- En kommentar af en venstreradikal
De aktuelle protester verden rundt har med fuld kraft katapulteret kampen for social retfærdighed ind i den globale offentlige bevidsthed. Mange steder i verden brænder oprørenes gnist.
- Hvad er deres fællesnævner, hvad adskiller dem fra hinanden?
- Hvorfor er denne oprørsbølge brudt ud lige nu?
Der er oprør i Hongkong, i Beirut og i Haitis Port-au-Prince, i Santiago de Chile, Bagdad, Barcelona, Paris - og nu også mod Mullah-regimet i Iran.
De seneste måneder er millioner af mennesker i forskellige lande gået på gaden. De kæmper for social retfærdighed og imod magthavernes umyndig-gørende arrogance. Meget tyder på, at vi står på tærsklen til en global revolte.
De sociale medier formidler opstandene autentisk 1:1 ind i folks hjem og udbreder dermed kendskab til hinandens fremfærd, uafhængig af de traditionelle mainstream-medier. Det er ikke uden grund, at alskens despoter svarer med at lukke for internettet, så snart de føler sig truet – som det nu er sket i Iran og den af Indien kontrollerede del af Kashmir.
Anarkisten Emma Goldmanns berømte udtalelse: ”Hvis jeg ikke kan danse ved den, så er det ikke min revolution”, ser ud til at vinde genklang i mange af de aktuelle revolter:
* I Hongkong har de protesterende komponeret deres egen hymne. * I Beirut danser demonstranterne nætterne igennem og spiller bl.a. Beethovens niende symfoni.
- I Chiles hovedstad lyder Victor Jaras frihedssang "EL DERECHO DE VIVIR EN PAZ" (retten til at leve i fred) på gader og pladser. Og feministernes fællessang mod patriarkatet og statsapparatets voldudøvelse: "El violador eres tú!!"
- I Barcelona synger titusinder af demonstranter den gamle antifascistiske sang L'Estaca (”Without liberty”).
- I Paris danser ”Gilets Jaunes” til sange fra den franske revolution.
- "El derecho de vivir en paz”
- Black Bloc Orchestra Hongkong
- "L'estaca", Barcelona
- Gnisten der tændte den ulmende utilfredshed
I de seneste måneder har millioner af mennesker demonstreret mod magt-haverne i dusinvis af lande og regioner på samtlige verdenskontinenter. Denne oprørsbølge startede med Frankrigs ”Gilets Jaunes” (’De Gule Veste’), 17. november 2018. I disse dage fejrer de deres et-årige eksistens. Ligesom i Ecuador, på Haiti og nu i Iran, var forhøjelse af bezinpriserne den gnist, der tændte oprøret. I Chile var udgangspunktet for oprøret prisforhøjelse på billetter til metroen. I Sudan var det stigende fødevarepriser og i Libanon nye afgifter på benzin, tobak og internet samt en skat på WhatsApp-downloads.
- Den socialrevolutionære dagsorden
I Zimbabwe i det sydlige Afrika, i Algeriet, Egypten og Irak gør mennesker også oprør mod magthavere, der har tilravet sig samfundets rigdom. De revolterer mod deres politiske og økonomiske elite, der betragter landet som deres private ejendom og udøver korruption som en naturgiven selvfølge.
I Hongkong, Barcelona og Moskva er vreden primært rettet mod det borgerlige demokratis autoritære strukturer eller også dets pervertering. Her er hovedkravene medbestemmelse, offentlig transparens og demokratiske beslutningsprocesser.
- Revolterne i den ujævne og kombinerede udviklings tegn
Skønt protesterne er udløst af forskellige slags problemer og skønt deres regionale, socio-økonomiske og kulturelle betingelser varierer temmelig meget, så er der flere fællestræk, end det måske umiddelbart ser ud til. Der er tydeligvis tale om en ujævn og kombineret udvikling, som driver den aktuelle globale revolte fremad. Bevægelserne inspirerer og påvirker hinanden via info- og erfaringsudveksling på de sociale medier.
For eksempel lod aktivisterne i Barcelona ved deres march til byens lufthavn sig inspirere af de aktionerende fra Hongkong, idet de bla. overtog håndtegn-kommunikationen og bz’-strategien fra dem. I Hongkong viftede aktivister til gengæld med den catalanske uafhængighedsfane som tegn på deres solidaritet.
Lignende inspiration mellem vidt forskellige oprør kan ses i demonstranternes forbundenhed med Frankrigs ”Gilets Jaunes”, idet gule veste bæres i mange af de nuværende revolter.
- Repressionsorganernes globaliserede fremgangsmåde ...
Men den repressive agenda, vendt mod befolkningens protester, ytrer sig i al sin brutalitet også globaliseret med teknologiske og taktiske fællestræk. Gennemgående anvendes tåregas og gummiprojektiler samt paramilitære politienheder. Mange steder sendes udvalgte militærenheder mod demonstranterne. (Forstør ved at klikke på billedet):
Politiledelsernes næsten enslydende erklæringer om ”udenlandske infiltrationer”, ”Folkets fjender” (regeringsleder Carrie Lam om demonstranterne i Hongkong), o.lign. bliver ukritisk gengivet af systemkonforme medier. Dertil indrettede domstole dømmer på samlebånd anholdte demonstranter med varetægtsfængsling i varieret omfang.
Med få undtagelser reagerer politienhederne på den folkelige vrede med ekstrem brutalitet.
- Således har ”sikkerhedskræfter” i Irak ifølge medierne dræbt flere end 300 demonstranter, mens næsten 15.000 er blevet såret.
- I Chile er mindst 25 demonstranter blever dræbt og omkring 2500 er blevet såret, heraf har 217 fået øjenskader. (kilde: Chiles Røde Kors)
- I Iran er op til 200 demonstranter (AmnestyInternational: 106 ) blevet dræbt af styrets revolutionsgarde Pasdaran og Basij-milits, over 1000 demonstranter er blevet anholdt.
- På Haiti har sikkerhedsstyrker dræbt mindst 43 demonstranter og over hundrede er såret.
- I Frankrig, Rusland, Tyrkiet, Sudan, mv. har demonstranter mødt et politi-apparat, hvis fremfærd kan karakteriseres som et brutalt amokløb.
- ... og demonstranternes svar
Demonstranterne forsvarer sig mod magthavernes amokløbende væbnede organer ved at anskaffe sig udstyr mod gas- og pebersprayangreb, bygge barrikader, oprette trafikblokader, gennemføre besættelser, organisere beslutningsgivende forsamlinger, sørge for madforsyninger, modinformationer og ikke mindst fabrikere forskellige redskaber ved direkte konfrontationer med statens væbnede organer.
- De dybereliggende årsager til den globale revolte
Der er tale om en revolte mod en verden i krise – og mod et økonomisk system, der har gjort et mikroskopisk mindretal ufatteligt rigt, mens utallige mennesker til dagligt kæmper med at få deres indkomst til at slå til. For ikke at tale om dem, der ikke engang har de mest elementære livsfornødenheder. Og dem, der dør af sult. Protesterne har bragt kravene om social retfærdighed op øverst på den globale politiske dagsorden.
Det er først og fremmest den unge generation, som er klar over deres meget reducerede fremtidsperspektiver. Det er den økonomiske kontekst, der danner den fællesnævner som forbinder de forskellige oprør:
Mens priserne på råstoffer bliver ved med at falde, stiger statsforgældningen. Således formindskes statens indtægt - og dens offentlige sektor (hvis den overhovedet eksisterer) reduceres tilsvarende. Dertil kommer den accelererende ulighed og de stadig større forringelser i den offentlige sektor, en afmattet konjunktur og de første tegn på en ny økonomisk krise på det kapitalistiske verdensmarked.
Mange unge har ingen tiltro til, at det politiske beslutningssystem kan finde løsninger på de presserende klimaproblemer og den sociale ulighed. Denne forståelse forbinder protesterne i Irak og i Libanon med bevægelser som "Fridays For Future ” og "Extinction Rebellion".
Omkring 40 procent af verdens befolkning er under 24 år. De fleste af dem kender kun prekære arbejdsbetingelser – og neoliberale tiltag (”reformer”), som ikke betyder andet end endnu en social deroute. Helt i stil med demonstranterne i Chile – ifølge OECD landet med den største ulighed overhovedet: ”Det drejer sig ikke om 30 Pesos, men om 30 år”. De unge demonstranter mener ikke, at de skylder noget som helst til systemet, men omvendt at systemet er ansvarlig for de horrible forhold.
- Dengang og i dag
Siden det globale oprør i 1960’erne har der ikke været så talrige opstande som i de sidste ti år. De seneste måneders oprør minder først og fremmest om protestbølgen i 2011: De folkelige protester på Syntagmapladsen i Athen, på Midan Tahrir i Kairo, Plaza del Sol i Madrid, Occupy Wall Street i New York , eller Gezipark-oprøret i Istanbul (billederne nedenfor) , der bredte sig over hele Tyrkiet.
- Gezipark-oprøret: Interview: Tyrkisk forår – revolte og håb (2013) -
I dag bliver modstandstaktikken fra dengang reproduceret. Slogans som ”Brød, frihed, social retfærdighed for alle” bliver på ny vækket til livet.
I dag som dengang er bevægelsernes sociale lag uens og mangfoldige. Studerende side om side med arbejdere, elever og et bredt udsnit af mellemlaget. I nogle regioner/lande deltager progressive dele af fagbevægelsen i oprøret (i Frankrig, Chile og Irak) i andre lande bliver de traditionelle religionsgrænser sprængt - som i forbindelse med det aktuelle oprør i Libanon.
Ligesom i 2011 er protesterne gennemgående spontane, politisk uensartede og uden ledere. Dette fravær af ledelsesstrukturer i modstanden vanskeliggør magthavernes ”search and destroy” – kriminaliserings praksis mod enkelte grupper og aktører.
- Den antiautoritære modreaktion
Krisens årtier har i midlertid også frembragt dybt reaktionære fænomener.
I USA blev Donald Trump valgt til præsident, i Brasilien vandt fascisten Jair Bolsonaro præsidentvalget og fornyligt har højrefløjspolitikeren Jeanine Áñez Chávez med hjælp af militæret udnævnt sig selv til Bolivias "overgangspræsident". I mange europæiske lande stormer højrepopulismen frem. Såvel klima-bevægelsen som den feministiske bevægelse danner dog en stærk modvægt til denne autoritære bølge.
- Næsten uden undtagelse kræver samtlige oprør deres regerings tilbagetræden.
De millioner af protesterende mennesker har allerede opnået meget. I Libanon har premierminister Saad al-Hariri i slutningen af oktober anmeldt sin tilbagetræden. I Chile har regeringen bøjet sig for demonstranternes krav om en ny forfatning, ensbetydende med en grundlæggende omstrukturering af landets sociale og politiske forhold.
Demonstranterne lader sig dog ikke tilfredsstille af magthavernes taktiske manøvrering. Næsten uden undtagelse kræver samtlige oprør deres regerings tilbagetræden. Spørgsmålet er så, om det lykkes for det globale oprør at transformere sig til sociale bevægelser med langsigtede målsætninger, udviklede basisdemokratiske strukterer og stabile globale relationer.
Der er kommet noget i bevægelse, som ikke uden videre vil kunne inddæmmes af magthaverne og reguleres tilbage til den ”kapitalistiske normalitet”. Og præcis dette vil også blive konstateret af magthavere som Tyrkiets Erdogan, Syriens Assad, Irans Hassan Rohani, Kinas Xi Jinping, Ungarns Viktor Orban og alle de andre despoter, der pt. stadig selvsikkert sidder på magten.
(al./autonom infoservice)
_____
Relateret autonom infoservice
- Libanon: Folkeoprøret bringer regeringen til fald (29. Oktober 2019)
- ”Chile despertó” - Chile er vågnet op (23. oktober 2019)
- Ni catalanske politikere og aktivister dømt op til 13 års fængsel (15.oktober 2019)
- Hongkongs regering fortsætter sin konfrontationskurs (5.oktober 2019)
- ’Barrikadernes Nat’ i Paris (24.september 2019)
- Folkeopstand i Algeriet: ”Skrub endelig af Bouteflika” (13.marts 2019)
Kommentar schreiben