Skønt oprøret omkring 1968 ikke førte til de radikale samfundsforandringer, som oprørerne havde håbet på, så efterlod det alligevel dybe spor i tiden efter. 68-oprøret satte således gang i et hav af nye sociale bevægelser og antikapitalistiske projekter.
- Hvordan begyndte det hele?
- Kan vi bruge erfaringer fra dengang i dag?
68-oprøret satte således gang i en ny dynamik af sociale bevægelser og projekter, bla: Kvindebevægelsen og bevægelsen for fri abort, antiatom-kraftbevægelsen, økologibevægelsen, husbesættermiljøet, en radikal udenomsparlamentarisk venstrefløj, solidaritetsbevægelser med befrielses-kampe rundt om i verden ...
-
Hvordan det hele
begyndte
- en kommentar fra en venstreradikal
I slutningen af 1950’erne begyndte en ny revolutionær venstrefløj at formere sig omkring tidsskrifterne ”Socialisme ou Barbarie”, ”Arguments” og ”International Situationiste” i Frankrig, ”New Left Review” i UK, ”Quaderni Rossi” i Italien, magasinet ”Konkret” i Vesttyskland, "Offensiv Links" og "Revolte" i Østrig, mv.
Det Nye Venstre afgrænsede sig såvel imod Socialdemokratiet som mod de kommunistiske partier. Socialismen skulle ikke længere reduceres til et spørgsmål om erobring af den
politiske magt og nationalisering af produktionsmidlerne.
I stedet for erobringen af magten blev
der sat fokus på forandring af magt-strukturerne, dvs. nedbrydning af de herskende samfundscirkler og hierarkier. Omdrejningspunktet for samfundskritikken var fremmedgørelsen - i vores
dagligdag og i arbejdssammenhæng.
(Forstør ved at klikke på billedet):
- ”Fremtiden skal indbringes i nutiden”
Forud for den politiske og sociale transformation skulle der ske kulturelle forandrin-ger. Nye kulturidealer og kommunikations – og
livsformer skulle udfolde sig på frigørende måde.
Denne modkultur, modoffentlighed og modmagt skulle på samme tid udfordre de herskende forhold og pege på konkrete tiltag til samfundsalternativer: ”Fremtiden
skal indbringes i nutiden”. Det Nye Venstres idéer vinder fodfæste, da studenter-bevægelsen midt i 1960’erne starter med at realisere dette i en mangfoldig praksis.(1)
- Selvforvaltning og selvrealisering
Det Nye Venstre der domineredes af studerende, fik samlebetegnelsen ’68-bevægelsen’.
Den satte i samtlige industrimetropoler en mobiliseringsproces igang, der baserede på to gennemgående målsætninger for samfundsforandringen: En generaliseret selvforvaltning og en
socio-kulturel selvrealisering.
”Autogestion” er den magiske fælles-nævner, der i maj 1968 i Frankrig forbinder og forener studerende og arbejdere i landets største general-strejke i efterkrigstiden.
Alene i Paris opstår 400 arbejder-studenter komitéer i bydelene.
- Paris, maj 1968 (Forstør ved at klikke på billedet):
- ”Students for a Democratic Society” i USA
I USA står 1968-bevægelsens motor ”Students for a Democratic Society” (SDS) for ”Participatory democracy”. Formålet er at
bryde den udbredte apati i og umyndig-gørelse af befolkningen ved hjælp af indivduelt engagement og fælles deltagelse i samfundsanliggender.
Via sådanne forandringer af beslutningsprocesserne ville man indlede forandringen
i de samfundsmæssige strukturer. Såvel mellemmenneskeligt som institutionelt.
SDS' mobilisering imod Vietnamkrigen 1968 (Washington.DC.):
Relateret
- DAGBOG FRA DET BOMBEHÆRGEDE VIETNAM
- 'Weather Underground' – militant modstand i USA 1.del + 2.del
Også den tyske organisation ”Sozialistischer Deutscher Studentenbund” (SDS) for- følger denne transformations-strategi. I modsætning til deres amerikanske pendant knytter SDS an på arbejderbevægel-sens socialistiske traditioner. Hovedkravene er en radikal demokratisering af samtlige sektorer i samfundet. Repræsentanter af den stærke antiautoritære fløj indenfor SDS går ind for rådsdemokratiske strukturer efter Pariserkommunens forbillede . Hovedvægten ligger i agitationen for ”direkte demokrati” som det samfundsmæssige alternativ til det ’repræsentative parlamentariske demokrati’, som praktiseredes i den daværende vesttyske Forbundsrepublik (BRD).
- Revolten i revolten
I 1968 var omtrent 75 procent af samtlige universitetsstuderende på tyske uni-versiteter mænd. Dette afspejlede sig også i 68-oprørsbevægelsens politisk dominer-ende lag, hvor kvinder var stærkt underpræsenteret.
I starten af 1968 sluttede feministerne i det tyske SDS sig sammen i en autonom gruppe kaldet ” Aktionsråd for kvindernes befrielse”. De anså ikke revolten for primært at være et opgør med krigs-generationen, men som en revolte imod de patriarkalske adfærdsmønstre.
De organiserede feminister aktionerede og manifesterede sig mod disse forhold, der også gjorde sig gældende i de revolutionære miljøer. Feministerne markerede sig på forskellig vis – ved forsamlinger, i debatter, i de politiske strukturer, i parforhold og i kollektiverne. Devisen var : ”Vi vil tilkæmpe os levemåder, der ophæver konkurrenceforholdet mellem mænd og kvinder. Væk med de patriarkalske kønshierakier!”.
Mange mænd fra 68-bevægelsen anså kvindefrigørelsen som en "bimodsætning", og mente at man skulle koncentrere sig om hovedmodsætningen
mellem løn-arbejde og kapital / borgerskabet og proletariatet: ”Efter den basisdemokratisk fuldførte revolution, vil kvindeunder-trykkelsen løse sig af sig selv”, hævdede de.
Først efter ihærdige debatter og happe-nings (for eksempel i form af kast med tomater og æg mod særlig fremturende 68-pinger på stormøder),
forandredes hold-ningen til feministerne i teorien og i den offentlige diskurs. Kønsrollemønsteret i hverdagens praksis forandrede sig som regel kun kosmetisk ...
- 68-oprørets politiske inspirationskilder
Inspireret af Karl Marx’s kritik af kapitalismens ’politiske økonomi’ forstærkedes 68-bevægelsens krav om at overvinde det kapitalistiske system. For mange teoretikere var den østrigsk- ukrainske marxistiske økonom Roman Rosdolskys standardværk ”Kapitalens tilblivelseshistorie” en fundamental kilde. (Udgivet på dansk af forlaget Rhodos i 1970).
- ”Det etdimensionale menneske”
Motivet for den massive vægring mod deltagelse i et kapitalakkumuler-ende konsumræs er dog først og fremmest inspireret af den
tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse med sin bog ”Det etdimensionale menneske”, der udkom i 1967.
Heri kritiserede han konsumterroren, som menneskene uden modstand underkaster sig, skønt den lader de naturlige behov utilfredsstillet og hæmmer udvikling af menneskenes kreative identitet.
De fremskridt der er skabt af videnskab og teknik burde bruges til udvikling af en kultur, der er fri for nød og tvang og som forener fornuft og sanselighed. (2)
- 68-bevægelsen hippiegeneration
Billedet øverst tv.: 'LSD-profet' Timothy Leary afholder peacekonference i New York City, d. 21 februar 1968
- At fravriste det politiske fra staten
68-oprørets koncept var at igang-sætte bevidsthedsprocesser via konkrete handlinger.
Dette er også målsætningen for ”direkte aktion”, som er overtaget fra den politiske anarkisme. Det kommer til udtryk i besættelser og ”sit ins” af byens offentlige rum
(pladser og parker), teatre, uni-versiteter, tomme huse, mv. for at skabe ”autonome rum” til møder, træf og og kritisk dialog , hvor alle har mulighed for at kunne deltage.
Siden omtrent 1990’erne knytter globaliseringskritiske bevægelser an på 68-bevægelsens strategi. Der satses atter på skabelse
af autonome rum, for at afprøve direkte demokrati, horisontale kommunikations – og samarbejds-former.
Zapatisterne i Mexico (fra 1994), Occupy Wall Street i USA, Indignadosbevægelsen i Spanien (2011), Nuit debout i Paris (2016), mv.
illustrerer ganske godt denne tendens.
Fælles med 68-bevægelsens antiautoritære fløj er overbevisningen om, at ”en anden verden er mulig” og vil kunne realiseres uden først at skulle erobre den politiske magt i
statsapparatet.
På denne måde bliver 68-bevægelsens intentioner om at løsrive det politiske fra staten videreført. Lige så vel som
68-oprørets selvforståelse om at være en transnational bevægelse i en global opposition mod et globalt agerende kapitalistiske maskineri.
Kapitaliseringen af samtlige delområder af vores samfund
og de sociale og økologiske følgevirkninger kræver i 68-bevægelsens ånd, at vi i fællesskab tilegner os og udbreder en radikal kritik af kapitalismens væsen. Såvel gennem dialog som med direkte
aktion.
______________________________________________
(Kommentaren er skrevet af al./autonom infoservice.)
Noter
-
Betegnelser som ’68-bevægelsen’ og ’68-aktivist’ opstod først en del
år efter 1968. De tager ikke højde for enkelte begivenheder i dette år, men kendetegner en hel epokes protester, der i de fleste vestlige metropoler
mindst omfatter et helt årti og havde forskellige udviklingsforløb fra stat til
stat.
Således startede bevægelsen i USA omkring 1960 med udbredelsen af borgerrettighedsbevægelsen til universiteterne og mistede sin oprindelige opbakning i den første halvdel af 1970’ erne og senest ved afslutningen af Vietnamkrigen i 1975.
I Vesttyskland fremkom bevægelsen midt i 1960’ erne og kulminerede i 1967/68. I Japan i 1965, i Italien i starten omkring 1965/66 og kulminerede ligesom i UK og Holland i 1969. I Frankrig, Tjekkoslovakiet – og i væsentligt mindre grad i de øvrige vestlige lande - Skandinavien, Belgien, Schweiz, Østrig, ... var de mest intense protester i foråret 1968.
I Danmark kom det derudover til et mobiliseringshøjdepunkt ved Verdens-bank-demonstrationen i september 1970.
På trods af de forskellige særheder i 1960’ernes protester havde oprøret samme målsætninger og bevidstheden herom knyttede aktørerne sammen.
2) Såvel Herbert Marcuse som den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu prægede 68-bevægelsens syn på virkeligheden og fornyede
dermed såvel dens protestformer som de politiske målsætninger for den radikale venstrefløjs samfundskritik.
På baggrund af det globale oprør omkring 1968 oplevede også den”kritiske teori” (se wikipedia) fra den såkaldte ”Frankfurter Schule” sin højtid.
Den kritiske teori leverede en fundamental kritik af de samfundsmæssige forhold i det borgerlige-kapitalistiske samfund, og teorien blotlagde de samfundsmæssige mekanismer med disciplinering og
undertrykkelse.
De vigtigste skrifter og proklamationer fra Det Nye Venstre udtrykte
en radikal uforsonlighed med de eksisterende samfundsforhold. Vigtige hovedkilder ud over de i artiklen allerede nævnte var først og fremmest
skrifter af Alexandra Kollontai, Rosa Luxemburg, Che Guevara, Wilhem
Reich og Frantz Fanon.
___________________________________
(Mere selektivt blev der læst klassikere som Mikhail Bakunin, Pjotr Kropotkin, Emma Goldmann, Antonio Gramsci, Ernst Bloch, Karl Korsch, Clara Zetkin, Simone de Beauvoir, Victor Serge, György Lukács, Vladimir Ilitj Lenin , Mao Zedong, Lev Davidovitj Trotskij, Ernest Mandel, Isaac Deutscher, Germaine Greer, Johannes Agnoli, - og mange flere ... )
Relateret
autonom infoservice
- Rudi Dutschke & 68-bevægelsen del1 & del 2 (2018)
- 68-OPRØRET: "Remember the Revolution" (2009)
modkraft
Vietnamkongres i Vestberlin 17/18. februar 1968: