- Socialrevolte mod det kinesiske kommunistpartis enevælde
Omkring en million mennesker demonstrerede i foråret 1989 for frihed og social retfærdighed og imod den udbredte korruption indenfor det kinesiske parti – og statsapparat.
På Beijings ”Himmelske Freds Plads” (Tiananmen) trådte store grupper af studerende i sultestrejke, mens landets ledelse var lammet af interne magt-kampe. Mennesker fra alle samfundslag sluttede sig til bevægelsen for at kræve en ret-færdig fordeling af den samfunds-mæssige rigdom.
- 3.000 dræbte demonstranter
Den reformorienterede parti fraktion omkring partilederen Zhào Zǐyáng sympatiserede med bevægelsen, men tabte magtkampen mod hardlineren Deng Xiaoping, der indsatte tropper, som skød mod demonstranterne og kørte dem over med tanks. Kinas regering taler officielt om 241 dræbte demonstranter og soldater, ’Røde Kors’ anslog at der var tale om 2.600 døde demonstranter, mens forskellige menneskerettig-hedsorganisationer som f.eks. Amnesty International taler om mindst 3.000 dræbte demonstranter.
- Forbud mod offentlige mindemanifestationer
Forud for årsdagen blev kendte aktivister og pårørende til de dræbte demonstranter ved Tiananmen pladsen anholdt, sat i husarrest eller deporteret
ud af Beijing.
Netværket ”Mødrene fra Tian’anmen” der består af pårørende til ofrene, kræver en ærlig oparbejdning af den militære indsats samt en liste over de dræbte.
Derudover kræver de statslig erstatning til de ramte familier og en offentlig retssag mod de ansvarlige: ”Hvordan kan de talrige mordere undslippe historiens endelige dom?”, hedder det i
et åbent brev til det parti – og statsledelsen.
Hvert år, forud for årsdagen for massakren ved Tiananmen pladsen, kræver gruppen en uafhængig undersøgelse af
militærindsatsen. De kinesiske myndigheder har endnu ikke svaret på dette krav.
Derimod er de pårørende udsat for massive chikaner og trusler fra de kinesiske myndigheders side. Derudover bliver sympatiserende bloggere registreret, opsporet og anholdt. Mistænkte
journalister får klare påbud og kendte dissidenter sættes i husarrest.
De pårørendes talskvinde Ding Zilin, der er mor til en dræbt studerende, får hvert år et påbud af politiet om ikke at opholde sig i Beijing den 4. juni.
-
Kun i Hongkong kunne der gennemføres en mindedemonstration på 30-årsdagen for massakren på demokratibevægelsen
(Forstør ved at klikke på billedet):
- De dramatiske begivenheder i foråret 1989
Kravene om demokrati og sociale reformer voksede ud af studenternes spontane forsamlinger i anledning af den reformorienterede forhenværende partileder Hu Yaobang’s død i april 1989. Han var blevet afsat to år tidligere pga. sin kompromis-søgende politik overfor studenternes samfundskritiske demonstrationer i 1986. I løbet af april måned bredte demonstrationerne sig over hele landet.
- Arbejdere, fagforeningsfolk, lærere, journalister og offentlige ansatte tilsluttede sig studenterne. De protesterende krævede rehabilitering af Hu Yaobang, en gennemgribende kamp mod korruptionen samt pressefrihed:
- En retfærdig omfordeling af den nye økonomiske rigdom
Der blev også fremført krav om offentliggørelse af parti– og statsledernes samt deres familiers formue.
For mange af de deltagende var de sociale krav det mest centrale. Skønt den igangværende økonomiske modernisering af produktionsapparatet havde formået at formindske fattigdommen blandt større dele af befolkningen, så blev der samtidigt skabt nye former for ulighed. Først og fremmest i landets byer.
Mange offentligt ansatte mistede deres hidtil sikre arbejdsplads i takt med omstruktureringen af forvaltningerne. Priserne på fødevarer steg konstant. Mennesker fra alle sociale samfundslag tilsluttede sig studenternes bevægelse og demonstrerede for en retfærdig fordeling af den nye økonomiske rigdom.
- Tiananmen pladsen besættes
I forbindelse med de officielle sørgehøjtideligheder i anledning af Hu Yaobang’s død besatte titusindvis af studerende og deres allierede Tiananmen Pladsen i Bejings centrum den 22. april 1989. I starten stod den kinesiske partiledelse rådvild overfor masse-protesterne.
Kinas Kommunistiske Partis leder, Zhào Zǐyáng, sympatiserede med bevægelsen og ville imødekomme dele af de protesterendes krav. Hardlinerne i partiet omkring formanden for militærkomissionen, Deng Xiaoping, satte sig igennem og væltede Zhào Zǐyáng (d. 18. maj 1989). Dermed var grundlaget lagt for en repressiv reaktion mod bevægelsen.
Da den daværende sovjetiske regeringschef Mikhail Gorbatjov den 15. maj kom på stats-besøg i Kina, forhindrede protesterne mediebevidst hans officielle modtagelse på Tiananmen pladsen.
To dage senere, den 17. maj, gennemførte bevægelsen demonstrationer i talrige kinesiske byer. Alene på Tiananmen pladsen samlede sig omkring en million mennesker i protest mod parti – og statsledelsens konfrontationskurs:
- Undtagelsestilstand (”krigsretten”) i Beijing
Den 20. maj udråbte det kommunistiske partis statsledelse militær undtagelsestilstand (”krigsretten”), gældende for Beijing. Det var første gang, det skete siden grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina i 1949.
Omkring 200.000 soldater blev sendt til hovedstaden. Militærhelikoptere kredsede over demonstranterne og kastede flyers med partiledelsens beslutning ned over
pladsen. Kort tid forinden var den relativt kompromisindstillede leder af kommunistpartiet, Zhào Zǐyáng, på Tiananmen pladsen.
Han forsøgte forgæves at bevæge studenterne til at afbryde deres igangværende sultestrejke mod magthaverne i stat og parti. Derefter udtalte partiformanden med tårer i øjnene til den
internationale presse: ”Vi er kommet for sent ...Det gør mig ondt”.
Dette var hans sidste optræden i offentligheden. Umiddelbart efter mistede Zhào sin post. Han blev sat i husarrest, hvor han forblev indtil sin død i 2005.
- Socialrevolte mod kommunistpartiets enevælde
Protesterne fortsatte og den 20. maj blev Beijing erklæret i undtagelsestilstand. Samtidig fortsatte folk, overvejende unge studerende, fra hele Kina med at strømme til hovedstaden for at støtte protesterne.
Dele af de forsamlede krævede som konsekvens af parti-ledelsens målrettede eskalationskurs dens afgang. Bevægelsen bestod af forskellige strømninger, hvis hovedfløj var en venstreradikal retning, der var indstillet på ikke at vige fra stats-repressionen og satsede på en lands-dækkende koordineret socialrevolte mod kommunistpartiets enevælde. Den moderate og kompromisorienterede fløj trak sig efterhånden ud af protesterne.
- Den blodige nedkæmpelse af ”Tiananmen-bevægelsen”
To uger senere, den 3. og 4. juni 1989, rykkede militæret med tanks frem til Tiananmen for at rydde pladsen og opløse protesterne. På vejen dertil
stødte militæret i forskellige dele af Beijing på barrikader og militant modstand, der forsøgte at forhindre hæren i at nå frem til pladsen.
Der blev skudt direkte ind i de flygtende demonstranter. Kun mindre grupper forsøgte at forsvare sig mod den militære overmagt med molotovcocktails og stenkast. Den 4. juni 1989 endte det
månedlange folkelige oprør i et regulært blodbad. Ifølge Amnesty International blev over 3.000 demonstranter dræbt.
- Den påtvungne glemsel
Deng Xiaoping trådte derefter tilbage fra ledelsen i kommunistpartiet for at tage vinden ud af sejlene på den internationale fordømmelse af massakren på parti- og statsledelsens kritikere.
Kommunistpartiets ledelse gjorde derefter alt for at udslette hændelserne fra den
kollektive hukommelse.
På partiets ordre skrev kinesiske journalister samstemmende om ”kontrarevolutionære uroligheder”, ”asociale ballademagere”, og senere i en noget mildere udgave, om ” begivenheden”, ”
episoden” – hvis overhovedet.
Intet spor af anger eller selv-kritiske reflektioner fra de kinesiske magthaveres side. Den påtvungne glemsel har sat sine spor: Kun den ældre del af befolkningen i Kina kender i dag til de sande
begivenheder anno foråret 1989...
- Klapjagt og repression
Efter knusningen af massebevægelsen landede talrige fremtrædende aktivister i fængsel i mange år.
Et typisk eksempel er den nu 54-årige Miao Deshun. Hans dødsdom blev gjort om til livsvarigt fængsel og d. 3. maj 2016, efter 27 års fængsel, blev
han løsladt.
Også mange andre af de demonstranter, der blev anholdt i løbet af 1989, fik lange fængselsstraffe eller endte i parti-kontrollerede statslige ”genopdragelses” institutioner og måtte offentligt
angre, lave selvkritik og sværge evig troskab til partiet ... Andre aktivister lykkedes det at flygte til udlandet i eksil. (al. / autonom infoservice)
Relateret
autonom infoservice
