En gæstekommentar af Jette Kromann "For revolutionære socialister er denne overenskomstkamp og kampen for at vælte regeringen en og samme sag. En regering, der dikterer en overenskomst,som kun består af angreb på alle offentligt ansatte - med virkning for de privatansatte - må nødvendigvis væltes. ..."
- ”Socialdemokratiet har afsluttet sin historiske, organiske forbindelse med fagbevægelsen”
I sin egen selvforståelse udtrykker Socialdemokratiet dette brud i sit seneste program "Fælles om Danmark" fra september 2017. Der er ikke længere nogen spor af det reformistiske maksimumprogram og partiets afsked med forholdet til arbejderklassen udtrykkes sådan: "Socialdemokratiet har rødder i arbejderbevægelsen. Oprindeligt var vi et klasseparti. I dag er vi det parti i Danmark, der favner bredest."
Min pointe er ikke, at Socialdemokratiet ikke tidligere har angrebet arbejderklassen. Det er sket, når det sås som påkrævet for opretholdelse af klassesamarbejdet.
Det nye er altså ikke, at Socialdemokratiet først nu angriber arbejderklassens interesser, men at partiet nu har ændret karakter via sit påtvungne brud med klassesamarbejdet og dermed ændret sin relation til arbejder-bevægelsen.
Partiets hovedsigte er nu alene at kæmpe for sine parlamentariske positioner på grundlag af en neoliberal orientering og altså også nu med den mest krasse nationalistiske, racistiske højrepopulisme .
Selvfølgelig er der stadig arbejdere, der stemmer på eller er medlemmer af Social-demokratiet (der er også arbejderstemmer - og medlemmer af Dansk Folkeparti og Venstre - det gør dem ikke til arbejderpartier).
Der er heller ingen form for organiseret venstrevendt eller klassisk reformistisk opposition mod partiets neoliberalisme indenfor Socialdemokratiet selv eller blandt partiets støtter i fagbevægelsen.
- ”Fagforeningsmedlemmerne har været udsat for en ubrudt række angreb både fra regering og fra kapitalen”
I og med arbejdsgivernes opsigelse af klassesamarbejdet står den traditionelle reformistiske socialdemokratiske ledelse af fagbevægelsen lammet tilbage uden mulighed for at bruge deres hidtidige samarbejdsstrategi.
Senest ved overenskomstfornyelserne (OK) i 2011 - 13 - 15 har de faglige ledere udelukkende accepteret angreb på medlemmerne, uden indrømmelser fra modparten.
- "Selve eksistensen af institutionen fagbevægelsen er på længere sigt tuet"
Fagforeningsmedlemmerne har været udsat for en ubrudt række angreb både fra regering og fra kapitalen - og medlemstallet i fagforeningerne er da også med få undtagelser for nedadgående. Selve eksistensen af institutionen fagbevægelsen - arbejderklassens største nuværende, mest potentielt magtfulde organisation - er på længere sigt tuet.
Efter at den socialdemokratisk ledede regering med lov 409 ved OK 13 dikterede lærernes undervisningstidsaftale - lærerne skulle dermed betale for folkeskole (kontra)reformen - som fratog lærerne enhver kontrol over eget arbejde, så har de offentlige ansattes fagforeningstop ved denne overenskomstfornyelse forsøgt sig med en ny taktik.
"Musketer eden" går ud på at mobilisere - ikke medlemmernes styrke i form af strejkekamp , men de faglige topledere i en forhandlingsalliance. Fagtoppen forsøger med "Musketer eden" at presse de offentlige arbejdsgivere til at vende tilbage til klassesamarbejdet.
Resultatet kan meget vel blive, at arbejdsgiverne lockouter og fagtoppen modstræbende må kalde til strejke. Det kan diskuteres, om fagtoppens tre ultimative krav er tilstrækkelig relevante for de offentligt ansatte generelt til at motivere en tilstrækkelig mobilisering og aktiv strejke- kamp.
Resultatet - sejr eller nederlag - afhænger derefter allermest af, hvordan strejkerne udvikler sig. Der må arbejdes for, at der bliver åbnet for,at de deltagende arbejderes mange forskellige vigtige krav kommer på banen.
Der må arbejdes for, at der bliver valgt demokratiske strejkeledelser lokalt. At de bliver sammenknyttet på landsplan. Fag- toppen må ikke få lov til at diktere kampens vilkår, mens medlemmerne bare følger trop. Når aktiv, demokratisk deltagelse er særlig vigtigt denne gang, er det fordi, det nu står helt klart, at de offentligt ansattes fagforeninger er direkte konfronteret med regeringen.
For revolutionære socialister er denne overenskomstkamp - og kampen for at vælte regeringen en og samme sag. En regering, der dikterer en overenskomst,som kun består af angreb på alle offentligt ansatte - med virkning for de privatansatte - må nødvendigvis væltes.
- ”På alle niveauer må kravet om regeringens afgang rejses som et centralt krav”
Regeringen kommer udelukkende og kun til at give relevante indrømmelser, hvis dens eksistens som regering reelt bliver truet af en strejke- og besættelses bevægelse. Det betyder, at strejke - og aktionskomiteer må vælges demokratisk - så de strejkende fortsat igennem hele processen har fuld demokratisk kontrol med kampen.
Der hvor de bliver lockoutet, må arbejderne vurdere, om det taktisk er klogest at besætte arbejdspladsen og drive den videre med de krævede opnormerede bemandinger, (med inddragelse af arbejdsløse og andre på overførselsindkomst) med den ønskede reducerede arbejdstid (6 timer om dagen i 5 dages uge) osv.
I samarbejde med brugerne - i forsøg på at lave en levende illustration af, hvilke krav arbejderne og brugerne stiller i fællesskab til den offentlige sektor - og til en regering. På alle niveauer må kravet om regeringens afgang rejses som et centralt krav.
_____________________________
Jette Kromann tilhører et internationalt mindretal i Fjerde Internationale (FI). Teksten er forkortet, idet Jettes vurdering af Enhedslistens rolle og det mere konkrete regeringsspørgsmål er udeladt).
Relateret
- FOA.dk Nyheder om OK18
- PROSA : Konfliktramte arbejdspladser
- Bibliotekarforbundet: Hvis konflikt?
- Dagbladet Arbejderen: Bjarke Friborg ”Ny stor hovedorganisation – eller opbygning fra neden?”
- Eskil Hal: "Orientering til forældre i forbindelse med storkonflikten #ok18 "
Oversigten viser konfliktudtagne statlige arbejdspladser på det akademiske område.