En gang om året mindes IRA veteraner ved en højtidelighed sine dræbte medlemmer, deriblandt Mairead Farrell (31). Hun blev sammen med to andre
IRA-medlemmer – Sean Savage (23) og Daniel McCann (30) - henrettet på åben gade af folk fra ”Operation Flavius” fra den engelske Special Air Service (SAS) den 6. marts
1988.
Det skete i Gibraltar – den britiske enklave på sydspidsen af den iberiske halvø. Alle tre IRA-folk var ubevæbnede og blev skudt ned
bagfra.
** Her er Mairead Farrells historie.
- Oversigt over republikanske organisationer
- Interview med Mairead Farrell på YouTube
- Døden i Gibraltar
Mairead Farrell blev ramt af 8 projektiler, hendes to kammerater blev ligeledes ramt af flere skud.
Formålet med deres tilstedeværelse i Gibraltar var at gennemføre et anslag mod den britiske militærbase og koloniens guvernør.
Den spanske kvinde Carmen Progetta var øjenvidne til hændelsen. Hun så fra sit vindue, hvordan de tre IRA-aktivister blev overrasket af SAS-soldaterne.
Hun fortalte til et journalisthold fra ”Thames TV” :
”... dem der skød løs nærmede sig deres ofre uden at sige eller råbe noget og derefter skød de på de tre unge mennesker foran dem. Umiddelbart før skuddene faldt, vendte den ene mand og kvinden sig om for at se, hvem der kom løbende bag dem. Da de så de bevæbnede mænd, løftede de hænderne og det så ud til, at manden ville stille sig foran kvinden for at beskytte hende. Men der var ingen chance for det. De knækkede øjeblikkeligt sammen...” .
Daniel McCann (30) Mairead Farrell (31) Sean Savage (23)
Denne TV-dokumentation fra Thames –TV, der blev udsendt under navnet ”Death on the Rock“ stødte på en massiv misbilligelse fra den daværende ærkekonservative regering under ledelse af Margaret Thatcher. Resultatet blev, at Thames-TV mistede den statslige sendetilladelse.
- Kampagne for mistænkeliggørelse af statskritiske øjenvidner
Skønt hovedvidnet Carmen Proetta i undersøgelsessagen i Gibraltar fremsætter det samme udsagn som i TV-dokumentationen, bliver hun udsat for en massiv mis-tænkeliggørelse i de britiske mainstream medier.
Dagbladet Sun skal senere betale omtrent 450.000 kroner i erstatning til hende pga. dets ondsindede opspind om hendes privatliv.
Også Sunday Times positionerer sig som trofast støtte til SASs killerhold og offentliggør en serie af artikler, der fremstiller Carmen Proetta som løgner.
Dette er nøje afstemt med den overvejende tone i den britiske offentlighed, hvis interesse kun bliver vakt, når det går ud over britiske
soldater og paramilitært politi.
Ifølge medierne modtog SAS-regimentet i det engelske Hereford kassevis af champagne som tak for likvideringen af de tre ubevæbnede IRA-medlemmer.
Ialt deltog ni SAS-folk direkte i operationen, som siden den 19. februar 1988 havde været under forberedelse i et samarbejde mellem forskellige hemmelige tjenester og overvågningsenheder.
- Terrorangreb på de sørgende
Den 16. marts 1988 blev de tre henrettede IRA-aktivister bisat på Milltown-kirkegården i Vestbelfast. (Forstør ved at klikke på billedet):
Midt under begravelsen skød Michael Stone, en af lederne fra den pro-britiske terrorbande ”Ulster Freedom Fighters”,
ind i den sørgende menighed. Derefter kastede han nogle håndgranater og dræbte tre mennesker og sårede 60 andre (billedet tv.)
Et stort opbud af det berygtede nordirske paramilitære politi ”Royal Ulster Constab-ulary” (RUC) forhindrede med nød og næppe, at Stone blev lynchet på stedet.
- Den Europæiske Domstol anklager SAS for brud på menneskerettighedskonventionen
I en retssag ved Den Europæiske Domstol for menneskerettigheder i Strasbourg konkluderede et flertal i dommerpanelet i 1995, at SASs overfald på de tre ubevæbnede IRA-aktivister var et brud på den europæiske menneskerettigheds-konvention.
Vreden over mordet på Mairead Farrel og hendes to kampfæller havde store følge-virkninger i årene derefter. Dramaet er blevet genstand for utallige sange, ballader og monumenter. På den globale kvindekampdag 8. marts 2008 arrangerede IRAs politiske fløj Sinn Fein (Os selv) i det nordirske parlament ”Stormont” et stort minde-møde til ære for Mairead Farell.
Etapper i Mairead Farrells liv
Mairead Farrells forældre tilhørte mellemlaget i Vest-belfast. De ejede to mindre forretninger for husholdningsvarer og
tekstilstoffer.
Hun vokser op i et parcelhus i en lille enklave for folk med gode indtægter i periferien af de sociale bolig-byggerier i Andersonstown.
Mairead er tolv år gammel, da hun og hendes skole-veninder på vej til Ratmore Convent – skolen bliver overfaldet af protestantiske ungdomsbander, som river Mairead og hendes veninder af cyklerne
og mishandler dem. Pigernes skoleuniform afslører deres katolske tilhørsforhold.
Da forulempelserne gentager sig, tager pigerne fremover skolebussen. Denne kører hver dag en anden rute for at undgå at blive angrebet med brosten af de ventende pro-britiske loyalister.
Da Mairead en dag vender hjem fra skolen, bliver hun bekendt med de talrige ræd-selsoplevelser fra familier, der måtte flygte ud af deres huse i panik, før protestantiske bander kastede
molotowcocktails ind i husene. Mange af ofrene er bekendte eller kunder til familien Farrell.
Mairead er 14 år, da en mor til en af hendes skoleveninder bliver ramt af et gummiprojektil affyret af en engelsk soldat. Projektilet rammer
moderens ansigt og gør hende blind.
Den 4. november 1971 havde britiske faldskærmsjægere sammen med nordirsk politi (RUC) erklæret hele gaden ’Tullymore Gardens‘ for værende under husarrest. Derefter startede de en systematisk
ransagning af samtlige huse i gaden.
Emma Groves (51), mor til elleve børn, var vred over, at soldaterne der om formiddagen havde gennemgået hendes hus, stadigvæk forhindrede hende i at gå ud sent om eftermiddagen for at købe inde til sine børn.
Mrs. Groves bad en af sine døtre om at lægge en plade på med irske rebel songs. Musikken hørtes gennem det åbne vindue ud på gaden. En soldat skød derpå et gummiprojektil gennem vinduet og ramte Emma Groves i ansigtet. Skytten blev ikke engang stillet for en domstol... (kilde: Marianne Quoirin: Die Frauen der IRA, Rotbuch Verlag)
Emma Groves var det første offer, som blev alvorligt såret af disse gummiprojektiler. Ifølge statistiske undersøgelser har den britiske hærs anvendelse af gummi – og plastikprojektiler i Nordirland i perioden 1970 – 1998 kostet 17 mennesker livet, der-iblandt 8 børn. Flere hundrede mennesker er blevet alvorligt såret.
Anslag mod militære mål ...
Mairead tilslutter sig IRA som 18-årig. Et år senere, i april 1976, deltager hun i et bombeanslag mod Conway Hotel i Dunmurry i periferien af Belfast.
Hotellet bliver ofte brugt af britiske soldater midlertidigt udstationeret i Nordirland. Hun bliver anholdt af det nordirske paramilitære politi. Sean McDermott, en kammerat fra hendes IRA-enhed,
bliver skudt i forbindelse med anholdelsen.
... og fængselsårene
I den efterfølgende retssag mod Mairead Farrell nægter hun at besvare rettens spørgsmål og erklærer, at hun ikke anerkender domstolens
legitimitet, da hun betragter den som repræsentant for den britiske besættelsesmagt.
Hun blev dømt for anslaget og fik 14 års fængsel. I kvindefængslet i den nordirske
by Armagh starter hun som den første fangeprotesterne mod afskaffelsen af den gældende særstatus for fanger fra politiske undergrundsorganisationer, den såkaldte ”special category
status”.
Denne særstatus, som blev vedtaget af den britiske regering
i 1972 efter en sultestrejke blandt fanger fra IRA, blev ophævet igen 1. marts 1976. Den gav de facto de militante fra samtlige politiske lejre status som politiske fanger, skønt begrebet
officielt ikke blev anvendt.
Fængselsmyndighederne afslørede dog denne forskel i fangernes status ved at betegne de ikke-politiske fanger som ”ODCs” (”Ordinary Decent Criminals”) - almindelige anstændige kriminelle.
I Long Kesh fængslet (1) havde Kieran Nugent startet protesten blandt de mandlige fanger. Som første kvinde nægtede Mairead Farrell at tage fængselstøj på, og svøbte sig istedet i et tæppe. Efter ganske kort tid blev hun valgt til den ansvarlige IRA-repræsentant i fængslet.
- Starten af den ”beskidte protest”
I februar 1980 starter Mairead Farrell den såkaldte ”beskidte protest”, som blevet indført af mændene i Long Kesh fængslet to år tidligere.
Hun nægter at gå på toilettet og smører hendes menstruationsblod og ekskrementer på cellevæggene. Hun fylder natpotten med urin og forsøger at
hælde væsken gennem fængselsdøren ud på gangen. 30 kvinder fra IRA tilslutter sig protesten, der varede i 3 måneder. I denne periode forbliver kvinderne lukket inde i deres celler hele
døgnet.
(Forstør ved at klikke på billedet):
En gang om ugen rykker et rengøringshold iklædt beskyttelsesdragter ind i cellerne og spuler væggene rene igen med desinfektionsmidler. De
30 kvinders aktion bliver ignoreret af medierne, men de beretter mere eller mindre udførligt om de parallele protester i Long Kesh fængslet, hvori der deltager 350 mandlige
IRA-fanger.
I marts 1981 afsluttes den såkaldte ”beskidte protest”, fordi IRA og det legale republikanske parti Sinn Fein målrettet vil fokusere på sultestrejken, som Bobby Sands og de andre
IRA-fanger (2) i Long Kesh har indledt.
Mairead Farrell kandiderer fra fængslet af til et valg i Den Irske Republik i valgredsen Cork. Hun opnår 6,5 procent af stemmerne. Et andet medlem af IRA, Kieran Doherty, som befinder sig i
sultestrejke i Long Kesh, bliver valgt ind i det irske parlament to måneder før han dør.
Mairead Farrell er 29 år, da hun bliver løsladt fra fængslet i 1986. Hun bliver straks aktiv igen og optræder som repræsentant for Sinn Fein i flere interviews med uden-landske journalister, der samstemmende beskriver hende som en velformuleret, vidende og yderst sympatisk samtalepartner.
I TV-dokumentationen ”Mother
Ireland” giver hun et interview, hvori hun med lidenskabeligt temperament og vrede skildrer forholdene i Nordirland under
den britiske imperialismes herredømme. Dette interview er årsagen til, at der i begge dele af Irland i flere år nedlægges forbud mod at vise
udsendelsen.
Efter Maireads løsladelse fra fængslet går der et år, før hun starter på et uni-versitetsstudium i politikvidenskab og økonomi på Queens University i Belfast – samtidigt med at hun i dyb hemmelighed engagerer sig i IRAs ledelsesråd.
Året efter løsladelsen rejser hun rundt i Europa, deriblandt Skandinavien.
Derefter kaster hun sig ind i valgkampagnen for Sinn Fein, der kæmper for et forenet socialistisk Irland.
-
Den engelske "Troops OUT Movement"
(Forstør ved at klikke på billedet):
- Forhistorien til dramaet i Gibraltar
Midt i februar 1988 kom en IRA aktivist fra Belfast i politiets søgelys, fordi hun fire gang i træk tog fra sit feriested på den spanske kyst til Gibraltar for at overvære den britiske æresgardes vagtskifte ceremoni. Kvinden, som blev skygget af spansk politi, opdagede på et tidspunkt observationerne og flygtede tilbage til Belfast.
IRA må have vurderet, at der ikke var tale om en videre farlig situation og sendte istedet for Mairead og to andre unge men erfarne IRA-aktivister Seán Savage og Daniel McCann afsted til
Gibraltar.
Da de tre kammerater ankom til Torremolinos, anede de intet om, at en kommando-stab fra diverse hemmelige tjenester og SAS allerede ventede på dem...
Magasinet ”Private Eye” turde, som første medie efter henrettelsen af de tre uvæbnede IRA-aktivister, at fastslå SAS-aktionens problem: ”Operationen mod IRA-folkene kunne slet ikke indebære en anholdelse af dem, for SAS havde slet ikke lov til at anholde nogen”.
For menneskene i Belfast var Mairead Farell en frihedskæmper, for det britiske establishment derimod en terrorist.
På det tidspunkt da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Stras-bourg fordømte SAS’ aktion som en forbrydelse mod
menneskererettig-hedskonventionen, havde SAS skudt endnu 12 medlemmer af IRA.
Bl.a. i landsbyen Loughgall, hvor SAS likviderede otte IRA medlemmer uden at gøre det mindste
forsøg på at anholde dem....
(al. / autonom infoservice)
___________
Oversigt over vigtige republikanske organisationer
- Irish Republican Army (IRA)
Den irske oprørsbevægelse blev grundlagt i 1909.
Splittet i december 1969:
- i en traditionalistisk fløj som bibeholder den væbnede strategi: Provisional IRA (provos)
-
og en marxistisk fløj, der ville arbejde legalt på massebasis:
Official IRA (OIRA).
Det er Provos, der udgør den kæmpende undergrundsbevægelse og bliver identificeret med IRA.
Official IRA omdanner sig i 1982 til det kommunistiske parti ’Workers Party’
og deltager med skiftende succes i parlamentsvalget såvel i republikken
Irland som i Nordirland (2017: 0,2 procent af stemmerne).
I 2001 gik et flertal af IRAs medlemmer ind for afvæbning af deres organisation
i forbindelse med fredsprocessen. Indtil deres opløsning var IRA den mest slagkraftige undergrundsorganisation i Europa.
- IRAs kvindeorganisation – Cumann na
mBan
- IRAs ungdomsorganisation – Fianna Eireann
- Sinn Fein
Partiet er IRAs politiske fløj, dannet i 1904 i Dublin. Sinn Fein er det eneste parti, der er aktivt i hele Irland. I 2017 blev partiet med 27 parlamentsmedlemmer (27,9 procent) den anden stærkeste fraktion i det nordirske regionalparlament. I 2017 blev Sinn Fein det tredjestørste parti i det irske parlament med 23 mandater (13,85 procent).
Ogra Shinn Fein – Sinn Feins ungdomsorganisation. I 2018 blev Gerry
Adams, der har været formand for Sinn Fein siden 1983, afløst af Mary Lou McDonald.
* Læs mere om Sinn Fein hos leksikon.org.
- Irish National Liberation Army (INLA)
Undergrundsorganisationen har eksisteret siden 1974. Opstod som en fusion af fløje fra såvel IRA (provos) som Official IRA (OIRA). INLA mente ikke, at Officiel IRA var radikale nok og afviste denne organisations våbenstilstand i starten af 1970’ erne. INLA opfatter sig som en marxistisk organisation, der kæmper for et forenet socialistisk Irland. I oktober 2009 erklærede INLA, at de opgav deres væbnede strategi.
- Irish Republican Socialist Party (IRSP)
Organisationen var den politisk legale fløj af INLA og er dannet i 1974 efter en splittelse fra OIRA. I 1979 forlader en gruppe omkring den kendte borgerrettig-heds aktivist Bernadette Devlin McAliskey - hun blev som 21-årig valgt ind i det britiske parlament - organisationen pga. IRSPs nærhed til INLA. IRSP fik ved valget til Belfast City Council i 1981 2 repræsentanter valgt ind, men tabte dem igen efterfølgende. Således fik de flere år senere i 2011, kun 0,3 procent af stemmerne i Nordirland.
- Real IRA (RIRA)
I 1997 dannede kritikere af IRAs våbenstilstandserklæring – deriblandt tidligere ledende IRA-medlemmer – organisationen Real IRA
(RIRA). De udførte et bombeanslag i byen Omagh, som kostede 29 mennesker livet, fordi det nordirske politi ikke reagerede på en telefonadvarsel forud for anslaget. Derpå indstillede
organisationen deres væbnede aktioner.
I 2002 genoptog RIRA-guerillaen den væbnede kamp mod den vedvarende tilstedeværelse af britisk militær og administration i Nordirland. En splittelse fra Real IRA blev dannet
under den irske betegnelse for IRA: Oglaigh na hEireann.
- Republican Sinn Fein – den antiparlamentariske fløj
I 1986 blev Republican Sinn Fein dannet som resultat af en langvarig diskussion om, hvor vidt Sinn Feins partimedlemmer skulle arbejde for at blive valgt ind i det irske parlament. Republican Sinn Fein’s militære fløj er Continuity IRA (sidst-nævnte blev splittet i 2010).
____
Noter
-
Det drejer sig om Maze Prison ( “Her Majesty’s Prison Maze”), også kendt som Long Kesh (på
irsk: An Cheis Fhada) eller H-blokken pga. dets struktur. Fængslet var fra 1971 til 2000 et højsikkerhedsfængsel i nærheden af byen Lisburn i Nordirland.
Maze Prison blev bygget på ruinerne af barakkerne fra den nedlagte flyremise”Long Kesh”.
I starten af 1970’erne, da de britiske besættelsestropper startede med at internere mistænkte personer uden konkret anklage (”internment without trial”) blev barak-kerne ”Long Kesh” anvendt hertil. Den 15. oktober 1974 startede en fangerevolte, hvori der deltog omkring 800 internerede republikanske aktivister. De satte ild til barakkerne, der brændte ned til grunden. -
Da den nyvalgte regering under ledelse af Margaret Thatcher ikke viste nogen form for imødekommenhed, besluttede fangerne at forstærke deres
”beskidte protest”med en sultestrejke.
Bobby Sands, den ledende IRA-repræsentant i Maze-fængslet, startede sulte-strejken og hver uge tilsluttede endnu en fange sig sultestrejken. Efter
66 dage uden næring døde Bobby Sands. (Han blev under sultestrejken med flere end 30.000 personlige stemmer valgt ind i det engelske parlament den 5. maj 1981).
Ni andre fanger fra IRA og den anden væbnede socialistiske republikanske guerilla INLA (Irish National Liberation Army) døde under sultestrejken, indtil den blev afsluttet den 3. oktober 1981.
I tiden efter blev samtlige af de politiske fangers krav opfyldt, men regeringen undlod at genindføre de politiske fangers ”Special Category Status”. Sultestrejken vakte stor opmærksomhed i hele verden og sensibiliserede den internationale offentlighed for konflikten og den engelske imperialismes rolle heri.
_______________
Anvendt litteratur:
- Gerry Adams: Cage Eleven: Erinnerungen an Long Kesh. Ars vivendi Verlag, 1995, ISBN 3-931043-03-7. ( engelsk originaludgave Dingle, 1990)
- Tim Pat Coogan: On the Blanket. The H Block Story. Dublin 1980, ISBN 0-907085-01-6.
- Murder on the Rock: “How the British Government got away with murder” web.archive
- Marianne Quoirin: Die Frauen der IRA , Rotbuch 2011
- Martin Dillon: The Dirty War, London 1990
- Roman: Den irske forfatter og anarkist Sean McGuffin, skrev romanen "Hunden – en sammensværgelse" "The Hares of the Dog or Inis Fail –The Celtic Conspiracy" Kan læses i modkrafts arkiv: weekend-roman: "Hunden – en sammensværgelse" - modkrafts weekend-roman i 28 dele (2003/04)
- Jim Sheridan: "In the name of the Father" og "The Boxer"
- Ken Loach: ”Vinden som ryster kornet” (2006) og ”Jimmy's Hall” (2014) – anmeldt af autonom infoservice her
- Paul Greengrass: "Bloody Sunday" (2002)
- Neil Jordan: "Michael Collins" (1996)
