Japans radikale venstrefløj

Vi afslutter artikelserien om det globale ungdomsoprør i 1960’erne med den japanske revolutionære venstrefløjs historie.

• Fra den legendariske studenterbevægelse ZENGAKUREN til de forskellige væbnede fløje - og sociale bevægelser i dag.  

På grund af længden har vi opdelt artiklen i tre dele

• Japan i slutningen af 1960‘ erne * Japans
  revolutionære venstrefløj – Zengakuren.  
• De væbnede grupper:
  * Røde Armé Fraktion * Forende Røde Armé
  * Japans Røde Armé
• Venstrefløjen og de sociale bevægelser i dag
  * Det japanske statsapparats repressions-
     praksis. 

Japan i slutningen af 1960‘erne

I 1968 avancerede Japan til den tredjestørste industrimagt i verden (Nr. 1 var USA, nr. 2 var Sovjetunionen). 
Den japanske valuta (yen) var stabil og betalingsbalancen viste et overskud på omkring 1,1 milliard dollars. En af hovedkilderne til denne højkonjunkturelle udvikling var, at Japan profiterede økonomisk af Vietnamkrigen, der rasede på dette tidspunkt.

Bag denne kapitalistiske succeshistorie skaber ustabile forhold på det internationale valutamarked samt gennemgribende omstruktureringer i produktionsapparatet udbredt usikkerhed og sociale konflikter.  

• Parlamentarismens triumf

Hos flertallet af de japanske lønarbejdere førte dette ikke til en politisk radikalisering nedefra, men i stedet for til en stemmemæssig opbakning bag Social-demokratiet Nihon Shakaitō (omtrent 35 procent),
det kommunistiske parti Nihon Kyōsantō (5-7 procent) og de småborgerlige neobuddister i partiet Kōmeitō (12-17 procent) samt tilbagegang for det national-konservative regeringsparti Jiyūminshutō (47-48 procent).
Der var samtidig en tydelig medlemsfremgang hos såvel det socialdemokratiske fagforbund som hos
div. konservative, gule fagforeninger (Domei), på bekostning af det reformistiske, progressive fagforbund Sōhyō. 

• Den japanske revolutionære
  studenterbevægelse Zengakuren
  Japan har indtil i dag en rig historie af venstreradikale aktiviteter. 
  

En af hovedårsagerne til at vi på den vestlige venstrefløj kender så lidt til denne historie er sprogbarrieren. I den japanske hverdag er engelsk ikke særligt udbredt og der er få, som taler andre sprog end japansk. 
På den anden side kræver det at lære japansk stor tålmodighed og vedholdenhed, da dette forudsætter kendskab til minimum 2000 skrifttegn og tilegnelse af en kompleks grammatik.

• Tætte forbindelser til vestlige revolutionære bevægelser 

I 1960’erne syntes barrieren dog ikke altid så uover-kommelig. Den revolutionære studenterbevægelse Zengakuren ('Det samlede japanske forbund for de studerendes selvforvaltning') havde dengang tætte forbindelser til vestlige revolutionære bevægelser. 

Medlemmer af det amerikanske ’Students for a Democratic Society’ (SDS), ’Weather Underground’ og ’Black Panther Party’ samt folk fra den tyske studenterbevægelse ’Sozialistischer Deutscher Studentenbund’ (SDS), mv. deltog i konferencer og demonstrationer og diskuterede opbygningen af en global revolutionær bevægelse.
Det som skete på de store universiteter i Japan i 1960’erne, var for de fleste vestlige landes venstrefløj komplet utænkeligt. Den revolutionære venstrefløj i Japan kunne således samle flere tusinder hjelmklædte aktivister, der bevæbnet med træstænger og knipler gik offensivt til angreb på statens væbnede organer.  

Mange gange eskalerede de militante antistatslige demonstrationer der lignede militære konfrontationer i miniformat - med disciplinerede og fælles gennemførte angreb på politiet (billedet tv.)
Dette var udtryk for den kollektive modstand mod det japanske sam-funds indoktrinering til lydighed, underdanighed og respekt overfor myndighederne og alle slags over-ordnede instanser. 

• Opgør med traditionerne

Det ovenfra forordnede ”tvangsfællesskab”, der blev betegnet som ”japansk kultur”, blev udfordret af venstrefløjens radikale praksis. Omfattende selvforvaltnings strukturer stod således i diametral modsætning til det gængse hierarkiserede teamwork og tilpasnings mentaliteten.

De klubber og foreninger på universiteterne, der førhen havde fungeret som socialisering til den ensrettede økonomimagt Japan Inc., fik i de tidlige 60’ere en helt anden funktion.

Bygningerne, der husede klubberne blev nu i vid udstrækning overtaget og selvforvaltet af de studerende. Flere og flere studenterkollegier blev til centre for den radikale venstrefløj. Her opstod ”illegale” barer, venstrefløjsbiblioteker, kælderkoncerter og mødesteder, hvor man samledes før og efter demoer og aktioner.

• Studenterne overtager universiteterne

Fra 1968 til 1969/70 var de højere uddannelsessteder i Japan stort set lammet af omfattende universitetsstrejker og besættelser. 

Den centrale konflikt og styrke-prøven mellem politiapparatet og den revolutionære venstrefløj udkæmpedes i januar 1969 på universitetet Tokyo.

• Statsapparat kontra revolutionære bevægelser

Universitetsområdet blev til en episk slagmark for de årlange kampe mellem staten og de  revolutionære. Bevægelsens mobilisering toppede i dette år. Forud herfor var ANPO-pagten mellem USA og Japan blevet fornyet.  (Forstør ved at klikke på billedet) : 

På vejen til demoens samlingsplads måtte deltagerne passere en lang korridor med over 5000 politifolk (billedet tv.) der med fotografier af efterlyste aktivister i hånden observerede de passerende revolutionære.
* (Disse ”Zenkyoto“- kampkomitéer var et forgæves forsøg på at stoppe den omfattende fragmentering af den revolutionære venstrefløj, som fandt sted efter 1969).

• Modstanden mod Japans deltagelse i Vietnamkrigen 

Japan oplevede i slutningen af 1960’erne de største sociale konflikter nogensinde.
Ud over kampene på universiteterne, ledet af Zengakuren, var der kæmpe demonstrationer mod Vietnamkrigen.
Japan deltog direkte i krigen, da bombeflyene mod Nordvietnam startede fra de talrige amerikanske baser i landet.
Derudover forsynede den japanske stat de amerikanske tropper i Vietnam med fødevarer, beklædning, køretøjer, blodforsyninger mv. Tusinder af aktivister besatte hele foråret og sommeren 1969 infrastrukturer som f.eks. banegårde for at hindre amerikansk militærs bevægelser.  

• Kampen mod bygningen af
  Narita-lufthavnen 

Øst for Tokyo, i Chiba-distriktet, planlagde den japanske national-konservative regering at bygge en moderne lufthavn i nærheden af byen Narita, som del af den igangværende krig i Sydøstasien.

I forbindelse med bygningen måtte lokale bønder forlade deres huse og marker. Dette projekt forårsagede nogle af de mest ihærdige og massive protester fra den radikale venstrefløj i alliance med lokalbefolkningen.
De hyppige gadekampe og konfrontationer eskalerede den 21. oktober 1968 og året efter samme dag. Begge gange demonstrerede 10.000 bønder og venstrefløjs-aktivister i Tokyos centrum:  (Forstør ved at klikke på billedet) 

Den Røde Armé Fraktion (Sekigun-ha) blev dannet i 1969 af militante revolutionære fra regionen Kansai, der havde splittet sig fra Kommunisternes Forbund (Kyösandö). 
Sidstnævnte var kendt under navnet ”Det andet forbund”, som var en venstreradikal splittelse fra Japans Kommunistiske Parti tilbage i 1950’erne og en af de dominerende fløje i Zengakurens tidligere fase.
De mest militante demo blokke bestod af medlemmer af den nydannede Røde Armé Fraktion. Repræsentanter fra denne fløj optrådte som talere ved demoer og forsamlinger, hvor de præsenterede deres strategiske positioner. 

(Skrevet af folk fra autonom infoservice. Dels på basis af personlige kontakter til venstreradikale kredse i Japan og dels på basis af litteratur til temaet) 

_____________

Del 2 af artikelserien: 

”Nihon Sekigun-ha” - Historien om Japans 'Røde Armee Fraktion'

• Røde Armé Fraktion
  -  Forenede Røde Armé
  -  Japans Røde Armé
  

Del 3 og sidste del af artikelserien:
Japan - mellem oprør og tilpasning 

Sidste afsnit af artikelserien om Japan handler om et land i neoliberalismens tid: En samfundsmæssig cocktail af

• social deroute
• konform autoritetstro
• protester og modkultur 
  en nærgående kontrolstat