Interview med Roya Hakakian, iransk forfatter og filminstruktør i eksil. ” I dag ligner det iranske regime snarere en økonomisk mafia og jeg er fuld af forhåbning til, at den iranske befolkning lettere kommer af med en korrupt mafia end med et ekstremt ideologisk regime ...”
Roya Hakakian er en iransk-amerikansk forfatter og filminstruktør. 1984 forlod hun sammen med sin familie Teheran og emigrerede til USA. Der arbejder hun idag som journalist og dokumentarfilmproducer.
Hendes erindringer om opvæksten som jødisk teenager under den iranske revolution i 1979 og i de første år i den islamiske republik offentliggjorde hun i 2004 hendes biografi “Journey from the Land of No“.
Hun har været med til at grundlægge “Iran Human Rights Documentation Center“, der siden 2004 dokumenterer de mange brud på menneskerettighederne i Iran.
________
Interview med Roya Hakakian
- For 40 år siden vendte Ayatollah Khomeini tilbage til Iran efter hans eksil i Paris. Hvilken betydning har dette jubilæum for dig?
Roya H.: Jeg er trist. Som så mange andre iranere, havde jeg håbet på, at det islamiske regime ikke ville vare ret længe. Men det det gjorde det – som en influenza der ikke går over. Samtidig må det siges, at der er ting som forandrer sig til det positive i Iran.
- Regimet er ikke det samme som for 40 år siden. I starten ville det ødelægge Vesten og erobre verden. Lederen af revolutionen, Ayatollah Khomeini, havde en slags køreplan for det: Først skulle Ba’ath-Regimet i Irak styrtes, så Jerusalem og til sidst skulle resten af verden erobres.
- Denne vanvittige plan mislykkedes selvfølgelig lige fra starten af. I dag ligner det iranske regime snarere en økonomisk mafia og jeg er fuld af forhåbning til, at den iranske befolkning lettere kommer af med en korrupt mafia end med et ekstremt ideologisk regime, som på mange områder slet ikke har opbakning.
___________________________________
”Først og fremmest den iranske kvindebevægelse sender nogle meget positive signaler”
- Hvor ser du modstand mod regimet?
Roya H.: Først og fremmest den iranske kvindebevægelse sender nogle meget positive signaler.
- Feministisk demo i Teheran - mod vold på kvinder -
- Opbakningen bag tilsløringstvangen er sunket enormt blandt almindelige iranere af alle køn. Sågar kvinder der selv går tilsløret, siger åbent at det bør være frivilligt. Frivillighedsprincippet vinder flere og flere tilhængere , også når det gælder religion.
- Flertallet af Irans befolkning er muslimer, og folk fra de religiøse mindretal er siden revolutionen i 1979 udvandret i stor stil. Men de fleste iranere er idag religiøse på en mere privat måde, end regimet forventer. At mange iranere i dag tror på det frie valg og gør modstand mod statslig formynderi. Det er et stort skridt fremad.
- Såkaldte 'Dydighedspatruljer' kontrollerer kvinders påklædning -
- Er man i Vesten bevidst om denne udvikling?
Roya H.: Nej, i Vesten er der desværre kun få, som forstår denne udvikling. Allerede i 1978/79 var der visse venstreorienterede, som gik ind for tilsløringstvang for kvinder for den ’nationale enheds’ skyld. Og i dag er der stadig alt for lidt international støtte til den iranske kvindebevægelse.
- Før som nu er der alt for lidt forståelse for, at det iranske regime er et voldeligt regime. Dette kaster skygger over nutidens venstrefløj og progressive, der egentlig hævder at stå på de undertryktes side.
_________________________
”Næsten alle længtes efter en afslutning på den forhadte Shahs herredømme”
- Som 12-årig har du oplevet den islamiske revolution i Teheran. Hvordan husker du i dag denne tid?
Roya H.: Intet var til at forudse og alt var meget kaotisk – og som teenager oplevede jeg det som var meget spændende. Hele landet var dengang præget af stor eufori, for næsten alle længtes efter en afslutning på den forhadte Shahs herredømme.
- Som 12-årig forstod jeg ikke rigtig, hvad det var, der skete omkring mig. Som så mange andre i min aldersgruppe håbede jeg på, at der nu ville opstå et demokratisk Iran. Men mine forældre var – ligesom mange andre jøder i Teheran – fra starten af bekymrede over den politiske udvikling. Med rette skulle det vise sig senere.
- Hvad var det, der satte en bremser på din eufori til at begynde med ?
Roya H.: Kort tid efter revolutionen skete der forskellige ting, som destabiliserede Iran.
- Khomeinis tilhængere besatte den amerikanske ambassade i november 1979 (billedet tv.) og så kom krigen med Irak, der varede fra 1980 til 1988. I krigsårene var der særlig mange fængslinger af oppositionelle, mange henrettelser, indskrænkninger af pressefriheden og en særlig hård undertrykkelse af kvinder.
- Men det varede et stykke tid, før det gik op for mig, at mit håb om et demokratisk og retfærdigt Iran ikke ville gå i opfyldelse. Især husker jeg en hændelse på den jødiske skole, jeg gik i dengang: En dag kom en kvinde i Tchador og præsenterede sig som den nye rektor. Det viste sig snart, at hendes opgave først og fremmest bestod i at omvende os til islam.
- Var det en ny erfaring for dig?
Roya H.: Da revolutionen begyndte identificerede jeg mig slet ikke som jødisk. Jeg så mig selv som humanist. ”Jødisk”, det var for mig snarere en etikette, der blev påklistret mig udefra.
Da der begyndte at dukke paroler op som ”Jøder rejs hjem“ og der blev malet et hagekors på vores husmur, måtte jeg spørge min far, hvad det tegn over-hovedet betød. Antisemitisme var kun noget jeg havde hørt om fra andres fortællinger. Mine forældre og mine ældre søskende har oplevet at blive banket på vejen til eller fra skole. Min far fik i sin skoletid ordre til at blive hjemme, når det regnede. Muslimer anså jøder for at være urene og med regnvandet ville denne urenhed kunne overføres til dem. En så åbenlys fjendtlighed har jeg ikke oplevet i min barndom og ungdom.
(...) Siden 1979 har mere end 90 prozent af de iranske jøder forladt landet. De ca. 10.000 jøder som er blevet tilbage er stort set usynlige – et uddøende fællesskab.
- Hvilken betydning har den lille gruppe jøder for regimet?
Roya H.: Fra 1979 blev der indført restriktioner for jøder. For eksempel i forhold til adgang til videregående uddannelser og bestemte områder som militær, politiske embeder og universiteter. Nogle af disse restriktioner blev senere ophævet. Jeg tror, det skyldes at regimet ikke længere betragter jøderne som en fare.
- Tværtimod bruger de det jødiske mindretal som alibi, så de kan fremstille sig som tolerant og ikke antisemitisk. Det iranske regime anerkender jøderne i en vis udstrækning. I modsætning til de meget forfulgte Bahai . Dog er der stadig tale om juridisk diskriminering. Således kan jøder og andre ikke- muslimer ikke vidne i retssager mod muslimer.
- Hvad fik dig til at forlade Iran i 1984 ?
Roya H.: Foruden de økonomiske problemer under krigen med Irak var det først og fremmest den omstændighed, at jeg ikke havde mulighed for at begynde et universitetsstudium, der fik mig til at emigrere.
- Officielt set var det ikke forbudt for jøder at studere ved universitetet. Men der var en række moralske komponenter som skulle til for at få adgang til universitetet.
Som jøde var det ikke muligt for mig at få en høj ’moralsk vurdering’, fordi jeg ikke kun dokumentere regelmæssige moskebesøg eller fremvise anbefalinger fra en lokal Mullah.
- Efter 10 år i Wien kom jeg i 1984, med hjælp fra ”Hebrew Immigrant Aid Society” (HIAS) til USA, hvor mine søskende allerede var flygtet til. Her arbejder jeg nu som forfatter og dokumentarfilmproducer. I 2004 var jeg med til at grundlægge det iranske menneskerettigheds dokumentations-center (IHRDC).“ * Roya Hakakian – twitter
(Interviewet er oprindeligt blevet offentliggjort i det tyske magasin JungleWorld nr. 7 – 2019 . Oversat og forkortet af autonom infoservice)
Relateret autonom infoservice
- Iran: Folkeoprøret mod præstestyret er igang igen (januar 2018)
- ”Femme & Libre”: ”Vold mod kvinder er del af Irans lovgivning” (februar 2016)
- Irans revolutionsvogtere ”Pasdaran” vinder indpas i Syrien (december 2016)
- Journalist isolationsfængslet i Teherans berygtede Evin-fængsel (27. november 2009)
Socialistisk Bibliotek
Linkbox om den iranske revolution og kontrarevolution 1978-1979 – og derefter. (januar 2009).
Det iranske menneskerettigheds dokumentationscenter: Chart of Executions by the Islamic Republic of Iran – 2018
