”

Da Sovjetunionen var blevet totalt bureaukrat- iseret i alle ender og kanter, resulterede det i en fuldstændig opsplitning af landet.
Arbejderne var individualiseret pga. af fraværet af autonome arbejderorganisationer. Også indenfor eliten var enhver henvist til sig selv og tvunget til konstant at forsvare sin egen position, samtidigt med at eliten førte en kamp for sin egen legitimitet.
Med sin artikel ”Why the Transition Failed ...” i tidsskriftet Critique 32-33 (2000) konstaterede Hillel Ticktin, at godt nok førte Sovjetunionens desintegration til fremkomsten af et svagt potentielt borgerskab, men han fastholdt sin overordnede vurdering af, at der ikke var sket en overgang til kapitalistiske produktionsforhold:

”Man kan kun betegne Sovjetunionen og Østblokken som kapitalistisk, hvis kategorierne penge, priser, kapital, lønninger, lønformer bliver opfattet på en ren formel og overfladisk måde. Det er absolut klart, at alle disse kategorier kun eksisterede punktuelt og i meget modsætningsfulde former.”

Den politisk autonome britiske gruppe AUFHEBEN

I forlængelse af Ticktins analyse er det relevant at nævne den politisk autonome gruppe Aufheben, der har udarbejdet en række teoretiske undersøgelser af Sovjetunions

samfundsmæssige karakter.
Gruppen bekræfter Ticktins analyse af Sovjetunionens yderst ineffektive produktion, men mener i modsætning til ham, at det var en ”deformeret” kapitalisme uden vare produktion.

Her begrunder kammeraterne fra Aufheben det med, at sovjetarbejderne var adskilt fra såvel produktionsmidlerne som fra ligelig adgang til konsumtionsmiddelsektoren. Derfor var Sovjetunionen et kapitalistisk samfund, selvom der ikke fandtes nogen privatejendom ift. produktionsmidlerne. (7)
Gruppen konkluderer, at eftersom den proletariske revolution havde opløst sig, har et nyt statsbureaukrati grebet magten og sat en ny dagsorden ved at igangsætte den nationale kapitalistiske udvikling. Den nye elite har i forlængelse af Oktoberrevolutionens afskaffelse af den markedsorienterede økonomi forhindret indførelse af pengekapital og reduceret penge til at være et cirkulationsmiddel.
Kapitalens værdi kom således ikke til udtryk i form af penge, men kun i form af brugs-værdier. Med andre ord: Kapitalakkumulationen foregik i Sovjetunionen ifølge Aufheben hovedsagligt i form af brugsværdien.

Kritisk bemærkning: Her gælder de samme spørgsmål, som må stilles til alle, der betegner Sovjetunionen som kapitalistisk:
- Hvis Sovjetunionen var kapitalistisk, hvorfor findes der så mange tilsyneladende ikke-kapitalistiske faktorer? Når der ikke findes en vareproduktion, kan der så over hovedet være tale om værdi og merværdi...?
- På den ene side stillede arbejderne deres arbejdskraft til rådighed og frembragte et samfundsmæssigt merprodukt, som de ikke kunne bestemme over. På den anden side var de underkastet en arbejdspligt og deres tjente penge kunne, på grund af mangel på forbrugsgoder, kun til dels bruges til anskaffelse af varer til deres egen reproduktion. Virksomhedsledelsen havde kun en yderst begrænset magtbeføjelse til at bestemme, hvordan det producerede merprodukt skulle bruges og ligeledes kun en begrænset
magtbeføjelse over arbejdskraften.
Stikord:

For arbejderne var der ingen eller kun en ganske ringe motivation i deres arbejde, da det var meget begrænset, hvad man kunne købe for penge. Der blev som regel produceret med meget ringe kvalitet.
Virksomhedsledelsen havde interesse i at fejlinformere planlægnings-instansen, for ikke at blive underkastet et alt for højt produktionsmål.
Følgevirkningen af denne tilstand var voksende spild: Produkter af dårlig kvalitet, tøvende indførelse af nye teknologier, underbeskæftigelse og manglende udnyttelse af eksisterende kapaciteter.

(al./ autonom infoservice)

Som det fremgår af de skitserede vidt forskellige vurderinger af Sovjetunionens samfundsmæssige karakter, så hersker der markant uenighed på den kritisk reflekterende internationale venstrefløj.
Men når alt kommer til alt, bidrager denne mangeårige debat til en bedre forståelse for såvel samfundsmæssige komplekse forhold som for reelle samfundsalternativer fra neden.
De kommende måneder op til Oktoberrevolutionens 100-årsdag vil stå i tegn af alle mulige mere eller mindre relevante bidrag. Autonom infoservice vil sætte fokus på den glemte venstrekommunistiske og revolutionær-syndikalistiske opposition under og efter Oktoberrevolutionen.

Ligger du selv inde med et kritisk-reflekterende bidrag om temaet, er du meget velkommen til at sende det til os: autonom.infoservice@gmail.com

- folk fra autonom infoservice, august 2017 -

Relateret autonom infoservice Oktoberrevolutionen 1917 - en venstreradikal analyse

Artikeln er oprindeligt skrevet af folk fra det rådskommunistisk orienterede 'Autonomi-Kollektivet' i 2001, ajourført af Autonom infoservice, oktober 2009.

Noter

Leo Trotskij (1879-1940) var en fremtrædende russisk revolutionær, som efter Oktoberrevolutionen i 1917 var bolsjevikregeringens første udenrigskommisær, derefter hovedorganisator af den Røde Hær, senere ansvarlig for forlags-virksomhed, for transportvæsenet, mv.
Fra 1923 indtog han en politisk ledende rolle i venstreoppositionen, imod parti – og statsbureaukratiet. Trotskij tabte den politiske magtkamp mod Stalin i 1920’erne og blev i 1940 myrdet på ordre fra de stalinistiske magthavere, da han befandt sig i eksil i Mexico.
Mordet på Trotskij blev udført af den sovjetiske agent Ramon Mercarder, der senere fik tildelt ”Lenin-ordenen” af Stalin. Trotskij dannede i eksilårene sammen med meningsfæller 4.Internationale, der grundlagt den 3. September 1938 i Paris. Hans analyse af Sovjetunionen var kendetegnet af hans enorme førstehånds-kendskab til landets politiske og socio-økonomiske udvikling: ”Revolutionen forrådt - Hvad er Sovjetunionen og hvor styrer den hen?” (1936). Udgivet 1960 på Borgens Forlag, København. Oversat fra den franske udgave af Georg Moltved. Kan læses online her
Ernest Mandel ( 1923 – 1995). Anerkendt marxistisk økonom, rådgiver for den progressive del af den belgiske fagbevægelse, diskussionspartner med Che Guevara, og ledende aktivist i 4. Internationale.
Af Mandels store bogproduktion er den mest kendte hans værk med titlen ”Senkapitalismen” – en analyse, selv borgerlige økonomer betegner som den ajourførte ”Das Kapital” af Karl Marx. Senkapitalismen” er oversat fra fransk til talrige sprog og findes også på norsk, udgivet af Forlaget Finn Suenson, 1976. Mandel er nok den mest profilerede teoretiker, der har argumenteret for tesen om Sovjetunionen som et ”bureaukratiseret overgangssamfund”. Dermed ligger Mandels ajourførte analyse tæt op ad Trotskijs historiske analyse. Interesserede henvises til Wikipedia .
”Ernest Mandels Beitrag zum Marxismus” / Gilbert Achcar, Michael Löwy, Catherine Samary, mfl., udgivet hos ISP Verlag, Köln – Amsterdam, 2003 ISBN 3-929 008-44-0
Pierre Naville (1904-1993): ”Le Salaire Socialiste” (bind 1 og 2), Paris 1970.
Deriblandt: John Fantham (1939-2014) og Moshe Machover ( 1936 - ), der sammen har skevet: “The Century of the Unexpected” (pdf-fil), samt den tidl. østtyske marxistiske dissident Rudolf Bahro (1935 – 1997): “Die Alternative” – Zur Kritik des real existierenden Sozialismus (Europäische Verlagsanstalt 1978).
Hillel Ticktin (1937 -) ”Origins of the crisis in the USSR”, Essays on the Political Economy of a Disintigrating System, Ny 1992 . – Why the transitition Failed: Towards a political Economy of the Post-Soviet Period in Russia, “Critique” 32-33 (2000). – Zur politischen Ökonomie der UdSSR, Frankfurt a.M (1975)
Det autonomistiske kollektiv “Aufheben”: "What Was the USSR?" , i tidsskriftet med samme navn - Aufheben, nr. 9 , efteråret 2000. Se artiklen om Aufheben hos libcom.org