I Libanon forener ateister, kristne, shia – og sunni muslimer samt drusere sig mod den korrupte regering. Deres protest har mange ligheder med det aktuelle folkeoprør i Irak. Demonstranterne krævede lige fra starten regeringens tilbage-træden. Idag har premierminister Saad Hariri erklæret sin afgang.
- Det sociale oprør har tilkæmpet sig en vigtig delsejr. Om det kan omsættes til samfundsmæssige alternativer, vil fremtiden vise...
- Næsten alle oprør har deres symboler. Aktuelt blev det en ung libanesisk kvinde:
Under ét af de talrige sammen-stød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter, fik en væbnet bodygard for en forhadt minister et spark i skridtet fra en ung vred kvinde. Hændelsen er eksemplarisk for demonstrationerne, der startede heftigt og militant og derefter ud-viklede sig til stadig større, fredelige og lidenskablige gadefester. Dette på trods af politiets og militærets brutale indgriben i starten af protestbølgen den 17. oktober. 6 demonstranter har mistet livet under protesterne. Regeringen har imidlertid udstedt ordrer om ikke at angribe demonstranterne.
Videoen fra protesternes første aften
Demonstranter fester natten igennem
___________________________________
”I Libanon er den politiske og økonomiske elite langt fra befolkningens realitet....”
Hundredetusinder af mennesker samlede sig den 17. oktober på Martyrernes Plads i centrum af Beirut og hurtigt bredte demonstrationerne sig til andre byer som Tripoli, Sidon og Tyros i provinsen. Protesternes størrelse og mangfoldighed er ikke set magen i Libanons nyere historie.
”Kløften mellem det politisk herskende lag og resten af befolkningen er kæmpestor. I Libanon er den politiske og økonomiske elite langt fra befolkningens realitet....” (Lydia Assoud, økonom på det libanesiske ”Carnegie Middle East Center”).
Det viste sig i dagene før vredesudbruddet, da landet blev tændt af en anden slags ild: Heftige brande ødelagde store dele af cedertræskovene i naturreservatet al-Shouf (billederne nedenfor) et vigtigt område for fugleliv og et populært mål for alskens slags økoturisme. Forfærdelsen blev til vrede, da det blev kendt, at de brandslukningshelikoptere som blev finansieret af græsrodsinitiativer alle sammen var deffekte, fordi eftersynet af dem var blevet forsømt i årevis. (Forstør ved at klikke på billedet):
Det libanesiske folkeoprør har trods alvor og vrede også en festlig side: DJs sørger for musik nætterne igennem, menneskene danser og synger i fællesskab regeringsfjendtlige slogans.
Alt det illustrerer med tydelighed, at den overvejende del af landets befolkning har mistet enhver tiltro til den korrupte elite, som i årtier har ført landet ud stagnation og social deroute: Således har 1 procent af Libanons befolkning en årlig indtægt, der svarer til 25 procent af landets nationale indkomst. Et mellemlag som i Europa findes ikke i Libanon.
- Skat på WhatsApp download
Det som fik den årelange ulmende utilfredshed med magthaverne til at eksplodere, var regeringens planer om at indføre nye afgifter på benzin, tobak og internet. Samt en skat på WhatsApp-download på omkring 40 dkr om måneden. Denne tjeneste er meget udbredt på grund af de ekstremt høje priser på mobil-telefonopkald. Planerne blev efter de første massive protester hurtigt trukket tilbage igen, men formåede ikke at neddæmpe befolkningens vrede.
Libaneserne er bl.a. utilfredse med, at de ikke har elektricitet døgnet rundt, at gaderne er fulde af skrald, at vandet er sundhedsfarligt forurenet, at arbejdsløsheden er høj og at regeringen har været handlingslammet overfor de største skovbrande i årtier, som for tiden hærger landet.
Derudover har magthaverne forårsaget en statsgæld, der betyder, at Libanon figurerer som landet med verdens tredjestørste gældsbyrde i forhold til landets bruttonationalprodukt ...
- Halvlunkne reformløfter skulle redde Hariri-regeringen
Da militær og politi ikke formåede at inddæmme demonstrationerne efter 72 timer har premierminister Saad Hariri forsøgt at dæmpe gemytterne ved at forkynde nogle reformer, deriblandt en halvering af lønningerne til såvel parlamentarikerne som ministrene samt en udveksling af fire ministre.
Demonstranterne afviste disse krav som utroværdige og krævede regeringens afgang. I dag, d. 29. oktober 2019, efterkom Saad Hariri gadens krav.
Lebanon demonstrations: Anger against political elite grows
Lebanese protesters set up barricades, block main roads
Libanons politiske system er organiseret langs de religiøse skillelinjer. Dette skulle sikre særinteresser og magtdeling mellem kristne, sunniter, shiiter og drusere. Relationen mellem den borgerlige stat og landets borgere bliver varetaget af de respektive religionsmenigheders ledelse.
Kritikere påpeger, at dette system forhindrer folk i at organisere sig på tværs af religiøse grænser. Men de sidste ugers demoer har netop formået at nedbryde disse traditionelle religiøse barrierer og samle befolkningen på tværs af religion.
- ”Taif-Agreement”
30 år efter fredsaftalen i Ta’if , den såkaldte ”Taif-Agreement” , der den 22. oktober 1989 officielt afsluttede den libanesiske borgerkrig (1975 – 1989/90) *, har demon-stranterne nu fra deres side erklæret borgerkrigen for afsluttet. Baggrunden er, at der aldrig har fundet en genforening sted mellem de forskellige kæmpende folkeslag og politiske partier på højre- og venstrefløjen. Tværtimod har menighederne permanent været involveret i gensidige intriger og magtkampe.
Det aktuelle oprør revolterer mod disse forhold og skaber et politisk fællesskab i protest mod den religiøse, hierarkiske opdeling af det libanesiske samfund.
* (Se leksikon.org og wikipedia )
- Fælles træk i de aktuelle oprør i Libanon og Irak
Det libanesiske system har mange lighedstegn med Irak: Også her er magten opdelt mellem folkeslag og religiøse grupper. I Irak, hvor oprøret ligeledes er igang, er det især unge demonstranter som protesterer mod de korrupte og hierarkiske magt-strukturer og kræver alternativer til den herskende orden.
I Irak svarede hæren, politiet og militserne igen med massiv brutalitet mod demon-stranterne. I Libanon blev de statsligt væbnede organer efter en brutal opstart kaldt tilbage og holder sig sådan nogenlunde i baggrunden.
- Religiøse sekteriker angriber demonstranterne
De eneste voldelige angreb på demonstranterne i Libanon kom fra grupperinger i landets shiitisk-islamiske miljøer: Hizbollah – og Amal-bevægelsen (Ḥarakat Amal). Således attakerede sekterikerne såvel den 25. oktober som i dag den 29. oktober demonstranterne. Udløser var, at demonstranternes anti-regeringsslogans også retter sig imod Hizbollahs leder Hassan Nasrallah: ”Alle betyder alle!”
I dag, d. 29. oktober, angreb bøller fra Hizbollah og Amal en protestcamp i Beiruts centrum og brændte en del af teltene ned.
- Hvorom alting er:
Det libanesiske sociale oprør har i dag tilkæmpet sig en vigtig delsejr.
Om det kan omsættes til fremtidige samfundsmæssige alternativer, vil fremtiden vise...
(ikh., al. / autonom infoservice)
