Oktober 1917 – Statskup eller Revolution?

Februarrevolutionen i 1917 
- den 23. februar 1917 efter den  julianske kalender. (Efter den gregorianske kalender, den 8. marts 1917)

I den daværende russiske hovedstad Petrograd var situationen fra oktober 1916 til februar 1917 præget af omfattende klassekampe.

Under Februarrevolutionen i 1917 kulminerede de mange strejkekampe og fabriksbesættelser. Kampene var organiseret af arbejderne selv, hverken partier eller fagforeninger stod bag de kollosale bevægelseskampe.

Den 23. februar 1917 (juliansk kalender) , på kvindernes internationale kampdag, indledte tekstilarbejderskene i Petrograd en selvorganiseret strejke. De strejkende kvinder sendte delegerede til metalarbejderne og fik dem til at tilslutte sig deres arbejdsnedlæggelse. Med undtagelse af anarkosyndikalisterne afviste bolsjevikkerne ligesom de andre arbejderpartier kvindernes strejkeinitiativ.
Denne dag gik omkring 90.000 arbejdere i strejke. Således blev den inter-nationale kvindekampdag i Petrograd gennemført i form af fabriksbesættelser, demonstrationer og forsamlinger. I løbet af dagen kom det til blodige sammenstød med tsarens politi.
Bolsjevikkerne opgav dog deres umiddelbare dæmpende holdning og forsøgte derefter i kampens hede at sætte sig på spidsen af kampene for ikke at miste partiets politiske kontrol over arbejdernes sociale kampe.  

• ”Brød!”, ”Ned med krigen!” , ”Ned med udbytterne!”

Den 24. februar 1917 nedlagde omkring 50 procent af Petrograds industriarbejdere arbejdet. Tekstilarbejderskene, der startede det hele, besatte deres virksomheder, holdt møder og gik på gaden i magtfulde demonstrationer.
Kæmpe menneskemængder demonstrerede gennem bydelene, hvor beboere tilsluttede sig. Store politienheder angreb demonstranterne, som spredtes og senere samledes igen på byens pladser som Snamenskij Plads og på Nweskij-Prospektet. De råbte paroler som ”Brød!”, ”Ned med krigen!” , ”Ned med udbytterne!”. 

Bevægelsen tvang tsar Nikolaus II og hans efterfølger, broderen storfyrst Michail, til at abdicere og dermed afsluttedes monarkiet i Rusland. (1)
De efterfølgende regeringer havde dog ikke i sinde at løse landets kollosale sociale og politiske problemer. Det mest akutte spørgsmål var Ruslands holdning til den siden 1914 igangværende krig med Østrig-Ungarn og Tyskland.
En krig der førte til en yderligere skærpelse af de i forvejende dramatiske sociale problemer i det kæmpestore land, der var præget af agrarproduktion og hvis bønder var rekrutteret til tsarens militær.

• Mensjevikkernes ideologiske underdrejning under det liberale borgerskab

Efter monarkiets fald opstod der en magtbalance, der blev udfyldt af to institutioner: Parlamentet (Dumaen) samt arbejder – og soldaterrådene (sovjetterne). Mensjevikkerne (2) der havde flertallet i rådene, gik ud fra den gængse marxistiske opfattelse, at ifølge det historisk betingede udviklingsforløb må det feudalistiske monarki på det næste samfundstrin afløses af et borgerligt-kapitalistisk demokrati. Derfor måtte det liberale borgerskab være den politisk ledende faktor i dumaen / regeringen.

Den første provisoriske regering blev således anført af ministerpræsident Georgij Lwow og derefter af Alexander Kerenskij. For efteråret 1917 planlagde de valget til en forfatningsgivende forsamling, der skulle afgøre Ruslands fremtidige statsform.  
Resultatet af Februarrevolutionen var en dobbelmagtsituation mellem på den ene side den provisoriske regering og på den anden side de forskellige former for proletariske strukturer.
Den provisoriske regering, som mange – ikke kun borgerlige kræfter – i dag mener kunne have været et alternativ til Oktoberrevolutionen, var i grunden dybt reaktionær. Således fortsatte denne regering den imperialistiske krig og druknede de påkrævede jordreformer i bureaukratiske hyrdler.
Arbejder – og soldaterrådene var på dette tidspunkt under kontrol af parti-politikere fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der havde flertallet i de øverste organer. 

• Fabriksbesættelser & kollektiv organiseret produktion

Fra maj 1917 udbrød en strejkebølge, som blev mere og mere omfangsrig og kulminerede i oktober 1917 med en storstrejke, der omfattede over en million russiske industriarbejdere. Virksomhedsejerne svarede med en storstilet lockout, hvorpå arbejderkommitéerne ofte svarede med fabriksbesættelser. 
Her startede de med kollektivt at producere ting, som der var behov for i hverdagen og som enten kunne sælges eller byttes. Den russiske økonomi bevægede sig på grund- laget af denne ’socialisering uden overordnet plan’ i retning af en tilbagevenden til forhold med byttehandel.  
Kerenskijs provisoriske regering forsøgte i juli 1917 ved hjælp af en militær offensiv at trænge det fremrykkende tyske militær tilbage.
Dette resulterede i et svigende nederlag og førte til den endelige opløsning af den russiske hær. I realiteten havde den provisoriske regering ingen planer om at foretage en omfattende omfordeling af jorden, sådan som det store flertal af de russiske bønder – og deres parti De Socialrevolutionære (5) der deltog i regeringen – krævede. 
De liberale og reformsocialisterne var rygende uenige, om det skulle være lovligt at omfordele godsejernes jord – og i tilfælde heraf om der skulle udbetales erstatning for eksproprieret jord. Da den forventede jordrefom udeblev, overtog bønderne i mange landsbyer selv jorden og fordrev godsejerne.

• OKTOBERREVOLUTION I RUSLAND
  Natten til den 25. oktober 1917 efter den russiske, julianske kalender / den 7. november 1917 efter den vestlige gregorianske kalender som bolsjevikkerne efter Oktoberrevolutionen skifter til d. 14. februar 1918.
  

Fra den 24. oktober 1917 efter den julianske kalender afholder bolsjevik-partiets ledende folk døgnet rundt strategimøder i det befæstede Smolny-institut i Petrograd.

Bolsjevikkerne afstemte tidspunktet for den revolutionære overtagelse af regeringsmagten med starten på kongressen, for at kunne få godkendt deres forehavende i dette forum:
Rådskongessen varede indtil de tidlige morgentimer den 8. november 1917 og efter stormen på Vinterpaladset ved 02-tiden blev magtovertagelsen fastskrevet i en erklæring med overskriften ” Til arbejderne, soldaterne og bønderne”. 
I denne erklæring blev der formuleret elementer af den nye sovjetiske grundlov.   
Der blev stemt om ekspropriation af godsejerne og kapitalisterne og spørsmål om fremtidige beslutningsstrukturer blev til dels afklaret.
De vigtigste beslutninger var de tre revolutionsdekreter: Dekretet om fred, dekretet om jordreform (se kopierne nedenfor) og dekretet om folkeslagenes rettigheder i Rusland.

Andre progressive tiltag: * indførelsen af en 8-timers arbejdsdag,
* kvinderne blev juridisk ligestillet med mænd og fik adgang til
skilsmisse og fri abort * afskaffelse af religionsundervisning
* dekret mod diskriminering af etniske og religiøse minoriteter 

• Kampen for ytrings– og mediefrihed

Lenin proklamerede derpå grundlæggelsen af den Socialistiske Sovjetrepublik. ”Folkekommissærernes råd” (i 1946 navneforandret til Ministerrådet) blev indsat som landets øverste udøvende og lovgivende forsamling udnævnt med Lenin som leder. Regeringens sammensætning bestod kun af bolsjevikker. (7)
Indenfor nogle uger etablerede bolsjevikkerne deres kontrol over de fleste etnisk-russiske områder og med noget mindre succes i etnisk ikke-russiske områder. 

• Styrkeforholdet mellem parlamentariske og rådsdemokratiske kræfter efter Oktober-revolutionen

Officielt erklærede sovjetregeringen sig selv for provisorisk og underlagt den kommende forfatningsgivende forsamling. Således skrev Lenin den 18. november 1917:

”Derfor er de arbejderdelegeredes råd, hovedsagligt de lokale – og provinsrådene, fra nu af midlertidigt og indtil samlingen af den forfatningsgivende forsamling, i deres distrikter udstyret med den fulde regeringsautoritet.” (V. I. Lenin: “Reply To Questions From Peasants” ).

Bolsjevikkerne startede diskussionen om, hvorvidt de umiddelbart efter valget skulle indkalde den forfatningsgivende forsamling. Et muligt nederlag kunne ikke udelukkes. Den 14. november 1917 erklærede Lenin på de arbejderdelegeredes rådskongres:

”Med henblik på den konstituerende forsamling er dets arbejde afhængigt af stemningen i landet – hav tillid til denne stemning, men glem ikke jeres geværer!” (kilde: Statement to the Bolshevik Group at the Extraordinary All-Russia Congress of Soviets of Peasants' Deputies ).

Den 21. november 1917 gav søflådens folkekommisær Pavel Dybenko (senere gift med den fremtrædende russiske feminist Alexandra Kollontaj, medlem af ’Arbejderoppositionen’, en rådskommunistisk fraktion indenfor bolsjevikpartiet, fra 1919 -1921) ordre til 7000 probolsjevistiske søfolk om at holde sig parat til kamp, når den forfatningsgivende forsamling den 26. november konstituerer sig.

En forsamling på 20.000 soldater, arbejdere og bønder i Kronstadt erklærede i en resolution, at de kun ville støtte en forfatningsgivende forsamling, som er sammensat på en måde, der godkender Oktoberrevolutionens krav og som er fri af tilhængerne af tsaren og lederne af det kontrarevolutionære borgerskab.

• Resultatet af valget til den forfatningsgivende forsamling, den 25. november 1917: 

• Socialistisk koalitionsregering eller bolsjevistisk et-parti regering

Imidlertid brød den gamle konflikt mellem de forskellige fløje i bolsjevikpartiet med fornyet kraft ud i lys lue. Stridsspørgsmålet var, hvad der skulle ske med de andre partier, som var repræsenteret i Sovjetkongressen. Af samtlige disse partier var det kun det Venstresocialrevolutionære Parti, som støttede Oktober-revolutionens opstand. 

• Statskup eller revolution?  

Den alrussiske forfatningsgivende forsamling, valgt den 25. november 1917, konstituerede sig den 18. januar 1918, kl.16. Kun 13 timer senere, den 19. januar kl. 05 om morgenen, blev den opløst af bolsjevikkernes regering.

1. Monarkiets fald. Presset af den provisoriske regerings ledende politikere Lwow, Kerenski og andre Duma-medlemmer undertegnede den nye tsar Michail, efterfølger af Nikolaus II, en tilbagetrædelseserklæring den 16. marts 1917. Dermed sluttede Romanov-dynastiets 300-årige feudale magt. Den 21. marts 1917 blev Nikolaus II og hans familie på Duma-præsidentens ordre deporteret til Sibirien. I april 1918 blev de overført til Jekaterinburg (hvor utallige af tsarens modstandere var fængslet og døde under tortur eller af sult). Natten til den 17. juli 1918 blev familien henrettet.
2. Splittelsen i det russiske Socialdemokrati fandt sted på en partikongres i 1903. Partiet blev splittet i to strømninger på spørgsmålet om taktik: Flertallet (bolsjinstvo) kontra Mindretallet (mensjiinstvo). Uenighederne drejede sig først og fremmest om selve parti-konceptet: Masseparti a la vesteuropæiske socialdemokratier kontra demokratisk struktureret kadreparti.
   Fra denne splittelse stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig: ”Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti”, og begge bekendte sig til marxisme. Efter revolutionen i 1905 udgjorde bolsjevikkerne faktisk mindretallet, men de blev igen flertallet i løbet af sommeren 1917.                    
   Mensjevikkerne rummede alle afskygninger af reformistiske socialister / marxister, som gik ind for at fremme et borgerligt demokrati og den kapitalistiske produktionsmåde, i hvis kølvand den udviklede arbejderklasse iflg. deres forestillinger ville erobre den politiske magt. Højrefløjen i dette parti støttede Kerenskijs provisoriske regering netop ud fra disse strategiske positioner.  
3. Lenins ”aprilteser". Den 3.april 1917 ankom Lenin efter sin berømte rejse i en aflåst togvogn , der via snørklede omveje førtes tværs gennem Tyskland over Finland, til Petrograd. Ved hans ankomst præsenterede Lenin et radikalt politisk kursskifte, der rystede de fleste gamle bolsjevikker i deres grundvold. Således propaganderede Lenin med sine såkaldte April-teser, at kampen om magten via en socialistisk revolution nu stod på dagsordenen, og at den igangværende imperialistiske krig måtte forvandles til en borgerkrig i hele Europa mod borgerskabet.
   Dermed overtog Lenin centrale dele af Leo Trotskijs "permanente revolutions“- teori. (se nedenfor). Med undtagelse af den lille venstrefløj i Bolsjevikpartiet omkring Schlapnikow, Alexandra Kollontai og Mollotow vakte Lenins teser stort set ingen resonans i partiet.
   Tværtimod offentliggjorde Kamenew en erklæring i partiavisen Prawda, hvori han fastslog, at Lenin ikke taler for partiet, og at tesen om den umiddelbare overgang fra den demokratiske til den socialistiske revolution må betragtes som værende absurd. Lev Kamenev afsluttede hans erklæring med håbet om 
   ” ... at vores standpunkter forbliver det eneste mulige at forsvare for revolutionære socialdemokrater, sålænge partiet forbliver et revolutionært masseparti for proletariatet og ikke forandrer sig til en gruppe af kommunistiske propagandister .”  Kampen for at vinde partiets flertal for den revolutionære opstand var hermed begyndt.                                                    
   Den Permanente Revolutions teori:
   Leo Trotskij udviklede teorien om den permanente revolution. Inspiration hertil fik han fra en tysk socialist: Helphand Parvus. Trotskij uddybede sine strategiske overvejelser, mens han sad i fængsel i 1905 som valgt leder af Peterborgs sovjet under Decemberopstanden. De publiceredes under titlen Resultater og Perspektiver revolutionens drivkræfter. Trotskijs intentioner var at bidrage til løsningen af et dilemma, der plagede de russiske marxister: Efter de gængse marxistiske analyser var Rusland økonomisk og politisk ikke udviklet nok til en socialistisk revolution.
   Landet befandt sig i et socialt og økonomisk udviklings-stadium, som kun en ” borgerlig revolution” og dermed fremkomsten og konstituering af et borgerskab, en kapitalistisk vareproduktion, tilblivelsen af en industriel arbejderklasse etc. kunne løse. I modsætning til de vesteuropæiske kapitalistiske lande, har Rusland i 1848 ikke gennemgået nogen borgerlig revolution. Helt i overensstemmelse med Marx analyse i 1880´erne, som definerede Ruslands feudale, førkapitalistiske produktionsforhold som en ”halvasiatisk produktionsmåde”.
   Den permanente revolution propaganderede nødvendigheden af en direkte socialistisk Revolution, som skulle løse de borgerligt–demokratiske opgaver. Trotskij fastslog, at de to store skridt, som ville være umulige at løse for et borgerskab i et økonomisk afhængigt land, var opnåelsen af national uafhængighed og løsningen af agrarspørgsmålet (jordfordeling).
   Dette skulle den sejrende socialistiske revolution så efterleve - vel at mærke indenfor rammen af opbygningen af en ikke-kapitalistisk produktion. Der skulle anvendes politiske og økonomiske midler, som var forenelige med perspektivet om fremtidens klasseløse samfundsformationer og som kunne fremme denne proces.
   Trotskij udviklede imidlertid sin strategi, der oprindeligt var møntet på den russiske revolution efter 1924, til at omfatte alle de nuværende og forhenværende kolonier.
   Han mente, at lande med et svagt, imperialisme-afhængigt borgerskab udgør de svageste led i kæden af imperialistiske lande, og at en socialistisk magtovertagelse hurtigere kan ske i sådanne lande. Derimod vil en reel transformation til socialistiske samfunds- forhold være afhængig af socialistiske revolutioner i de imperialistiske metropoler. Iflg. Trotskis tese kunne anti-kapitalistiske revolutioner i fattige lande imidlertid frembringe et reaktionsmønster, som kunne forrykke balancen på verdensplan.
4. ”Sovjet-anarkister” var betegnelsen for anarkistiske revolutionære, der blev medlem af Bolsjevikpartiet på trods af deres distance til partiets politiske (marxistiske) og organisatoriske doktriner (Lenins organisationskoncept, den såkaldte ’demokratiske centralisme’). Mange af dem forlod senere skuffet partiet igen, eller forblev der og kæmpede i den parti-interne rådskommunistiske opposition imod Bolsjevikpartiets diktatoriske flertalskurs).
5. Det Socialrevolutionære Parti. Oprindeligt var det ”bøndernes revolutionære parti“, der kæmpede en væbnet kamp og således videreførte den politiske arv efter de væbnede undergrundsorganisationer Narodnikki og Narodnaja Volja, der opnåede en betydelig indflydelse blandt de russiske bønder og studenterne i byerne. Efter Februarrevolutionen fik de tilslutning fra mange, der aldrig havde været socialister. Partiets flertal antog i løbet af kort tid en parlamentarisk praksis og indtog lignende positioner som de socialdemokratiserede mensjevikker.
6. Venstre Revolutionære. En militant venstrefløj - de såkaldte ”Venstre Revolutionære“ - brød ud af det Socialrevolutionære Parti og gik i tæt samarbejde med Bolsjevikpartiet indtil sommeren 1918, hvor de brød med bolsjevikkerne i spørgsmålet om fredsaftale kontra ’revolutionær krigsførelse’mod den tyske miltærinvasion. Partiet blev ligesom alle andre partier forbudt og opløst af Bolsjevikpartiet (1921). 
   I 1917 splittedes Det Socialrevolutionære Parti i to fraktioner. Den ene støttede den efter Februarrevolutionen dannede provisoriske regering under ledelse af Alexander Kerenkij, mens den anden fløj – Venstre Socialrevolutionære støttede bolsjevikkernes og rådskongressens magtovertagelse. En af de fremtrædende personligheder var Maria Spiridonova.
   Efter Oktoberrevolutionen indgik Det Venstre Socialrevolutionære Parti i en koalitionsregering med bolsjevikkerne. Spørgsmålet om at slutte fred med Tyskland og Østrig-Ungarn i Brest-Litovsk den 3. marts 1918 skabte en dyb konflikt mellem de to alliancepartnere og resulterede i Venstre Social-revolutionæres væbnede opstand i juni 1918.
   Medlemmer af Venstre Socialrevolutionære skød den tyske diplomat Wilhelm Mirbach-Harff den 6. juli 1918 for at fremprovokere en tysk militær offensiv, som bevægelsen ville bekæmpe med ’revolutionær guerillakrig’. Partiet blev militært nedkæmpet af bolsjevikkerne og dets ledende aktivister blev fængslet og skudt. 1921 fulgte partiets tvangsopløsning.
7. De vigtigste embeder efter Vladimir Ilitj Lenin, der blev sovjetisk statsleder (6. november 1917 – 21. januar 1924), overtog Lev Trotskij (udenrigsposten, efter 1918 forsvarsposten), Georgi Tsjitsjerin (udenrigsposten fra 1918),  Alexej Rykov (indenrigsposten) , m. fl. Josef Stalin blev udvalgt som folkekommisær for nationalitetsspørgsmål.