Den israelske journalist og historiker Ronen Bergman har for nyligt udgivet en bog om den israelske efterretningstjeneste Mossad. I den anledning bringer vi et interview med forfatteren, hvori han bl.a. skildrer de tætte bånd mellem Israels toppolitikere og Mossad. ” I flere årtier fandtes der ingen lovgivning, som bestemte op-gaverne og beføjelserne for de israelske hemmelige tjenester ..."
________
Interview
- Ronen Bergman (45) er korrespondent i militær – og efterretningstjeneste temaer for det israelske dag-blad ”Yedioth Ahronoth” (Sidste Nyt). Fra universitetet i Cambrige har han en doktorgrad på baggrund af sin forskning i Mossad (”Institut for efterretning og specielle opgaver”). Han har netop udgivet en bog om temaet. (Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det tyske uge- magasin ’Der Spiegel’, nr. 4 / 2018. Vi har oversat et uddrag heraf).
- I Deres bog om den israelske hemmelige tjeneste beskriver De Mossads målrettede drab over en tidsperiode på 50 år. Hvor mange mennesker blev dræbt på denne måde?
Ronen Bergman: Alt i alt taler vi om mindst 3000 mennesker, deriblandt ikke kun udvalgte personer men også mange uskyldige, som var på det forkerte tidspunkt, på det forkerte sted.
- Alene under den anden intifada (palæstinensisk opstand i perioden 2000 – 2005) var der dage, hvor der blev givet ordrer til mellem fire og fem målrettede drab. Som regel handlede det om aktivister fra Hamas.
- Hvordan kan det være, at Israel ville løse de politiske konflikter på denne blodige og retsligt set omstridte måde?
Ronen Bergman: Nogle af de tidlige zionister var desillusionerede revolutionære fra Rusland. De medbragte derfra de politiske likvideringers metode og dannede i 1907 de første væbnede enheder i Jaffa.
- Et andet motiv var selvfølgelig naziernes Holocaust. Læren heraf var, at vi havde brug for et eget land som beskyttelsesrum for jøderne og dette måtte forsvares mod de talrige fjender - med alle midler.
- Og alle disse fjender blev ligestillet med Hitler: Nasser, Arafat, Saddam Hussein, Ahmadinejad. I forhold til sådanne folk gjaldt det som legitimt at sætte sig ud over samtlige internationale konventioner og love. Dette er stadig den gældende grundholdning indtil i dag.
- Men hvorfor denne fokusering på målrettede drab?
Ronen Bergman: For Israels grundlægger David Ben-Gurion var krig det allersidste middel, en permanent mobilisering af hæren kunne det unge, lille land ikke præstere. For at forhindre eller forskyde krige, opbyggede han fra juni 1948 – altså bare en måned efter Israel havde erklæret sig som selvstændig stat – en magt- fuld efterretnings-tjeneste.
- Den skulle advare om truende krige, skaffe informationer om det fjendtlige militær og mindske krigsrisikoen vha. sabotage langt bag fjendens linje og ved målrettede drab på centrale personer.
- Enhver der har udgydt jødisk blod, skulle vide: Udlandsefterretningstjenesten Mossad vil jage dig, koste hvad det vil og uanset hvor lang tid det vil tage - indtil din død.
- Hvordan kan det være, at der hersker to retssystemer ved siden af hinanden i et demokratisk land? Et for befolkningen hvor mord bliver dømt som en forbrydelse og et for den hemmelige tjeneste og militæret, der efter politisk anvisning gør sig til dommer over liv og død.
Ronen Bergman: I flere årtier fandtes der ingen lovgivning, som bestemte op-gaverne og beføjelserne for de israelske hemmelige tjenester. Indtil 1970’erne var det sågar forbudt at offenliggøre Mossads eksistens. Siden 2002 har indlandstjenesten Shin Bet’s roller været defineret, mens Mossad fortsat opererer uden retslige rammer.
- Og Israels borgere synes, at det er i orden?
Ronen Bergman: I de første årtier var operationerne en stor statshemmelighed, der blev aldrig bekræftet noget. Operationerne kom altså ikke ud til offentligheden. Senere har borgerne og også medierne accepteret dette, fordi det blev opfattet som nødvendigt for den nationale sikkerhed.
- I Deres bog støder man på politikere, som var del af mange hemmelige operationer, da de var yngre: Yitzhak Rabin, Yitzhak Shamir, Ehud Barak, Benjamin Netanyahu ...
Ronen Bergman: Det er noget helt særligt i Israel: Ganske unge folk kom med deres respektive chefer til premierministeren for at bede om tilladelse til at udføre dræber- missioner. Mange af disse sad årtier senere selv i denne stol.
- Ehud Barak havde kommandoen over den enhed, der dræbte al-Fatah lederen Abu Jihad i Tunis. En af de agenter, som deltog – Moshe Ya’alon – blev selv senere stabschef, forsvarsminister og vice- premierminister.
- Det har naturligvis konsekvenser. Det medvirker til, at drabenes strategi overlever og videreføres. Det bidrager til overbevisningen om, at det er legitime og nødvendige foranstaltninger for at forsvare Israels sikkerhed.
- Hvem er de mænd og kvinder, som dræber for Mossad?
Ronen Bergman: Der er ikke noget gennemgående mønster. Men ofte er de meget unge, under 30. De som agerer i arabiske lande har brug for en fuldstændig vandtæt camouflage . De er israelere, men er som regel ikke født i Israel.
- Har De truffet medlemmer af disse killerkommandoer, som tvivler på deres handlinger, når de kigger tilbage?
Ronen Bergman: Det får mig til at tænke på mit besøg hos Natan Rotberg, mange- årig leder af den militære efterretningstjenestes sprængstoflaboratorium. Han talte nonchalant om, at det havde været hans job at ”arrangere møder med Gud” og han opmuntrede mig til at spørge, hvor mange af denne slags møder han havde arrangeret – mere end fyrre.
- I Israel betragtes Rotberg ikke som morder eller kriminel, men som en helt der ud fra sin dybe overbevisning har reddet israelske liv.
- Mange af dødskandidaterne overlevede i årtier. Yasser Arafat f.eks. De skildrer forskellige operationer, bla. planen om at storme en lejlighed i Beethovenstrasse i Frankfurt am Main, hvor palæstinensiske ledere mødtes regelmæssigt i 1960erne, for at dræbe dem alle sammen dér. Var Arafat bare ekstremt heldig?
Ronen Bergman: Han var ekstremt forsigtig, stolede ikke på nogen og udbredte i stort omfang desinformationer om sine rejseplaner mv. På den anden side var der også modige chefer i de israelske sikkerhedsmyndigheder, der afviste at udføre bestemte operationer, fordi risikoen for enorme skadevirkninger var for høj.
- Selvom De måtte fremlægge Deres bogmanuskript for den israelske militærcensur, går De hårdt til den israelske regering. Hvilken indflydelse har censuren haft?
Ronen Bergman: Jeg har arbejdet som journalist i 25 år og har i alle de år været i kamp med dette system. Hundredetusindvis af ord, som jeg har skrevet, måtte ikke offentliggøres. Utallige gange har jeg bragt disse censursager for retten og jeg tabte hver gang. Jeg mener ikke, at det skader Israels sikkerhed at benævne fejl eller sågar forbrydelser.
- Et land som tåler offentliggørelse af sådanne temaer, er et stærkere land - for ikke at sige: Et mere demokratisk land. Desto vigtigere er det for mig at forsætte med at berette om disse efterretningstjenester, der hverken er kontrolleret af parlamentet eller af andre organisationer.
- Modsat USA ser det ud til, at der i Israel hverken findes intern modstand eller whistleblowers. Hvorfor har der aldrig været en Edward Snowden i Israel ?
Ronen Bergman: Det israelske samfund er af en særlig karakter. Loyaliteten overfor myndighederne og patriotismen er stor. På den anden side er der jo også mange, som har talt med mig og sågar til dels betroet mig vigtige dokumenter, selvom de slet ikke havde behøvet det.
__________________________________
Relateret autonom infoservice
- Filmanmeldelse. "München" - Hævnens mekanismer
- Hård kritik af Israel fra fhv. efterretningschefer
- Mordechai Vanunu – historien om en ukuelig fredsaktivist