Valg 2019 – Hvis Valg?

• En kommentar af folk fra autonom infoservice

  Større dele af venstrefløjen har fortrængt, at det borgerlige parlamentariske system udgør    et ideologisk statsapparat, der vedligeholder kompromisset mellem de kapitalistiske fraktioner og de underpriviligerede lag i samfundet. Ved at adskille politik og samfundets økonomiske grundlag samt ved at forholde sig til befolkningen som abstrakte, atomiserede individer ...

Systemets propagandamaskine virker også langt ind i venstrefløjens egne rækker.

Større dele af venstrefløjen har fortrængt, at det borgerlige parlamentariske system udgør  et ideologisk statsapparat, der vedligeholder kompromisset mellem de kapitalistiske fraktioner og de underpriviligerede lag i samfundet. Ved at adskille politik og samfundets økonomiske grundlag samt ved at forholde sig til befolkningen som abstrakte, atomiserede individer. Hinsides eksisterende fællesskaber, klassetilhørsforhold og sociale grupper.

Et kompromis der ved hjælp af borgelig lovgivning og ordensregler er garant for opretholdelsen af de herskende forhold.

• Grobund for opportunisme

Det er dette parlamentariske scenarie, der skaber grobund for opportunisme. For at opnå anerkendelse tilpasser parlamentarikerne deres talemåde, adfærd og målsætning til ”realiteten”. Som regel er det ensbetydende med en til-pasning til den  herskende ideologi eller en af dens forskellige samfundsbevarende varianter.  Udtrykt gennem blandt andet et nationalistisk sprogbrug og national kulturarv.

• Et par eksempler: 

Alle politikere taler konstant om / og henvender sig til ”danskerne”. En betegnelse, der udelukker alle dem, der uden dansk statsborgerskab bor i landet. Ved hele tiden at fastslå kategorien ”danskerne” skabes blandt andet fælles kulturelle referencer og fælles konsens omkring en altomfattende lønarbejdstvang, også kaldet ”samfundssind”.   

• "Når magthaverne og borgerne er del af en hegemonial national kultur, så vil befolkningen kunne identificere sig med magthaverne og anerkende de herskende forhold som legitime" (frit efter Antonio Gramsci)

• Karrieremæssigt selvsving

Desto mere parlamentarikernes eget liv bliver afhængigt af deres position i parlamentet, desto større er sandsynligheden for, at deres mål nr. 1 er at fastholde og hige efter poster og ind-flydelse inden for partier, der garanterer deres privilegerede levemåde.

Denne interessemæssige selvstændiggørelse af parlamentarikerne og de dermed forbundne privilegier afkobler disse levebrødspolitikere fra de kredse, de hævder at repræsentere. Dette er det materielle grundlag for bureaukrati, pamperadfærd og karrierefremmende stedfortræderpolitik. 

Med det som baggrund er det gavnligt at kigge på de mange- årige erfaringer, som den internationale og hjemlige revolutionære venstrefløj har gjort ved at deltage i de borgerlige-parlamentariske institutioner.

Det som stikker i øjnene er fraværet af positive resultater, der har gavnet mobiliseringen og medvirket til forandrede styrkeforhold. For det meste har der været tale om politisk tilbagegang, opløsning/udslettelse, udvanding af systemkritikken, interne karrierehistorier indenfor selve systemet, osv.  Alt sammen forbundet med vidtrækkende desillusion i forhold til kampen for grundlæggende samfundsforandringer…

• En stemme på den parlamentariske venstrefløj?

Det er et stående dilemma, netop fordi det at stemme under visse omstændigheder kan have en relevans og derfor er der tale om et muligt ”rigtigt skridt i den forkerte retning” for anti-kapitalistiske holdninger.                                  Fordi vi i vores hverdag på alle mulige måder agerer for direkte demokrati, der står i mod-sætning til den borgerlige passiviserende / repræsentative demokratiforståelse - med dens indbyggede lovgivning, der cementerer og afsikrer det kapitalistiske systems funktions-måde. 

Ikke mindst ved at udvande den parlamentarisk orienterede venstrefløjs systemkritik ved hjælp af økonomiske afhængighedsforhold, politisk underdrejning under rentabilitetsbestemt statsfinansiering, transformation af politisk aktivisme til et lønarbejde, mv. 

At stemme på Enhedslisten - den eneste venstreorienterede størrelse i Folketinget - er om det er tilsigtet eller ej, en stemmeafgivelse for legimitation af  parlamentarisme. I bedste fald er det selvfølgelig også en stemme imod sociale forringelser og den racistiske konsens. (Denne mulighed bliver dog stadig mere udhulet af konkurrence-statens rolle samt EU-direktiver).

Det er bestemt ikke forkert for erklærede revolutionære at stemme på Enhedslisten på grund af deres udtalte solidaritet med de svage i samfundet. Enhedslisten er uden tvivl en anstændig reformistisk parlamentarisk størrelse – men altså uden nogen verificerbar form for socialistisk overgangsstrategi, socialistisk tilstedeværende agitation og anti-kapitalistisk mobilisering i hverdagspolitikken. 

Men uanset hvad – og her ligger dilemmaet: Hvis man stemmer, deltager man i en cementering af legitimiteten af det borgerlige-parlamentariske system …

• Hvad er alternativet på sigt?

Det afgørende strategiske spørgsmål for den udenoms-parlamentariske venstrefløj er, hvordan der kan udvikles basisdemokratiske alternativer fra neden - på tværs af nationalstatslige grænser. Der findes allerede et hav af globale initiativer og netværk, der i mange år har fungeret på tværs af grænser med tilsvarende vigtige erfaringer.

Så som:

Den europæiske ”No Border" - bevægelse, klimapolitiske -, antiracistiske – og antifa-bevægelser, beboer – og bydelsinitiativer, den netværksorganiserede faglige bevægelse fra neden ”Transnational strike”, ”Koordinationen af selvforvaltede økologiske og syndikalistiske kooperativer” i Europa og Latinamerika, forskellige global agerende feministiske initiativer og  genderbevægelsen, mv. 

Alle disse, og mange flere initiativer, kunne i et forandret styrkeforhold levere de erfaringsmæssige alternativer til det umyndiggørende stemmeritual i det repræsentative borgerlige demokrati. I form af direkte demokrati i en rådsdemokratisk organisering af samfundet.               (folk fra autonom infoservice)