- Den 3. og sidste del af vores artikelserie om OKTOBEREVOLUTIONEN
* Bureaukratiets opståen og bolsjevikpartiets stedfortræderpolitik
* Den rådskommunistiske opposition
* Kampen om fagforeningernes autonomi
* Bolsjevikpartiets et-parti-system
* Kronstadt
” Desto længere vi stiger op ad sovjet – og partihierarkiets stige, desto færre tilhængere af Arbejderopposition finder vi. Desto længere ned vi blander os med masserne, desto større bliver modtageligheden for Arbejderoppositionens program . Når masserne fjerner sig fra de øverste dele af partiet, når kløften mellem det ledende centrum og de underste dele af befolkningen bliver tydeligt, så betyder det, at der er noget rivende galt hos de øverste lag.”
(Alexandra Kollontai, Moskva 1920 - russisk feminist og fremtrædende medlem af den rådskommunistiske fraktion indenfor bolsjevikpartiet)
- Hovedtendenserne i Bolsjevikpartiet efter Oktoberrevolutionen
Bortset fra de nationalistiske kredse, som forlod bolsjevikpartiet i april 1917, er der efter Oktoberrevolutionen i årene 1917/18 tale om tre tendenser:
- Den bolsjevistiske, centralistiske fløj, ledet af Kamenjev, Rykov og Zinovjev. Det var folk, som var gamle bolsjevikker og tilhængere af Lenins rigorose centralistiske organisationsprincipper, men tilsyneladende ud fra konservative forsigtighedskriterier. For andre var det af værdi i sig selv at være del af et statsligt magtapparat. Det gælder for leninister som Stalin og Swerdlov, der - skønt de i mange spørgsmål var i fuld overensstemmelse med denne højrefløj - siden Lenins hjemvenden søgte at være i overensstemmelse med ham som partiets ledende personlighed.
- Den parti-interne konservative fløj bestod fortrinsvis af folk, hvis holdninger var domineret af juridiske overvejelser og demokratiske principper. Deres mest kendte repræsentanter var Lunarsharkij, Rjasanov (grundlæggeren af det sovjetiske Marx-Engels institut) og Losovskij. Denne fløj opnåede kun ringe indflydelse i partiets basis.
- Den radikale venstrefløj. Den sidste oppositions- blok i årene fra 1917 var den radikale venstrefløj indenfor Bolsjevikpartiet. Det var til at begynde med en relativ lille gruppering med Schlapnikov og Alexandra Kollontai som de eneste virkelig kendte repræsentanter.
I løbet af årene udviklede denne strømning sig til en mægtig politisk kraft i og omkring Bolsjevikpartiet og den fremstod som bindeled mellem den radikale venstrefløj inden- for Bolsjevikpartiet og de talrige autonome og (anarko-) syndikalistiske grupperinger / fabrikskomitéer udenfor partiets virkefelt.
- Oppositionens kamp mod bureaukratiet
Den centrale stridspunkt mellem leninisterne og rådskommunisterne var spørgsmålet om autoritet og disciplin i det revolutionære samfund.
Udgangspunkt var i starten af 1918 uenigheder om, hvordan produktionen skulle organiseres. Rådskommunisterne kæmpede for et samfund uden stat. Et samfund som bliver demokratisk administreret af sammenslutninger af producenterne selv. De gik ind for at anerkende fabrikskomitéernes praktiser-ede samfundsmæssiggørelser af industrien og de krævede oprettelsen af et landsdækkende økonomisk råd, der byggede på de eksisterende organer for arbejderkontrol.
Leninisterne derimod foretrak at bibeholde den kapitalistiske, hierarkiske forvalt- ningsstruktur så længe som muligt, indtil indførelsen af statslige kontrolorganer kunne overtage. De eksisterende arbejderkontrolorganer anså partiets flertalsledelse som en midlertidig indretning, der skulle holde de private virksomhedsledere i skak, indtil de statslige myndigheder under partiets kontrol skulle erstatte dem.
- Genskabte hirarkiske forhold i produktionen
I marts 1918 blev de ledende rådskommunistiske folk enten fjernet fra det øverste økonomiske råd eller de trådte tilbage i protest mod leninisternes centraliserings- bestræbelser. Baggrunden var , at virksomhedsledernes autoritet og arbejds- disciplinen blev genoprettet og der blev indført præmier for særlig arbejdsindsats. Der blev vedtaget dekreter med ”diktatoriske fuldmagter”, som opløste nogle særlige indflydelsesrige arbejderkontrolorganer - som for eksempel i den offentlige transport- sektor, hos jernbanearbejderne.
I navn af den samlede venstrekommunistiske fløj udtalte Yevgeni Preobrazhensky sig forudseende nok mod disse bureaukratisk-centralistiske tiltag:
”Som det ser ud nu, vil partiet snart komme til at afgøre, i hvilket omfang de diktatoriske tiltag i transportvæsenet og andre økonomiske grene bliver udvidet til også at gælde Ruslands kommunistiske parti”.
Leninisterne brugte deres flertal i partiet for at grundfæste disciplinen og genskabe hierarkiske forhold i produktionen. Således blev forhen-værende afdelingsledere og borgerlige specialister ophøjet til eller genansat i nøglepositioner i produktionen. Lenin udtalte i sin beretning med titlen ”Sovjetmagtens næste opgaver” til partiets centralkomitée i april 1918 at
” ... angrebet på privatejendommen er gået for vidt: Vigtigere er en opstramning af disciplinen og en øget produktion. At inddrage borgerlige produktionsteknikere er nødvendigt, uanset hvor meget lighedsprincippet bliver krænket. Arbejderne må underordne sig disciplinen og der må indføres en effektiv arbejdsplanlægning baseret på tidsstudier og samlebåndsarbejde (Taylor-system) med en økonomisk virksomhedsledelse. (...) Revolutionen kræver, netop i socialismens interesse, den ubetingede underordning af masserne under lederne af arbejdsprocessen.”
Enhver opposition mod dette program afviste Lenin som "mensjevistisk /social-demokratisk" afvigelse.
I stil med arbejderbureaukratierne i de kapitalistiske lande udviklede de herskende parti – og statsfunktionærer allerede i Sovjetunionens første år en ageren og selvforståelse ud fra sted-fortræderprincippet. Manglen på de mest elementære forud-sætninger for en succesrig overgang fra kapitalistiske til socialistiske samfunds- forhold, nemlig en udviklet produktion af materielle goder og en velfungerende infrastruktur, skabte gunstige betingelser for udviklingen af det sovjetiske bureaukrati.
Der opstod derfor et lag af stats – og partifunktionærer, som adskilt fra den arbejd- ende befolkning var beskæftiget med fordelingen af produkter og administrationen af servicefunktioner.
Under borgerkrigen, da bureaukratiet tvangsrekvirerede bøndernes hvede til ernæring for byens befolkning og den Røde Hær og samtidigt omstillede de statslige industrivirksomheder til krigs-produktionen, begyndte antallet af stats – og partifunktionærer at accelerere.
Med disse repressive tiltag, der kulminerede i 1930`ernes stalinistiske udrensninger, smadrede bureaukratiet enhver påstået eller reel ansat til opposition og de konsoliderede deres politiske magt, som også indebar kolossale materielle privilegier.
- ’Arbejderoppositionen’
Den organiserede opposition indenfor bolsjevikpartiet var den venstre - / eller rådskommunistiske ’Arbejderopposition’, hvis frem- trædende medlemmer var Alexander Sjlapnikov, Sergei Medvedev, Gavriil Mjasnikov og Alexandra Kollontaj.
'Arbejderoppositionen' voksede i starten af 1920 til en stærk parti-intern opposition med anarkistiske og syndikalistiske referencer. Arbejderoppositionen var den russiske aflægger af den internationale rådssocialistiske bevægelse, hvis vigtigste repræsentant på dette tidspunkt var det udenomsparlamentariske , rådskommunist- iske tyske kommunistparti KAPD - ”Kommunistische Arbeiterpartei Deutschlands” (Forstør ved at klikke på billedet):
KAPD udsprang af det tyske kommunistparti KPD i 1920 og havde omkring 80.000 aktive medlemmer. I modsætning til de fleste af disse rådskommunistiske organisationer, forblev den russiske Arbejderopposition indtil dens illegalisering i 1921/22 en fraktion i Bolsjevikpartiet.
- Arbejderoppositionens basis
Geografisk set var Arbejderoppositionen stærkest forankret i de proletariske centre i de sydøstlige dele af det europæiske Rusland (Donetsk-bækkenet, Kuban-området, Samara ved Volga-floden).
Her havde de i 1920 flertallet med sig indenfor de regionale partiorganisationer. I partiafdelingerne i guvernementet Moskva og i det landsdækkende metalarbejder-forbund var omkring 25 procent tilhængere af Arbejderoppositionen.
Alexandra Kollontai, revolutionær feminist og fremtrædende medlem af Arbejderoppositionen udtalte i sin kritik af bolsjevikpartiets leninistiske flertal:
”Desto længere vi stiger op ad sovjet – og partihierarkiets stige, desto færre til- hængere af Arbejderopposition finder vi. Desto længere ned vi blander os med masserne, desto større bliver modtagelig-heden for Arbejderoppositionens program . Når masserne fjerner sig fra de øverste dele af partiet, når kløften mellem det ledende centrum og de underste dele af befolkningen bliver tydeligt, så betyder det, at der er noget rivende galt hos de øverste lag.”
- Bolsjevikpartiets stedfortræderpolitik
Det bolsjevistiske flertal, der begrundede de mange brud på arbejderdemokrat-iet med borgerkrigens (1) logik, fremlagde disse repressive tiltag som politisk legitime handlinger.
Tjekaen * - bolsjevikkernes hemmelige politis - åbenlyse terror og forbuddet mod socialistiske og reform-orienterede partier, censur og ophævelsen af pressefrihed, indskrænkningen af bøndernes og borgerskabets rettigheder, erklærede de ledende bolsje-vikker – ikke mindst Lenin og Trotskij – var nødvendige og uundgåelige elementer af den proletariske magt.
Således blev løfterne om legalisering af de forbudte partier og organisationer på den ikke-bolsjevistiske venstrefløj efter endt borgerkrig ikke indfriet. Politisk opposition var faktisk forbudt eller tilintetgjort. Fra 1921/22 blev al organiseret politisk opposition gjort tavs eller presset i undergrunden.
- Lenin anså arbejdermasserne som håbløst opsplittede
I deres polemik mod Arbejderoppositionen betegnede ledende bolsjevikker arbejder-klassen som en ”heterogen og omskiftelig masse”, uduelig til at udøve deres magt direkte og på demokratisk vis. Lenin anså arbejdermasserne som håbløst opsplittede og delvist korrumperede (jvnf. ”abejderaristokratiet”). I 1920/21 udnævnte leninisterne partiet til den eneste kraft, der er i stand til at etablere socialistiske forhold – selv hvis dette skulle være imod arbejderklassens ønsker og længsler.
- Fagbevægelsen skulle smelte sammen med statsapparatet
Den 2. alrussiske fagforenings- kongres i januar 1919 blev begyndelsen på enden af fagbevægelsens autonomi. På kongressen vedtog man fagbevægelsens fremtidige rolle under sloganet ”statsliggørelse” (ogossudarstwlenijé). Det indebar, at fagbevægelsen skulle smelte sammen med statsapparatet for at lede og administrere industrien.
Dette skabte store kontroverser helt ind i bolsjevikkernes egne rækker. Under ledelse af den venstrekommunistiske ”Arbejderopposition” – fraktion forsøgte oppositionelle bolsjevikker at bevare fagforeningernes selvstændige ageren. Men forgæves. På bolsjevikkernes 10 . partikongres i marts 1921 blev den endelige kurs vedtaget: Fagforeningerne blev stækket i deres funktion og underlagt en streng partikontrol:
Denne nye kurs kan illustreres med et enkelt Lenin-citat:
” Ruslands kommunistiske parti kan på ingen måde være indforstået med, at partiet kun indtager den politiske ledelse, mens fagforeningerne sidder på den økonomiske ledelse. Dette er et fortidslevn fra den bankerotte 2. Internationale”.
En anden ledende bolsjevik, Nikolay Krestinsky, betegnede de protesterende faglige repræsentanter som ”syndikalistiske kontrabander”...
Oppositionelle faglige aktivister blev fremover chikaneret til tavshed eller anholdt som ”kontrarevolutionære sabotører” og forsvandt i Tjekaens fængsler .
- Partibureaukratiet cementerer dets politisk magt
På bolsjevikpartiets 10. partikongres i marts 1921, der fandt sted samtidig med at oprøret i Kronstadt blev nedkæmpet, blev der truffet to vigtige afgørelser:
Afslutningen på "krigskommunismen” til fordel for en ny økonomisk politik, som senere blev betegnet som NEP (2) og forbud mod organiserede partikritiske fora og fraktioner. Førstnævnte gjorde en ende på de fortsatte beslaglæggelser af hvede og andre landbrugsprodukter, der resulterede i en omfattende social krise i 1921, herunder Kronstadt-oprøret. Den anden beslutning cementerede partiets autoritære kurs og var først og fremmest møntet på Arbejderoppositionen.
I sin åbningstale på den 10. parti-kongres kritiserede Lenin Arbejder-oppositionen for at være til fare for revolutionens sikkerhed. Han sagde således:
”Det er åbenbart, at den syndikalistiske afvigelse også er en anarkistisk afvigelse, og at Arbejderoppositionen, som skjuler sig bag proletariatets ryg, i virkeligheden er et småborgerligt, anarkistisk element.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 29, 119. russiske udgave, oversat til tysk).
Partiets ledelse var udmærket klar over, at beskyldningerne mod 'Arbejderoppositio-nen' for at være kontrarevolutionær i realiteten var helt hen i vejret. Lenin selv bemærkede:
”...at problemet med Arbejderoppositionens forslag var, at de var for progressive, og at Sovjetregeringen først og fremmest måtte koncentrere sig om at overvinde befolkningsflertallets kulturelle tilbageståenhed og deres såkaldte småborgerlige livsmønstre.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83.)
- Marxisme kontra anarkisme
'Arbejderopositionen' blev internt i partiet beskyldt for at have positioner, der lignede anarko-syndikalismens. En påstand, der mobiliserede følelserne i partiets gamle garde. Det hang sammen med den gamle konflikt mellem marxister og anarkister (Bakunin-fløjen), som splittede Første Internationale. Ikke desto mindre eksisterede der de facto en vis fælles politisk berøringsflade mellem anarko-syndikalismen og bolsjevikpartiets venstefløj.
Lenin selv var nu heller ikke fri for den anarko-syndikalistiske inspiration, da han i 1917 skrev ”Stat og revolution” med dens programmatiske radikalitet. I virkeligheden forsvarede Arbejderoppositionen de anarkosyndikalistiske elementer fra bolsjevikkernes eget program, som Lenin efter revolutionen lige så stille eliminerede.
Men det, Lenin og et flertal i partiet anså for at være Arbejderoppositiones værste holdning, var, at de afviste at anerkende partiet som arbejderklassens eneste autentiske politiske parti.
- Partiets kontrolorgan fik store beføjelser og sørgede for en halvmilitær disciplin for partimedlemmer
På trods af partiflertallets beslutning om fraktionsforbuddet blev Arbejderoppositionen og andre mindre interne venstreradikale grupperinger som ”Arbejdergruppe”, ”Arbejdersandhed” og ”Socialistisk Arbejder – og Bondepartiet”, m.fl. fortsat aktive et stykke tid.
Først den efterfølgende 11. partikongres i slutningen af marts 1922 indsatte en særlig kommission, der skulle sørge for en konsekvent opløsning af Arbejderoppositionen. Partiets kontrolorgan fik store beføjelser og sørgede for en halvmilitær disciplin for partimedlemmer, som var professionelle partifunktionærer – inklusive de parti- udnævnte funktionærer i statsapparatet, i fagforeningerne og i hæren.
I forbindelse med oprustningen af partiapparatet i 1922 etableredes posten som generalsekretær. Indsat i denne post blev partifunktionæren Josef Stalin, der på dette tidspunkt var helt ukendt udenfor partiet. På den måde fik funktionærhierarkiet en personlig ledelse.
I 1929 hvor den 'Forenede opposition' (3), der opstod fra partiets indre kærne omkring Trotskij fysisk blev udraderet og partiets forretningsudvalg blev udfyldt med Stalins tilhængere, fremstod generalsekretariatet endegyldigt som partiets (og landets) absolutte magtcenter.
Et citat af Leo Trotskij der mange år senere i eksil i Mexico 1937, selvkritisk meget præcis illustrerede bolsjevikpartiets flertals diktatoriske tiltag:
”Forbuddet mod fraktioner endte med et forbud mod at tænke anderledes end de ufejlbarlige ledere. Partiets politiopbyggede stenkolos resulterede i straffrihed for bureaukratiet, som igen blev til en kilde til al slags tøjlesløshed og korruption”.
Og den tyske revolutionær Rosa Luxemburg kritiserede bolsjevikkerne allerede i perioden umiddelbart efter Oktoberrevolutionen. Hun skrev i 1918:
” Med undertrykkelsen af det politiske liv i landet som helhed må livet i sovjetterne (rådsstrukturerne) også blive forkrøblet. Uden almindelige valg, uden ubegrænset presse – og forsamlingsfrihed og uden en total fri meningskamp uddør livet i enhver offentlig institution, bliver til et skin-liv, hvor kun bureaukratiet vil forblive et aktivt element.” (kilde: Rosa Luxemburg Speaks, Pathfinder Press, New York 1970, side 391)
Kronstadtrevolten , 26. februar – 18. marts 1921
Forud for Kronstadt-oprøret ulmede vreden hos bønder og landarbejdere mod myndighedernes vilkårlige anholdelser og ofte absurde krav ifm. rekvirering af landbrugsprodukter.
- Bondeoprør ...
Et bondeoprør omkring byen Tambov (ca. 400 km. sydligt for Moskva) i slutningen af 1920 bredte sig under ledelse af det illegale socialrevolutionære parti og kunne kun med store vanskeligheder slås ned af Den Røde Hær. Noget lignende skete på dette tidspunkt i Vestsibirien. (kilde: Pierre Broué, Trotskij – Eine politische Biographie, bd. 1, s. 321)
Informationer om alvorlige uroligheder i byerne nåede Moskva i februar 1921. Årsagen var de manglende fødevareforsyninger. Spontane arbejderforsamlinger i fabrikkerne krævede øjeblikkeligt ophør af ”krigskommunismen” .
Der bliver stillet krav om handelsfrihed og omgående standsning af beslaglæggelser af bøndernes hvede. I massedemonstrationer i Moskva krævede demonstranterne uindskrænket organisations – og ytringsfrihed.
- ... og spontane arbejderstrejker
På samme tidspunkt bliver Petrograd rystet af en bølge af vilde arbejderstrejker. Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære kræfter forsøger at vinde indflydelse på strejkerne, som dog suverænt blev organiseret af autonome, selvforvaltede basiskomitéer uden særlig partitilknytning. (Kilde: E.H.Carr: ”The Russian Revolution”).
Kronstadtrevolten, som tog udgangspunkt i en stor protestdemoer der startede den 26. februar 1921 i flådens hovedbase Kronstadt nær Petrograd, var uden tvivl den hidtil mest alvorlige indenrigspolitiske krise for Sovjet-regeringen.
Kronstadtoprøret var en bevægelse af vrede og skuffede revolutionære. Deres kritik af den sociale og politiske udvikling efter revolutio-nen lignede på mange måder den kritik, som kom fra bolsjevik-partiets egen rådskommunistiske fløj.
Forskellen mellem dem var, at Kronstadts revolutionære på ingen måde var bundet af loyalitet og partidisciplin. De revolterede mod Sovjet- regeringen i et forsvar for selve Oktoberrevolutionens ånd.
Kronstadtoprørets program
”Vi kæmper for en autentisk magtudøvelse af det arbejdende folk“
Oprørerne anklagede den bolsjevistiske regering for en undertrykkelsespolitik, som lignede Rusland under tsartiden: ”Arbejdet er ikke som marxismen har lovet til alles behov og glæde, men har ført til et nyt slaveri.” (Citeret fra ”Meddelelse fra den provisoriske revolutionskomité", udgivet som antologi hos forlaget Rhodos).
Kronstadtoprørets program var som før nævnt næsten autentisk med holdningen blandt den venstrekommunistiske og syndikalistiske ”Arbejderopposition” indenfor bolsjevikpartiet, bortset fra spørgsmålet om det væbnede oprør. Således var oprørernes holdning til fagforeninger enslydende med den holdning Arbejder-oppositionen tidligere havde ytret i politiske kontroverser med partiets flertalslinie:
”Vores fagforeninger har absolut ingen mulighed for at fungere som rene klasse-organisationer, takket være det herskende partis politik, der sigter på en centralisering af massernes udvikling til ’kommunismen’.“ (Citat fra ”Kronstadtoprøret – etapper af vores revolution”).
Kronstadtoprøret hentede inspiration til deres politiske alternativ fra de klassiske anarko-syndikalistiske idéer:
”Hvis fagforeningerne fik retten til omfattende autonomi, ville bolsjevikkernes centralistiske strukturer bryde sammen, og dermed ville kommissærernes og de politiske afdelingers eksistensberettigelse bortfalde. (..) Den socialistiske sovjetrepublik kan kun være stærk, når dens forvaltning bliver udøvet af den arbejdende klasse selv gennem demokratiske fagforeninger.” (Citat fra ”Kronstadtoprøret, etapper af vores revolution”).
- Udbredt sympati fra bolsjevikkernes basis
Der herskede en udbredt anti-bureaukratisk stemning blandt de almindelige bolsjevikker, hvilket kom til udtryk i, at et større antal parti-medlemmer gik over til oprørerne.
- Erklæringerne fra dem, som blev offentliggjort i den provisoriske revolutions-komités avis ISVESTIJA, dokumenterer dette:
”Det kommunistiske partis politik har ført landet ud i en håbløs situation, p.g.a. partiets bureaukratisering, p.g.a. partiets uvilje til at lytte til masserne. Igennem 3 år er partiet blevet stoppet med selvglade folk og karrieremagere, som har frembragt en bureaukratisme, der ikke magter opgaven at kæmpe mod sammen-bruddet. (..) Magtmisbruget i partiets apparat smadrer kommunismens smukke idéer.”
Sovjetregeringen i Moskva fordømte revolten, så snart det blev kendt, at Kronstadt-oprørerne trodsede Sovjetregeringen og havde anholdt ledende partifolk. En officiel regeringserklæring betegnede oprøret som
” ... en ny hvidgardistisk (dvs. tsaristisk militær) sammensværgelse (.. ) som uden tvivl blev tilskyndet og organiseret af den franske kontrarevolution.” (Offentliggjort i dagbladet ”Prawda” , der var bolsjevikpartiets officielle avis skrev derimod den 3.marts 1921).
Nikolai Bucharin, en ledende bolsjevik, afviste kategorisk sådanne påstande:
” Hvem siger at Kronstadt er blevet hvid? Nej! Vi blev tvunget til at nedkæmpe revolten af vores fejlende brødre på grund af vores idéer og opgaver. Vi kan ikke betragte søfolkene fra Kronstadt som vores fjender. Vi elsker dem som vores egen familie af kød og blod ”. (kilde: Paul Avrich, Kronstadt 1921, Princeton 1970, s. 134)
- Bolsjevikpartiets ledelsesflertal anså dette oprør som et angreb på deres autoritet
Sovjetledelsens flertal var indstillet på så hurtigt som muligt at knuse alle, som modsatte sig dens magtposition. Bolsjevikpartiets ledelsesflertal anså dette oprør som et angreb på deres autoritet og på deres regeringsposition. Denne holdning overraskede dengang mange erklærede tilhængere af Oktoberrevolutionen og af Sovjetregeringen.
Uden tvivl kunne Kronstadtrevolten have formet sig anderledes, hvis bolsjevik-partiets flertal havde gennemført de nødvendige politiske og økonomiske reformer. Det ved vi i dag ud fra vores kendskab til det videre forløb. Selv indenfor den traditionelle kommunistiske tradition er det kun de mest dogmatiske strømninger, som p.g.a. mangel på selvstændig analyse opremser bolsjevikpartiets flertals propaganda og dermed retfærdiggør regeringens nedslagtning af oprøret i Kronstadt ...
- Idéen om den tredje revolution
Alexander Berkman, en amerikansk anarkist som under revolten opholdt sig i Petrograd, beretter følgende:
”Selv nogle kommunister er oprørte over den tone, som regeringen slår an. De mener, at det er en skæbnesvanger fejltagelse, at tyde arbejdernes fortvivlede skrig efter brød som politisk opposition. Kronstadt-oprørernes sympati med de strejkende og kravene om demokratiske valg bliver af Sinowjew fremstillet som ’kontra-revolutionær sammensværgelse’. (..) Alle er enige om, at matroserne fra Kronstadt er Sovjets mest trofaste tilhængere, hvis mål er at gennemtvinge nogle helt nødvendige reformer.” (Citat fra Alexander Berkman: ”The bolshevik Myth”, London, 1925.)
Militæret nedkæmper Kronstadt-oprøret
En større del af regeringshæren, som blev taget til fange under de første dages kampe mod øfæstningen Kronstadt gik over på rebellernes side, da de fik at vide, at matroserne og arbejderne sammen havde væltet kommisærvældets magt. (Dette fremgår af en resolution fra 240 fanger fra regeringshæren, offentliggjort i avisen Iswestija, d. 16. marts 1921).
Det endelige stormangreb på Kronstadt blev ledet af kommunistpartiets øverste funktionærkorps. En større gruppe delegerede, som på dette tidspunkt deltog i partiets 10. kongres, blev således transporteret fra kongressen i Moskva direkte til fronten.
Kronstadtrevolten blev blodigt undertrykt – og denne tragedie markerer en slags prolog der varsler bolsjevikpartiets politiske undergang.
(al. og ikh. / autonom infoservice)
(Opklaring: I den sidste del af videoen dukker der et billede op, hvor kvinder bærer et banner fra det spanske, antistalinistiske revolutionære parti POUM (1936). Det har sneget sig ind og har naturligvis intet med Kronstadt-oprøret at gøre)
Noter
- Det nøjagtige tidspunkt for starten og afslutningen er omstridt blandt historikere. Dens start bliver enten sat allerede i november 1917 eller til forår 1918. Borgerkrigen endte i Europa med den Røde Hærs sejr over de sidste hvide tropper på Krim-halvøen i november 1920, i Kaukasus med indtagelsen af havnebyen Batumi i 1921 og i Asien med erobringen af Vladivostok, havnebyen ved Stillehavet i 1922. Derefter, ved den endelige afslutning af borgerkrigen i 1922 blev Sovjetunionen grundlagt.
- NEP ”Ny økonomisk politik” fra 1921. Udgjorde et brud med den repressive, militarisering af samfundet den såkaldte ”krigskommunisme”. Liberaliserede småhandel og landbrugsproduktionen.
- I Venstreoppositionen, der opstod omkring 1923 imod de bureaukratiske og politiske forhold i partiet, som mange af dem selv havde bidraget til, samlede sig først fremmest tilhængerne af Leo Trotskij (Karl Radek, Adolf Joffe, Christian Rakowski, Iwan Smirnow, Yevgeni Preobrazhensky, m.fl. ). I april 1926 forenede de sig med tilhængerne af formanden for 3. Internationale Grigorij Sinojev og formanden for partiets forretningudvalg Lev Kamenev til den ”Forenede Opposition”. Senere tilsluttede sig den venstreradikale gruppering omkring Timofei Sapronov. Oppositionen kunne på trods af stadigt tiltagende repressive chikaner samle omkring 8000 partimedlemmer.
- Et par originaldokumenter fra rådskommunistiske strømninger på tysk, engelsk, spansk, arabisk ...
Arbejderoppositionen
- * Alexandra Kollontai “Was bedeutet die „Arbeiter-Oppositon“? (1921)
- * Rådskommunist Hermann Gorter: Offener Brief an den Genossen Lenin, - eine Antwort auf Lenins Broschüre: "Der Radikalismus, eine Kinderkrankheit des Kommunismus"
- * Programm der Kommunistischen Arbeiter-Partei Deutschlands (KAPD) Mai 1920
- * Rådskommunist Otto Rühle: Von der bürgerlichen zur proletarischen Revolution (1924) *
Kronstadt
- Paul Avrich: Kronstadt 1921. University Press, Princeton 1970, ISBN 0-691-00868-X.
- Alexander Berkman: Die Kronstadt Rebellion. Verlag "der Syndikalist", Berlin 1923, (online; PDF; 2,4 MB)
- Isaac Deutscher: Trotzki. Der bewaffnete Prophet. Bd. 3. Kohlhammer-Verlag, Stuttgart 1972.
- Pierre Broué: Trotski. Eine politische Biografie, Band 1, ISP-Verlag - Köln
