Tidsdoku. Den kinesiske kulturrevolution

I 1966 startede kulturrevolutionen
i Kina, og det varede til 1969.
Halvandet årti efter dannelsen af Folkerepublikken Kina i oktober 1949, eksisterede der i befolkningen en ud-bredt vrede mod partibureaukratiets privilegier og magtmisbrug.          Mange tog derfor godt imod den nye proklamerede ret til oprør mod de etablerede autoriteter. Maos ideer blev kreativt fortolket og anvendt på mangfoldig vis.

• “100 Blomster bevægelsen“
• Løn – og arbejdsbetingelser i Kina omkring Kulturrevolutionen
• De venstreradikale bevægelser under Kulturrevolutionen  

• Det kinesiske kommunistpartis frygt for kulturrevolutionære inspirationer

Kinas Kulturrevolution er gået over i historien på hovedsageligt to fortællinger. 

Den ene fremhæver især tumulterne og
det omfattende kaos for at retfærdiggøre inddæmningen af den sociale revolte og genetableringen af den statslige kontrol.
Det er først og fremmest Kinas Kommunistiske Parti (KKP), som står for denne udlægning – med opbakning fra vestlige mainstream-medier og borgerlige historikere.

Den anden fortælling bygger på kinesiske neomaoisters idealisering af Kultur-revolutionen, idet de fremstiller lederne som ikoner og banaliserer de dybe sociale og politiske modsætninger, der karakteriserer hele den kinesiske variant af socialismen.
I slutningen af 1960’erne opfattede mange på den internationale venstrefløj Kultur- revolutionen som en radikal politisk begivenhed og en kilde til social revolte samt nye former for kollektivitet, der kunne ryste de politiske magtstrukturer. 

Det var forbundet med et udbredt håb om, at formanden Mao Zedong* (1893 – 9. september 1976) og hans permanente revolutionsstrategi kunne overvinde de bureaukratiske hierarkier, ikke bare i Kina, og være en kilde til inspiration for
en global revolte mod de herskende magtstrukturer.
______________________

* Mao var formand for Kinas kommunistiske parti ml. 1943 – 1976, formand for den centrale folkeregeringen ml. 1949-1954 og leder af Folkerepublikken ml. 1954 – 1959.

• "De kaotiske 10 år"

Kinas Kommunistiske Parti har siden starten af 1980erne officielt betegnet perioden mellem 1966 og 1976 som ”de kaotiske 10 år” og dermed retfærdiggjort overgangen til den statsligt styrede markedsøkonomi og integrationen i den globale kapitalisme. Fra midten af 1990’erne førte den kapitalistiske markedsgørelse til en hastigt voksende ulighed og kolossale skader på klima og miljø. 

Massefyringer og udhulingen af de tidligere sociale sikringssystemer, udbredt korruption og privat tilegnelse af offentlig ejendom, grov udbytning af de omkring 280 millioner (ifølge statistiske undersøgelser fra 2016) vandrearbejdere, mv. har ført til en Mao-revival i dele af Kinas befolkning – især blandt arbejdere, studenter og aktivister.
Ikondyrkelsen af Mao og idealiseringen af de kulturrevolutionære begivenheder bliver forbundet med en kritik af de herskende forhold og inspirerer i stigende omfang til strejker og protester mod myndigheder og arbejdsgivere.

Kommunistpartiet har indtil videre forhindret videnskabelig forskning af  Kultur- revolutionen for at afværge en re-politisering af et subversivt tema i en tid med social og politisk usikkerhed for store dele af landets befolkning.
På baggrund af de omsig gribende sociale protester vokser angsten i KKPs ledelse for, at de oprørske, kulturrevolutionære koncepter kunne udløse gnisten til en ny masserevolte. 

Mao og hans tilhængere i partiet havde allerede før Kulturrevolutionen haft den strategi at disciplinere partiet og afsikre deres magtpositioner ved at benytte sig
af folkelige mobiliseringer udenom partiet med populær kritik af partihierarkiet.   

Således inviterede Mao’s iscenesatte kampagne “100 Blomster bevægelsen“  (baihua yundong) i 1956/57 alle utilfredse lag udenfor partiet til offentligt at kritisere misforholdene.

Da den fremkomne kritik først og fremmest koncentrerede sig om de nye privilegerede stats – og partilag, de ideologiske udskejelser og den eksisterende ulighed, fandt kommunistpartiets ledelse en hurtig afslutning på denne demokratiske åbning fra neden.
For at forhindre fortsættelsen af den offentlige kritik af KKPs ledelse iværksattes
en hastigt organiseret ”kampagne mod højreafvigere”, hvor hundredtusinder blev stigmatiseret. I denne kampagne kom partiets rigorose sociale klasseinddeling til at spille en central rolle.

• Klasseinddelingens praksis

Efter KKPs sejr i 1949 blev klasseinddelingens praksis, der førhen i de konkrete samfundsmæssige brydninger var del af massemobiliseringen, omformet til et sterilt bureaukratisk system for politisk kontrol.
Således blev hele landets befolkning inddelt i over 40 ”klassekategorier” - de såkaldte ”chengfen” - ud fra dels socio-økonomiske placeringer: bønder, godsejere, små-kapitalister, arbejdere, osv. og dels politiske kategorier: revolutionære ledelses-medlemmer / kadrer, højreafvigere, kontrarevolutionære, osv. 
Gennem denne økonomiske og politiske klassificering blev befolkningens relation til Folkerepublikken fastlagt og anvendt som instrument for disciplinering af afvigende sociale og politiske holdninger.   

I slutningen af 1950’erne blev der indført et registreringssystem (det såkaldte ”hukou”-
bopæl system), som tildelte samtlige indbyggere bestemte  distrikter på landet eller i byerne, som de kun måtte forlade med de lokale parti-myndigheders tilladelse. 

Klassekodificeringen blev fra omtrent starten
af 1950’erne indtil afslutningen af Mao-æraen anvendt til både sociale mobiliseringer og politiske kampagner.
Store dele af det kinesiske samfund var hverken borgerlige eller proletariske – og blev alligevel klassificeret på netop denne måde. 
For at undgå mulige ufordelagtige klassemæssige inddelinger opfandt mange kinesere uden entydig klasseidentitet en sådan ved hjælp af opfind-somme fortolkninger af deres biografi.

• Kulturrevolutionens start 

I KKPs ledelse verserede grundlæggende uenigheder om forholdet til Sovjetunionen, landbrugspolitikken, de private ejendomsforhold på
landet, vareproduktionens overlevelse og industriproduktionens
strategiske placering, mv. 

På baggrund heraf udkrystalliserede der sig to poler, person-ificeret ved Mao på den ene side og Liu Shao-chi * på den anden side. 
Der udviklede sig heftige stridigheder i perioden maj til august 1966. 
Præcis på dette tidspunkt startede vægavis-kampagnen ”Dagibao” ( de store skrifttegns vægavis) på universitetet i Beijing.
Kampagnen mobiliserede bevægelsen "Den Røde Garde" og startede dermed en bevægelse, som hen ad vejen antog massekarakter med ca. 20 millioner medlemmer.  
Efter starten på Kulturrevolutionen der var baseret på Maos opfordring til at ”gøre oprør mod dekadente funktionærer og bekæmpe borgerlige figurer og deres ideer”, intensiver-edes angrebene på folk med en ”suspekt klassebaggrund”.

____________________________

* Liu Shao-chi (1898 – 1969) blev efter dannelsen af Folke-republikken af den 2. og 3. folkekongres valgt som folke-kongressens præsident. Efter Mao Zedongs tilbagetræden i 1959, blev Liu den officielle leder af Folkerepublikken.
Han blev anholdt og fængslet i starten af Kulturrevolutionen i 1967 og i oktober 1968 ekskluderet af KKP. Liu døde i november 1969 i fængsel i byen Kaifeng i provinsen Henan. 

• Kulturrevolutionens første fase

Efter Maos opråb til Kulturrevolutionen i maj 1966 * sendte statspræsident Liu Shao-chi ’arbejdsgrupper’ fra partiet ud til skoler og uddannelsessteder for at overvåge elevernes og studenternes aktivisme.
Dette førte til flere konflikter, da de militante elever og studerende ville føre bevægel-sen videre uden en sådan partikontrol. Derpå beordrede Mao allerede i juli arbejds-grupperne tilbage igen
* Se tidslinjen i hovedtræk fra Kulturrevolutionens start i maj 1966 til Maos død den 9. september 1976 og derudover på AsiaNews.it

Fra oktober 1966 blev der foretaget et væsentligt kursskifte. KKPs ledelse fremkom med en ny retningsgivende kritik, hvorefter den ”borgerlig-reaktionære linje” som havde forskånet magt-haverne og rettet kampen mod masserne skulle bekæmpes.  Lokale partimyndigheder bliver beordret til at rehabilitere dem, som i månederne før var blevet forfulgt som kontrarevolutionære og sorte bander.

• Moddiskurs til ’blodlinje-teorien”

Dette førte til splittelse af bevægelsen. Nydannede Røde Garder af mennesker med ”tvivlsom” familiebaggrund vendte sig mod partiapparatet og de højtstående funktionærer. Med deres moddiskurs til ’blodlinje-teorien” blev de til rebeller mod den herskende orden.
De oprindelige nu ”gamle Røde Garder” forsøgte som pårørende til parti -, stats- og militærledere at forsvare deres privilegerede status. Fra en dag til den anden var de selv blevet ”bastarder” og et angrebsmål for bevægelsen.

Undtaget fra rebellernes angreb var kun et lille lag af KKP-ledere omkring Mao. Skønt de fleste af dem, inklusive Mao og hans nærmeste kampfælle Lin Biao, hverken havde en baggrund som fattig bonde eller kom fra arbejderklassen. 
Kulturrevolutionen der i store træk var startet fra oven og havde været i stand til at få massernes undertrykte energi til at eksplodere, havde nu tydelige vanskeligheder med at begrænse omfanget af eksplosionen. 

• ”Arbejdergeneralhovedkvarteret” (”gongren zongbu”)

I november grundlagde rebellerne deres egen organisation ”Arbejdergeneralhovedkvarteret”, som de lokale partimyndigheder officielt anerkendte som en revolutionær organisation.
 Dermed fik arbejderne nu også ret til selv-stændigt at organisere sig. Noget som førhen kun var tilladt for elever og studerende.
Den maoistiske ledelse havde dog under-vurderet effekten af massemobiliseringen vendt mod såvel partibureaukratiet som mod selve produktionen. Dens oprindelige planer var, at Kultur-revolutionen kun skulle finde sted i fritiden, i fabrikkerne og kommunerne. Men dette stødte på energisk modvilje fra Shanghais arbejderrebeller.

Fra november 1966 til januar 1967 deltog meget forskellige sociale grupper aktivt i bevægelsen. De hurtigt udbredte arbejderkrav om mere i løn, bedre arbejdsforhold, garantier for at kunne forblive på ens arbejdsplads, bedre sundhedsvæsen, mv. blev af de maoistiske ledere behæftet med begrebet ”økonomisme”.* Utilfredsheden havde længe eksisteret blandt arbejderne, men først med Kulturrevolutionen blev dette synligt og førte til en kollektiv modstand.

_________________________________________

* Maoisterne har her anvendt Lenins ”økonomisme” - begreb på en åbenlys forkert måde. Den oprindelige version var en kritik af den opfattelse, at den økonomiske, faglige kamp er et tilstrækkeligt redskab for at kunne realisere arbejderklassens frigørelse. Derimod havde begrebet ”økonomisme” intet at gøre med en fordømmelse af økonomiske kampkrav som sådan. 

• Omkring 5.300 autonomt organiserede grupper 

Rebelbevægelsen i Shanghai omfattede ialt omkring 5.300 autonomt organiserede oprørsgrupper.

Alle disse grupper fremkom i slutningen af 1966 med deres ”økonomistiske“ krav. Fra november 1966 til januar 1967 til-spidsedes situationen yderligere.
Mange af Shanghais myndigheder var handlingslammede. 
Statens repræsentanter stod under konfrontationen med bevægelsen under massivt pres og gav derfor efter på en lang række områder:
De udbetalte høje beløb til lønninger og tillægsbetalinger, ophøjede lokale virk-somheder til statsvirksomheder med deraf følgende sociale rettigheder til arbejderne, hævede lønningerne for de landlige områder og udstedte talrige regulære ansættelseskontrakter.

På trods af disse åbenlyse forbedringer af forholdene som de panikslagne myndig-heder gennemførte, blev arbejderne ved med at nedlægge arbejdet og forlade deres arbejdsplads for at deltage i de fortsatte protester, som omkring årsskiftet 1966/67 fortsatte i endnu større omfang. 

____________________

Heftige konfrontationer mellem grupper af Røde Garder 

Da de socialrevolutionære rebeller fra  ”Arbejdergeneralhovedkvarteret” under heftige konfrontationer fik nedkæmpet den konservative ”Røde Arbejdergarde” (”gongren chiweidui”), der støttede partiets bureaukratiske elite, og drev dem ud af virksomhederne, gik produktionen endnu længere tilbage.
Også transportarbejderne tilsluttede sig revolten. Dette resulterede i flere fabriks-lukninger pga. manglende forsyninger. Samtidigt blev forretningerne tømt for varer, da folk havde flere penge til at købe ind for.

• Spontane masseaktioner

I starten af januar 1967 udfyldte en række oprørsgrupper det politiske tomrum, der var opstået som følge af de kommunale myndigheders handlingslammelse. Rebellerne overtog aviser samt radio – og TV-stationer. 
Denne fremgangmåde var ikke som ofte påstået autoriseret af repræsentanter for Mao der var sendt til Shanghai, men baserede overvejende på ukoordinerede masse-aktioner.
KKPs ledelse i Shanghai forhandlede på Maos råd med rebelgrupperne for at stabilisere situationen og få de prostesterende til at genoptage deres arbejde.
(al./ autonom infoservice)

                      ________________

PS.
Et par personlige indtryk

Som aktivist der deltog i forskellige internationale begivenheder mindes jeg de store maoistiske mobiliseringer:

• I Portugal (1974/76)
• I Vesttyskland ved internationale Chile-solidaritetsdemoer, hvor den største af de maoistiske organisationer, ”Kommunistischer Bund Westdeutschland” (KBW), kunne mønstre imponerende demoblokke med 15-20.000 deltagere.